BÅTHORNET, TURISTHORNET

Tænk hvis jeg havde sådant et gammeldags båthorn. Så kunne jeg stikke det i min rygsæk og trutte og båtte lystigt med det, når de alt for mange turister igen-igen-igen lukker veje og stræder foran mig.

Sådan havde han aldrig tænkt før, men lige præcis sådan tænkte han, da han af konen og datteren fik netop sådant et horn foræret til sin fødselsdag.

Et fint, fint båthorn, hvis trompet-tragt skinnede som sølv og med en sort gummiballon – lige til at trykke på.

Og nu bruger han – på vej til og fra arbejde – båthornet hver dag i turistsæsonen, som i København strækker sig fra 1. januar til 31. december.

Turen går over Kyssebroen, strejfer Nyhavn, inden det er forbi Amalienborg og Mærsks hovedkvarter og ud mod en vis lille havfrue på Langelinie.

En rute med mange-mange turister. Kinesere i store sværme, der spærrer det hele. Asiater og amerikanere, der højlydt svinger med selfiestænger. Familier og venner, som mener, at de har ret til i skildpaddefart at slentre lige præcis så mange, at de fylder hele fortovets bredde, så de kan sludre med hinanden, men så ingen andre kan komme forbi. Mennesker i alle aldre og alle køn som uden varsel stopper op lige foran ham for at tage endnu et billede, opdatere deres sociale medier og den slags.

Dem og mange-mange flere turister, der som sneflokke konstant kommer vrimlende og flokkes foran manden. Men ingen af dem kan ignorere båthornet – eller turisthornet, som han kalder det.

En hånd ned i rygsækken, hvor det har sin faste plads i en yderlomme, og et tryk eller to. Så er der lyd: TRUT-TRUT eller måske snarere et dybt BÅÅÅT-BÅÅÅT, og så gibber det i dem, som er foran – og så bliver de så forvirrede, at de rykker til siden, og han kan gå frem.

Det virker altså, turisthornet. Ja, en morgen brugte han det endda til at skræmme nogle lommetyve væk, som havde sneget sig ind på ham, og som han mærkede havde gang i hans rygsæk.

Her var det så både hornet og hans stemme, som gav lyd … og de fik heller ikke noget, de to lommetyve. Det gør turisterne så … nemlig æren af at om ikke møde, så dog høre manden med båthornet, turisthornet i aktion.

Man må ikke håbe, at manden med båthornet bliver en attraktion. For vi har allerede alt for mange turister i København.

Det siges, at mandens kone kan finde på højt og insisterende at sige BIP-BIP, når hun går bagved turister, som fylder det hele, stopper op eller bare er irriterende, og at det var dén vane, som satte det med båthornet i gang.

Men det er nok bare en skrøne. Ja, måske er det hele bare en god historie – bortset fra det med de altfor store turist-horder, der hærger de københavnske gader og pladser.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ingen turister, men blå himmel

Vi taler så meget om, hvad vi savner i denne Coronatid: At kramme, komme en tur i svømmehallen, gå på museum, se venner og familie og meget mere.

Men vi taler ikke så meget om det, som vi IKKE savner. Og det er for undertegnedes vedkommende blandt andet lyden af rullekufferter og det væld af turister, som året rundt invaderer vores hovedstad. Det er nemlig ganske befriende at have København for sig selv – uden alle dem med bykort, mobiler og selfiestænger.

For nok er de første Corona-ugers stilhed for længst forbi. Dagene med ro og tomme gader og pladser er en fortid, som man kan længes imod – men ikke ønske sig tilbage. Men alligevel har vi en tid endnu byen for os selv, og det er en fornøjelse, ligesom det er fantastisk at se op på himlen, som er mere klar og blå end den har været det nogensinde i min levetid.

Luftforureningen er også cirka 40% mindre, og der er næsten ingen fly – endnu i hvert fald.

Så nok er hverdagen så småt begyndt igen for de fleste, og trafikken på landjorden er også blevet mere normal igen, men den meget blå himmel har vi en tid endnu. Det gælder om at nyde skønheden. For det er desværre kun en stakket frist, inden rotteræset i hamsterhjulet begynder igen – og dermed også invaderingen fra andre lande.

For det kan godt være, at Corona-situationen er vores – måske eneste – chance for at trykke på reset, starte forfra som menneskehed og gøre planeten mere grøn og blå. Men når man hører på de politiske bulletiner, så er det tydeligt, at pengene vinder igen – og naturen og menneskeheden taber igen.

At alt bliver som før – bare med en historie om hvor slemt det var i Coronaens dage. Og ja, Coronaen er slem, især for dem som dør af COVID-19, eller er pårørende. Men der var også – i det mindste i begyndelsen af Corona-perioden – elementer af skønhed, en velsignet ro, en himmel mere klar og blå end set af noget nulevende menneske – og et naivt håb om en ny og bedre verden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Pølsevognen i Nyhavn er åben

Danmarksbloggen var ude og gå en tur i solskinnet i går.

Ned til Nyhavn gik det i slalom, så der var mindst to og gerne flere meter mellem undertegnede og andre Corona-truede danskere på udgang.

Nyhavn er normalt et trækplaster af rang, og på sådan en solskinsfredag i marts et fluepapir af de helt store. Men i går var der langt imellem folk.

Dog var pølsevognen på plads – og endda åben.

Danmarksbloggen gik derhen – og stoppede en god meter eller to fra selve foderbrættet, hvor man normalt stiller sin Cocio og sin pølse. Men det må man ikke mere, fortalte pølsedamen.

Take-away-princippet gælder også pølsevognene, men de må godt have åbnet. Ejeren af pølsevognen havde kontaktet politiet, og havde derfor helt styr på reglerne, fortalte pølsedamen, der tog situationen med knusende ro.

Hun var således ikke særlig bange for at blive smittet. Heller ikke selvom ”jeg er lidt oppe i årene”, som hun sagde det. Hun sprittede også sine hænder godt af hver eneste gang, hun havde taget imod penge, fortalte hun.

Det var der så langt imellem. For indtjeningen var langt under, hvad den plejer. Helt nede på under 25 procent af normalt. Og det er skidt. Rigtig skidt.

For som pølsedamen sagde det: ”Det er nu, at vi skal til at tjene penge igen. Januar og februar er nemlig altid ret stille måneder. Men nu kommer foråret, og så plejer det at vrimle med turister – og danskerne er også mere ude.

Men sådan er det ikke i år. Turisterne er væk – på nær de få, som er strandede i Danmark, og de fleste danskere valfarter ikke til pølsevognene i denne Corona-tid.

Mange byboere har også forladt de store byer i Danmark, og er søgt ud i deres sommerhuse. Så os, der er tilbage i hovedstanden, har den – og pølsevognen – helt for os selv.

Alt for meget for os selv faktisk.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

København bliver top-by i 2019, så hvorfor ødelægger vi hovedstaden?

København er tilsyneladende endt øverst på rejsesitets Lonely Planets liste over gode steder at rejse hen i 2019, idet Danmarks hovedstad får titlen af ”The world’s top city for 2019”. Det er da mægtigt, ikke sandt?

Jo, i dén grad – hvis altså ikke det var fordi vi er i gang med at smadre det, som turisterne rejser efter.

For folk fra hele verden kommer til København for at se:

Natur inde i byen som fx Amager fælled, som nu skal bebygges.

Ingen skyskrabere, men derimod gamle huse, spir og tårne – men det har både eksisterende og kommende byggerier som mange nede ved havnen og det kommende på Posthusgrunden ødelagt.

En god offentlig transport – som så stiger voldsomt i pris til januar.

God mad som fx de danske hot-dogs, der er vældig populære hos turisterne, men som ofte laves på grisekød fra grise smittet med MRSA.

Tivoli – som engang var kendt som et kulturelt mekka med teater, musik og pantomime fra morgen til aften, men nu har Liebst og Bendixen slagtet både Valmueteatret, Big Bandet og Promenadeorkesteret.

Og så cyklerne, og dem er byen jo fuld af – eller hur? Ikke de dyrt indkøbte elektriske by-cykler, som for manges vedkommende er taget af gaderne igen.

Jo, det er en køn butik og en værre redelighed. Og desværre har manden fra Lonely Planet ikke ret, når han i et indslag på TV2 siger, at når først man som by er deroppe, hvor København kommer i 2019, så bliver man.

For at holde sin postition kræver trods alt, at man ikke ændrer sig væsentligt, og det gør København hurtigere end du kan nå at sige ”rejsekortet er en fiasko, hvorfor nedlægger vi alle de historiske værtshuse samt byen har alt for mange dyre ejerlejligheder uden bopælspligt”.

Det minder lidt om, da den engelske historiker og professor David Runciman lige inden efterårsferien summerede samfundsudviklingen i verden op med at sige Alle vil være Danmark – i betydningen: Alle vil have et velfærdssystem med små sociale forskelle mellem mennesker.

Det er så rigtigt nok. Det vil alle. Dvs. Danmark vil det bare ikke længere. Danmark og København vil hellere være ligesom alle de andre anonyme storbyer og lande, hvor ulighed, fattigdom og uro hersker i golde betonørkner og med kæde-butikker uden sjæl, uden kultur.

Det kan godt undre, og man tænker, at det i dén grad er de forkerte personer, der bestemmer, hvordan samfundet og hovedstaden skal se ud. De ødelægger kulturen og skønheden, velfærden og menneskeligheden til fordel for beton, mainstream, privatisering og ulighed.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk