Legenden om juleroserne

I 1909 modtog svenske Selma Lagerlöf som den første kvinde nogensinde Nobelprisen i litteratur. Få år før skrev hun en af alletiders mest smukke julehistorier: “Legenden om juleroserne.”

Den kommer her – med ønsket om en rigtig glædelig jul.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Legenden om Juleroserne

Røverkællingen, der boede i Røverkulen oppe i Göingeskoven, havde en Dag begivet sig paa Tiggergang ned til Landsbyerne paa Sletten. Røveren selv var en fredløs Mand; han turde ikke forlade Skoven, men nøjedes med at ligge paa Lur efter de vejfarende, som vovede sig der igennem. Men paa den Tid var det kun smaat med rejsende i det nordlige Skaane.
Traf det sig nu saadan, at Manden havde Uheld med sin Jagt i nogle Uger, begav Kællingen sig ud paa Vandring. Hun havde fem Unger med sig, allesammen klædt i pjaltede Skindklader og Barksko og hver med en Sæk paa Ryggen, der var lige saa stor som han selv. Naar hun traadte ind i et Hus, var der ingen, der vovede at nægte hende, hvad hun forlangte, thi hun holdt sig ikke for god til at vende tilbage næste Nat og stikke Ild paa det Hus, hvor hun ikke var bleven godt modtaget. Røvermor og hendes Unger var værre end det værste Ulvepak, og mere end een Gang følte man sig fristet til at jage Spydet igennem dem, men det skete aldrig, for man vidste, at hendes Mand laa deroppe i Skoven, og han skulde nok vide at hævne sig, om der tilstødte Kællingen eller Ungerne noget.
Som nu Røvermor gik fra Gaard til Gaard og tiggede, kom hun en skønne Dag til Oved, som paa den Tid var et Kloster. Hun ringede paa Klosterporten og forlangte Mad, og Broder Portneren slog en lille Luge i Porten ned og rakte hende seks runde Brød, et til hende selv og et til hver af Børnene.
Men medens Røvermor stod stille ved Porten, løb Børnene omkring. Og nu kom et af dem hen og rykkede hende i Kjolen til Tegn paa, at han havde fundet noget, hun endelig maatte komme og se, og Moderen fulgte straks med ham.
Hele Klosteret var omgivet af en høj og tyk Mur, men Drengen havde opdaget en lille Bagdør, der stod paa Klem. Da Røvermor kom derhen, stødte hun straks Døren op og gik ind uden at spørge om Lov, som hendes Skik var.
Paa den Tid styredes Oved Kloster af Abbed Hans, der var saare urteklog. Han havde anlagt en lille Urtegaard indenfor Klostermuren, og det var den, Røvermor kom ind i.
I første Øjeblik blev Røverkællingen saa overrasket, at hun blev staaende ved Indgangen. Det var Skærsommer, og Abbed Hans’s Urtegaard stod saa fuld af Blomster, at det skinnede baade rødt og gult og blaat for Øjnene, naar man saa ind i den. Men snart bredte der sig et glad Smil over Kællingens Ansigt, og hun gav sig til at vandre langsomt op ad en smal Gang, der gik imellem alle Blomsterbedene.
Den Lægbroder, der var Klosterets Urtegaardsmand, gik i Haven og lugede Ukrudt op. Det var ham, der havde ladet Døren i Muren staa paa Klem for at kunne kaste Kvikrødder og Snerler ud paa Møddingen udenfor. Da han saa Røverkællingen komme ind i Urtegaarden med alle fem Unger efter sig, kom han straks løbende og befalede dem at gaa deres Vej. Men Tiggerkællingen gik ganske rolig videre. Hun lod sine øjne løbe op og ned ad Blomsterrækkerne. Saa snart paa de stive, hvide Liljer, der bredte sig i et Bed, snart paa Vedbenden, der klatrede højt op ad Klostermuren, men Lægbroderen lod hun ikke til at bryde sig det ringeste om.
Lægbroderen troede, hun ikke havde forstaaet ham. Han vilde tage hende ved Armen for at vende hende om imod Udgangen, men da Røvermor mærkede, hvad han havde i Sinde, sendte hun ham et Par Øjne, saa han foer tilbage. Hun havde gaaet med Ryggen bøjet under Tiggerposen, men nu rettede hun sig til sin fulde Højde. „Jeg er Røverkællingen fra Goinge Skov,” sagde hun; „rør mig saa, om du tør!” Og det var aabenbart, at hun, naar hun havde sagt det, var lige saa sikker paa at kunne gaa i Fred, som om hun havde fortalt, at hun var Dronning af Danmark.
Men Lægbroderen dristede sig alligevel til at standse hendes Gang, endskønt han nu, da han vidste, hvem hun var, talte høfligt til hende. „Du maa betænke, Røvermor,” sagde han, „at Klosteret her er et Munkekloster, og at ingen Kvinde i Landet har Lov til at komme indenfor denne Mur. Gaar du ikke din Vej, saa bliver Munkene vrede paa mig, fordi jeg har glemt at lukke Porten, og maaske jager de mig bort baade fra Klosteret og fra Urtegaarden.”
Men den Slags Bønner gjorde intet Indtryk paa Røverkællingen. Hun gik videre igennem den lille Rosenhave og kiggede snart paa Isop, der skinnede med sine violette Blomster. snart paa Kaprifolium, der hang fuld af gulrøde Blomsterklaser.
Da vidste Lægbroderen ikke bedre Raad end at løbe ind i Klosteret og tilkalde Hjælp.
Han kom tilbage med to haandfaste Munke, og Røvermor saa straks, at det nu var Alvor. Da stillede hun sig skrævende midt i Gangen og gav sig til med skrålende Stemme at skrige op om den forfærdelige Hævn, hun vilde tage over Klosteret, hvis hun ikke fik Lov til at blive i Haven, saa længe hun havde Lyst. Men Munkene mente ikke, de behøvede at være bange for hende, de tænkte blot paa at jage hende ud. Da gav Røvermor sig til at skrige af alle Kræfter, kastede sig over Munkene og kradsede og bed, og det samme gjorde alle Ungerne. De tre Mandfolk fik snart at mærke, at hun var dem for stærk. De havde da ikke andet at gøre, end at løbe ind i Klosteret og hente Forstærkning.
Idet de løb op ad den Gang, der førte til Klosteret, mødte de Abbed Hans, der var paa Vej ned i Haven for at høre, hvad det var for en Larm. De maatte da gaa til Bekendelse, at Røverkællingen fra Goingeskoven var kommen ind i Klosteret, og at de ikke havde været i Stand til at jage hende ud, men maatte se at faa Forstærkning.
Da bebrejdede Abbed Hans dem, at de havde brugt Magt, og forbød dem at kalde Hjælp til. Han sendte begge Munkene tilbage til deres Arbejde, og skønt han var en gammel skrøbelig Mand, tog han ikke andre end Lægbroderen med sig ned i Urtegaarden.
Da han kom derned, gik Røvermor ligesom før omkring imellem Blomsterbedene. Og han kunde ikke forundre sig nok over hende. Han var ganske vis paa, at hun aldrig i sit Liv havde set en Urtegaard, men alligevel gik hun omkring imellem de smaa Bede, der var tilsaaet hver med sin Art af fremmede og sjældne Blomster, og saa paa dem, som om de var gamle Kendinge. Det saa ud, som om hun havde set baade Vintergrønt og Salvie og Rosmarin. Nogle nikkede hun til, andre rystede hun paa Hovedet af.
Nu elskede Abbed Hans sin Urtegaard højere end alt andet af hvad jordisk og forgængeligt er. Saa vild og forfærdelig den fremmede Kvinde saa ud, kunde han dog ikke lade være at glæde sig over, at hun havde kæmpet med tre Munke for at faa Lov til at betragte den i Ro. Han gik hen til hende og spurgte ganske sagtmodig, hvad hun syntes om Urtegaarden.
Røvermor vendte sig med en heftig Bevægelse om mod Abbeden, thi hun ventede ikke andet end Baghold og Overfald, men da hun saa hans hvide Haar og bøjede Ryg, svarede hun helt fredeligt: „Straks jeg saa den, syntes jeg, at jeg aldrig havde set noget skønnere, men nu ser jeg nok, at den ikke kan maale sig med en anden, jeg kender.”
Abbed Hans havde sikkert ventet et andet Svar. Da han hørte, at Røverkællingen kendte en Urtegaard, der var smukkere end hans, bredte der sig en svag Rødme over hans rynkede Kinder.
Lægbroderen, der stod ved Siden af, vilde ogsaa straks sætte hende i Rette. „Det er Abbed Hans, du taler med,” sagde han, „han som selv med stor Flid og Møje har samlet Blomsterne til sin Urtegaard fra fjern og nær. Vi ved alle, at der ikke findes en herligere Urtegaard i hele Skaanes Land, og det sømmer sig ilde for dig, der lever i den vilde Skov hele Aaret om, at sætte dig til Dommer over hans Arbejde.”
„Jeg sætter mig ikke til Dommer, hverken over ham eller dig,” svarede Røvermor; „jeg siger bare, at kunde I faa den Urtegaard at se, som jeg tænker paa, da vilde I rive hver en Blomst op, som staar her, og kaste den bort som Ukrudt.”
Men Urtegaardskarlen var næsten lige saa stolt af Blomsterne som Abbed Hans selv, og da han hørte disse Ord, slog han en Haanlatter op. „Saadan noget siger du bare for at ærgre os, Røvermor!” sagde han. „Det er nok en dejlig Urtegaard, du har lavet dig mellem Fyrretræer og Enebærris oppe i Goingeskoven! Jeg tør sætte min Sjæls Salighed paa, at du aldrig før har været indenfor en Urtegaardsmur.”
Røvermor blev rød af Harme over ikke at blive troet og udbrød: „Det kan nok være, at jeg aldrig før i Dag har været indenfor en Urtegaardsmur, men I Munke, der er hellige Mænd, burde vel vide, at den store Goingeskov hver Julenat forvandler sig til en Have for at fejre Vorherres Fødselsstund. Vi, der bor i Skoven, har nu set det ske hvert evige Aar. og i den Have har jeg set Blomster saa dejlige, at jeg ikke har vovet at løfte min Haand for at plukke dem.”
Lægbroderen vilde svare hende, men Abbed Hans gav ham et Tegn, at han skulde tie stille. Thi Abbeden havde i sin Barndom hørt fortælle, at Skoven klædte sig i Højtidsskrud Julenat. Han havde ofte ønsket at faa det at se, men det var aldrig lykkedes ham. Nu gav han sig til paa det ivrigste at bede Røverkællingen, om hun Julenat vilde komme og hente ham op til Røverkulen. Vilde hun blot sende et af sine Børn til at vise Vej, saa vilde han ride derop ganske alene, og han skulde aldrig forraade dem, men tværtimod belønne dem saa rigeligt, som det stod i hans Magt.
Røvermor nægtede det først, for hun tænkte paa Røverfar og den Fare, han udsatte sig for ved at lade Abbeden finde Vej til deres Hule. Men Lysten til at vise Munken, at den Urtegaard, hun kendte, var skønnere end hans, fik dog Overhaand, saa hun gav efter.
„Men mere end een Ledsager maa du ikke tage med dig,” sagde hun. „Og saa vist som du er en hellig Mand, maa du love ikke at lægge noget Baghold eller nogen Snare for os.”
Det lovede Abbed Hans, og saa gik Røvermor sin Vej. Men Abbeden paalagde Lægbroderen ikke at omtale Overenskomsten til noget andet Menneske. Han var bange for, at hans Munke, naar de fik Nys om hans Forehavende, ikke vilde tillade saa gammel en Mand, som han var, at drage op til Røverkulen.
Selv havde han ikke i Sinde at røbe Aftalen for nogen. Men nu traf det sig ikke anderledes, end at selve Ærkebiskop Absalon fra Lund kom rejsende til Oved og laa over en Nat. Da Abbed Hans saa viste ham sin Urtegaard, kom han til at tænke paa Røverkællingens Besøg, og Lægbroderen, som gik og arbejdede i Haven, hørte nu, at han fortalte Ærkebiskoppen om den gamle Røver, der i mange Aar havde boet som fredløs i Skoven, og at han bad om et Fredlysningsbrev for ham, saa at han kunde komme tilbage og leve et ordentligt Liv blandt andre Mennesker. „Som det nu gaar,” sagde Abbed Hans, „vokser hans Børn op til værre Ugerningsmænd end deres Fader, og vi faar snart en hel Roverbande at trækkes med deroppe i Skoven.”
Men Ærkebiskop Absalon svarede, at den onde Røver vilde han ikke slippe ned blandt de fredelige Folk paa Sletten. Det var bedst for alle Parter at lade ham blive deroppe i Skoven.
Men nu blev Abbed Hans ivrig og gav sig til at fortælle Biskoppen om Goinge Skov, der hver Jul klædte sig i Højtidsdragt rundt om Røverkulen. „Er disse Røvere ikke værre, end at Guds Herlighed aabenbarer sig for dem,“ sagde han, „saa kan de vel heller ikke være for onde til at fortjene Menneskers Naade.”
Men Ærkebispen var ikke forlegen for Svar. „Det vil jeg love dig, Abbed Hans,” sagde han smilende, „at den Dag, du bringer mig en Blomst fra Julehaven i Goingeskoven, vil jeg give dig Fredlysningsbrev for alle de Skovgangsmand, du vil bede for.”
Lægbroderen forstod godt, at Biskop Absalon troede lige saa lidt som han paa Røvermors Historie, men Abbed Hans mærkede ingenting; han takkede Ærkebispen for hans gode Løfte og sagde, at den Blomst skulde han nok skaffe til Veje.
Abbed Hans satte sin Vilje igennem, og næste Jul sad han ikke hjemme paa Oved, men var paa Vej til Goinge Herred. En af Røvermors vilde Unger løb foran ham, og til Følgesvend havde han den Lægbroder, som havde talt med Røvermor i Urtegaarden.
Abbed Hans havde længtes inderligen efter at gøre denne Rejse, og han var nu saare glad over, at han var kommen afsted. Men en anden Sag var det med Lægbroderen, der fulgte ham. Han elskede Abbed Hans meget højt og havde nødig set, at nogen anden fulgte med ham og passede paa ham, men han troede aldeles ikke paa, at de vilde faa nogen Julehave at se. Han troede, at det hele ikke var andet end Opspind, en Snare, som Røvermor, den snu Røvermor, med stor Snedighed havde lagt for at faa Abbed Hans i Røvernes Vold.
Som Abbeden red nordefter ad Skoven til, saa han, at der alle Vegne blev gjort Anstalter til at fejre Julen. I hver en Bondegaard blev der tændt op i Badstuen, for at den kunde være hed til Badningen om Eftermiddagen. Fra Madboderne blev der hentet hele Dynger af Kød og Brød, og fra Loer og Lader kom Karlene med store Halmknipper, der skulde strøs paa Gulvet.
Hvor han kom forbi de smaa Landsbykirker, saa han, at Præst og Degn havde travlt med at beklæde Væggene med de bedste Tæpper, de havde kunnet opdrive, og da han kom forbi den Vej, der førte op til Bosjokloster, saa han, at Klostrets fattige kom gaaende med hele Byrder af store Brød og lange Lys, som de havde faaet ved Klosterporten.
Da Abbed Hans saa alle disse Juleforberedelser, blev hans Iver og Travlhed endnu større. Han tænkte paa, at en langt større Højtid ventede ham, end den, de alle beredte sig til at fejre.
Lægbroderen derimod jamrede sig og klagede, da han saa, hvorledes de selv i den mindste Gaard lavede sig til at holde Jul. Han blev mere og mere bekymret og bad og besvor Abbed Hans at vende om i Tide og ikke frivillig give sig i Røveres Vold.
Men Abbed Hans brød sig ikke om hans Jamren; han red rolig videre. Snart var han forbi den beboede Del af Sletten og red op i de vilde og mennesketomme Skovstrækninger. Her blev Vejen daarligere; den var ikke stort andet end en stenet Sti, bestrøet med Fyrrenaale, og der var hverken Bræt eller Bro til at hjælpe dem over Aaer og Bække. Jo længere de red, des koldere blev det, og snart var alt dækket med Sne.
Det blev en lang og besværlig Rejse. Deres Vej gik ad stejle og isglatte Stier, gennem Moser og Kær, gennem Krat og over Vindfælder. Netop som Dagslyset var ved at svinde bort, førte Røverdrengen dem over en Skoveng, der var omgivet af høje Træer, baade bladløse Løvtræer og mørkegrønne Naaletræer. Hinsides Engen hævede der sig en stejl Klippevæg, og i Klippevæggen var der en Dør af tykke Planker.
Nu forstod Abbed Hans, at de havde naaet Maalet, og han stod af Hesten. Drengen aabnede den tunge Dør for ham, og han saa ind i en Klippegrotte med nøgne Stenvægge. Røvermor sad ved et Baal, der brændte midt paa Gulvet. Langs med Væggene var der Lejer af Grangrene og Mos, og paa et af dem laa Røverfar og sov. „Kom ind, I derudel” raabte Røvermor uden at rejse sig. „Og tag Hestene med ind, at de ikke skal omkomme i Nattekulden.”
Abbed Hans gik nu dristig ind i Hulen, og Lægbroderen fulgte med ham. Der var fattigt og usselt derinde, ikke det ringeste var der gjort for at helligholde Julen. Røvermor havde hverken brygget eller bagt, hverken gjort rent eller pyntet op. Hendes Børn laa paa Gulvet omkring en Kedel, som de spiste af, men det var ikke andet end tynd Vandvælling, der var i den.
Men Røvermor var saa stolt og myndig som nogen velhavende Bondekone. „Sæt dig herhen ved Ilden, Abbed Hans, og varm dig,” sagde hun, „og har du Mad med dig, saa spisl For den Mad, vi laver her i Skoven, vil næppe smage dig. Og er du træt efter Rejsen, kan du lægge dig hen og sove paa Lejet der. Du behøver ikke at være bange for, at du skal sove over dig. Jeg sidder og vaager her ved Ilden, og jeg skal nok vække dig saa betids, at du kan faa det at se, du er kommen for at se.”
Abbed Hans gjorde alt, hvad Røvermor sagde. Han tog sin Madpose frem, men var saa træt af det lange Ridt, at han næsten ikke kunde faa Mad ned, og saa snart han havde lagt sig paa Lejet, faldt han i Søvn. Lægbroderen fik ogsaa anvist et Leje, han kunde hvile sig paa, men han turde ikke lægge sig til at sove; han syntes, det var hans Pligt at holde Øje med Røverfar, at han ikke skulde staa op og gøre Abbed Hans noget ondt. Lidt efter lidt fik Trætheden dog Bugt med ham, saa han sov ind. Da han vaagnede, saa han, at Abbed Hans havde rejst sig fra Lejet og sad nu ved Ilden og samtalede med Røvermor. Den fredløse Røver sad ved Siden af. Det var en høj, mager Mand. Han saa træt og tungsindig ud. Han vendte Ryggen til Abbed Hans og vilde aabenbart lade, som om han ikke lyttede til Samtalen.
Abbed Hans fortalte Røvermor om alle de Juleforberedelser, han havde set under Vejs, og han mindede hende om de Julegilder og de muntre Julelege, hun vel ogsaa havde været med til i sine unge Dage, da hun levede i Fred mellem Menneskene. „Det er Synd for jeres Børn, at de aldrig kan være med til at løbe udklædte om paa Landsbygaden eller tumle sig i Julehalmen,” sagde Abbed Hans. Røvermor svarede først kort og afvisende, men efterhaanden blev hun mere spagfærdig og lyttede snart ivrig til. Pludselig vendte Røverfar sig om imod Abbeden og stak sin knyttede Næve lige op i Ansigtet paa ham. „Din elendige Munk! er du kommen herop for at lokke Kone og Børn fra mig? Ved du ikke, at jeg er fredløs og ikke tør komme udenfor Skoven?” Men Abbed Hans saa ham uforfærdet ind i Øjnene. „Min Hensigt er at skaffe dig Fredlysningsbrev fra Ærkebiskoppen,” sagde han. Næppe havde han sagt det, før baade Røverfar og Røvermor slog en Latter op. De vidste nok, hvor megen Naade Stimænd og Skovgangsmænd havde at vente af Biskop Absalon. „Ja, kan du skaffe mig Fribrev fra Ærkebiskop Absalon,” sagde Røverfar, „saa lover jeg dig, at jeg herefter aldrig skal stjæle saa meget som en Gaas.”
Lægbroderen harmedes over, at dette Røverpak dristede sig til at le af Abbeden, men denne lod til at være helt vel tilfreds. Selv mellem Munkene paa Oved havde Lægbroderen ikke set ham sidde mere vennesæl og blid, end han sad her hos det vilde Roverpak.
Men pludselig rejste Røvermor sig op. „Her sidder vi og snakker. Abbed Hans,” sagde hun, „saa vi rent glemmer at se paa Skoven. Jeg kan allerede høre Juleklokkerne ringe helt her ind i Hulen.”
Næppe havde hun sagt det, før de alle foer op og ilede ud. Men da de kom ind i Skoven, var det endnu mørk Nat og iskold Vinter. Det eneste, de fornam, var en fjern Klokkeklang, der førtes til dem af en svag Søndenvind.
„Hvordan skal den Klokkeklang kunne vække den døde Skov?” tænkte Abbed Hans. Thi nu, da han stod midt i Vinterens Mørke, forekom det ham langt mere umuligt, at der her skulde kunne opblomstre en Urtegaard, end han før havde tænkt.
Men da Klokken havde ringet en kort Stund, gik der en pludselig Lysning gennem Skoven. Der blev straks efter lige saa mørkt igen, men saa kom Lyset tilbage. Det kæmpede sig frem som en lysende Taage mellem de sorte Træer. Og saa stærk en Virkning havde det, at Mørket gik over til et svagt Daggry.
Da saa Abbed Hans, at Sneen forsvandt fra Jorden, som om nogen havde draget et Tæppe bort, og Jorden begyndte at grønnes. Bregneskuddene, der havde staaet sammenrullede som Bispestave, rullede sig op og skød i Vejret. Lyngen oppe paa Stenhoben og Porsen nede i Mosen klædte sig i en frisk grøn Dragt. Mostuerne svulmede og løftede sig, og Foraarsblomsterne skød op med svulmende Knopper, der allerede havde et Stænk af Farve.
Abbedens Hjerte bankede stærkt, da hans Øje opfangede de første Tegn paa, at Skoven var i Færd med at vaagne. „Skal jeg gamle Mand da virkelig skue et saadant Mirakel!” og Taarerne trængte sig op i hans Øjne.
Saa skumrede det igen saa stærkt, at han blev bange for, Nattemørket paa ny vilde faa Overhaand. Men straks skyllede en ny Lysbølge frem. Den førte med sig en Brusen af løste Fossefald og en Susen af frigjorte Bække. Løvtræernes Blade sprang ud saa pludseligt, som om de var grønne Sommerfugle, der kom flyvende og satte sig paa Grenene. Og det var ikke blot Urter og Træer, der vaagnede. Korsnæbbene hoppede om paa Grenene Flagspætterne hakkede løs paa Stammerne, saa Spaanerne fløj. En Sværm Stære, der kom søndenfra, slog sig ned i en Grantop for at hvile. De var pragtfulde. Spidsen af hver eneste lille Fjer skinnede som Guld, og naar Fuglene bevægede sig, tindrede det som af Ædelstene.
Atter blev det stille en Stund, men saa kom en ny Lysbølge. En stærk varm Søndenvind kom farende og saaede ud over Skovengen alle de smaa Frø fra sydlige Egne, som var bragte af Fugle og Skibe og Vinde, og som for Landets Haardheds Skyld ellers ikke kunde blomstre her, men nu slog de Rod og skød frem, saa snart de rørte ved Jorden.
Da den næste Varmebølge kom rullende, stod Blaabær og Tyttebær i Blomster. Vildgæs og Traner stødte i Trompet oppe i Luften, Bogfinkerne byggede Rede, og Egernungerne begyndte at lege mellem Grenene.
Alt gik nu saa hurtigt, at Abbed Hans ikke havde Tid til at tænke paa, hvilket Under det var, der gik for sig. Han havde nok at gøre med at bruge sine Øjne og Øren. Den næste Lysbølge, der kom susende, førte med sig en Duft af nypløjede Marker. Langt borte fra hørte man Hyrdepigen kalde og Faarenes smaa Klokker ringe. Grantræer og Fyrretræer blev bedækket med saa mange smaa Kogler, at Træerne skinnede som Purpurkapper. Enebærbusken fik Bær, der skiftede Farve hvert Øjeblik. Og Skovblomster dækkede Jorden, saa den var ganske hvid og blaa og gul.
Abbed Hans bøjede sig ned og plukkede en Jordbærblomst, og idet han rejste sig op, modnedes Bærret. Rævehunnen kom frem af sin Hule med et stort Kuld sortbenede
Unger. Hun gik hen til Røvermor, kradsede paa hendes Kjole, og Røvermor bøjede sig ned til hende og sagde, det var nogle dejlige Unger. Uglen, der nylig var fløjet ud paa Nattejagt, vendte hjem, skræmt af Lyset, opsøgte sin Klipperevne og satte sig til at sove. Gøgen kukkede, og dens Hun svævede stille om ved Smaafuglenes Reder med sit Æg i Munden.
Røvermors Unger udstødte kvidrende Skrig af Glæde. De spiste sig mætte i Bær, der hang paa Buskene saa store som Grankogler. En af dem legede med en Flok Harekillinger, en anden løb om kap med nogle Krageunger, som var hoppet ud af Reden, inden de var flyvefærdige, den tredje tog Hugormen op fra Jorden og slyngede den om Hals og Arm. Røverfar stod ude paa Mosen og spiste Multer. Da han saa op, gik et stort, sort Dyr ved Siden af ham. Røverfar brækkede en Pilekvist af og slog Bjørnen over Næsen. „Hold dig til dit eget” sagde han. „Denne Tue er min.” Da vendte Bjørnen om og traskede et andet Sted hen.
Bestandig kom der nye Bølger af Varme og Lys, og nu bragte de Andesnadren med fra Skovsøen. Gult Støv fra Rugmarkerne svævede i Luften. Der kom Sommerfugle saa
store, at de saa ud som flyvende Liljer. Biens Kube i en hul Eg var allerede saa fuld af Honning, at det dryppede ned ad Stammen Nu begyndte ogsaa de Blomster at springe
ud, som der var kommet Frø til fra fremmede Lande. Rosenbuskene klatrede opad Bjergvæggen om kap med Brombærranken. Og Blomster saa store som Menneskeansigter vældede op af Engen. Abbed Hans tænkte paa den Blomst, han skulde plukke til Biskop Absalon, men han tøvede stadig med at plukke nogen; den ene Blomst skød op skønnere end den anden, og han vilde vælge den allerskønneste til ham.
Bølge fulgte paa Bølge, og nu var Luften saa gennemtrængt af Lys, at den dirrede. Al Sommerens Lyst og Glans og Lykke jublede rundt om Abbed Hans. Han syntes ikke, Jorden kunde skænke større Glæde end den, der vældede frem rundt om ham, og han sagde til sig selv: „Nu ved jeg ikke, hvad større Herlighed den næste Bølge kan bringe.”
Men Lyset blev ved at komme strømmende, og nu forekom det Abbed Hans, at det bragte noget med sig fra et uendelig fjernt Sted. Han følte, at overjordisk Luft omgav ham, og bævende begyndte han at ane, at efterdi nu Jordens Glæde var kommen, var ogsaa Himmelens Glæde nær.
Abbed Hans mærkede, at alt blev stille: Fuglene tav, Ræveungerne legede ikke mere, og Blomsterne holdt op at vokse. Den Salighed, der nærmede sig, var saa stor, at Hjertet næsten stod stille, Øjet græd uden at man vidste af det, Sjælen længtes efter at flyve bort til Evigheden. Langt, langt borte fra hørtes svage Harpetoner, og overjordisk Sang naaede ham som en susende Hvisken.
Abbed Hans foldede sine Hænder og sank paa Knæ. Hans Ansigt skinnede af Salighed. Aldrig havde han ventet, at det skulde forundes ham allerede i dette Liv at nyde Himmelens Glæde og høre Englene synge Julesange.
Men ved Siden af Abbed Hans stod Urtegaardsmanden, der var fulgt med ham. Mørke Tanker tumlede i hans Hoved. „Dette kan ikke være et virkeligt Mirakel”, tænkte han, „naar det viser sig for Ugerningsmænd. Det kan ikke være fra Gud, men maa have sit Udspring fra det onde. Det er Djævelens Argelist, der sender det. Det er den lede Satans Magt, der forhekser os og tvinger os til at se Ting, der ikke er til”.
I det fjerne hørtes Engleharper klinge og Englesang tone, men Lægbroderen troede, det var Helvedes Aander, der nærmede sig. „De vil lokke og forføre os,” sukkede han, „vi kommer aldrig herfra i god Behold, vi bliver besnærede og bliver Djævelens Bytte.”
Nu var Engleskarerne saa nær, at Abbed Hans kunde skimte deres lyse Skikkelser mellem Skovens Træer. Og Lægbroderen saa det samme som han, men han tænkte kun paa, hvilken Ondskab der laa i, at Djævlene drev deres Kunster i selve den Nat, Frelseren blev født. Det var jo kun for saa meget lettere at kunne besnære de stakkels Mennesker.
Hele Tiden havde Fuglene sværmet om Hovedet paa Abbed Hans, og han havde kunnet tage dem med Hænderne. Men Lægbroderen havde Dyrene været bange for: Ingen Fugl havde sat sig paa hans Skulder, og ingen Snog legede ved hans Fødder. Men nu kom der en lille Skovdue. Da den mærkede, at Englene var nær, tog den Mod til sig og fløj ned paa Lægbroderens Skulder og lagde sit Hoved til hans Kind. Da syntes det ham, at Djævlen kom helt tæt hen til ham for at friste og forføre ham. Han slog efter Skovduen med Haanden, og han raabte med høj Stemme, saa det genlød i Skoven:
„Gak til Helvede, hvorfra du er kommen“.
Netop da var Englene saa nær, at Abbed Hans kunde føle Suset af deres store Vinger, og han havde bøjet sig mod Jorden for at hilse dem. Men da Lægbroderens Ord lød, standsede deres Sang brat, og de hellige Gæster vendte sig til Flugt. Og baade Lyset og den milde Varme flygtede i usigelig Skræk for Kulden og Mørket i et Menneskehjerte. Natten sænkede sig over Jorden som et Dække, Kulden kom, Blomsterne i Græsset skrumpede sammen, Dyrene ilede bort. Fossernes Brusen tav, Løvet faldt af Træerne, raslende som Regn.
Abbed Hans følte, hvordan hans Hjerte, der nylig havde svulmet af Salighed, nu trak sig sammen i ulidelig Smerte. „Dette kan jeg aldrig overleve,” tænkte han, „at Himmelens Engle var mig saa nær og blev jaget bort; at de vilde synge Julesange for mig og blev drevet paa Flugt.”
I samme Stund mindedes han den Blomst, han havde lovet Biskop Absalon, og han bøjede sig ned og famlede mellem Mos og Løv for dog at prøve at finde en nu i det yderste Øjeblik. Men han følte, hvordan Jorden frøs til under hans Fingre, og hvordan den hvide Sne kom glidende hen over Jorden. Da følte hans Hjerte endnu større Ve. Han kunde ikke rejse sig, men faldt til Jorden og blev liggende.
Men da Røverfolkene og Lægbroderen i det dybe Mørke havde famlet sig tilbage til Røverkulen, savnede de Abbed Hans. De tog Brænde fra Ilden og gik ud for at lede efter ham, og de fandt ham liggende død paa Snetæppet.
Og Lægbroderen gav sig til at græde og jamre, thi han indsaa, at det var ham, der havde dræbt Abbed Hans, idet han havde frarevet ham den Glædeskalk, han havde tørstet efter at tømme.
Men da Abbed Hans var ført tilbage til Oved, saa de, der syslede med den døde, at han holdt sin Haand fast knyttet om noget, som han maatte have grebet i Dødsstunden. Da de med Besvær fik den aabnet, saa de, at det, han med saa stor Styrke holdt fast paa, var et Par hvide Rodknolde, som han havde revet op af Mos og Blade. Og da Lægbroderen, der havde fulgt Abbed Hans, saa disse Rødder, tog han dem og plantede dem i Abbed Hans’s Urtegaard.
Han ventede og spejdede det hele Aar, om de vilde skyde Blomst, men han ventede forgæves hele Foraaret og Sommeren og Efleraaret. Da det tilsidst blev Vinter, og alle Blade og Blomster var døde, opgav han at vente.
Men da Juleaften oprandt, blev Mindet om Abbed Hans saa stærkt, at han gik ud i Urtegaarden for at tænke paa ham. Og se – idet han gik forbi det Sted, hvor han havde lagt de nøgne Knolde i Jorden, saa han, at der var vokset frodige grønne Stængler op af dem, og paa Stænglerne sad skønne Blomster med sølvhvide Blade.
Han kaldte alle Oveds Munke sammen, og da de saa denne Plante blomstre Juleaften, mens alle andre Blomster var som døde, blev det klart for dem, at den virkelig var taget af Abbed Hans i Julehaven i Goinge Skov. Men Lægbroderen sagde til Munkene, at siden der var sket saa stort et Under, burde de sende nogle af Blomsterne til Biskop Absalon.
Da Lægbroderen traadte frem for Biskop Absalon, rakte han ham Blomsterne og sagde: „Dette sender Abbed Hans dig. Det er de Blomster, han lovede at plukke til dig i Julehaven i Goingeskoven.“
Da Biskop Absalon saa de Blomster, der var spiret frem af Jorden i den mørke Vinter, og hørte Ordene, blev han saa bleg, som om han havde set en død. Han sad tavs en Stund, og saa sagde han: „Abbed Hans har holdt sit Ord, saa vil jeg ogsaa holde mit.” Og han lod udfærdige et Fredlysningsbrev for den vilde Røver, der havde vandret fredløs om i Skoven fra Ungdommen af.
Han gav Lægbroderen Brevet, og denne gav sig paa Vej op i Skoven og fandt Vejen til Røverkulen. Og da han Juledag traadte derind, kom Røveren ham i Møde med hævet Økse: „Jeg vil hugge jer ned, I Munke, saa mange, som I er!” sagde han. „Visselig er det jeres Skyld, at Goinge Skov ikke har klædt sig i Juledragt i Nat.”
„Det er ene og alene min Skyld,” sagde Lægbroderen, „og jeg vil gerne dø for det, men først maa jeg bringe dig et Bud fra Abbed Hans.” Og han tog Biskoppens Brev frem og fortalte ham, at han var fredlyst, og viste ham Absalons Segl, der hang ved Pergamentet. „For Fremtiden skal du og dine Børn lege i Julehalm og holde Jul blandt Menneskene, som Abbed Hans ønskede,” sagde han.
Da stod Røverfar bleg og stum, men Røvermor sagde paa hans Vegne: „Abbed Hans har holdt sit Ord, saa vil ogsaa Røverfar holde sit.”
Men da Røveren og hans Kone drog bort fra Røverkulen, flyttede Lægbroderen derind og boede alene ude i Skoven under bestandig Bøn, at hans haarde Sind maatte blive ham tilgivet.
Men Goinge Skov har aldrig mere fejret Frelserens Fødselsstund, og af al dens Herlighed er der ikke andet tilbage end den Blomst, som Abbed Hans plukkede. Man har kaldt den Julerose, og hvert Aar sender den sine hvide Blomster og grønne Stængler op af Mulden ved Juletid, som om den aldrig kan glemme, at den en Gang voksede i den store Julehave.

Julens romerske forgænger: Saturnaliefesten

De fleste danskere ved udmærket, at de asatro vikinger ikke holdt kristen jul. Men at vikingerne i stedet fejrede vintersolhvervet med blóter, hvor de med store bål, masser af mjød og ofringer hyldede Odin, Thor, Freja og de andre aser, mens de bad om styrke til at klare sig gennem vinteren, få sejr i krig og på togter – samt opnå en god høst. År og fred, som det hed – og som også nutidens asatro ønsker hinanden.

Men kender du også julens romerske forgænger? Romerrigets farverige saturnalie-fester, som var dem, der skulle udkonkurreres, da de nykristne romere ca 325 år efter Kristi Fødsel begyndte at fejre jomfrufødslen i Betlehem.

I centrum for fejringen står – som navnet antyder det – Saturn, som for de hedenske romere var gud for udsæd og høst, og som ofte blev fremstillet med tilhyllet hoved, et segl i hånden og bundet med røde bånd om benene.

Det kan virke mærkeligt, at en gud, som står for tidens gang og den vigtige høst, afbildes sådan. Men det hænger sammen med, at de hedenske romere troede på, at der engang var en frodig og fredelig guldalder på Jorden, hvortil uretten endnu ikke var kommet. En vidunderlig tid, hvor alt og alle levede i paradisisk symbiose med Saturn som leder. Det stoppede så brat, da uretten kom ind i verden – og Saturn blev bundet.

Vældig trist var det. Men ingen grund til at fortvivle. De gamle romerne var nemlig også sikre på, at de kunne gøre noget ved sagen. Så når solen var længst væk, og menneskene længtes allermest efter sommer, korn og kerne, så kaldte de hedenske romere Saturn-kræfterne frem og hyldede skabelsen – og frugtbarheden, således så det igen blev forår, og alt igen kunne blomstre og vokse.

For saturnaliefester er vilde og overdådige frugtbarhedsfester med masser af mad og drikke – og en ombytning af status. For under saturnaliefesten blev slaverne herrer og herrerne slaver. Det sås især til måltiderne, hvor herrerne serverede maden for slaverne, som spiste først og mest. Det var dog stadig slaverne, som lavede maden. Mere skulle man åbenbart heller ikke lave om på den sociale orden.

Men alle skulle lege og more sig – og der blev pyntet op med grønne grene, som hang i lange guirlander, både ude og inde, og som var smykket med røde bånd og andet, der hyldede sommeren og frugtbarheden. At hænge tin-ornamenter, som forestillede blomster, vindruer og andet frugtbarhedsrelateret på grene og andet var også brugt. Ligesom det var at synge sammen – og tænde lange, hvide vokslys alle steder. Der var også gaver til alle – som tøj og mad og andre symboler på overskud.

Endelig valgte man en slags leder blandt slaverne, som fik en rød kappe på, og som stod for de ofringer, der typisk afsluttede saturnaliefesten på den dag, hvor det var midvinter. Ofringer, hvor man ofrede både mad og blomster – men også levende ting som fx en due. Ofringer, som var gaver til guderne, så de også i det kommende år hjalp og berigede menneskene.

Hele saturnalietiden varede en uges tid, og var en lang række af lystige fester – både offentligt og privat, hvor der blev drukket og spist, sunget, danset og holdt maskerade. Altså én med nutidens øjne ugelang nytårsaften og julefrokost og fastelavnsfest, bare med grønne guirlander med røde bånd, hvide lys og gaver, som vi kender det fra vores kristne jul.

Så når vi synger ”Rør blot ikke ved min gamle jul”, når vi holder jul, så er vi på mange måder i tættere kontakt med den hedenske vintersolhvervsfejring i Romerriget, end vi er det med vores egne hedenske forfædre, som i kolde træhytter, ude ved skovdysser og ombord på vikingeskibe i isfyldte fjorde udbragte skåle til Odins, Thors, Frejas og de andre nordiske guders ære.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Black altmuligt er rettidig omhu

Ai, jeg handler altså ikke under Black Friday/Week/Month, kan man høre fra især velbjærgede, som fortsætter: Vi betaler, hvad det koster. Ja, det gør vi.  

Ja, det må enhver jo selv om. MEN for langt de fleste danskere giver et godt tilbud mening.

20% på bøger kan man ofte få. Og tro mig: Det er PRÆCIS den samme bog. Det sidste kapitel er ikke revet ud eller noget. Man får bogen fra start til slut – og sparer penge.

Og det kan blive til en del. Skal man fx give fem bøger i julegave til 200 kroner stykket, så koster det normalt 1.000 kroner, men under Black altmuligt slipper man med 800 kroner.

Man sparer altså 200 kroner, som man måske kan supplere madbudgettet med – eller bruge til mandelgaven plus lidt juleslik. Eller endnu en julegave.

Man kan også – hvis man har råd – give besparelsen på de 200 kroner til fx Frelsens Hær eller en anden velgørende organisation, som hjælper de alt for mange fattige danskere her til jul.

Så hvor Lars Løkke engang arrogant sagde: Hvad kan man få for 2.000 kroner? Et par sko?
Så er det Danmarksbloggens holdning, at en tiendedel af det beløb, nemlig 200 kroner faktisk kan række til en hel del – især for de mange, som ikke er vant til at bruge 2.000 kroner på ET par sko.

Så don´t be shy …

Glæd dig selv og din familie – og hvis du har overskud fattige familier … og køb dine julegaver her under Black altmuligt.

Dét er rettidig omhu …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Stjernehimlen som juletræ: Glædelig jul

Lev med det, siger vi på nudansk.

For vi er dér, hvor vi for andet år i træk ser ind i en jul, hvor det kan blive svært at skulle dele julens glæde med hinanden.

For det er ikke sikkert, at vi kan holde jul med vores kære. Mange – og flere i år end sidste år – vil være syge i morgen – på selveste juleaften – eller sidde i isolation, eller på anden måde tilbringe julehøjtiden uden juletræ, julemad og julegaver – og uden andre mennesker.

Så er det godt at huske på, at julen ikke kun er mad og samvær, selvom det for mange er det vigtigste.

Men at julen først og fremmest er historien om lyset, der blev tændt i Betlehem for 2021 år siden. Cirka.

Det essentielle er nemlig, at kærligheden kom ind i verden som et lille forsvarsløst barn, og verden tog ikke imod den.

Men kærlighedens mor elskede sit lille barn, svøbte det og lagde det i en krybbe. Og imens sang englene og stjernerne lyste – som de gør hver eneste nat. Og også her i 2021 for de mange, som sidder i isolation, er syge, sørger eller på anden måde lider i pandemien.

Så fat mod.

Dén store – ja, største historie nogensinde om at således elskede Gud verden, at han gav den sin enbårne Søn kan vi med glæde fortælle hinanden – eller os selv, hvis nu vi sidder helt alene i morgen aften.

Vi er også i godt selskab. Selveste H. C. Andersen har siddet alene en juleaften. I Berlin på et hotelværelse. Det var så ikke pga. en pandemi. Men alene var han – uden at ville være det. Så det var med bedrøvelse, at eventyrdigteren skriver i sin dagbog:

Stjernehimlen udenfor var mit juletræ det år.

Stjernehimlen som juletræ. Det havde Jesus-barnet, jomfru Maria, Josef, englene, hyrderne og alle dyrene på marken også. Så det er mere end godt nok til mig.

Glædelig jul …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Gratis læseprøve: Jul, jól eller yule

En ny juletid er i gang, men det sker stadig i Corona´ens skygge. Danmarksbloggen bringer derfor på de fire adventssøndage fire uddrag af undertegnedes julebog fra 2020, som kan købes her:

https://www.saxo.com/dk/glade-jul-ogsaa-i-en-corona-tid_epub_9788740440379

Prisen er i skrivende stund beskedne 37,50. Eller det samme som en flaske rødvin eller en pose Matador-mix.

Bogen om julens traditioner og med ideer til at holde en Corona-venlig jul er tilmed en e-bog, så den ankommer til dig med det samme – og helt uden smitterisiko.

Og her 2. søndag i advent kommer altså den anden af fire gratis læseprøver. I dag med kapitlet om, at det med alkohol nok er den ældste, danske juletradition – og at det hænger sammen med ordet jul:

Jul, jól eller yule

Kært barn har mange navne, således også julen, hvis gammelnordiske navn er jól eller yule, som betyder fest eller højtid.

I Danmark har man siden hedensk tid fejret jul ved midvintertide, når solen var allerlængst væk, og guderne skulle formildes, så varmen og lyset vendte tilbage. Det skete blandt andet ved store blót, hvor man hyldede de nordiske guder, ofrede dyr og indimellem mennesker – og derpå spiste og drak godt i flere dage.

En af de ældste skildringer af en dansk juletradition fra før-kristen tid stammer fra vikingetiden.

Den fortæller om, hvordan vikingerne med deres lange drikkehorn drak jul ude på havet i deres vikingeskibe i vinterkulden. Vikingerne skulle nemlig have foretrukket at være langt væk fra de varme kvindestuer, som de angiveligt følte lede ved at opholde sig i.

Om det er sandt, eller om der lå en slags manddomsprøve i at kunne klare kulden og mosten, melder historien intet om.

Men en god måde at holde vikingejul på var altså ud i vinterkulden sammen med massive mængder alkohol. Så dér blev drukket jul, og det indebar mange tønder mjød og stærkt øl, som blev indtaget over flere dage, hvor vikingerne ikke lavede andet end at drikke tæt, slås lidt for sjovt – og spise store mængder kød på deres vikingeskibe ude på de isdækkede fjorde.

Det foregik i øvrigt senere end i dag, da man indtil for cirka 1000 år siden fejrede jul – eller jól eller yule – midt i januar.

Men så kom kristendommen, som via et af historiens mest vellykkede spin udkonkurrerede både den hedenske vintersolhvervsfejring og de romerske saturnaliefester, som i forvejen lå sidst i december. Fester, hvor man fik gaver, spiste og drak godt.

Altså en fejring, der ligesom solhvervsfejringen inspirerede til måden, som vi holder jul på i dag.

Da kristendommen kom til Danmark, forsøgte de gejstlige også at få det gammelnordiske ord jul ændret til ordet kristmesse. Det var for eksempel lykkedes i England, hvor jul siden kristendommens indførelse har heddet netop Christmas.

Men den gik ikke i Danmark, hvor man holdt fast i den gode, gamle jul.

Nogle vil måske mene, at de gamle vikinge-drikke-juletraditioner også har overlevet, og trives fint i vore dage, hvor vi har J-dag, julefrokoster og andre sammenkomster, hvor det at drikke sammen – og drikke meget – er det centrale.

Skikken med at drikke sig i hegnet til jul har i hvert fald lange, historiske rødder heroppe nordpå.

Her drikker vi jul.

Måske det er derfor, at Tuborgs julebrygsreklame med Julemanden, der møder Tuborg-bilen, og hellere vil køre efter den end dele julegaver ud, er en moderne, dansk juleklassiker? Vi kan simpelthen spejle os selv og hele vores julehistorie i dén reklame.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Gratis læseprøve: En anderledes jul – og et tjek af traditionerne

En ny juletid starter i dag, men det sker stadig i Corona´ens skygge. Danmarksbloggen bringer derfor på de fire adventssøndage fire uddrag af undertegnedes julebog fra 2020 “Glade jul – også i en Corona-tid”, som kan købes her:

https://www.saxo.com/dk/glade-jul-ogsaa-i-en-corona-tid_epub_9788740440379

Prisen er i skrivende stund beskedne 37,50. Eller det samme som en flaske rødvin eller en pose Matador-mix.

Bogen om julens traditioner og med ideer til at holde en Corona-venlig jul er tilmed en e-bog, så den ankommer til dig med det samme – og helt uden smitterisiko.

Og her på 1. søndag i advent kommer altså den første af fire gratis læseprøver. I dag med kapitlet om, at man godt kan holde jul på en anderledes måde:

En anderledes jul – og et tjek af traditionerne

Jul bliver det – også i en Corona-tid. Men det bliver en anderledes jul i år, hvor mange vil savne en masse traditioner og måske også familiemedlemmer og venner.

Men denne Corona-jul kan samtidig være en oplagt mulighed til at re-tænke vores skikke og måske give vores jul et nyt indhold. For den danske juletradition nummer ét, som hænger lige så tungt i de danske hjem, som dansk julemad ligger i maven, er, at danskerne holder jul på samme måde hvert år.

Og ve den, der foreslår at spise eller gøre noget andet. Det er det rene jule-forræderi, synes de fleste.

Men Corona-julen kunne være en god anledning til at give julen et grundigt relevantheds-tjek:

Hvilke traditioner holder – og hvilke er lige meget?

Er det stadig sjovt med for eksempel pakkeleg – eller er det lidt anstrengt efterhånden?

Kunne vi spise noget andet end gris og and? Noget lettere? Mere grønt?

Og måske også noget andet til dessert? Måske den engelske julekage Christmas Pudding, der er fuld af tørret frugt, krydderier og alkohol som brandy, cognac eller rom. En julekage, som også giver en oplevelse, når den serveres. For så flamberes den typisk med brandy, så blå flammer står op, og skaber stemning i den mørke stue. Kombinationen af sødt, krydret, alkohol – og ild lyder også umiddelbart som noget, der kan tiltale danskerne, der som et af de få folkeslag sætter levende lys på juletræet.

For juletræet beholder vi formentlig. Men:

Kunne juletræet blive ét, som kunne genplantes? Det talte man meget om i 2019, hvor det ikke gik helt efter planen alle steder. Men ideen om et klima-rigtigt juletræ er stadig god.

Og hvem skal pynte juletræet? Skal det altid være moderen, som det er i mange hjem – eller kan det være børnene? Eller skal man gøre det i fællesskab?

Skal vi stadig alle sammen give hinanden en julegave? Eller kunne vi skære ned på forbruget? Også for klimaets skyld.

Skal vi have mandelgave – eller ej?

Og endelig den svære: Skal man absolut være sammen med alle i ens familie, også dem, som man ellers ikke ser resten af året – og måske ikke har så meget tilfælles med?

Julen er i bund og grund ment som en tid til fred og glæde, så man kan med fordel stille sig selv spørgsmålet: Hvordan skal min juletid indrettes, så det bliver en god tid? Og så finde svarene – og indrette ens jul derefter – også efter Corona.

I en husstand med flere medlemmer skal der selvfølgelig tages hensyn og være plads til mangfoldighed og rummelighed. Det er også julens dna. Heldigvis kan man komme langt med lidt smidighed. Ikke alle behøver fx at spise det samme, og man må gerne vælge at gå tidligt hjem fra en julefrokost med svigerfamilien, mens ægtefællen bliver osv.

Nogle af de løsninger, som den enkelte person eller den enkelte familie vælger, vil muligvis vække modstand fra de mere traditionsbundne kræfter i familien, men det skal man ikke lade sig gå på af.

Verden bliver ikke den samme efter Corona-pandemien, og det behøver julen heller ikke at blive. Vi kan godt lave en ny jul – delvis i hvert fald.

Det vil i så fald heller ikke være første gang.

For julens væsen er forandring, og mange af fortidens danskere ville næppe kunne genkende nutidens jul med dens glitrende juletræer, julegaver og gløgg.

Det gælder både vikingerne, som ofrede mennesker og dyr, middelalderens religiøse mennesker med adventsfaste, midnatsmesse og lange, hvide julelys – og dem, som levede i 1700-tallets bondesamfund med hvide jule-tekstiler på væggene og halm på gulvet, som de sov i julenat, fordi de døde skulle sove i sengen.

For julen ændrer sig – og vi med den. Og højtiden kan kun blive sjovere og bedre, hvis vi tør udvise noget jule-nysgerrighed.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Crazy Christmas Cabaret: Tell me about it

”Tell me about it”

Ja, dét er titlen på årets Crazy Christmas Cabaret. Den skæve, skægge og samfundsspiddende forestilling er som altid ventet med længsel. I år med endnu større forventninger, fordi Crazy Christmas Cabaret ligesom så meget andet – livet og andre småting – blev aflyst sidste år pga. ”I-ved-nok-hvad.”

I år slås vi stadig med ”I-ved-nok-hvad”, men heldigvis sker det (endnu i hvert fald) i ly af løjerne i Tivolis Glassal. Og sikke løjer. Det er Classic Crazy Christmas Cabaret – og tak for det.

For de herlige mennesker serverer lige, hvad vi har brug for: En tur tilbage til 80´erne. Et par timer med fart, fest, farver og finurlige ordspil i varme, solrige og pastelfarvede Miami.

Her møder vi den italienske mafia i form af familien Calzone, og drages ind i deres glamourøse liv mellem designertøj, alligatorer, drinks, pistoler, konkurrerende bander fra Cuba, natklubber, motorbåde, fængsler og andet guf, der leder tanken hen på 80´-er-serien ”Miami Vice”.

Det er også meningen.

I nedlukningens trange dage sad Vivienne McKee nemlig og så den gamle tv-serie.

Og ud af det absurde univers, som underverden i Miami i 80´erne var, skabte hun en forestilling med ren 80´er-nostalgi for os, der kan huske det skøre, pastelfarvede årti. Men det er også en oplevelse for dem, som ikke kan huske, dengang Boy George og Madonna var unge – og alle lavede work-out.

Det sidste glemmer ingen til gengæld efter at have været i Glassalen. Det vil jeg godt garantere. Syng ”Lets gets physical” – og så kommer billederne susende frem på nethinden.

Forestillingens anden store dame – Mama Calzone, som hun hedder denne gang – optræder som vanlig i imponerende kreationer, og vi gør også, som vi plejer. Læner os frem, når hun hviskende betror os sine hemmeligheder – og vi råber også både hooray og boo.

Årets Virgin bliver også fundet – og en publikummer involveres også. Dog ikke på scenen som normalt, men nede fra sin plads. Den forbandede ”I-ved-nok-hvad” er hele tiden til stede i skyggerne. Heldigvis glemmer vi det, når vi glade råber ”Forget about it”.

For det meste af tiden griner vi – og gribes af de gakkede løjer, som også inkluderer en i forestillingen noget mere tilstedeværende end normalt Dr. Van Helsingør.

Det er rart at se mere til ham. Også selvom han måske er ansvarlig for mere, end vi troede om doktoren med det ternede jakkesæt.

Han og en vis Donny Dump, som er en Miami-bosat milliardær, der er orange i huden, og elsker at gifte sig med østeuropæiske kvinder, har nemlig en samtale, som får fatale konsekvenser flere årtier frem.

Men den gode doktor er en elskelig fyr, som måske også får en form for PTSD i løbet af showet.

Vi hører også noget om en hr. Jobs, som vil skabe en computer, som man kan have med sig alle vegne. Det tror ingen på kan lade sig gøre.

Så kom ikke og sig, at man ikke lærer noget af at blive underholdt. Og underholdt bliver man. De danser og synger, så det er en lyst – og de små ordspil kommer hurtigere end en salve fra en maskinpistol. Det er formidabelt, forrygende og fantastisk.

Og måske også med et strejf af alvor lige så godt gemt som en pose kokain i en udstoppet alligator. For man sidder også med tanken: Var 80´erne ikke grådighedens årti? Greed is good, som mantraet lød.

For er det ikke sådan, at vi lige nu høster frugten af den overforbrugende og selviscenesættende livsstil, som for alvor startede i en sky af hårlak dengang (nogenlunde samtidig med Crazy Christmas Cabaret, som næste år har eksisteret i 40 år, hvilket fortjener et gigant HOORAY).

Men altså: Er der ikke en lige linje mellem pastelfarverne og nutiden, hvor vi sidder i klima-muddergrøften, og selv den største hvidvaskning ikke kan vaske en snus rent – uanset hvor meget vi synger ”I am what I am”.

På scenen ser vi Vivienne McKee, David Bateson, Andrew Jeffers, Bennet Thorpe, Katrine Falkenberg, Jefferson Bond, Kevin Kiernan-Molloy og Claus de Lichtenberg. Og oppe på balkonen spiller ”The Snappy Alligators”.

Danmarksbloggen giver ”Tell me about it” fem pinke flamingoer ud af seks pinke flamingoer – og tænker: Gid der kommer en runde mere i 2022.

For Crazy Christmas Cabaret og Jule-Tivoli hører sammen som hygge og æbleskiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Julen og restriktionerne varer – måske – lige til påske

Mange af vores juleskikke er hentet i Tyskland – fx juletræet, adventskransen, julekalenderen og flere endnu.

Man siger også, at julen varer lige til påske – ja, man synger det ovenikøbet i ”Nu er det jul igen”, når man i ikke-Corona-tider render rundt med hinanden i hænderne om juletræet.

Nu kan vi så måske føje endnu en ting til listen fra Tyskland – nemlig varigheden af restriktionerne, som Angela Merkel iflg. Reuters har sagt kommer til at vare til påske, der falder først i april i år. Helt præcis er det i 2021 påskedag søndag den 4. april.

Det er meget lang tid, når vi skriver 12. januar, og Merkel talte selvfølgelig om Tyskland. Men det kan blive nødvendigt – også i Danmark.

For den britiske variant spreder sig, også i Danmark – og den er MARKANT MERE smitsom, og så smitsom, at professor i mikrobiologi ved Aalborg Universitet Mads Albertsen i en artikel i Zetland i går sagde, at han frygtede et scenarie ”med et overbebyrdet sundhedssystem, hvor mange af dem, vi holder af, kommer til at lide unødigt”. Citat slut.

Han har ret. Vi er inde i et rasende kapløb, hvor det er Team Mennesker-og-Vacciner på den ene side og Team Covid-19 på den anden. Og det bedste, vi kan gøre for at støtte vores hold, er at holde os hjemme og væk fra andre mennesker – og ikke risikere så meget som en snus.

Vi må holde ud – fordi vi holder af.

Gør vi det, så vil så mange som muligt kunne fejre påsken – og julen her i 2021. Måske endda en jul som førhen, hvor vi kan gå på julemarkeder, holde julefrokoster, være hele familien sammen, holde i hånd mens vi går om juletræet og alt det andet, som vi savnede i julen 2020.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Glædelig jul – og tag vare på hinanden

Der er tider, hvor det er nemt at skrive – og tider, hvor det er svært at skrive.

Denne jul er både-og.

For det er nemt at tale om vigtigheden af at holde ud og holde ved. For ja, vaccinen kommer lige om lidt. Vi er tæt på. Lastbilerne kører snart over grænsen med deres dyrebare last.

Men det er samtidig også så svært at ønske god jul i år. For det er ubærligt at tænke på dem, som vil tabe kampen til Corona her i den sidste, hårde tid.

Her mens mørket samler sig om os.

Visheden om, at det altid er mørkest lige før daggry, kan virke som en skæbnens hån, hvis man er angst for et elsket medmenneske eller for sig selv, her mens vi er så tæt på den vaccine, som er på vej.

Man bliver så lille og så magtesløs i det hele – men netop dér findes også svaret, hvis man tør give slip. Hvad man så falder på, må være op til den enkelte at finde ud af.

Selv finder jeg stor trøst og styrke i, at dér julenat tændes et lys, som skinner hele vejen fra Betlehem og gennem alle tider.

For det bliver jul … også i 2020.

Glædelig jul til alle – og tag vare på hinanden …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Glade jul – også i en Corona-tid”

Jeg bliver simpelthen nødt til at anbefale denne bog:

“Glade jul – også i en Corona-tid” (e-bog)

Udgivelsesdato: 2/12 2020

Forfatter: Dorte J. Thorsen

Forlag: Saxo Publish

Pris: 37,50 kr.

Jeg har netop færdiglæst “Glade jul – også i en Corona-tid”, en e-bog af Dorte J. Thorsen og er fuldstændig blown-away over den afsindige viden forfatteren har om ALLE julens aspekter. Hun kommer vidt omkring på de 132 sider, hvor man blandt andet bliver grundigt indført i julens forskellige traditioner, samt historien bag.

Vidste du, at julemanden oprindeligt stammede fra Tyrkiet, at de brunede kartofler leger kastanjer, og at nissen i virkeligheden var en meget ubehagelig fætter, man gjorde klogt i at holde sig gode venner med?

Mange af kapitlerne beskriver julens traditioner, som fx julefrokoster, gaveræs og nytårsaften og på en måde, så man udover at erhverve sig ny viden også mindes barnsdomsjulen og de faste familietraditioner. Men det bedste ved bogen er næsten, at forfatteren, som man ellers fornemmer, er meget begejstret for julekonceptet, også formår at stille spørgsmålstegn ved julen som en ren glædesfest for alle.

For hvad med de hjemløse, de fattige eller de som har mistet et familiemedlem?

Sidst, men ikke mindst indeholder bogen en inspirationsguide til en sikker corona-jul med en lang række af kreative forslag til, hvordan det kan gribes an. Og det må siges at være brugbart i denne usikre og mørke tid. I det hele taget bringes coronaen i spil gennem hele bogen, hvilket gør den yderst relevant. Både i år, men også i tiden frem.

Selvom jeg altid har holdt jul og mener at have ret godt styr på højtiden, blev jeg virkelig beriget og havde svært ved at lægge bogen fra mig. Den var så velskrevet, opfindsom og grundig, og i en sådan grad, at jeg blev nødt til at dele oplevelsen med min sjette klasse, der fik læst flere af kapitlerne højt i forbindelse med et forløb om julens historie.

Eleverne sad med store øjne og labbede detaljerne i sig, og selvom det var meget forskelligt, hvad de hæftede sig ved, var fælles for dem, at de blev nysgerrige og stillede flere spørgsmål, som vi heldigvis kunne finde svar på i bogen, der i øvrigt er meget overskueligt sat op med en udførlig indholdsfortegnelse, man kan klikke sig rundt i.

Alt i alt en super læseoplevelse, som jeg giver mine varmeste anbefalinger.

5/5 julestjerner og glædelig jul herfra.

Bogen kan købes på www.saxo.com

Skrevet af forfatter og lærer Helle Kaare Lindberg