Fuck dig, Godot, jeg er skredet. Sådan skrev Samuel Beckett aldrig nogensinde.

Tværtimod er Beckett knugende realistisk i teaterstykket ”Mens vi venter på Godot”, som i går havde premiere på Teatret ved Sorte Hest i en stjerneopsætning med Nicolas Bro (Esdragon), Mads Wille (Vladimir), Steen Stig Lommer (Pozzo), Kristoffer Helmuth (Lucky) og Drengen (Olga Matthiessen).

Det var eksistentialisme og absurd teater, når det er bedst, og alle spillede med perfekt timing for komikken og med stor evne til at gestalte og formidle det vidunderligt akavede, som opstår, når en skuespiller står på scenen, og ikke siger en lyd, men netop i dét fortæller det hele.

Det skaber et tomrum, som hurtigt forplanter sig hos publikum, så vi kommer ud på den anden side af de lange, pinlige sekunder og ind i et dybere og endnu mere sort tomrum, som vi enten slet ikke kan være i, fordi det er for meget. Eller som vi elsker at være i, fordi vi ved, at livet er lige præcis sådan: Ofte ikke til at være i, men vi kan ikke andet. Så vi er det alligevel.

De fire herrer og den unge dame på scenen fik samtidig formidlingen af Becketts mesterværk til at se legende let ud, så man som tilskuer tænkte: Vi kan alle spille Beckett. Vi skal jo bare være os selv. Men jeg ville nu alligevel ikke anbefale at gøre forsøget.

For dels så ligger den største skuespilskunst i at spille, så det virker nemt, og dels så kræver det et enormt talent og kunnen ikke at have andet end hinanden, de samme replikker igen og igen, et fladt gulv, der skal forestille livets landevej og to små ikke-selvmordsegnede-grene at spille op af. Så skal man virkelig kunne walk the line, som det også sker i stykket. For de fem på scenen gør det – og de gør det i mere end 2½ time. Dét er eminent.

En anden ting er selvfølgelig, at vi alle ligner stykkets fire hovedkarakterer mere, end vi måske bryder os om at tænke på. De fleste af os kan så ikke gestalte andet end vores egen tilværelses evindelige gentagelser og ulidelige ikke-beslutninger. Dét gør vi så også – og i reglen meget bedre end vi kan følge den opfordring, som løber som en rød tråd i stykket, og som handler om REJS DIG OP OG GÅ.

I Teatret ved Sorte Hests intense og sanse-mættede version af dette absurde mesterstykke ligger de fire mænd også på ryggen i 2. akt, og filosoferer – blinde, stumme og på anden måde berøvede evnen til at nå hinanden – over livets genvordigheder og deres egen situation.

Men selvfølgelig kommer der ingen gennembrud for alvor. For nok rejser de fire mænd mange gange sig selv og hinanden op, også selvom de igen og igen slås til jorden. Men de går aldrig nogen steder hen.

Heller ikke selvom de flere gange i stykket refererer til Biblen som en moralsk rettesnor. Biblen, hvor det at rejse sig op og gå løber som et ekko gennem fortællingerne fra Adam og Eva, der jages ud af Edens Have, og først dér bliver til rigtige mennesker over Moses, der rendte rundt i ørkenen i 40 år, inden han fik ført jøderne til det forjættede land og endelig Jesus, der vandrede med sit budskab i tre år, inden han gik den sidste tur med korset op ad Via Dolorosa og grundlagde kristendommen et par dage senere.

Så det kan altså – ihvertfald for en troende – give mening at gå, hvis man vil prøve at finde eller skabe en mening med denne tilsyneladende meningsløse tilværelse.

Men de fleste af os er mere Beckettske end vi er bibelske. Vi kommer til verden, mens vores mor skræver over vores grav – og mørket falder hurtigere på end vi tror. Så vores livs morgner alt for hurtigt bliver til aftner, hvor vi mindes om døden – og i stormmarch på stedet igen og igen overbevises om, at Godot kommer i morgen. Hvad enten Godot er en gud, en lottokupon, den store kærlighed, den perfekte krumme på hjemmebagt brød eller andet, som vi længes imod, og forventer kan give vores liv mening.

For vejen er lang, og så gik der tid med det, som Beckett skriver.

Tiden er så givet godt ud, hvis man tager en tur på Vesterbro og forbi Teatret ved Sorte Hest, der med sin størrelse er designet til at spille netop dette stykke. Den lille, sorte scene, og det lille tilskuerrum giver automatisk denne intime og vi-kan-ikke-andet-end-at-være-i-det-her-liv-sammen-følelse, som passer til stykket – og til den Corona-tid, som vi er i – og som også betyder, at kun halvdelen af sæderne i teatret kan bruges.

Men det er fint nok. For hvad laver vi i grunden nogen af os nogensinde? Jo, vi venter på Godot.

Danmarksbloggen giver fem ud af seks støvler, som dem vi måske/måske ikke behøver, hvis vi en dag alligevel skal ud og gå.

Det er Maria Vinterberg, der har instrueret, og stykket spiller frem til 10. oktober.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk