Den sekulære kristentro

Sverige bliver ofte omtalt som det mest sekulære land i verden – med Danmark som nærmeste konkurrent.

Men holder det? Sverige har fx som det eneste land i verden vagthavende præster siddende klar døgnet rundt. Så når man ringer 112 i Sverige, så kan man vælge mellem ambulance, politi, brandvæsen – og en præst.

Og hvad vil det også sige at være kristen?

Er det at gå til gudstjeneste? For så er der ikke mange kristne – hverken i Sverige eller i Danmark.

Er det helt åbent at tro på Gud – og sige, at religion er meget vigtig? Så er der lidt flere, men stadig ikke så mange.

Men tro er mange ting – og i Danmark er troen så indlejret en del af vores kultur og samfund, at vi ikke tænker på den som tro. Ja, man kan næsten sige, at kristentroen er blevet sekulær.

Det kan lyde paradoksalt, men er det ikke. Det hænger derimod tæt sammen med Kierkegaards eksistentialisme og Grundtvigs tanker om menneske først, kristen så.

For de kristne værdier om menneskeværd blev med Grundloven – og senere velfærdsstaten – en indlejret og automatisk del af Danmark og det at være dansk.

Så for danskerne handler tro – bevidst eller ubevidst – ofte om:

  • At føle en dyb ro og få en indre, mental opladning, når man går ind i en kirke, og fornemmer storheden og rummet
  • At tænde et lys i de lysglober, som de sidste 20 år har spredt sig i de danske kirker
  • At sætte blomster på kirkegården
  • At have kirken med til de store ting i livet – og måske især til afslutningen, hvor det endnu ikke er lykkes andre at lave noget, der kan matche den kirkelige højtid, når der skal tages afsked

For jo, danskerne tror på noget, der er større end os selv. De fleste skilter bare ikke så meget med det, men det ligger lige under overfladen – som en skrabelodskristendom, som nu afdøde biskop Jan Lindhardt sagde det for mange år siden.

Der er som bekendt også mere mellem himmel og jord end Eders filosoffer drømmer om, som Hamlet siger det i Shakespeares mesterværk af samme navn, der foregår på Kronborg.

Der er også mange måder at være kristen på – og Jesus selv var ikke den, der hele tiden rendte i templet. Tværtimod foretrak han at tale med folk, hvor de var – og indgyde dem håb og tro, når han sagde, at de kunne skam sagtens selv tale med Gud.

Det behøvede man nemlig hverken præster eller ritualer til. Mennesker kan så godt lide ritualer – især fordi de tit udøves sammen med andre, så man også får fællesskabet og følelsen af at være sammen med andre med. Men troen kan godt leve uden.

Troen kan også leve uden kirken – og uden os mennesker. Gud er Gud, om alle land lå øde, Gud er Gud, om alle mand var døde, som vi synger det i salme 7 “Herre Gud”. Men vi kan selvfølgelig bedst lide det, når vi er her – og i de sidste mere end halvandet tusind år har det været med staten som den, der satte rammen.

Kristendommen som en organisation tilknyttet staten med magt, penge og ritualer var nemlig først noget, som kejser Konstantin fandt på i begyndelsen af 300-tallet, da han anerkendte kristendommen – og selv blev døbt.

Og så voksede kristendommens magt ellers voldsomt i det store Romerrige, indtil kejser Theodosius i slutningen af 300-tallet besluttede, at kristendommen skulle være den eneste anerkendte religion i Romerriget.

I begyndelsen handlede kristendommen derimod ikke om magt, men om fra menneske til menneske.

Så nej, man behøver ikke at være kirkelig for at være kristen. Ja, man kan spørge, om ikke den mest kristne er den, som hele tiden har et opmuntrende ord til andre, som viser andre nåde og barmhjertighed? Den, som møder andre menneske til menneske?

Eller er det for katolsk? På dine gerninger skal du kendes og den slags? Jeg ved det ikke.

Men jeg ved, at uden ånd, uden tro på en åndelig magt, så er vi dødninge, som Grundtvig mente det … Så står vi alene på et meget koldt og frysende sted – og dér er det aldrig rart at være.

Men med Gud, troen på Universet, satsningen på Kærligheden, som det der bærer verden – eller hvad vi nu kalder dét store, fine og sarte, som vi indimellem kan mærke og sanse – så gribes vi af lyset, af håbet. Og så kan – og vil – alt godt ske i betydningen at føle fred og mening og forbindelse til dét, som er større end os selv.

Og går man til kilden selv – altså Biblen og læser, hvad Jesus var optaget af, så er to ting i centrum:

1) At tage vare på skaberværket (klima-spørgsmålet) og 2) At tage sig af de svage og udsatte i samfundet.

De samme ting, som vi i dag er mere optaget af end nogensinde før – både i Sverige og i Danmark. To ellers vældig sekulære lande – eller hur?

Så ja, det kan hænde, at vi ikke er loyale overfor kirken som institution, eller er interesserede i Gud på den dogmatiske måde. Men vi er gennemsyrede af dét, som Biblen handler om.

Så måske er vi – både svenskere og danskere – etisk set vældig kristne?! Ja, med den fokus, som vi har nu på miljø, klima, at hjælpe svage og udsatte, lighed mellem mennesker osv., måske mere end nogensinde.

Der er så også forskelle på Sverige og Danmark – og den største ligger i kirken selv.

Den danske folkekirke er stadig en statskirke – dvs. kirken og kirkens ærinder er underlagt staten – altså den sekulære magt, og hvad forskellige politiske flertal vil eller ikke vil.

Svenska Kyrkan derimod har siden 2000 ikke været statskirke, så den er fri og uafhængig af den svenske stat – og kan gøre, som den selv vil.

Det kan vi jo tænke lidt over … her i vores sekulære kristentro …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk.

3 thoughts on “Den sekulære kristentro

  1. Pingback: lilly cialis 5mg

  2. Pingback: buy levitra germany

  3. Pingback: europa casino signup bonus code

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *