Dansk arbejde til danske arbejdere

Man skal ikke gå over åen efter vand, siger et gammelt ordsprog. Det er ikke desto mindre lige det, som Dansk Erhverv ønsker, når de mener, at vi skal importere udenlandsk arbejdskraft. Se mere her:

http://www.avisen.dk/top-nyt-opgoer-om-udenlandsk-arbejdskraft-lurer_446617.aspx

Men nej, intet vand fra den anden side af grænsen, medmindre der er tale om specialister, som vi ikke selv har her i landet.

Men nu kræver det hverken en lang uddannelse eller et specielt erhvervsforløb at skifte sengetøj, plukke agurker eller andre opgaver i den service-industri, hvortil der i stor stil importeres udenlandsk arbejdskraft – ene og alene fordi den arbejdskraft er billigere (fordi den underbetales), og giver ejeren et større overskud.

Men det er samfundsundergravende virksomhed – og det skal stoppes. Så længe vi har danske arbejdsløse – og det har vi, endda i stor stil – så skal vi ikke importere polakker og andre til at klare opgaver, som danske arbejdere kan klare. Så enkelt er det. Solidaritet, mine damer og herrer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Drop nu de frivillige

Det er godt at tage ansvar og være aktiv i sit lokalområde, ikke? Nej, ikke altid. For som en undersøgelse viser, så varetager flere og flere frivillige opgaver, der normalt er kommunale kerneopgaver.

Læs mere her: http://www.dr.dk/nyheder/indland/video-flere-borgere-bruger-fritiden-paa-arbejde-kommunen

Kommuner over hele landet sparer derfor penge på driften ved at lægge arbejdet over til frivillige – og vel at mærke på måder, så det ikke blot er ekstra NICE-TO-opgaver, som løses af frivillige, men deciderede NEED-TO-opgaver.

Danmarksbloggen finder det mere end bekymrende. For en ting er, at det er mere end usikkert, hvordan opgaven løses, når det hænger på om og hvilke frivillige, der melder sig.

Men praksissen udhuler også danskernes muligheder for at få rigtige, reelle jobs – og arbejde er der mange danskere, som gerne vil have – også flere end der er jobs til.

Så alene af den grund burde kommunerne droppe den spareøvelse, som den øgede frivillighed i bund og grund er. Ved samme lejlighed kunne kommunerne så passende droppe at lade arbejdsløse udføre reelt arbejde, når de kun får dagpenge får det.

For det udhuler alt – også respekten for det kommunale system – at lade frivillige og arbejdsløse udføre det, som der i stedet skulle ansættes uddannede medarbejdere til – som fik en rigtig løn for deres indsats.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Grådige, danske virksomheder

Danskerne kritiseres for at være egoistiske og forkælede.

Og det er med god grund, når man ser på det private erhvervsliv, som tiltrods for at Danmark har en af de bedste konkurrrence-evner i Europa, stadig mener, at forholdene er for dårlige, at de private virksomheder skal betale mindre i skat, at det er okay, at de samme virksomheder ansætter udenlandsk arbejdskraft til en markant lavere løn – og at de sociale ydelser i Danmark i øvrigt er altfor høje.

Læs mere her: http://www.ae.dk/emne/konkurrenceevne

Men problemet er ikke de svageste i samfundet – som fx kontanthjælpsmodtagerne, der nu også når det kommer til ferie, behandles som andenrangsborgere med mindre ferie og mindre sammenhængende ferie end alle andre. Eller de ældre, der nu holdes på pinebænken mht. deres boligydelse. Eller de hjemløse, som der bliver flere og flere af. Eller nogen af de andre svage grupper, som der sparkes til.

Nej, de svageste er syndebukke for de magthavere – og de kapitalinteresser, som er så grådige, at selv Scrooge fra Dickens “Et juleeventyr” nærmest er en vennesæl julemand til sammenligning – og dét vel at mærke inden han får besøg af de tre juleånder.

For dér er det reelle problem. At de private virksomheder, som nyder godt af at den offentlige sektor betaler for skoler, veje og sygehuse, ikke vil betale deres del af kagen. Hverken i form af skatter – eller i form af at ansætte danskere og give dem en ordentlig løn. For sagen er, at den arbejdsløse eller kontanthjælpsmodtageren kun kan få et job, hvis der er nogen, der vil give vedkommende et job.

Så enkelt er det. Så ja, danskerne er forkælede – ihvertfald de grådige, danske virksomheder …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Krisen er forbi: Husk de svage

Meldingen kommer fra så forskellige kilder som regeringen og Danske Bank:

Danmark er ude af krisen.

Og det er jo helt fantastisk. Danmarksbloggen tænker derfor også:

Så er det bare med at komme i gang – og holde fast i opsvinget.

Noget, der gøres bedst ved ikke at give magten til de blå til det kommende folketingsvalg. For de vil – vanen tro – bare solde pengene væk i skattelettelser og til privathospitaler m.m.

Den nuværende regerings politik har altså virket – og nu er det på tide at holde fast, men også at give bedre levevilkår til dem, der blev tabt på vejen: De arbejdsløse, dem der mistede dagpengene, kontanthjælpsmodtagerne, pensionisterne, andre udsatte og svage – og selvfølgelig børn, gamle og syge.

Dét er en stor mundfuld. Men hvad er et opsving værd, hvis ikke det bruges til dem, der har hjælp behov?

De bugnende kister hos de rigeste danskere er nemlig kun blevet proppet endnu mere fulde – også under krisen. Så de har ikke brug for mere. Snarere tværtimod skal vi til at fordele goderne bedre – og dét gælder stadig, også selvom krisen tilsyneladende er ovre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mareridt: Venstre-Dansk Folkeparti i regering

En regering bestående af Venstre og Dansk Folkeparti efter næste valg? Det er afgjort en mulighed. Ja, man kan måske endda sige, at der lægges op til det i øjeblikket. 

Venstre antyder nemlig, at nulvækst måske ikke betyder nulvækst – men at der godt kan bruges lidt flere penge offentligt. Samtidig prøver Dansk Folkeparti også at lægge afstand til de mest muslimsk-fjendtlige dele af deres parti.

De to partier er med andre ord igang med at nærme sig hinanden. En regering bestående af netop Venstre og Dansk Folkeparti ville også få en lettere gang på jorden, end hvis Konservative og Liberal Alliance skal være med i en regering.

At det så også er et kæmpemareridt at forestille sig Dansk Folkeparti og Venstre i regering sammen, er en anden sag. Det vil være en umenneskelighedens regering, hvor egoismen trives på et plan, som vi endnu ikke har set i Danmark.

En regering bestående af Venstre og Dansk Folkeparti vil være en regering, der uden blusel vil skære på sundhed, uddannelse, ældre, arbejdsløse og svage til fordel for skattelettelser til dem, der i forvejen har rigeligt.

Noget man især ser i forhold til dén boligjob-ordning, som er Venstres kernepunkt. Her er faktum, at 4 ud af 10 med en indtægt på over 700.000 kroner brugte bolig-job-ordningen, mens det var mindre end 1 ud af 10 med en indtægt på under 350.000 kroner. 

Dét giver på ingen måde mening at genindføre dén ordning – eller at få en Venstre-Dansk Folkeparti-regering.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

De udsatte er Danmarks virkelige Iron-men m/k

I går svømmede, cyklede og løb flere tusinde mennesker rundt i Nordsjælland og København. De gennemførte en såkaldt Iron-man, der består af 3,8 km havsvømning, 180 km cykling og 42 km løb.

Men hvor imponerende det end er, at mange mænd og kvinder i alle aldre tilsyneladende kan træne sig op til en sådan kraftpræstation, så sidder undertegnede alligevel med dén tanke, at de rigtige jern-mænd og rigtige jern-damer ikke er dem, der fik medaljer på ved Christiansborg i går, da de udmattede kom over målstregen.

Nej, Danmarks virkelige Iron-men m/k er dem, der dag ud og dag ind får enderne til at mødes og stumperne til at hænge sammen.

Det er de enlige mødre der trods små midler gør alt, hvad de kan for at give deres børn en god opvækst, selvom pengene ikke rækker til en tur i svømmehallen – og endnu mindre til en våddragt, en racercykel og et par gode løbesko.

Det er de hjemløse, der ikke har et ur, så de kan se, om de nu svømmede, cyklede eller løb 2,3 sekunder hurtigere end sidste gang – men som er glade, hvis de finder et sted at sove, hvor de kan holde sig tørre og varme for natten.

De er de arbejdsløse, der sender ansøgning efter ansøgning afsted – og for hvem det ikke drejer sig om at nå en målstreg inden kl. 23, men om at få et job, inden dagpengeretten så altfor hurtigt løber ud.

Det er alle de udsatte grupper, som i disse år udsættes for en så stærk mistænkeliggørelse omkring hvem de er og om deres motiver, at det faktisk er chikane og mobning.

For nej, de udsatte grupper i Danmark, de fattige, de gamle, de syge, de arbejdsløse, de hjemløse osv, er ikke hverken dovne eller ude på at snyde systemet.

De vil bare så gerne være med i samfundet … og de prøver ihærdigt hver dag at få det til at lykkes med en indsats, der er mange-mange gange større end den, som de sportsklædte lagde for dagen i dag.

For det er de udsatte danskere, der er de virkelige Iron-men m/k – og de fortjener at blive mødt med ikke en medalje, men med noget langt mere vigtigt: Anstændige levevilkår.

Det danske samfund er nemlig så rigt og har så mange goder, at det er direkte uanstændigt, at vi ikke deles om de enorme ressourcer, som vi har i vores land.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk