Skoleparat … samfundsparat

Undertegnede fandt i en skuffe en gammel notesbog med noter fra blandt andet et forældremøde for over 10 år siden.

Det var interessant læsning. Jeg havde blandt andet noteret:

Skolelederen spurgte ud i plenum: Er du, forælder, parat til at give slip? Er du parat til at forstå, at dit barn skal indgå i en helhed? At barnet skal kunne være i ro og have en adfærd, der udviser respekt for andre? For det er fint at være et ønskebarn, men man skal også kunne se og respektere andres behov.

Derpå fulgte en masse om skolens forpligtelse til at stille op med faglig og pædagogisk kvalitet – og om forældrenes rolle som aktive medspillere.

Og så sluttede skolelederen af med at sige, at skolens primære rolle ikke handlede om skabe gode karakterer, men om at skabe ansvarlige borgere, der med respekt for andre og deres meninger kunne fungere og virke i et frit folkestyre. Altså hele mennesker, som havde balancen mellem at kunne realisere egne drømme og samtidig virke for fællesskabet – og det i en tid med mange prinser og prinsesser, der var vant til at blive serviceret og curlet.

Men det du´ed ikke, gjorde skolelederen opmærksom på. Livet giver os ikke altid lagkage – og skolelederen ønskede derfor også at give børnene en indre jeg-styrke baseret på alt andet end popularitet, likes eller fokusering på egne behov alene, men i stedet på et dybt kendskab til sig selv, en realitetssans og en evne til at udholde og kæmpe mod modstand.

Det var som sagt en gammel notesbog. Og den konkrete skoletid, som startede kort efter, er for længst forbi. Og jeg skal heller ikke dømme andres børn, blot konstatere, at der i de ti år, som fulgte efter denne introduktion til skolelivet, var forskel i opbakningen til skolelederens hensigtserklæring, da det kom til at lave de flotte ord om til handling.

Og det var – og er skade. For en tilsvarende tale kunne sagtens høres i dag, hvor individualismen og selvfokuseringen er om muligt endnu større end i nullerne, hvor det nævnte forældremøde fandt sted.

Men skolen er stadig for livet, og vi kunne skabe et så meget bedre samfund, hvis alle lyttede til den gamle skoleleders kloge ord.

For at være skoleparat i betydningen ”være klar til at indgå i en helhed som et ligestillet individ sammen med alle de andre” er i bund og grund at være samfundsparat … også for de voksnes vedkommende, ja måske især for de voksnes vedkommende.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Survivor-træet fra New York har dansk aflægger

Så er det igen 11. september – dagen, der for 18 år siden ændrede verdenens dagsorden, og som betød døden for mere end 3000 mennesker i New York og Washington D.C.

Siden er stedet, hvor Tvillingetårnene stod i New York, lavet om til en stor mindepark, hvor mennesker i hundredtusindvis kommer i løbet af året for at ære og mindes.

Mange husker også at lægge mærke til et træ, som står lidt for sig selv på pladsen. Det er også et helt specielt træ, nemlig det berømte Survivor Tree, som klarede det hele, både flyene, da tårnene styrtede i grus og alt det andet.

Træet, som er et slags pæretræ, måtte dog lige på rekreation, inden det igen kunne plantes på Ground Zero, som området hedder nu.

Alt det ved de fleste. Men de færreste ved, at der i Danmark findes en aflægger af det berømte træ.

Men det gør dér. Hos Anette Jensen, som bor i Vordingborg på Sydsjælland, og som under et besøg i New York i 2012 tog et agern fra træet. Et agern, som nu vokser fint hjemme hos hende selv – så det idag er blevet til et fint lille træ i en krukke.

”Jeg tager ofte frø som minde, når jeg er et sted,” fortæller hun til Danmarksbloggen og fortsætter:

”Men her har frøet – og træet – en særlig betydning. Det kommer nemlig fra en tur til New York, som jeg var på sammen med min søster Helle, som nu er død. Så hos mig hedder træet Helles træ, og er en evig påmindelse om ikke kun 11. september, men ligeså meget om min elskede søster.”

Dengang i 2001, hvor terrorangrebet fandt sted, var Anette Jensen på ferie. Alligevel kan hun – ligesom alle andre – huske, hvad de lavede dén dag. Hun kan også sagtens genskabe sig stemningen fra første gang, hun stod på Ground Zero.

”Det var året efter terrorangrebet, hvor der stadig var meget kaos dernede på Downton Manhattan – og der var en meget bedrøvelig stemning, så megen ødelæggelse og død,” slutter Anette Jensen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Viking – ran, ild og sværd”

”Viking – Ran, ild og sværd” er titlen på den nye bog om den danske vikingetid.

Det er et digert værk, som arkæolog og museumsdirektør på Nationalmuseet Jeanette Varberg har skrevet. Hele 576 sider inkl. fotos, noter, litteraturliste og alt det andet. Men de 576 sider er ikke én side for meget.

Tværtimod er 576 sider, hvad der skal til, når man skal beskrive vikingetiden fyldestgørende. En ikonisk tid i Danmarkshistorien, som hos Jeanette Varberg får udvidet tidsperspektivet med flere århundreder, således at vikingetiden ikke længere kun er den ellers så kendte periode startende med angrebet på klosteret på Lindisfarne i 793 og sluttende omkring 1050.

Jeanette Varberg starter således allerede tilbage omkring år 300, hvor det ret beset var jernalder med enorme folkevandringer og en kristendom der midt i en krisetid og et sammenbrudt Romerrige lovede menneskene en god løsning i efterlivet, hvis de bare holdt alle elendighederne i dette liv ud. Det var også en radikal anderledes tilgang end de asatroendes fokus på det gode liv her og nu – og en ærefuld død på slagmarken.

Efter bogens første del, som kan kaldes optakten og baggrunden for vikingetiden, fortsætter bogen med det, som mange opfatter som den reelle vikingetid, nemlig den tid hvor der blev sejlet ud i vikingeskibene og plyndret og handlet – ikke nødvendigvis i den rækkefølge.

Derpå følger kristendommens indtog og så den sidste tid, inden det sidste vikingeskib løb op på den sidste strand – og en ny tid og verdensorden i Europa forlængst var i gang.

Bogen udmærker sig på den måde også ved, at man får præsenteret en samlet fortælling, så det bliver tydeligt, at vikingerne ikke bare pludselig dumpede ned fra himlen – eller som en anden kong Skjold kom sejlende på et skib – og så forsvandt igen ombord på et skib, der skulle sættes i brand og sejle ud i solnedgangen, da vikingetiden blev gammel og grå.

Nej, der var både nordiske og europæiske årsager, sammenhænge og konsekvenser, som startede i jernalderen, og som rakte langt ind i middelalderen, og det forklarer bogen på den mest ypperlige og grundige måde – og vel at mærke kronologisk, hvilket er godt for forståelsen. Bogen er tillige ualmindelig velskrevet og letlæselig.

Den giver også nye perspektiver i krydsfeltet mellem de skriftlige kilder fra den tid, som vi kender – og så de arkæologiske opdagelser, som der stadig kommer mange af – og hvor Jeanette Varberg forventer, at der er flere til gode, som kommer til at give os svar på nogle af vores spørgsmål – samt måske også får os til at lave andre billeder af tiden og dens mennesker.

Vidste De for eksempel, at nok var flertallet af vikinger danskere, nordmænd og svenskere – og med tiden også islændinge og andre fra de nordlige lokaliteter. Men i virkeligheden fandtes der også andre nationaliteter på skibene. For alle, som drog i viking, dvs. befandt sig ombord på et vikingeskib, og som tog afsted for at handle eller/og plyndre, var at betragte som en viking.

Så der var mange nationaliteter ombord på de teknologiske vidundere, vikingeskibene, som tog turen både ned ad de store europæiske floder, over Atlanten til Island, Grønland og Nordamerika, til England og ned langs Vesteuropas kyster. Ja, sågar en frankisk prins konverterede fra kristendommen og blev en asatroende viking. Alle vikingernes store rejseruter (og der er mange) kan i øvrigt ses på de gode kort, der er i bogen, der også byder på et væld af fine fotos.

Men trods den store succes vikingerne havde med aserne som deres gudelige allierede, så vandt kristendommen alligevel i sidste ende, og i starten gik det fint med at være både kristen og viking. Hvide Krist blev også fremstillet både smilende og sejrende, hvad man fx kan se på Jellingestenen. Det var smart gjort af datidens kristne PR-folk, kaldet missionærer. Den lidende Kristus havde heller ikke haft en chance overfor Thor og Odin.

Men selv en sejrende Kristus til bords med vikinger og mjød kunne ikke ændre tiderne – og teknologien i at ændre sig. Så vikingetiden rindede ud, og krigstogterne blev fælleseuropæiske, og handlede om at tage på korstog til Det Hellige Land og forsvare den kristendom, som nordboerne selv tidligere havde kæmpet imod. For ja, der var en del danskere – også kongelige, som tog afsted til Jerusalem som drabelige korstogsriddere – eller som fredelige pilgrimme.

Dem husker vi ikke særligt godt. Mindet om de gæve vikinger lever derimod stadig i Danmark, og især i 1800-tallets behov for store nationale fortællinger fik historierne om fordums tider og bedrifter luft under vingerne, ja selve begrebet vikingetid blev opfundet dér.

For vi havde – og har – brug for vikingerne. De giver os stadig en identitet som stærke og seje, som vi godt kan lide – samtidig med at vi realpolitisk prøver at få det hele til at hænge sammen: Danmark som et lille land – men med Grønland som den store ø, vi er i Rigsfællesskab med. Danmark som en del af EU – men med forbehold.

Hvor meget viking der er i det, må enhver selv afgøre. Og det er slet heller ikke bogens ærinde på nogen måde at forholde sig til dén diskussion – og det gør den heller ikke, skal jeg skynde mig at slå fast, selvom bogen slutter følgende ord:

”Vikingernes eftermæle blev kort fortalt et selvstændigt Skandinavien, som aldrig blev en del af et imperium og underlagt kontinentets kejsere. Derfor bevarede området sin særegne identitet, sine sprog og sine nordiske kultur. Nogle vil endda mene, at vikingernes særlige mentalitet, risikovillighed på havet, entreprenørskab og medbestemmelse stadig ses genspejlet i den skandinaviske selvopfattelse i dag.”

Citat slut.

Så i en urolig tid som vores, hvor også Danmark let kommer til at blive draget ind i det storpolitiske spil, både på grund af Grønland og på grund af Danmarks geografiske placering ved Østersøen (som prop for den russiske flåde, hvis den pludselig skal ud), er det nærliggende at trække et par linjer:

Har vi (stadig) en skandinavisk selvopfattelse, en nordisk identitet – eller er vi for længst blevet en del af noget globalt, noget internationalt? Og går der en grænse mellem de gamle, der husker og oplevede 2. verdenskrig, og de unge for hvem Den Kolde Krig og Murens fald for 30 år siden er fjern historie? Og hvad vil der ske i et EU uden England? Hvordan stiller Englands eventuelle exit Danmark – og danskerne? En ting er handel, en anden politik og en tredje identitet.

Så imens man tænker over Danmark, Danmarks rolle, danskernes identitet og nationalfølelse kan man jo læse Jeanette Varbergs fantastiske bog om de danske vikinger og deres historie både før, under og efter deres storhedstid. Den er velskrevet, sprængfuld af viden – og gode betragtninger.

Danmarksbloggen giver ”Viking – Ran, ild og sværd” seks mulige ud af seks vikingehjelme – de vikingehjelme som ikke havde horn. Det var nemlig bronzealderens hjelme, der havde horn. Vikingetiden havde mere praktiske hjelme, som egnede sig bedre til krig – som den hjelm man ser på bogens forside.

Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Balloner på Kgs. Nytorv: Trump mødte Rossen

Selvom Donald Trump aldrig kom til Danmark, så kom ballonen med baby-Trump op alligevel, så den stod og svajede i september-solen på Kgs. Nytorv. I fraværet af Trump  dog mere som en turistattraktion – i hvert fald for de fleste – end som en manifestation af noget som helst.

Trump-ballonen var så ikke alene.

Få meter væk var der endnu en kæmpeballon. Den forestillede Martin Rossen (statsminister Mette Frederiksens højre hånd), som trods at han aldrig er blevet valgt – og derfor heller ikke kan stilles til ansvar – alligevel sidder centralt placeret i regeringens magtfulde Koordinationsudvalg og Økonomiudvalg.

Det var Radio24syv, der stod bag Martin Rossen-ballonen, om hvis ene hånd man kunne se Mette Frederiksen som en hånddukke.

Budskabet var klart: Martin Rossen er en dukkefører … og Mette gør, som Martin vil.

Danmarksbloggen ved ikke, om det er sandt. Men det er udemokratisk, at man kan sidde centralt i regeringen – uden at være valgt af folket.

Ja, det er næsten værre end Trump ovre i USA. Trump blev trods alt valgt af det amerikanske folk. Så kan man tale om ulemperne i det amerikanske valgsystem – og der er meget at sige.

Men Trump blev valgt. Det gjorde Martin Rossen ikke – og Rossen virker i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Stor Vandsalamander er strengt beskyttet – strengere end pandaer!

Danmarksbloggen er glad for og stolt over, at Henrik Bringsøe, som er en af landets førende eksperter indenfor padder og krybdyr, har skrevet følgende til Danmarksbloggen om de vandsalamandere – Stor Vandsalamander – som er omfattet af en strengere beskyttelse end de ellers så kendte pandaer.
Stor Vandsalamander bor på Amager Fælled, på områder som man nu vil bebygge. Så skal de sjældne dyr reddes, så er det høje tid.
Henrik Bringsøe har blandt andet skrevet bogen “Bevarelsen af Danmarks padder og krybdyr” – som er et jubilæumsskrift for Nordisk Herpetologisk Forening.

Vi overlader ordet til Henrik Bringsøe: 

Vi har i Danmark nogle dyr, der er særligt strengt beskyttet. Det drejer sig bl.a. om visse padder og krybdyr. Nærmere betegnet er det de specielt sjældne eller sårbare arter.

Som herpetolog er jeg særligt interesseret i dem. Konkret er det arten Stor Vandsalamander, jeg vil tale lidt om. Den er fredet på den måde, at man ikke må slå den ihjel eller indsamle den. Det kalder vi en artsbeskyttelse.

Men der er yderligere en beskyttelse, som er særligt vigtig, nemlig en beskyttelse af deres levesteder! Det er således forbudt at ødelægge eller forringe denne salamanders levesteder.

Ligesom vores andre padder er den helt afhængig af både et vand-levested og et land-levested. Om foråret og forsommeren yngler salamandrene i vandhuller, men i løbet af sommeren går de på land, og de overvintrer også på land.

Derfor er det altafgørende for deres overlevelse, at både vandhuller og den omkransede natur på land er bevaret i en god tilstand.

Jeg synes, en sådan fredning giver god mening, fordi det nytter ikke at frede et dyr, hvis dets levesteder er ødelagt! Vi har at gøre med en international beskyttelse, idet lovgrundlaget er EU’s Habitatdirektivs bilag IV.

Se link til det her: https://mst.dk/natur-vand/natur/national-naturbeskyttelse/naturpleje/naturplejeguiden/bilag-iv-arter/

På den måde kan vi faktisk sige, at Stor Vandsalamander internationalt er strengere beskyttet end den kinesiske Panda (Stor Panda), som internationalt kun er dækket af en streng artsfredning!

At vi i Danmark og resten af EU også beskytter levestederne for bestemte arter, har stor betydning.

Sagen er den, at vi i disse år ofte presser vores natur til det yderste. Der er mange interessenter, der gerne vil have en bid af kagen: Vores natur ønskes anvendt til bebyggelse, vejanlæg, landbrug, industri og rekreative formål.

Så er det vigtigt, at vores myndigheder kan sikre, at de vigtigste områder beskyttes mod ødelæggelse og forringelse.

Men der findes mulighed for, at der kan dispenseres fra denne beskyttelse. Desværre, vil jeg nok sige.Vi oplever en del tilfælde, hvor der alligevel gives tilladelse til at ødelægge værdifuld natur, forudsat at der etableres erstatningsnatur et andet sted.

For Stor Vandsalamander betyder det typisk, at der skal graves nogle nye vandhuller et eller andet sted.

For øjeblikket oplever vi, at Københavns Kommune vil ødelægge en del af Amager Fælled, fordi man ønsker at åbne op for byggeri. Dette på trods af, at der lever Stor Vandsalamander på de arealer, der ønskes bebygget.

Jeg finder det meget trist, at kommunen agter at inddrage endnu flere arealer af Amager Fælleds fine natur, end man allerede har lagt beslag på tidligere.

Endnu et paradoks er, at de førende politiske partier åbent erklærer, at vi skal føre en grøn politik, og at naturen skal have mere plads i form af sammenhængende arealer, men det er måske ikke så “sjovt”, når de politiske budskaber skal omsættes til konkrete handlinger!

Skrevet af: Henrik Bringsøe