Danmark blev blåt og sort

Kommunalvalget er forbi. Et valg i pandemiens skygge. Valgdeltagelsen var også en del lavere end sidste gang: 67,2% her i 2021 mod 70,3% i 2017.

Mange steder er konstitueringen stadig i gang, og vi har næppe set det sidste kup, den sidste aftale bag lukkede døre mellem partier, som på landsplan aldrig ville ”gå i regering” med hinanden.

Alligevel kan vi godt konkludere, at det kommunale Danmark er blevet blåt – og sort.

Blåt fordi de konservative havde et kanonvalg, og fik borgmesterposter steder, hvor de aldrig har haft en borgmester før – som på ærke-socialdemokratiske Bornholm (her dog hjulpet på vej af en aftale mellem de blå og Enhedslisten!).

Ja, de konservative mistede så også deres historiske borgmesterpost på Frederiksberg. Men det skyldtes mere den nu afgående borgmester og hans boligsag end den positive vibe, der er omkring de konservative i øjeblikket.

Men Danmark blev også sort. Ny Borgerlige havde ET som i 1 valgt medlem i et byråd i den periode, som er ved at være slut (de fik så undervejs lidt flere, når DF-valgte medlemmer skiftede over til Ny Borgerlige). Men i går fik partiet valgt 64 medlemmer ind i byråd over hele landet. Det er selvfølgelig til dels sket på Dansk Folkepartis bekostning, men ikke kun.

Så selvom mange af os taler om klima og natur som det vigtigste politiske emne, så findes der også et Danmark, som hellere vil udnævne indvandrere og flygtninge til syndebukke – og give dem skylden for alt.

Et Danmark, som ønsker lette løsninger på komplekse problemstillinger, som ikke gider bekymre sig om miljø, som i en utryg tid ønsker faste strukturer og ”det man kender”. Derfor tilslutningen til Konservative og Ny Borgerlige.

Det peger alt sammen frem mod et folketingsvalg, som kun er halvandet år væk. Et valg, hvor Pape gerne vil være og kan blive statsminister – selvom han ikke har sagt det offentligt endnu. Et valg, hvor Ny Borgerlige kan få et jordskredsvalg, især hvis presset på EU´s ydre grænser fortsætter – og der stadig er ballade med afviste asylansøgere og indvandrere i Danmark.

Det med at være statsminister vil socialdemokratiske Mette Frederiksen også gerne fortsætte med at være. Men i går tabte socialdemokraterne terræn stort set alle steder – og mest i de store byer, selvom de beholdt borgmesterposterne.

I København mistede Socialdemokratiet så meget, så Enhedslisten nu er hovedstadens største parti. Det kom der så ingen overborgmester ud af. For de andre partier – også SF som var til salg for en borgmesterpost, som de havde fået alligevel – vil ikke have en overborgmester fra Enhedslisten, så de valgte den socialdemokratiske Sophie Hæstorp Andersen.

Generelt tabte naturen – og dermed Fælleden – i hovedstaden.

For nok vandt Enhedslisten 4 mandater, men Alternativet tabte også 4. Og så går det lige op i den rød-grønne alliance, som ikke formåede at suge et eneste af Socialdemokratiets 5 tabte mandater til sig. Så hvor meget vandt Enhedslisten i grunden i København?

Ikke nok i hvert fald til at gøre naturen grøn og undgå, at betonalliancen vandt kampen om Fælleden og Lynetteholmen. Så nu er lærkesangen på sletten slut – og et blå-sort mørke sænker sig over Danmark.

Vinteren er på vej.

Og vi må håbe, at vi ikke bliver syge. For totalt fraværende i denne valgkamp har regionalvalget – og dermed regionerne og det vigtige spørgsmål om sundhed og sygeplejersker været.

For sundhed hører ind under regionerne. Men ingen medier har gidet beskæftige sig med det, selvom det er et centralt samfundsområde. Medierne har på den måde svigtet deres samfundsmæssige forpligtelse.

Måske fordi mange af dem har en blå-sort opfattelse af samfundet – og deres redaktører og journalister et adgangskort til privathospitalerne?!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.