Det risikerer at ende med triage

Det er højsæson for Corona – igen.

Men vi taler ikke om Corona-elefanten i rummet. Ikke rigtig. Vi taler om dens snabel, som kan være smittetallene. Eller halen, som kan være de indlagte. Enkelte tør måske kort nævne kroppen, som kan være dem, der skal passe og pleje de syge.

Dem, som bærer det hele i denne pandemi: Lægerne og sygeplejerskerne.

Men det er kun kort, at vi berører den del. For vi ved jo godt, at læger og sygeplejersker er trætte. Ja, de er udmattede. Ikke desto mindre forventes det, at de endnu en vinter kan yde mere end maks.

Men det kan de ikke. Sundhedspersonalet er slidt og træt – og vi skal passe på dem.

Til gengæld kan – og skal – vi andre gøre noget:

  1. Gå med mundbind – selvom det ikke er påkrævet.
  2. Begrænse vores sociale adfærd.
  3. Blive hjemme, hvis vi – eller vores børn – er bare den mindste smule dårlige.
  4. Arbejde hjemme – hvis vi kan.
  5. Blive vaccineret, hvis ikke vi er dét i forvejen.
  6. Og er vi færdigvaccinerede, så sige ja, tak til booster-stikket, altså det tredje stik, når vi får det tilbudt.

Vi er nemlig nødt til at gøre mere, end vi gør nu – hvis ikke vi skal ende i en situation, der er værre sidste vinter.

For det er nemlig så slemt lige nu, at vi risikerer at ende i en triage. Og en triage er ikke for hverken børn eller voksne.

Triage er grumt, og det kan blive virkeligheden i Europa – og i Danmark – i den kommende vinter.

Triage er en situation, som man kender fra krige og pandemier og andre situationer, hvor samfundet er helt ude af de vante rammer. Triage går ud på, at man klassificerer de syge efter et benhårdt system, fordi ressourcerne er alt for små i forhold til antal ramte.

Kort fortalt så deler man i triage patienterne op i:

  • De døde. Et menneske kan kun placeres i denne gruppe, når en læge har konstateret, at døden er indtruffet. Medmindre det er helt tydeligt, at personen er død. Det er som regel lettere at se i en krig end i en pandemi.
  • Patienter – for hvem behandling vil være livreddende. Her handler det som minimum om livreddende førstehjælp – samt at stabilisere patienten efter ABCDE-principperne. Det er blandt andet at sikre, at patienten kan trække vejret. Her sætter man ressourcer ind.
  • Patienter – der kan klare sig uden øjeblikkelig behandling. Man skal som minimum sikre sig, at de patienter kan flyttes andre steder hen – eller klare sig uden behandling i en periode. Her sætter man ressourcer ind, hvis/når man kan.
  • Patienter – som kan klare sig uden behandling. Men også patienter – som skønnes ikke at kunne overleve, selvom de får behandling. Her sætter man ingen ressourcer ind. Ja, rigtigt. Ingen ressoucer.

Med andre ord: Hårdt pressede læger skal på få minutter vurdere, om en COVID-syg kan overleve eller ej. Om man skal bruge ressourcer eller ej. Og hvis, så hvad hjælp vedkommende skal – eller rettere kan – få i et system, hvor man ikke kan hjælpe alle, som har desperat brug for hjælp.

Det er et skrækscenarie. Et mareridt, hvor læger hele tiden skal vurdere, hvem der skal have en chance – og hvem det ikke nytter at gøre noget for.

Lægerne i lande som Italien og Spanien var igennem det i begyndelsen af pandemien. Nu kan det også blive virkeligheden for læger i Danmark. I Tyskland tales der helt seriøst om allerede nu at overgå til triage på de hospitaler, der ligger i de mest smitteramte tyske områder.

Og imens taler danskerne om julefrokoster, og at det ikke er rart at gå med mundbind – og andre petitesser.

Snotforkælede danskere, fristes man til at sige.

Situationens alvor er i hvert fald ikke gået op for de danske curling-unger, som findes i adskillige voksen-udgaver både på Christiansborg, i virksomhederne og alle andre steder i samfundet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.