I går ramte sæson 3 af den svenske tv-serie ”Familien Löwander” de danske tv-skærme (på DR1), næsten et år efter at tv-serien blev sendt på svensk tv. Svenskerne havde glædet sig meget til sæson 3 – og det gør mange af seriens danske fans sikkert også.
Undertegnede så hele sæson 3 på svensk tv sidste år – og må desværre melde: Der er INTET at glæde sig til. Det er sjusket lavet på alle planer, hvis man ser bort fra Ninas fantastiske tøj, som er en Carrie Bradshaw værdig – her bare i 60´er-stil.
Sæson 3 er også dårligt manuskript-arbejde, både i forhold til karaktererne, der fremtræder flade og endimensionelle og i forhold til handlingen, hvor der bliver ikke bliver bundet andet end de allerstørste ender, som fx hvordan det ender med Nina og Calle – og hvad fremtiden bliver for restauranten.
Men hvad der sker med Calles søn, Gustafs børn, Peters børn og mange andre ting hører vi intet om, selvom der skulle være fokus på næste generation i sæson 3.
Men det drejer sig udelukkende om Ninas datter og Maggans søn, som det skal forestille, gennemlever en slags udvikling i sæson 3. Det, som sker for dem og med dem, burde så være fortalt på et enkelt afsnit eller to, men nu fylder det hele sæsonen i en uendelig og ret ulidelig gentagelse af det samme tema.
Skuespillet er heller ikke noget at råbe hurra for i sæson 3, hvis man ser bort fra Mattias Nordkvist, der leverer en titanisk præstation i rollen som Gustaf, hvis liv endnu en gang tager nogle voldsomme drejninger. Men uanset hvad der sker i Gustafs liv, så fremstiller Mattias Nordkvist det med samme troværdighed, indlevelse og den der dirrende fornemmelse af, at her er et ægte og kæmpende menneske. Her som i sæson 2 godt hjulpet af Caroline Söderström, der spiller hustruen Astrid med intens nerve.
Så kunne man nøjes med at se de scener, som handler om Gustaf og hans liv, så er vi oppe på noget, som er de to første sæsoner – og især den fantastiske sæson 1 – værdig.
For ”Familien Löwander” eller ”Vår tid är nu”, som tv-serien hedder på svensk, er en serie, som det er gået stærkt tilbage for på alle planer, og stort set alle andre end Mattias Nordkvist leverer i sæson 3 et dilettantisk stykke arbejde, der minder om skuespil i det lokale forsamlingshus, når det er værst.
Det samme gør sig gældende med de briller, som de åbenbart næsten allesammen skal have på – og som ALLE er store, tykke 60´er-briller. Alle kæderyger også. For det gjorde man jo dengang, hvor sæson 3 forgår, nemlig i slut-60´erne og start-70´erne, mener man i Sverige.
Det er ligeså kliché-præget som ordet kliché – og det bliver ikke bedre af, at de skuespillere, som skulle forestille at være blevet 25 år ældre siden serien startede, stadig ser lige unge ud. Ja, Nina ser ofte yngre og mere usikker ud end hendes datter, der ellers har meget at kæmpe med ift. til kæresten, som skal forestille at være svensk, men som spilles af en dansk skuespiller, der taler et særdeles dårligt svensk.
Men i sand svensk strudsestil har produktionen af tv-serien lukket øjnene for dét forhold – og i stedet leget, at han er en rigtig svensker. Det er tåkrummende.
Til jul kommer der en special-sæson af serien på svensk tv, hvor man kan se, hvordan det gik for sig, da Nina og Calle fandt sammen, altså hvad der skete mellem sæson 1 og sæson 2. Det glæder svenskerne sig meget til.
Jeg ved ikke, om jeg orker at se den. Mattias Nordkvist er heller ikke med. Officielt fordi han var færdig med sin karakter Gustaf. Men er sandheden i virkeligheden, at han havde lugtet lunten efter optagelsen af denne dårlige sæson 3, og besluttet sig til ikke at være med mere?
Måske. Under alle omstændigheder: Danmarksbloggen giver sæson 3 af ”Familien Löwander” to svenske flag. Det ene pga. Nordkvist og det andet fordi serien til at starte med havde ALT, der skulle til for at blive den største nordiske tv-serie siden Matador, men svenskerne tabte det hele på gulvet.
Forfatterne bag tv-serien har ellers sagt, at de mener, at de fik bundet sækken godt og grundigt med sæson 3. Der må så være et stort hul i dén sæk. For det var et chokerende lille udbytte, der kom ud af sæson 3.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk