1864 er IKKE et nationalt traume, men det er Irak og Afghanistan

Sig 1864, og alle historiekyndige vil begynde at tale om Danmarks store nationale traume: Slaget ved Dybbøl og tabet af Sønderjylland, hvoraf dog cirka to tredjedele af det i 1864 tabte land kom hjem igen ved Genforeningen i 1920.

Men Dybbøl er ikke længere et nationalt traume. 150 år er lang tid, og 1864 er på alle planer meget længe siden i vor travle moderne tid. Læg dertil at danskernes historiske viden heller ikke er den største, og det bliver indlysende, at 1864 ikke er et nationalt traume længere.

Ja, selv 2. verdenskrig og besættelsen 1940-45 er for især de unge generationer en tid og krig, der er længe siden – og det er, som det skal være.

Vi skal nemlig ikke hænge fast i fortiden. Vi skal kende den, og vi skal lære af den, men vi skal ikke blive ved med at hæge om minderne. For så fyldes vi af fortiden istedet for at bruge energien og pengene på nutiden og fremtiden.

Ellers ville der også være nok at mindes: Da vikingetiden begyndte i 792, da vi indtog Lindisfarne, nederlaget ved Stamford Bridge i 1066, Slaget på Grathe Hede i 1157, Nedslagtningen af venderne i 1169, Valdemar Sejrs sejr i Estland 1219, Kalmarunionen i 1397, Det Stockholmske Blodbad i 1520, Grevens Fejde 1534-36, Reformationen i 1536, Tabet af Skåne, Halland og Blekinge i 1658, Store Nordiske Krig i 1720, Slaget på Rheden i 1801, Tabet af Norge i 1814, Treårskrigen fra 1848-1850, Dybbøl 1864, Besættelsen 9. april 1940, Samarbejdspolitikens sammenbrud 29. august 1943, Befrielsen 4. – 5- maj 1945, diverse FN- og NATO-operationer over det meste af verden og især da Danmark gik i krig i Irak i 2003-2007 – og i Afghanistan 2002-idag.

Efter Danmarksbloggens mening er det derfor rigeligt at nævne de forskellige dage i kalendere, skrive artikler om dem o.lign. Men når det kommer til fejringer, så vil Danmarksbloggen opfordre til at se kritisk på, hvor mange midler der skal bruges – og hvad de bruges til.

Skåret ind til benet kan vi nemlig sagtens nøjes med at fejre Befrielsen d. 4. – 5. maj og Flagdagen d. 5. september. Det første fordi der blev danskerne igen herrer i eget hus, og det andet fordi det er en nutidig fejring af de unge mænd og kvinder, der i vor tid kæmper Danmarks sag i alverdens brændpunkter – og af og til betaler den højeste pris.

Flagdagen i september står nemlig i modsætning til fejringen af 1864 ikke for fjerne historiske minder. Flagdagen i september repræsenterer nutids virkelighed af kød og blod, død, lidelse, sorg, mareridt, stress og et Danmark, der er bedre til at fejre et 150 år gammelt nederlag – end vi er det til at hjælpe de soldater, der lever imellem os, og som har været i krig med alt, hvad det indebærer.

Og dét er i virkeligheden det største nationale traume ….

Og det mener Danmarksbloggen på en 9. april, som også er en mindedag, da det var den dag, hvor Tyskland for 74 år siden besatte Danmark.

Men det er som sagt længe siden, og det giver mere mening og mindre traume at leve i de levendes land og bruge ressourerne på de mænd og kvinder, der ligenu lever med krigens eftervirkninger.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk