Gratis læseprøve: En anderledes jul – og et tjek af traditionerne

En ny juletid starter i dag, men det sker stadig i Corona´ens skygge. Danmarksbloggen bringer derfor på de fire adventssøndage fire uddrag af undertegnedes julebog fra 2020 “Glade jul – også i en Corona-tid”, som kan købes her:

https://www.saxo.com/dk/glade-jul-ogsaa-i-en-corona-tid_epub_9788740440379

Prisen er i skrivende stund beskedne 37,50. Eller det samme som en flaske rødvin eller en pose Matador-mix.

Bogen om julens traditioner og med ideer til at holde en Corona-venlig jul er tilmed en e-bog, så den ankommer til dig med det samme – og helt uden smitterisiko.

Og her på 1. søndag i advent kommer altså den første af fire gratis læseprøver. I dag med kapitlet om, at man godt kan holde jul på en anderledes måde:

En anderledes jul – og et tjek af traditionerne

Jul bliver det – også i en Corona-tid. Men det bliver en anderledes jul i år, hvor mange vil savne en masse traditioner og måske også familiemedlemmer og venner.

Men denne Corona-jul kan samtidig være en oplagt mulighed til at re-tænke vores skikke og måske give vores jul et nyt indhold. For den danske juletradition nummer ét, som hænger lige så tungt i de danske hjem, som dansk julemad ligger i maven, er, at danskerne holder jul på samme måde hvert år.

Og ve den, der foreslår at spise eller gøre noget andet. Det er det rene jule-forræderi, synes de fleste.

Men Corona-julen kunne være en god anledning til at give julen et grundigt relevantheds-tjek:

Hvilke traditioner holder – og hvilke er lige meget?

Er det stadig sjovt med for eksempel pakkeleg – eller er det lidt anstrengt efterhånden?

Kunne vi spise noget andet end gris og and? Noget lettere? Mere grønt?

Og måske også noget andet til dessert? Måske den engelske julekage Christmas Pudding, der er fuld af tørret frugt, krydderier og alkohol som brandy, cognac eller rom. En julekage, som også giver en oplevelse, når den serveres. For så flamberes den typisk med brandy, så blå flammer står op, og skaber stemning i den mørke stue. Kombinationen af sødt, krydret, alkohol – og ild lyder også umiddelbart som noget, der kan tiltale danskerne, der som et af de få folkeslag sætter levende lys på juletræet.

For juletræet beholder vi formentlig. Men:

Kunne juletræet blive ét, som kunne genplantes? Det talte man meget om i 2019, hvor det ikke gik helt efter planen alle steder. Men ideen om et klima-rigtigt juletræ er stadig god.

Og hvem skal pynte juletræet? Skal det altid være moderen, som det er i mange hjem – eller kan det være børnene? Eller skal man gøre det i fællesskab?

Skal vi stadig alle sammen give hinanden en julegave? Eller kunne vi skære ned på forbruget? Også for klimaets skyld.

Skal vi have mandelgave – eller ej?

Og endelig den svære: Skal man absolut være sammen med alle i ens familie, også dem, som man ellers ikke ser resten af året – og måske ikke har så meget tilfælles med?

Julen er i bund og grund ment som en tid til fred og glæde, så man kan med fordel stille sig selv spørgsmålet: Hvordan skal min juletid indrettes, så det bliver en god tid? Og så finde svarene – og indrette ens jul derefter – også efter Corona.

I en husstand med flere medlemmer skal der selvfølgelig tages hensyn og være plads til mangfoldighed og rummelighed. Det er også julens dna. Heldigvis kan man komme langt med lidt smidighed. Ikke alle behøver fx at spise det samme, og man må gerne vælge at gå tidligt hjem fra en julefrokost med svigerfamilien, mens ægtefællen bliver osv.

Nogle af de løsninger, som den enkelte person eller den enkelte familie vælger, vil muligvis vække modstand fra de mere traditionsbundne kræfter i familien, men det skal man ikke lade sig gå på af.

Verden bliver ikke den samme efter Corona-pandemien, og det behøver julen heller ikke at blive. Vi kan godt lave en ny jul – delvis i hvert fald.

Det vil i så fald heller ikke være første gang.

For julens væsen er forandring, og mange af fortidens danskere ville næppe kunne genkende nutidens jul med dens glitrende juletræer, julegaver og gløgg.

Det gælder både vikingerne, som ofrede mennesker og dyr, middelalderens religiøse mennesker med adventsfaste, midnatsmesse og lange, hvide julelys – og dem, som levede i 1700-tallets bondesamfund med hvide jule-tekstiler på væggene og halm på gulvet, som de sov i julenat, fordi de døde skulle sove i sengen.

For julen ændrer sig – og vi med den. Og højtiden kan kun blive sjovere og bedre, hvis vi tør udvise noget jule-nysgerrighed.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Crazy Christmas Cabaret: Tell me about it

”Tell me about it”

Ja, dét er titlen på årets Crazy Christmas Cabaret. Den skæve, skægge og samfundsspiddende forestilling er som altid ventet med længsel. I år med endnu større forventninger, fordi Crazy Christmas Cabaret ligesom så meget andet – livet og andre småting – blev aflyst sidste år pga. ”I-ved-nok-hvad.”

I år slås vi stadig med ”I-ved-nok-hvad”, men heldigvis sker det (endnu i hvert fald) i ly af løjerne i Tivolis Glassal. Og sikke løjer. Det er Classic Crazy Christmas Cabaret – og tak for det.

For de herlige mennesker serverer lige, hvad vi har brug for: En tur tilbage til 80´erne. Et par timer med fart, fest, farver og finurlige ordspil i varme, solrige og pastelfarvede Miami.

Her møder vi den italienske mafia i form af familien Calzone, og drages ind i deres glamourøse liv mellem designertøj, alligatorer, drinks, pistoler, konkurrerende bander fra Cuba, natklubber, motorbåde, fængsler og andet guf, der leder tanken hen på 80´-er-serien ”Miami Vice”.

Det er også meningen.

I nedlukningens trange dage sad Vivienne McKee nemlig og så den gamle tv-serie.

Og ud af det absurde univers, som underverden i Miami i 80´erne var, skabte hun en forestilling med ren 80´er-nostalgi for os, der kan huske det skøre, pastelfarvede årti. Men det er også en oplevelse for dem, som ikke kan huske, dengang Boy George og Madonna var unge – og alle lavede work-out.

Det sidste glemmer ingen til gengæld efter at have været i Glassalen. Det vil jeg godt garantere. Syng ”Lets gets physical” – og så kommer billederne susende frem på nethinden.

Forestillingens anden store dame – Mama Calzone, som hun hedder denne gang – optræder som vanlig i imponerende kreationer, og vi gør også, som vi plejer. Læner os frem, når hun hviskende betror os sine hemmeligheder – og vi råber også både hooray og boo.

Årets Virgin bliver også fundet – og en publikummer involveres også. Dog ikke på scenen som normalt, men nede fra sin plads. Den forbandede ”I-ved-nok-hvad” er hele tiden til stede i skyggerne. Heldigvis glemmer vi det, når vi glade råber ”Forget about it”.

For det meste af tiden griner vi – og gribes af de gakkede løjer, som også inkluderer en i forestillingen noget mere tilstedeværende end normalt Dr. Van Helsingør.

Det er rart at se mere til ham. Også selvom han måske er ansvarlig for mere, end vi troede om doktoren med det ternede jakkesæt.

Han og en vis Donny Dump, som er en Miami-bosat milliardær, der er orange i huden, og elsker at gifte sig med østeuropæiske kvinder, har nemlig en samtale, som får fatale konsekvenser flere årtier frem.

Men den gode doktor er en elskelig fyr, som måske også får en form for PTSD i løbet af showet.

Vi hører også noget om en hr. Jobs, som vil skabe en computer, som man kan have med sig alle vegne. Det tror ingen på kan lade sig gøre.

Så kom ikke og sig, at man ikke lærer noget af at blive underholdt. Og underholdt bliver man. De danser og synger, så det er en lyst – og de små ordspil kommer hurtigere end en salve fra en maskinpistol. Det er formidabelt, forrygende og fantastisk.

Og måske også med et strejf af alvor lige så godt gemt som en pose kokain i en udstoppet alligator. For man sidder også med tanken: Var 80´erne ikke grådighedens årti? Greed is good, som mantraet lød.

For er det ikke sådan, at vi lige nu høster frugten af den overforbrugende og selviscenesættende livsstil, som for alvor startede i en sky af hårlak dengang (nogenlunde samtidig med Crazy Christmas Cabaret, som næste år har eksisteret i 40 år, hvilket fortjener et gigant HOORAY).

Men altså: Er der ikke en lige linje mellem pastelfarverne og nutiden, hvor vi sidder i klima-muddergrøften, og selv den største hvidvaskning ikke kan vaske en snus rent – uanset hvor meget vi synger ”I am what I am”.

På scenen ser vi Vivienne McKee, David Bateson, Andrew Jeffers, Bennet Thorpe, Katrine Falkenberg, Jefferson Bond, Kevin Kiernan-Molloy og Claus de Lichtenberg. Og oppe på balkonen spiller ”The Snappy Alligators”.

Danmarksbloggen giver ”Tell me about it” fem pinke flamingoer ud af seks pinke flamingoer – og tænker: Gid der kommer en runde mere i 2022.

For Crazy Christmas Cabaret og Jule-Tivoli hører sammen som hygge og æbleskiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det risikerer at ende med triage

Det er højsæson for Corona – igen.

Men vi taler ikke om Corona-elefanten i rummet. Ikke rigtig. Vi taler om dens snabel, som kan være smittetallene. Eller halen, som kan være de indlagte. Enkelte tør måske kort nævne kroppen, som kan være dem, der skal passe og pleje de syge.

Dem, som bærer det hele i denne pandemi: Lægerne og sygeplejerskerne.

Men det er kun kort, at vi berører den del. For vi ved jo godt, at læger og sygeplejersker er trætte. Ja, de er udmattede. Ikke desto mindre forventes det, at de endnu en vinter kan yde mere end maks.

Men det kan de ikke. Sundhedspersonalet er slidt og træt – og vi skal passe på dem.

Til gengæld kan – og skal – vi andre gøre noget:

  1. Gå med mundbind – selvom det ikke er påkrævet.
  2. Begrænse vores sociale adfærd.
  3. Blive hjemme, hvis vi – eller vores børn – er bare den mindste smule dårlige.
  4. Arbejde hjemme – hvis vi kan.
  5. Blive vaccineret, hvis ikke vi er dét i forvejen.
  6. Og er vi færdigvaccinerede, så sige ja, tak til booster-stikket, altså det tredje stik, når vi får det tilbudt.

Vi er nemlig nødt til at gøre mere, end vi gør nu – hvis ikke vi skal ende i en situation, der er værre sidste vinter.

For det er nemlig så slemt lige nu, at vi risikerer at ende i en triage. Og en triage er ikke for hverken børn eller voksne.

Triage er grumt, og det kan blive virkeligheden i Europa – og i Danmark – i den kommende vinter.

Triage er en situation, som man kender fra krige og pandemier og andre situationer, hvor samfundet er helt ude af de vante rammer. Triage går ud på, at man klassificerer de syge efter et benhårdt system, fordi ressourcerne er alt for små i forhold til antal ramte.

Kort fortalt så deler man i triage patienterne op i:

  • De døde. Et menneske kan kun placeres i denne gruppe, når en læge har konstateret, at døden er indtruffet. Medmindre det er helt tydeligt, at personen er død. Det er som regel lettere at se i en krig end i en pandemi.
  • Patienter – for hvem behandling vil være livreddende. Her handler det som minimum om livreddende førstehjælp – samt at stabilisere patienten efter ABCDE-principperne. Det er blandt andet at sikre, at patienten kan trække vejret. Her sætter man ressourcer ind.
  • Patienter – der kan klare sig uden øjeblikkelig behandling. Man skal som minimum sikre sig, at de patienter kan flyttes andre steder hen – eller klare sig uden behandling i en periode. Her sætter man ressourcer ind, hvis/når man kan.
  • Patienter – som kan klare sig uden behandling. Men også patienter – som skønnes ikke at kunne overleve, selvom de får behandling. Her sætter man ingen ressourcer ind. Ja, rigtigt. Ingen ressoucer.

Med andre ord: Hårdt pressede læger skal på få minutter vurdere, om en COVID-syg kan overleve eller ej. Om man skal bruge ressourcer eller ej. Og hvis, så hvad hjælp vedkommende skal – eller rettere kan – få i et system, hvor man ikke kan hjælpe alle, som har desperat brug for hjælp.

Det er et skrækscenarie. Et mareridt, hvor læger hele tiden skal vurdere, hvem der skal have en chance – og hvem det ikke nytter at gøre noget for.

Lægerne i lande som Italien og Spanien var igennem det i begyndelsen af pandemien. Nu kan det også blive virkeligheden for læger i Danmark. I Tyskland tales der helt seriøst om allerede nu at overgå til triage på de hospitaler, der ligger i de mest smitteramte tyske områder.

Og imens taler danskerne om julefrokoster, og at det ikke er rart at gå med mundbind – og andre petitesser.

Snotforkælede danskere, fristes man til at sige.

Situationens alvor er i hvert fald ikke gået op for de danske curling-unger, som findes i adskillige voksen-udgaver både på Christiansborg, i virksomhederne og alle andre steder i samfundet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmark blev blåt og sort

Kommunalvalget er forbi. Et valg i pandemiens skygge. Valgdeltagelsen var også en del lavere end sidste gang: 67,2% her i 2021 mod 70,3% i 2017.

Mange steder er konstitueringen stadig i gang, og vi har næppe set det sidste kup, den sidste aftale bag lukkede døre mellem partier, som på landsplan aldrig ville ”gå i regering” med hinanden.

Alligevel kan vi godt konkludere, at det kommunale Danmark er blevet blåt – og sort.

Blåt fordi de konservative havde et kanonvalg, og fik borgmesterposter steder, hvor de aldrig har haft en borgmester før – som på ærke-socialdemokratiske Bornholm (her dog hjulpet på vej af en aftale mellem de blå og Enhedslisten!).

Ja, de konservative mistede så også deres historiske borgmesterpost på Frederiksberg. Men det skyldtes mere den nu afgående borgmester og hans boligsag end den positive vibe, der er omkring de konservative i øjeblikket.

Men Danmark blev også sort. Ny Borgerlige havde ET som i 1 valgt medlem i et byråd i den periode, som er ved at være slut (de fik så undervejs lidt flere, når DF-valgte medlemmer skiftede over til Ny Borgerlige). Men i går fik partiet valgt 64 medlemmer ind i byråd over hele landet. Det er selvfølgelig til dels sket på Dansk Folkepartis bekostning, men ikke kun.

Så selvom mange af os taler om klima og natur som det vigtigste politiske emne, så findes der også et Danmark, som hellere vil udnævne indvandrere og flygtninge til syndebukke – og give dem skylden for alt.

Et Danmark, som ønsker lette løsninger på komplekse problemstillinger, som ikke gider bekymre sig om miljø, som i en utryg tid ønsker faste strukturer og ”det man kender”. Derfor tilslutningen til Konservative og Ny Borgerlige.

Det peger alt sammen frem mod et folketingsvalg, som kun er halvandet år væk. Et valg, hvor Pape gerne vil være og kan blive statsminister – selvom han ikke har sagt det offentligt endnu. Et valg, hvor Ny Borgerlige kan få et jordskredsvalg, især hvis presset på EU´s ydre grænser fortsætter – og der stadig er ballade med afviste asylansøgere og indvandrere i Danmark.

Det med at være statsminister vil socialdemokratiske Mette Frederiksen også gerne fortsætte med at være. Men i går tabte socialdemokraterne terræn stort set alle steder – og mest i de store byer, selvom de beholdt borgmesterposterne.

I København mistede Socialdemokratiet så meget, så Enhedslisten nu er hovedstadens største parti. Det kom der så ingen overborgmester ud af. For de andre partier – også SF som var til salg for en borgmesterpost, som de havde fået alligevel – vil ikke have en overborgmester fra Enhedslisten, så de valgte den socialdemokratiske Sophie Hæstorp Andersen.

Generelt tabte naturen – og dermed Fælleden – i hovedstaden.

For nok vandt Enhedslisten 4 mandater, men Alternativet tabte også 4. Og så går det lige op i den rød-grønne alliance, som ikke formåede at suge et eneste af Socialdemokratiets 5 tabte mandater til sig. Så hvor meget vandt Enhedslisten i grunden i København?

Ikke nok i hvert fald til at gøre naturen grøn og undgå, at betonalliancen vandt kampen om Fælleden og Lynetteholmen. Så nu er lærkesangen på sletten slut – og et blå-sort mørke sænker sig over Danmark.

Vinteren er på vej.

Og vi må håbe, at vi ikke bliver syge. For totalt fraværende i denne valgkamp har regionalvalget – og dermed regionerne og det vigtige spørgsmål om sundhed og sygeplejersker været.

For sundhed hører ind under regionerne. Men ingen medier har gidet beskæftige sig med det, selvom det er et centralt samfundsområde. Medierne har på den måde svigtet deres samfundsmæssige forpligtelse.

Måske fordi mange af dem har en blå-sort opfattelse af samfundet – og deres redaktører og journalister et adgangskort til privathospitalerne?!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sidste udkald for Amager Fælled

Maskinerne drøner, og der er dollartegn – ok, så Euro- og krone-tegn – i øjnene på politikere, By & Havn samt investorer, når de ser på, hvad der sker med Københavns grønne lunge: Amager Fælled, som bid for bid omdannes til sten- og betonørkner, mens arter og planter må lade livet i rivende hast.

Det er fælt at se på – men det kan endnu stoppes. Men det er sidste udkald. Allersidste udkald.

Så der skal handles NU!

På tirsdag d. 16. november går vi til kommunal- og regionsvalg overalt i Danmark – og det er spændende og vigtigt mange steder. Men allermest er på spil i København.

For her er det mere end kommunens ve og vel, som det gælder. Her er det den store kamp mellem pengene på den ene side og naturen på den anden. En kamp, hvis udfald kommer til at spille en rolle for hele Danmark.

For lykkes det pengene at vinde, så vil andre naturperler også blive lette(re) at løbe over ende. Men vinder naturen på Amager, så dannes der præcedens for, at vi i Danmark tænker langsigtet på natur og klima og arter og mennesker. På at vi sætter liv før penge. Præcis som det anbefales at gøre på det igangværende COP26 i Skotland.

Så brevstem i dag eller i morgen – eller gå i stemmeboksen på tirsdag d. 16. november og sæt dit kryds ved naturen …

Det er NU, det gælder.

Ps. På søndag d. 14. november kl. 12-14 er der folkefest på Københavns Rådhusplads under parolen: KOM OG SIG STOP TIL BYGGERIET PÅ AMAGER FÆLLED

Se mere her: https://www.facebook.com/events/410372743824580/

Så der skal stemmes efter at sikre naturen (også både Stejlepladsen og Lynetteholmen) – og dermed vores egen overlevelse som art. Og det er ikke en enkeltsag. Det er grundlaget for ALT. Og det haster. Uret tikker.

Sidste nye meningsmåling fra Gallup er så opløftende. Den viser nemlig, at der er et flertal udenom de blå partier – og udenom Socialdemokratiet. Et flertal med Enhedslisten som hovedstadens suverænt største parti og sammen med SF, Radikalt Venstre og Alternativet.

Skal det virke, kræver det så, at man kan få SF og de radikale til at ændre mening. Om det kan lykkes, vides ikke. Men det er en nemmere opgave end at få Socialdemokratiet til at skifte kurs, selvom mange S-vælgere er store tilhængere af at bevare Amager Fælled.

Og endnu har hver fjerde vælger ikke besluttet sig. Så stem, mød op, snak med venner, familie og kollegaer, kæmp kampen her til sidst. Det er – som dinosauren T-Rex sagde det på FN´s talerstol: Now or never!!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Demokratiet er udfordret

Minksagen og gårsdagens pressemøde med statsministeren viser det med al ønskelig tydelighed: Demokratiet i Danmark er udfordret.

Alle aktører opfatter “de andre” som fjender.

Hvis vi vil have det anderledes, kan vi starte med følgende tre ting:  

1) Vi skal afskaffe Mørklægningsloven. Magthaverne skal simpelthen kunne ses mere og bedre efter i sømmene.

2) Mange journalister – ikke alle, men mange – er enten artige mikrofonholdere, eller de har deres egen politiske agenda, og angriber – bare for at angribe. Men begge dele er at svigte pressens rolle som vagthund overfor magthaverne.

3) Færre og færre – og også for få – danskere er medlem af et politisk parti. Det skader demokratiet, når så få er med til at bestemme, hvem der kan stemmes på  – og dermed få magten i Danmark.  

Så altså: Pilen peger på både politikerne, som skal åbne mere op, journalisterne, som skal passe deres arbejde mere og bedre – og borgerne, som skal engagere sig politisk fremfor bare at brokke sig.

Demokratiet fortjener nemlig, at vi giver den en skalle. Allesammen. At vi taler sammen i en dialog – uden at se fjendebilleder eller på forhånd at have besluttet, hvad vi vil mene – og hvad de andre mener.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk