Anmeldelse: Sandhed og Konsekvens

Store, grå sofaer – præcis så triste og kvælende som ægteskabet kan være det – danner rammen om Teatret ved Sorte Hests Lars Norén-forestilling ”Sandhed og konsekvens”.

Det er et præcist billede af ægteskabets snærende bånd, og det understreges af, at de to ægtefolk i forestillingen hele tiden rykker rundt og skifter plads – uden at de af den grund kommer bare en millimeter længere end fuglen Benny gør i sit bur (han er opkaldt efter Benny fra ABBA).

Men det ænser de ikke, de to ægtepar, der mødes i anledning af den ene søsters 50-årsfødselsdag. Mærkedagen fejres så med den berygtede parmiddag. Hadet af de fleste, elsket af de færreste – men dyrket af de mange.

Fordi sådan en parmiddag tilskriver normen, hvis man vil anses som et velfungerende menneske. Det er jo også så hyggeligt! Eller er det? Svaret er iflg. Norén nej, medmindre man forstår at bryde op i tide – hvilket vil sige kort efter maden er indtaget, og inden alkoholen har nået at gøre sin virkning.

Det gør de to par ikke! Tværtimod fortsætter de med at tylle alkohol i mængder, så man skal være om ikke svensk som Norén, så dog skandinavisk for at kunne se hyggen i dét.

Men ingen – heller ikke den mest følelseshæmmede nordbo svøbt i promillernes beruselse – finder det rart, når skeletterne vælter ud, så gamle nederlag, glemte længsler og dybe sår afdækkes i en blanding af foragt, råben, trods og direkte fysisk kamp.

Men der er ikke noget at gøre ved det. Det fortrængte skal ud, og i takt med at promillen stiger, kommer de beske sandheder om barnløshed, alkohol, sex og et forlist forældreskab.

Vi kender det fra os selv – alle os, som kan sige skål for det, der har været. Vi ved, at tiden er blevet kort. At der er drømme, som ikke blev, men til gengæld kom der nederlag, som vi ikke havde forestillet os – og alt det andet, som blev så hjerteskærende anderledes.

Man burde af samme grund måske overveje at forsyne forestillingen og alle andre Norén-stykker med en advarsel: Hvis du stadig tror på lyserøde Hollywoods-endings, så gå videre – men er du klar på erkendelse af livets meningsløshed og de bristede illusioner, så kom ind og blev spejlet 1:1.

Man kan så diskutere, om de i læ af alkoholen udslyngne barske sandheder har en ydre konsekvens – på den lange bane? Skilsmisse fx?

Svaret er nej. Det sker forbavsende sjældent, hvis man kan sin Norén. Tværtimod falder alt relativt hurtigt til ro igen – og den dysfunktionelle hverdag med livsløgne og den nye pommes frites-gryde kan forsætte.  

Men der er alligevel en konsekvens. En indre konsekvens, der løber som en sort malstrøm gennem den tilværelse, hvor vi er så alene, så alene, og hvor både oprydningen og forsoningen – måske især den med os selv – har så svære kår.

Skyggespil, selvbedragerier, projektering og andet guf fra den mentale skraldespand sammen med misbrug – hvad enten det er af andre mennesker, alkohol eller sex – er der derimod masser af både hos Norén og i et menneskeliv.

Kaskader ligefrem af flugtmetoder og andre drugs for at undgå det spejl, som vi så ofte væmmes ved.

Sådan er livet – og skulle man have glemt det, så tag på Teatret ved Sorte Hest og se ”Sandhed og Konsekvens”. Det er stærke sager – og det spilles af fire eminente gode skuespillere, som både hver for sig og sammen bliver som en eksplosion på scenen. Ikke til at ryste af.

Niels Ellegaard formidler med hver fiber i kroppen og hver trækning i det martrede ansigt Jens´s store livssmerte som det forladte barn, der bare så gerne vil elskes betingelsesløst.

Peter Oliver Hansen skildrer med en både mental og fysisk enorm kraft Michael, manden med den store succes og den lige så store angst for og længsel mod den nærhed, som han prøver at tvinge sig til i en håbløs march på stedet.

Og så er der de to søstre: Den pæne Julie med det eksklusive mærketøj spillet med stor ærlighed og ømhed for både Julie og måske alle kvinder i afhængighed af Anette Støvelbæk, og den bramfri og konfliktsøgende Elisabeth, som portrætteres med lige dele lidenskab og skånselsløshed af Sarah Boberg, der samtidig i korte glimt tør give et kig ind til Elisabeths store sårbarhed.

De to søstre, hvis liv har været så forskellige, er nemlig uløseligt knyttet til hinanden i et bånd af kærlighed og misundelse. For de tror, at de hver især har noget, som den anden vil have. Men fik den barnløse barnet, og den fattige rigdommen, ville det ingen forskel gøre.

For det handler hverken om børn eller penge, men om den klassiske konflikt mellem søskende: Hun fik mere end mig, og jeg vil have det, som hun har. Ingen af os kan løbe fra vores arv – det står klart, når man ser forestillingen.

Og de fire spiller, så det gnistrer. Så det næsten ikke kan rummes i det lille sorte rum, som bliver mørkere og mørkere, som aftenen skrider frem. Det er formidabelt, ja en voldsom oplevelse, som kun kan anbefales.

Danmarksbloggen giver ”Sandhed og Konsekvens” fem ud af seks sjusser og tænker, om det er passende til natmad at synge den svenske drikkevise ”Helan går”. Måske ikke, men et dansk skål og et svensk gutår kan det altid blive til.

Skænker De?

Imens kan vi tænke over, eller – hvis det gør for ondt – glemme stykkets måske mest eksistentielt-spiddende citat: Det væsentlige har jeg, men kærligheden er alt. Dén gør nas.

Det er den Reumert-prisbelønnede Maria Vinterberg, der har instrueret.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Mens vi venter på Godot”

Fuck dig, Godot, jeg er skredet. Sådan skrev Samuel Beckett aldrig nogensinde.

Tværtimod er Beckett knugende realistisk i teaterstykket ”Mens vi venter på Godot”, som i går havde premiere på Teatret ved Sorte Hest i en stjerneopsætning med Nicolas Bro (Esdragon), Mads Wille (Vladimir), Steen Stig Lommer (Pozzo), Kristoffer Helmuth (Lucky) og Drengen (Olga Matthiessen).

Det var eksistentialisme og absurd teater, når det er bedst, og alle spillede med perfekt timing for komikken og med stor evne til at gestalte og formidle det vidunderligt akavede, som opstår, når en skuespiller står på scenen, og ikke siger en lyd, men netop i dét fortæller det hele.

Det skaber et tomrum, som hurtigt forplanter sig hos publikum, så vi kommer ud på den anden side af de lange, pinlige sekunder og ind i et dybere og endnu mere sort tomrum, som vi enten slet ikke kan være i, fordi det er for meget. Eller som vi elsker at være i, fordi vi ved, at livet er lige præcis sådan: Ofte ikke til at være i, men vi kan ikke andet. Så vi er det alligevel.

De fire herrer og den unge dame på scenen fik samtidig formidlingen af Becketts mesterværk til at se legende let ud, så man som tilskuer tænkte: Vi kan alle spille Beckett. Vi skal jo bare være os selv. Men jeg ville nu alligevel ikke anbefale at gøre forsøget.

For dels så ligger den største skuespilskunst i at spille, så det virker nemt, og dels så kræver det et enormt talent og kunnen ikke at have andet end hinanden, de samme replikker igen og igen, et fladt gulv, der skal forestille livets landevej og to små ikke-selvmordsegnede-grene at spille op af. Så skal man virkelig kunne walk the line, som det også sker i stykket. For de fem på scenen gør det – og de gør det i mere end 2½ time. Dét er eminent.

En anden ting er selvfølgelig, at vi alle ligner stykkets fire hovedkarakterer mere, end vi måske bryder os om at tænke på. De fleste af os kan så ikke gestalte andet end vores egen tilværelses evindelige gentagelser og ulidelige ikke-beslutninger. Dét gør vi så også – og i reglen meget bedre end vi kan følge den opfordring, som løber som en rød tråd i stykket, og som handler om REJS DIG OP OG GÅ.

I Teatret ved Sorte Hests intense og sanse-mættede version af dette absurde mesterstykke ligger de fire mænd også på ryggen i 2. akt, og filosoferer – blinde, stumme og på anden måde berøvede evnen til at nå hinanden – over livets genvordigheder og deres egen situation.

Men selvfølgelig kommer der ingen gennembrud for alvor. For nok rejser de fire mænd mange gange sig selv og hinanden op, også selvom de igen og igen slås til jorden. Men de går aldrig nogen steder hen.

Heller ikke selvom de flere gange i stykket refererer til Biblen som en moralsk rettesnor. Biblen, hvor det at rejse sig op og gå løber som et ekko gennem fortællingerne fra Adam og Eva, der jages ud af Edens Have, og først dér bliver til rigtige mennesker over Moses, der rendte rundt i ørkenen i 40 år, inden han fik ført jøderne til det forjættede land og endelig Jesus, der vandrede med sit budskab i tre år, inden han gik den sidste tur med korset op ad Via Dolorosa og grundlagde kristendommen et par dage senere.

Så det kan altså – ihvertfald for en troende – give mening at gå, hvis man vil prøve at finde eller skabe en mening med denne tilsyneladende meningsløse tilværelse.

Men de fleste af os er mere Beckettske end vi er bibelske. Vi kommer til verden, mens vores mor skræver over vores grav – og mørket falder hurtigere på end vi tror. Så vores livs morgner alt for hurtigt bliver til aftner, hvor vi mindes om døden – og i stormmarch på stedet igen og igen overbevises om, at Godot kommer i morgen. Hvad enten Godot er en gud, en lottokupon, den store kærlighed, den perfekte krumme på hjemmebagt brød eller andet, som vi længes imod, og forventer kan give vores liv mening.

For vejen er lang, og så gik der tid med det, som Beckett skriver.

Tiden er så givet godt ud, hvis man tager en tur på Vesterbro og forbi Teatret ved Sorte Hest, der med sin størrelse er designet til at spille netop dette stykke. Den lille, sorte scene, og det lille tilskuerrum giver automatisk denne intime og vi-kan-ikke-andet-end-at-være-i-det-her-liv-sammen-følelse, som passer til stykket – og til den Corona-tid, som vi er i – og som også betyder, at kun halvdelen af sæderne i teatret kan bruges.

Men det er fint nok. For hvad laver vi i grunden nogen af os nogensinde? Jo, vi venter på Godot.

Danmarksbloggen giver fem ud af seks støvler, som dem vi måske/måske ikke behøver, hvis vi en dag alligevel skal ud og gå.

Det er Maria Vinterberg, der har instrueret, og stykket spiller frem til 10. oktober.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk