Dobbeltmoral: Dét er kulturen

Omikron spreder sig med alarmerende fart i Danmark – men især i området omkring Viborg.

Viborg kommune havde således i går 35% af alle landets tilfælde af Corona forårsaget af Omikron-varianten.

Man ved også hvorfor, at det er sådan. Det skyldes nemlig en julefrokost, hvor 150 unge fra tre ungdomsuddannelser deltog. I skrivende stund har de 69 af dem fået beskeden: COVID-19-positiv med Omikron-varianten.

Det er en massiv mængde mennesker, som nu skal i isolation. For det er ikke kun de 69 unge, som Styrelsen for Patientsikkerhed anbefaler at isolere sig. Det er også deres nærkontakter – og deres nærkontakter igen, som skal isolere sig og testes.

Viborg kommune meldte så ud, at det ikke ville ske. At det var for mange mennesker at sende hjem, hvis kommunen skulle fungere – fx på ældreområdet.

Ja men, indvender den videnskabeligt tænkende, vil det ikke øge smitten med den stærkt smitsomme Omikron-variant? Jo, såmænd, er svaret.

Det her bliver dermed det første alvorligt store hul i et dige, som burde holde Omikron nede bare nogle få dage mere. Og vel at mærke et, som tages bevidst af en offentlig myndighed, selvom det bryder med anbefalingerne fra den offentlige myndighed, som tager sig af Corona-håndteringen.

Det var så samtidig forventeligt, at smitten ville bryde igennem, så længe vi stadig mødes på kryds og tværs – og i store grupper.

Men der er også en anden trist forventning, som gik i opfyldelse: Nemlig den fra medierne og politikerne manglende råben op omkring ”DÉT ER KULTUREN”.

For ingen taler om, at det er kulturen, som er skyld i, at Omikron for alvor spreder sig nu.

Men sådan er det. Det er kulturen, som er skyld i smittespredningen også denne gang. Kulturen forstået som i behovet for at mennesker søger sammen for at snakke, more sig og så videre.

Men det er åbenbart noget, der kun skal italesætttes, når det sker i Ishøj, og det er mennesker af såkaldt anden etnisk herkomst, som driver smitten via traditioner, som de fleste danskere ikke kender.

For når det er hvide kartofler fra Jylland, der holder julefrokost med rigelige mængder alkohol og grisekød, så er det bare rigtig uheldigt, at smitten blev spredt. Ja, så er det tilmed i orden at gå stik imod Styrelsen for Patientsikkerheds anbefaling.

HVIS IKKE DÉT ER DOBBELTMORALSK, så ved jeg ikke, hvad det er.  

For der burde gælde de samme regler for og de samme forventninger til Michael som til Muhammed, til Fie som til Fatima, til Viborg Kommune som til en moské i Ishøj.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmark blev blåt og sort

Kommunalvalget er forbi. Et valg i pandemiens skygge. Valgdeltagelsen var også en del lavere end sidste gang: 67,2% her i 2021 mod 70,3% i 2017.

Mange steder er konstitueringen stadig i gang, og vi har næppe set det sidste kup, den sidste aftale bag lukkede døre mellem partier, som på landsplan aldrig ville ”gå i regering” med hinanden.

Alligevel kan vi godt konkludere, at det kommunale Danmark er blevet blåt – og sort.

Blåt fordi de konservative havde et kanonvalg, og fik borgmesterposter steder, hvor de aldrig har haft en borgmester før – som på ærke-socialdemokratiske Bornholm (her dog hjulpet på vej af en aftale mellem de blå og Enhedslisten!).

Ja, de konservative mistede så også deres historiske borgmesterpost på Frederiksberg. Men det skyldtes mere den nu afgående borgmester og hans boligsag end den positive vibe, der er omkring de konservative i øjeblikket.

Men Danmark blev også sort. Ny Borgerlige havde ET som i 1 valgt medlem i et byråd i den periode, som er ved at være slut (de fik så undervejs lidt flere, når DF-valgte medlemmer skiftede over til Ny Borgerlige). Men i går fik partiet valgt 64 medlemmer ind i byråd over hele landet. Det er selvfølgelig til dels sket på Dansk Folkepartis bekostning, men ikke kun.

Så selvom mange af os taler om klima og natur som det vigtigste politiske emne, så findes der også et Danmark, som hellere vil udnævne indvandrere og flygtninge til syndebukke – og give dem skylden for alt.

Et Danmark, som ønsker lette løsninger på komplekse problemstillinger, som ikke gider bekymre sig om miljø, som i en utryg tid ønsker faste strukturer og ”det man kender”. Derfor tilslutningen til Konservative og Ny Borgerlige.

Det peger alt sammen frem mod et folketingsvalg, som kun er halvandet år væk. Et valg, hvor Pape gerne vil være og kan blive statsminister – selvom han ikke har sagt det offentligt endnu. Et valg, hvor Ny Borgerlige kan få et jordskredsvalg, især hvis presset på EU´s ydre grænser fortsætter – og der stadig er ballade med afviste asylansøgere og indvandrere i Danmark.

Det med at være statsminister vil socialdemokratiske Mette Frederiksen også gerne fortsætte med at være. Men i går tabte socialdemokraterne terræn stort set alle steder – og mest i de store byer, selvom de beholdt borgmesterposterne.

I København mistede Socialdemokratiet så meget, så Enhedslisten nu er hovedstadens største parti. Det kom der så ingen overborgmester ud af. For de andre partier – også SF som var til salg for en borgmesterpost, som de havde fået alligevel – vil ikke have en overborgmester fra Enhedslisten, så de valgte den socialdemokratiske Sophie Hæstorp Andersen.

Generelt tabte naturen – og dermed Fælleden – i hovedstaden.

For nok vandt Enhedslisten 4 mandater, men Alternativet tabte også 4. Og så går det lige op i den rød-grønne alliance, som ikke formåede at suge et eneste af Socialdemokratiets 5 tabte mandater til sig. Så hvor meget vandt Enhedslisten i grunden i København?

Ikke nok i hvert fald til at gøre naturen grøn og undgå, at betonalliancen vandt kampen om Fælleden og Lynetteholmen. Så nu er lærkesangen på sletten slut – og et blå-sort mørke sænker sig over Danmark.

Vinteren er på vej.

Og vi må håbe, at vi ikke bliver syge. For totalt fraværende i denne valgkamp har regionalvalget – og dermed regionerne og det vigtige spørgsmål om sundhed og sygeplejersker været.

For sundhed hører ind under regionerne. Men ingen medier har gidet beskæftige sig med det, selvom det er et centralt samfundsområde. Medierne har på den måde svigtet deres samfundsmæssige forpligtelse.

Måske fordi mange af dem har en blå-sort opfattelse af samfundet – og deres redaktører og journalister et adgangskort til privathospitalerne?!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Genåbningsplanen er ét stort fata morgana

For et års tid siden talte paven om, at Corona-pandemien havde sendt hele verden ud på én stor, fælles ørkenvandring …

Det tror Danmarksbloggen på.

For vi gik – og går stadig – derude i ørkenen. På en langvarig vandring i et goldt og åbent landskab – berøvet de mange behageligheder og den søde luksus, som vi plejer at nyde.

Men nu skal det åbenbart være slut med at lide afsavn og leve eneboerlivet med uklippet hår, puslespil som ingen gider lægge mere og irriterende familiemedlemmer, som bager kager, samtidig med at de fermenterer både kål og god stemning.

Det var budskabet fra regeringen og alle andre af folketingets partier (minus Ny Borgerlige), da de sent i går aftes kunne præsentere den store genåbningsplan for Danmark.

Dén genåbningsplan består i korte træk af:

Tirsdag 6. april: Frisører og andre liberale erhverv åbner. Samtidig kommer elever i grundskoler, ungdomsuddannelser og på videregående uddannelser fysisk tilbage i skolen.

Tirsdag 13. april: Butikker i mindre storcentre og stormagasiner må åbne.

Onsdag 21. april: Museer, kunsthaller og biblioteker åbner igen. Det samme gør store butikscentre og stormagasiner – og udendørsserveringen – og noget indendørsidræt til børn og unge under 18 år.

Torsdag 6. maj: Indendørs servering åbner samt biografer, spillesteder og teatre – og dele af indendørs idræt til voksne.

Fredag 21. maj: De resterende dele af idræts-, forenings- og fritidslivet åbner.

Derfra skulle næsten alt – på nær natklubber og store arrangementer som koncerter og fx fodboldkampe – være åbne, og de sidste dele skal der ses nærmere på dér.

Alt sammen kræver adgang med Corona-pas – eller Min Sundhed, indtil Corona-passet er på plads.

Det lyder fantastisk, ikke?

NEJ, det lyder som et mareridt. For det kan meget let vise sig at være et fata morgana, en ørkenspejling, en luftspejling. Noget, som man tror, er dér. Men som man kun ser, fordi man ønsker at se det.

For sandheden er, at vi har en pandemi – og en britisk virusvariant, som vi med de nuværende restriktioner kun lige holder stangen. Men nu åbner vi altså samfundet mere og mere op. Det giver ikke mening, og man skal ikke være epidemiolog for at se, at smitten kommer til at stige. Måske endda voldsomt. Ja, op til fem gange så meget som nu, siger professor Viggo Andreasen.

Så kan man anføre, at vi vaccinerer. Jo, vist – men indtil nu har vi vaccineret alt for få til at bruge vaccinationen som virkemiddel mod pandemien. Kun 5,5% af befolkningen har fået begge stik. Og man skal som samfund have vaccineret cirka 10 gange så mange, nemlig minimum 50% af befolkningen, før man kan begynde at genåbne med et kontakttal, der ligger på 1 eller derover.

Og kontakttallet i dag er på 1,1.

Det vidste de så ikke i går aftes, kan man anføre. Men kontakttallet var 1 for en uge siden. Samtidig ved alle – også politikerne, at man i landene rundt om os er midt i 3. bølge, fordi man dér åbnede for tidligt – og for meget.

Men dét har de danske politikere intet lært af. Tværtimod. De 1) mener, at man godt kan genåbne, selvom 10 COVID-positive med de nuværende restriktioner smitter 11 nye, så 2) politikerne lægger altså grandiose planer for et gyldent forår, som med ret stor sandsynlighed ikke bliver til virkelighed.

Tværtimod. Den manglende evne til at holde ud og tage ansvar (og det gælder både borgere, politikere og medier) har ført til den store genåbningsplan, som igen vil betyde flere smittede, flere indlagte og flere døde.

Denne ørkenvandring i pandemiens tid bliver derfor både længere og mere dødelig end den havde behøvet at være. Meget længere – og med mange flere døde.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dag 1 i Pandemiens år 2

Godmorgen til dag 1 i Pandemiens år 2. Det ser ikke for godt ud.

Holdningen i øjeblikket hos meningsdannere, politikere og medier er nemlig:
Den her genåbning kan kun gå godt.

At alle andre lande oplever nærmest eksplosivt stigende smittekurver med deraf følgende døde og pres på sundhedsvæsenet, når den britiske variant tager over, og der samtidig åbnes bare lidt op, mener man tilsyneladende ikke, at vi kan bruge til noget i Danmark.

Det kommer jo ikke til at ske her, er man sikre på.

For her tester vi jo, og er SÅ gode til at holde afstand og passe på.

Og vacciner har vi også – ja, vi er ”næsten” færdige med at vaccinere dem over 85 år.

Så vi kunne faktisk have åbent endnu mere, endnu hurtigere – hvis ikke SSI og andre myndigheder havde haft sådan nogle konservative beregningsmodeller, hedder det sig.

Så: Lad os bare få gang i mere genåbning NU – og det kan kun gå for langsomt, lyder mantraet igen og igen.

Er jeg den eneste, som synes, at det er meget, som ikke rimer?

Er jeg den eneste, som tænker, at virus er ligeglad med nationalitet? Og at det også gælder den meget mere smitsomme og mere dødelige britiske variant.

Er jeg den eneste, som mener, at danskerne er lige så dårlige som alle andre til at holde afstand etc?

Er jeg den eneste, som mener, at vi som minimum skal have vaccineret ALLE over 65 år og ALLE udsatte? For de dør nemlig i stort tal, hvis de smittes. Pt. mangler vi som sagt ALLE mellem 65 og 84 år – og en stor del af de udsatte grupper.

Er jeg den eneste, som er bekymret over den hastige genåbning?

Er jeg den eneste, som tænker, at det her kan ende med, at vi i pandemiens sidste måneder mister alle de mennesker, hvis liv vi reddede i det første år?

Det vil være så smerteligt, så tåbeligt, så meningsløst.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Genåbning: Abens mange siddepladser

Til pressemødet i Statsministeriet for snart en måned siden d. 28. januar 2021 sagde Mette Fredriksen:

Citat:

Før nytår udgjorde den nye mutation omkring to procent af de prøver, der blev analyseret nærmere her i Danmark.
I den første uge af januar var det tal fire procent. For sidste uge er det foreløbigt 13,5 procent.
Så selvom de smittetal, som jeg tror, de fleste af os følger hver eneste dag, går den rigtige vej, så vurderer Statens Serum Institut, at den nye mutation er så smitsom, at den spreder sig, selv med de meget omfattende restriktioner, der gælder i hele Danmark.

Udviklingen med den her nye mutation, og at den spreder sig, som den gør, den kan vi ikke stoppe. Men vi skal gøre alt, hvad vi kan for at forsinke den mest muligt.
Derfor vil vores melding i dag for mange mennesker være nedslående.

Det er desværre nødvendigt at forlænge nedlukningen af Danmark med tre uger, og det vil sige til og med 28. februar.

Citat slut.

Læs hele talen her på Statsministeriets hjemmeside: https://www.stm.dk/presse/pressemoedearkiv/pressemoede-den-28-januar-2021/

Siden er alt gået den gale vej, også presset på genåbning. Og i går kom så meldingen om, at dele af Danmark genåbner om nogle dage. Det sker på et tidspunkt, hvor den britiske mutation (som er den nye mutation, der nævnes) i sidste uge var på 57%. Eller fire gange så meget som i slutningen af januar, hvor der ikke var mindste slinger i valsen omkring at fortsætte nedlukningen af Danmark. Spørgsmålet er derfor ligetil:

HVORDAN KAN MAN SÅ I DAG FORSVARE EN DELVIS GENÅBNING?

Det giver nul mening – medmindre vi i mellemtiden havde fået vaccineret samtlige risikogrupper og alle ældre. Det har vi ikke. Vi er fx ikke engang begyndt endnu på gruppen 80-84-årige, som er blandt dem, der har størst risiko for at blive alvorligt syge og dø af COVID-19. Og mange andre udsatte grupper og frontpersonale er også stadig langtfra færdigvaccineret – eller overhovedet i gang.

Læs dertil at vi stadig – selv med de voldsomme restriktioner – har høje smittetal.

Og spørgsmålet bliver indlysende: HVORFOR OVERHOVEDET GENÅBNE?

Det kommer til at koste liv – og det trækker pandemien i langdrag. Så der er heller ikke nogen økonomisk grund til det. Tværtimod vil både virksomheder og butikker – trods nogle få dages indtjening nu – samlet skulle vente længere på at komme tilbage til normale tilstande.

For mere genåbning fører til mere smitte og flere døde. Det burde vi efterhånden vide. Det nye er så, at det bliver værre denne gang, fordi den britiske mutation både er mere smitsom og mere dødelig.

Så det giver ikke mening at genåbne. Men det er ikke kun regeringens ansvar.

Såvel regering som opposition, støttepartier (minus Enhedslisten), virksomheder og medier – alle med magt i Danmark – bærer ansvaret for denne fatale fejltagelse i håndteringen af pandemien. For ALLE (igen minus Enhedslisten) har de presset på for genåbning, genåbning og mere genåbning – trods pandemiens udvikling.

Så når ansvaret – også kaldet aben – skal placeres, så har den mange steder at slå sig ned.

Mange siddepladser, men lur mig om ikke ALLE til den tid, både regering, opposition, støttepartier (og forhåbentlig stadig minus Enhedslisten), virksomheder og medier vil fraskrive sig ansvaret af det massive svigt, som de lige nu udøver overfor den danske befolkning.

For ingen med magt tager det voksne, ansvarsfulde valg og siger NEDLUKNING, indtil vi har vaccineret dem, som skal vaccineres, før vi kan begynde at forsvare at genåbne.

Tilføjelse kl. 14.37: Kontakttallet er steget fra 0,9 til 1,1 samlet set. Altså en stigende smitte. Det kalder statsministeren en kalkuleret risiko! Mens sundhedsminister Magnus Heunicke på sin Facebook skriver: “Epidemien ser dermed ud til at være i begyndende vækst og på sundhedsmyndigheder og eksperters anbefaling”.

Det er svært at tro, at sundhedsmyndighederne anbefaler en epidemi. Det gør de heller ikke. I et notat skriver Sundhedsstyrelsen at: Hele forudsætningen for at kunne lave en genåbning i øjeblikket er også, at vi holder skarpt øje med udviklingen og er klar til at gribe ind.

Klar til at gribe ind – og være voksne! Ja, det er netop så det, som mangler bigtime hos magthaverne. Må Danmarksbloggen anbefale alle troende at bede en bøn – og alle om at holde godt fast. For vi er på vej ind i den farligste tid indtil nu i pandemien.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danske medier misser verdensnavn

Danske medier er nogle pudsige størrelser.

Når nogle verdensnavne kommer til landet, så skrives der om det i samtlige medier i dagevis op til – ja, indimellem nærmest ugevis, og når den-i-hele-verden-kendte så endelig kommer, så står den på rød løber og masser af kendisser. Men når andre verdensnavne arriverer til vores land, så forbigås det i tavshed. Ingen rød løber og ingen kendisser, der skal pleje deres image og netværk.

Det skete for eksempel for Jeff Dunham, der er noget så særligt som verdensberømt bugtaler.

Han gæstede Aalborg i tirsdags, hvor de 2400 billetter blev revet væk på under fem minutter, da de blev sat til salg tilbage i november – hvad man kunne læse i Nordjyske for et halvt år siden: https://nordjyske.dk/nyheder/dunham-show-udsolgt-paa-rekordtid/3a2bc548-e6c0-4cd7-8722-f00610b10b7f

Det var faktisk ny rekord for udsolgt på stedet, og avisen fulgte da også op med en artikel om et træ, som Dunham plantede, da han så besøgte Aalborg i tirsdags: https://nordjyske.dk/nyheder/jeff-dunhams-plantede-syngende-trae-silence-i-kill-you/8dc9716d-3108-493d-9ab5-82b34c0aa41a

I går var Jeff Dunham så i Valbyhallen i København, hvor en større, men ligeså propfuld arena klappede og grinede af hans samtaler med hans dukke-venner: Den vrantne Walter, den øl-glade Bubba, den lilla Peanut og sidekicket José, den nye præsidentielle rådgiver Bob – og så selvfølgelig den døde terrorist Achmed.

Men hvor københavnerne var mødt op i hobetal, så glimrerede hovedstadens medier ved deres fravær, og det er bizart. For her kommer en mand, der har succes over hele verden med at gøre grin med alt og alle – både sig selv, sit eget land USA og også de steder, som han besøger, og der er tale om netop den ord-spillende og sorte humor, som vi danskere siger, at vi elsker.

Men når verdens måske bedste bugtaler så endelig er i byen på et ud af kun ti stop i Europa, så enten gider medierne ikke møde op – eller også så ved de ikke, at det foregår. Begge dele er sådan set lige slemt. For bør medierne ikke skrive om det, som danskerne er optaget af?

Og danskerne kan lide Jeff Dunham, der let kunne have solgt ti gange så mange billetter, ja måske endda også tyve gange så mange som de i forvejen adskillige tusinde, der var tilstede i Valby-hallen i går.

Se mere om ham her: https://www.youtube.com/channel/UC0NaWwWghJD37rMK2AYDidg

Men det enten ignorerede man eller nåede ikke at opdage i den del af andedammen, hvis opgave det er at formidle andedammens liv og nyheder. Så jo, vi er stadig et lille land med øjnene fast fæstnet på os selv, hvis nogen skulle være i tvivl.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Pengemænd og reklamer gør medier ufrie

Vi skal have alternativer til DR. Private kan også lave public service, hævder regeringen som argument for at skrælle 20% af DR.

Danmarksbloggen siger: Ja, hvis de medier har en høj moral … og en god etik.

Men hvordan sikrer man det? For det er som bekendt en dårlig hund, der bider den hånd, som fordrer den.

Så hvordan kan vi som seere vide, at en tv-station, der er finansieret af en privat pengemand eller af reklamer, vil være i stand til at forholde sig objektiv og kritisk, hvis samme pengemand eller nogen af hans venner og bekendte og samarbejdspartnere er involveret i noget skidt?

Hvordan kan vi vide, at tv-stationen ikke har et overordnet politisk formål, som alting i nyhederne og i programmerne i øvrigt vinkles efter?

Svaret er, at det kan vi heller ikke. Svaret er, at pengemænd og reklamer ikke giver medier, som er objektive eller frie – men derimod medier, som er parter i det politiske spil, som alle medier ellers burde have travlt med at afdække og fortælle om i stedet.

Så pengene skal tilbage til DR – gerne med større krav om mere og bedre public service – og mindre ligegyldigheder som mangel-på-talent-shows og den slags.

For medierne skal være samfundets bidske vagthunde overfor alle med magt … i stedet for at være magtens forlængede arm.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Friheden og demokratiet er under angreb

Det er farlige tider vi lever i. Friheden og demokratiet er under angreb – også i Danmark.

Tag bare Saxo Banks stifter Lars Seier Christensen – pengemanden bag LA – som i går aftes hos Clement gjorde sig til talsmand for, at det amerikanske nyhedsmedie CNN var blevet et politisk parti. Han mente også, at beskrivelsen i medierne af Trump var unuanceret … ! Trump var jo bare en bramfri mand.

Men også fra den anden side af det politiske spektrum kommer der pt. en trussel mod demokratiet og friheden. Alternativet, Radikale og SF er gået sammen om at prøve at lave en aftale med de andre partier om, at der aldrig skal laves en afstemning i Danmark om fortsat dansk medlemskab af EU.

Hvis det lykkes, vil det være tordnende udemokratisk og unfair overfor både nuværende og kommende generationer.

Samfundet og demokratiet skal have lov til at udvikle sig – og det gøres bedst med frie valg, fri debat og en fri presse.

Så enkelt er det …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Når Etisk Råd svigter etikken

Debatten om skat på oksekød er ligeså intens som smagen af en god bøf – og bølgerne er kun blevet højere af, at Kirsten Halsnæs, professor i klima og økonomi – og selv medlem af Etisk Råd, går ud og undsiger Etisk Råds anbefaling af en skat på oksekød.

Hendes udmelding er, at en sådan skat udelukkende er symbolpolitik – og at man skal kigge på hele landbrugets udledning af drivhusgasser, hvis det skal batte noget. Det mener Danmarksbloggen også – se mere her: http://danmarksbloggen.dk/?p=8342

Spørgsmålet, som står tilbage, er derfor også: HVORFOR lyttede de andre medlemmer af Etisk Råd ikke til hendes ekspert-viden? Halsnæs har trods alt forsket i emnet i 20 år. Handlede det om at ellers intelligente mennesker mere troede på deres egne fornemmelser end på hendes viden? Eller handlede det om et desperat behov for at markere sig i medierne?

Uanset hvad, så har Etisk Råd svigtet etikken, når et flertal af medlemmer tilsidesætter, konkret viden og anbefaler noget, der er i direkte modsætning hertil. For et organ som Etisk Råd skal selvfølgelig ikke være uvildige (ellers har de jo ingen funktion) – men deres anbefalinger må som minimum være i overensstemmelse med den på området anerkendte viden. Ellers så svigter Etik Råd sit eget grundlag – og så bliver rådet ligegyldigt.

Og det vil unægtelig være en skam i en tid, hvor alt gøres op i penge, og hvor der er desperat brug for stemmer i den offentlige debat, som ser tingene fra en anden side end den økonomiske.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det gamle sorte: Medmenneskelighed

At sige at grænsekontrollerne er den store nyhed i disse dage er en underdrivelse. Sagen fylder hele mediebilledet.

Desværre beskrives sagen ikke særlig nuanceret. Den handler i medier og hos politikere primært om 1) Hvordan kan vi undgå flygtninge og 2) Hvor besværligt og dårligt er grænsekontrol for bevægelighed og integration – altså den i Øresundsregionen og den ved den tyske grænse, ikke den af flygtninge.

Danmarksbloggen tænker: Man kunne også anlægge den menneskelige vinkel, som det hedder i mediesprog. Det er sådan en vinkel, hvor man fokuserer på, hvad der sker med de stakkels mennesker, som er flygtet fra krig og gru.

Men den vinkel er åbenbart gammeldags, det gamle sort.

Danmarksbloggen vil dog anføre, at det menneskesyn, som vokser frem i Europa i øjeblikket, er endnu mere sort, kulsort faktisk …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk