Månedsarkiv: maj 2017

Blasfemi-paragraffen – et værn mod religiøs vold

Udgivet den af
Svar

På fredag skal folketinget stemme om, hvorvidt blasfemi-paragraffen skal afskaffes eller ej. Meget tyder på, at det bliver et ja.

Det er Danmarksbloggen ikke enig i. For nok er ytringsfriheden hellig og ukrænkelig, og det skal vi holde fast i. Men det gøres faktisk bedst, hvis vi beholder blasfemi-paragraffen.

Og det gælder,selvom den kan opfattes som symbolpolitik, måske især når man ser på antallet af faldne domme på baggrund af den (to siden indførelsen i 1930).

Men ikke desto mindre er den en lov, der viser, at vi her i landet tager religiøse følelser alvorligt. Og det er vigtigt, at dette signal sendes til alle danskere. For der skal sørme være plads til både troende og ateister i Danmark – også uden at nogen af dem skal risikere at blive svinet til.

For hvis vi afskaffer blasfemi-paragraffen, lukker vi nemlig op for, at den indre svinehund for alvor kan komme ud.

Ikke sådan at forstå at det med en afskaffelse bliver tilladt at sige noget truende, forhånende eller nedværdigende om fx jøder, muslimer eller kristne – for det er mennesker, så det må man stadig ikke.

Man må heller ikke i det offentlige rum afbrænde koraner eller bibler, da det forstyrrer den offentlige lov og orden.

Men man må med en afskaffelse af blasfemi-paragraffen godt sige noget truende, forhånende eller nedværdigende om selve religionen, altså fx islam, kristendom eller jødedom.

Så er det ikke blot storm i et glas vand? Nej, det er en glidebane ned til de sorteste og laveste instinkter i mennesket.

For hvor mange vil være istand til at skelne mellem, om der tales om religiøse mennesker eller om religionen? Næppe mange, og formentlig endnu færre når vi taler de fundamentalistiske grupperinger indenfor religionerne. For dem er det to sider af samme livsvigtige sag, om der tales om religionen eller om religiøse.

Så en afskaffelse af blasfemi-paragraffen betyder frit løb mod bunden og umenneskeligheden. Ja, at et af de sidste og måske det største værn mod religiøs betinget vold i Danmark bliver fjernet.

Læs mere her:
http://www.dr.dk/nyheder/indland/er-et-farvel-til-blasfemiparagraffen-godt-eller-skidt-religioese-stemmer-er-uenige

http://www.dr.dk/nyheder/indland/lektor-der-kommer-hverken-flere-eller-faerre-sager-uden-blasfemi-paragraf

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dansk arbejde til danske arbejdere

Udgivet den af
Svar

Man skal ikke gå over åen efter vand, siger et gammelt ordsprog. Det er ikke desto mindre lige det, som Dansk Erhverv ønsker, når de mener, at vi skal importere udenlandsk arbejdskraft. Se mere her:

http://www.avisen.dk/top-nyt-opgoer-om-udenlandsk-arbejdskraft-lurer_446617.aspx

Men nej, intet vand fra den anden side af grænsen, medmindre der er tale om specialister, som vi ikke selv har her i landet.

Men nu kræver det hverken en lang uddannelse eller et specielt erhvervsforløb at skifte sengetøj, plukke agurker eller andre opgaver i den service-industri, hvortil der i stor stil importeres udenlandsk arbejdskraft – ene og alene fordi den arbejdskraft er billigere (fordi den underbetales), og giver ejeren et større overskud.

Men det er samfundsundergravende virksomhed – og det skal stoppes. Så længe vi har danske arbejdsløse – og det har vi, endda i stor stil – så skal vi ikke importere polakker og andre til at klare opgaver, som danske arbejdere kan klare. Så enkelt er det. Solidaritet, mine damer og herrer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Se Kjersgaards Danmarkshistorie

Udgivet den af
Svar

I øjeblikket kan man på DR´s hjemmeside se ”Danmarkshistorien fortalt af Erik Kjersgaard”, der er en mere end 30 år gamle serie på 12 udsendelser, der stadig holder max. Se mere på www.dr.dk/tv

Dels fordi Erik Kjersgaard var uddannet historiker og i dén grad kunne sit stof, og dels fordi der ikke bruges unødig tid på at (over)dramatisere, lefle for laveste fællesnævner og presse et politisk budskab ned over hovedet på seerne, som man gør det i den nye Danmarkshistorie lavet af samme kanal.

”Danmarkshistorien fortalt af Erik Kjersgaard” er derimod spækket med viden, detaljer og overblik – og det er vidunderligt befriende, at manden, der fortæller, blev castet (som det hedder på nutidsdansk) på grund af sin klogskab – og ikke på grund at sit udseende eller tøjvalg.

Læg dertil at han i sidste afsnit endda forholder sig kritisk til både sin egen historieserie og til de motiver, som enhver har til at fortælle sin version af Danmarkshistorien. Der er han nemlig lysår foran meget nutidig historiefortælling, som opfatter sig selv som værende objektiv og baseret på fakta – hvad det måske også er. Men enhver fortælling er altid et valg – og et fravalg – også af fakta.

Så gak til ”Danmarkshistorien fortalt af Erik Kjersgaard” og bliv vis på dit lands rødder. For her får du alt væsentligt, fortalt af en mand med vildt hår, brune bukser, gammel jakke – og en kæmpestor viden og engagement i Danmarks fortid. Han døde helt tilbage i 1995, mens heldigvis kan vi altså stadig se og høre ham.

Ps. Og ja, Erik Kjersgaard er i familie med Clement Kjersgaard. De er far og søn – og en meget ung Clement optræder skam også et kort øjeblik i det sidste afsnit.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Endnu engang …

Udgivet den af
Svar

Endnu engang. Igen skete det. Terroren ramte. Sorg. Vrede. Beslutsomhed om ikke at ændre vores livsstil og demokrati. Bevare de frie samfund.

I de seneste år har Danmarksbloggen skrevet en tekst med de ord altfor mange gange, og nu kunne undertegnede gøre det igen på grund af angrebet i går aftes i Manchester i England.

Men det lyder efterhånden som en kliché, for vi har hørt det altfor mange gange.

Opgaven er derfor heller ikke (kun) at vise medfølelse og kærlighed og opbakning, men at sørge for, at den slags mennesker, som synes det er i orden at dræbe andre på grund af deres overbevisning, bliver stoppet.

Det er en svær opgave – og den skal klares uden at en eller flere befolkningsgrupper automatisk gøres til syndebukke – men den skal effektueres. Ellers vil det her terrorvanvid ikke stoppe, men blot accelerere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “En ualmindelig og kortfattet Danmarkshistorie – fra begyndelsen til for nylig”

Udgivet den af
Svar

Årligt skrives der et stort antal historiebøger om Danmark, og selvom mange laves på et fagligt velfunderet grundlag, så er der tit langt imellem snapsene, når det kommer til samme bøgers underholdningsværdi.

Men i Asser Amdisens nye bog ”En ualmindelig og kortfattet Danmarkshistorie – fra begyndelsen til for nylig” går historisk viden og læsenydelse hånd i hånd i en grad, så undertegnede mange gange i løbet af de 256 sider måtte stoppe læsningen og klukke af grin – ja, sågar citere det nyligt læste højt for mand og barn, som i den seneste tid derfor har lagt ører til megen Danmarkshistorie.

For det er simpelthen herligt at læse om Danmarks fortid på en så levende måde, som Asser Amdisen beskriver den. Man kan i samtlige kapitler se de mennesker og de tider for sig, se dem folde sig ud i sorg og i glæde, i kampe og i fred, når det kneb, og når vi triumferede.

Hvem er det også, der siger, at faglig substans kun kan formidles tørt og alvorligt? Ja, Asser Amdisen mener faktisk, at det forholder sig lige modsat. At historiefaget blev ramt af den videnskabelige syge engang i oplysningstiden, og derfor siden har fravalgt at fortælle de gode historier, fordi historiefaget gerne vil være ligeså fakta-orienteret som de mere agtede naturvidenskaber. Men det er skade. For hvor det er nemt at bevise fx tyngdekraftens eksistens og påvirkning, så er det straks sværere at skrive om fortiden uden også at ty til de sagn, myter og historier, som er blevet fortalt fra slægtled til slægtled, og som også er en del af vor fælles arv, selvom de ikke kan bevises i et laboratorium.

Heldigvis fortæller Asser Amdisen masser af netop de overleveringer, og så tilføjer han historiske fakta som fx i legenden om Dannebrog, der jo efter sigende faldt ned i Estland i 1219 som en hjælp fra Gud, så vi kunne besejre de hedenske estere i det store slag ved Tallinn. Problemet var bare, at esterne allerede var blevet kristne få år før, da en ridderorden kom forbi. Men som Asser Amdisen skriver med klart blik for både magtspil, økonomisk gevinst til den danske konge og menneskelig psykologi ”En god gerning kan jo ikke gøres for tit, og Valdemar var ikke en mand, der lod sig slå ud af småting”.

Asser Amdisen lader sig heller ikke slå ud. Han er heller ikke bange for at have en holdning til både samfund og det at være dansk, hvilket også er forfriskende – især fordi han så melder klart ud, hvor han står.

For igen så lever vi i en tid, hvor objektivitet er finere end subjektivitet, så det er normalt, at fx forskere og medier skjuler deres dagsordner bag et ”objektivitets-tæppe”. Men medmindre vi taler om naturvidenskaberne, hvor det meste kan måles og vejes og bevises i, så er alt subjektivt og afhængigt af øjnene, der ser. Fra kunst over litteratur og religion – og til historie.

Og her taler Asser Amdisen klart sprog, som når han fx skriver om, hvordan nationalismen i 1800-tallet afløste religionen som den ramme, mennesker sætter om deres forståelse af sig selv og deres identitet. Undervejs underbygger han sine meninger med fakta om de historiske forhold, men han gør også til sidst i bogen opmærksom på, at læseren gerne må være uenig med ham, blive vred, gal, sur og alt muligt andet.

Bare ikke ligeglad, for så dør historierne og dermed det fællesskab, som vi alle lever af og på. Og det er rigtigt. Vi må ikke blive ligeglade og slet ikke med vores egne rødder og historie. Heldigvis er Asser Amdisen en god spindoktor for Danmarkshistorien.

Apropos spin, så holder Danmarksbloggen også meget af bogens fokus på spindoktorer i ordets mest udvidede betydning, som når det fx slås fast, at vikingerne manglede en spindoktor, og at de overfaldne klostre i de skrivekyndige munke netop havde de perfekte spindoktorer, fordi de skrev fortællingerne om de fæle vikinger og deres gerninger. For som bekendt så vinder den, der skriver historien.

Men Asser Amdisen formår også at gøre rede for komplicerede forhold som middelalderens konger og deres indbyrdes familie- og hævnforhold i kampen om magten samt at trække de overordnede linier og flette konkrete begivenheder og personer sammen med de forskellige tiders syn på samfund, religion, filosofi samt menneske- og verdenssyn.

Han hamrer også en pæl ned gennem myterne, og er ikke bleg for på den ene side at vise forståelse for, hvorfor vi danskere elsker Christian d. 4., der med sine mange fejl lige er til at spejle sig i, men som også var manden der, fordi han så gerne ville være en stor krigsmand, førte Danmark fra at være stormagt til mellemmagt. Endelig slås det også fast, at hvis Christian Firtal ikke havde dummet sig så gebommerligt nede på den tyske hede i 1625, så havde vi måske ikke mistet Skåne, Halland og Blekinge, som vi ret beset vandt tilbage i krig flere gange siden den ulyksalige Roskildefred, men aldrig fik fordi stormagterne ikke ønskede, at den samme nation sad på begge sider af Øresund.

For vi slipper ikke for at høre om de nationale traumer, heller ikke 1800-tallets jammervandring med statsbankerotten, tabet af Norge og de slesvigske krige, som gjorde os til en lille stat, en andedam, du puslingeland og alt det der, som stadig martrer os, og som også hænger sammen med dansk deltagelse i diverse krige i dag, hvor vi har et demokrati, som vi med Asser Amdisens ord tager for givet. Måske fordi vi nærmest fik det smidt i hovedet af Frederik d. 7. – fremfor som i mange andre lande at skulle kæmpe for det, hvilket han mener er skade og en direkte årsag til, at vi så villigt har ladet demokratiet undergrave siden 2001.

For det er en historisk bog med holdning og et skarpt blik for perspektiverne for både landet og den enkelte dansker før og nu. En bog, hvor forfatteren tør bekende kulør, som når han skriver, at danskerne altid har levet af handel – også med våben. For Danmark har 7000 km´s kystlinie, og dansken har sejlet og handlet fra før vikingetiden og til i dag, hvor de Mærsk-lyseblå skibe ikke vækker rædsel nogetsteds, men stadig sejler guld hjem til Danmark.

Et Danmark, hvor Amdisen også gør op med myten om danskerne som dette fredelige folkefærd, der nok en gang var vikinger, men nu er vi jo blevet voksne, demokratiske og tolerante – og ganske humane. Men nej, siger Amdisen, den holder ikke, og så argumenterer han ellers – og løfter en advarende pegefinger.

For det velfærdssamfund, som vi har i dag, og som bygger på to skelsættende begivenheder – nemlig Hovedaftalen fra 1899, der sikrer et stabilt og godt arbejdsmarked samt parlamentarismens indførelse i 1901 – kan nemlig sagtens ændre sig, og ikke nødvendigvis til det bedre. Måske snarere tværtimod, mens vi danskere smæsker os i national selvfedme bag ligusterhækken og lader en totalitær demokratisme styre os.

Asser Amdisen får fem store Dannebrogsflag ud af seks mulige for sin levende og velskrevne, humoristiske og substantielle ” En ualmindelig og kortfattet Danmarkshistorie – fra begyndelsen og til fornylig”. For det er en bog spækket med viden, hvor såvel den historiekyndige som novicen ud i Danmarkshistorien kan hente perspektiver til videre læsning og især overvejelser over, hvad det vil sige at være dansk – og hvordan vi ønsker, at det danske samfund skal udvikle sig. 

Bogen udgives af Haase Forlag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Europas Forenede Stater tættere på end nogensinde

Udgivet den af
Svar

Europas Forenede Stater er tættere på i dag end de var det i lørdags.

For i søndags blev Emmanuel Macron indsat som fransk præsident, og i går besøgte han Tysklands kansler Angela Merkel, og de to blev snart enige om, at en ændring af EU-traktaten sagtens kunne foretages, hvis det kunne bringe samarbejdet i Euro-land videre.

Danmarksbloggen er bekymret. For nok vandt højrepopulismen ikke magten i hverken Holland eller i Frankrig, men begge steder fik de flere stemmer end nogensinde før, og det rigtige middel til at få Europas borgere til at elske EU (hvis man altså ønsker dét) er ikke at presse mere EU ned over hovederne.

Tværtimod vil tryk avle modtryk, så stop nu EU-toget, inden det løber af sporet – og måske trækker en hel verdensdel med sig i faldet. Det kan vi ikke have. For der er ingen tvivl om, at vi skal holde sammen her i Europa og handle med hinanden, men den overnationale organisation, som EU er og gerne skal være endnu mere, hvis det står til Macron og Merkel, er der ikke mange europæere, der stempler ind på.

Så lyt til jeres befolkninger – også her i Danmark. Det er i bund og grund også det, som demokrati handler om.

Se mere her: http://www.dr.dk/nyheder/udland/macron-og-merkel-maaske-skal-eu-traktaten-aendres

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Historien om en moder: Irena Sendler reddede 2500 børn

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggen bragte også denne historie sidste år på mors dag – og forrige år og …. og normalt genbruger Danmarksbloggen ikke indlæg. Bloggens natur og formål er at være aktuel og ny. Men lige denne historie, historien om en moder, der reddede 2500 børn, er langt mere spændende og inspirerende end nogen blomster og nogen chokoladeæsker nogensinde kan blive det.

Danmarksbloggen har derfor besluttet at fortælle denne historie hver eneste mors dag. For den er vigtig – også i nutiden og i fremtiden.

Historien, som er 100% autentisk, handler om en enkelt kvinde, en enkelt moders utrolige mod, udholdenhed og styrke. En kvinde, som mange ikke kender, og som endnu flere har glemt navnet på. En kvinde, som levede i en tid og under nogle vilkår, som så altfor let kan komme igen, hvis ikke vi husker. Så her kommer – som sidste år og som til næste år og året efter – historien om Irena Sendler:

Befrielsestiden var mange ting. En af dem var Folke Bernadotte og de hvide busser, der kom hjem med de overlevende fra kz-lejrenes rædsler. Senere hen hørte en overvældet verden om nogle af de helte, der med fare for eget liv havde arbejdet for og iblandt tyskerne for at redde jøder og andre, som var forfulgte. En af disse helte er Schindler og hans berømte liste, som Steven Spielberg lavede en film om. Men der er en heltinde, som de fleste ikke kender, men hvis navn burde stå med flammeskrift:Hendes navn er Irena Sendler: http://www.auschwitz.dk/sendler.htmHun døde i 2008.

Irena Sendler var småbørnsmor og kristen. Hun arbejdede i krigens første år som socialarbejder i Warzawas ghetto, hvor mere end 5000 jøder hver måned døde af sult eller/og sygdom. Dén gru og dén nød kunne Irena Sendler ikke bare stå og se på. Hun måtte gøre noget.

Så hver dag kørte hun ind i lejren i sin lille bil, hvor hendes hund altid var passager. Irena havde lært hunden at gø højt, når den så en tysk uniform, så hendes bil blev aldrig undersøgt. Der var ingen, der ønskede at komme i nærheden af den gale hund.

Det var smart. For i en sæk i hendes bil kunne der ligge et større barn eller to, mens Irena havde et mindre barn i hendes store, specialbyggede taske, der var lavet, så den passede lige til et lille barn. Så hver gang hun kørte ud, havde hun mindst to børn med sig – skilt fra deres forældre, men på vej ud i friheden og livet.

Og på den måde gik ugerne og månederne. Irena Sendler smuglede barn efter barn ud, men efterhånden fattede tyskerne mistanke til hende. Og i oktober 1943 slog de til og arresterede den unge mor, som blev sat i fængsel.

Her var hun i flere måneder, men til trods for at nazisterne brækkede hendes ben og fødder og lavede andet tortur på hende, sagde hun ikke en lyd. Fortalte ikke med en eneste stavelse, hvad der var sket med børnene. Nazisterne dømte hende derfor også til sidst til døden.

Men i sidste sekund lykkedes det den polske modstandsbevægelse at bestikke en tysk soldat, så Irena Sendler blot kom på listen over henrettede. Mens hun i virkeligeheden kom ud og levede skjult under resten af krigen, hvor hun dog stadig hjalp så mange jøder, som hun kunne.

Så da krigen sluttede, kunne Irena Sendler tage tilbage til naboens have og grave de syltetøjsglas op, som hun under krigen havde gravet ned. Syltetøjsglas med lister i, hvor hun omhyggeligt havde noteret hvert eneste barns jødiske navn og familie sammen med barnets nye kristne navn.

De efterfølgende måneder brugte hun så på at opsøge alle børnene og forene de familier, hvor forældrene stadig var i live. Det var ikke mange, og det smertede hende dybt.

Præcis som det havde været frygteligt at tage børnene fra deres forældre. For som Irena Sendler selv fortalte det: Jeg vil for altid høre skrigene og gråden, når jeg adskilte forældre og børn.

Men for alle børnene sørgede hun for en god opvækst hos kærlige familier eller på tilsvarende kærlige børnehjem og klostre. Jeg oplevede aldrig, at nogen sagde nej til mig, når jeg spurgte, om de kunne tage et barn, fortalte Irena Sendler, da hun som en ældre dame endelig fik verdensomspændende anerkendelse for hendes enestående bedrift.

For hun var en helt. En af de få. Men selv opfattede Irena Sendler sig ikke som helt:

“Jeg kunne have gjort mere, men jeg gjorde det ikke. Det fortryder jeg, og den fortrydelse vil følge mig til min dødsdag,” sagde kvinden, der reddede 2500 børn fra nazisternes umenneskelige djævelskab.

Kvinden, der udførte en bedrift, der er større end det kan siges med ord. Og så alligevel. For nobelprisvinderen og holocaust-overleveren Elie Wiesel skrev om dén tid og de få modige, der var:

“Dengang var der mørke alle steder. I himlen og på jorden. Alle åbninger ind til medfølelse så ud til at være lukkede. Dræberne dræbte, og jøderne døde – og den omkringliggende verden var enten ligeglade eller medskyldige. Kun få havde modet til at gøre noget.”

En af de få var Irena Sendler. Ære være hendes minde.

Ps. I 2007 var Irena Sendler indstillet til Nobels fredspris, men fik den ikke. Den gik i stedet til Al Gore og hans snak og slides om klimaforandringer. Information, som alle vidste i forvejen contra at redde 2500 børns liv med fare for sit eget liv.

Dén lader vi lige stå et øjeblik!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nattens gerninger på Christiansborg

Udgivet den af
Svar

Nyhedsjournalist hos TV2 Knud Brix´ digtsamling ”Natfolden” har vakt megen opsigt med sin beskrivelse af livet på Christiansborg som et sted med magtmisbrug, moralsk fordærv, generel kynisme og menneskelig forråelse, der medfører et væld af nattens gerninger, der ikke tåler dagens lys.

Danmarksbloggen har IKKE læst digtsamlingen, så derfor kan undertegnede ikke udtale sig om den konkrete bog – udover at det vel ikke er noget nyt, at magten korrumperer. Læs for eksempel nedenstående artikel fra Berlingske som meget præcist handler om netop det – og har citater fra blandt andet Søren Pind (V) og Holger K. Nielsen (SF): https://www.b.dk/berlingske-mener/fordi-magten-korrumperer

Men når det er sagt, så er det alligevel interessant, at emnet tages op af en nyhedsjournalist på Christiansborg, som ellers må formode at holde sig til fakta, men her med Knud Brix´ egne ord blander fakta og fiktion sammen. Se mere her: http://politiken.dk/kultur/art5942197/%C2%BBChristiansborg-%C3%A6der-sj%C3%A6le-op%C2%AB

Spørgsmålet er så bare, om lige denne blanding af fakta og fiktion er smart i en tid, hvor fake news florerer? Omvendt kan man spørge, om der er nogen anden vej, hvis man vil have et dækkende billede, al den stund at man i sagens natur ikke kan forvente, at korrumperede og magtgale politikere frivilligt stiller op til offentlig beskuelse og slagtning.

Danmarksbloggen har heller ikke svaret på, hvordan man på den rigtige måde skal afdække, hvad det konkret har betydet for dansk politik og for det danske samfund, at få mennesker har så uendelig meget magt.

Men man kunne måske starte med at opløse den ret uheldige alliance, der er mellem de toneangivende medier og politikere, der dag ud og år ind går op og ned af hinanden på Christiansborgs gange og danner et minisamfund i samfundet. Et samfund med egne regler og egen logik – og en udbredt legitimering af egne handlinger, både nattens og dagens, udfra devisen ”Sådan er det jo” og ”Man må jo gøre, hvad der skal gøres”.

For som en politiker siger det i ovennævnte artikel fra Berlingske: Jeg tilhører dem, der mener, at magt korrumperer. Det eneste, der er spørgsmålet, og siger noget om den enkelte politikers karakter, er, hvor længe det varer, før man bliver det. Citat slut.

Vedkommende har nok desværre ret.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

En politisk kandestøber som præsident

Udgivet den af
Svar

Har det nyligt afholdte præsidentvalg i Frankrig noget med Danmark at gøre? Ja, om ikke andet så til skræk og advarsel.

For franskmændene kunne i søndags vælge mellem en ekstrem højre-populist og en mand stort set uden politisk erfaring, der først nu EFTER valget skal til at sætte sit hold. Det var altså absurd, uanset hvem der vandt. Nu blev det Macron, som blev hyldet foran Louvre i Paris, og som nu har bedt folk om at ansøge om at komme med på hans regerings-hold. Det har omkring 15.000 så indtil videre gjort. Men hvordan skal de udvælges? Udfra X-Factor-lignende auditions eller hvad?

For sagen er, at Frankrig har fået en præsident, der er at sammenligne med den politiske kandestøber – Holbergs velkendte figur, der henne på kroen sammen med vennerne vidste alt om, hvordan samfundet skulle indrettes, men som fejlede fælt, da han fik muligheden for at bestemme. For ét er et søkort at læse, noget andet er et skib at føre.

Og det gælder også i nutidens politik, som er et håndværk, som det tager år at lære, så ja, det giver god mening ikke at lukke alle mulige ukendte og især kendte amatører ind i politik, men holde sig til dem, der har beskæftiget sig med politik i årevis. Det gælder også i Danmark, hvor kendisser som regel bliver meget dårlige politikere, uanset om de kommer fra underholdnings-, sports- eller den såkaldte virkelige verden, hvad det så end er.

For ethvert fag, enhver branche har det med at lukke sig om sig selv, så bare fordi man har en baggrund som kuglestøder, plejehjemsleder, universitetsrektor eller fast indslag på den røde løber, er man ikke automatisk egnet til noget politisk erhverv, der kræver viden, indsigt, forhandlingsevne, kompromis-evne og meget andet, som skal øves og øves igen, inden man kan bruge det.

Det er således ikke noget tilfælde, at Lars Løkke stadig sidder på magten i Venstre – han kan nemlig den politisk metier, og det samme kan Mette Frederiksen. De har også begge to været med, fra de var helt unge, og de slynger ikke om sig med tomme visioner, som populisterne gør det, uanset hvilken fløj de tilhører. Nej, de trænede politikere taler fornuftens og kompromisets sprog. Heldigvis, mener Danmarksbloggen, for skal samfundet have en chance, skal erfarne politikere og ikke amatører med fine visioner stå i spidsen for det.

Gid vi derfor aldrig får en Macron – eller Le Pen – som statsminister, og gid så mange danskere ville stoppe med at stemme på populistiske partier med få budskaber, men en total mangel på forståelsen for helheden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Twin Peaks, House of Cards og Matador

Udgivet den af
Svar

Om ikke så længe kommer to berømte tv-serier tilbage til skærmen med nye sæsoner.

Den ene er 90´er-kult-serien ”Twin Peaks”, og den anden er den politiske dystopia-serie ”House of Cards”.

Den første serie omtales ofte som værende rigtig uhyggelig med dæmonen Bob, besættelser af mennesker og hvad der ellers sker af paranormale ting i den lille by Twin Peaks på grænsen mellem USA og Canada.

Danmarksbloggen finder dog den anden serie ”House of Cards” cirka tusind gange mere uhyggelig, fordi den imodsætning til David Lynchs surrealistiske univers rent faktisk skildrer virkeligheden i en verden, hvor politik er ligeså beskidt og handler ligeså meget om magt og menneskeforagt, som den altid har gjort det. Eller det vil sige: Virkeligheden overgår som altid fantasien.

For virkeligheden – som den skildres i de seriøse og fakta-baserede nyheder, der trods alt stadig findes – er mere end en million gange mere uhyggelig end selv Frank Underwoods værste svinestreg … også selvom noget tyder på, at House of Cards-præsidenten i den nye sæson vil gå Tyrkiets Erdogan i bedene og udvikle sig fra POTUS til en ren diktator. Noget som Trump heldigvis ikke har kunnet endnu, selvom de sorte skyer trækker op i horisonten.

Danmarksbloggen spår derfor også, at mange danskere (midt i en tid mere usikker end nogensinde siden 2. verdenskrig) med en sikker fornemmelse for tryghed og nostalgi vil søge til tv-skærmene de næste lørdage, når DR1 genudsender de første seks afsnit af Matador i en ny og forbedret udgave. Det er så også den bedste danske tv-serie til dato, så det er helt forståeligt, og undertegnede skal da også se med.

Men Danmarksbloggen vil dog også opfordre til at løfte blikket fra livet i Korsbæk i sidste årtusind og til livet i den globale virkelighed i dag, selvom det er en kompliceret og svær størrelse, og de 99,999999999999% af os er så uendelig magtesløse.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen