Anmeldelse: Vår tid är nu/Familien Löwander

Søndag aften er dramatid på DR1, men de senere år har det knebet for dansk tv-drama at leve op til tidligere tiders storhed.

Heldigvis så kan svenskerne i disse år lave drama, der fænger for alvor – og i aftes begyndte DR1 at sende anden sæson af den svenske succes-tv-serie ”Familien Löwander”, som hedder ”Vår tid är nu” på svensk, hvad der også er en bedre titel, som DR sagtens kunne have oversat til ”Vores tid er nu”.

For dels så handler serien ikke kun om familien Löwander, og dels så spiller tiden, hvor serien udspiller sig, en vigtig rolle, da serien igennem dens tre sæsoner skal beskrive det svenske Folkhemmets storhedstid fra starten, da 2. verdenskrig sluttede i 1945, og til energikriserne ramte først i 1970´erne.

Nu her i starten af sæson 2 er vi nået til 1955, og der er sket meget i de fem år, der er gået, siden vi forlod Stockholm i slutningen af sæson 1.

Nina og Calle er blevet skilt fra hhv. Erik og Sonja, og gift med hinanden – og arbejder begge på familierestauranten Djurgårdskällaren, som er en fiktiv restaurant, der ligger på det fashionable Östermalm i Stockholm. Men Nina og Calle har betalt en stor pris for deres lykke, idet hendes datter og hans søn begge bor hos de tidligere ægtefæller.

Peter har overtaget Djurgårdskällaren, men har måttet vinke farvel til hans livs kærlighed Suzanne. I stedet har han giftet sig med den geskæftige Ester og med hende fået to piger.

Gustaf arbejder på en anden restaurant, som i modsætning til Djurgårdskällaren findes i virkeligheden, dog under et andet navn. Men skulle man have lyst til at besøge den, så tag til den del af Stockholms Gamla Stan, der ligger tæt på Järntorget, for så finder du ”Den Gyldne Freden”, som ser ud, som den gør i serien – og som i øvrigt serverer fantastisk mad samt historiens vingesus, da svenske musik- og kunst-ikoner som Bellman, Taube og Zorn jævnligt kom dér.

Helga er også stadig den stærke matriark trods at hun rammes af hjertesygdom, og hun har stadig et tæt parløb med kokken Backe.

Maggan er også stadig fagforeningsformand, men der er også nye tider på vej til hende, dog ikke som man måske tror det efter at have set første afsnit.

Og endelig møder vi en for danskere velbekendt person, nemlig Sofie Gråbøl, som spiller danskeren Henriette Winter, der køber Gustafs del af Djurgårdskalleren. Det kommer der meget ballade ud af.

Der kommer også mange flere konflikter og flere personer ind i centrale funktioner. For der sker som forventet meget i sæson 2, der har et tempo, der er ligeså hurtigt – hvis ikke hurtigere end det i sæson 1.

Undertegnede har set hele sæson 2, da SVT sendte den i efteråret 2018, og jeg vil selvfølgelig ikke røbe noget, men kan roligt sige, at hvis man synes, at der var drama i sæson 1, så bliver det endnu mere dramatisk i sæson 2.

Det bliver også fortsat rørende, gribende og overraskende – og nok er man vant til, at der sker store ting meget pludseligt i den her serie. Men der tages nogle mere end uventede drej, som får det til at gibbe i én – og så bliver tonen iøvrigt mørkere og mere dyster i takt med at nuancerne i personerne træder endnu tydeligere frem.

Det er mesterligt skrevet, og alle skuespillerne spiller så jävla bra, som det hedder på svensk. Dog skal Mattias Nordkvist, som spiller Gustaf, fremhæves for hans stærke fremstilling af den forandring, som Gustaf gennemgår i de to første sæsoner. Hr. Nordkvist er intet mindre end fænomenal i sin troværdighed og sin evne til at gribe rollen – og os tv-seere.

Danmarksbloggen giver ”Familien Löwander”/”Vår tid är nu” sæson 2 seks ud af seks af de rårakor, som Calle lavede til Nina helt tilbage den første dag de mødes, og som i dag spises af mange svenskere, når de ser tv-serien.

For både den lille kartoffelret med løg og löjrom (en slags svensk kaviar) og tv-serien er for længst kult i Sverige – og også lidt i Danmark.

Ps. Sæson 3 sendes til efteråret på SVT – og vi er mange, der ikke kan vente. For sæson 2 slutter ligesom sæson 1 gjorde det med en cliffhanger af format, skal jeg hilse og sige. Der er altså noget af glæde sig til både de kommende søndage – og når bladene bliver gule og falder af træerne igen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Familien Löwander

Danmarksbloggen skriver om Danmark, og anmelder derfor også i sagens natur dansk kunst og kultur – men ingen regler uden undtagelser.

For et decideret stykke tv-kunst ramte skærmen i lørdags – og blev genudsendt i går søndag, men kan heldigvis også ses på DR´s hjemmeside. Det handler om det svenske tv-drama, der på dansk hedder “Familien Löwander”, men som på svensk hedder “Vår tid är nu”.

Egentlig også en bedre titel, for det handler ikke kun om familien Löwander, selvom meget af handlingen udspiller sig i deres fine ejendom på en af Stockholms bedste adresser, hvor de har den dyre restaurant “Djurgårdskällaren” i kælderen og stuen, mens de selv bor ovenpå.

Serien starter ved 2. verdenskrigs afslutning, hvor datteren Nina møder køkkendrengen Calle midt i det jublende menneskehav på Kungsgatan i den svenske hovedstad uden at vide, at han er på vej til første arbejdsdag i hendes families restaurant. De to unge kysser hinanden – og ja, der kommer selvsagt en kærlighed-på-tværs-af-de-sociale-skel-historie ud af dét møde.

En historie, der skildres fint og følsomt, men som heldigvis ikke står alene, for så ville det være banalt. Men det er serien ikke. Den er åndeløs spændende og oplysende – og nej, man behøver ikke at kende til hverken Stockholm eller svensk historie for at følge med.

Man får det hele serveret på den mest underholdende måde, og bare i de to første afsnit kommer der udover oplagte emner som kampe og konflikter mellem generationerne og klasserne også temaer som svenskernes forhold til tyskerne under krigen, sortbørshandel, kz-lejre, anbragte børn, ensomhed, omsorg, arbejdsmarked, fattigdom og meget andet. Alt sammen skildret realistisk og med en nerve, der tør at gå dybt.

RIGTIG dybt som når den ene søns franske veninde, der har siddet i kz-lejr, beskriver, hvordan hun og de andre fanger vidste, hvem der snart skulle dø. For så lignede de en hare i ansigtet – tænderne stak ud – og de lugtede af benzin. 

Det er Matador og Downton Abbey. Matador fordi personerne skildres skarpt og præcist – og med få virkemidler, og Downton Abbey fordi der er tænkt over alt med tøj, møbler og stil, så det holder ned i detaljen.

Men serien er også helt sin egen – og sine steder bedre end de to andre – fordi den netop tør at gå så dybt, at man kan mærke det fysisk.

“Familien Löwander” er produceret i 20 afsnit, hvor 10 vises i år – og 10 næste år – altså i Sverige. I Danmark får vi to afsnit af gangen, således så det er to timers fjernsyn hver gang, hvor man kan følge skæbnerne gennem de årtier, hvor de sociale skel blev udvisket i Sverige, og folkhemmet blev bygget.

Det er en udvikling, som vi også til dels havde i Danmark, hvor mange af kampene og konflikterne var de samme, så også derfor giver det mening for en blog om Danmarksbloggen at anmelde dette fantastiske stykke svensk tv-drama.

Danmarksbloggen glæder sig allerede til på lørdag – og giver “Vår tid är nu”/”Familien Löwander” seks store svenske flag ud af seks mulige.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk