Tag-arkiv: historie

Eventyret – version 2.0.

Udgivet den af
Svar

Det er som en eventyr. Endda et eventyr som mesteren selv H. C. Andersen kunne have skrevet. I hvert fald version 1.0. som lyder nogenlunde sådan her:

Det er sommer, og Danmark skal for første gang nogensinde spille EM i herrefodbold på hjemmebane i København. Den gamle hovedstad er klædt i rødt og hvidt – og vi skal starte med at møde Finland, som vi regner med at slå. Vi kommer også bedst fra start.

Men så sker det, som alle danskere ved – og de fleste af os ser live på skærmen, og aldrig vil glemme. No.10. Christian Eriksen falder pludselig omkuld, og ligger så stille, så stille med tomme øjne. Senere viser det sig, at han var død en tid.

Men så træder hans kammerater i aktion. Først hans gode ven kaptajn Kjær, som kommer spurtende, og laver livreddende førstehjælp, og så alle de andre, som sammen med Kjær danner en beskyttende ring om Eriksen, både mens lægerne kæmper for hans liv – og senere da han fragtes fra banen. En vikingevagt.

Vi husker også, hvordan Kjær trøster Eriksens ulykkelige og bange kæreste, at Schmeichel krammer alle kammeraterne, og at ….

Der er mange momenter i fortællingen om dén lørdag aften. Og i dé øjeblikke bliver herrelandsholdet igen hele Danmarks landshold – og billederne giver genlyd over hele verden. Her er fællesskab, kammeratskab, mod og omtanke for andre. Alt det, som vi er så stolte af i Danmark – også selvom vi ikke altid kan leve op til idealerne.

Det ender som bekendt med, at vi taber kampen mod Finland. Det er lige meget. Vi føler, at vi vinder livet.

Få dage senere kommer så den følelsesladede kamp no. 2 mod giganten Belgien: Danmarks trøje på stadion inden kampstart er blevet en no.10, der synges nationalsang som aldrig før i Parken – og i det 10´ende minut stopper spillet, mens alle – også belgierne – klapper i ét minut for at hylde Eriksen.

Det er rørende og aldrig set før. Det er så heller ikke Hollywood. For vi taber kampen 2-1.

Sidste del af dramaet er en lun mandag aften. Vi skal møde Rusland i en vind-eller-forsvind-kamp. Og nu er spillerne kampklare. For Eriksen er opereret, og følger med fra hjemmet i Odense.

I starten bølger kampen frem og tilbage, men så scorer den purunge Eriksen-erstatning Mikkel Damsgaard det første mål – og derfra ser vi os ikke tilbage, men vinder 4-1.

Danmark går amok i glædesrus – og fodboldfesten varer en stor del af årets mest lyse og korte midsommernat, hvor især unge danskere iklædt Dannebrog og en del også studenterhuer drikker og danser i en forløsning, der ikke kun handler om fodbold, men også om at leve frit.

Denne fodbold-odyssé er nemlig en fantastisk fortælling om alle for én – og om fællesskab. Et drama, der handler om nationalfølelse og løssluppen fest og glæde. Om alt det, som vi har savnet i de hårde Corona-måneder.

Det er en historie om Danmark, der står sammen – og kæmper sammen. Dén historie kan vi godt lide. Den minder om et eventyr. Også fordi landsholdet selv siger, at de spiller for nationen.

Og i morgen aften fortsætter eventyret så i version 2.0. med en ottendedelsfinale i Amsterdam, endda på Eriksens gamle Ajax-hjemmebane. Han er altså stadig til stede i ånden, og mon ikke en del af hans gamle hollandske fans vil sidde fysisk på lægterne sammen med de danske tilskuere, der har fået lov til at komme ind. Sådan så de sammen kan heppe på de danske drenge, som er blevet en hel fodboldsverdens darlinge, fordi de optrådte som mandfolk m/k, da det gjaldt.

Alt tapper også lige ind i historien om det danske samfundssind – og om Danmark som en lille rød og hvid ælling, en lille Store-Claus. En lille gigant. Det er et eventyr, som vi kan godt kan lide.

Kampen i morgen vil så vise, om der bliver en eventyrets version 3.0., 4.0. og 5.0.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Et kongeligt glansbillede krakelerer

Udgivet den af
Svar

Det er næppe gået nogen forbi, at Dronningen og Prins Henrik har guldbryllup i morgen – og at denne runde dag fejres ombord på kongeskibet Dannebrog ude i rum sø. Gisningerne om hvorfor er mange, men bunder alle i Prins Henriks alder, helbred og adfærd, som er forhold, der ikke burde komme andre end dem selv ved.

Danmarksbloggen plejer heller ikke at kommentere royale begivenheder af samme grund, men et kongeligt guldbryllup er en sjældenhed.

Første gang – og indtil i morgen sidste gang – der var kongeligt guldbryllup i Danmark, var i 1892, hvor Europas svigerfar Christian d. 9 kunne fejre 50 års bryllupsdag med Europas svigermor Dronning Louise. Der blev til lejligheden rejst en statue i Øster Anlæg, holdt et stort optog gennem en flag- og blomstersmykket hovedstad og holdt flere store fester landet over samt festgudstjeneste i Christiansborg Slotskirke. For slet ikke at tale om selve hovedfesten på dagen d. 26. maj med kongeparret og det store festfyrværkeri. Intet af dette sker denne gang.

Tiden er også en anden. Dengang havde vi brug for et nationalt samlingspunkt som kongehuset, for længere væk var 1864 heller ikke. Læg dertil den respekt, ja nærmest ærbødighed som kongehuset blev mødt med dengang, og det giver god mening, at man fejrede guldbrylluppet for fuld musik.

Men sådan er det ikke denne gang, selvom vi stadig elsker nationale samlingspunkter og måske opfatter Dronningen som et, men ikke selve kongehuset.

For i dag ses det samlede kongehus af de fleste som lidt harmløs, om end dyr underholdning med fine kjoler, funklende diademer og flotte biler som det mest spektakulære. Det bliver vi så snydt for denne gang, men danskerne er ligeglade. Måske fordi det kongelige glansbillede for alvor er ved at krakelere i takt med at Dronningen bliver ældre, og det bliver mere og mere synligt for flere og flere, at det ikke giver mening, at en enkelt familie på grund af fortiden skal have mange og store privilegier og nogle få, men meget mærkværdige forpligtelser?

Tilhængere af monarkiet vil hævde, at et kongehus giver stabilitet i et land og en fælles fortælling. I så fald skulle Danmark, Norge og Sverige være mere stabile end Finland – og det er vi ikke, vel? Spanien skulle også være mere stabil end Frankrig, Italien og Portugal – og det er de heller ikke, vel?

Faktum er, at et lands fortælling er dets historie, uanset hvordan den fortid ser ud – og at et lands stabilitet afhænger af dets lands politik og relation til resten af verden samt af om der er stærke institutioner og praksisser, som accepteres af både magthavere og befolkning. Og i den ligning betyder et repræsentativt monarki kun, at der kan kastes lidt glimmerstøv over det samlede billede. Lidt særdeles dyrt glimmerstøv vel at mærke, som måske ville have det bedst med at forsvinde den dag, hvor Margrethe ikke er der længere.

For hun har gjort det godt, men at tænke på Frederik og Mary som et nationalt samlingspunkt virker meget langt væk fra et realistisk scenarium, også selvom Mary trods interessen for dyr mode træder mere i karakter – mens Frederik blot fortsat træder rundt i cykelpedalerne, selvom han bliver 50 næste gang.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

En hottentot-neger

Udgivet den af
Svar

Hvorfor får Danmarksbloggen den største lyst til at male et billede af et sort menneske med hår, der stritter i vild krigsdans, når Danmarksbloggen erfarer, at Statens Museum for Kunst omdøber 14 kunstværker i den politiske korrektheds navn?

Danmarksbloggen er derfor også 100% enig med vicedirektør Camilla Mordhorst fra Nationalmuseet i København, der til Politiken har udtalt: Ordet ‘neger’ beskriver en ulighed mellem folk som er en del af historien. Den må vi også tage på os, selv om vi ikke bryder os om den længere. Retter man i historien, risikerer man at miste de historiske dybder.

Præcis. Det var engang, hvor det hed neger, hottentot, eskimo, skævøje og mange andre betegnelser, som er no-go i dag, men som vi må bevare, hvis vi vil forstå os selv og vores egen historie.

Læs mere her: http://www.dr.dk/nyheder/indland/statens-museum-kunst-fjerner-ordet-neger-fra-kunstvaerker

Desuden kan det undre, at man i en tid – hvor mennesker dør i hobetal i Middelhavet og hvor uligheden eksploderer – bruger energi på at tale om ord og potentielle fornærmelser.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Historien om den sultne mand

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggen har modtaget følgende historie fra en af sine trofaste læsere:

Der var engang en mand. Han levede et sted, hvor der ikke var meget mad, og han var altid sulten. Alle var enige om, at det var meget synd for ham.

Men mange syntes ikke, at de havde mad nok til sig selv – og de ville derfor ikke dele med manden.

En dag kom manden så til et sted, hvor der var mad. Masser af mad! Faktisk så meget mad at han tænkte, at nu skulle han aldrig mere sulte! Og manden begyndte at spise. Og han spiste en masse.

Men hvis nogen spurgte, om de også måtte få noget af maden, svarede manden nej. For han var bange for, at hans mad pludseligt skulle slippe op. Og han blev ved med at spise. Til sidst spiste han så meget, at hans krop slet ikke kunne finde ud af, at han var mæt

Så nu var manden pludselig sulten hele tiden! Alverdens mad havde ikke gjort ham lykkelig!

Der var engang en mand. Han levede et sted, hvor der ikke var mange penge, og han var hele tiden fattig. Alle var enige om, at det var meget synd for ham ………

Skrevet af: Ole Frederiksen, it-konsulent

Tal dansk, din hund – eller engelsk

Udgivet den af
Svar

Dansk Folkeparti ønsker, at virksomheder og institutioner, der bruger engelsk i deres kommunikation og reklamer til danskerne, skal betale en punktafgift.

Dansk er nemlig ved at blive et andenrangs-sprog hos visse klasser i Danmark som fx den kreative klasse, er holdningen hos DF, der vil fremme det danske sprog – og dermed den danske kultur.

Danmarksbloggen er enig i, at det danske sprog er smukt – og skal bevares – og bruges til både hverdag og fest. Men hverken det danske sprog eller den danske kultur er udviklet af det bare ingenting i den danske muld. 

Meget af det, vi idag kalder dansk, er inspireret af udlandet – og andre sprog og andre landes kultur. De fleste af vores traditioner omkring højtider kommer fx fra udlandet – især Tyskland. Vores sprog er også påvirket af tysk – og fransk – og engelsk. Holberg (som egentlig er norsk), og som levede i et meget europæisk århundrede, skrev sine komedier under kraftig inspiration fra franske Moliére. Osv.

Dertil kommer, at vi er et lille land, og skal vi fungere i udlandet, så skal vi tale engelsk og godt engelsk.

At danskerne taler flere sprog er desuden ikke noget nyt. Går man tilbage i historien til mere europæiske og mindre nationale århundreder som fx middelalderen og 1700-tallet, finder man ud af, at såvel tysk som fransk var meget brugt af alle handlende og alle håndværkere, mens alle på universiteter og i kirken også talte latin.

Såvel kirkens som universitets officielle sprog over hele Europa var nemlig simpelthen latin, så nutidens norm med at gøre engelsk til fællessprog er bare fortsættelse af en gammel praksis.

Men den del af vores historie kender Dansk Folkeparti – der ellers siger, at de går meget op i de historiske rødder – åbenbart ikke.

TILFØJELSE kl. 13.15: Danmarksbloggen erfarer, at forslaget er trukket tilbage. Det skal Dansk Folkeparti have ros for. For nok er Danmarksbloggen ikke ret meget enig med DF, men er ros berettiget, så skal man også roses.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

1864 er IKKE et nationalt traume, men det er Irak og Afghanistan

Udgivet den af
1

Sig 1864, og alle historiekyndige vil begynde at tale om Danmarks store nationale traume: Slaget ved Dybbøl og tabet af Sønderjylland, hvoraf dog cirka to tredjedele af det i 1864 tabte land kom hjem igen ved Genforeningen i 1920.

Men Dybbøl er ikke længere et nationalt traume. 150 år er lang tid, og 1864 er på alle planer meget længe siden i vor travle moderne tid. Læg dertil at danskernes historiske viden heller ikke er den største, og det bliver indlysende, at 1864 ikke er et nationalt traume længere.

Ja, selv 2. verdenskrig og besættelsen 1940-45 er for især de unge generationer en tid og krig, der er længe siden – og det er, som det skal være.

Vi skal nemlig ikke hænge fast i fortiden. Vi skal kende den, og vi skal lære af den, men vi skal ikke blive ved med at hæge om minderne. For så fyldes vi af fortiden istedet for at bruge energien og pengene på nutiden og fremtiden.

Ellers ville der også være nok at mindes: Da vikingetiden begyndte i 792, da vi indtog Lindisfarne, nederlaget ved Stamford Bridge i 1066, Slaget på Grathe Hede i 1157, Nedslagtningen af venderne i 1169, Valdemar Sejrs sejr i Estland 1219, Kalmarunionen i 1397, Det Stockholmske Blodbad i 1520, Grevens Fejde 1534-36, Reformationen i 1536, Tabet af Skåne, Halland og Blekinge i 1658, Store Nordiske Krig i 1720, Slaget på Rheden i 1801, Tabet af Norge i 1814, Treårskrigen fra 1848-1850, Dybbøl 1864, Besættelsen 9. april 1940, Samarbejdspolitikens sammenbrud 29. august 1943, Befrielsen 4. – 5- maj 1945, diverse FN- og NATO-operationer over det meste af verden og især da Danmark gik i krig i Irak i 2003-2007 – og i Afghanistan 2002-idag.

Efter Danmarksbloggens mening er det derfor rigeligt at nævne de forskellige dage i kalendere, skrive artikler om dem o.lign. Men når det kommer til fejringer, så vil Danmarksbloggen opfordre til at se kritisk på, hvor mange midler der skal bruges – og hvad de bruges til.

Skåret ind til benet kan vi nemlig sagtens nøjes med at fejre Befrielsen d. 4. – 5. maj og Flagdagen d. 5. september. Det første fordi der blev danskerne igen herrer i eget hus, og det andet fordi det er en nutidig fejring af de unge mænd og kvinder, der i vor tid kæmper Danmarks sag i alverdens brændpunkter – og af og til betaler den højeste pris.

Flagdagen i september står nemlig i modsætning til fejringen af 1864 ikke for fjerne historiske minder. Flagdagen i september repræsenterer nutids virkelighed af kød og blod, død, lidelse, sorg, mareridt, stress og et Danmark, der er bedre til at fejre et 150 år gammelt nederlag – end vi er det til at hjælpe de soldater, der lever imellem os, og som har været i krig med alt, hvad det indebærer.

Og dét er i virkeligheden det største nationale traume ….

Og det mener Danmarksbloggen på en 9. april, som også er en mindedag, da det var den dag, hvor Tyskland for 74 år siden besatte Danmark.

Men det er som sagt længe siden, og det giver mere mening og mindre traume at leve i de levendes land og bruge ressourerne på de mænd og kvinder, der ligenu lever med krigens eftervirkninger.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Historietimen starter i 2014

Udgivet den af
2

Danskerne er historieløse, mener de konservatives formand Lars Barfoed.
Læs hans kronik og Danmarksbloggens indlæg om emnet her:

http://danmarksbloggen.dk/?p=2961

Danmarksbloggen, der i øvrigt er enig med Lars Barfoed lige i denne sag, har derfor besluttet at gøre noget ved sagen.

Så i 2014 vil Danmarksbloggen starte ugen med om mandagen at indbyde alle og enhver til en gratis, indholdsrig og letforståelig historie-time.

For at give sammenhæng og mening gås der kronologisk frem. I første semester, som går fra medio januar til medio juni regner vi med at nå til Grundloven i 1849, mens andet semester fra medio august til ultimo november vil fokusere på tiden fra 1849 og frem til idag.

Vi starter mandag d. 13. januar med de to sidste istider og de første mennesker i den del af kloden, som i dag kendes som Danmark.

Vel mødt til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. Første gang om to uger qua næste uges digitale nytårskure.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mere Danmarkshistorie = Mere Solidaritet

Udgivet den af
1

I en kronik i Berlingske Tidende i går efterlyste formand for Det Konservative Folkeparti Lars Barfoed mere viden om Danmarkshistorien blandt danskerne:

http://www.b.dk/debat/barfoed-danskerne-skal-kende-historien

“Kulturpolitik handler både om at skabe rammerne for en fortsat udvikling af vores kultur og kunstneriske udtryk og samtidig bevare og forankre vores historiske og kulturelle værdier i den almindelige bevidsthed og dannelse,” skriver Lars Barfoed i kronikken, hvor der senere også står:

“Vi er vores historie. Hvad enten det gælder den nyere historie eller antikken, har historiske begivenheder og personer defineret rammerne for vores tilværelse og kulturelle ophav.”

Og endelig skriver Lars Barfoed tilsidst i kronikken: “Et fælles historisk anker er og bliver den væsentligste forudsætning for, at vores lille men seje nation kan stå stærkt og samlet i fremtiden.”.

Danmarksbloggen er 100% enig med Lars Barfoed. Vi er vores historie – på godt og ondt. Og det nytter ikke noget at tro, at man kan google sig til alt, som socialdemokraternes kulturordfører Mogens Jensen var ude og hævde det i diverse medier i går.

For det første er det en betingelse for at kunne google noget, at man ved, hvad man skal google. Og det ved man kun, hvis der er en lampe, der lyser, når man hører et navn, et årstal, et geografisk sted eller andet, som knytter sig til en historisk begivenhed.

Og for det andet – og vigtigste, så kan man ikke google sammenhænge. Dem forstår man kun, når man kender årstal, personer, steder og begivenheder hver for sig – og så efterfølgende kan flette dem sammen i meningsfulde konstellationer.

Det er også helt efter historiebogens lære om de klassiske parti-værdier, når en konservativ gerne vil have (mere) historisk viden blandt danskerne, mens en socialdemokrat er mere indifferent.

Men lige på det punkt har udviklingen betydet, at de to partiers klassiske holdninger til historisk viden og danskerne formentlig ikke gælder mere. For hvis danskerne lærte deres historie (bedre) at kende, især den fra slutningen af 1800-tallet og frem, ville de borgerlige partier formentlig være noget mere tilbageholdende med at øge kendskabet til Danmarkshistorien.

For dén historie er en lang fortælling om hvordan fagbevægelse, andelsbevægelse og et ungt Socialdemokrati lavede et klassedelt samfund med store skel mellem rig og fattig om til et samfund, hvor få havde for meget og færre for lidt.

Den udvikling går så – i vores historieløse tid – desværre den modsatte vej, således at skellene blandt danskere igen øges i disse år.

Men at kunne sin Danmarkshistorie er at vide, at Danmark er bedst, når vi lever efter devisen “Solidaritet og Sammenhold.”.

Så jo, lad os endelig få meget mere Danmarkshistorie på skemaet rundt om på skolerne  – og også alle mulige andre steder. Og lad det endelig blive Danmarkshistorie på en både spændende og humoristisk måde – sålænge det også er lødigt, substantielt og opfordrer til at tænke selv.

Danmarksbloggen bakker 100% op om mere Danmarkshistore. Jo mere, jo bedre.

For: Mere Danmarkshistorie = Mere Solidaritet.

Og det er dér hårdt brug for i Danmark i øjeblikket.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Efter stormen kommer de gode historier

Udgivet den af
2

Gårsdagens storm med vindstød af rekordhøje orkanstyrker fik alle, der kan huske 1999, til at (gen)fortælle historierne fra den kolde decemberaften dengang i 1999, hvor hele Danmark blev ramt af det, som blev kaldt århundredets orkan.

En orkan, som nok skal blive overgået engang i fremtiden, men som indtil videre regnes for den vildeste i Danmark. Men under stormen i går blev der målt vindstød af orkanstyrke, der var højere end nogen målt i 1999. Dette kan dog skyldes, at måleren på Rømø simpelthen gik i stykker dengang i 1999, mens det blæste allermest.

Så hvilken storm/orkan var egentlig værst? Formentlig den i 1999, men det skal de kommende dages undersøgelser af vejrdata vise.

Pt. kan man blot konkludere, at nu slipper de unge for hele tiden at høre de mere eller mindre spændende beretninger om “dengang under orkanen i 99”.

For nu har alle generationer igen gode historier at fortælle om, hvad de lavede, hvordan de nåede hjem eller ikke nåede hjem, hvad de glip af pga stormen og alle de andre ting, der betød, at vi – for en gangs skyld – måtte droppe opfattelsen af os selv som universets herrer.

At vi måtte indse, at vi – trods al moderne teknologi – stadig blot er små mennesker, der i den sidste ende er 100% i naturens vold, selv i det vejr- og naturmæssige set så fredelige Danmark.

Og dét er både sundt og en befrielse for nutidsdanskerne, der ellers mener, at vi kan styre alt, selv naturen og vejret – men det kan vi ikke. En storm som gårsdagens, der set med verdensøjne ikke er noget særligt, kan mageligt klare et helt land og dets befolkning.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk