Den sekulære kristentro

Sverige bliver ofte omtalt som det mest sekulære land i verden – med Danmark som nærmeste konkurrent.

Men holder det? Sverige har fx som det eneste land i verden vagthavende præster siddende klar døgnet rundt. Så når man ringer 112 i Sverige, så kan man vælge mellem ambulance, politi, brandvæsen – og en præst.

Og hvad vil det også sige at være kristen?

Er det at gå til gudstjeneste? For så er der ikke mange kristne – hverken i Sverige eller i Danmark.

Er det helt åbent at tro på Gud – og sige, at religion er meget vigtig? Så er der lidt flere, men stadig ikke så mange.

Men tro er mange ting – og i Danmark er troen så indlejret en del af vores kultur og samfund, at vi ikke tænker på den som tro. Ja, man kan næsten sige, at kristentroen er blevet sekulær.

Det kan lyde paradoksalt, men er det ikke. Det hænger derimod tæt sammen med Kierkegaards eksistentialisme og Grundtvigs tanker om menneske først, kristen så.

For de kristne værdier om menneskeværd blev med Grundloven – og senere velfærdsstaten – en indlejret og automatisk del af Danmark og det at være dansk.

Så for danskerne handler tro – bevidst eller ubevidst – ofte om:

  • At føle en dyb ro og få en indre, mental opladning, når man går ind i en kirke, og fornemmer storheden og rummet
  • At tænde et lys i de lysglober, som de sidste 20 år har spredt sig i de danske kirker
  • At sætte blomster på kirkegården
  • At have kirken med til de store ting i livet – og måske især til afslutningen, hvor det endnu ikke er lykkes andre at lave noget, der kan matche den kirkelige højtid, når der skal tages afsked

For jo, danskerne tror på noget, der er større end os selv. De fleste skilter bare ikke så meget med det, men det ligger lige under overfladen – som en skrabelodskristendom, som nu afdøde biskop Jan Lindhardt sagde det for mange år siden.

Der er som bekendt også mere mellem himmel og jord end Eders filosoffer drømmer om, som Hamlet siger det i Shakespeares mesterværk af samme navn, der foregår på Kronborg.

Der er også mange måder at være kristen på – og Jesus selv var ikke den, der hele tiden rendte i templet. Tværtimod foretrak han at tale med folk, hvor de var – og indgyde dem håb og tro, når han sagde, at de kunne skam sagtens selv tale med Gud.

Det behøvede man nemlig hverken præster eller ritualer til. Mennesker kan så godt lide ritualer – især fordi de tit udøves sammen med andre, så man også får fællesskabet og følelsen af at være sammen med andre med. Men troen kan godt leve uden.

Troen kan også leve uden kirken – og uden os mennesker. Gud er Gud, om alle land lå øde, Gud er Gud, om alle mand var døde, som vi synger det i salme 7 “Herre Gud”. Men vi kan selvfølgelig bedst lide det, når vi er her – og i de sidste mere end halvandet tusind år har det været med staten som den, der satte rammen.

Kristendommen som en organisation tilknyttet staten med magt, penge og ritualer var nemlig først noget, som kejser Konstantin fandt på i begyndelsen af 300-tallet, da han anerkendte kristendommen – og selv blev døbt.

Og så voksede kristendommens magt ellers voldsomt i det store Romerrige, indtil kejser Theodosius i slutningen af 300-tallet besluttede, at kristendommen skulle være den eneste anerkendte religion i Romerriget.

I begyndelsen handlede kristendommen derimod ikke om magt, men om fra menneske til menneske.

Så nej, man behøver ikke at være kirkelig for at være kristen. Ja, man kan spørge, om ikke den mest kristne er den, som hele tiden har et opmuntrende ord til andre, som viser andre nåde og barmhjertighed? Den, som møder andre menneske til menneske?

Eller er det for katolsk? På dine gerninger skal du kendes og den slags? Jeg ved det ikke.

Men jeg ved, at uden ånd, uden tro på en åndelig magt, så er vi dødninge, som Grundtvig mente det … Så står vi alene på et meget koldt og frysende sted – og dér er det aldrig rart at være.

Men med Gud, troen på Universet, satsningen på Kærligheden, som det der bærer verden – eller hvad vi nu kalder dét store, fine og sarte, som vi indimellem kan mærke og sanse – så gribes vi af lyset, af håbet. Og så kan – og vil – alt godt ske i betydningen at føle fred og mening og forbindelse til dét, som er større end os selv.

Og går man til kilden selv – altså Biblen og læser, hvad Jesus var optaget af, så er to ting i centrum:

1) At tage vare på skaberværket (klima-spørgsmålet) og 2) At tage sig af de svage og udsatte i samfundet.

De samme ting, som vi i dag er mere optaget af end nogensinde før – både i Sverige og i Danmark. To ellers vældig sekulære lande – eller hur?

Så ja, det kan hænde, at vi ikke er loyale overfor kirken som institution, eller er interesserede i Gud på den dogmatiske måde. Men vi er gennemsyrede af dét, som Biblen handler om.

Så måske er vi – både svenskere og danskere – etisk set vældig kristne?! Ja, med den fokus, som vi har nu på miljø, klima, at hjælpe svage og udsatte, lighed mellem mennesker osv., måske mere end nogensinde.

Der er så også forskelle på Sverige og Danmark – og den største ligger i kirken selv.

Den danske folkekirke er stadig en statskirke – dvs. kirken og kirkens ærinder er underlagt staten – altså den sekulære magt, og hvad forskellige politiske flertal vil eller ikke vil.

Svenska Kyrkan derimod har siden 2000 ikke været statskirke, så den er fri og uafhængig af den svenske stat – og kan gøre, som den selv vil.

Det kan vi jo tænke lidt over … her i vores sekulære kristentro …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk.

2. søndag i advent: Lucia kommer lige om lidt

Advent 2017 står i kirkernes og troens tegn på Danmarksbloggen.

Og vi fortsætter i dag 2. søndag i advent med Lucia, som fejres bedst i den svenske kirke, som også har en afdeling i København. Her hedder den Gustafskyrkan, og ligger lige ved siden af Østerport – og byder året rundt på gudstjenester og masser af andre arrangementer, også alle de klassiske svenske højtider, hvor ingen er så smuk og betagende som den svenske Lucia-skik.

Forestil dig at sidde i en bælgmørk kirke og så svagt høre en nynnen og måske mere ane end se skæret af et lys, der er på vej. Sangen vokser så i styrke, samtidig med at lyset bliver stadig mere klart, og så kommer de ind i kirken, de lange rækker af hvidklædte terner med tændte stearinlys i hænderne og stjernedrengene med enten lys eller stjerner – alle ført an af selveste Lucia-bruden med de levende lys i den grønne krone på hovedet.

Og så starter koncerten, når koret (som udgør Lucia-optoget) har grupperet sig oppe ved alteret. Og de kan synge – både Lucia-sange og julesange og julesalmer.

For i Sverige har man flere Lucia-sange end den, som vi kender – og mange fantastiske julesange og julesalmer. Deriblandt også nogle som vi ikke kender i Danmark som fx ”Når det lider mot jul” og ”Jul, jul, strålande jul”. Men også én enkelt som vi har adopteret, nemlig ”Nu tændes tusinde julelys”.

Selve Lucia-dagen er d. 13. december, og den fejres overalt, hvor Svenska Kyrkan er, både i Sverige og udenlands – og det giver våde øjne og en boblende glæde hver gang, skal undertegnede hilse og sige. For ingen steder er man tættere på englesang og himmelsk lys end til Luciafirande i Svenska Kyrkan.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Reformationsdag – også for kvinder

Halloween, keltisk nytår, reformationsdag – d. 31. oktober har mange navne og mange ting at mindes.

Men et er sikkert: Det er efterår – og i år er dagen d. 31. oktober endda ekstra speciel for mange heroppe i Norden, da den romersk-katolske pave for første gang i små tre årtier er på besøg. I denne omgang dog kun i Sverige, hvor pave Frans besøger Lunds Domkyrka, der i øvrigt blev bygget af danskerne, da Skåne var dansk, dengang katedralen blev skabt i 1100-tallet.

Men nu er Lund altså svensk. Og det er måske meget passende, at paven ved begyndelsen af 500-året for Luthers teser (han bankede dem op på kirkedøren i Wittenberg d. 31. oktober 1517) og dermed reformationens start besøger ikke kun Nordens første domkirke. Men også en kirke der ligesom resten af Svenska Kyrkan har bevaret meget af den katolske liturgi, selvom kirken i sit bekendelsesgrundlag er evangelisk-luthersk.

Svenska Kyrkan er derfor en god brobygger mellem en ord-fokuseret protestantisme og en følelsesladet katolicisme, som dog har det tilfælles, at de diskriminerer kvinderne. I klassisk protestantisme er jomfru Maria fx reduceret til at være en fødemaskine, mens der i de katolske kirker fx ikke er kvindelige præster. Kvinderne skal med andre ord begge steder kende deres plads.

I Svenska Kyrkan derimod må kvinderne gerne fylde, både på prædikestolen og i selve troen. Her vrimler det med både kvindelige præster og biskopper – men også med Maria-statuer og dage og andet tilegnet Maria. Det er dejligt at opleve, og det minder om, at reformationen også handlede om kvinder – og især om en kvinde: Reformatorens hustru Katharina Luther, hvis liv var både dramatisk og rørende – og som man i løbet af det næste år kan opleve i mere end 120 kirker over hele Danmark.

Danmarksbloggen kommer også med en anmeldelse, når forestillingen rammer Hovedstadsområdet. Men inden da, så læs denne reportage (skrevet af undertegnede) om premieren på den fantastiske forestilling: http://www.kristendom.dk/kristendom.dk/katharina-luther-var-paa-praedikestolen-i-haderslev-domkirke

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk