Ingen turister, men blå himmel

Vi taler så meget om, hvad vi savner i denne Coronatid: At kramme, komme en tur i svømmehallen, gå på museum, se venner og familie og meget mere.

Men vi taler ikke så meget om det, som vi IKKE savner. Og det er for undertegnedes vedkommende blandt andet lyden af rullekufferter og det væld af turister, som året rundt invaderer vores hovedstad. Det er nemlig ganske befriende at have København for sig selv – uden alle dem med bykort, mobiler og selfiestænger.

For nok er de første Corona-ugers stilhed for længst forbi. Dagene med ro og tomme gader og pladser er en fortid, som man kan længes imod – men ikke ønske sig tilbage. Men alligevel har vi en tid endnu byen for os selv, og det er en fornøjelse, ligesom det er fantastisk at se op på himlen, som er mere klar og blå end den har været det nogensinde i min levetid.

Luftforureningen er også cirka 40% mindre, og der er næsten ingen fly – endnu i hvert fald.

Så nok er hverdagen så småt begyndt igen for de fleste, og trafikken på landjorden er også blevet mere normal igen, men den meget blå himmel har vi en tid endnu. Det gælder om at nyde skønheden. For det er desværre kun en stakket frist, inden rotteræset i hamsterhjulet begynder igen – og dermed også invaderingen fra andre lande.

For det kan godt være, at Corona-situationen er vores – måske eneste – chance for at trykke på reset, starte forfra som menneskehed og gøre planeten mere grøn og blå. Men når man hører på de politiske bulletiner, så er det tydeligt, at pengene vinder igen – og naturen og menneskeheden taber igen.

At alt bliver som før – bare med en historie om hvor slemt det var i Coronaens dage. Og ja, Coronaen er slem, især for dem som dør af COVID-19, eller er pårørende. Men der var også – i det mindste i begyndelsen af Corona-perioden – elementer af skønhed, en velsignet ro, en himmel mere klar og blå end set af noget nulevende menneske – og et naivt håb om en ny og bedre verden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk