I går aftes var der urpremiere på Teatret ved Sorte Hest. På plakaten var Maria Vinterbergs dramatisering af Anders Abildgaards langdigt ”IBIS”, som er en forestilling, hvis lige man skal lede længe efter, og som også udløste lange og velfortjente klapsalver.

Eder og forbandelser sprutter og flyr fra en indigneret og splittergal personage i Nicolas Bros skikkelse i næsten halvanden time.

De fleste af personagens udmeldinger er fokuserede på døden, vel at mærke i aftapningen fantasifulde, ydmygende og udpenslede måder at blive slå ihjel på – gerne med maksimal lidelse og nedrighed til den person, som han hader så meget, at døden ikke kun skal være smertefuld, men gentages igen og igen – og også inkludere ALLE venner og HELE familien.

Det er brutalt, grotesk – og ganske menneskeligt.

For følelsen af vrede, ønsket om hævn og behovet for at forbande er lige så gammelt som menneskeheden – og som inspirationen, som kommer fra den forviste romerske digters Ovids ”IBIS” skrevet få år efter Kristi fødsel, som faktisk igen var en inspiration af den første ”IBIS”, skrevet af den græske digter Kallimachos 200 år tidligere.

Der går altså en lige linie fra Alexandria i Egypten og Kallimachos´s forsvundne originale digt over Sortehavet og Ovids version til Danmark og Anders Abildgaard – og så Nicolas Bro, som giver sidstnævntes ord krop, stemme og liv.

Meget liv, intenst liv, liv som flyder ud fra scenen, og rammer lige dér, hvor det gør så ondt, og er så horribelt, at man må le for at kunne være i det – også fordi det serveres med Nicolas Bros eminente timing for både det komiske og det tragiske, det mørke og det menneskelige.

Men hvem er det, som Bros personage ønsker sådan en forfærdelig død over? Og hvorfor? Er det verden i al almindelighed? Er det os i publikum, altså de andre? Er det personagen selv, som Nicolas Bro gestalter med en ægthed og fylde, så det er tydeligt, at Bro trækker på alt fra nutidens små sensationer til vores civilisations dybeste rødder.

Måske det hele?! For måske er personagen os alle sammen, hver af os lukket inde i det psykotiske, klaustrofobiske, småblomstrede scenerum, der er som et visuelt skræmmende billede på vores sind og forestillingsverden – og hjem. Her vi føler os trygge, så vores galde og vrede kan flyde frit som sort slam, der aldrig ser det lys, som vi altid savner, men ikke magter at blive ramt af.

For vi kan bedre leve i skyggerne. Og skal vi ud, ja, så må vi iføre os dyreham – hvad enten det er en ulv, en ræv eller en bjørn, når vi bevæger os ud i den menneskelige ande- og hønsegård. Derude, hvor vi enten er den jagende – eller den jagede.

Og nok skal vi alle dø, det ved vi. Men det føles bare bedst, når det sker høj på protein og med kødtrevler i mundvigen, fremfor flået i stumper og stykker, og med blodet tapløbende og sårene vidtåbne, fordi man endte i tænderne på et rovdyr.

Alligevel – eller måske netop derfor – må vi afsky vores handlinger og hade os selv – og i vor tid kan vi ikke engang som i den gode, gamle antikkens tid anråbe guderne om hjælp, er meldingen fra treenigheden Anders Abildgaard, Maria Vinterberg og Nicolas Bro. Vi er overladt til os selv – og det ender hver gang nede i det sorte vand, uden lys og uden luft.

Således ikke opmuntret, men dels bekræftet i at livet er en stor pose lort, and when you die, og dels imponeret over, hvor mange historier Nicolas Bro fortæller bare med sin blotte tilstedeværelse, forlod jeg Teatret ved Sorte Hest.

Danmarksbloggen giver ”IBIS” fem ud af seks bjørnekostumer. Det er et vildt stykke, som flår og flænser beskueren rundt i en mareridtsagtig dance macabre ført an af manden på scenen, den i hver bevægelse, hvert sekund 100% nærværende, intense og givende alt-hvad-han-har Nicolas Bro.

Teatret ved Sorte Hest har det med at vinde Reumerter – og nu skal intet jinkes her. Men Maria Vinterbergs og Nicolas Bros ”IBIS” er teater, der er brug for. For vi lever i en tid og en kulturverden, hvor der produceres stadig større mængder popsmart candyfloss, men skabes stadig mindre af de mentale rodfrugter, poetiske urter og alt det andet, som sjæl og sind behøver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk