Et klaver, der kan spilles på, nogle stole, som man sidde på eller gå rundt om og en metronom, der slår takten – måske også dén i livet.
Mere behøves ikke, når d´damer Maria Stenz og Camilla Bendix og d’herre Peter Oliver Hansen på Teatret ved Sorte Hest i en god times tid spejler deres eget liv i hinanden og i tidens evige kaskade af erindringer, tanker og følelser, der sammen med et væld af alskens melodier fra viser over popsange, salmer og mere fra primært den danske sangskat – spillet mesterligt af Olivier Antunes – slynger sig ud og ind mellem hinanden.
For hvad enten det handler om at være 7 år og skulle synge, plukke blommer eller sidde på stenen og savne sin mor – eller om de møder med modgang, sygdom og sorg, som ingen er foruden, så kan vi alle spejle os i hinanden, både dem på scenen og os på tilskuerrækkerne.
For vi er skabt af det samme stjerne- og drømmestøv, og lever i den samme ubrydelige cirle of life. I den korte vandring fra vugge til grav, hvor vi også skal nå at gå turen gennem overgangsalderens vulkanudbrud, tage den sidste dans og sluge erkendelsen af, at alle skuffer over tid – men at det er okay.
Det er, hvad det er, som Knagsted siger i Gustav Wieds ”Livsens ondskab”, og vi ved det også selv, alle os, der har levet længe nok til at have været nogle gange rundt om blokken – og det har dem på scenen og langt de fleste af os i publikum.
Vi ved, at vi hver morgen tager vores sokker på, selvom øvelsen kræver at få placeret foden strategisk. For derpå at gå ud i gaderne og glemme sit eget spejlbillede, men i stedet kigge op i himlen og med hver en celle i den værkende krop mærke, at man stadig er i live.
I kabareten ”Inden vi dør synger vi en sang” på Teatret ved Sorte Hest fortælles den livsens sandhed så med mere mod, mere poesi og mere musikalsk, end jeg nogensinde har oplevet det før.
Det er essentielt teater, der vil noget, der kan noget – også fordi det gøres så perlende, legende let og alligevel med sans for de store dybder. Det er eminent. Ja, om de så havde taget al deres tøj af TO gange og hoppet op og ned i en halv time, havde ensemblet ikke kunnet være mere nøgne, mere ægte.
Stenz, Bendix og Hansen formidler visheden om livet – og døden, også deres egen, med en accept og et håb, som skal findes et sted mellem erkendelsen af det magiske ved i morgen og beslutningen om at tage det én dag ad gangen. For i morgen er der atter en dag – og dem, som vi har mistet, findes stadig i alt, der lever og gror, i vores minder.
Der er dér en stor trøst i – uanset om man har mistet for nylig eller for noget siden. Savnet og sorgen bliver med tiden også livskammerater – og hvis alle vores livsvidner en dag er gået ud af tiden, så måske endda den tætteste ven, som vi har.
Men inden vi kommer dertil, så skal vi lytte til opfordringen fra PH-visen ”I dit korte liv”: Det haster med det kys, den kommer, før du tror, den drømmeløse søvn.
Det haster også med sangene, med at få sunget – og budskabet fa scenen er, at dine sange bliver mine sange og vores sange. At vi i dén grad skal synge og spille – også selvom vi ikke kan gøre det lige så virtuost som Olivier Antunes, der kan veksle mellem mange melodier og musikgenrer på en og samme tid – og endda køre forskellige versioner af den samme melodi, som han gør det hele forestillingen igennem – men allermest cirka midt i, hvor han får lov til i nogle minutter at fylde det hele. BRAVO.
Hele vejen hjem nynnede jeg også Maria Stenz´ klassiske ”Hvor er alle drømmene, du drømte”, som i år fylder 50 år, og som vi måske får et svar på i forestillingen. Nemlig at mine, dine og alle vores drømme er som sangene.
De lever i alt, der gror – også når adressen er Ensomhedens Gade no. 9. – og alt, vi vil, er at danse som hende, TV2 synger om. For livet er, hvad det er. Og vi møder alle den grå dame derude i krattet, som Maria Stenz gjorde det i sin drøm – og vi skal alle gå igennem det store spejl.
Men med os på vandringen – både i livet og i forestillingen – har vi den mest gribende og inderlige version af netop ”Hvor er alle drømmene”, som Maria Stenz synger i starten af ”Inden vi dør synger vi en sang”, der skal have seks store månestråler ud af seks mulige. Fordi kabareten er teater fra øverste hylde, fordi vi alle fra tid til anden finder os selv stående alene dér i natten i lyset af en månestråle.
Kabareten spiller på Teatret ved Sorte Hest indtil 16. december.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk