Månedsarkiv: oktober 2025

Anmeldelse: ”Human Race”

Udgivet den af
Svar

På torsdag d. 30. oktober er der premiere på filmen ”Human Race”. En nærmest tredobbelt titel, da den hentyder til både menneskehedens dna og dets udvikling, kampen om at få Nobelprisen for kortlægningen af de menneskelige genomer – og så filmens hovedperson, den danske videnskabsmand Eske Willerslevs forhold til sig selv, sin familie og sin karriere.

Et centralt tema i filmen er Eske Willerslevs – og hans forskningsgruppes – arbejde med at få fat på skeletter, kranier, tænder og andre rester fra 5.000 forhistoriske mennesker, så der kunne udtrækkes dna fra disse, og bruge til kortlægningen af og danne et bibliotek over menneskehedens dna.

Det var ingen nem opgave, både fordi der er en vis etik omkring, hvordan man håndterer menneskelige rester – og fordi man kan ødelægge samme rester i processen med at skaffe dna derfra. Samt at der altid vil være huller i den dna, som man udtrækker fra dødt væv.

Men det lykkedes – og Eske Willerslev har fået et væld af priser for sit arbejde, dog ikke den fineste af dem alle. Nemlig Nobelprisen, som i stedet gik til den ene af hans to konkurrenter – den svenske Svante Pääbo, som modtog den til Festernes Fest i Stockholm i 2022.

Det var et hårdt slag for Eske Willerslev. Men han giver ikke op – og har faktisk allerede et nyt projekt på bedding, som handler om hele 30.000 prøver fra forhistoriske økosystemer.

Og så er vi tilbage ved Eske Willerslevs psykologi og baggrund. For Eske – og tvillingebroderen Rane, der er direktør på Nationalmuseet i Danmark – omtaler i filmen sig selv om kopier af hinanden. De deler også genetik og miljø, som udover en mor, der i filmen forklarer såvel fortid som nutid, var en opvækst med en far, som var fraværende, men som forventede meget af sine sønner.

Den nu afdøde far lærte dem derfor at konkurrere, være en vinder. En strategi, som er lykkes – men ikke uden en personlig pris, som vi også ser det i filmen. Eske er fx på et tidspunkt de-facto-alene-far med sine to børn på et ellers højprofileret arbejdsophold i Cambridge, hvor han konkluderer, at han for første gang oplever, hvad det vil sige at skulle hente kl. 15 fremfor at kunne arbejde igennem.

De to sønner vil så gerne have en dna-test, så de kan se, hvor de kommer fra. For nok er deres mor, Eskes hustru, fra Korea og deres far fra Danmark, men de vil gerne vide mere. Dertil svarer Eske så (forståelsescitat): Hvorfor vil I vide det? I kan selv bestemme jer, hvad I vil være. I skal nemlig ikke lade jeres gener definere jer, som så mange gør det i denne tid, hvor man kan få dna-tester via postordre.

Det er en interessant melding fra en mand, som ellers bekender sig til genetikken, men som på mange måder netop er et produkt af det miljø, som han voksede op i.

Filmen ”Human Race” holder sig så på ægte videnskabelig vis fra at komme med letkøbte konklusioner, men stiller i stedet spørgsmålene, så man som seer selv kan tænke videre.

”Human Race” er dermed også en film i naturvidenskabens ånd, men også en moderne film, fordi den 1) indeholder en personlig beretning om en mand, der er drevet af ønsket om at skabe viden og få anerkendelse, 2) opstiller en masse etiske og moralske problemstillinger, og 3) formidler en forskning, som kan få store konsekvenser.

For ikke nok med at forskere nu kan gå ombord i det store dna-bibliotek, som Willerslev og hans gruppe lavede, og dér finde svarene på mange spørgsmål om vores fysiske og psykiske helbred. Og ikke nok med at det lykkedes Eske Willerslev og hans gruppe at bevise, at psykiske lidelser også var til stede hos stenalderens mennesker.

Men allermest spændende var måske det, som professor Thomas Werge sagde. Nemlig at det er med autisme, ADHD, bipolaritet, depression, skizofreni og andre forhold, som kaldes lidelser, som det er med højde. Vi har det allesammen. Spørgsmål er bare, hvor meget af det, som vi har – og om det skaber problemer for os eller ej. Om det gavner eller skader os?!

Eske Willerslev var også inde på, at vi måske griber det helt forkert an, når vi prøver at få alle individer til at tilpasse sig den samme model, og at vi i virkeligheden skulle leve i et samfund med plads til alle, så vi kan blive en del af den gruppe, det miljø, som passer til os.

Det er en tanke, som kan skabe en ny virkelighed, og som måske – i min optik – vil kunne betyde, at den udbredte diagnosticering i samfundet ikke længere giver mening. Men at vi i stedet for massiv sygeliggørelse med solsikkesnore og psykologhjælp skal skabe et samfund med mere plads til at være forskellige på den ene side, men også med færre muligheder for særbehandling på den anden.

For vi kan ikke undvære det skæve, det som er anderledes end nutidens meget smalle normalitet. Som professor Thomas Werge sagde det, så vil det formentlig være en dårlig ide, hvis vi kunne – og også fjernede – generne for flere såkaldt psykiske lidelser. For uden autisme, ingen intelligens, og uden skizofreni, ingen kreativitet, og havde vi ikke i det hele taget forskellige mentale forstyrrelser, så ville vi sandsynligvis ikke kunne genkende hinanden som mennesker.

Ja, Eske Willerslevs dna-bibliotek viste faktisk, at vikingerne var mere skizofrene end nutidsmennesket, og at det måske var derfor, at de var så succesrige, i hvert fald dem som boede i Danmark, på Åland og Öland. Resten af Norden var vikingetidens rådne banan, var meldingen fra Eske Willerslev, der vanen tro ikke er bange for at stille sig i hverken klaskehøjde, eller iføre sig diverse outfits på pressefotos og bogforsider, når han skal have sit budskab ud.  

Således også i ”Human Race”, som Danmarksbloggen giver fem ud af seks kranier som dem, man kan udtrække dna fra. Det er en spændende, tankevækkende og forhåbentlig også debatskabende film om et for menneskeheden evigt relevant emne.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”IBIS”

Udgivet den af
Svar

I går aftes var der urpremiere på Teatret ved Sorte Hest. På plakaten var Maria Vinterbergs dramatisering af Anders Abildgaards langdigt ”IBIS”, som er en forestilling, hvis lige man skal lede længe efter, og som også udløste lange og velfortjente klapsalver.

Eder og forbandelser sprutter og flyr fra en indigneret og splittergal personage i Nicolas Bros skikkelse i næsten halvanden time.

De fleste af personagens udmeldinger er fokuserede på døden, vel at mærke i aftapningen fantasifulde, ydmygende og udpenslede måder at blive slå ihjel på – gerne med maksimal lidelse og nedrighed til den person, som han hader så meget, at døden ikke kun skal være smertefuld, men gentages igen og igen – og også inkludere ALLE venner og HELE familien.

Det er brutalt, grotesk – og ganske menneskeligt.

For følelsen af vrede, ønsket om hævn og behovet for at forbande er lige så gammelt som menneskeheden – og som inspirationen, som kommer fra den forviste romerske digters Ovids ”IBIS” skrevet få år efter Kristi fødsel, som faktisk igen var en inspiration af den første ”IBIS”, skrevet af den græske digter Kallimachos 200 år tidligere.

Der går altså en lige linie fra Alexandria i Egypten og Kallimachos´s forsvundne originale digt over Sortehavet og Ovids version til Danmark og Anders Abildgaard – og så Nicolas Bro, som giver sidstnævntes ord krop, stemme og liv.

Meget liv, intenst liv, liv som flyder ud fra scenen, og rammer lige dér, hvor det gør så ondt, og er så horribelt, at man må le for at kunne være i det – også fordi det serveres med Nicolas Bros eminente timing for både det komiske og det tragiske, det mørke og det menneskelige.

Men hvem er det, som Bros personage ønsker sådan en forfærdelig død over? Og hvorfor? Er det verden i al almindelighed? Er det os i publikum, altså de andre? Er det personagen selv, som Nicolas Bro gestalter med en ægthed og fylde, så det er tydeligt, at Bro trækker på alt fra nutidens små sensationer til vores civilisations dybeste rødder.

Måske det hele?! For måske er personagen os alle sammen, hver af os lukket inde i det psykotiske, klaustrofobiske, småblomstrede scenerum, der er som et visuelt skræmmende billede på vores sind og forestillingsverden – og hjem. Her vi føler os trygge, så vores galde og vrede kan flyde frit som sort slam, der aldrig ser det lys, som vi altid savner, men ikke magter at blive ramt af.

For vi kan bedre leve i skyggerne. Og skal vi ud, ja, så må vi iføre os dyreham – hvad enten det er en ulv, en ræv eller en bjørn, når vi bevæger os ud i den menneskelige ande- og hønsegård. Derude, hvor vi enten er den jagende – eller den jagede.

Og nok skal vi alle dø, det ved vi. Men det føles bare bedst, når det sker høj på protein og med kødtrevler i mundvigen, fremfor flået i stumper og stykker, og med blodet tapløbende og sårene vidtåbne, fordi man endte i tænderne på et rovdyr.

Alligevel – eller måske netop derfor – må vi afsky vores handlinger og hade os selv – og i vor tid kan vi ikke engang som i den gode, gamle antikkens tid anråbe guderne om hjælp, er meldingen fra treenigheden Anders Abildgaard, Maria Vinterberg og Nicolas Bro. Vi er overladt til os selv – og det ender hver gang nede i det sorte vand, uden lys og uden luft.

Således ikke opmuntret, men dels bekræftet i at livet er en stor pose lort, and when you die, og dels imponeret over, hvor mange historier Nicolas Bro fortæller bare med sin blotte tilstedeværelse, forlod jeg Teatret ved Sorte Hest.

Danmarksbloggen giver ”IBIS” fem ud af seks bjørnekostumer. Det er et vildt stykke, som flår og flænser beskueren rundt i en mareridtsagtig dance macabre ført an af manden på scenen, den i hver bevægelse, hvert sekund 100% nærværende, intense og givende alt-hvad-han-har Nicolas Bro.

Teatret ved Sorte Hest har det med at vinde Reumerter – og nu skal intet jinkes her. Men Maria Vinterbergs og Nicolas Bros ”IBIS” er teater, der er brug for. For vi lever i en tid og en kulturverden, hvor der produceres stadig større mængder popsmart candyfloss, men skabes stadig mindre af de mentale rodfrugter, poetiske urter og alt det andet, som sjæl og sind behøver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”CORNELIS”

Udgivet den af
Svar

Man er tre i et ægteskab, sagde Dronning Margrethe d. 2 engang. Dig, mig og os.

Det gælder også i det musikalske og kunstneriske ægteskab, som d´herrer Allan Høier og Allan Thorsgaard har haft kørende gennem flere årtier, og som nys har resulteret i cabaret-portrættet ”Cornelis” om troubadouren Cornelis Vresswijk og hans brogede liv i først Holland, men siden også i Sverige og i Danmark.

Premieren på ”Cornelis” var i går aftes, hvor vi var en fuld Metronomen på Frederiksberg, som begejstret hørte og så Høier og Thorsgaard folde sig ud, som man kun kan det, når man er så sammenspillede, at man kan genkende hver en nuance i den andens ansigt, stemme og tone. Så man hele tiden er i sync med hinanden. Sammenspillede, ja, men ikke sammenspiste.

For opmærksomheden og dialogen er hele tiden rettet ud mod os i publikum, men også længere endnu, mod den kulturpersonlighed, der gestaltes – altid med lige dele respekt og frihed til at være den særegne blanding af fortælling i ord, toner og humor, som er Teatret OPtimis´s dna. 

Her er det så historien om en visesanger, der tro mod både sine idealer og tilværelsen skrev om kærligheden, erotikken, de udsatte, de skæve eksistenser og det sansende liv – især flasken og de andre muligheder for nydelse og flugt, som stimulanser kan give et følsomt og genert menneske.

En mand, der ville så meget, men som ikke altid kom i mål med det. Det gør til gengæld Høier og Thorsgaard med imponerende sikkerhed. Ja, de bliver endda som en anden flaske vin med alderen stadig bedre i deres måde at bruge ikke kun ord og musik, men også bevægelser, lyde – og stilhed på.

Der synges også – som altid når landet hinsidan er involveret – på både svensk og dansk, og i ”Cornelis” endda på en ny måde i Vreeswijks gribende vise om de 18 svaner, hvis musik er skrevet af ABBA-legenderne Benny Andersson og Björn Ulvaeus.

Der startes på svensk, så kommer et mellemspil, en fortælling, og så slutter det igen med sang, nu på dansk. Det er eminent godt fundet på – og det fik mig til at indse, hvor meget vi i vores tid mangler den slags originale, kulturelle perler.

For vi lever i en rå og hård tid, og vi behøver kunsten mere end nogensinde. Behøver ordene og musikken og de billeder, som de danner. For det er balsam i et konflikt- og krigstræt sind.

Men ja, det kan virke paradoksalt, når historien om Cornelis Vreeswijk handler om vold, druk, narko og andre mørke sider af det ellers så besungne boheme-liv, som er en tilværelse, der er andet end kunstnerisk skabertrang, smuk poesi og sange, som kom ud af guitaren af sig selv, som en ung Cornelis skal have sagt det.

Alligevel er enhver fortid altid lettere at leve med end nutiden og fremtiden, og vi har i vor tid brug for at erfare, at det civiliserede stadig findes i verden. Så giv Dem selv lov til at opleve skønsang og skønspil i selskab med d´herrer Høier og Thorsgaard.

De får dermed også et par timer i selskab med manden, der ville være mere svensk end de svenske. Manden, som endte med at gå i to af de største svenskeres fodspor, nemlig visemageren Evert Taube, og så visefaderen selv Carl Michael Bellman, der har digtet om flaskens velsignelser som ingen andre.

I ”Cornelis” får vi således også en lille bid af Bellmans Fredmans Epistel no. 81: ”Märk hur vår skugga”: Torstig var hon och uttorstig är jag. Vi är torstiga alla. En passende gravskrift over Vreeswijk, men ikke over forestillingen ”Cornelis”.

For man er ikke tørstig efter små to timer i selskab med historien om denne kontrastfulde mand og hans sange som ”Felicia adjø”, ”Veronica”, ”Deirdres Samba”, ”Nogle går rundt i udtrådte sko” og ”Jeg havde engang en båd”. Man er opladet.

Det er musik, skuespil og fortællekunst, der går op i den højere enhed kaldet dannelse og kultur.

Danmarksbloggen giver Teatret Optimis ”Cornelis” seks ud seks af de guitarer, som var den hollandsk-svenske troubadours faste følgesvend, inden han som kun 50-årig døde, og blev begravet på Katarina Kyrkogård på Södermalm i det Stockholm, som i store dele af hans liv var hans hjem.

Det er Bo Skødebjerg, der har instrueret, og Liselotte Justesen, der er scenografisk konsulent.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Efterårseventyr aka inspiration til alverdens prinsesser m/k

Udgivet den af
Svar

Efterårstid er læsetid, drømmetid, eventyrtid.

Danmarksbloggen iler derfor her i efterårsferiens uge 42 med inspiration til de af alverdens prinsesser m/k, som er trætte af eventyrernes undertrykkende stereotyper.

Askepot: Lykkelige slutninger handler i virkelighedens verden om at sige farvel til såvel offerrolle som flinkeskole. Så: Kære Askepot, du skal stadig sige ja og smile sødt, når ham dansemusen aka prinsen sidder på knæ foran dig. Ham, som åbenbart kun kan kende dig, når han ser din fod med glasskoen på. Verdens største fod-fetichist ever, som du så lige må holde ud længe nok til at få en god ægteskabsaftale. Men efter brylluppet kan du skride med pengene. Efterlad evt et par af dine sko som et statement. Ps. Du skal nok ikke gå hjem til din stedmor og dine stedsøstre. Glem også dem – og gå den anden vej.

Snehvide: Hvorfor blive hos dværgene og gøre rent og lave mad? Kære Snehvide, tag noget af deres guld og diamanter og gå ud i verden og start for dig selv, så slipper du også for at møde en rigtig nekrofil klammert – og ja, også din stedmor, som åbenbart ikke giver op, når hun har et mål. Hende kunne du så lære noget af om bare at blive ved og ved og ved.

Tornerose: Nysgerrighed er en dyd. Det er sikkert og vist. Blot ærgerligt at skulle sove i 100 år, fordi man ville pille lidt ved en lille tap, øh ten. Men: Kære Tornerose, så er du omvendt frisk, når du vågner – og behøver ikke at nøjes med den første, som kysser dig – endda uden samtykke. Sig fuck til ham og dine nederen forældre og forlang et seriøst forskud på din arv, fx de 12 guldtallerkner der var skyld i balladen i første omgang, og så afsted med dig – ud i den virkelige verden. Der er så meget, som er sjovere end en ten, et tårn og en såkaldt prins, som kysser sovende kvinder. Det kan være, du render ind i den 13. fe – hun kan lære dig noget om ikke at finde sig i bullshit, men at stå ved sig selv.

Jasmin: En prins, som ikke engang er en prins, men en tyveknægt som elsker at gnide på sin p.., undskyld lampe! Han er skrald, kære Yasmin, og du er kongedatter – og skal give ham sådant et lods i røven, lige ud i basarens mørkeste hjørne med ham. Tag så tæppet og flyv verden rundt og se, hvor du vil bo og hvad du vil lave, så du ikke er afhængig af din rige, mellemøstlige familie.

Belle: Hvad vil en klog, intelligent, sjov og sød kvinde med en opfarende hidsigprop af en narcissist, ja med nogen narcissist. De er alle et monster det ene øjeblik og en charmerende prins det næste. Kære Belle, det er tid til at droppe normerne og forlade landsbyen – og tage din bogsamling og intellektuelle evner til storbyen og universitetet og få dig en god uddannelse. Så kan du leve tro mod dig selv til dine dages ende – og det er lykke.

Ariel: Igen møder vi en sjatpisser-prins, en mande-baby, som ikke kan klare sig uden en kvinde, der ofrer alt for ham. Kære Ariel, det er du alt for god til. Din stemme skal heller ikke gøres tavs og deponeres, men høres over hele verden. Så giv såvel prinsen som havheksen, som alle kongeriger både til lands og til vands en oprakt langemand, mens du svømmer afsted ud til ære og berømmelse. For du kan synge, så alle lytter. Så tag trygt på turné i alle de verdner, som venter dig og Tumble. For i den lille fisk har du en sand ven – og venner er det rigtige guld.

Rapunzel: Der er ingen grund til at blive hængende i et tårn. Så: Kære Rapunzel, klip roligt det hår af og kravl ned. Der er heller ingen grund til at vente på en forfængelig hårfetichist, som kommer til at give dig seriøst ondt i hovedet. Så ned på jorden med dig og ud i livet. Du kommer til at tjene formuer på dit hår, som kan noget, som intet andet hår i hele verden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Den sidste viking”

Udgivet den af
Svar

Når man siger Anders Thomas Jensen, siger man film med mening i, film med humor i – og film med Nikolaj Lie Kaas og Mads Mikkelsen. Det gælder også dagens premierefilm ”Den sidste viking” om brødreparret Anker og Manfred/John, som på overfladen er meget forskellige, men som i virkeligheden har mere til fælles end alle – også dem selv – er bevidste om.

Den ene – Anker spillet af Nikolaj Lie Kaas – er umiddelbart en hårdkogt forbrydertype, der vender hjem efter 15 år i fængsel for at finde de 21 millioner, som han stjal, og overlod det til broderen – Manfred spillet af Mads Mikkelsen – at gemme.

Der er så bare den finte, at Manfred er det, som mange vil kalde ”ikke helt rigtig i hovedet”, og af en grund, som nok skal åbenbare sig i filmen, men ikke her, vil kaldes for John – samt at han som dreng troede, at han var en viking.

At Kaas og Mikkelsen spiller fuldkommen mesterligt, siger vel nærmest sig selv. Eller er det alligevel som om de – igen – overgår sig selv? Det er i hvert fald sjældent, at man ser Mads Mikkelsen i en rolle, hvor hans karakters svaghed er samme karakters styrke. Så er det mere almindeligt at se Nikolaj Lie Kaas som den hårde banan, der er mere end god nok indeni.

Men som sagt: De spiller fantastisk. Og det samme gør den perlerække af andre – ofte også velkendte skuespillere i en Anders Thomas Jensen film, som er med:

Bodil Jørgensen, der er brødreparrets søster, og som livet igennem har støttet dem begge, selvom hun ikke er med i brødreskabet – og som må så grueligt meget igennem. Sofie Gråbøl, der er en slags eksmodel og ny ejer af deres barndomshjem oppe i de svenske skove, og som endelig får givet en lige højre tilbage, selvom ingen lygter blinker, og Søren Pilmark ikke er med.

Det er til gengæld Nicolas Bro, som spiller den høflige og voldelige stjernepsykopat Flinke Flemming – og Søren Malling, som er Sofie Gråbøls vansirede mand med hang til rødvin, design og berømmelse. Lars Ranthe er også med. Men hvem han spiller, skal man se filmen for at finde ud af – ellers gives noget af plottet væk.

Vi møder også Lars Brygmann, der præsenterer sig som overlæge på Psykiatrisk – og så de to psykiatriske patienter, hvor den første er døv, så han siger ikke noget, men slår bare på trommer. Den anden derimod, som spilles af svenskeren Kardo Razzazi ikke kun siger en hel masse, men synger også – både ABBA og Beatles. For der er sandelig også musik med i filmen.

Lyder det forvirret, når filmen hedder ”Den sidste viking”, og handler om to brødre? Måske, men det giver alt sammen mening, når man ser filmen, der nok er sjov – især i starten og i glimt. Men hurtigt bliver fortællingen helt anderledes dyster og dyb, og fører os ned i et på alle måder blodigt og stadig tættere mørke, der trækker et spor af vold helt tilbage til den barndom og de traumer, som brødrene som alle os andre er rundet af – og som afgører vores liv meget mere, end vi kan lide at tænke på.

Det fortælles, så det fysisk knuger at se på, og lige når man tænker, at nu kan det ikke blive værre, mere fuld af afstumpethed og ondskab, ja, så bliver det alligevel mere mørkt, så vi til sidst er et sted så sort, så voldeligt, så nu-ender-verden, at man for længst har droppet troen på en forløsning, en happy end.

Om den så alligevel kommer, må man selv se filmen og finde ud af.

Danmarksbloggen anbefaler ”Den sidste viking”, og giver den seks ud af seks runer, som dem Manfred sætter – og som også spiller en stor rolle undervejs i filmen. Det er Anders Thomas Jensens mest eksistentielle film til dato – og det siger meget, når man ser på hans cv.

Men her bliver det skåret ud i runer og billeder – og sågar i et eventyr om en vikingehøvding og hans stamme, at nok er mennesker i bund og grund ens, selvom alle drømmer om at være unikke som et andet produkt-nr. i IKEA. Men at det også er ok. For vi er, som vi er – med hver vores virkelighedsopfattelse.

Det problematiske er, når vi med tvang vil gøre alle ens, så alle kan være lige smukke, lige raske, lige kloge. Men vi er også grimme, syge og dumme – og det er også ok.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk