Tag-arkiv: Teatret ved Sorte Hest

Anmeldelse: ”Hvem er bange for Virginia Woolf?”

Udgivet den af
Svar

Hånden på bourbon-flasken: Kan du genkende elementer fra dit eget ægteskab – og fra dine venners ægteskaber, når du ser, og nynner med på ”Hvem er bange for Virginia Woolf?”

Mit bud er ja. Måske ikke et stort og rungende ja. Men et ja. For ligesom Martha og George, Honey og Nick ønsker hverken du eller jeg – eller nogen – at blotte os og være sårbare, selvom vi har en længsel i os efter ikke at være gennemsigtige, men i stedet blive set og elsket.

Så vi må svare ja. Men det bliver et lille ja, som hviskes tyst dér i teatermørket, mens lattersalverne lyder over endnu en af de mange lege med ord og begreber, som stykket om de to universitets-par fra USA´s østkyst er så fuld af – og som trods stykkets kulsorte tragik er hylende morsomme.

To par, hvor Martha og George er i centrum som det midaldrende par, der for længst har ikke kun accepteret, men tilmed på en mental sadistisk-masochistisk måde nyder, ja lever for at fornedre hinanden og blive fornedret i den skyttegravskrig, de kæmper 24-7 på lige dele ord, regler og erindringer – selvom alt samtidig er relativt, også sandheden.

Det lyder dysfunktionelt, og det er det også. Det er ydmygelser, som bare venter på at blive foldet ud. Det har undergangen i sig – som alt liv, al væren, alle ægteskaber i øvrigt har det.

For hvad er sandhed, og hvad er illusion? Virkeligheden er måske bare det, som vi bestemmer den skal være som Martha og Georges historie om den 21-årige søn, der har fødselsdag dagen efter den natlige efterfest, hvor de har inviteret det unge par Honey og Nick til at komme og være både publikum og deltager i deres helt private realityshow, der med sine avancerede selskabslege og sin konstante leflen for den indre ulv kører alle nutidige tv-formater langt agterud.

Selv nutidens politikere og magtmennesker er de rene amatører, når Martha og George – og alle andre ægteskaber – sætter i gang.  

For som nattetimerne går, drinksene bliver kørt ned i et afsindigt tempo, mens den gamle konflikt mellem naturvidenskab og humaniora også lige får sig en tur på sofaen, nogle brækker sig, andre knepper eller læser en bog, ja en enkelt tager sig en lur, så oprulles hemmeligheder og magtkampe, der minder mig 1:1 om min egen studietid på universitetet.

Universitetet – dette sted som kunne lære enhver rockerborg et eller andet, og som uden sammenligning er det sted i samfundet, hvor flest sjæle knuses med strategisk overlæg i en uendelig flom af ondskabsfuldheder, der serveres med intellektuelt overskud. Nogle gange for at opnå et konkret mål, andre gange bare fordi katten elsker at lege med musen.

Det så Edward Albee helt rigtigt, da han i 1962 skrev det evigt aktuelle stykke. For menneskelig længsel, vold og forfængelighed vil altid clashe med den moral og etik, som civilisationen bryster sig af – og som i den såkaldt dannede universitetsverden finder sin ypperste kamparena.

Det er Iben Hjejle, som spiller Martha, og Jakob Cedergren, som spiller George, og det gør de med et nærvær og en nerve, så man hopper i sædet, indimellem af grin, indimellem fordi man tænker, at NU kan det ikke blive værre. Det ved man jo så godt, at det gør. Spiralen kører kun en vej: Nedad.

For nej, man skal ikke forvente nogen forvandlende bølger. Som hamstre i et hjul er Martha og George dømte til at blive ved og ved og ved … og det gør Hjejle og Cedergren også. Helt oppe i det højeste gear i de 3½ time, som forestillingen varer. Dét er eminent.

Men også Marie Reuther og Lue Støvelbæk, som spiller Honey og Nick, er med på den store klinge. De gestalter på smukkeste måde ungdommens tro på, at de kan gøre det hele anderledes, da de ankommer til efterfesten. Men efter deres livs nok hidtil værste nat er luften gået af ballonen, som den gik på Honeys mave, og det på ydersiden stadig så unge par må erkende, at også de er dømte til ægteskabets forbandelser og gentagelser.

For mennesker er i reglen, som Martha beskriver sig selv i 1. akt: Jeg har en fin sans for det latterlige, men ingen humoristisk sans.

Deri ligger måske et svar. For kan man grine ad sig selv, kan man måske gribe ud efter en forløsning. Men det sker ikke for de to par, som væver rundt i det samme. Eller som allerede sagt: Det bliver hele tiden værre i dette stykke, der med rette står som et af de monumentale.

En grotesk absurditet, der i Teatret ved Sorte Hests udgave i efteråret 2024 henrykker og begejstrer. For de fire på scenen spiller, så det smælder, når de drikker, danser, taler, slås – og måske allermest i Marthas lydløse skrig til sidst i forestillingen. Illustreret så stærkt med kroppen og mimikken, at det føltes, som slog min sjæl knuder på sig selv, da Hjejle krummede sig sammen.

For af og til gør noget så ondt, at selvom man intet hellere vil end komme af med det, så kan man ikke. Så bliver smerten og skriget og sorgen siddende indeni. Dét er måske den dybeste sandhed om livet – den, som ikke er en illusion, dér hvor man ikke kan vælge illusionens flugt.

Danmarksbloggen giver ”Hvem er bange for Virginia Woolf?” seks store ulve ud af seks mulige. Forestillingen er så grotesk og skræmmende, at kun virkeligheden og ens indre ulv kan matche det. Og netop derfor må man også svare ja, også mig, når Martha til sidst siger: Jeg er bange for mig selv.

Det er Maria Vinterberg, der har instrueret.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Inden vi dør synger vi en sang”

Udgivet den af
1

Et klaver, der kan spilles på, nogle stole, som man sidde på eller gå rundt om og en metronom, der slår takten – måske også dén i livet.

Mere behøves ikke, når d´damer Maria Stenz og Camilla Bendix og d’herre Peter Oliver Hansen på Teatret ved Sorte Hest i en god times tid spejler deres eget liv i hinanden og i tidens evige kaskade af erindringer, tanker og følelser, der sammen med et væld af alskens melodier fra viser over popsange, salmer og mere fra primært den danske sangskat – spillet mesterligt af Olivier Antunes – slynger sig ud og ind mellem hinanden.

For hvad enten det handler om at være 7 år og skulle synge, plukke blommer eller sidde på stenen og savne sin mor – eller om de møder med modgang, sygdom og sorg, som ingen er foruden, så kan vi alle spejle os i hinanden, både dem på scenen og os på tilskuerrækkerne.

For vi er skabt af det samme stjerne- og drømmestøv, og lever i den samme ubrydelige cirle of life. I den korte vandring fra vugge til grav, hvor vi også skal nå at gå turen gennem overgangsalderens vulkanudbrud, tage den sidste dans og sluge erkendelsen af, at alle skuffer over tid – men at det er okay.

Det er, hvad det er, som Knagsted siger i Gustav Wieds ”Livsens ondskab”, og vi ved det også selv, alle os, der har levet længe nok til at have været nogle gange rundt om blokken – og det har dem på scenen og langt de fleste af os i publikum.

Vi ved, at vi hver morgen tager vores sokker på, selvom øvelsen kræver at få placeret foden strategisk. For derpå at gå ud i gaderne og glemme sit eget spejlbillede, men i stedet kigge op i himlen og med hver en celle i den værkende krop mærke, at man stadig er i live.

I kabareten ”Inden vi dør synger vi en sang” på Teatret ved Sorte Hest fortælles den livsens sandhed så med mere mod, mere poesi og mere musikalsk, end jeg nogensinde har oplevet det før.

Det er essentielt teater, der vil noget, der kan noget – også fordi det gøres så perlende, legende let og alligevel med sans for de store dybder. Det er eminent. Ja, om de så havde taget al deres tøj af TO gange og hoppet op og ned i en halv time, havde ensemblet ikke kunnet være mere nøgne, mere ægte.

Stenz, Bendix og Hansen formidler visheden om livet – og døden, også deres egen, med en accept og et håb, som skal findes et sted mellem erkendelsen af det magiske ved i morgen og beslutningen om at tage det én dag ad gangen. For i morgen er der atter en dag – og dem, som vi har mistet, findes stadig i alt, der lever og gror, i vores minder.

Der er dér en stor trøst i – uanset om man har mistet for nylig eller for noget siden. Savnet og sorgen bliver med tiden også livskammerater – og hvis alle vores livsvidner en dag er gået ud af tiden, så måske endda den tætteste ven, som vi har.

Men inden vi kommer dertil, så skal vi lytte til opfordringen fra PH-visen ”I dit korte liv”: Det haster med det kys, den kommer, før du tror, den drømmeløse søvn.

Det haster også med sangene, med at få sunget – og budskabet fa scenen er, at dine sange bliver mine sange og vores sange. At vi i dén grad skal synge og spille – også selvom vi ikke kan gøre det lige så virtuost som Olivier Antunes, der kan veksle mellem mange melodier og musikgenrer på en og samme tid – og endda køre forskellige versioner af den samme melodi, som han gør det hele forestillingen igennem – men allermest cirka midt i, hvor han får lov til i nogle minutter at fylde det hele. BRAVO.

Hele vejen hjem nynnede jeg også Maria Stenz´ klassiske ”Hvor er alle drømmene, du drømte”, som i år fylder 50 år, og som vi måske får et svar på i forestillingen. Nemlig at mine, dine og alle vores drømme er som sangene.

De lever i alt, der gror – også når adressen er Ensomhedens Gade no. 9. – og alt, vi vil, er at danse som hende, TV2 synger om. For livet er, hvad det er. Og vi møder alle den grå dame derude i krattet, som Maria Stenz gjorde det i sin drøm – og vi skal alle gå igennem det store spejl.

Men med os på vandringen – både i livet og i forestillingen – har vi den mest gribende og inderlige version af netop ”Hvor er alle drømmene”, som Maria Stenz synger i starten af ”Inden vi dør synger vi en sang”, der skal have seks store månestråler ud af seks mulige. Fordi kabareten er teater fra øverste hylde, fordi vi alle fra tid til anden finder os selv stående alene dér i natten i lyset af en månestråle.

Kabareten spiller på Teatret ved Sorte Hest indtil 16. december.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Alting er noget 2.0”

Udgivet den af
Svar

Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage.

Sådan lyder et af forfatteren og digteren Naja Marie Aidts mest markante udsagn (og bogtitler), som af personlige årsager rungede i mit hoved, da jeg i forgårs hastede på vej mod Teatret ved Sorte Hest i den forårsagtige vintereftermiddag for at se premieren på forestillingen ”Alting er noget 2.0.”

For efter vinter kommer vår – og der er en tid til alt, som det blev formuleret allerede på bibelsk tid. En tid til at sige farvel. En tid til at begrave vores døde. Og derpå en tid til at gå videre.

Det var så også forestillingens tema. En forestilling med ord og digte og performance, som i 2016 kom i sin første version, men som nu er blevet ændret. Noget er taget ud, andet er tilføjet, og en del flyttet rundt. Men uanset hvad er alt noget. Både det, vi har – og det, vi havde.

Netop havde er kodeordet for forestillingen i 2023. Både forfatteren til ordene Naja Marie Aidt og iscenesætter Maria Vinterberg har mistet et barn – og derfor rammer forestillingens ord plet, når man skal beskrive det ubeskrivelige, som sker, når døden tager det dyrebareste.

Ikke at jeg kender det fra egen sjæl, men jeg er meget tæt på to andre, som har prøvet at miste et barn. Så jeg har set, hørt og mærket den afgrundsdybe sorg så nær på, at jeg ved, at jeg absolut INTET ved om, hvad det vil sige.

For hvor gerne vi end vil, så kan vi kun erkende det, som vi selv sanser. Og nok ved vi godt (fra os selv), at det at miste er at stoppe med at sanse, samtidig med at alt sanses mere end nogensinde før. Men når der er tale om et menneskes barn, det allerkæreste vi har, så foregår tabet i en helt anden dimension.

Og når man sidder i Teatret ved Sorte Hest og ser ”Alt er noget 2.0”, så sanser man en scene, der er hvid og gul som sorgen, de tomme ord og det store rum – og så tænker man, at det må være Aidts, Vinterbergs eller enhver i-sine-sansers-vold-efterladt-forælders indre, som vises deroppe.

Deroppe på scenen hvor Sarah Boberg og Anette Støvelbæk gestalter dén indre dialog, der forsøger at skabe mening i det meningsløse og kommunikere det ud i billeder og ord – til os og til sig selv.

En dialog med Aidts ord, som fortolker – også fordi der bag de to tavler med nøgleord, er de bøger, som står for Aidts forfatterskab – og de poesiens blomster, der ikke er blå som i den lette og søde poesi, men røde som i blod og hvide som tomhed.

For det er eksistensen, som er på spil, og som Boberg og Støvelbæk viser med en ganske særlig nerve. For det her er vigtigt. Det her skal ud over rampen og ramme os, der sidder på sæderne – og i et par sekunder er med i forestillingen. Og det mere end lykkedes.

Forestillingen er nærværende, insisterende, brændende og intens. En ordløs mission fuld af ord – demonstreret ved de to damers blotte tilstedeværelse, der er så sitrende en væren, så voldsom en kraftudladning.

De stormende klapsalver var også fuldt fortjente – og når vi ikke alle rejste os op, var det, fordi vi sad forstenede på sæderne – blæst bagover af denne demonstration i teaterkunstens evne til at formidle ikke kun litteraturen, men også det levede liv om døden og sorgen.

For døden er et almenmenneskeligt vilkår – og vi møder den alle, uanset hvor vi bor i livets etageejendom. Men det kan ske i to dimensioner – når det er et barn, og når det er alle andre.

For som det siges i stykket: Jeg ville gå til verdens ende for dig, men det er ikke langt nok. For sådan er det, når et barn dør. Derfor er Naja Marie Aidts ord om en sorgmoder, en Dronning af sorg netop så passende til hende selv – og til Maria Vinterberg. Fordi de kan. Fordi de tør.

Fordi de har skabt et monumentalt værk over, hvad der sker, når dødens mur rammer, og vi står nøgne tilbage, mens troen er væk, sproget er blevet koldt, kunsten er ligegyldig – og alt, der er tilbage, er nænsomheden over den døde krop. 

Derfor er alting noget. Noget værd.

Danmarksbloggen giver ”Alting er noget 2.0.” fem store ud af seks mulige stjerner, som dem vi møder til allersidst, hvor vi sammen med både de to på scenen og alle andre rejser gennem stjernehavet i tid og rum. Dét er der en tryghed i – uanset hvad vi tror eller ikke-tror på.

Jeg nynnede i hvert fald Shu-bi-duas ”Stjernefart” på vejen hjem, selvom musikken i ”Alting er noget 2.0.” er lavet af Jacob Binzer, som har gjort et formidabelt stykke arbejde.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Beauvoir – en teatralsk forelæsning”

Udgivet den af
1

Der er teaterforestillinger, som vedkommer os alle. ”Beauvoir – en teatralsk forelæsning” på Teatret ved Sorte Hest er en af dem. For her præsenteres vi med vid og bid – og en god portion humor – for verdens største fejlantagelse til alle tider:

At det køn, som man fødes med, er determinerende for, hvad man som menneske kan, skal og er god til.

Det er den franske forfatterinde, feminist og filosof Simone de Beauvoir, som i værket ”Det Andet Køn” gør rede for kvindens situation i vor tid – og i verdenshistorien.

Og det er – hvis nogen skulle være i tvivl – to sider af samme sag, som Ellen Hillingsø og Sarah Boberg gør opmærksom på med en formidlingsevne, der rækker helt op til bagerste række – og videre ind i den måde, som verden tolkes på efter forestillingen.

For Simone de Beauvoir er spot-on. Kvinden har til alle tider været underlagt mandens krav og forventninger – og det er svært at lave oprør, når man er afskåret fra andre kvinder. Lukket inde et sted mellem opvask, børnefødsler og kravet om at holde sig ung og smuk.

Og ja, det gælder stadig, selvom bogen er fra 1949. Kvinder forhindres også i 2022 i at udfolde sig frit.

Kvinder støder stadig hovedet mod glaslofter, når de rækker ud efter magten – eller hånes, hvis de finder en vej udenom og kommer til fadet. Abortretten tages i disse år fra kvinder i flere lande. Ligeløn er også stadig et problem. Vi har den heller ikke i Danmark, selvom den danske lov om ligeløn er fra 1974.

Så bogen – og forestillingen – er højaktuel.

Ja, bare titlen ”Det Andet Køn” siger, hvad det handler om.

Nemlig at vi alle forstår verden ud fra os selv – og i forhold til noget. Dvs. vi er subjekt – og det andet er objekt. Men som kvinder har vi altid været objektet for mandens selvforståelse, mandens subjekt – og vi har måttet finde os i denne fornedring, som hurtigt udviklede sig til myter – og en falsk opdeling mellem produktion og reproduktion.

Dét er oprørende. Vi kvinder kan og skal være vores eget subjekt.

Det er Ellen Hillingsø og Sarah Boberg heldigvis også, når de med saft og kraft fører os sikkert igennem Madame Beauvoirs verdens- og kønsopfattelse i tre omgange med en tørresnor fuld af historie om modergudinder, blodplettede lagener, FN´s kvinde-år og andet fra kvindernes gang på Jorden.

D´damer leverer en forelæsning, der ryger lige ind, fæstner sig i sindet, og sætter gang i tankerne.

Jeg kunne i hvert fald ikke dy mig for at tænke: Vi er sted i dag, hvor det ikke længere er fysikken, som behøver at være afgørende. I dag har vi teknologien – og her kan kvinderne mindst lige så meget som mænd.  

Så måske er vi ved et paradigmeskift, der er frisættende for os alle? Vi diskuterer også køn og identitet som aldrig før, hvad man også ser i de indlagte film i forestillingen med interviews med de to juraprofessorer Eva Smith og Ditlev Tamm, sociolog Cecilie Nørgaard og performer Moeisha Ali Aden.

Sidstnævnte siger noget meget væsentligt. Nemlig at køn er noget, som han/hun/de (jeg ved desværre ikke, hvilket personligt pronomen personen anvender) GØR. At nok skal verden bestå af køn. For køn er det, som skaber livet og samspillet – men køn er ikke noget, man er. Køn er noget, man GØR.

Dét er måske den vigtigste pointé i hele forestillingen.

For så kan kvindeligheden (og mandigheden) blive noget, som vi alle kan udvikle og bruge, som vi føler for det. For vi er alle mennesker – og skal kunne udfolde os udenfor de bokse, som så mange har travlt med at putte os alle ned i. Men vi er alle først og fremmest mennesker, der kan tage initiativ og handle.

Når man ser ”Beauvoir – en teatralsk forelæsning” får man derfor også et håb om en anden verden. En bedre verden med en aktiv væren fremfor en passiv eksistens. Måske også fordi Ellen Hillingsø og Sarah Boberg gestalter det håb så overbevisende, at man sidder med følelsen af, at vi er tæt på.

For nok forstår vi altid verden og os selv i forhold til noget andet. Men potentiale og egenskaber er ikke kønsbestemte – og det er guderne heller ikke.

Som vi sagde dét på mit gamle gymnasium i sidste årtusind: Gud er sort. Ja, hun er.

Danmarksbloggen giver ”Beauvoir” seks ud af seks stjerner. Forestillingens budskab er lige så aktuelt nu, som dengang mændene satte sig på metallerne og magten – og kvinderne blev objektiviseret i en grad og gennem så mange århundreder, at mange stadig tror på myterne om kvindens særlige ”dyder”.

Men det holder ikke – og tvivler man, så hør og se Ellen Hillingsø og Sarah Boberg forklare sagens rette sammenhæng. Ja, gak til Vesterbro uanset hvad og oplev den mest funklende formidling af vigtig verdenshistorie, som jeg har set.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Jeg, Malvolio”

Udgivet den af
Svar

En besøg i Teatret ved Sorte Hest giver altid noget med hjem, uanset om det er et hestespil eller som i går aftes premiere på et gæstespil.

Nemlig Tim Crouchs ”Jeg, Malvolio” med Michael Moritzen alene på scenen i mere end 75 minutter i en ikke monolog – men dialog med publikum, som han møder med intenst nærvær, lige fra vi kommer ind og sætter os – og til lang tid efter vi er gået hjem.

For manden – altså både karakteren og skuespilleren, som fejrer 40-års jubilæum i rollen – vil os noget, har et ærinde, og han gør det forrygende og med lige dele frækhed og følsomhed.

For sit indre øre kan man også længe efter, at man har forladt den sidste enlige lyspære på scenen høre det insisterende ”ER DET IKKE SÅDAN, DET ER?” efterfulgt af en form for brummen, som kommer efter hver eneste bredside mod os, som sidder på sæderne, og hvis undskyldninger og bortforklaringer i vores tilværelse fremkaldes nådesløst – og morsomt.

For vi nailes spot on, som det hedder på nudansk af den grinagtige person i de gule strømper og tøjet, som bærer præg af et længere ophold i et uhumsk fængsel i den Shakespeare-komedie, som han er flygtet fra.

Malvolio er nemlig – uanset hvad århundrede han befinder sig i – sådan én, som man efter temperament shamer – eller har ondt af.

Men allermest er han et spejl på os og på de dårskaber, som menneskeheden deler på tværs af tid og sted … og som ingen har beskrevet bedre end selveste Shakespeare, som vi også mindes om. Både i form af kranier lavet i plastic (formoder jeg) – og senere i en version af kød og blod.

Men vi klukker af grin, når vi mindes om, at vi ikke går i kirke – ikke lige i dag i hvert fald. Men at vi da godt kan tillade os at smide lige det lille-bitte stykke papir på gaden, gå hjem og tage en stor vodka og juice – og bare glem juicen.

Vi lever i det hele taget konsekvent efter devisen ”Det, vi skal, gør vi ikke. Men det, vi ikke skal – det gør vi – og det til gavns”.

Og lige præcis dér rammer ”Jeg, Malvolio” den lige i røven – også bogstaveligt. For dét er stykkets sweet spot – dér hvor tragedie og komedie mødes.

Dér hvor man fejlagtigt tror, at fornøjelse ikke kommer med en pris, men at man bare kan accelere udi sine dårskaber. Og det er vi dygtige til. For mon vi ikke alle sammen – også i dag – tager det ekstra stykke kage og alt det andet, som vi ”burde” være blevet kloge nok til at lade være med efter Malvolio har læst os teksten?

Gu´ gør vi så – og det er også derfor, at forestillingen “Jeg, Malvolio” spiller livets skæve akkorder så smukt.

Den eneste mislyd er måske, at Shakespeares ”Helligtrekongersaften”, som Malvolio kommer fra, er en forvekslings-kærligheds-komedie og en med Malvolios øjne stor kærligheds-tragedie, mens ”Jeg, Malvolio” mere er et moralsk stykke (der sine steder kan minde om Holberg) med hip til Gud og hvermand – og tak for det.

De opsange, den demaskering har vi brug for. Der sker så også en re-maskering, men sådan må det være, når forestillingens eneste person har brug for flere gange at pointere, at han ikke er gal.

Det er han så. Det er vi alle. Galskaben, vanviddet er ligesom stanken og råddenskaben – det trænger ind alle vegne, og i sindet på os alle sammen.

Se bare på verden af i dag – som i præcis i dag eller rettere i nat, hvor det store vanvid blev sluppet løs ikke så langt fra Illyrien.

Forskellen på despoterne og os andre er så kun, at despoterne har meget mere til rådighed, som de kan hærge og ødelægge med.

Det er trist. Men: ER DET IKKE SÅDAN, DET ER?

En anden og mere opmuntrende forskel er så, at nogle få udvalgte også har geniets evne. Shakespeare havde for eksempel. Hans ord og hans figurer bliver ved med at give – også selvom andre fører pennen.

Således også i ”Jeg, Malvolio”, der er en spøjs og underfundig sag, som sine steder gnistrer og sprudler – og især når den møder os dér, hvor vi er her i 2022, hvor vi er lige så meget i vores forfængeligheds og selvretfærdigheds vold, som menneskene var det i renæssancen på Shakespeares tid.

Danmarksbloggen giver fem kranier … og gør opmærksom på, at det i stykket omtalte land Illyrien faktisk har eksisteret.

Illyrien lå på Balkanhalvøen, og strakte sig ned langs Adriaterhavskysten med tilhørende bagland – dvs. Illyrien inkluderede de nuværende lande: Slovenien, Kroatien, Serbien og Albanien. Altså indtil Illyrien blev erobret af romerne et par århundreder før Kristi fødsel – og starten gik til en omtumlet tilværelse på det også i dag urolige Balkan.

”Jeg, Malvolio” spiller til 19. marts. Det er Lene Vasegaard, der har instrueret.

Ps. Der er i forestillingen også en unik mulighed for en one-in-a-life-time-mulighed, som inkluderer både smartphones og sociale medier. Intet mere skal røbes. Dét skal opleves!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Sandhed og Konsekvens

Udgivet den af
1

Store, grå sofaer – præcis så triste og kvælende som ægteskabet kan være det – danner rammen om Teatret ved Sorte Hests Lars Norén-forestilling ”Sandhed og konsekvens”.

Det er et præcist billede af ægteskabets snærende bånd, og det understreges af, at de to ægtefolk i forestillingen hele tiden rykker rundt og skifter plads – uden at de af den grund kommer bare en millimeter længere end fuglen Benny gør i sit bur (han er opkaldt efter Benny fra ABBA).

Men det ænser de ikke, de to ægtepar, der mødes i anledning af den ene søsters 50-årsfødselsdag. Mærkedagen fejres så med den berygtede parmiddag. Hadet af de fleste, elsket af de færreste – men dyrket af de mange.

Fordi sådan en parmiddag tilskriver normen, hvis man vil anses som et velfungerende menneske. Det er jo også så hyggeligt! Eller er det? Svaret er iflg. Norén nej, medmindre man forstår at bryde op i tide – hvilket vil sige kort efter maden er indtaget, og inden alkoholen har nået at gøre sin virkning.

Det gør de to par ikke! Tværtimod fortsætter de med at tylle alkohol i mængder, så man skal være om ikke svensk som Norén, så dog skandinavisk for at kunne se hyggen i dét.

Men ingen – heller ikke den mest følelseshæmmede nordbo svøbt i promillernes beruselse – finder det rart, når skeletterne vælter ud, så gamle nederlag, glemte længsler og dybe sår afdækkes i en blanding af foragt, råben, trods og direkte fysisk kamp.

Men der er ikke noget at gøre ved det. Det fortrængte skal ud, og i takt med at promillen stiger, kommer de beske sandheder om barnløshed, alkohol, sex og et forlist forældreskab.

Vi kender det fra os selv – alle os, som kan sige skål for det, der har været. Vi ved, at tiden er blevet kort. At der er drømme, som ikke blev, men til gengæld kom der nederlag, som vi ikke havde forestillet os – og alt det andet, som blev så hjerteskærende anderledes.

Man burde af samme grund måske overveje at forsyne forestillingen og alle andre Norén-stykker med en advarsel: Hvis du stadig tror på lyserøde Hollywoods-endings, så gå videre – men er du klar på erkendelse af livets meningsløshed og de bristede illusioner, så kom ind og blev spejlet 1:1.

Man kan så diskutere, om de i læ af alkoholen udslyngne barske sandheder har en ydre konsekvens – på den lange bane? Skilsmisse fx?

Svaret er nej. Det sker forbavsende sjældent, hvis man kan sin Norén. Tværtimod falder alt relativt hurtigt til ro igen – og den dysfunktionelle hverdag med livsløgne og den nye pommes frites-gryde kan forsætte.  

Men der er alligevel en konsekvens. En indre konsekvens, der løber som en sort malstrøm gennem den tilværelse, hvor vi er så alene, så alene, og hvor både oprydningen og forsoningen – måske især den med os selv – har så svære kår.

Skyggespil, selvbedragerier, projektering og andet guf fra den mentale skraldespand sammen med misbrug – hvad enten det er af andre mennesker, alkohol eller sex – er der derimod masser af både hos Norén og i et menneskeliv.

Kaskader ligefrem af flugtmetoder og andre drugs for at undgå det spejl, som vi så ofte væmmes ved.

Sådan er livet – og skulle man have glemt det, så tag på Teatret ved Sorte Hest og se ”Sandhed og Konsekvens”. Det er stærke sager – og det spilles af fire eminente gode skuespillere, som både hver for sig og sammen bliver som en eksplosion på scenen. Ikke til at ryste af.

Niels Ellegaard formidler med hver fiber i kroppen og hver trækning i det martrede ansigt Jens´s store livssmerte som det forladte barn, der bare så gerne vil elskes betingelsesløst.

Peter Oliver Hansen skildrer med en både mental og fysisk enorm kraft Michael, manden med den store succes og den lige så store angst for og længsel mod den nærhed, som han prøver at tvinge sig til i en håbløs march på stedet.

Og så er der de to søstre: Den pæne Julie med det eksklusive mærketøj spillet med stor ærlighed og ømhed for både Julie og måske alle kvinder i afhængighed af Anette Støvelbæk, og den bramfri og konfliktsøgende Elisabeth, som portrætteres med lige dele lidenskab og skånselsløshed af Sarah Boberg, der samtidig i korte glimt tør give et kig ind til Elisabeths store sårbarhed.

De to søstre, hvis liv har været så forskellige, er nemlig uløseligt knyttet til hinanden i et bånd af kærlighed og misundelse. For de tror, at de hver især har noget, som den anden vil have. Men fik den barnløse barnet, og den fattige rigdommen, ville det ingen forskel gøre.

For det handler hverken om børn eller penge, men om den klassiske konflikt mellem søskende: Hun fik mere end mig, og jeg vil have det, som hun har. Ingen af os kan løbe fra vores arv – det står klart, når man ser forestillingen.

Og de fire spiller, så det gnistrer. Så det næsten ikke kan rummes i det lille sorte rum, som bliver mørkere og mørkere, som aftenen skrider frem. Det er formidabelt, ja en voldsom oplevelse, som kun kan anbefales.

Danmarksbloggen giver ”Sandhed og Konsekvens” fem ud af seks sjusser og tænker, om det er passende til natmad at synge den svenske drikkevise ”Helan går”. Måske ikke, men et dansk skål og et svensk gutår kan det altid blive til.

Skænker De?

Imens kan vi tænke over, eller – hvis det gør for ondt – glemme stykkets måske mest eksistentielt-spiddende citat: Det væsentlige har jeg, men kærligheden er alt. Dén gør nas.

Det er den Reumert-prisbelønnede Maria Vinterberg, der har instrueret.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Mens vi venter på Godot”

Udgivet den af
2

Fuck dig, Godot, jeg er skredet. Sådan skrev Samuel Beckett aldrig nogensinde.

Tværtimod er Beckett knugende realistisk i teaterstykket ”Mens vi venter på Godot”, som i går havde premiere på Teatret ved Sorte Hest i en stjerneopsætning med Nicolas Bro (Esdragon), Mads Wille (Vladimir), Steen Stig Lommer (Pozzo), Kristoffer Helmuth (Lucky) og Drengen (Olga Matthiessen).

Det var eksistentialisme og absurd teater, når det er bedst, og alle spillede med perfekt timing for komikken og med stor evne til at gestalte og formidle det vidunderligt akavede, som opstår, når en skuespiller står på scenen, og ikke siger en lyd, men netop i dét fortæller det hele.

Det skaber et tomrum, som hurtigt forplanter sig hos publikum, så vi kommer ud på den anden side af de lange, pinlige sekunder og ind i et dybere og endnu mere sort tomrum, som vi enten slet ikke kan være i, fordi det er for meget. Eller som vi elsker at være i, fordi vi ved, at livet er lige præcis sådan: Ofte ikke til at være i, men vi kan ikke andet. Så vi er det alligevel.

De fire herrer og den unge dame på scenen fik samtidig formidlingen af Becketts mesterværk til at se legende let ud, så man som tilskuer tænkte: Vi kan alle spille Beckett. Vi skal jo bare være os selv. Men jeg ville nu alligevel ikke anbefale at gøre forsøget.

For dels så ligger den største skuespilskunst i at spille, så det virker nemt, og dels så kræver det et enormt talent og kunnen ikke at have andet end hinanden, de samme replikker igen og igen, et fladt gulv, der skal forestille livets landevej og to små ikke-selvmordsegnede-grene at spille op af. Så skal man virkelig kunne walk the line, som det også sker i stykket. For de fem på scenen gør det – og de gør det i mere end 2½ time. Dét er eminent.

En anden ting er selvfølgelig, at vi alle ligner stykkets fire hovedkarakterer mere, end vi måske bryder os om at tænke på. De fleste af os kan så ikke gestalte andet end vores egen tilværelses evindelige gentagelser og ulidelige ikke-beslutninger. Dét gør vi så også – og i reglen meget bedre end vi kan følge den opfordring, som løber som en rød tråd i stykket, og som handler om REJS DIG OP OG GÅ.

I Teatret ved Sorte Hests intense og sanse-mættede version af dette absurde mesterstykke ligger de fire mænd også på ryggen i 2. akt, og filosoferer – blinde, stumme og på anden måde berøvede evnen til at nå hinanden – over livets genvordigheder og deres egen situation.

Men selvfølgelig kommer der ingen gennembrud for alvor. For nok rejser de fire mænd mange gange sig selv og hinanden op, også selvom de igen og igen slås til jorden. Men de går aldrig nogen steder hen.

Heller ikke selvom de flere gange i stykket refererer til Biblen som en moralsk rettesnor. Biblen, hvor det at rejse sig op og gå løber som et ekko gennem fortællingerne fra Adam og Eva, der jages ud af Edens Have, og først dér bliver til rigtige mennesker over Moses, der rendte rundt i ørkenen i 40 år, inden han fik ført jøderne til det forjættede land og endelig Jesus, der vandrede med sit budskab i tre år, inden han gik den sidste tur med korset op ad Via Dolorosa og grundlagde kristendommen et par dage senere.

Så det kan altså – ihvertfald for en troende – give mening at gå, hvis man vil prøve at finde eller skabe en mening med denne tilsyneladende meningsløse tilværelse.

Men de fleste af os er mere Beckettske end vi er bibelske. Vi kommer til verden, mens vores mor skræver over vores grav – og mørket falder hurtigere på end vi tror. Så vores livs morgner alt for hurtigt bliver til aftner, hvor vi mindes om døden – og i stormmarch på stedet igen og igen overbevises om, at Godot kommer i morgen. Hvad enten Godot er en gud, en lottokupon, den store kærlighed, den perfekte krumme på hjemmebagt brød eller andet, som vi længes imod, og forventer kan give vores liv mening.

For vejen er lang, og så gik der tid med det, som Beckett skriver.

Tiden er så givet godt ud, hvis man tager en tur på Vesterbro og forbi Teatret ved Sorte Hest, der med sin størrelse er designet til at spille netop dette stykke. Den lille, sorte scene, og det lille tilskuerrum giver automatisk denne intime og vi-kan-ikke-andet-end-at-være-i-det-her-liv-sammen-følelse, som passer til stykket – og til den Corona-tid, som vi er i – og som også betyder, at kun halvdelen af sæderne i teatret kan bruges.

Men det er fint nok. For hvad laver vi i grunden nogen af os nogensinde? Jo, vi venter på Godot.

Danmarksbloggen giver fem ud af seks støvler, som dem vi måske/måske ikke behøver, hvis vi en dag alligevel skal ud og gå.

Det er Maria Vinterberg, der har instrueret, og stykket spiller frem til 10. oktober.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk