Anmeldelse: En folkefjende

En af teatrets vigtigste roller – hvis ikke dén vigtigste – er at afspejle virkeligheden og give beskueren en dybere forståelse af sig selv og sin tid.

Og netop det gøres for fuld på skrue på Nørrebro Teater, hvor man i øjeblikket spiller Henrik Ibsens ”En Folkefjende” med Søren Pilmark i den altdominerende hovedrolle som den idealistiske – og i starten naive – læge Tomas Stockmann, der har fundet ud af, at vandet brugt i det kurbad, som er den store motor for byens vækst, er meget forurenet.

Stockmann vil selvsagt gøre noget ved det som rense jorden og omlægge vandrør med mere. Men det vil koste mange penge – og de facto lukke kurbadet. Så byens spidser og magthavere – fra medierne over borgmesteren og til byens store pengemand – sætter sig hurtigt, brutalt og med alle midler imod. Stockmann udråbes til folkefjende – og farlig for demokratiet.

Lyder det bekendt? Ja, men det er det også. Stykket er nok skrevet for næsten 140 år siden, men det kunne være skrevet i dag. Kampen om magten, de kortsynede hensyn til egen vinding og alt det andet, der skader fællesskabet – og i dag også kloden og livsbetingelserne – vinder som regel stadigvæk.

Nørrebro Teaters version er så en opdateret og bearbejdet version af det gamle skuespil, hvilket kun gør stykket endnu bedre. For dialogerne og billederne er vores tids.

Første akt er derfor virkeligheden 1:1 i et delvist morsomt, delvist sylespids-spiddende kammerspil med et væld af gode dialoger rundt om den på det tidspunkt agtede læge Tomas Stockmann. Vi møder:  

Datteren Petra med de mange drømme og holdninger spillet med stor kraft af Camilla Lau.

Søsteren og borgmesteren, der lider af magt- og anerkendelsesyge – og som spilles med finesse og sans for de små kig ind til sårbarheden af Malene Melsen.

Konen, den desillusionerede aktivist, spillet med ømhed over det spildte liv af Githa Lehrman.

Svigermoderen med pengene og ambitionerne spillet med den ypperste fingerspidsfornemmelse af Marianne Høgsbro.

Byens karriere-bevidste og selvcentrerede redaktør spillet overbevisende af Frank Thiel.

Hans endnu idealistiske journalistelev spillet med ægte indignation af Patrick A. Hansen.

Den tilsyneladende verdensfjerne kunstner, der spilles med overlegen arrogance af Benjamin Kitter.

Og endelig byens patron og pengemand, der spilles mesterligt af Tom Jensen, der som altid rager op både fysisk og skuespilsmæssigt.

Og så selvfølgelig Søren Pilmark i den store hovedrolle, som han udfylder med en personificering og en kraft, der tvinger os i publikum til at tage imod ham og hans ord. Og især i anden akt, hvor virkeligheden stadig er vores og nutidens. Men hvor verden og vi vises i en version, som vi ikke har lyst til at se.

Men Søren Pilmark lader os ikke slippe. Vi må stå det hele igennem – alle anklagerne, alle skældsordene – og der er ingen undskyldninger. Værst er dog de manipulationer, som vi også udsættes for – og som vi gennemskuer på scenen, men sjældnere kan gøre det ude i virkeligheden.

Lad den, der er uden synd (altså ren), kaste den første sten, siger Jesus i Biblen. Det er en leveregel, som for længst er blevet en del af vores fælles kultur og etik, hvad enten vi er troende eller ej. Ja, vi tænker ikke engang over, hvor denne regel om selv at være uden skyld for at kunne kritisere andre kommer fra.

Stykkets oprindelige forfatter Henrik Ibsen, der aldrig deltog i det modernes gennembruds opgør med religionen, var i udgangspunktet kristen på den personlige og pietistiske måde. Men senere blev det samfundsengagerede aspekt tilføjet til hans tro – og det løber også som en rød tråd i hans forfatterskab.

Spørgsmålet om skyld og skam er derfor også det centrale i anden akt. For hvem er ren? Stockmann synes, at han er. Det er så mod ham, der kastes. Dog hverken brosten eller store sten, men hårde ord og så lidt leverpostej-farvet grus. Det passer også til norsk – og dansk mentalitet.

Jeg følte mig i hvert fald ganske ramt, selvom gruset lå oppe på scenen. Ord er så ligegyldige, og det er kun handling, der taler iflg. Stockmann, som ender med at lade handling følge ord – og gå hele vejen.

Det skal man også – uanset hvad det koster, mener Stockmann. Det er voldsomt idealistisk. Der er samtidig også et glemt, men ultimativt krav i kristendommen om at gå hele vejen og ofre alt. Et krav, som Ibsen var bevidst om, og som han derfor var nødt til at lade Stockmann tage på sig.

Det er så samtidig et så stort krav om selvopofrelse, at de fleste af os ikke kan leve op til det. Ligesom vi ikke kan leve op til hele tiden at høre og sige sandheden, og kun sandheden, og hele sandheden og ikke andet end sandheden.

Der er så bare lige det djævelske i det, at troen på den fulde sandhed og ideen om, at vores demokrati fungerer tip-top, er blevet en del af vores kulturarv – og vores store fortælling om os selv. Og så glemmer vi behændigt og gerne, at vi ikke hverken kan eller vil leve op til noget af det.

Det er forstemmende, men den er dårlig nok. Og selvom jeg aldrig har forladt teatret så uforløst, med så stor en sten i maven og i brystet, så føles det rigtigt, at jeg i første akt så den verden, som jeg kendte – og jeg i anden akt blev set og genkendt som alle de andre grødhoveder, røvhuller og hvad vi ellers blev kaldt, mens Stockmann konfronterede os med vores magelighed, svaghed og svigt.

For sådan er det. Vi betaler alle en pris for vores behagelige liv. En pris, som måske i virkeligheden er alt for høj – hvis vi turde tænke efter. Det tør Tomas Stockmann i skikkelse af Søren Pilmark – og han gør det mere ærligt og mere afklædt end nogen fysisk nøgenhed nogensinde kunne illudere.

For Stockmann/Pilmark (for det er, som flyder rollen og manden sammen til én) er spejlbilledet af samfundet, af mig og alle andre. Og derfor skal denne sprudlende, grumme, vanvittige og vigtige forestilling ”En folkefjende” have seks ud af seks sten, som de sten jeg ville ønske, at jeg turde kyle lige i hovedet på alle med magt.

Klods-Hans gjorde det – dog kun med mudder, og så fik han prinsessen og det halve kongerige. Men det var også et eventyr, skrevet inden Ibsen og de andre lavede det moderne gennembrud.

For ude i virkeligheden har vi – røvhullerne, grødhovederne – valget mellem: 1) At makke ret og blive i vores job, lejlighed og så videre – eller 2) At pakke vores habengut og forlade byen som en anden dr. Hansen fra Matador, der måtte tage konsekvensen og flytte fra Korsbæk, da han offentligt brokkede sig over det fra fabrikkerne kommende forurenede vand i fjorden.

Hvor gik han hen? Og hvor gik Stockmann hen? Vi ved det ikke. Men vi ved, at kun de salige har luksussen at kunne stå i den silende regn – og blive helt rene. Måske nærmest døbte eller genopstandne på ny, mens de og vi andre tænker over stykkets måske mest berømte sætning: Den stærkeste mand i verden, det er han, som står mest alene.

Eller som Petra her i 2021 ville skrive det i sin bog med sans for i tidens ånd at inkludere alle køn og alle pronomener: Det stærkeste menneske i verden er det/de, som står mest alene.

Det er Viktor Tjerneld, som har instrueret og bearbejdet ”En folkefjende”, som Nørrebro Teater laver i co-produktion med Odense Teater.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *