Anmeldelse: Kim Larsen ”Sange Fra Første Sal”

Posen var lukket. Der ville ikke komme mere. Aldrig skulle man høre – og synge med på – en ny Kim Larsen-sang. Dét var den hårde sandhed, som vi lærte at leve med sidste efterår, da Danmarks store søn døde og efterlod et helt land i sorg.

Men nu – midt i det gryende forår – er hr. Larsens sidste 12 sange udkommet alligevel. De er indspillet hjemme i lejligheden i Odense sidste forår sammen med impresarioen Jørn ”Ørn” Jeppesen og sønnen Hjalmar.

Albummet hedder ”Sange Fra Første Sal” og henviser til, at lejligheden ligger på 1. sal.

Danmarksbloggen har hørt de 12 sange og er begejstret, og ville også have været det, hvis de havde været lavet af en hel anden, selvom både musik, ord – og især stemmen umiskendelig er Kim Larsen.

For der er kun én Kim Larsen.

Manden er Danmarks største spillemand nogensinde. Ja, mere end det. Han kunne som ingen anden sætte ord på os, vores følelser og tanker her på denne lille plet, der kaldes Danmark. Der vil derfor også blive sunget Kim Larsen, så længe der bliver talt dansk på denne jord.

Og nu har vi så 12 nye og sidste sange …

Og nej, de er ikke alle sammen mesterværker. Men de har en nerve og en ægthed, som er klassisk Larsen´sk, som når han i en af de bedste ”Koppen med den skårede hank”, synger Ræk mig lige koppen med den skårede hank, Og Politiken fra i går, Nok er den ikke særlig aktuel, Men det er jeg heller ikke selv

Eller når han om den anden ende af livet ”Den store dag” synger Farvel lille mand til barndommens land, Du kommer aldrig mere tilbage, Uskyldig og fri med det er det forbi, Det er din store dag i dag

Det er så også disse sange, som vi ikke kommer til at høre ham selv synge live. For spillemanden kunne stadig synge – også selvom døden ventede på den anden side af den sommer, som kom samtidig med, at disse sidste 12 sange blev indspillet for næsten et år siden.

Men så må vi synge dem selv. Samtidig med at vi istemmer hele den glansparade af sange og viser, som hr. Larsen lavede, mens han var her, og som sammen med Grundtvigs salmer og H. C. Andersens eventyr er de største skatte i vores kultur.

Danmarksbloggen giver ”Sange Fra Første Sal” seks ud af seks dråber, som de dråber der trillede ned af kinderne sidste efterår, da vi hørte, at han var død.

De dråber som Kim Larsen selv sang om sammen med Gasolin, da det hele startede i en anden lejlighed på Christianshavn i 1970´erne. De dråber der også var hans sidste sang til hans sidste koncert.

Som et strejf af en dråbe – vi fik sandelig lov til at håbe …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nationalstaternes Europa eller Europas Forenede Stater

Big Ben er under renovering i øjeblikket. Det samme er det britiske samfund – uanset hvad udfaldet bliver på den dramatiske historie, der foregår i øjeblikket, og som i aften går ind i en nøglefase i hele det lange Brexit-forløb.

For det er Europa-historien, der afgøres nu.

Vi står ved skillevejen mellem Nationalstaternes Europa og Europas Forenede Stater, og det kommer alt sammen an på briterne.

For hvis briterne forlader EU, og det går godt for dem og deres samfund (og det kan ske trods dommedagsprædikenerne), ja så vil andre lande – deriblandt Danmark – også kunne finde på at forlade EU med et Nationalstaternes Europa som konsekvens.

Det vil være godt for nærdemokratiet, men det vil samtidig øge risikoen for krig igen i Europa – måske ikke de første par generationer, men senere. Anden Verdenskrig er også snart længe siden …

Går det derimod skidt for briterne, når de er ude af EU – eller vælger de at blive i EU, så kommer der fuld damp på det tysk-franske tog mod målet, som lige siden Kul-og-Stål unionen i 1950´erne har været en europæisk union under enten en tysk eller fransk kejser … undskyld leder af EU.

For det er historien om Romerriget, det frankiske rige, det tyske rige om igen …  og det er egentlig ikke en historie, der rimer særlig godt på demokrati og velfærd. Det er derimod en historie om diktatur og en lille, men velstillet overklasse, som har alle goder og alle privilegier på den store masses bekostning.

Så udfra dén betragtning handler det endnu mere om at keep calm and carry on – og håbe, at de gæve angelsaksere holder fast i deres nej, og at det kommer til at gå godt for dem. For så kan presset øges på Merkel, Macron og de andre supereuropæere.

Keep calm and carry on kommer iøvrigt fra 2. Verdenskrig, hvor det var et af budskaberne til den engelske befolkning fra den daværende regering.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Godhedens Tog

Skynd dig, skynd dig. Der er ingen tid at spilde. Du vil da gerne være med i samfundet.

For toget kører nu, og ve den, som ikke når toget, men som må se det forsvinde i rekordfart, mens vedkommende bliver stående tilbage på stationen med en sugen i maven.

For dén person ved godt, at det går ham eller hende ilde: Ingen uddannelse, intet job, ingen fremtid, ingen avancementer, ingen pensionsordning, ingen nogenting. Ingen ture i det store hamsterhjul. Alt er tabt.

Men rolig nu. For der er et tog, som man altid kan springe på – og det er det vigtigste tog af dem alle sammen. Nemlig:

GODHEDENS TOG

For i modsætning til det økonomiske tog, så kører Godhedens Tog hele tiden og endda ganske langsomt, så når man ikke den ene afgang, så slap af og sæt dig på bænken og vent. Der kommer et tog mere lige om lidt.

Og nej, man kan måske ikke købe rugbrød eller betale husleje med Godhedens Tog, men alligevel er det Godhedens Tog, som man ikke kan leve foruden.

For ombord på Godhedens Tog møder man hensynet, empatien, solidariteten og alle de andre aspekter, som gør et godt samfund. Sådan et samfund, hvor de stærke passer på de svage, hvor de rige deler ud af deres overskud til de fattige.

Så kom endelig for sent – indimellem – til det højeffektive økonomiske tog og dets endestation: Hamsterhjulet. De ture, som du tager med Godhedens Tog, er nemlig guld værd for den, der søger indhold og mening i livet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Lyden af had på Christiansborg Slotsplads

Lyden er hård og høj. Det er lyden af had. Lyden af vrede.

Se og lyt her: https://youtu.be/x4Ch5nOYoDU

Lyden lød over Christiansborg Slotsplads tidligere i dag, hvor Hizb ut-Tahrir havde arrangeret fredagsbøn.

Hvis De synes, at det lyder aggressivt og skræmmende, så skulle De have været dér. Det var ti gange værre end det lyder på det korte klip. Måske fordi der var en stemning af et dybt had og et overskyggende mørke, som undertegnede aldrig har oplevet før.

Udover det forventede angreb på det danske samfund og lovprisningen af Allahs´s storhed blev der råbt om kærlighed, altså profetens kærlighed til de rettroende. Det gav mening. For det lød som et massivt og rendyrket had mod alle andre, da de flere hundrede fundamentalistiske muslimer skreg og råbte på en måde, så det virkede mere som en ISIS-event end som en dansk demonstration.

Man kan så mene, at det er mærkeligt, at en religiøs-politisk organisation som Hizb ut-Tahrir gerne benytter sig af demokratiets metoder som forsamlings- og ytringsfrihed, når de er imod noget så sekulært som netop demokratiet. Men det gør de åbenbart – i hvert fald i dag på Christiansborg Slotsplads, hvor man som tilskuer også fik tanken:

Sådan her ser en borgerkrig under opsejling ud …

En vanvittig tanke, som jeg prøvede at skyde fra mig. ”For langt de fleste muslimer er jo ikke som de sortklædte mænd og ligeså sortklædte kvinder, der alle som en havde tildækket deres hår,” tænkte jeg.

Men tvivlens frø blev alligevel sået, og fik vand, da jeg flere gange oplevede biler rulle vinduet ned, mens arabisk-udseende mænd stak hovedet ud og råbte med tilbage på bønnens svar. Nogle af dem med en knyttet næve højt hævet.

For hvor mange muslimer mener i grunden, at religionens lov står over samfundets lov? Hvor mange sætter Koranen over Grundloven? Det er vi nødt til at få et svar på – og eventuelt gøre noget ved.

For fire år siden mente næsten halvdelen af alle muslimer, at Grundloven i Danmark burde bygges helt eller delvist på Koranen: https://www.berlingske.dk/samfund/danske-muslimer-koranen-skal-definere-dansk-lov

Den er altså helt gal …

For en Grundlov bygget på Koranen er en Grundlov uden rettigheder til kvinder, homoseksuelle og andre grupper, men til gengæld et samfund, hvor religionen og mændene styrer. Det har vi prøvet tidligere her i landet med kristendommen i både en katolsk og en protestantisk udgave, og det var ingen succes – for nu at sige det mildt.

Tro kan være fin for den enkelte, og religion må også godt være tilstede i det offentlige rum, men vores lovgivning og samfund skal være sekulært til hver en tid.

Det skal vi stå benhårdt fast på – og dem, som ikke kan acceptere det, ja de burde måske finde et andet sted at være end i Danmark. For når det kommer til demokratiet og frihedsrettighederne, så skal vi være ganske fundamentalistiske. Her er der ikke plads til kompromiser.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

IT-mand: Lad os rose de unge for deres klima-indsats

I øjeblikket florerer der et “skriv” på Facebook med en tekst til de ”Kære klimastrejkende unge”. Her remses flere ting op, såsom at de unge skal fortælle deres lærere og forældre, at de fra nu af ikke vil køres til skole, træning og venner. At de ikke vil have så mange lommepenge til forbrug. At de ikke vil spise junk-food og slet ikke kød. Og sådan fortsætter tråden med at remse op, hvilke klimavenlige tiltag de unge bør tage.

Der er ingen tvivl om, at tråden IKKE er ment som et bibliotek af gode råd til et forbedret liv. Men mere er lavet for at drille eller mobbe de unge og fortælle, at de ligeså godt kan give op med ”deres pjat”.

Men hør her. For det første så tager de unge et ansvar. Og de viser initiativ. Det bør de roses for. Og så er det hele en proces, som tager tid. Ligesom en slankekur!

Jeg ved jo godt, at jeg skal tabe mig 15 kg. Og jeg ved, at jeg skal undlade at drikke sodavand, øl, vin og café latte. Spise sundere og undgå den fede mad og kager. Og dyrke noget mere motion.

Hvis jeg skulle implementere alle disse ændringer i morgen, så var min slankekur død i overmorgen! Ikke fordi jeg havde tabt 15 kg, men fordi jeg ville løbe sur i alle disse krav og forventninger.

Og hvis mine omgivelser vælger at rose mig, hver gang jeg siger ”nej tak” til en kage i stedet for at skose mig, når jeg siger ”ja tak” til en café latte, så er chancen der for, at jeg om noget tid rent faktisk har tabt mig.

Og ligesådan er det med vores unge, der kæmper for miljøet: Lad os rose dem for alle de tiltag, de gør for at redde vores allesammens klode i stedet for at skose dem for, at de engang imellem ønsker at bliver kørt til træning.

Og lad os så lige blive lidt inspirerede af deres entusiasme, og SELV vælge at lave nogle små, klimavenlige tiltag! Fx KUNNE jeg vælge kun at tage bilen på arbejdet, når det virkeligt var nødvendigt, og ikke bare fordi det er en luksus, som jeg synes, at jeg har fortjent.

Skrevet af: Ole Frederiksen, it-konsulent

Pattebørn og Påvirkningsloven

Gårsdagens altoverskyggende politiske nyhed i de danske medier var historien om Mette Abildgaards baby, som den konservative politiker havde taget med til en afstemning i Folketinget. Men den gik ikke, mente Folketingets formand Pia Kjærsgaard. Så en folketingsbetjent måtte tage sig af den lille pige, mens mor stemte.

Samtidig i går blev Påvirkningsloven stemt igennem med stemmer fra både regeringen og Socialdemokratiet. Dette direkte angreb på det danske demokrati gik imidlertid totalt over hovedet på de fleste, både medier og politikere.

Det er ellers en MEGET vigtigere sag end baby eller ej. For vi taler om, at man nu som dansker kan få op til 12 års fængsel, hvis man ytrer noget – sandt eller falsk, som kan være i en fremmed magts interesse og imod den danske stats interesser. Uenighed bliver altså kriminelt, hvis man som dansk borger ikke mener det samme som den danske stat.

Det lugter mere af diktatur end af demokrati, ikke sandt?

Læs mere her, også hvad juridiske kapaciteter som Eva Smith, Preben Wilhjelm og Bjørn Elmquist siger om dén sag: http://danmarksbloggen.dk/?p=10238

Så ja, Pia Kjærsgaard havde faktisk ret. Vi burde ikke tillade børn at være i folketinget – og især ikke de voksne pattebørn, som sidder der nu.

For demokrati og folkestyre er en alvorlig sag. Og det at være politiker er ikke en udvidet pasningsordning, der i en valgfri årrække tilbyder ansvarsløse pattebørn masser af (lomme)penge og fri leg med landets borgere og finanser, inden de endelig bliver rigtig voksne, og lander et lukrativt job i det private erhvervsliv.

At være politiker er en opgave, der kræver, at man som minimum passer godt på den Grundlov og den retsstat, som vi fik i gave af tidligere generationer, men som er blevet voldsomt udhulet med først Mørklægningsloven, og siden i går Påvirkningsloven.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Lad de døde begrave de døde

”Lad de døde begrave de døde” er anden del af en planlagt trilogi skrevet af Lars Thomassen, som startede med “Han kender det som er i mørket”, der udkom for et par år siden, og som med rette blev anmelderrost.

Og nu er anden del så udkommet. Den hedder ”Lad de døde begrave de døde”, og er ligeså mørk og dyster og nervepirrende som første del. Altså også en god krimi – og ligesom første del velegnet til dem, der kan lide at gå i dybden med personer og handling.

For begge bøger er det, som vi i sidste årtusind kaldte murstensromaner med sidetal på den gode side af 450 sider for denne anden del – og første del er endnu længere.

Så sæt endelig en weekend eller ferie af – eller læs bøgerne på vej til og fra arbejde, hvis De er så heldig at være en af dem, der har tid til Dem selv i toget eller bussen hver morgen og hver eftermiddag.

Det må dog være på plads med en advarsel. For man risikerer ikke at komme af på rette tid og rette sted, da man hurtigt hvirvles ind i det velskrevne univers af menneskers angst og mørke, som foldes ud.

Jeg kan ikke røbe noget af plottet eller handlingen i anden del uden at give første del væk. Så jeg vil blot konstatere, at flere af personerne fra første del af trilogien vender tilbage i anden del, og at de ligesom os andre sjældent forandrer sig ret meget psykologisk set, selvom deres livsvilkår kan være fundamentalt anderledes.

Jeg vil dog gerne sige, at handlingen i den første bog foregår på Langeland, hvor den anden bog har Billunds-området som lokalitet.

En af de iøjnefaldende aspekter ved begge bøger er det religiøse aspekt. Man fornemmer, at forfatteren har et kendskab til folkekirken, der går udover at være en almindelig dansk kulturkristen, som kommer i kirken til jul, dåb, konfirmation, bryllup og begravelse – og så ellers ikke går til gudstjeneste.

Dét styrker fortællingen, at kristendommen bliver hverdag, endda vældig meget hverdag – og ikke blot noget højtideligt og fjernt, men noget som sætter handlingerne og personerne i perspektiv.

For nok kan troen være anledning til strid, men de største kampe er dog dem mellem mennesker, mellem lyset og mørket – også indimellem inde i det enkelte menneske, og dén strid mellem det gode og det onde, mellem den velmenende vilje og de manglende evner hos os svage mennesker, som beskrives så fint i disse to første bøger af Lars Thomassens trilogi. Godt pakket ind i dén ramme af horror og krimi, som er bøgernes velskrevne motor.

Igen kan det beskrives bibelsk: Ånden er rede, men kødet er skrøbeligt, som det hedder hos Matthæus, kapitel 26, vers 41. På nutidsdansk ville vi nok i stedet sige: Ja, jeg ville SÅ gerne, men jeg orker det desværre ikke.

Og fordi vi hverdagsmennesker ikke orker at være hverken særlig gode eller særlig helteagtige i den danske nutidsvirkelighed, som bøgerne foregår i, så får ondskaben netop frit løb.

Og den orker, så vi får hele paletten fra kidnapning til drab, og Lars Thomassen lægger ikke fingrene imellem, når menneskets ondskab og ufattelige fantasi udi at være bestialsk skal beskrives. Han nærmest dvæler ved ondskaben og ved den naturlighed, som ondskaben selv udfører sit hverv ved.

Små ord, små sætninger, som spidder det mørke på plads – og gør det direkte ubehageligt at læse bogen, også fordi man selv danner billeder, der ætser sig fast på nethinden – selvom bøgerne pånær nogle meget fantasifulde og nærmest kunstneriske forsider er uden illustrationer.

Danmarksbloggen anbefaler begge bøger – og giver dem hver især fem ud af seks iskolde gyser-syle, som dem man mentalt rammes af undervejs i læsningen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Vår tid är nu/Familien Löwander

Søndag aften er dramatid på DR1, men de senere år har det knebet for dansk tv-drama at leve op til tidligere tiders storhed.

Heldigvis så kan svenskerne i disse år lave drama, der fænger for alvor – og i aftes begyndte DR1 at sende anden sæson af den svenske succes-tv-serie ”Familien Löwander”, som hedder ”Vår tid är nu” på svensk, hvad der også er en bedre titel, som DR sagtens kunne have oversat til ”Vores tid er nu”.

For dels så handler serien ikke kun om familien Löwander, og dels så spiller tiden, hvor serien udspiller sig, en vigtig rolle, da serien igennem dens tre sæsoner skal beskrive det svenske Folkhemmets storhedstid fra starten, da 2. verdenskrig sluttede i 1945, og til energikriserne ramte først i 1970´erne.

Nu her i starten af sæson 2 er vi nået til 1955, og der er sket meget i de fem år, der er gået, siden vi forlod Stockholm i slutningen af sæson 1.

Nina og Calle er blevet skilt fra hhv. Erik og Sonja, og gift med hinanden – og arbejder begge på familierestauranten Djurgårdskällaren, som er en fiktiv restaurant, der ligger på det fashionable Östermalm i Stockholm. Men Nina og Calle har betalt en stor pris for deres lykke, idet hendes datter og hans søn begge bor hos de tidligere ægtefæller.

Peter har overtaget Djurgårdskällaren, men har måttet vinke farvel til hans livs kærlighed Suzanne. I stedet har han giftet sig med den geskæftige Ester og med hende fået to piger.

Gustaf arbejder på en anden restaurant, som i modsætning til Djurgårdskällaren findes i virkeligheden, dog under et andet navn. Men skulle man have lyst til at besøge den, så tag til den del af Stockholms Gamla Stan, der ligger tæt på Järntorget, for så finder du ”Den Gyldne Freden”, som ser ud, som den gør i serien – og som i øvrigt serverer fantastisk mad samt historiens vingesus, da svenske musik- og kunst-ikoner som Bellman, Taube og Zorn jævnligt kom dér.

Helga er også stadig den stærke matriark trods at hun rammes af hjertesygdom, og hun har stadig et tæt parløb med kokken Backe.

Maggan er også stadig fagforeningsformand, men der er også nye tider på vej til hende, dog ikke som man måske tror det efter at have set første afsnit.

Og endelig møder vi en for danskere velbekendt person, nemlig Sofie Gråbøl, som spiller danskeren Henriette Winter, der køber Gustafs del af Djurgårdskalleren. Det kommer der meget ballade ud af.

Der kommer også mange flere konflikter og flere personer ind i centrale funktioner. For der sker som forventet meget i sæson 2, der har et tempo, der er ligeså hurtigt – hvis ikke hurtigere end det i sæson 1.

Undertegnede har set hele sæson 2, da SVT sendte den i efteråret 2018, og jeg vil selvfølgelig ikke røbe noget, men kan roligt sige, at hvis man synes, at der var drama i sæson 1, så bliver det endnu mere dramatisk i sæson 2.

Det bliver også fortsat rørende, gribende og overraskende – og nok er man vant til, at der sker store ting meget pludseligt i den her serie. Men der tages nogle mere end uventede drej, som får det til at gibbe i én – og så bliver tonen iøvrigt mørkere og mere dyster i takt med at nuancerne i personerne træder endnu tydeligere frem.

Det er mesterligt skrevet, og alle skuespillerne spiller så jävla bra, som det hedder på svensk. Dog skal Mattias Nordkvist, som spiller Gustaf, fremhæves for hans stærke fremstilling af den forandring, som Gustaf gennemgår i de to første sæsoner. Hr. Nordkvist er intet mindre end fænomenal i sin troværdighed og sin evne til at gribe rollen – og os tv-seere.

Danmarksbloggen giver ”Familien Löwander”/”Vår tid är nu” sæson 2 seks ud af seks af de rårakor, som Calle lavede til Nina helt tilbage den første dag de mødes, og som i dag spises af mange svenskere, når de ser tv-serien.

For både den lille kartoffelret med løg og löjrom (en slags svensk kaviar) og tv-serien er for længst kult i Sverige – og også lidt i Danmark.

Ps. Sæson 3 sendes til efteråret på SVT – og vi er mange, der ikke kan vente. For sæson 2 slutter ligesom sæson 1 gjorde det med en cliffhanger af format, skal jeg hilse og sige. Der er altså noget af glæde sig til både de kommende søndage – og når bladene bliver gule og falder af træerne igen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Drop det Lars, vi vil ikke til Mars

Unge over HELE verden – som i HELE VERDEN, nemlig 112 lande – har i dag, fredag d. 15. marts demonstreret for klimaet.

Også i Danmark, hvor mange tusinde elever fra både folkeskole, ungdomsuddannelser og videregående uddannelser var forsamlede foran Christiansborg i København samt i mange andre byer. Der blev hoppet, råbt og markeret på bedste demokratiske vis med bannere og slagord som fx

DROP DET LARS, VI VIL IKKE TIL MARS

For de mener det alvorligt, de unge mennesker. De vil ikke gå glip af et liv og en fremtid for dem selv og deres børn her på vores dejlige grønne og blå klode.

De vil også have en tilværelse med rent vand, ren luft og sund mad.

En af de deltagende, Anna Margrethe Thorsen Frederiksen, der går i 2. g. på Christianshavns Gymnasium, var med, og hun fortæller:

Vi startede fra gymnasiet, hvor vi var elever fra alle tre årgange, der samledes udenfor porten – hvor vi mødtes med eleverne fra bydelens to grundskoler Døttreskolen og Christianshavns Skole, og så gik vi tre institutioner over Knippelsbro og ind mod Christiansborg.

Da vi kom derind, var pladsen over halvt fyldt op allerede, men den var snart helt proppet, og så startede det med taler og klimasange.

Vi sang fx ”Der VAR et yndigt land”, som var en total omskrivning af nationalsangen. For sådan bliver det, hvis ikke vi handler nu. Så er det yndige danske land fortid.

Og så gik det slag i slag med kampråb og flere taler, inden landets statsminister Lars Løkke trådte op på scenen. Han snakkede lidt om, at vi i virkeligheden her i Danmark ikke udleder så meget CO2, men vi stoppede ham – to gange – ved at råbe:

DET ER IKKE NOK

For det er ikke nok. Der skal gøres mere. Meget mere, hvis kloden skal reddes. Og klimaet er for vigtigt til at overlade til politikerne.

Danmarksbloggen er enig. I mange århundreder er alt blevet sat op i forhold til hvad det koster rent økonomisk. Tiden er nu inde til et paradigmeskifte – til at ALT, som i ALT, skal sættes op i forhold til, hvad det betyder for miljøet og klimaet, både på den korte og den lange bane.

KLIMA ind i AL politik – for der er ingen planet B.

Al politik er klimapolitik, som de unge sagde det på endnu en fredag, for som hashtagget for de efterhånden gentagne klima-demoer siger det:

Fridays for Future

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggen spå´r: Folketingsvalg 9. april

Den 9. april – dagen, hvor Danmark blev besat for 79 år siden i år, og samtidig dagen, hvor Danmarksbloggen vurderer, at danskerne skal stemme til folketingsvalget.

Danmarksbloggen vover nemlig pelsen og siger, at Løkke vil udskrive folketingsvalget på tirsdag d. 19. marts til afholdelse tirsdag d. 9. april.

Nu er det nemlig tid.

Alle regeringens store planer er præsenteret. Nogle af dem er mere urealistiske end andre, og nogle andre er et større benspænd for en evt. kommende socialdemokratisk regering end andre, men de ligger nu alle på bordet.

Læg dertil at Løkke er en gambler, som ikke er bange for at sætte alt på ét bræt.

Desuden så kan han ved et folketingsvalg i god tid inden EU-parlamentsvalget sidst i maj også stille sig selv i position som en kommende dansk EU-kommissær, især hvis blå blok vinder.

Det vil virke som en mærkelig manøvre, men Løkke kan vælge også personligt at gå dén europæiske vej – fremfor at blive siddende som statsminister i Danmark. At det så af vælgerne vil blive opfattet som etisk forkert at stille op til det danske folketing, for så straks efter at forlade posten, er noget andet.

Og så er der det med selve datoen, altså d. 9. april.

For de fleste danskere er 9. april nemlig stadig den dag, hvor man tænker på dengang i 1940, hvor den tyske besættelse af Danmark under 2. verdenskrig startede. Det var dengang, der ikke fandtes noget EU, NATO eller FN – eller mange andre af de internationale samarbejder, som Danmark er en del af i dag.

Og lige siden sin nytårstale har Løkke netop talt om velsignelserne i EU og i det internationale samarbejde i det hele taget. Så hvad er vel bedre end et valg på selve dagen, der markerede det værste – nemlig krigen – i det gamle og splittede nationale Europa?

Det er historiens vingesus, og så flytter det også fokus væk fra al den dårlige politik, som der er blevet ført på det indenrigspolitiske område i de sidste fire år. For Løkke vil forsøge at dreje valgkampens temaer væk fra Danmark og ud i Europa.

En stor del af valgkampen vil – med en valgdato 9. april – også finde sted i Brexits skygge og gøre det lettere at gøre Europa, virksomhedernes eksport og et behov for en fælles europæisk flygtningeløsning til valgtemaer.

Og alt det vil Løkke gerne, for jo mindre han skal tale om velfærd, miljø og ulighed, jo bedre.

Så Danmarksbloggen spå´r, at folketingsvalget bliver d. 9. april.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk