Månedsarkiv: september 2019

Et år siden hr. Larsen døde …

Udgivet den af
Svar

Han sagde nej til et ridderkors.
Posthumt og via familien sagde han også nej til at få en plads opkaldt efter sig.

Det er selvfølgelig Kim Larsen, der er tale om. Danmarks største spillemand, som i dag døde for et år siden

Nationalskjald ville han nemlig ikke kaldes. Han var spillemand.

Men hvilken spillemand. Den største i Danmark gennem tiderne.

Ingen andre har som Kim Larsen fortolket vores følelser, tanker og det at være dansk – og det gennem flere generationer.

Det så man også til det store folkets mindeoptog, som foregik få dage efter hans død, hvor vi startede på Christianshavn og endte inde på Nytorv.

En bevægende aften, som undertegnede aldrig vil glemme. Læs en reportage her: http://danmarksbloggen.dk/?p=10194

Men stærkest – og så længe der tales dansk på denne jord – står Kim Larsens musik, hvoraf det sidste album endda kom efter hans død.

Og hvor han i ”Koppen med den skårede hank” synger: Der var så meget, jeg sku’ nå. Og alt for meget, som jeg sku’. Min tid den er forbi, forbi. Men jeg er her endnu.

Det er Kim Larsen så ikke mere – og han er stadig dybt savnet her et år efter hans død.

Ligetil – og alligevel med en dybde og en menneskelighed, som ingen andre danske poeter har formået. Måske på nær de to andre store skønånder: H. C. Andersen og Grundtvig.

For Danmarks største kulturelle skatte er: Larsens sange, Andersens eventyr og Grundtvigs salmer.

Tænk at vi har så meget ånd i et lille land skabt af handelsfolk og bønder …

Der er noget at være taknemmelig over.
Så læs, syng og lyt til d´herrer Larsen, Andersen og Grundtvig. Det er godt for sjælen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det ´en metro jo …

Udgivet den af
Svar

Så åbnede Københavns nye metrolinje. Cityringen med 17 stationer. Hovedstadens største anlægsarbejde siden Christian d. 4 anlagde voldene med blandt andet Kastellet og Christianshavn.

Der har derfor været max opmærksomhed på Cityringen hele dagen, også fordi Christians d. 4´s efterkommer Margrethe d. 2 tog den første tur hele vejen rundt.

For hende og for alle andre har det sågar været gratis at køre med de offentlige transportmidler i hovedstaden hele dagen. Busser, s-tog og metro – både den nye og de to gamle linjer.

Danmarksbloggen tog så først turen rundt med den nye metro her midt på aftenen, da det værste åbnings-rush var overstået.

Og konklusionen er helt enkel: Det ´en metro jo.

Altså: Det er ikke andet end en metro, der stopper og standser og kører i to retninger – hele vejen rundt.

Når det er sagt, så er der nogle af stationerne, som er vældig flotte med farver, der lyser op som fx Nørrebro Runddel, der er gul, Hovedbanegården der er rød og Frederiksberg Allé, der er grøn.

Men allerflottest er Kongens Nytorv, og især dér hvor den gamle metro møder den nye metro i en gang, der svinger og snor sig, og har en størrelse, så man føler, at nu er man havnet i en rigtig storby.

Dét er en sjælden følelse i København. Men den er dejlig – og lige i dag kunne man glemme det faktum, at hele metro-projektet er tænkt alt for småt, da de enkelte metro-toge er alt for små. Allerede før Cityringen åbnede, var de gamle linjers toge nemlig overfyldte – og nu bliver det hele endnu værre.

Det var så til at forudse – og det burde det være blevet, især når man tænker på alle de studieture, som politikerne var på.

Fx til Stockholm som er en by på størrelse med København, og som har haft en metro (Tunnelbanan) i over 50 år. De har altså noget erfaring i den svenske hovedstad, blandt andet at tunnelbanens kort-toge (som kun bruges i ydertidspunkterne) kan tage markant flere passagerer end nogen af togene i Københavns metro.

Så Danmarksbloggen er ikke imponeret over den nye – eller den gamle – metro. Men dog enig med Dronningen: Og hvor vi glæder os til at få Kongens Nytorv igen!!! 

Kongens Nytorv er så også Danmarks flotteste station nu.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Amerika”

Udgivet den af
2

Indimellem er der teater, der går direkte ind i maven, og sætter sig som en hård knude, der snurrer rundt og rundt i en knugende smerte, fordi det teaterstykke rammer så uhyggeligt meget plet.

Sådan et teaterstykke er Kafkas ”Amerika” på Nørrebro Teater – denne dystopiske og realistiske forestilling om den unge Karl Rossmann, der stadig er et barn, der han af forældrene sendes på en enkeltbillet med dampskib over Atlanten til New York, til en tilværelse og et land, som han ikke forstår – og som ikke giver ham en ærlig chance for at bevise sin kunnen – og sin gode vilje.

For den har Karl Rossmann sammen med en naiv idé om at give amerikanerne både musik og kultur. Men det er de selvfølgelig ikke interesserede i, og han kan overhovedet ikke afkode den verden og de mennesker, som han færdes iblandt. Så Karl Rossmann farer vild igen og igen – og kan ikke finde vej – godt illustreret af de mange grå døre på scenen, der er ligeså ens, som de er talrige.

Men hvad betyder det, at vi har mange valgmuligheder i livet, når vi alligevel kun kan vælge mellem det samme kedelige grå? Den samme grød af penge og netværk og at sige det rigtige, mens man kun tænker på at mele sin egen kage. Det er så samtidig den virkelighed, som Kafka – og vi andre – lever i. For nok er det cirka 100 år siden, at stykket blev skrevet, men den del af vores eksistens har grundliggende ikke ændret sig.

Stykket er derfor et skarpt og aktuelt portræt af et samfund i kapitalismens brølende vold, et samfund hvor der kun er plads til det, der tælles på bundlinjen – og til dem, som forstår at levere dette. Og det beskrives af Kafka uden forsonede træk, uden sukker – selvom turen efter New York går til Sugar Town.

Men i fortællingen om Karl Rossmann er der ikke noget sukker. Indimellem dramaet og tragedien og de hjerteskærende scener, hvor man som publikum bare vil styrte op på scenen og hjælpe ham, er der komik.

Dyster komik. Meget dyster.

Især fordi at hvert et lyspunkt, hvert et lige-ved-og-næsten-forsøg på at få hold på hans egen skæbne altid ender med, at han ryger endnu længere ned i den spiral, der starter med chikanerier, og fortsætter med ydmygelse og overgreb – og ender, hvor den må ende: Med døden.

For mennesker forsvinder i Guds eget land … og tilbage er kun drømmen om at stå tilbage i rampelyset.

Velvidende at uanset hvem der er stjerne i dag, så kan vedkommende forsvinde og blive skubbet ned i et dybt hul i morgen – som det sker for den på alle måder store kvindelige stjerne, pragtfuldt spillet af Trine Pallesen.

Det er i det hele taget et fantastisk cast, som også består af: Molly Egelind, Martin Greis-Rosenthal, Torben Zeller, Rikke Bilde, Kristian Holm Joensen, Rasmus Hammerich, Patrick A. Hansen og Thomas Hamilton som musiker.

Men i centrum er Nicolai Jørgensen, som spiller Karl Rossmann på en måde, der er mere end overbevisende. Han har nemlig et nærvær på scenen, som er enormt – og som mindede undertegnede om for nogle år siden, da jeg så selveste Ghita Nørby spille den jødiske mor i ”Indenfor murene” på Folketeatret.

Det er en stor sammenligning, men den er berettiget. For det var dette nærmeste fysiske og over-scenen-så-det-rammer-alle-nerver-nærvær, som gjorde, at man kunne mærke Karl Rossmann og hans savn, sorg, frustration, lidelse og smerte i hele kroppen – og også flere timer efter forestillingen.

En forestilling, der i øvrigt kræver noget af tilskueren – og tak for det.

For hvor er vi trætte af hurtige kultur-kalorier, der bare glider ned, mens vi griner – og glemmer igen med det samme. Det behøver vi ikke mere af. Vi har derimod brug for teater som det her. Teater, der vil noget, teater, der udfordrer os – og tvinger os til at se os selv og vores eget liv i øjnene – og til at tænke, også flere timer efter vi kom hjem.

For nok er figurerne karikerede – men vi kan genkende meget både fra de andres liv – og fra vores eget.

Gud giver os nemlig stadig nødder, og vi skal selv stadig knække dem – og man kan starte med at droppe nutidens grå døre, de allestedsnærværende skærme, for at gå i Nørrebro Teater og se ”Amerika”.

”Amerika” er en fysisk og sanselig forestilling, hvor vi kommer tættere på sandheden om os selv og vores samfund end vi måske har lyst til at se i øjnene – og alene af den grund kan den anbefales. Men det er også formidabelt skuespil – og i centrum lyser en af dansk teaters kommende store stjerner: Nicolai Jørgensen.

Danmarksbloggen giver ”Amerika” 6 ud af 6 Frihedsgudinder, som hende man ser i forestillingen – og som meget betegnende holder ikke en fakkel, men et sværd i hånden.

For der er ikke noget varme og oplysning over kapitalismen. Det er derimod et system, som gør kort og ubarmhjertig proces med alle, som ikke synger med på … Land of the Free and Home of the Brave …

Selvom friheden naturligvis ikke findes, og den, som tror sig fri, er fortabt – som et land kan være det. Som Amerika i Kafkas forståelse er det. Fordi et land, som insisterer på fuldkommen frihed, er et land, som ikke forpligter sig på fællesskab og tolerance – og som ikke yder nogen beskyttelse af sine svage medborgere. Så et sådant land er et land, hvor jungleloven hersker, og hvor de svage bliver slaver for de stærke.

Forestillingen spiller på Nørrebro Teater indtil 3. november.

Det er Nikolaj Cederholm, der har instrueret og dramatiseret Franz Kafkas roman ”Amerika”.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: SKAM3 på Aveny-T

Udgivet den af
Svar

Den norske hitserie ”SKAM” kommer endnu en gang på besøg på de danske skrå brædder, denne gang med sæson 3, hvis omdrejningspunkt er den svære romance mellem Isak og Even.

Som ung er det ikke altid nemt at finde sig selv og sin plads i livet, og når ens seksualitet udfordres, bliver det kun en endnu sværere balancegang. Det er tydeligt at se hos den unge Isak, som pludselig falder for en fyr, i stedet for den pige, han altid troede, han skulle blive forelsket i.

Men som stykket skrider frem, begynder Isak at tro på sine egne følelser, for som Even siger: ”ingen andre end dig selv kender dine følelser”. Og med troen på sine egne følelser, kan Isak også tro på, at forholdet mellem ham og Even vil lykkes, selvom det bestemt ikke er uden besvær.

For den fyr, som Isak er faldet for, er bipolær, og oven i det har han en pigekæreste. Men som det fleste nok allerede har set i tv-serien, ender det godt for de to unge fyre.

Det er altså ikke små emner, der tages op i ”SKAM3”, men det behandles af Aveny-T og de seks unge skuespillere med så megen finfølelse og troværdighed, at man som tilskuer aldrig stiller spørgsmålstegn ved, om Even nu også er syg, om Isak og Evens forhold er reelt, og om vennernes reaktion er realistiske.

Det virker på ingen måde opstyltet eller overdramatisk, men skildrer på autentisk vis til gengæld, hvordan det er at date som ung i 2019, og hvad en mental lidelse kan gøre ved en person og et forhold.

”SKAM3” viser alle op- og nedture, og det unge cast er ikke bange for at leve sig fuldt ind i rollerne. Dette giver stykket en fantastisk følelse af nærvær og troværdighed, både mellem selve karaktererne, og mellem skuespillerne og publikummet.

Og ligesom det ikke er lette emner, der bringes på bane, er det heller ikke små ting, der sker for hovedpersonen Isak. Man fornemmer klart, at han gennem stykket går fra at ville have kontrol over sit liv til at det hele ramler om ørerne på ham.

Selvom det kan være svært at forlige sig med, så indser Isak, at man bare må tage livet minut for minut, og at man ikke bare kan skifte scene, som hvis livet var en film. Det er et gennemgående ting, at Isak og Even snakker om, at livet er som en film, hvor man selv er instruktør.

Et andet gennemgående element er, at Isak bruges som et talerør mellem scenen og stolerækkerne, da han flere gange bryder den fjerde væg, og taler direkte til publikum.

Dette spring til et meta-niveau sker både i starten og slutningen med en lille monolog om forholdet mellem skuespiller og tilskuer, og gennem hele stykket med den korte bemærkning ”skift”, der indleder et sceneskift. Isak sætter herefter ganske kort scenen, så tilskueren igen ved, hvor vi er, og så kører showet ellers videre.

Men også disse behændige sceneskift stopper, da Isak og Even begge indser, at vi mennesker ikke kan undgå ubehagelige situationer ved at løbe fra dem, men ved at tage det et skridt ad gangen.

Man sidder som tilskuer tilbage med en følelse af, at man selv er en del af begivenhedernes gang. Kun i starten skulle man vænne sig til, at Isak var en slags fortæller eller en oversætter mellem verdenen på de skrå brædder og vores verden. Men efter kort tid blev det kun nemmere og paradoksalt nok mere nærværende, at Isak fungerede som et mellemled.

”SKAM3” på Aveny-T fanger Julie Andems originale skildring af unge mennesker, og gør da også brug af fx sms’er som i tv-serien. Derudover fremfører skuespillerne tv-serien på troværdig og virkelighedstro manér, og med en pikant nerve og en intensitet, som er fuldstændig fremragende.

Derfor skal ”SKAM3” have en klar anbefaling herfra; om du selv er ung og i gang med at finde din egen vej, eller om du bare er nysgerrig på, hvad morgendagens danske teaterstjerner kan byde på.

”SKAM3” får 5 ud af 6 stjerner fra både Troels Rindal og Anna M. T. Frederiksen.

Venstre har ny formand – og kun én formand

Udgivet den af
1

”Jeg er træt af fløjkrig – og jeg er træt af fløjkrigere.”

Sådan sagde Venstres nye formand Jakob Ellemann-Jensen i sin tale til det ekstraordinære landsmøde tidligere i dag.

”Jeg vil have ro – og en klar fordeling af magten, så for fremtiden har Venstre én og kun én formand,” var hans besked.

Danmarksbloggen tvivler heller ikke på Ellemanns intention – og på at han er til de klassiske Venstre-dyder som fx lav skat.

Men Danmarksbloggen tvivler på, at fløjkrigene kan lukkes, bare fordi den nye stærke mand i partiet har sagt det.

Alligevel ville undertegnede ryste, hvis jeg var regeringen.

For Mette Frederiksens modpart som statsministerkandidat om små fire år bliver ikke enten en moralsk skamferet Lars Løkke eller en Kristian Jensen uden den store gennemslagskraft i offentligheden.

Det bliver den slagfærdige og skarpe Jakob Ellemann-Jensen. En mand, som er tydelig i sin kommunikation – og som tør sige det, alle tænker – og som ovenikøbet kan være morsom undervejs. Den slags kan danskerne godt lide.

Og så betyder det faktisk mindre, hvem der senere på dagen bliver næstformand. For næstformanden er i det nye Venstre sekundær.

Det blev slået helt fast i dag: ”Jeg vil gøre mig umage” og ”Jeg regner med jer”, som Ellemann sagde det, da han var blevet valgt med stående ovationer.

Ps. Tilføjelse kl. 12.43: Det blev så Støjberg, som blev næstformand med overvældende flertal. Det siger meget om, hvor Venstre står udlændingepolitisk … så Ellemans invitation til kaffe til Vermund giver mening … Blokpolitikken er hermed også tilbage i dansk politik.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Telefonerne i Danmark bliver tavse

Udgivet den af
Svar

Hvornår har du sidst løftet røret og ringet til nogen – altså privat og ikke i arbejdssammenhæng?

Hvis det er længe siden, så er du ligesom de fleste andre. Danskerne ringer nemlig markant mindre.

Tal fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet viser, at 7 ud af 10 opkald finder sted indenfor arbejdstiden, at siden 2005 er hvert fjerde opkald forsvundet, og at vi taler en milliard færre minutter i telefonen (vi taler dog stadig 15 milliarder minutter i telefonen om året).

Det er en udvikling, som mange beklager: Åh, nej – vi kommer ikke hinanden så meget ved længere og den slags.

Danmarksbloggen tænker, at det er de samme mennesker, som tidligere ville have beklaget sig over, at trykkekunsten afløste fjerpen og blæk, at telegrammet forsvandt til fordel for netop telefonen og andre teknologiske fremskridt.

For sandheden er jo, at vi i dag kommunikerer mere med hinanden end nogensinde før. Eller dvs. mere end siden dengang vi boede i små landsbyer, og alle talte med alle hele tiden.

Det gør alle så igen nu – bare over større fysiske afstande og elektronisk, hvor vi sms´er, chatter, ser hinandens billeder, kommenterer – og hele tiden er i kontakt med hinanden.

Så vi ved faktisk – takket være den digitale teknologi – hvordan hinanden har det, og hvad der sker i hinandens liv. Og er det i grunden ikke, hvad privat kommunikation handler om?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skoleparat … samfundsparat

Udgivet den af
Svar

Undertegnede fandt i en skuffe en gammel notesbog med noter fra blandt andet et forældremøde for over 10 år siden.

Det var interessant læsning. Jeg havde blandt andet noteret:

Skolelederen spurgte ud i plenum: Er du, forælder, parat til at give slip? Er du parat til at forstå, at dit barn skal indgå i en helhed? At barnet skal kunne være i ro og have en adfærd, der udviser respekt for andre? For det er fint at være et ønskebarn, men man skal også kunne se og respektere andres behov.

Derpå fulgte en masse om skolens forpligtelse til at stille op med faglig og pædagogisk kvalitet – og om forældrenes rolle som aktive medspillere.

Og så sluttede skolelederen af med at sige, at skolens primære rolle ikke handlede om skabe gode karakterer, men om at skabe ansvarlige borgere, der med respekt for andre og deres meninger kunne fungere og virke i et frit folkestyre. Altså hele mennesker, som havde balancen mellem at kunne realisere egne drømme og samtidig virke for fællesskabet – og det i en tid med mange prinser og prinsesser, der var vant til at blive serviceret og curlet.

Men det du´ed ikke, gjorde skolelederen opmærksom på. Livet giver os ikke altid lagkage – og skolelederen ønskede derfor også at give børnene en indre jeg-styrke baseret på alt andet end popularitet, likes eller fokusering på egne behov alene, men i stedet på et dybt kendskab til sig selv, en realitetssans og en evne til at udholde og kæmpe mod modstand.

Det var som sagt en gammel notesbog. Og den konkrete skoletid, som startede kort efter, er for længst forbi. Og jeg skal heller ikke dømme andres børn, blot konstatere, at der i de ti år, som fulgte efter denne introduktion til skolelivet, var forskel i opbakningen til skolelederens hensigtserklæring, da det kom til at lave de flotte ord om til handling.

Og det var – og er skade. For en tilsvarende tale kunne sagtens høres i dag, hvor individualismen og selvfokuseringen er om muligt endnu større end i nullerne, hvor det nævnte forældremøde fandt sted.

Men skolen er stadig for livet, og vi kunne skabe et så meget bedre samfund, hvis alle lyttede til den gamle skoleleders kloge ord.

For at være skoleparat i betydningen ”være klar til at indgå i en helhed som et ligestillet individ sammen med alle de andre” er i bund og grund at være samfundsparat … også for de voksnes vedkommende, ja måske især for de voksnes vedkommende.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Survivor-træet fra New York har dansk aflægger

Udgivet den af
Svar

Så er det igen 11. september – dagen, der for 18 år siden ændrede verdenens dagsorden, og som betød døden for mere end 3000 mennesker i New York og Washington D.C.

Siden er stedet, hvor Tvillingetårnene stod i New York, lavet om til en stor mindepark, hvor mennesker i hundredtusindvis kommer i løbet af året for at ære og mindes.

Mange husker også at lægge mærke til et træ, som står lidt for sig selv på pladsen. Det er også et helt specielt træ, nemlig det berømte Survivor Tree, som klarede det hele, både flyene, da tårnene styrtede i grus og alt det andet.

Træet, som er et slags pæretræ, måtte dog lige på rekreation, inden det igen kunne plantes på Ground Zero, som området hedder nu.

Alt det ved de fleste. Men de færreste ved, at der i Danmark findes en aflægger af det berømte træ.

Men det gør dér. Hos Anette Jensen, som bor i Vordingborg på Sydsjælland, og som under et besøg i New York i 2012 tog et agern fra træet. Et agern, som nu vokser fint hjemme hos hende selv – så det idag er blevet til et fint lille træ i en krukke.

”Jeg tager ofte frø som minde, når jeg er et sted,” fortæller hun til Danmarksbloggen og fortsætter:

”Men her har frøet – og træet – en særlig betydning. Det kommer nemlig fra en tur til New York, som jeg var på sammen med min søster Helle, som nu er død. Så hos mig hedder træet Helles træ, og er en evig påmindelse om ikke kun 11. september, men ligeså meget om min elskede søster.”

Dengang i 2001, hvor terrorangrebet fandt sted, var Anette Jensen på ferie. Alligevel kan hun – ligesom alle andre – huske, hvad de lavede dén dag. Hun kan også sagtens genskabe sig stemningen fra første gang, hun stod på Ground Zero.

”Det var året efter terrorangrebet, hvor der stadig var meget kaos dernede på Downton Manhattan – og der var en meget bedrøvelig stemning, så megen ødelæggelse og død,” slutter Anette Jensen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Viking – ran, ild og sværd”

Udgivet den af
2

”Viking – Ran, ild og sværd” er titlen på den nye bog om den danske vikingetid.

Det er et digert værk, som arkæolog og museumsdirektør på Nationalmuseet Jeanette Varberg har skrevet. Hele 576 sider inkl. fotos, noter, litteraturliste og alt det andet. Men de 576 sider er ikke én side for meget.

Tværtimod er 576 sider, hvad der skal til, når man skal beskrive vikingetiden fyldestgørende. En ikonisk tid i Danmarkshistorien, som hos Jeanette Varberg får udvidet tidsperspektivet med flere århundreder, således at vikingetiden ikke længere kun er den ellers så kendte periode startende med angrebet på klosteret på Lindisfarne i 793 og sluttende omkring 1050.

Jeanette Varberg starter således allerede tilbage omkring år 300, hvor det ret beset var jernalder med enorme folkevandringer og en kristendom der midt i en krisetid og et sammenbrudt Romerrige lovede menneskene en god løsning i efterlivet, hvis de bare holdt alle elendighederne i dette liv ud. Det var også en radikal anderledes tilgang end de asatroendes fokus på det gode liv her og nu – og en ærefuld død på slagmarken.

Efter bogens første del, som kan kaldes optakten og baggrunden for vikingetiden, fortsætter bogen med det, som mange opfatter som den reelle vikingetid, nemlig den tid hvor der blev sejlet ud i vikingeskibene og plyndret og handlet – ikke nødvendigvis i den rækkefølge.

Derpå følger kristendommens indtog og så den sidste tid, inden det sidste vikingeskib løb op på den sidste strand – og en ny tid og verdensorden i Europa forlængst var i gang.

Bogen udmærker sig på den måde også ved, at man får præsenteret en samlet fortælling, så det bliver tydeligt, at vikingerne ikke bare pludselig dumpede ned fra himlen – eller som en anden kong Skjold kom sejlende på et skib – og så forsvandt igen ombord på et skib, der skulle sættes i brand og sejle ud i solnedgangen, da vikingetiden blev gammel og grå.

Nej, der var både nordiske og europæiske årsager, sammenhænge og konsekvenser, som startede i jernalderen, og som rakte langt ind i middelalderen, og det forklarer bogen på den mest ypperlige og grundige måde – og vel at mærke kronologisk, hvilket er godt for forståelsen. Bogen er tillige ualmindelig velskrevet og letlæselig.

Den giver også nye perspektiver i krydsfeltet mellem de skriftlige kilder fra den tid, som vi kender – og så de arkæologiske opdagelser, som der stadig kommer mange af – og hvor Jeanette Varberg forventer, at der er flere til gode, som kommer til at give os svar på nogle af vores spørgsmål – samt måske også får os til at lave andre billeder af tiden og dens mennesker.

Vidste De for eksempel, at nok var flertallet af vikinger danskere, nordmænd og svenskere – og med tiden også islændinge og andre fra de nordlige lokaliteter. Men i virkeligheden fandtes der også andre nationaliteter på skibene. For alle, som drog i viking, dvs. befandt sig ombord på et vikingeskib, og som tog afsted for at handle eller/og plyndre, var at betragte som en viking.

Så der var mange nationaliteter ombord på de teknologiske vidundere, vikingeskibene, som tog turen både ned ad de store europæiske floder, over Atlanten til Island, Grønland og Nordamerika, til England og ned langs Vesteuropas kyster. Ja, sågar en frankisk prins konverterede fra kristendommen og blev en asatroende viking. Alle vikingernes store rejseruter (og der er mange) kan i øvrigt ses på de gode kort, der er i bogen, der også byder på et væld af fine fotos.

Men trods den store succes vikingerne havde med aserne som deres gudelige allierede, så vandt kristendommen alligevel i sidste ende, og i starten gik det fint med at være både kristen og viking. Hvide Krist blev også fremstillet både smilende og sejrende, hvad man fx kan se på Jellingestenen. Det var smart gjort af datidens kristne PR-folk, kaldet missionærer. Den lidende Kristus havde heller ikke haft en chance overfor Thor og Odin.

Men selv en sejrende Kristus til bords med vikinger og mjød kunne ikke ændre tiderne – og teknologien i at ændre sig. Så vikingetiden rindede ud, og krigstogterne blev fælleseuropæiske, og handlede om at tage på korstog til Det Hellige Land og forsvare den kristendom, som nordboerne selv tidligere havde kæmpet imod. For ja, der var en del danskere – også kongelige, som tog afsted til Jerusalem som drabelige korstogsriddere – eller som fredelige pilgrimme.

Dem husker vi ikke særligt godt. Mindet om de gæve vikinger lever derimod stadig i Danmark, og især i 1800-tallets behov for store nationale fortællinger fik historierne om fordums tider og bedrifter luft under vingerne, ja selve begrebet vikingetid blev opfundet dér.

For vi havde – og har – brug for vikingerne. De giver os stadig en identitet som stærke og seje, som vi godt kan lide – samtidig med at vi realpolitisk prøver at få det hele til at hænge sammen: Danmark som et lille land – men med Grønland som den store ø, vi er i Rigsfællesskab med. Danmark som en del af EU – men med forbehold.

Hvor meget viking der er i det, må enhver selv afgøre. Og det er slet heller ikke bogens ærinde på nogen måde at forholde sig til dén diskussion – og det gør den heller ikke, skal jeg skynde mig at slå fast, selvom bogen slutter følgende ord:

”Vikingernes eftermæle blev kort fortalt et selvstændigt Skandinavien, som aldrig blev en del af et imperium og underlagt kontinentets kejsere. Derfor bevarede området sin særegne identitet, sine sprog og sine nordiske kultur. Nogle vil endda mene, at vikingernes særlige mentalitet, risikovillighed på havet, entreprenørskab og medbestemmelse stadig ses genspejlet i den skandinaviske selvopfattelse i dag.”

Citat slut.

Så i en urolig tid som vores, hvor også Danmark let kommer til at blive draget ind i det storpolitiske spil, både på grund af Grønland og på grund af Danmarks geografiske placering ved Østersøen (som prop for den russiske flåde, hvis den pludselig skal ud), er det nærliggende at trække et par linjer:

Har vi (stadig) en skandinavisk selvopfattelse, en nordisk identitet – eller er vi for længst blevet en del af noget globalt, noget internationalt? Og går der en grænse mellem de gamle, der husker og oplevede 2. verdenskrig, og de unge for hvem Den Kolde Krig og Murens fald for 30 år siden er fjern historie? Og hvad vil der ske i et EU uden England? Hvordan stiller Englands eventuelle exit Danmark – og danskerne? En ting er handel, en anden politik og en tredje identitet.

Så imens man tænker over Danmark, Danmarks rolle, danskernes identitet og nationalfølelse kan man jo læse Jeanette Varbergs fantastiske bog om de danske vikinger og deres historie både før, under og efter deres storhedstid. Den er velskrevet, sprængfuld af viden – og gode betragtninger.

Danmarksbloggen giver ”Viking – Ran, ild og sværd” seks mulige ud af seks vikingehjelme – de vikingehjelme som ikke havde horn. Det var nemlig bronzealderens hjelme, der havde horn. Vikingetiden havde mere praktiske hjelme, som egnede sig bedre til krig – som den hjelm man ser på bogens forside.

Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Balloner på Kgs. Nytorv: Trump mødte Rossen

Udgivet den af
Svar

Selvom Donald Trump aldrig kom til Danmark, så kom ballonen med baby-Trump op alligevel, så den stod og svajede i september-solen på Kgs. Nytorv. I fraværet af Trump  dog mere som en turistattraktion – i hvert fald for de fleste – end som en manifestation af noget som helst.

Trump-ballonen var så ikke alene.

Få meter væk var der endnu en kæmpeballon. Den forestillede Martin Rossen (statsminister Mette Frederiksens højre hånd), som trods at han aldrig er blevet valgt – og derfor heller ikke kan stilles til ansvar – alligevel sidder centralt placeret i regeringens magtfulde Koordinationsudvalg og Økonomiudvalg.

Det var Radio24syv, der stod bag Martin Rossen-ballonen, om hvis ene hånd man kunne se Mette Frederiksen som en hånddukke.

Budskabet var klart: Martin Rossen er en dukkefører … og Mette gør, som Martin vil.

Danmarksbloggen ved ikke, om det er sandt. Men det er udemokratisk, at man kan sidde centralt i regeringen – uden at være valgt af folket.

Ja, det er næsten værre end Trump ovre i USA. Trump blev trods alt valgt af det amerikanske folk. Så kan man tale om ulemperne i det amerikanske valgsystem – og der er meget at sige.

Men Trump blev valgt. Det gjorde Martin Rossen ikke – og Rossen virker i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk