Jule-illusion nr. 1: HYGGEN

Danmarksbloggens adventsserie i år handler om julens illusioner, og vi starter med hyggen.

Jule-illusion nr. 1: HYGGEN

Det er SÅ hyggeligt ved juletid, siger vi – med kun en lille og næsten uhørlig rysten i stemmen.

For er julen nu også det? Er julen virkelig så hyggelig for os alle sammen? Ikke rigtig, vel?

Hvad med ham eller hende, der sidder alene?
Eller barnet, som er bange for, at mor og far igen drikker for meget og ødelægger juleaften med fuldemandsvrøvl eller måske endda skænderier og slåskampe?
Eller den enlige mor, der ikke har råd til at tage på julemarked, ja som måske dårlig har penge til en julegave til guldklumpen?
Den hjemløse?
Flygtningefamilien, der skal tilbringe julen i et telt i Jylland – eller på en mark i vinterkulden i Østeuropa?

Nej, julen er langtfra altid særlig hyggelig. Julen kan være et monster, så langt mere skræmmende end man nogensinde ser det til Halloween.

Hygge – som i øvrigt også praktiseres i alle andre lande – kræver, at man er tryg, og dét er der rigtig mange, der ikke er i et Danmark og et Europa, der bliver mere og mere utrygt – og mere og mere ulige. Mere og mere uhyggeligt, du …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Store bytte-dag: Danmarksbloggen søger tilgodebevis

3. juledag – eller rettere i vores tid: Store bytte-dag.

Julelysene er slukkede, julepynten pakket væk og juletræerne smidt ud. Nu drejer det sig om at rydde det sidste op efter juletiden og få det meste ud af de julegaver, som skal byttes. Bedst er det at få rede penge, men ellers kan tilgodebeviser også bruges. Især hvis man husker at indløse dem.

Danmarksbloggen kunne også godt tænke sig at bytte noget, nemlig den mangel på forståelse og solidaritet, som præger det danske samfund.

Et dugfrisk eksempel på det så man lige op til jul, hvor beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) talte om, at de såkaldte nyttejob skal motivere de ledige til selv at finde et job eller gå i gang med en uddannelse. Et nyttejob er altså et job, som ingen rigtig har lyst til at tage, må man formode.

http://jyllands-posten.dk/indland/ECE6358042/nyttejob-arbejdsloese-skal-fjerne-hundelorte-og-taelle-biler/

Det trak Mette Frederiksen dog tilbage og sagde, at alle job var lige meget værd. Men hvis de er det, så skal de mennesker, der samler hundelorte op, vasker legetøj i børnehaver og hvad man ellers kan lave i nyttejob, også have en rigtig løn.

For hvad er det egentlig, som man siger, når man forlanger, at ledige skal arbejde på kontanthjælp i jobs, som de færreste ønsker at udføre? At de ledige er dovne og ikke gider arbejde? Lige præcis. Men det passer jo ikke. Endda langtfra.

En undersøgelse fra “Min A-kasse” viser, at arbejdsløshed af nærmest alle opfattes som noget af det værste og mest skamfulde, som man kan komme ud for. Det ligger nemlig dybt i menneskets natur gerne at ville yde og bidrage til fællesskabet.

http://www.min-a-kasse.dk/analyse-4-ud-af-10-arbejdslose-skammer-sig

Danskerne vil altså gerne arbejde. Faktisk er der ikke noget, som de hellere vil. Men det skal sørme være på lige betingelser for alle på arbejdsmarkedet, således så alle får en reel løn for deres arbejde.

Nutidens holdning om, at nogle er så meget værd, at de kan få en rigtig løn, mens andre må arbejde på en kontanthjælp er ihvertfald stik imod den forståelse for andre og den solidaritet, som vi har så hårdt brug for i Danmark nu.

Danmarksbloggen vil derfor gerne vide, hvor man kan finde tilgodebeviser på forståelse og solidaritet? For efterspøgslen på de to goder er enorm i Danmark, men udbuddet på Christiansborg er meget lille.

Derfra kan vi kun forvente nedskæringer og en fortsat fordeling af goderne, så dem der har, de får mere – og dem der ikke har, de får ikke alene mindre, men skoses også for at være grådige og dovne. Det giver ikke mening.

Danmarksbloggen tør derfor også godt garantere, at et tilgodebevis på forståelse og solidaritet med de arbejdsløse, er et tilgodebevis, der vil blive husket og indløst øjeblikkeligt – hvis det ellers kan findes.

Den gode nyhed er så heldigvis, at vi sammen kan skabe det tilgodebevis med vores ord, vores stemmer og vores handlinger. Danmarksbloggen er gået igang.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Sig nærmer julen … også i “Nøddebo Præstegaard” på Folketeatret

Turen går til Nøddebo, tæt ved Isefjorden …

Ja, vi kender den allesammen, den gamle vise, der indleder de tre studenter-brødres begivenhedsrige juleferie hos pastor Blichers i Nøddebo, hvor familiehygge, løjer, kærlighed og ægte julevarme står på programmet.

“Jul i Nøddebo Præstegaard”, som danskerne ofte kalder stykket, er tit blevet kritiseret for ikkke at være det store dramaturgiske mesterværk, men mere en banal fortælling om julen, som højtiden ser ud i vores drømme om de gode, gamle dage.

Men alt dét er danskerne (heldigvis) ligeså fløjtende ligeglade med, som stykkets hovedperson den purunge Nicolai er det med diverse formaninger og forbud.

“Nøddebo Præstegaard” er nemlig elsket og ønsket og spillet som ingen andre teaterstykker i Danmark – og i år fylder det 125 år. Og det fejres med gedigen julehygge, gran-guirlander og nisser på Folketeatret i København, som også er “Nøddebo Præstegaard”s føde- og hjemsted – og som indtil videre har spillet stykket mere end 2000 gange til danskernes store glæde.

125 år er mange, men Danmarksbloggen spår, at stykket holder mindst 125 år til i de hyggelige og stemningsfulde omgivelser på Folketeatret.

“Nøddebo Præstegaard” repræsenterer nemlig mere end noget andet drømmen om den danske jul. Den juledrøm, som vi mellem smartphones, sociale medier og andet nymodens hellere end gerne drømmer med på. En juledrøm, der handler om den hvide jul i idyllisk skønhed ude på landet – endda i en præstegård, hvor det emmer af hygge og med plads til både kærlighed og det store juletræ.

For drømme og jul hører sammen, også selvom det er de færreste beskåret at opleve en jul, der foregår i snedækket skønhed ude på landet i en smuk, gammel præstegård. En blæsende gråvejrsjul i et parcelhus med en trættende svigerfamilie og børn, der er optaget af deres nye, ret larmende elektroniske legetøj – eller en storby-jul, hvor juleaften er én lang diskussion om julemadens økologiske habitus er mere i tråd med nutidens jule-virkelighed.

Men det skal ikke forhindre os i at drømme om julen, som vi tror, at den var engang. At julen så aldrig for alvor har været, som den opleves i “Nøddebo Præstegaard” er ligemeget. Det er den jul, som vi drømmer om – og helst vil tro på, ligesom de små børn tror på Julemanden.

For traditionerne skal man ikke lave om på, især ikke ved juletid. Rør blot ikke ved min gamle jul, som vi synger det i en anden af julens elskede sange.

Det gør Folketeatret så alligevel i årets opsætning af klassikeren. Men det sker så nænsomt, at man nærmest ikke opdager, at der har sneget sig to nye sange ind blandt de elskede klassikere.

Resten er også (næsten), som det altid har været fra den lidt hårdhændede, men også meget kærlige tone, der er mellem de tre brødre, hvor det klæder forestillingen at give plads til ikke kun en ung og fanden-i-voldsk Nicolai, der spilles af en debuterende Kristoffer Helmuth, men også til hans to ældre brødre, der spilles af Nikolaj Bjørn-Andersen og Mikkel Kaastrup-Mathew.

De to brødre, der nok er ansvarsfulde voksne, men som også bliver som børn igen i deres forelskelse i de to søstre fra præstegården, der er ligeså forskellige som dag og nat, men begge med omsorg for andre end dem selv fra Emmys (Sofia Nolsøe) hjerte for fattigbørnene juleaften til Andrea Margrethes (Lise Koefoed) omsorg for den gamle klokker, der spilles så mesterligt af Folketeatrets gamle chef Preben Harris.

Men også Sonja Oppenhagen og Kristian Boland er gode som præsteparret, der er havnet på deres rette hylde her i livet, og som forstår at skabe et rum omkring dem, så smilene og juleroserne blomstrer, selv hos ægteparret Ovesen, der spilles med store glimt i øjet af Søren Hauch-Fausbøll og Lisbeth Gajhede.

Endelig er der selvfølgelig også alle de søde nissebørn og deres forældre, der er her og der i flere forskellige roller. Ingen “Nøddebo Præstegaard” uden dem og deres nissetrylleri.

Forestillingens ubetinget største øjeblik er dog, da præstefamilien og deres mange gæster går rundt om det lysende juletræ, mens de synger “Børn og voksne i kærlig krans rundt omkring træet vandre”. Det er så smukt, at ethvert hjerte må smelte, og man bliver juleglad helt ind i sjælen.

Ja, lige dér hæver stykket sig faktisk over sit eget manuskript, som kulisserne hæver sig fra gulvet, så juletræet står der midt i et stjernehav, mens der synges og holdes i hånd hele vejen rundt af alle de mange forskellige personer, der er samlet omkring det strålende juletræ. Præcis som os, der er samlet omkring det, at vi alle lever i Danmark i denne tid, uanset hvem er, hvad vi tjener og hvad vi tror på.

For juletræet midt i stjernehavet er jo mere end et juletræ. Det er selve billedet på, hvad det vil sige at være et samfund, som det er godt at leve i. At det kun er, når vi holder hinanden i hånden og giver plads til dem, der er anderledes end os selv, at vi sammen kan gå rundt og synge. At ingen skal være ude, men alle skal have plads i kredsen.

En mening, der understreges af sangens ord om “ak, om vi kunne føre enhver som er forladt og ene ind under lysenes rigdom her … julens velsignede glæde.”

Det er fællesskabet og det medmenneskelige ansvar, som vi alle har overfor hinanden, der prises i stykkets smukkeste melodi. Det fællesskab, som er under pres i disse år, hvor flere og flere ekskluderes i det danske samfund. Det fællesskab, som vi alle savner og drømmer om kommer tilbage.

Og netop derfor mener Danmarksbloggen, at “Nøddebo Præstegaard” på Folketeatret i disse år er mere end en juletradition. Det er en reminder om, hvad vi skylder hinanden som mennesker. Og  dermed bliver stykket også en høj-aktuel del af den drøm om et reelt velfærdssamfund, som de fleste af os drømmer, både ved juletid og alle andre tider året rundt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fakta: “Nøddebo Præstegaard” var oprindelig en roman, der hed “Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard” og var skrevet af Henrik Scharling, der udgav den anonymt i 1862. I 1888 blev romanen omskrevet til et teaterstykke af Elith Reumert og opført på netop Folketeatret.
Melodierne er traditionelle vaudeviller og for det meste genbrug. Fx er “Velkommen, velsignede drenge” oprindeligt en Bellman-vise, Fredman´s Epistel nr. 31. Undtagelsen er julesangen “Børn og voksne i kærlig krans”, som J. P. E. Hartmann satte musik til og Elith Reumert skrev teksten til.
Stykket er også blevet filmatiseret i flere omgange, og især versionen fra 1934 var i årtier en fast juletradition i de danske biografer.
I årets udgave på Folketeatret spiller “Nøddebo Præstegaard” til og med 23. december: http://www.folketeatret.dk/da-DK/Performance/Forestillinger%2013-14/Noeddebo.aspx