Tag-arkiv: fællesskab

De værste tider

Udgivet den af
Svar

Vi lever i urolige tider – og her tænker jeg ikke kun på told-og-aktier-balladen.
Aldrig har det været så slemt som nu, siger mange til hinanden.

MEN det holder ikke. Verdenshistorien er fuld af perioder, hvor man har sagt de præcis samme ord. Her skal nævnes fire eksempler – primært fra Europa:

Da Den Sorte Død – også kendt som pesten – kom til Europa i 1300-tallet.
Da 30-års-krigen raserede hele det europæiske kontinent (minus Norden) i 1600-tallet.
Napoleonskrigene i begyndelsen af 1800-tallet.
Verdenskrigene i 1900-tallet.

Vi lever i de værste tider, har menneskeheden over hele kloden sagt gennem hele historien, når krige, pandemier og naturkatastrofer har raset.

Forskellen på fortiden og nutiden er blot, at vi i nutiden ikke ved, hvordan og hvornår det ender. Det gør vi med fortiden. Og som bekendt er det altid nemmere at være bagklog end at komme med troværdige bud på fremtiden.

Så derfor FØLES det værre lige nu med Trump, Putin, klimakrisen og hvad vi ellers har af dårligdomme at være bange for i 2025. Men det er – måske – blot en følelse, når man tager langtidsbrillerne på.

Der er så også en anden forskel. Nemlig spørgsmålet: HVOR STILLER DU DIG? For verden drives af os mennesker – og vores valg og handlinger bestemmer fremtiden. Og her tænker jeg absolut ikke på ting som told, straftold, aktier og børskurser.

Der er noget meget større, som er på spil – nemlig om vi også fortsat skal leve i en fri verden.

Så: Hvor stiller du dig, når det gælder? For det gør det i øjeblikket, hvor kampen for Den Frie Verden er mere aktuel end meget længe. Hvad vil du gøre? Sætte dig i sofaen og håbe, at det driver over – eller gøre en indsats? For nok kan det enkelte menneske i reglen ikke gøre den store forskel. Men i fællesskab kan vi påvirke … også selvom det kan se ud, som om de store drenge bestemmer det hele. For:

De værste tider kan faktisk blive en ny chance for en bedre verden … hvis vi gør noget ved det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fællesskab og kristendom

Udgivet den af
Svar

I gamle dage var det en kendt sandhed, at vi alle skylder vores næste en hel masse. Det var vise ord, som bunder i erkendelsen af, at vi er indbyrdes afhængige – og skal hjælpe hinanden.

Ideen om, at vi er forpligtet på hinanden, danner dermed også grundlag for en moral, som mangler i nutidens samfund. Måske fordi den idé bunder i den kristne etik om næstekærlighed.

Desværre er kristendommen på retur som moralsk rettesnor – og når kristendommen forsvinder, så forsvinder også grundlaget for denne fællesskabs-moral, som mangler bigtime i nutidens samfund.

Vi ser det i den offentlige debat – og i det politiske liv – med spørgsmål som:

HVORFOR skal jeg vaccineres? Jeg bliver jo ikke særlig syg.

HVORFOR skal jeg betale skat? Det er jo mine egne penge.

HVORFOR skal jeg i det hele taget hindres i min selvudfoldelse? Det er min ret at forfølge mine egne drømme.

For jeg skylder nemlig ikke fællesskabet noget. Det har aldrig gjort noget for mig.

Jeg, jeg, jeg. Mig, mig, mig, er det evige mantra fra disse personer.

Det må være meget kedeligt at være så ego-fikseret. Kedeligt, koldt og mørkt. Måske derfor der er godt gang i forbruget hos disse mennesker, så de kan stive sig af med fine mærkevarer.

Se mig, jeg har en Gucci-taske, går i hundedyre bukser og kører i en flot bil.

Men det er lidt som at tisse i bukserne. Det varmer en kort tid, men så er der koldt og tomt igen.

For ingen luksusvarer kan fylde det hul i maven, som kommer, når man ikke indgår i meningsfulde og forpligtende relationer til andre mennesker.

Vi mennesker er nemlig – biologisk – programmet til at være sammen, til at være afhængige af hinanden.

Sådan har det været altid – og dermed også lang tid inden nogen fandt på kristendommen. Kristendommen satte så bare behovet for hinanden i system, og gav det en institution at virke i.

Det har ikke altid været en god ide. Tværtimod er alle de gode hensigter blevet misbrugt til egen vinding og magtudøvelse.

Men det ændrer ikke på, at det er en rigtig god idé at sætte ansvaret for hinanden i system.

Og indtil videre har ingen kommet med et bedre bud end de kristne kirker – og måske især de evangelisk-lutherske i Norden, hvor kristendommen er sat så meget i system, at den også er – eller i det mindste har været – en del af vores samfund i form af velfærden.

Den velfærd, som vi er i gang med at afmontere i takt med at kristendommen forsvinder.

Det er skidt. Vi skal til at råbe STOP. For kristendom og velfærd er basis for det gode liv – og det levende demokrati.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Eventyret – version 2.0.

Udgivet den af
Svar

Det er som en eventyr. Endda et eventyr som mesteren selv H. C. Andersen kunne have skrevet. I hvert fald version 1.0. som lyder nogenlunde sådan her:

Det er sommer, og Danmark skal for første gang nogensinde spille EM i herrefodbold på hjemmebane i København. Den gamle hovedstad er klædt i rødt og hvidt – og vi skal starte med at møde Finland, som vi regner med at slå. Vi kommer også bedst fra start.

Men så sker det, som alle danskere ved – og de fleste af os ser live på skærmen, og aldrig vil glemme. No.10. Christian Eriksen falder pludselig omkuld, og ligger så stille, så stille med tomme øjne. Senere viser det sig, at han var død en tid.

Men så træder hans kammerater i aktion. Først hans gode ven kaptajn Kjær, som kommer spurtende, og laver livreddende førstehjælp, og så alle de andre, som sammen med Kjær danner en beskyttende ring om Eriksen, både mens lægerne kæmper for hans liv – og senere da han fragtes fra banen. En vikingevagt.

Vi husker også, hvordan Kjær trøster Eriksens ulykkelige og bange kæreste, at Schmeichel krammer alle kammeraterne, og at ….

Der er mange momenter i fortællingen om dén lørdag aften. Og i dé øjeblikke bliver herrelandsholdet igen hele Danmarks landshold – og billederne giver genlyd over hele verden. Her er fællesskab, kammeratskab, mod og omtanke for andre. Alt det, som vi er så stolte af i Danmark – også selvom vi ikke altid kan leve op til idealerne.

Det ender som bekendt med, at vi taber kampen mod Finland. Det er lige meget. Vi føler, at vi vinder livet.

Få dage senere kommer så den følelsesladede kamp no. 2 mod giganten Belgien: Danmarks trøje på stadion inden kampstart er blevet en no.10, der synges nationalsang som aldrig før i Parken – og i det 10´ende minut stopper spillet, mens alle – også belgierne – klapper i ét minut for at hylde Eriksen.

Det er rørende og aldrig set før. Det er så heller ikke Hollywood. For vi taber kampen 2-1.

Sidste del af dramaet er en lun mandag aften. Vi skal møde Rusland i en vind-eller-forsvind-kamp. Og nu er spillerne kampklare. For Eriksen er opereret, og følger med fra hjemmet i Odense.

I starten bølger kampen frem og tilbage, men så scorer den purunge Eriksen-erstatning Mikkel Damsgaard det første mål – og derfra ser vi os ikke tilbage, men vinder 4-1.

Danmark går amok i glædesrus – og fodboldfesten varer en stor del af årets mest lyse og korte midsommernat, hvor især unge danskere iklædt Dannebrog og en del også studenterhuer drikker og danser i en forløsning, der ikke kun handler om fodbold, men også om at leve frit.

Denne fodbold-odyssé er nemlig en fantastisk fortælling om alle for én – og om fællesskab. Et drama, der handler om nationalfølelse og løssluppen fest og glæde. Om alt det, som vi har savnet i de hårde Corona-måneder.

Det er en historie om Danmark, der står sammen – og kæmper sammen. Dén historie kan vi godt lide. Den minder om et eventyr. Også fordi landsholdet selv siger, at de spiller for nationen.

Og i morgen aften fortsætter eventyret så i version 2.0. med en ottendedelsfinale i Amsterdam, endda på Eriksens gamle Ajax-hjemmebane. Han er altså stadig til stede i ånden, og mon ikke en del af hans gamle hollandske fans vil sidde fysisk på lægterne sammen med de danske tilskuere, der har fået lov til at komme ind. Sådan så de sammen kan heppe på de danske drenge, som er blevet en hel fodboldsverdens darlinge, fordi de optrådte som mandfolk m/k, da det gjaldt.

Alt tapper også lige ind i historien om det danske samfundssind – og om Danmark som en lille rød og hvid ælling, en lille Store-Claus. En lille gigant. Det er et eventyr, som vi kan godt kan lide.

Kampen i morgen vil så vise, om der bliver en eventyrets version 3.0., 4.0. og 5.0.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Livet i relief på grønsværen

Udgivet den af
Svar

Der er dage, som man ikke glemmer.

Danmark gennemlever – uanset hvad man synes om fodbold – en af de dage nu.

I de sidste minutter af første halvleg af EM-kampen i Parken i København mellem de danske og de finske fodbold-herrer faldt en af Danmarks mest profilerede spillere Christian Eriksen omkuld – og lå med tomme øjne, og virkede helt væk. Et uhyggeligt syn.

Derpå fulgte en mærkelig time, hvor Eriksen først fik hjertemassage og anden medicinsk hjælp godt skærmet af hans holdkammerater, der dannede kreds omkring ham – inden han skærmet af hvide lagener – og et finsk flag – blev båret fra banen.

Så vidste ingen noget i lang tid. Kun at det stod alvorligt til. Men fansene sang og råbte til hinanden i fin solidaritet og fællesskab.

Og så kom først meldingen om, at Eriksen var stabil – og så lidt senere, at kampen genoptages kl. 20.30.

Og det skal den også – og begge hold skal spille for at vinde.

Men ja, livet bliver i den grad sat i relief i denne pandemi – og nu også første gang de danske herrer spiller en EM-kamp på hjemmebane.

Men livet går også videre. Det skal også gå videre.

God kamp – nu giver det endnu mere mening at se den.

En kamp, som starter lige om lidt – efter de finske spillere har klappet de danske spillere ind på banen igen.

Sport kalder – indimellem – det bedste frem i mennesker: Storsindet. Kammeratskabet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

COVID19-vaccination og en stor taknemmelighed

Udgivet den af
Svar

Så har undertegnede fået sit første vaccinestik. Som så mange andre med Pfizers. Et lille plaster øverst på højre arm er det synlige bevis.

Det var en stille og rolig affære håndteret af et behageligt og kompetent personale ude i Bella Center på Amager. Og nu afventer jeg så, om der kommer nogen reaktion i form af sygdomsfølelse etc. Det vil de kommende dage vise.

Jeg er lidt spændt, men allermest føler jeg en stor og dyb taknemmelighed. En taknemmelighed over at leve i et samfund, hvor vi har råd til vacciner, råd til at vaccinere ALLE, der vil …

En taknemmelighed, der bæres af en viden om, at vi her i Danmark hjælper hinanden, støtter hinanden og er forpligtet på hinanden.

Det viser sig blandt andet ved, at vi betaler skat – også vil nogen hævde i rigelige mængder. Men sådan må det være. De brede skuldre skal bære de store læs – og ingen er hævet over forpligtigelsen til at hjælpe andre. Vi indgår alle i det store fællesskab.

Men ikke kun penge kræver noget af den, som har dem. Evner forpligter også. Så kan man noget, så skal man også bruge det, som man kan – både i egen og i fællesskabets tjeneste. Ingen af os er nemlig en ø, ingen af os kan klare os alene. Vi hænger sammen, vi er afhængige af hinanden. Vi er forpligtede på hinanden.

Dét har denne pandemi slået fast – med de helt store versaler endda.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

HOLD NU KÆFT!!! Vi har en pandemi!!!

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggen taler normalt pænt. Men nu går den ikke længere. NU skal der kaldes til national samling.

Sagen er ganske klar: Danmark er – ligesom resten af verden – midt i en pandemi. En Corona-pandemi. En verdensomspændende virus-sygdom, som dræber folk, og som kan vælte samfund og sundhedssystemer, hvis ikke vi passer rigtig-rigtig meget på.

Det er alvor med alvor på – og forskellige mutationer som fx den britiske og den sydafrikanske truer konstant den positive udvikling i Danmark efter snart to måneders nedlukning.

Men erhvervsfolk og blå politikere råber op – om genåbning. Måske bare lokal genåbning. For se hvor få smittede vi har, siger de.

Ja, de få smittede har vi, fordi vi har lukket ned! I dét øjeblik vi åbner op, så vil smitten stige igen – i hvert fald indtil vi får vaccineret en meget stor del af befolkningen.

Dér er vi ikke nu! Slet ikke. Og vi kan heller ikke sige, hvornår vi er dér. For ingen ved, hvordan en pandemi udvikler sig. Så stop med at være sådan et pattebarn og tag dig sammen, hvis du er en af dem, der beklager dig.

Vi i Danmark er i en situation, hvor vi har både mad, vand, varme og lys. Vi har også både tv og film, strikketøj, puslespil og 1000 andre måder at adsprede og fornøje os på. Vi har det med andre ord her midt i nedlukningen meget bedre end størstedelen af verdens befolkning har det i ikke-Corona-tider.

Så stop med at hyle over ikke at kunne gå ud og spise, til frisøren, i biffen, i teatret, på museum, i svømmehallen … Det er kun for en tid, at vi skal undvære det.

Med andre ord: HOLD NU KÆFT og tag dig sammen – og sig ja til vaccinen, når du får den tilbudt.

For den her pandemi handler ikke om dig og hvad du må undvære af fornøjelser en kort tid, men om fællesskab og samfundssind!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skoleparat … samfundsparat

Udgivet den af
Svar

Undertegnede fandt i en skuffe en gammel notesbog med noter fra blandt andet et forældremøde for over 10 år siden.

Det var interessant læsning. Jeg havde blandt andet noteret:

Skolelederen spurgte ud i plenum: Er du, forælder, parat til at give slip? Er du parat til at forstå, at dit barn skal indgå i en helhed? At barnet skal kunne være i ro og have en adfærd, der udviser respekt for andre? For det er fint at være et ønskebarn, men man skal også kunne se og respektere andres behov.

Derpå fulgte en masse om skolens forpligtelse til at stille op med faglig og pædagogisk kvalitet – og om forældrenes rolle som aktive medspillere.

Og så sluttede skolelederen af med at sige, at skolens primære rolle ikke handlede om skabe gode karakterer, men om at skabe ansvarlige borgere, der med respekt for andre og deres meninger kunne fungere og virke i et frit folkestyre. Altså hele mennesker, som havde balancen mellem at kunne realisere egne drømme og samtidig virke for fællesskabet – og det i en tid med mange prinser og prinsesser, der var vant til at blive serviceret og curlet.

Men det du´ed ikke, gjorde skolelederen opmærksom på. Livet giver os ikke altid lagkage – og skolelederen ønskede derfor også at give børnene en indre jeg-styrke baseret på alt andet end popularitet, likes eller fokusering på egne behov alene, men i stedet på et dybt kendskab til sig selv, en realitetssans og en evne til at udholde og kæmpe mod modstand.

Det var som sagt en gammel notesbog. Og den konkrete skoletid, som startede kort efter, er for længst forbi. Og jeg skal heller ikke dømme andres børn, blot konstatere, at der i de ti år, som fulgte efter denne introduktion til skolelivet, var forskel i opbakningen til skolelederens hensigtserklæring, da det kom til at lave de flotte ord om til handling.

Og det var – og er skade. For en tilsvarende tale kunne sagtens høres i dag, hvor individualismen og selvfokuseringen er om muligt endnu større end i nullerne, hvor det nævnte forældremøde fandt sted.

Men skolen er stadig for livet, og vi kunne skabe et så meget bedre samfund, hvis alle lyttede til den gamle skoleleders kloge ord.

For at være skoleparat i betydningen ”være klar til at indgå i en helhed som et ligestillet individ sammen med alle de andre” er i bund og grund at være samfundsparat … også for de voksnes vedkommende, ja måske især for de voksnes vedkommende.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Folkekirkens dna er medmenneskeligheden

Udgivet den af
2

Et flertal af danskerne vil adskille stat og folkekirke. De mener ikke, at én enkelt kirke skal have fortrinsret i Danmark.

Se mere her: http://www.dr.dk/nyheder/kultur/tro/ny-maaling-flertal-vil-adskille-stat-og-kirke

Holdningen er helt i tråd med den voksende sekularisme og omsiggribende egoisme. MEN den er også en udtryk for en stor historieløshed og uvidenhed om folkekirkens rolle som samlende element i det danske samfund, når det handler om etik og værdier.

I alle danske byer står der en eller flere kirker, som sjældent overrendes om søndagen, men som for de fleste spiller en stor rolle ved overgangsritualer som dåb, konfirmation, bryllup og begravelse. Læg dertil at kristendommen – og især den lyse, grundtvigske kristendom – har haft en afgørende betydning for de tanker om solidaritet og fællesskab, som indtil for små 15 år siden var en integreret del af det danske velfærdssamfund.

Folkekirken er nemlig så meget mere end præstens prædiken og julegudstjenestens tradition. Den er det etiske og moralske grundlag for et samfund, hvor de stærke hjælper de svage. Så nej, stat og kirke skal ikke adskilles – men folkekirken skal til at fokusere på diakoni og på forkyndelsen af den næstekærlighed, der ikke kan lade være med at hjælpe andre.

For Danmark er i bund og grund et kristnet land – og kristendommens bedste egenskab er netop næstekærligheden, som når den ikke blot er ord, men også handling, ikke kan lade være med at give – og dermed skabe et samfund, hvor vi deles om goderne.

Der er med andre ord i nutidens egocentrerede samfund i dén grad brug for den medmenneskelighed og rummelighed, som er folkekirkens dna.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Grib dagen – i 2025

Udgivet den af
Svar

Nu er Alternativet blevet europæisk – eller rettere den tidligere græske finansminister Yanis Varoufakis har startet en bevægelse, der minder om Alternativet, og som vil have mere demokrati – og mindre magt til de overnationale og ikke-demokratiske organer som fx EU-kommissionen. Til gengæld skal det demokratisk valgte EU-parlament mere på banen.

Bevægelsen hedder DiEM25 med henvisning til, at det først er i 2025 – efter en god, lang og demokratisk debat – at et mere demokratisk og solidarisk fællesskab i Europa skal etableres.

Danmarksbloggen er begejstret – og helt enig i, at løsningen for Europa og Danmark ligger i fællesskab og solidaritet.

Det store spørgsmål er blot, hvordan man overbeviser:

1)    de stærke, økonomiske kræfter, der vil bevare det bestående system – fordi de har flest fordele af, at de overnationale, ikke-demokratiske institutioner bestemmer.

2)    store dele af befolkningerne i Europa, der skræmte over udviklingen og migrationen fra Mellemøsten, ønsker det europæiske samarbejde beskåret – og nationalstaten (og grænserne) tilbage for fuld skrue.

Men vi er nødt til at prøve – demokratiet er simpelthen for vigtigt til at blive overladt til markedskræfterne, de overnationale institutioner og nationalismens spøgelse. Man kan dog diskutere, om ikke tidsfristen er lige lovlig lang – især når man ser på, hvad der sker i Europa i øjeblikket.

Læs mere om initiativet her: http://diem25.org/

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Dronningens Nytårstale

Udgivet den af
Svar

Så var vi der igen, hvor byen sydede af lys og lyd fra raketter og andet fyrværkeri … og hvor danskerne samledes foran tv-skærmene for at høre Dronningens nytårstale, inden nytårsmiddagen skulle indtages.

Når tingene er, som de plejer at være, kalder vi det for en tradition – og den slags kan de fleste godt lide. I år var Dronningens nytårstale så ikke en af de sædvanlige.

Slet ikke. Tværtimod faktisk. Dronningen fortalte, at prinsgemalen går på pension. Han blev derfor også takket for lang og tro tjeneste af hustruen.

Manden er over 80 år, så det var vel også på tide, kunne man anføre – også selvom der ikke er tradition for, at kongelige går på pension. De kongelige bliver normalt på pinden til de falder af – og det regner Dronningen også selv med at gøre, hvilket Danmarksbloggen billiger. For næste genereration er – trods at de går mod de 50 år – ikke helt modne endnu.

Eller også er de nødt til at blive det. For Dronningen nævnte en ting mere, som nok bliver glemt nu, men som egentlig er mere spændende end at Prinsgemalen går på pension.

Nemlig den med at vi ikke skal være så bange for at fejle – eller for at leve. At vi skal turde – og at det ikke gør noget at slå sig lidt undervejs. Heller ikke når det er vores elskede børn, der gør det. For livet skal leves – og erfares, og det gøres bedst, når man gør det selv – og med tanke på fællesskabet.

Danmarksbloggen er enig. Vi må ikke blive så optagede af os selv og vores eget, at vi glemmer alle andre. Vi er alle små hjul i det store hele, der hedder fællesskabet – og vi skal leve både med mod og med humør … også og måske især i denne terror-tid.

Danmarksbloggen giver fem ud af seks kongekroner for Dronningens Nytårstale.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk