Reformationsdag – også for kvinder

Halloween, keltisk nytår, reformationsdag – d. 31. oktober har mange navne og mange ting at mindes.

Men et er sikkert: Det er efterår – og i år er dagen d. 31. oktober endda ekstra speciel for mange heroppe i Norden, da den romersk-katolske pave for første gang i små tre årtier er på besøg. I denne omgang dog kun i Sverige, hvor pave Frans besøger Lunds Domkyrka, der i øvrigt blev bygget af danskerne, da Skåne var dansk, dengang katedralen blev skabt i 1100-tallet.

Men nu er Lund altså svensk. Og det er måske meget passende, at paven ved begyndelsen af 500-året for Luthers teser (han bankede dem op på kirkedøren i Wittenberg d. 31. oktober 1517) og dermed reformationens start besøger ikke kun Nordens første domkirke. Men også en kirke der ligesom resten af Svenska Kyrkan har bevaret meget af den katolske liturgi, selvom kirken i sit bekendelsesgrundlag er evangelisk-luthersk.

Svenska Kyrkan er derfor en god brobygger mellem en ord-fokuseret protestantisme og en følelsesladet katolicisme, som dog har det tilfælles, at de diskriminerer kvinderne. I klassisk protestantisme er jomfru Maria fx reduceret til at være en fødemaskine, mens der i de katolske kirker fx ikke er kvindelige præster. Kvinderne skal med andre ord begge steder kende deres plads.

I Svenska Kyrkan derimod må kvinderne gerne fylde, både på prædikestolen og i selve troen. Her vrimler det med både kvindelige præster og biskopper – men også med Maria-statuer og dage og andet tilegnet Maria. Det er dejligt at opleve, og det minder om, at reformationen også handlede om kvinder – og især om en kvinde: Reformatorens hustru Katharina Luther, hvis liv var både dramatisk og rørende – og som man i løbet af det næste år kan opleve i mere end 120 kirker over hele Danmark.

Danmarksbloggen kommer også med en anmeldelse, når forestillingen rammer Hovedstadsområdet. Men inden da, så læs denne reportage (skrevet af undertegnede) om premieren på den fantastiske forestilling: http://www.kristendom.dk/kristendom.dk/katharina-luther-var-paa-praedikestolen-i-haderslev-domkirke

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: De dybeste rødder

Der har allerede været skrevet meget om Thomas Larsens mere end 400 siders lange bog ”De dybeste rødder”, der vel egentlig bedst kan beskrives som en historie- og samtalebog med Dronning Margrethe d. 2., der fortæller om sit eget liv i relation til Danmark, Danmarkshistorien og de begivenheder, som er sket i hendes levetid.

Det er en velskrevet og letlæst bog i fire dele, hvor man som læser dog godt kunne ønske sig, at der var gået mere i dybden med nogle af emnerne. Ikke nødvendigvis på den sædvanlige kritisk-journalistiske facon, som ofte blot handler om at udstille et menneske (især hvis det menneske er kendt). Men hvor man i stedet havde brugt den respektfulde nysgerrige og samtale-orienterede facon, som Dronningen ifølge bogen er meget begejstret for og selv praktiserer, når hun skal indsamle viden.

Den første del ”Rødder” handler om Dronningens lykkelige barndom på Amalienborg og rundt omkring på de andre kongelige slotte i Danmark. Her fortælles der ikke noget, som ikke allerede er almen viden om Danmarks dronning, der altid har elsket at læse (sådan set alt, men måske allermest Danmarkshistorien og de store fortællinger), at tegne og male samt at grave efter fortidsfund i den danske muld.

En dronning, der dengang hun var prinsesse, voksede op i en kærlig familie, hvor fædrelandet og fædrelandskærligheden var naturlige ingredienser i en hverdag, der bestod af lige dele rydden op i kommodeskuffen og rejse på togter med kongeskibet ”Dannebrog”, så hun i mange år efter kendte Danmark bedre fra søsiden end fra landsiden. Præcis som de vikinger, som hun beundrer meget og roser for deres mod og initiativ, gjorde det.

Det mest interessante i første del er derfor også Dronningens udmeldinger om barndommens betydning, danskerne og danskheden. Her siger hun fx: “Man kan stille to næsten diametrale modsætninger op og sige, at det er typisk dansk. Det er typisk dansk at have nok i sig selv, være derhjemme og have det hyggeligt. Men det er også typisk dansk at have udsyn og vilje til at drage ud og vise, hvad vi kan.”

I anden del ”På vej” beskæftiger bogen sig med de store linjer i Dronninge-gerningen, fra dengang Dronningen som 13-årig blev tronfølger efter Grundlovsændringen, der knyttede hendes skæbne til Danmark – og ikke til et andet land, som normen ellers var det for prinsesser. Men i stedet kom Margrethe d. 2. i Statsrådet med sin far, da hun fyldte 18 – som hendes egen søn også er det i dag.

For vi er med hele vejen rundt, også geografisk og historisk. Vi hører selvfølgelig om Grænselandet og Genforeningen, om Besættelsen og Den Kolde Krig – og om Dronningens kærlighed til Grønland og Færøerne – og vi forstår de to lande bedre, hvilket er en stor gevinst ved bogen. For i Danmark mangler der viden om og interesse for de nordlige dele af Rigsfællesskabet. Ved du fx hvornår det er grønlandsk og færøsk flagdag? Det gør Dronningen, og det er den 21. juni og den 29. juli.

Men vi hører også om Dronningens yndlingsregenter, hvor især det at læse om den af mange så oversete Christian d. 8 gør indtryk. Han var efter Dronningens mening den måske mest begavede mand, der nogensinde har siddet på Danmarks trone med en stor interesse for både kunst og kultur, men som samtidig også ønskede at knytte folkestyret tættere til Danmark. For nok var det sønnen Frederik d. 7., der gav danskerne Grundloven, men det var Christian d. 8., der lang tid inden havde støbt formen.

I det hele taget går Dronningen meget op i folkestyre, og i at være noget for sit folk og sit land – og det er derfor naturligt, at hendes valgsprog er: Guds hjælp. Folkets kærlighed. Danmarks styrke. Og det skal tages helt bogstaveligt.

Dronningen skal ifølge Grundloven være medlem af Folkekirken, men Margrethe d. 2. er et meget troende menneske, der også giver den kristne etik en stor del af æren for det gode samfund, som vi har i Danmark. Men hun nævner også andelsbevægelsen, åndskæmpen Grundtvig og så det at danskerne altid har handlet og sejlet ud som uundværlige dele af den danske folkesjæl.

Men som i første del er det Dronningens egne ord, der gør størst indtryk. Som når hun kalder Margrete d. 1. for en allerhelvedes kone, fordi den stærke dame i en mandsdomineret tidsalder kunne samle hele Norden – som den eneste regent gennem historien vel at mærke.

Eller som når Dronningen fortæller om Danmarks placering ved Østersøen og kalder Danmark et for andre lande ”Handy foretagende”, som de måske let kunne løbe over ende, men som omvendt alle også har en interesse i er et selvstændigt land, så ingen af de store magter sidder på adgangen til Østersøen.

I tredje del ”Skiftetid” kan man læse, hvordan det var i de bevægede dage i 1972, da Dronningen overtog tronen efter sin far – og i tiden efter, hvor både manden og moderen var Dronningen uvurderlige støtter i en dronninge-gerning, der med Dronningens egne ord var ganske umoderne på den tid.

En stor del af kapitlet er også tilegnet prins Henrik, som Dronningen stadig siger ligeså meget JA til, som hun gjorde det i Holmens Kirke for snart 50 år siden – også selvom danskerne ikke altid har mødt ham med samme forståelse og varme. Det er også gammelt nyt for nu at sige det ligeud.

Men også flytningen fra land til by og den nuværende diskussion om Udkantsdanmark kommer bogen ind på – dog desværre uden at gå rigtigt i dybden. Noget af det bedste er som sædvanlig et citat fra Dronningen selv, der ikke bryder sig om ordet Udkantsdanmark. Hun siger: ”Når man siger udkant, er det oplagt, at udsigtspunktet ligger i København … Men så plejer jeg at sige: Kom til Herning eller Holstebro. Det kan godt være, at de byer ligger langt fra København, men de er godtnok ikke udkant.”

Det hopper i det hele taget lidt i del tre, hvor det næste afsnit handler om en ligestilling, som Dronningen er glad for, men også opfatter som noget naturligt på en måde, så hun aldrig har været kvindesagsforkæmper. Men at hun i stedet mener, at der er forskel på de to køn, hvilket hun selv sætter trumf på med disse ord: ”For så ville vi jo være koraller, ikke? Og de har det ikke så sjovt, korallerne. De bliver større og større, og de kommer ingen vegne.”

Fra kvinder og børn – og at det har en pris, hvis både far og mor skal bruge pæren på job hele dagen – og en uforbeholden ros til svigerdatteren kronprinsesse Mary – går bogen videre med de nye danskere, som Dronningen i alle landets aviser er blevet citeret for at give en opsang i bogen med ordene om, at indvandrerne skal skifte lidt af jorden i potten, hvis de skal blive danske.

Og ja, det siger hun OGSÅ. Men som altid er det mere spændende at få det hele med end et løsrevet citat. For læser man kapitlet i bogen ”De dybeste Rødder” står det klart, at Dronningen i mange år har ment, at der var et ansvar på ALLE sider om at sørge for, at integrationen kunne lykkes, men at ingen faktisk har gjort det særligt god. Så de royale fingre peger på os alle sammen. Også hende selv, som ikke havde forestillet sig, at det ville blive så svært, men omvendt så mener Dronningen ikke, at problemet er større, end at vi burde kunne klare det.

Og så springer vi ellers tilbage til 1989 og Murens fald, som var en meget glædelig begivenhed for en Margrethe d. 2. der som et ægte barn af 2. verdenskrigs ulykker, blev meget glad for at se chancen for et forenet Europa i fred og frihed folde sig ud. Både for sig selv, men også i forhold til Danmark, som med Dronningens ord ikke er en isoleret ø, men som er knyttet sammen med både Norden og resten af Europa, men som alligevel skal bevare sin nationalkarakter.

Igen bruger hun potte-billedet, når hun siger om EU-samarbejdet: ”Man kan sige, at alle vi lande gerne skulle stå i samme vindueskarm, men i hver sin potte.”  For at nationalstaten og nationalfølelsen betyder noget, er Dronningen ikke i tvivl om.

Og det gælder også i en krigs- og terrortid som vores, hvor det er vigtigt for Dronningen, at vi holder hovedet klart, men også er i stand til og villige at forsvare os. Hun er derfor også en stor tilhænger af forsvaret og mener, at vi har gjort en forskel ved at have soldater udsendt i Irak og Afghanistan. For ja, det er godt, mener hun, at vi kaster åget fra 1864 fra os og tror på, at vi kan forsvare os selv og vores gamle land.

Fjerde og sidste del hedder ”Danskernes Dronning”. Det er bogens mindste del, og den starter med at tale om Dronningens nytårstaler og om danskheden, der både kan være selvtilstrækkelig og selvtilfreds, men også rummelig og en livsbekræftende det-går-nok-attitude.

Men også en danskhed, der med Dronningens ord handler om at påvirkninger udefra. Påvirkninger, som den danske kultur behøver – men ikke uden lige at se dem an. For som Dronningen siger det: ”Hvis man kritikløst omfavner det (nye), så kan man blive kvalt. Og hvis man kritikløst afviser det, kan man også blive kvalt. Af luftmangel.”

Det danske sprog, årstiderne, landskaberne, byerne, øerne og broerne kommer bogen også ind på – med særlige afsnit reserveret til landets to største byer, København og Aarhus, hvor Dronningen også opholder sig meget.

Og så slutter bogen som forventeligt med at konkludere, at danskerne gerne vil deres kongehus og monarki – selvom der altid er en debat, som ifølge Dronningen så sandelig også skal være der.

Med Margrethe d. 2. ved roret er det dog en debat, som næsten altid ender med en entydig lovprisning af monarkiet i Danmark. For Dronningen er en regent – en kone som hun nok selv ville sige det – der vil sit land og dets befolkning mere end de færreste måske gør sig klart … medmindre altså man læser denne bog. For så står det mejslet ind i sten som Danmarks dåbsattest gør det i Jellingestenen.

Danmarksbloggen giver fire kongekroner ud af seks mulige til journalist Thomas Larsen, der har skrevet bogen. Men Danmarksbloggen giver så også seks ud af seks kongekroner til Dronning Margrethed d. 2., fordi hun – de steder, hvor hun selv kommer til orde – med få ord og i fyndige sætninger får sagt så meget, at man som læser sidder med øjne så store som Rundetårn (ligesom H. C. Andersens hunde i Fyrtøjet) for at få det hele med.For i de sætninger ligger guldet i bogen – eller som det vel retteligen skulle hedde: Her glimter kronjuvelerne.

Bogen er udgivet af Gyldendal.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: In absentia

Når en bog starter med sætningen ”Jeg har lavet min egen kiste”, bliver man som læser automatisk nysgerrig. Det skal dog snart vise sig, at den trods alt rolige indledning ikke er andet end netop en stille ouverture til en hæsblæsende og meget blodig jagt gennem for det meste navnløse danske provinsbyer med enkelte afstikkere ud til øde og meget uhyggelige steder.

Men en ting er bogens gru, makabre detaljer og enorme mængder af blod. Der løber også hele tiden en understrøm af noget nærmest skræmmende normalitet. Illustreret med både hverdagsdetaljer som hvad vores navnløse jeg-fortæller spiser og drikker, og hvordan dynen føles på diverse hoteller og moteller – og med de mere store ting som spørgsmål om liv og død, kærlighed samt de steder og især de mennesker på vores vej, som får en afgørende betydning for os, selvom vi ikke selv vælger dem.

For vi kender det jo godt alle sammen. Når vi møder mennesker, som KUNNE gøre vores liv så meget lettere og bedre, men som i stedet gør det modsatte. Når det sker – og det sker for alle – så kan vi godt få lyst til at gøre noget, som gør ondt på de mennesker, der stopper vores drømme eller gode hverdag. Men vi er civiliserede og holder os i skindet og nøjes med at sende onde øjne og vrede tanker – og måske en lille negativ ytring – i retning af chefen, der fyrede os, bankrådgiveren, der ikke ville give os lånet til ønskehuset osv, osv.

Det vil sige i bogen ”In Absentia” nøjes den navnløse jeg-fortæller ikke med blot at tænke på at gøre det onde, det forkerte. Han myrder løs – efter en nøje tilrettelagt plan (i hvert fald i starten) – og med kæresten Stine og hendes (i hvert fald på sigt) velbefindende for øje. For hun er det eneste menneske, som han rigtig kerer sig omkring.

Men som vi alle må sande det – også selvom ens egen køreplan er knap så grusom, knap så blodig – må også bogens jeg-fortæller erfare, at alt ikke går som planlagt. Der kommer tværtimod meget i vejen. Hvad og hvordan skal ikke røbes ikke, men det bliver både grimt og voldsomt og tættere på splattergenren end krimigenren. Og det hele ender med at løbe løbsk på så mange planer, at man som læser sidder med et stort ubehag og en ligeså stor kvalme til sidst i bogen.

Faktisk har man som læser sympati for jeg-fortælleren i starten, men det er en sympati, som bliver mindre og mindre undervejs i bogen i takt med, at han får lettere og lettere ved at myrde. Og det er jo også foruroligende – for os læsere altså. For et mord er et mord, og et drab er et drab, og så er det fuldstændig lige meget, om han dræber fordi en person har gjort ham uret eller bare springer over i køen.

Jeg-fortællerens nærmest venskabelige forhold med spøgelserne af de mennesker, som han har slået ihjel, er også en spøjs detalje i bogen, hvor man som læser må vælge imellem, om man ser det som reelle spøgelser – eller som et udtryk for en dårlig samvittighed, som hovedpersonen trods alt har et eller andet sted i et sind, der er både begrænset og formørket, men som altså også virker skræmmende normalt.

For måske er forskellen mellem at være morder og ikke-at-være morder ikke særlig stor? Måske er det bare et spørgsmål om, hvad der skal få os over kanten? Måske kan vi alle skubbes over kanten, hvis der bare trykkes på de rigtige knapper? Det mener både læger, psykologer og præster – og Danmarksbloggen er tilbøjelig til at give dem ret.

Især fordi mange mordere – også hovedpersonen i denne bog – ikke opfatter sig selv som hverken særlig onde eller bestialske. De var blot nødt til at gøre, som de gjorde, mener de. Så kan man tale om kontrol, overskud og andre psykologiske mekanismer – og det frie valg. Men nogle gange er det måske også bare held, der gør, at man er på den rigtige side i stedet for at udslaget gøres af den der stålsatte vilje af moral, som de fleste af os gerne vil tro, at vi har – men helst ikke vil testes på. For den virker nok bedre i tanken end i virkeligheden.

Under alle omstændigheder: ”In Absentia” af Daniel Henriksen er en velskrevet krimi i et flydende og godt nutidssprog på samtlige 184 sider. Danmarksbloggen giver den fire store dampende kopper kaffe ud af seks mulige – som dem morder-hovedpersonen ynder at drikke, uanset hvilket humør han er i.

Bogen er udgivet af Valeta. 

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Venstres dobbeltmoral

Hvis Venstre skulle mangle et nyt motto, kunne de passende tage det gamle: Moral er godt, men dobbeltmoral er dobbelt så godt. For hvordan kan man ellers forklare følgende udtalelser fra Venstre;

1)    Fra lovforslag om bl.a. dekorumkrav til personale på de frie grundskoler. Her sagde Venstre: “Sådanne krav og normer omfatter normalt også den betydning … som personens handlinger m.v. uden for hvervet eller stillingen, herunder private handlinger m.v., kan have.”

2)    Fra udtalelse til DR om fx. lærere og politikeres køb af sex. Her sagde Venstre:
“Sagen er, at du er ansat på baggrund af dine kvalifikationer. Hvad du foretager dig i din fritid er din egen sag, så længe, du holder dig inden for lovens rammer.”

To TOTALT modsatrettede udtalelser fra samme parti indenfor den samme stramme tidsramme af den weekend, som sluttede i går. Det er absurd på en måde, så det er hinsides enhver fornuft – men dog forventeligt, når det handler om Venstre.

Problemet er bare, at Venstre sidder med magten i Danmark – og at samfundet derfor kører præcis så absurd, så skævt og så meget i en forkert retning, som det vel nærmest kan.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Drop nu de frivillige

Det er godt at tage ansvar og være aktiv i sit lokalområde, ikke? Nej, ikke altid. For som en undersøgelse viser, så varetager flere og flere frivillige opgaver, der normalt er kommunale kerneopgaver.

Læs mere her: http://www.dr.dk/nyheder/indland/video-flere-borgere-bruger-fritiden-paa-arbejde-kommunen

Kommuner over hele landet sparer derfor penge på driften ved at lægge arbejdet over til frivillige – og vel at mærke på måder, så det ikke blot er ekstra NICE-TO-opgaver, som løses af frivillige, men deciderede NEED-TO-opgaver.

Danmarksbloggen finder det mere end bekymrende. For en ting er, at det er mere end usikkert, hvordan opgaven løses, når det hænger på om og hvilke frivillige, der melder sig.

Men praksissen udhuler også danskernes muligheder for at få rigtige, reelle jobs – og arbejde er der mange danskere, som gerne vil have – også flere end der er jobs til.

Så alene af den grund burde kommunerne droppe den spareøvelse, som den øgede frivillighed i bund og grund er. Ved samme lejlighed kunne kommunerne så passende droppe at lade arbejdsløse udføre reelt arbejde, når de kun får dagpenge får det.

For det udhuler alt – også respekten for det kommunale system – at lade frivillige og arbejdsløse udføre det, som der i stedet skulle ansættes uddannede medarbejdere til – som fik en rigtig løn for deres indsats.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sko til 3000 kroner

Man læser om dem. Ældre, der hjælper deres voksne børn udover al rimelighed. Men helt tror man først på det, når man selv møder det, som jeg gjorde det for nogle dage siden i Ecco-butikken på Strøget i København.

Der skete det, at en pæn, ældre mænd – måske præst, lektor eller højskolelærer eller lignende – kom ind for at hente nogle sko, der var stillet til side. Det var der ikke så meget i. Undertegnede var der selv i samme ærinde, nemlig for at hente en søster-version til dem, som jeg havde på, og som var rimeligt udtrådte. Så jeg havde ringet og fået et par nye stillet til side.

Men tilbage til historien om manden og skoene. For han skulle nemlig ikke hente sko til sig selv. Ja, han vidste end ikke, hvad han skulle hente, viste det sig. Han blev i hvert fald kendeligt overrasket, da ekspedienten kom med ikke en, ikke to, ikke tre – men HELE FIRE kasser sko. Alle børnesko. Samlet pris: Tæt på 3000,-

Tre tusind kroner, som han betalte med sit Dankort.

Om han så får pengene retur eller hvad, ved jeg ikke – og det var upassende at spørge. Men jeg synes også, at det var upassende (for nu at sige det mildt) at sende farfar eller morfar i byen og ikke fortælle ham, at det drejer sig om at hente 4 par sko til en samlet pris på små 3000,-

For hvis nu han er en af de ældre, der ikke har mange penge, så er der noget af en udskrivning. Og selvom han har en fed pensionsopsparing, så er det faktisk direkte uforskammet ikke at fortælle ham, hvad han skal hente.

Ja, hvis hans børn var så voksne, som de burde være det, så hentede de selv skoene til afkommet – og en flaske rødvin til farfar/morfar.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Markedet, Kapitalen og de andre afguder

Husker I historien om guldkalven? Ellers så læs den her: http://www.bibelselskabet.dk/BrugBibelen/BibelenOnline.aspx?book=2Mos&id=1&chapter=32b

Vi lever i en tid, som ikke er så meget anderledes end den gammeltestamentlige. Dansen også i vor tid går lystigt omkring Markedet, Kapitalen og Den Hellige Ejendomsret.

ALT måles og vejes i forhold til disse penge-kræfter og penge-strømme, og kun hvis det giver mening på bundlinien, kan beslutninger godkendes og blive til handlinger, der påvirker os alle sammen. Ypperstepræsterne i dette narrespil er de såkaldt økonomiske eksperter, der arbejder tæt sammen med kongerne, der stadig bor på Christiansborg, og som absolut ikke er elsket af folket. Et folk, hvor nogle klarer sig godt, mens andre ikke har til dagen og vejen.

Det kan ikke fortsætte. Markedet, Kapitalen, Den Hellige Ejendomsret og beslægtede onde ånder er de rene afguder. De er en kold guldkalv, som fortjener at blive slået i stumper og stykker, så vi kan få Mennesket i centrum igen. For kun sådan har vi en chance, både hver for sig – og som samfund.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kylle, Pylle og Rylle-effekt

En af dagens store debatter har handlet om at undgå Rip, Rap og Rup-effekten, altså det at mænd vælger mænd ligesom dem selv, når et debatpanel, en bestyrelse eller andet skal sammensættes.

Danmarksbloggen er helt enig i, at det er det, der sker. Men omvendt så gavner det ikke nogen eller noget, hvis der partout SKAL være kvinder med – eller sorte – eller homoseksuelle – eller nogen andre grupper. Så ender vi bare op med en Kylle, Pylle og Rylle-effekt, og så er vi lige vidt.

Den effekt har vi i øvrigt allerede i diverse dameblade, hvor mænd som regel kun inviteres med, når de skal fortælle, hvor fantastiske kvinder er.

Men hvorom alting er, så handler det om at være i stand til at se bort fra køn, seksualitet, race og religion – og se på mennesket, og det gælder både paneldebatter, bestyrelser og samfund i det hele taget. For først når vi kan det, er vi alvor kommet nogen vegne – og lidt tættere på Andeby-samfundet, der jo i mange henseender er et drømme-samfund.

For i Andeby er der ikke mange, der ligner hinanden – men de lever alligevel i fred og fordragelighed med hinanden, hvad enten de er ænder, mus, hunde eller alle de andre herlige ting, som man kan være, når man er så heldig at bo i Andeby. Og de få, der er skurke som Bjørnebanden og Sorte Klat, kan man jo simpelthen se det på.

Dét er smart – gid man boede i Andeby!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

PET-bogen: Historiebog med PR – og hemmeligheder

Danmarksbloggen har læst den famøse bog ”Syv år for PET” og kan konkludere, at bogen har i hvert fald to formål:

1)     At fortælle, at terrortruslen mod Danmark er stor og reel

2)     Men at PET heldigvis er særdeles dygtige til at forhindre angreb

Så langt, så godt. Det var vel også nogenlunde, hvad man kunne forvente. Selvfølgelig vil en PET-chef – hvad enten han er forhenværende eller nutidig – have en stor interesse i at vise, at der er brug for tjenesten, og at den skaber succeser.

Problemet er så bare i ”Syv år for PET”, at der undervejs i bogen fortælles lidt for detaljeret, selvom Jakob Scharf ofte ikke vil svare på nærgående spørgsmål om PET´s arbejde. Men alligevel får vi helt konkret for meget at vide om fx overvågning og hvordan den etableres.

Og i dét øjeblik handler det ikke længere om ytringsfrihed, men om national sikkerhed. For det er naivt at tro, at kun venner af Danmark læser med. Dem, som vil Danmark det ondt, stod nemlig også i kø ved kioskerne søndag morgen for at fange Politiken.

Så måske skulle dén bog og dét tillæg bare ikke være trykt. Danmarksbloggen er svoren tilhænger af ytringsfrihed, men Danmarksbloggen ville også ønske, at man fra forlagets (People´s Press) side havde ladet én eller flere personer med forstand på efterretningsarbejde gennemlæse manuskriptet, inden det blev trykt.

For langt det meste i en i øvrigt særdeles velskrevet ”Syv år for PET” er en lang historiebog inkl. reklame for PET – men indimellem er der passager, som ikke burde have været med af sikkerhedshensyn. For ja, selvom bogen også er et forsvar for PET og deres store bevillinger, så er der ingen tvivl om, at truslen mod Danmark er stor og reel.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Human-værdi vs penge-værdi

Folketingets åbningsdebat er i gang. Det har den været siden klokken ti, og hvis alt går som det plejer, varer den til midnat eller længere. Så langt, så demokratisk. Der er også meget at tale om.

Men indtil videre er det kun blevet til snak om de nye ejendomsvurderinger, boligskatte-ordningen og topskatten. Men det er helt forkert. For det vigtigste er ikke at gøre de rige rigere, men at passe på Danmark, på samfundet, på os allesammen. Og derfor mener Danmarksbloggen, at der skulle tales meget mere om den stigende ulighed – og om miljø og klima.

Meget tyder også på, at det kommer, når fx Alternativet og Enhedslisten går på talerstolen. For der er brug for det.

Vi må så også konkludre, at vi er midt i en værdi-kamp, hvor det er mennesker mod kapital. Human-værdi mod penge-værdi.

Og Danmarksbloggen er i den forbindelse bekymret for, om Socialdemokratiet vil være med på human-vognen, når valget kommer … og det kan komme hurtigt. Meget hurtigt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk