København bliver top-by i 2019, så hvorfor ødelægger vi hovedstaden?

København er tilsyneladende endt øverst på rejsesitets Lonely Planets liste over gode steder at rejse hen i 2019, idet Danmarks hovedstad får titlen af ”The world’s top city for 2019”. Det er da mægtigt, ikke sandt?

Jo, i dén grad – hvis altså ikke det var fordi vi er i gang med at smadre det, som turisterne rejser efter.

For folk fra hele verden kommer til København for at se:

Natur inde i byen som fx Amager fælled, som nu skal bebygges.

Ingen skyskrabere, men derimod gamle huse, spir og tårne – men det har både eksisterende og kommende byggerier som mange nede ved havnen og det kommende på Posthusgrunden ødelagt.

En god offentlig transport – som så stiger voldsomt i pris til januar.

God mad som fx de danske hot-dogs, der er vældig populære hos turisterne, men som ofte laves på grisekød fra grise smittet med MRSA.

Tivoli – som engang var kendt som et kulturelt mekka med teater, musik og pantomime fra morgen til aften, men nu har Liebst og Bendixen slagtet både Valmueteatret, Big Bandet og Promenadeorkesteret.

Og så cyklerne, og dem er byen jo fuld af – eller hur? Ikke de dyrt indkøbte elektriske by-cykler, som for manges vedkommende er taget af gaderne igen.

Jo, det er en køn butik og en værre redelighed. Og desværre har manden fra Lonely Planet ikke ret, når han i et indslag på TV2 siger, at når først man som by er deroppe, hvor København kommer i 2019, så bliver man.

For at holde sin postition kræver trods alt, at man ikke ændrer sig væsentligt, og det gør København hurtigere end du kan nå at sige ”rejsekortet er en fiasko, hvorfor nedlægger vi alle de historiske værtshuse samt byen har alt for mange dyre ejerlejligheder uden bopælspligt”.

Det minder lidt om, da den engelske historiker og professor David Runciman lige inden efterårsferien summerede samfundsudviklingen i verden op med at sige Alle vil være Danmark – i betydningen: Alle vil have et velfærdssystem med små sociale forskelle mellem mennesker.

Det er så rigtigt nok. Det vil alle. Dvs. Danmark vil det bare ikke længere. Danmark og København vil hellere være ligesom alle de andre anonyme storbyer og lande, hvor ulighed, fattigdom og uro hersker i golde betonørkner og med kæde-butikker uden sjæl, uden kultur.

Det kan godt undre, og man tænker, at det i dén grad er de forkerte personer, der bestemmer, hvordan samfundet og hovedstaden skal se ud. De ødelægger kulturen og skønheden, velfærden og menneskeligheden til fordel for beton, mainstream, privatisering og ulighed.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Folkets hyldest til Kim Larsen

Kan De huske scenen fra Harry Potter, hvor alle Hogwarts troldmænd og troldkvinder løfter deres tryllestave for at ære den afdøde rektor Dumbledore?

Sådan var det at være på Nytorv i aftes og stå med sin mobil højt hævet i vejret til tonerne af ”Pianomand” og ”Om lidt bli´r der stille” – sunget af spillemanden selv, hr. Kim Larsen.

Eller rettere: Det var bedre end Hogwarts, for det her var øl-drikkende, cigaret-rygende og tåre-vædende virkelighed i flere sanseløse sekunder.

Det var så indimellem svært at synge med, når klumpen i halsen blev for stor. Men så kiggede jeg blot op på stjernerne, der lyste – og så kunne jeg lidt igen.

Forud var gået optoget – eller som jeg vil kalde det hyldestmarchen fra Sofiegården på Christianshavn over Langebro, der blev indtaget med et brøl – og så gennem Indre By´s gader til Gammel Torv og Nytorv, hvor vi havde hørt både nye og gamle kunstnere synge Kim Larsen.

Og al ære og respekt for de etablerede navne, som kom og sang, men hvor var de unge og ukendte mænd dog gode. De havde den helt rette gavflab-energi – dem vil vi gerne høre meget mere til.

Bifaldet rungede i hvert fald mellem de gamle bygninger.

For det var den aften, hvor folket, det dårlige selskab, dem de andre ikke må lege med, alle os helt almindelige mennesker sagde farvel til Kim Larsen.

Det var Folkets hyldest til Danmarks bedste Spillemand nogensinde.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Når den franske præsident er i byen

Den franske præsident er på officielt statsbesøg i Danmark, og medierne bringer selvfølgelig reportager med og billeder af præsidenten, hans hustru, de danske politikere og den danske kongelige familie.

Men også hovedstaden er påvirket og har været det hele dagen.

Politikontroller af sorte biler på indfaldsvejene, politibetjente som står i massevis de steder, hvor præsidenten skal opholde sig og færdes – og det deraf følgende trafikkaos.

Det er alt sammen, som det plejer at være – også flagene på busserne, som dog ikke er Tricoloren, men udelukkende Dannebrog. For københavnerne går livet imens sin vante gang – altså på nær de trafikale udfordringer.

Danmarksbloggen var i hvert fald her til formiddag en tur med bus 9A ud og hjem mellem Gl. Kongevej og Christianshavns Torv, og udover en længere transporttid og at Knippelsbro var oppe på udturen, så vi måtte sidde og vente – så skete der ikke andet end det sædvanlige:

Bussen kørte over for gult ved Glyptoteket, og bagefter havde den så travlt, at chaufføren ikke gad at vente på en passager, der kom løbende og bankede på døren nede ved Stormbroen efter dørene var lukket, men mens vi stadig holdt ved stoppestedet. Og bag mig sad en mand og ringede til samtlige venner, mens han højlydt fortalte om sit lægebesøg og de piller, som han skulle hente på apoteket på vej hjem. Så nu ved en hel bus alt om hans ryg.

Ved siden af mig sad en turist med bykort og mobil. Måske på vej til Christiania? Det skal den franske præsident nok ikke, selvom hans landsmand, den nu afdøde prins Henrik, ellers kom derude fra tid til anden.

Men det ville sikkert kræve for meget af sikkerheden, for nok København er vant til at modtage statsledere, men sjældent er der så meget sikkerhed til vands, til lands og i luften som denne gang.

Frankrig er også voldsomt udsat for terror, så det giver god mening.

Man kommer så også til at spørge sig selv, om ikke vi til hverdag lever i en slags illusion om sikkerhed? En illusion hvor vi – trods betonblokke og andet på vejer og broer – alligevel vil være mere end nemme at ramme, hvis en terrorist m/k én dag skulle få lyst til det?

Danmarksbloggen tror det. Danmarksbloggen tror også, at meget af den såkaldte terrorsikring handler ligeså meget om (symbol)politik, som den handler om at beskytte befolkningen – eller i hvert fald give billedet af at beskytte befolkningen.

For man kan godt undre sig over, hvor lidt beskyttede almindelige mennesker er, når man sammenligner med den massive sikkerhedsopbud, som er omkring den franske præsident – og for den sags skyld også den danske kongefamilie og danske politikere.

Frihed, lighed og broderskab, har franskmændene ellers sagt siden reformationen. De to første hører vi stadig meget om – især som argument for at skære i vores frihedsrettigheder og til at legitimere det broderskab, der er mellem de etablerede magtfraktioner i samfundet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sommer-erindring: Jer fra København vil vi godt have i Sverige

Der er en voldsom storm på vej over Europa, hvilke bekræftes af tre oplevelser denne sommer – følg med i Danmarksbloggens sommer-erindrings-serie. Vi fortsætter i dag med Sverige.

Danmarksbloggen har været en uges tid i Stockholm i den forgangne sommerferie. En nordisk hovedstad med en meget større multietnicitet end København. Der er dog ingen, der blander sig eller mingler med hinanden – tværtimod så lever hvide, sorte, brune, gule, muslimer, kristne, kulturkristne, buddhister, ateister og alle andre side om side – men på måder som om de andre slet ikke eksisterer. Det er nemlig helt utroligt, så gode svenskerne – uanset herkomst – er til at ignorere hinanden på gaden, i tunnelbanen, i parken, i det udendørs svømmebassin og alle andre steder, hvor mennesker færdes i Stockholm.

Dvs. lige indtil de er nødt til at agere med hverandre – så sker der noget, og det er i reglen noget negativt, hvor venlighed og høflighed er erstattet af kulde, ja åbent fjendskab. Det er som om al den pænhed og politiske korrekthed, som Sverige ellers forbindes med, har en mørk og voldsom bagside, som ingen officielt vil være ved – men som alligevel kommer ud i hverdagen.

Jeg oplevede det blandt andet i et supermarked inde i hjertet af Stockholm, hvor dér foran mig i køen stod en muslimsk familie, som nok var lidt langsomme til at få varerne op på båndet, og som i tilgift havde et par børn, der råbte en del, hvilket kun øgede det generelle irritationsniveau. Nå, så blev det min tur, og da mine varer var kørt igennem, spurgte den unge – hvide – mand bag kassen, om jeg havde et kundekort. Nej, desværre – jeg er fra København, sagde jeg på mit lettere gebrokne svensk.

Han smilede venligt tilbage til mig, og svarede: Helt ok, jer fra København vil vi gerne have her i Sverige. I er altid velkomne. Og så kiggede han skævt henimod den muslimske familie, som stod og pakkede deres varer sammen, og som ikke kunne undgå at høre det. De sagde så ingenting, og det gjorde jeg heller ikke.

Jeg burde nok havde sagt noget, men vidste ikke lige hvad. Man vil også gerne være høflig, når man er i udlandet.

Men bag mig stod en nydelig ældre – og hvid – svensk dame, og hun var ikke mundlam, men helt enig med den unge mand bag kassen. Så hun smilede til ham og til mig, mens hun nikkede og sagde: Ja, danskerne er vores venner. Det er kun på fodboldbanen, at vi kæmper med hinanden. Og så smilede de begge to stort til mig, mens jeg med et ansigtsudtryk som en forvirret smiley tog mine ting og gik – ret rystet – ud på gaden.

For så langt ud er det åbenbart kommet i Sverige – altså når vi er væk fra det officielle Sverige. For der er en kæmpeverden til forskel på, hvad de svenske politikere siger – og hvad befolkningen mener, og til september er der valg til Riksdagen, Sveriges Folketing. Det bliver en gyser, som også vil give dønninger i Danmark. Især hvis Sverigesdemokraterne bliver det største parti – og det tror Danmarksbloggen, at de bliver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mørklægningsloven gør Grundlovsdagen svær at fejre

I morgen er det Grundlovsdag, Danmarks nationaldag, og landets politikere vil som altid stå på diverse talerstole og holde Grundlovstaler. Taler, hvor de priser demokratiet og vores åbne samfund.

Det rimer bare ikke, for samtidig har vi en så stram offentlighedslov, at det reelt er en mørklægningslov. Vi har departementschefer, som instruerer deres medarbejdere i, hvordan de skal tilrettelægge arbejdet, så arbejdet kan ske i strid med den offentlighedslov, der trods alt findes.

Det er en meget uheldig udvikling – men forventelig hvad der sker, når den herskende klasse og dens håndlangere lever et liv fjernt fra dem, som de bestemmer over.

Og det gør Christiansborgs politikere. Kan hænde, at de af og til er på besøg i deres valgkreds eller i en virksomhed på Lolland eller i Vestjylland. Men generelt så lever de deres liv i og omkring Christiansborg, hvor også deres medarbejdere bor – og hvor de løber de samme ture rundt om søerne i København, spiser på de samme restauranter og drikker Caffe latte på de samme smarte cafeer.

Jeg ved det, for jeg bor selv centralt i København, og jeg ser, hvordan den kreative klasse – som den slags mennesker også kaldes – klumper sig sammen herinde, og stort set kun taler med dem, der er ligesom dem selv. Dvs. andre akademikere, mediefolk, konsulenter, kunstnere – og i hvert fald ingen håndværkere eller arbejdsfolk, og kun i få tilfælde en lærer, en sygeplejerske eller en politimand.

Men Danmark består af hele paletten, og det er på tide at få alle slags mennesker ind i Folketinget – og ind og bo i Danmarks hovedstad. Det er på tide, at vi igen lærer hinanden at kende i dette lille land, så vi kan tale sammen og forstå hinanden – og vide noget om hinandens liv og vilkår – for kun sådan kan vi kere os om hinanden..

Når det sker, så er der for alvor noget at fejre Grundlovsdag på.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kongshornet, brudekjolen og kirkeklokken

Nordmændene vil åbenbart have Kongshornet til Norge – et drikkehorn fra 1300-tallet, som den norske konge har drukket af. Se mere her: http://nyheder.tv2.dk/samfund/2018-01-29-norge-vil-have-kongshornet-tilbage-nationalmuseet-afviser-ikke-udlaan

Danmarksbloggen tænker, at det kan nordmændene da godt få. Men kun hvis vi går planken ud – og alle lande i Norden sender alle gamle skatte hjem igen.

Det vil i så fald betyde, at vi skal have Dronning Margrethe d. 1´s gyldne brudekjole, som siden 1600-tallet har været i Sverige. Eller vent lidt: Den skal vel også til Norge, for Margrethe Valdemarsdatter var jo gift med Håkon, den norske konge, så den kjole er nok også norsk, når det kommer til stykket.

Katjing, Norge kan altså cache ind … drikkehorn, kjoler – og måske skal de (nu vi er i gang) også have de jordiske rester af Tordenskiold og Holberg. For nok var Danmark og Norge et tvillingerige på det tidspunkt, hvor de levede – men de to herrer var jo nordmænd. Så til Norge med dem … eller?

Vi kunne også bare lade historie være historie – og stoppe med at være så fintfølende og acceptere, at drikkehornet nu engang er på Nationalmuseet i København, den gyldne brudekjole i Uppsala i Sverige – og så kan man i stedet nyde det, når man er på besøg.

Undertegnede finder i hvert fald en stor glæde i at høre Hedvig Eleonora Kyrkans store klokke, når jeg er i Stockholm. For den er nemlig slet ikke svensk af fødsel, men kommer oprindelig fra Kronborg, men blev taget med til Sverige i 1600-tallet, da vi mistede Skåne, Halland og Blekinge, og den har nu i flere århundreder kimet over det fine Östermalm i den svenske hovedstad. Det er da meget sjovt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

København 850 år: Kampen om en by, hvor alle kan bo

I morgen lørdag d. 2. september kan København fejre sin 850 års-fødselsdag. På Danmarksbloggen fejrer vi det med hele ugen at bringe fem oplæg om steder i København, som betyder meget for både københavnere og ikke-københavnere. For København er ligeså vibrerende og levende som altid, så der kæmpes stadig om hovedstaden og dens perler.

En by, hvor alle kan bo, er ikke et konkret sted. Det ved Danmarksbloggen godt, men København er desværre ved at udvikle sig til en by, hvor det kun er højindkomstgrupperne, der har råd til at erhverve sig en bolig – eller købe en lejlighed til børnene, når de skal flytte hjemmefra.

Det er en meget uheldig udvikling, som dels er skadelig for byens liv og puls, og dels er hamrende uretfærdig. For et lands hovedstad bør være for alle landets borgere på den måde, at alle – uanset om man er arbejdsløs eller direktør – har råd til at bo der, men sådan er København ikke længere – og det går altfor meget og altfor hurtigt den gale vej.

Der findes ikke mange lejeboliger, og dem, der findes, er oftest i et prisleje, så det kun er de bedst lønnede, der har råd til at betale lejen. Og lige netop dén gruppe har i forvejen råd til at købe de stadig dyrere og dyrere ejerlejligheder.

Så findes der selvfølgelig andelsboliger, men de stiger også i pris – for slet ikke at tale om, at det stort set er umuligt at komme ind på andelsmarkedet, hvis ikke man kender nogen, der kender nogen.

Endelig sparkes priserne også op at spekulanter, der køber boligerne for at udleje dem på Airbnb, der for længst har overhalet hotellerne i København, når det kommer til hvem der har flest antal overnatninger – samt af de udenlands-danskere, der køber en lejlighed til brug, når de er hjemme på ferie få uger om året.

Det er dels ikke fair, og dels er det en enorm dårlig udnyttelse af byen. København skal være for dem, der har deres daglige liv og gang i byen. Dem, der arbejder, studerer og lever her, og det gælder både pædagogen, politimanden, læreren og alle de andre, som i dag ofte må pendle til deres arbejde i København, fordi de trods to indkomster (i middelkategorien) ikke har råd til at bo her.

Danmarksbloggen vil derfor opfordre den kommende borgerrepræsentation til at indføre bopælspligt, forbyde Airbnb, forbyde forældrekøb – samt etablere flere og billige lejeboliger således så også unge, enlige, middel- og lavindkomstgrupperne har råd til at bo i København – og også på de såkaldt gode adresser i hovedstaden.

Det har så også den tillægsgevinst, at det øger sammenhængskraften i samfundet … både det danske som helhed og det lokalt københavnske, og det vil være en gevinst for os alle.

Det er i øvrigt også en kamp, der involverer de andre fire steder, som blev nævnt i denne uge: Minefeltet, Fælleden, Palads og Tivoli. For når der skæres helt ind til benet, så handler det om kapital og nogle få (rige) menneskers kortsigtede muligheder på den ene side – og så historien, kulturen, fællesskabet og langtidsperspektivet på den anden. Det er derfor en kamp, som det i dén grad er værd at kæmpe.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

København 850 år: Kampen om Palads

På lørdag d. 2. september kan København fejre sin 850 års-fødselsdag. På Danmarksbloggen fejrer vi det med hele ugen at bringe fem oplæg om steder i København, som betyder meget for både københavnere og ikke-københavnere. For København er ligeså vibrerende og levende som altid, så der kæmpes stadig om hovedstaden og dens perler.

Et af de steder er den farvestrålende Palads-bygning, som Poul Gernes malede i 1989 i dens nu så kendte farver, og som for mange er synonym med BIOGRAFERNE, hvor man er kommet som barn med mor og far, som stort skolebarn med vennerne, senere med en date osv, osv.

MEN nu er der givet grønt lys for at arbejde videre med et projekt, der vil jævne den ikoniske bygning med jorden, så man i stedet kan bygge højhuse på et areal, der også skal indebære en overdækning af baneområdet ved Vesterport. Se mere her: https://www.dr.dk/nyheder/politik/groent-lys-fra-udvalg-biografen-palads-fredes-ikke

Alt det ved alle – men hvor står sagen nu? Det sidste, som Danmarksbloggen har kunnet finde i medierne, er over et halvt år gammelt – så man kunne formode, at der er sket noget i sagen siden. Danmarksbloggen skrev derfor til Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns kommune for at få svar på:

  1. Hvor langt er planerne med Palads i dag? Er det endeligt besluttet, om Palads skal rives ned eller ej?
  2. Og hvis ikke, hvad er så tidshorisonten for projektet? Hvornår træffes de endelige beslutninger? Før eller efter kommunalvalget?
  3. Og hvem har truffet/skal træffe de endelige beslutninger? Teknik- og miljøudvalget – eller den samlede Borgerrepræsentation?

Men desværre var svaret hverken-eller.

Det lød: Der er ikke noget nyt. Forvaltningen er endnu ikke klar med en ny sag til udvalget med svar på de udfordringer, udvalget gerne ville have undersøgt nærmere:

https://www.kk.dk/indhold/teknik-og-miljoudvalgets-modemateriale/06022017/edoc-agenda/ba346a17-fa88-4dca-83a7-538794aef6a6/7ba73d04-4e0f-45c7-ac32-acf5920d1e33

Så pt kan forvaltningen altså ikke sige, hvornår sagen kommer for Teknik- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen. Det kan derfor blive på både den ene eller anden side af kommunalvalget.

Danmarksbloggen slipper dog ikke sagen. For også Palads er et sted, der er elsket af både københavnere og ikke-københavnere, og som det er værd at kæmpe for.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

København 850 år: Kampen om Minefeltet

På lørdag d. 2. september kan København fejre sin 850 års-fødselsdag. På Danmarksbloggen fejrer vi det med hele ugen at bringe fem oplæg om steder i København, som betyder meget for både københavnere og ikke-københavnere. For København er ligeså vibrerende og levende som altid, så der kæmpes stadig om hovedstaden og dens perler.

For et par uger siden skrev Danmarksbloggen om Minefeltet, som er truet: http://danmarksbloggen.dk/?p=9296

Siden er der sket meget i sagen – og der sker stadig meget.

Se mere på denne FB-side: https://www.facebook.com/groups/1086910964776824/?fref=ts&sw_fnr_id=4043788746&fnr_t=0

Det er dog endnu ikke givet, hvor det hele ender, selvom der overalt i København og blandt både kendte og ukendte er stor opbakning til Kongens Bar, Skindbuksen og Hviids Vinstue. For slet ikke at tale om alle de andre brune værtshuse, som der bliver stadig færre af i hovedstaden.

Man kan undre sig, også når man ser på, hvad der rykker ind i stedet: Fantasiløse globale kæder som fx Starbucks, der har rigtig godt fat i især det unge segment med deres forskellige og ofte sæsonbetonede drikkevarer som fx de forskellige versioner af det nye efterårskrydderi Pumpkin Spice, der som så meget andet i vor tid kommer fra USA, men nu er mega-populært også i Danmark.

Men også danske kæder som den kraftigt overvurderede Joe and The Juice, der med lige dele altfor høj musik samt altfor dårlige hygiejne- og arbejdsforhold skræmmer de fleste voksne langt væk, åbner hele tiden nye afdelinger.

Og lad gå at de unge for en tid er til fals, men på den lange bane vil de også foretrække kvalitet, men hvis ikke vi kæmper nu, så er der ikke noget at efterlade til dem. Så er de for evigt dømt til at leve i kædernes ensrettende plastic-helvede.

Så også for vores børn og børnebørns skyld må vi kæmpe for at bevare de brune værtshuse – hvoraf de to, nemlig Skindbuksen og Hviids Vinstue, er to af de allerældste. Ja, Hviids Vinstue ER det ældste.

Der er i skrivende stund ikke planlagt nogen nye aktiviteter, om end der er lidt snak om at møde op på lørdag på selve Københavns fødselsdag og markere Minefeltets kamp også.

Det afgørende er heller ikke, hvad der sker hvornår, men at gryden holdes i kog, og at kampen for Minefeltet ikke opgives, men kæmpes videre. For et København uden Kongens Bar, Skindbuksen og Hviids Vinstue er et København uden sit bankende, røde hjerte. Og det vil være savnet af både københavnere og ikke-københavnere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Terror i London

For mindre end ni måneder siden stod jeg dér, hvor terroren ramte London i dag. Siden har tusinder, ja millioner vel gjort det samme. Dagligt færdes der som bekendt mange tusinde mennesker omkring Westminster Bridge, Parliament, Big Ben og alt det andet i området.

Jeg kommer så også til at stå dér igen om nogle måneder, når turen igen går til London. For terroren må aldrig kue os eller få os til at ændre vores livsstil.

Jeg vil dog bøje hovedet i respekt for de døde og de sårede, når jeg står der igen til sommer.

På samme måde, som jeg gjorde det i New York for halvandet år siden og herhjemme i København for to år siden, og som jeg vil gøre det i Berlin, i Paris, i Bruxelles og alle de andre steder, hvor bindegale terrorister dræber og sårer mennesker og ødelægger deres pårørendes liv.

For de kan dræbe nogen af os, men ikke os alle – og de får aldrig bugt med vores demokrati og frihed. ALDRIG!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen