Venstres dobbeltmoral

Hvis Venstre skulle mangle et nyt motto, kunne de passende tage det gamle: Moral er godt, men dobbeltmoral er dobbelt så godt. For hvordan kan man ellers forklare følgende udtalelser fra Venstre;

1)    Fra lovforslag om bl.a. dekorumkrav til personale på de frie grundskoler. Her sagde Venstre: “Sådanne krav og normer omfatter normalt også den betydning … som personens handlinger m.v. uden for hvervet eller stillingen, herunder private handlinger m.v., kan have.”

2)    Fra udtalelse til DR om fx. lærere og politikeres køb af sex. Her sagde Venstre:
“Sagen er, at du er ansat på baggrund af dine kvalifikationer. Hvad du foretager dig i din fritid er din egen sag, så længe, du holder dig inden for lovens rammer.”

To TOTALT modsatrettede udtalelser fra samme parti indenfor den samme stramme tidsramme af den weekend, som sluttede i går. Det er absurd på en måde, så det er hinsides enhver fornuft – men dog forventeligt, når det handler om Venstre.

Problemet er bare, at Venstre sidder med magten i Danmark – og at samfundet derfor kører præcis så absurd, så skævt og så meget i en forkert retning, som det vel nærmest kan.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skal alkohol forbydes?

Diskussionen om legalisering af hash bølger i disse dage i lyset af nedrivningen af Pusherstreet på Christiania. Danmarksbloggen vil gerne tage den et skridt videre og spørge om ikke alkohol så også skal forbydes?

For ser man på argumenterne for og imod legalisering af hash, så kunne man ligeså sætte alkohol ind i samme ligning.

På den ene side hedder det nemlig, at hash fortsat skal være forbudt, da det er sundhedsskadeligt. Det er alkohol også. Mens den anden side siger, at hash skal legaliseres for at komme den store kriminalitet til livs. For sammenligningens skyld kan man huske på, at for små 100 år siden var der alkohol-forbud i USA. Noget mafiaen i USA blev særdeles rig af.

Summa summarum: På den ene side har man befolkningens sundhed som gevinst, mens man på den anden har mindre kriminalitet og flere indtægter i statskassen.

Således ser ligningen altså ud – og man vælger altså den ene løsning, når det handler om hash, mens man vælger den anden, når det handler om alkohol. Det er dobbeltmoralsk og giver ikke mening.

For argumenter som at ”alkohol har vi et historisk forhold til her i Danmark, mens hash er nyt” holder ikke en meter. Der var også engang, at produkter som te, kaffe og kakao var fremmede og eksotiske. Og så må Danmarksbloggen også minde om, at dansk alkohol´s all time star ØLLET oprindelig stammer fra Egypten og Mesopotamien, altså Mellemøsten. Så nej, vores nydelses- og rusmidler har åbenbart for vane at være importerede.

Spørgsmålet er derfor: HVORFOR DENNE DOBBELTMORAL? Den giver ikke mening. Så enten forbyder vi alle rusmidler – eller også så legaliserer vi det hele. Øl, vin, spiritus, cigaretter, hash – hele molevitten.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dobbeltmoral: Jul på Christiania – og i Whiskybæltet

Landets justitsminister Mette Frederiksen holdt åbenbart jul på Christiania. Noget, som kun burde kunne interessere hende selv og hendes familie.

Men nej, nu bliver højtiden brugt i en politisk kampagne om, hvordan landets justitsminister dog kan holde jul i Fristaden, hvis nu der er så farligt. 

På den ene side står derfor christianitterne og siger, at når Mette Frederiksen kan holde jul på Christiania, så er det nok fordi, at Fristaden ikke er så farlig igen, som især blå blok hævder – især når de blå gerne vil have stedet lukket.

Blå blok må derfor også forventes at komme en hård kritik af Mette Frederiksens gøren og laden, når der i morgen er åbent samråd i Folketingets Retsudvalg, hvor ministeren skal svare på sit kendskab til, om hvorvidt penge fra det ulovlige salg af hash bliver brugt til infrastrukturen og institutionerne m.m. på Christiania.

Men det er jo tordnende dobbeltmoral: For hvad med alle de – primært borgerlige – politikere, der konstant netværker og er til fest med de elementer i overklassen, der uden blusel laver økonomisk kriminalitet i den helt store stil – og som hvert år via diverse juridiske og økonomiske krumspring snyder statskassen – og dermed velfærdssamfundet – for milliarder?

For skal folkevalgte politikere holde sig væk fra steder – og personer – der MÅSKE er kriminelle, så skal store dele af blå blok holde op med at holde jul i Whiskybæltet – og i det hele taget per omgående rydde kraftigt ud i deres venskabs- og bekendtskabskredse.

Dét kommer næppe til at ske. Dobbeltmoralen lever nemlig så godt hos de blå.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sladderhanke og blå dobbeltmoral

Skatteministeren har genindført den såkaldte sladderordning, hvor man kan anmelde sort arbejde til de relevante myndigheder. Noget, der giver god mening, når man tænker på, at sort arbejde årligt berøver statskassen for flere milliarder kroner.

Man skulle derfor tro, at de borgerlige partier var lykkelige for genindførelsen. Men nej, tværtimod så kritiserer blå blok skatteministeren for at gøre danskerne til posekiggere og sladderhanke.

Det er en besynderlig form for dobbeltmoral fra de borgerliges side. For de samme partier har nemlig ikke noget imod, at danskerne anmelder socialt bedrageri. Tværtimod så anbefaler de det.

Men det er tilsyneladende svært for de blå at forstå, at det er ligeså forkert at modtage penge, som man ikke har krav på – som det er at undlade at betale moms og skat.

Dét sætter jo de borgerliges moral – eller mangel på samme – i relief, at de blå ikke er i stand til at forstå, at uanset om man skal betale til eller modtage fra den fælles kasse, så skal man følge gældende lov.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dansk dobbeltmoral og svensk demokrati

Danske medier er fulde af artikler om, hvor anti-demokratiske de gamle svenske partier er, når de ikke vil samarbejde med Sverigesdemokraterne, der fik 13 procent af stemmerne ved søndagens valg til Riksdagen (Sveriges Folketing).

Men man kan også vende den om og sige, at det er flertallet – nemlig 87 procent, der nu vil se, hvad de kan finde ud af sammen. Og dét er jo i grunden ganske demokratisk med netop flertalsafgørelser. Så kan Sverigesdemokraterne være nok så meget Sveriges tredjestørste parti. De repræsenterer stadig kun 13 procent af vælgerne.

Og inden danske politikere som fx en Pia Kjærsgaard kommer for godt i gang (se nedenfor), kunne det være en god idé først at se sig om i egen andegård. For der er en stor portion dansk dobbeltmoral i fordømmelsen af svenskerne og deres demokrati.

http://www.bt.dk/udland/pia-kjaersgaard-tordner-mod-svenskerne-de-er-hoejroevede-og-arrogante

I Danmark er det blot Enhedslisten, der sættes i skammekrogen, når partiet konsekvent beskyldes for at være økonomisk uansvarlige. Noget, som man på højrefløjen i dansk politik nærmest har som et fast mantra om partiet, der som det eneste i Danmark (på nær dele af SF) holder den humanitære fane højt. Alle beviser på Enhedslistens store økonomiske ansvarlighed preller også af på blå blok som vand på en gås.

Enhedslisten er ikke til at stole på, er budskabet fra den dobbeltmoralske blå blok i Danmark, som dermed ikke anerkender de vælgere, der stemmer på Enhedslisten.

Ved sidste valg var det 6,7 procent af vælgerne, der stemte på liste Ø – og meningsmålinger spår, at der kan blive tale om, at Enhedslisten vokser til mere end dobbelt størrelse ved det Folketingsvalg, der skal finde sted på samme dato som svenskernes i søndag – bare først i 2015.

Enhedslisten kan altså blive ligeså stor i Danmark, som Sverigesdemokraterne er det i Sverige – men Enhedslisten anerkendes ikke af blå blok.

Og dermed er blå blok i Danmark jo præcis ligeså anti-demokratisk, som de beskylder svenskerne for at være.

Det er dobbeltmoralsk – det er hyklerisk – og det fortæller alt om den (manglende) moralske habitus i blå blok i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk