Delvis nedlukning af dele af Danmark

Så er vi her igen: Halvdelen af landets befolkning eller 38 kommuner – heriblandt København, hele hovedstadsregionen (minus Bornholm), Aarhus, Odense og flere endnu er fra på onsdag d. 7. december og indtil som minimum d. 3. januar nedlukket efter næsten samme mønster som i foråret:

Ingen restauranter, barer og cafeer (men take-away), ingen teatre og biografer, ingen museer og lignende, ingen fitnesscentre, svømmehaller og lignende, elever fra 5. klasse og op sendes hjem.

Derimod en stor opfordring til: GÅ HJEM og bliv hjemme – medmindre du går en tur, eller går i butikker. Dét sidste skal du så kun gøre, når det er nødvendigt, og du skal gøre det ALENE og så kort tid som muligt – og gerne i ydertidspunkterne.

Og nej, du skal som bosiddende i en af de delvist nedlukkede kommuner ikke køre til en af de ikke-nedlukkede kommuner for at spise ude, gå på museum, svømme etc. For så bringes smitten dertil.

Og så er der dén med julen, som gælder os alle sammen: Her skal vi juleaften være max 10 – og især med omtanke, hvis der er en eller flere sårbare med til juleaften. Måske bruge mundbind? Og skal der synges, så skal det ske med 2 meters afstand. Og ang. private julefrokoster: Drop dem!!!

Jo mere vi er sammen med andre, jo flere bliver smittede – og jo flere dør. Så enkelt er det!!!!!!!!

Sådan var meldingerne – og der er sådan set ikke noget at sige. For alle restriktioner er nødvendige.

Man kan så stille sig tvivlende overfor, at det bliver overholdt – især det med ikke at tage til ikke-nedlukkede kommuner for at gå ud og spise, svømme, i biffen etc. Mange vil heller ikke droppe julefrokosten, kunne man desværre godt forstille sig. Holder de negative forventninger stik, så kommer der en regning i form af et stigende antal smittede – og døde.

Corona-virussen gør nemlig, som den er skabt fra naturens side – og det eneste, vi mennesker kan gøre, er at holde afstand, bære mundbind, holde ud og tænke os om. Det kan vi så også – og når vi gør det, har virussen ikke en chance.

Men lige nu har pandemien for godt fat. Den vokser med cirka 4% om dagen, og SSI fremskriver, at op mod 500 mennesker kan være indlagte, når vi når til jul – og man frygter en eksplosion i smitten efter jul og nytår.

Så vi skal til at undvære, savne og mangle. Men hellere det end at miste til døden.

Men ja, det er svært. Men vi må holde ud. Vaccinerne er på vej. Vi KAN klare dette – forhåbentlig – sidste, svære og mørke stykke.

For husk: Det er altid mørkest lige før daggry. Og lyset ER tændt i form af vaccinen – og for den, som er kristen, findes også en trøst i, at julenat tændes endnu et lys, som skinner hele vejen fra Betlehem og gennem alle tider.

For det bliver jul … også i 2020.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Statsministeren udviser rettidig omhu

Så fik skruen et nøk til i går aftes til endnu et pressemøde i Statsministeriet.

Forsamlingsforbuddet blev sænket til 10, vi skal også undgå at se for mange mennesker privat, ja helst skære så meget ned som muligt og i hvert fald ikke over 10, og så skal mundbindet på indendørs i supermarkeder, butikscentre og alle offentlige steder.

Årsagen er enkel: Smitten er løs igen – i hele det danske samfund, og det går alt for stærkt lige nu. Så hvis ikke vi gør noget, så risikerer vi, at pandemien løber løbsk i Danmark, som den har gjort det mange andre steder i Europa, hvor sygehusene allerede nu (mens smittetallene stiger) er på max-kapacitet – eller over.

Det er dystre udsigter – og det kan blive meget værre end i foråret, hvor lastbilerne kørte i lange rækker med lig i de nord-italienske byer, hvor spanske gamle på plejehjemmene blev efterladt, så de lå og døde i deres senge og andre grufuldheder, som skete her i Europa – og i resten af verden.

Men i Danmark er der folk, der brokker sig over ikke at kunne komme til fodboldkamp. I Polen laver de deres nationalstadion om til et felthospital.

I Danmark er der folk, som beklager sig over ikke at måtte forsamles 35 mennesker til et kobberbryllup. Flere steder i Europa må man ikke være sammen med andre end dem fra ens husstand. Ja, nogle steder må man ikke kramme mere end ét menneske.

I Danmark brokker folk sig over, at mundbind er besværlige. Kirurger kan stå og lave livsvigtige operationer med mundbind på i timevis, og så kan vi andre nok også klare at have dem på, mens vi skal købe to liter mælk.

I Danmark er folk negative over, at Mette Frederiksen har aflyst julefrokosten – i andre lande forbyder man rejser mellem regioner og ind og ud af byer, dvs. at børn og forældre og bedsteforældre risikerer ikke at kunne være sammen til jul.

I Danmark brokker Venstre og de andre borgerlige partier sig over, at landets statsminister tager styringen i denne krisetid, og ikke ringer til dem, hver gang en beslutning skal tages. I Belgien har sundhedsmyndighederne i to måneder set, hvad der var på vej og efterlyst handling fra myndighederne. Men den er først kommet nu – alt for sent.

Det, Mette Frederiksen gør, er rettidig omhu – og det redder både danske liv og danske arbejdspladser – og dermed det danske samfund.

Så: Bliv hjemme, tal med dine venner og familie i telefonen eller over Skype, og skal du ud, så tag mundbind så. Sværere er det ikke. Så find samfundssindet frem, og lad det sejre over den forkælede egoisme, så kommer vi igennem det her. For COVID-19 kan bremses, når vi holder afstand.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

En åbning der føles som en lukning

Danmark åbner forsigtigt op efter påske.

De små skal afsted igen – vistnok for at forældrene kan arbejde. For det er noget af et eksperiment med mange børn samlet på et sted som en vuggestue, en børnehave eller en skoleklasse.

Omvendt skal vi jo også få skabt den der flokimmunitet. Og det kan vi måske få ved, at de små sørger for at bringe smitten hjem til deres yngre forældre, der for langt hovedpartens vedkommende snildt kan tåle at blive smittet i modsætning til bedsteforældrene.

Så det er måske i orden.

Det er også godt, at ungdomsuddannelserne kan få en form for eksamen – så de kan få deres fine huer på. Også selvom det sker på en anden måde. De bliver dén anderledes studenter-årgang.

Sådan en ”krigs-studenter-årgang”, som livet igennem kommer til at huske deres studentertid for dens særlige intensitet og glød. En studentertid, der for dem kommer til at handle om så meget mere end et hak i huen, og hvor meget man kunne drikke.

Der vil komme mange minder og stor kunst ud af dén studenterårgang.

Men til trods for alt det så føles det alligevel som om, at sommeren slutter, før den er begyndt. At lynet slog ned i træet, og brændte det sort. At samfundet lukker én gang til.

For til og med august er der ingen markeder, ingen festivaler, ingen store forsamlinger – eller fejringer af fx Befrielsen, som i år er 80 år, eller Genforeningen, som i år er 100 år.

Tidligst i september sammen med efterårets komme kan vi nemlig – måske – samles igen. 2020 bliver derfor året uden Roskilde, uden Smukfest, uden Copenhell, uden Distortion, uden Pride, uden markeder, uden kræmmermarkeder – uden alt det sprudlende sommerliv, som danskerne glæder sig til, men som vi i år må klare os uden.

Man må håbe, at øvelsen virker, og vi får krammet på Corona-virussen. For så skal der festes hårdt og længe, tænker Danmarksbloggen. Det bliver én lang julefrokost, som i så fald starter til september og først slutter til næste påske.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk