Det risikerer at ende med triage

Det er højsæson for Corona – igen.

Men vi taler ikke om Corona-elefanten i rummet. Ikke rigtig. Vi taler om dens snabel, som kan være smittetallene. Eller halen, som kan være de indlagte. Enkelte tør måske kort nævne kroppen, som kan være dem, der skal passe og pleje de syge.

Dem, som bærer det hele i denne pandemi: Lægerne og sygeplejerskerne.

Men det er kun kort, at vi berører den del. For vi ved jo godt, at læger og sygeplejersker er trætte. Ja, de er udmattede. Ikke desto mindre forventes det, at de endnu en vinter kan yde mere end maks.

Men det kan de ikke. Sundhedspersonalet er slidt og træt – og vi skal passe på dem.

Til gengæld kan – og skal – vi andre gøre noget:

  1. Gå med mundbind – selvom det ikke er påkrævet.
  2. Begrænse vores sociale adfærd.
  3. Blive hjemme, hvis vi – eller vores børn – er bare den mindste smule dårlige.
  4. Arbejde hjemme – hvis vi kan.
  5. Blive vaccineret, hvis ikke vi er dét i forvejen.
  6. Og er vi færdigvaccinerede, så sige ja, tak til booster-stikket, altså det tredje stik, når vi får det tilbudt.

Vi er nemlig nødt til at gøre mere, end vi gør nu – hvis ikke vi skal ende i en situation, der er værre sidste vinter.

For det er nemlig så slemt lige nu, at vi risikerer at ende i en triage. Og en triage er ikke for hverken børn eller voksne.

Triage er grumt, og det kan blive virkeligheden i Europa – og i Danmark – i den kommende vinter.

Triage er en situation, som man kender fra krige og pandemier og andre situationer, hvor samfundet er helt ude af de vante rammer. Triage går ud på, at man klassificerer de syge efter et benhårdt system, fordi ressourcerne er alt for små i forhold til antal ramte.

Kort fortalt så deler man i triage patienterne op i:

  • De døde. Et menneske kan kun placeres i denne gruppe, når en læge har konstateret, at døden er indtruffet. Medmindre det er helt tydeligt, at personen er død. Det er som regel lettere at se i en krig end i en pandemi.
  • Patienter – for hvem behandling vil være livreddende. Her handler det som minimum om livreddende førstehjælp – samt at stabilisere patienten efter ABCDE-principperne. Det er blandt andet at sikre, at patienten kan trække vejret. Her sætter man ressourcer ind.
  • Patienter – der kan klare sig uden øjeblikkelig behandling. Man skal som minimum sikre sig, at de patienter kan flyttes andre steder hen – eller klare sig uden behandling i en periode. Her sætter man ressourcer ind, hvis/når man kan.
  • Patienter – som kan klare sig uden behandling. Men også patienter – som skønnes ikke at kunne overleve, selvom de får behandling. Her sætter man ingen ressourcer ind. Ja, rigtigt. Ingen ressoucer.

Med andre ord: Hårdt pressede læger skal på få minutter vurdere, om en COVID-syg kan overleve eller ej. Om man skal bruge ressourcer eller ej. Og hvis, så hvad hjælp vedkommende skal – eller rettere kan – få i et system, hvor man ikke kan hjælpe alle, som har desperat brug for hjælp.

Det er et skrækscenarie. Et mareridt, hvor læger hele tiden skal vurdere, hvem der skal have en chance – og hvem det ikke nytter at gøre noget for.

Lægerne i lande som Italien og Spanien var igennem det i begyndelsen af pandemien. Nu kan det også blive virkeligheden for læger i Danmark. I Tyskland tales der helt seriøst om allerede nu at overgå til triage på de hospitaler, der ligger i de mest smitteramte tyske områder.

Og imens taler danskerne om julefrokoster, og at det ikke er rart at gå med mundbind – og andre petitesser.

Snotforkælede danskere, fristes man til at sige.

Situationens alvor er i hvert fald ikke gået op for de danske curling-unger, som findes i adskillige voksen-udgaver både på Christiansborg, i virksomhederne og alle andre steder i samfundet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Samme moral af politikere som af læger og politi

Politikere er der kun få mennesker, der stoler på. Så når/hvis en politiker lyver, og det bliver opdaget, reagerer de fleste blot med et skuldertræk og en nå-ja-det-var-jo-hvad-man-kunne-vente-sig-af-den-slags-mennesker-attitude.

Politi og sundhedspersonale som læger og sygeplejersker derimod stoler vi på. Dem kan vi slet ikke forestille os som nogen, der kan finde på at lyve, snyde, svindle og bedrage.

Det kan de så godt.

Læger kan fx have en økonomisk interesse i at udskrive antidepressiv medicin i stedet for at tage en god snak med en patient i krise.

Eller som man så det i sagen fra Lyngby, hvor en læge, der var far til et barn, som han ikke ønskede, fik to lægevenner med på at udskrive lægeerklæringer om påståede angstanfald samt en forfalskning af DNA-rapporten – således så lægen ikke kunne være far til kvindens barn. Det var han så alligevel – og det er også blevet bevist nu.

Den slags svindel får danskerne helt op i det røde felt. Den juridiske dom forventes i næste uge. Men den moralske er for længst faldet: SKYLDIG – og herut med de tre læger.

Og det er helt fint. For det du´r ikke, at vi ikke kan stole på dem, der tager sig af vores helbred (sundhedsvæsenet) eller af vores sikkerhed (politiet).

Men hvorfor i alverden accepterer vi mindre, når det kommer til vores politikere?

Danmarksbloggen ønsker absolut ikke amerikanske tilstande. Politikerne skal ikke være lyde- og fejlfri, og deres privatliv kommer ikke andre ved – medmindre selvfølgelig det påvirker vedkommendes politiske arbejde. Så er det vigtigt.

Men at have politikere der misbruger de offentlige midler, lyver vælgere og partikammerater bevidst lige op i ansigtet, og hvad der ellers sker af ting, der ikke burde ske, og som ret beset også er ulovlige – dét er bare ikke ok.

Den slags mennesker – og her kan man som minimum indregne Løkke og Pape, der begge har misbrugt deres positioner i dén grad – burde sparkes ud af dansk politik hurtigere end nogen kan nå at sige bilagssag eller fodboldstadion.

For vi skal simpelthen kunne stole ligeså meget på dem, der styrer vores land og rammerne for vores allesammens hverdag, som vi skal kunne regne med dem, der står for sundhed og sikkerhed.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Har lægerne glemt deres lægeløfte?

I dag skriver Politiken, at lægerne på Amager truer med at aflevere deres ydernummer og istedet tage over Øresund for at arbejde i Sverige. Ja, de er allerede i gang med at søge om tilladelse til at arbejde i Sverige:

http://politiken.dk/indland/ECE1964941/amagers-praktiserende-laeger-truer-regeringen-vi-tager-til-sverige/

Lægekonflikten spidser altså til.

Men en lægekonflikt er ikke som en lærerkonflikt, en pædagogkonflikt og hvad vi ellers har været vidne til i de senere år. Der er store etiske, moralske og lægelige forskelle.

For kendetegnede for de andre konflikter er, at de er ubehagelige og skaber uro og problemer, men de gør ikke varig skade på noget menneske.

Det vil en lægekonflikt ikke alene kunne gøre. Den vil også komme til at koste liv.

Jeg er helt på det rene med, at lægerne selvfølgelig skal have ordentlige arbejdsvilkår. Det siger sig selv. MEN at de er parate til at risikere deres patienters liv og levned i arbejdskampen er direkte i modstrid med det lægeløfte, som de har taget.

Selv er lægerne bevidste om situationens alvor. Formand for Amager Lægelaug Trine Jeppesen, der er praktiserende læge på Amagerbrogade, siger i artiklen fra Politiken: “Vi er godt klar over, at det kommer til at ramme vores patienter hårdt. De patienter, som går ofte til lægen, bliver hårdest ramt. Det er svage borgere uden mange penge. Det er syge, ældre og kronikere.”

Så de ved det altså godt, lægerne. Alligevel vælger de at fortsætte.

Danmarksbloggen spørger: HVORFOR???

For nok kan man tillade sig meget i en arbejdskamp, men at spille hasard med andre menneskers liv og helbred er og bliver altid forkert på både det etiske, det moralske og det lægelige plan.

For det er det, som vi taler om: At lægerne svigter deres lægeløfte med denne opførsel. De skal redde liv – og ikke sætte folks liv på spil. Men hvis lægerne gør alvor af deres trussel, ja, så kommer det til at koste menneskeliv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vil du betale for at gå til lægen? Historien om den skjulte lægekonflikt

Aviser, tv og alle andre medier svømmer over med lidt nyt, men især gentagelser af allerede gamle argumenter og hændelsesforløb i den igangværende konflikt på skoleområdet. Og vel er det da vigtigt med hvilke rammer, der skal være om vores børns undervisning. Viden er som bekendt det, som vi lever af i Danmark.

Men i første omgang skal vi leve … og til dét behøver vi et godt helbred. Og her er de praktiserende læger krumtappen i arbejdet med at sikre et generelt højt helbredsniveau i Danmark, og sådan har det været i årtier.

Men nu er denne fantastiske ordning truet. For cirka fem måneder siden afbrød regionerne aftaleforhandlingerne med de praktiserende læger – og siden er der ikke sket noget.

Lægerne har derfor skrevet nedenstående åbne brev, hvor de opfordrer sundhedsminister Astrid Krag (SF) til at henstille til regionerne, at de vender tilbage til forhandlingsbordet:

http://www.laeger.dk/portal/page/portal/LAEGERDK/Laegerdk/Nyheder?public_visningsType=1&public_nyhedsId=87215

Det vil Astrid Krag imidlertid ikke. Den sag må parterne selv om, er meldingen. Gad vide, om hun ville sige det samme, hvis der var bare halvt så meget medieomtale af denne konflikt som der er om lærernes? Sikkert ikke. Populismen har hæderkronede dage.

Men det er bare ikke ok. For hvis parterne ikke finder en løsning, kan resultatet være, at danskerne – ihverfald i en overgangsperiode – selv må betale for lægebesøg.

Og dét vil være mange gange mere alvorligt end om børnene skal gå i skole to timer kortere eller længere. For det vil betyde, at folk kommer senere til lægen. Og dermed bliver det på sigt dyrere for samfundet, da den enkelte bliver både mere alvorligt syg samt syg i længere tid. Og for den enkelte kan det være katastrofalt.

Helt galt bliver det, hvis der indføres en fast praksis om egenbetaling hos den praktiserende læge. Det vil skabe en social slagside i det danske samfund, der vil være så stor, at den for alvor tuer med at vælte de sidste rester af det solidariske, rummelige og tolerante Danmark, som måske idag mere er en drøm end så meget andet.

Men en drøm, som vi er mange, der drømmer med på – og som derfor stadig har en chance.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk