”Madame Ida” får premiere i udvalgte biografer på mandag d. 2. december, og det er en vældig anbefalelsesværdig film til alle, som holder af kvalitet. Filmen er ganske langsomt fortalt i smukke billeder, stille musik – og med stor sans for både ord, stemninger og metaforer.

Vi er i 1950´erne, hvor vi følger børnehjemspigen Cecilia, der efter en voldtægt bliver gravid – og af det menneskefjendske forstanderpar (hvor manden endda er faderen til barnet) føres til villaen Aurora langt ude på landet. Her er det meningen, at Cecilia skal føde – og efterlade – sit barn i en villa, hvor to kvinder tro mod navnet Aurora (som er et andet navn for Tornerose) lever i en drømmetilstand væk fra verden.

Husets ejerinde overklassekvinden Ida, der spilles af Christine Albeck Børge med stor flair for karakterens længsel efter kærligheden, og især moderkærligheden, lever sammen med hendes trofaste tjenestepige Alma et liv, hvor der spises godt, ryges ivrigt, drikkes vin i stride strømme og læses masser af eventyr.

Her er altså dannelse, latter og farver. Eller hvad? Er der ikke også en skygge et sted i al det glade leben, som også får børnehjemspigen Cecilia ud af sin skal? Jo, det er der – og den skygge er både dybere og mere dunkel, end man først aner.

Men som et løg, der deles lag for lag, folder filmen og historien sig ud – og vi kommer bagom husets to beboere, som i sig har mange skjulte sider i modsætning til Cecilia, som er det, hun giver sig ud for at være: En ung pige, der savner at høre til – og at være elsket.

En central scene i filmen – som ofte i fortællinger – er, da de tre kvinder opfører et skuespil, som husets ejerinde Ida selv er i gang med at digte, og som minder om en blanding af Shakespeare og en græsk tragedie. Dét er næppe tilfældigt – på mere end én måde. Græske Medea møder skotske Fru Macbeth med danske Holberg og en aldrende og mere dyster Pernille i ascendanten.

En anden central scene – som også er en klassiker i fortællinger – er middagsselskabet, hvor normaliteten her afspejles i form af de andre omkring bordet, som lever op til alle konventioner om, hvordan man opfører sig, hvad man taler om osv – i hvert fald i begyndelsen.

For lige som de tre kvinder i villaen har også dem ved bordet deres livskriser med sig – og vi når at kradse lidt i overfladen. Ja, den ene får endda sin huds overflade brudt ret eftertrykkeligt, hvilket bliver startskuddet til endgamet, som bringer en både voldsom og logisk slutning med sig.

Hvordan filmen så ender, skal ikke røbes her. Men når den gule og helt tavse kanariefugl Tiberius synger, så går verden efter sigende under. Spørgsmålet er så bare, om der også opstår en ny jord og en ny himmel?

Det er Flora Ofelia Hofmann Lindahl, som spiller Cecilia – og det gør hun eminent. Store dele af hendes tid på lærredet er uden ord, men kun med mimikken og øjnene til at fortælle historien. Det gør hun så. Det samme gør Karen-Lise Mynster, som spiller Alma, og som er den, hvis historie vi får mindst viden om. Men man er slet ikke i tvivl om, at hun kan brage lige igennem os, som hun også siger det i filmen.

Hun og de andre to hovedroller brager i hvert fald rakt igennem lærredet. Det er også tre dygtige skuespillerinder til tre stærke roller – og med kapaciteter som Sarah Boberg og Stig Rossen i to af mange fine biroller i en film, som trods kant og skarphed ender så underligt uforløst – som livet selv ofte netop er det.

Madame Ida” er en film, som ligger sig i feltet mellem kammerspil, psykologisk thriller og socialrealisme på en måde, så den bliver helt sin egen. Det er også en film med TRE hovedroller – alle besat af kvinder.” BRAVO.

”Madame Ida” skal derfor have fem ud af seks af de krabber, som vi ser her og der og allevegne i filmen. Krabber, som symboliserer os mennesker og vores længsel efter at komme ud af skallen og blive elsket i al vores sårbarhed. Selvom lige dét måske er det eneste, som vi ikke kan – hvis vi også skal overleve.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk