Månedsarkiv: november 2015

EU-valg: Hvor er meningsmålingerne?

Udgivet den af
Svar

Så er nedtællingen for alvor i gang.

Og nej, her tænkes ikke på den til juleaften, selvom julen nok fylder noget mere for især de mindste i Danmark – nej, her tænkes på en af de vigtigste afstemninger nogensinde i Danmark:

Afstemningen om afskaffelsen af retsforbeholdet, som finder sted om kun 3 dage. Tre korte og mørke decemberdage.

Danmarksbloggen har i de seneste uger holdt skarpt øje med medierne for at aflæse de meningsmålinger, som der normalt altid er så mange af før et valg i Danmark.

Men ikke denne gang. Denne gang er der langt imellem snapsene, når vi taler om meningsmålinger – ihvertfald dem, som offentliggøres.

Tanken ligger ligefor. Den konspiratoriske tanke om at der er lavet masser af meningsmålinger – men at de viser et resultat (nemlig et tordnende nej), som det officielle Danmark ikke ønsker – og derfor så offentliggøres de ikke.

Men det er jo slet ikke sikkert, at det er sådan. Det kan man ikke vide. Men hvad man kan vide – og gøre er at sætte sit kryds ved NEJ på torsdag.

For meningsmålinger eller ej – så vil krydserne på torsdag tale – og tale højt.

Tilføjelse kl. 13.37: Nu er de så kommet – og flere af dem viser et flertal for nej. Så kan man kun krydse fingre og håbe, at det også ender sådan.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Jule-illusion nr. 1: HYGGEN

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggens adventsserie i år handler om julens illusioner, og vi starter med hyggen.

Jule-illusion nr. 1: HYGGEN

Det er SÅ hyggeligt ved juletid, siger vi – med kun en lille og næsten uhørlig rysten i stemmen.

For er julen nu også det? Er julen virkelig så hyggelig for os alle sammen? Ikke rigtig, vel?

Hvad med ham eller hende, der sidder alene?
Eller barnet, som er bange for, at mor og far igen drikker for meget og ødelægger juleaften med fuldemandsvrøvl eller måske endda skænderier og slåskampe?
Eller den enlige mor, der ikke har råd til at tage på julemarked, ja som måske dårlig har penge til en julegave til guldklumpen?
Den hjemløse?
Flygtningefamilien, der skal tilbringe julen i et telt i Jylland – eller på en mark i vinterkulden i Østeuropa?

Nej, julen er langtfra altid særlig hyggelig. Julen kan være et monster, så langt mere skræmmende end man nogensinde ser det til Halloween.

Hygge – som i øvrigt også praktiseres i alle andre lande – kræver, at man er tryg, og dét er der rigtig mange, der ikke er i et Danmark og et Europa, der bliver mere og mere utrygt – og mere og mere ulige. Mere og mere uhyggeligt, du …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

EU-valg: Fra afskaffelse til omdannelse

Udgivet den af
1

Danamrksbloggen har fået lov til at bringe denne skarpe iagttagelse. Tak for det:

It’s all about the words …

På hokus-pokus-vis er afskaffelsen af EU-retsforbeholdet pludselig blevet til ‘omdannelse af retsforbeholdet’.

På mit fine valgkort står der således heller ikke nævnt med ét eneste ord, at dette er en EU-afstemning, for de glade ja-partier ved udmærket godt, at cirka halvdelen af befolkningen per automatik får åndedrætsbesvær og tics, når de står i stemmeboksen og sætter kryds ud for enhver suverænitetsafgivelse til EU – stor som lille.

Nu er det hele ikke så farligt.
Vi afskaffer sørme ikke noget.
Vi hygge-omdanner bare lidt for en femmer. Som når du flytter lænestolen i stuen.
Så tag en småkage og en lykkepille, nej snup bare to af hver, og kom godt hjem – og tænk nu ikke for meget over det hele.

Her er ikke tale om en embedsmand, som har været lidt træt eller uopmærksom, og fik skrevet forkert og mangelfuldt.
Her er tænkt over tingene.
Ren Hjallerup Marked og Låsby-Svendsen.

Og er det by the way overhovedet lovligt at undlade at skrive EU på valgkortet – især da vi nu faktisk stemmer om at ændre på grundloven?

Jeg ved stadig ikke, hvad jeg stemmer næste torsdag, men jeg ved, at jeg er dødtræt af manipulation og skjult, plat propaganda, som ville klæde et nordkoreansk regime, og efterhånden tror jeg hverken på Christiansborg eller Bruxelles – eller på bomber, religioner, løfter, hurtige løsninger, prædikanter eller fancy, folkeforførende fakkelbærere for dén sags skyld.

Men jeg tror på kærligheden, på nuet, på mavefornemmelsen, på tilgivelsen, på troskaben, på barmhjertigheden, på taknemmeligheden, på ydmygheden – og på dig og mig.

Her sætter jeg mine 10 krydser.

Skrevet af: Bo Østlund

Anmeldelse: Alt det hun ville ønske hun ikke forstod

Udgivet den af
Svar

Der er film, som man kun ser én gang – og bøger, som man kun læser én gang. Ikke fordi de er dårlige, men fordi de er så sindssygt gode – og skræmmende – at de ætser sig ind i ens sind og efterlader et varigt ar.

Steen Langstrups ”Alt det hun ville ønske hun ikke forstod” er en af disse særlige bøger.

Åbningsscenen er en tankstation ude på landet, der ligger helt uden for lands lov og ret på alle måder. En øde tankstation, der endda er endnu mere øde end normalt denne aften, hvor alle sider foran tv-skærmene, fordi Danmark er i finalen. I hvad får vi ikke at vide – og det er også lige meget.

For det vigtige er langtfra altid det, som der vises på en skærm – selvom skærme fylder meget i bogen – og i vor tid. Mobil-skærme, overvågnings-skærme, kamera-skærme, computer-skærme og mange andre skærme, der har afløst det virkelige liv. Det liv, hvor vi kommer hinanden ved og bekymrer os om og kerer os om hinanden – uanset status.

Men i ” Alt det hun ville ønske hun ikke forstod” ser vi livet, som det er blevet i Danmark, hvor vi har glemt hinanden og kun tænker på os selv – og penge. Ser livet, som det er i den hverdag, som vi alle kender med arbejde og problemer med at orke at forstå dem, der er anderledes end os selv. Den pointé er skrevet før, men hos Steen Langstrup ser vi også mere end det. Meget mere – og mere end man måske egentlig har lyst til. For vi ser også det senmoderne og egocentrerede menneskes allerværste mareridt, som bogens hovedpersoner, de to piger Agnes og Belinda, gennemlever på måder, der viser, at ondskab og sadisme ikke kender nogen grænser.

For nok er det en helt ualmindelig almindelig aften derude på tanken – og så ikke alligevel. Langsomt, men sikkert fanges pigerne ind i en skæbne værre end døden, som man sagde det i gamle dage. Her betyder udsagnet bare noget lidt andet – og så måske ikke alligevel. Mere skal ikke røbes her.

Læserne skal selv føle den kriblende uhygge og forfærdelse, som kommer krybende og væltende, indtil den nærmest bliver fysisk, mens de letlæselige og velskrevne sider vendes én efter én. Skræmt er man, så det værker helt ind i knoglerne. Angst og fuld af væmmelse over, at mennesker kan være så onde og afstumpede – og samtidig må man bare læse bogen fra start til slut i ét eneste langt, tilbageholdt åndedrag.

For nok mærker man hurtigt, hvor det går hen – og det gør det også, men så alligevel med en masse twists – og endnu flere kulsorte og blodrøde grusomheder.

Det er med andre ord en gennemført og velskrevet bog, som Danmarksbloggen anbefaler af flere årsager:

1)    Hvis man vil have et godt gys – hvor det værste ikke er torturen og smerterne, hvor grusomme de end er – men derimod ondskaben inde i menneskers sind

2)    Hvis man vil se de mørke sider af menneskesindet folde sig lige præcis så bloddryppende og bestialske ud, som de kun kan gøre det i ens sorteste mareridt – og hos Steen Langstrup, der er Danmarksmester i gys – endda uden at have været i nogen finale

3)    Hvis man vil se, hvorfor det er godt at droppe skærmene og leve livet rigtigt og i dialog, også med dem, som er anderledes end en selv – bare indimellem – og endelig

4)    Hvis man vil se, hvorfor det giver mening at lære at mærke sig selv, og at turde udleve de grundfølelser af frygt, vrede og glæde, som vi alle har indeni os – lære det og gøre det uden tanke på konventioner – og inden det er for sent.

Danmarksbloggen giver seks ætsende stjerner ud af seks mulige.

Bogen ”Alt det hun ville ønske hun ikke forstod” udkom for fire år siden, men er højaktuel, fordi den i øjeblikket bliver filmatiseret. Den kan derfor også købes i en speciel version ligenu. Læs mere her: http://www.mxrket.dk/WORKfinaleFILM1.html

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nej d. 3. december

Udgivet den af
Svar

Om præcis en uge skal vi stemme om retsforbeholdet – dvs. om Danmark skal tilslutte sig 22 fælleseuropæiske akter om politi-, straffe- og civilret, der vil gøre beslutningerne til overstatslige – dvs. at beslutningerne ved et ja fremover tages på EU-niveau. Samt at et nyt folketing ikke kan ændre noget, som et tidligere folketing har sagt ja til.

Et flertal af partier siger ja – som regel med henvisning til at Danmark ellers risikerer at ryge ud af Europol-samarbejdet.

Mens et mindretal af partier siger nej – som regel med henvisning til at Danmark mister suverænitet.

Danmarksbloggen siger også nej.

For ja, vi mister suverænitet på det måske allervigtigste område for et land, nemlig dets retspolitik. Og det er ikke begrænset til de 22 akter – på den lange bane.

For bliver det et ja, så kan forligspartierne (dvs. Venstre, Konservative, Radikale Venstre, Socialdemokraterne og SF) senere tilslutte Danmark de resterende 10 akter – deriblandt det om flygtninge og indvandrere – UDEN EN NY FOLKEAFSTEMNING.

Det danske demokrati sættes nemlig på det helt centrale retsområde helt ud af drift, hvis vi stemmer ja. Derfor: Stem NEJ – behold og bevar vores danske demokrati. Det er for værdifuldt til at blive spist af kolossen på lerfødder, også kaldet EU.

Og ang. Europol, så er der noget, som hedder parallelaftaler – det kan selv Norge, som ikke er medlem af EU, få.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Kamp i ormegården

Udgivet den af
Svar

Det sker hver gang, der hvisles i en ormegård, og de lede slanger bliver for store og stærke: Så angriber de hinanden. For stik og hug og bid er det eneste, som de kan – og vil.

Således også Venstre og Dansk Folkeparti, der i øjeblikket slås indædt om både flygtninge og EU-afstemning.

Venstre, som tabte valget, men danner regering, vil have retsforbeholdet ophævet – og vil ikke indføre grænsekontrol.

Dansk Folkeparti, som vandt valget, men ikke tog regeringsansvaret på sig, vil beholde retsforbeholdet – og vil indføre grænsekontrol.

Så jo, der hvisles, bides og hugges i ormegården, hvor også de mindre slanger Konservative og Liberal Alliance prøver at være med, selvom de må bugte sig ude i siden, når de to store slås. Og det ville da være en fornøjelse at se på dén kamp, hvis ikke det lige var fordi, at det er umenneskelighed med umenneskelighed på, som de fæle slanger kæmper om.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

På vej mod Folkemord?

Udgivet den af
Svar

Tidligere i år var der en glimrende dokumentar omkring det amerikanske fængselssystem, der viste, at der var sket en systematisk hetz mod den sorte befolkning. Programmet hed “Folkedrab kan ske på flere avancerede måder”, og som en professor udtalte i programmet: “Man behøves ikke fysisk selv at slå den anden gruppe ihjel!”

Det gælder også i Danmark.

For når vi læner os lidt tilbage og kigger ud over Danmark, så virker billedet skræmmende tæt på det amerikanske mønster. Her i lille Dannevang er det blot 2. og 3. generations-indvandrere samt flygtninge, der er syndebukke.

Selvfølgelig er det Inger Støjbergs intention at passe på Danmark, som alle andre politikere også vil det. Udfordringen er blot, at hun og hendes kompagnoner i DF mere eller mindre ubevidst har ført Danmark gennem både 1. og 2. fase af vejen mod raceadskillelse – og i sidste ende Folkemord.

Det er ødelæggende for et samfund, når denne retoriske udvikling ikke stoppes, da det kan ende med Folkemord som i Syrien, Rwanda og det Ariske rige.

Det burde både politikere og journalister tænke gevaldigt over, da de er “talerøret” og hermed medskyldige, når retorikken og hadet piskes op – eller når de positive begivenheder forties.

I disse tider er det endnu mere vigtigt, at vi alle står sammen i demokratiets navn, uanset politisk overbevisning, køn, race, seksualitet og alder.

For husk: Sproget er som en lygte. Det, der lyses på og italesættes, er det, som fokus rettes mod.

Læs Stantons folkedrabs-faser her: http://folkedrab.dk/sw50660.asp

Terrorekspert Loretta Napoleoni udtaler også, at ”kun ved inkludering af alle, kan vi forbygge ekstremisme”

Hør evt. radiointerview fra Radio New Zealand efter Paris her:

http://www.radionz.co.nz/national/programmes/ninetonoon/audio/201778896/terror-networking-and-finance-expert-on-paris-attacks.

Det passer også godt med det gamle ordsprog “Sparker du hunden længe nok, så bider den” – og det gælder selv for en sød labrador.

Netop derfor er Venligboernes mission også det bedste, der er sket for Danmark i dette årti. For når et andet menneske mødes med åbenhed og smil, så vil det som oftest føre til en positiv kædereaktion.

Ovenstående er derfor også essentielt vigtigt for, om Danmark skal bevæge sig mod et opdelt land, hvor mennesker på flugt spærres inde i interneringslejre og fratages retten til en dommer samt dehumaniseres, således at integration umuliggøres. Eller om Danmark vil være kendt som Verdens Venligste og Lykkeligste Nation, hvor der er plads til demokrati, rummelighed og medborgerskab.

Det lægger i vores alles hænder, hvad vi vil sætte fokus på!

Håber på det sidste for Danmark og fredens skyld.

Skrevet af: Nanna Feld, bachelor i Administration og Logistik- og Indkøbschef 

Anmeldelse: “Maries Julegave”

Udgivet den af
Svar

Der, hvor der er børn og bamser, er der fuglefrø, siger Maries kærlige og omsorgsfulde bamse til den sorte fugl i slutningen af Anemoneteatrets juleforestilling ”Maries Julegave”– samtidig med at den brune og meget nuttede bamse får alle i publikum til at love at sprede masser af fuglefrø i den kommende vinter, så fuglene kan få noget at spise.

Noget, der modtages med stormende jubel af det meget medlevende publikum, der mens Danmarksbloggen var der, bestod af lige dele børn og voksne. Børn, som med det samme var med på noderne, og som grinede og gøs og højt viste deres følelser fra start til slut. Og så de voksne, der som forestillingen skred frem, mere og mere blev som børn igen.

Umiddelbare børn – som tager det som en selvfølge, at en bamse, der er vant til radiatorvarme og masser af kram, og en vild fugl med overlevelsesinstinkt kan blive gode venner og tage på en fantastisk flyvetur over byens tårne og tage til først bondemandens loft og senere fuglens bo i det hule træ, inden turen går hjem igen.

For i Anemoneteatrets ”Maries Julegave” er der masser af poesi, komik, julesange og -salmer, pebernødder – og som altid en mening dybere end den åbenlyse fortælling, der handler om en bamse, en fugl og en sød pige, der glæder sig til jul – og som sådan ønsker sig et guldhjerte, som det hun tabte i sommers.

Inden forestillingen snakkede undertegnede også med teatrets leder Albert Nielsen, som sagde, at forestillingen var endnu mere aktuel i dag, end da den havde premiere som teatrets allerførste forestilling tilbage i 1984. Vor tid kunne lære meget af bamsen omkring det at byde fremmede, sorte fugle indenfor, mente han.

Og det er rigtigt. Bamsen tænker ikke to sekunder i kvoter og integration, da den sorte fugl rammer ruden og ligger stille i sneen. Nej, bamsen iler til hjælp med det samme.

Det gør Danmark ikke, heller ikke selvom der bankes på vore døre i denne tid. Men vi lukker ikke (ret meget) op. Heller ikke selvom vi lever i en absurd overflod – men stadig ikke kan finde ud af at dele, hverken med de andre i verden eller med alle i samfundet. I stedet puger dem, der allerede har, endnu mere sammen – uden at de nogensinde kan nå at forbruge bare halvdelen.

Sådan foregår det ikke i ”Maries Julegave”.

Tværtimod. Her giver både Marie, bamsen og fuglen af et godt hjerte. Ja, de giver endda det bedste, som de har – og dermed får de også det, som de ønsker sig allermest. Hvad det præcist er – og hvordan det foregår, skal selvfølgelig ikke røbes her. For det er jo jul – og julegaver skal være hemmelige, indtil de pakkes op.

Men det står fast, at det at give er at få – og at lære. Og at verden ville blive et dejligt sted, hvis vi alle var lidt mere som Marie, fuglen og bamsen.

Og i Danmark er det i grunden nemt. For her er vores juleaften som Maries. Den handler om julepynt, julegaver og sød forventning. Vores liv er for de fleste af os en idyl i lyse, glade farver, som man også ser det på scenen, når vi er hjemme hos Marie og bamsen. Men verden er større end den trygge hygge – og noget mere barsk, som ude hos fuglen, hvor jorden er frosset til, så der ingen føde er at få – og den må søge mod byen.

Spørgsmålet er derfor heller ikke, hvorfor den sorte fugl søger til byen, men om hvad vi gør, når de sorte fugle med de fremmede og mere stærke farver banker på vores vinduer? Lukker vi ind – eller lukker vi ude?

Og minder scenariet ikke om en anden kendt historie, om hvorfor vi overhovedet holder jul? Var der ikke noget med et barn, der blev født i en stald, fordi der ikke var plads til ham og hans forældre andre steder? Et barn, som senere startede en hel religion, men som få dage efter sin fødsel måtte flygte med forældrene til Egypten?

Svaret er ja – og i ”Maries Julegave” får vi den skønneste version af juleevangeliet på vers og med rim, rytmer og dans.

Og så bliver det juleaften, og fuglen sidder i sit træ igen og har fået en ny ven, og bamsen er med om juletræet sammen med Marie, der har været i kirke – og den har også fået en ny ven og en ny indsigt. Og præcis som den første gang det blev jul, er intet længere som før. Glæden er kommet til jorden – og mellem mennesker, dyr og kæledyr.

For julen har bragt velsignet bud. For der, hvor der er børn og bamser, er der fuglefrø – eller sagt på voksnet: Der, hvor der er varme og tryghed, er der kærlighed – næstekærlighed. Den kærlighed, der åbner op og giver, fordi den slet ikke kan lade være. Den kærlighed, som er vores eneste mulighed i en kold verden, uanset hvad side af vinduet vi er på.

Danmarksbloggen giver fem store bamser ud af seks mulige.

Forestillingen ”Maries Julegave” spiller til og med 23. december på Anemoneteatret.
Den er en dramatisering af Jan Mogensens bog af samme navn.
Medvirkende: Charlotte Amalie Kehlet og Frederik Ømann. Instruktion: Lisbet Lipschitz. Scenografi: Annika Nilsson. Lysdesign: Jens Lange. Musik: David Hildebrandt. Plakat/illustration: Jan Mogensen.
Anbefalet alder: 3 til 8 år – men i virkeligheden egnet til alle, der har evnen til at blive som barn igen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Skrækkens finanslov

Udgivet den af
Svar

Det er gået som forventet: Blå-sort blok blev – selvfølgelig – i går enige om en finanslov, der som altid tager fra de fattige og giver til de rige – samt ødelægger miljøet, men giver flere penge til erhvervsliv og landmænd. Og nå, ja – også billigere biler og en fastfrysning af grundskylden.

For dem, som allerede har, skal have meget mere. Mens dem, der har mindst, skal have markant meget. Det øger nemlig incitamentet, mener V-regeringen og deres blå-sorte venner.

Det er med andre ord en skrækkens finanslov.

Eneste lyspunkt er, at en så natur- og menneskefjendsk finanslov gør vejen lettere og forhåbentlig også kortere til en mere medmenneskelig regering. Dét halmstrå er man ihvertfald nødt til at holde fast i på denne mørke novembermorgen.

For det er som bekendt altid mørkest ligefør daggry – og det er godtnok mørkt i Danmark ligenu. Ja, det er kulsort i vores lille, skønne land, når vi har Løkke og Hjorten ved roret med Thuelsen Dahl som skyggekaptajn, og Samuelsen og Pape som matroser på skuden, der leder Danmark direkte ned i helvedes dyb.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Det lille rige med svovlstikkerne”

Udgivet den af
Svar

Adam O. har begået en farverig og rammende genistreg med bogen ”Det lille rige med svovlstikkerne”, som udkommer i dag på forlaget Fahrenheit. Et dansk rige styret af mørkets magter, som det er afbildet på bogens forside med blå blok i alle de kendte villains og monstres ofte giftiggrønne skikkelser – og med en dæmonisk Pia Kjærsgaard tronende over det hele som det lille riges reelle dronning.

Det er uhyggeligt, men præcist. Og nej, her i denne anmeldelse bliver der hverken skiftet holdning – eller standpunkt. Lyder det kryptisk? Ja, måske – men det er det ikke for den, der læser, kigger og griner sig igennem bogens 72 sider, der sprudlende og levende spidder Danmark anno 2015 præcis så umenneskeligt og så magtbegærligt, som vores samfund er blevet det.

Et samfund ligeså koldt som dengang den lille pige med svovlstikkerne i H. C. Andersens eventyr frøs ihjel nytårsnat – en skæbne, som også venter os, hvis ikke vi passer på solidariteten og hinanden.

Ser man tilbage på det sidste år og på Adam O.´s tegninger er der ikke meget håb. For det er, som man siger: Et billede siger mere end tusind ord, og bogens skarpe og præcise tegninger af kendte personer og begivenheder fra det sidste års tid viser hele den triste og menneskefjendske situation i det danske rige.

Først og fremmest politikerne, der både sælger ud af arvegods og menneskerettigheder og rager til sig – samtidig med at disse folkevalgte lader den indre svinehund glamme for fuld hals i det såkaldte frie samfunds tjeneste. Gø og glamme i en grad, så den i madam Skralds aka Pia Kjærsgaards billede danser for fuld skrue, mens hun triumferende forkynder, at vi skal bekæmpe de antidemokratiske kræfter ved hjælp ad nødret og afskaffelse af menneskerettigheder.

Et grumt billede, men sandt. Og Adam O. skåner heldigvis heller ingen, når han tegner. Der bliver delt ud til både højre og venstre, men altid med skytset rettet mod dem, som har magten og dermed muligheden for at gøre en forskel.

Og således lever Adam O. op til satirens fineste mål, som er kombinationen af at more og at udstille magten og dens ansigt præcis så terminator-dæmonisk, som den er det i denne uhyggelige tid, hvor vinteren på alle måder er på vej indover Danmark, som man også ser det i en kuldegysende tegning af Kristian Thuelsen Dahl.

En af bogens gennemgående figurer er dog hverken berømt, rig eller på anden måde fuld af magt. Det er nemlig den lille, filosofiske mus, der altid rammer hovedet på sømmet med sine små kommentarer (på jysk), som når den fx efter en massiv omgang giftgul ytringsfrihed, konstaterer, at her er der ikke tale om grundsubstansen i vores demokrati, men i stedet blot opkast.

Andre emner er miljø, overvågning og økonomisk kriminalitet, som også tegnes barsk og bidende. En af de bedste er tegningen med blodet på scenen og de tre dødningeskeletter ved navn kontrol, overvågning og intolerance på lur til at tage over. Et uhyggeligt billede på, hvad det er for et samfund, som Adam O. frygter og ser komme – hvis ikke vi allerede har det. Et samfund og et lille rige, som ingen ønsker at komme til – hvad der i øvrigt passer de fleste af personerne i bogen ganske godt.

Og skulle man være i tvivl, kan man se på Inger Støjberg der som en anden (sindssyg) Hamlet står med menneskelighedens kranium i sin hånd og med øjne lysende af vanvid udtaler ”Travel not to the State of Denmark – Madness Reigns Here”. En tegning i øvrigt godkendt af Integrationsministeriet. Djævlen sidder i detaljen, plejer man at sige. Hos Adam O. er der tit en uddybning af pointén til den, der læser det hele i tegningen, også det med småt. Så det gælder om at have øjnene med sig.

Ang. det tegnetekniske, så er der selvfølgelig fyret godt op under den klassiske, satiriske streg, hvor de forskellige personers karakteristiske træk bliver fremhævet – her ofte netop i selskab med forskellige kendetegn fra kendte skurke og monstre. Det giver grin og genkendelse – og gør, at man ikke slipper bogen, men hele tiden læser videre.

Et andet godt flow er, at bogens tegninger veksler imellem at være i farver eller i sort og hvid, fylde hele siden eller en del af en side, være en del af en kendt referenceramme som fx Olsen Banden på havnen – eller det er Adam O. , der selv skaber situationen.

Danmarksbloggen både gøs og grinede hele vejen gennem ”Det lille rige med svovlstikkerne” og kvitterer med fem farveblyanter ud af seks mulige.

Bogen ”Det lille rige med svovlstikkerne” udkommer i dag på forlaget Fahrenheit. Den koster 129 kroner.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk