“Do they know” … det handler om evnen til at tolke en sangtekst!

Flere nutidige popstjerner kritiserer den gamle pop- og støttesang “Do they know it´s Christmas”, og siger, at den tegner et forkert billede af Afrika? Men forholder det sådan? Er den nedsættende overfor folk, som bor i Afrika?

Gu´ er den ej.

Det er en STØTTESANG med det formål at gøre noget ved den nød og elendighed, som fandtes i Afrika for 40 år siden, da sangen blev skrevet – og som desværre stadig findes. Cirka 800 millioner på verdensplan – heriblandt mange i Afrika – sulter i 2024.

Ingen – hverken nu eller dengang – tvivler på, at der OGSÅ findes steder og lande i Afrika, hvor sult og nød ikke er en fast del af hverdagen.

Man skal nemlig være meget begrænset i sit hoved, hvis man tror, at en popsang dækker sandheden, kun sandheden og hele sandheden om et helt kontinent. Men begrænsede er måske netop, hvad de kritiske røster er.

For de kan heller ikke finde ud af at tolke en sangtekst. For når man i sangen synger Do they know it Christmas-time at all, så taler man IKKE om afrikanere som værende dumme.

TVÆRTIMOD er udsagnet en understregning af, at når et menneske er i en katastrofesituation (og det er det at prøve at overleve en hungersnød), så er julen det sidste, som man bekymrer sig om. Så handler alt om at overleve.

Så når kritikken mod sangen rejser sig i disse tider, er det et udtryk for, at nogle af nutidens sangere – som fx Ed Sheeran – faktisk ikke er i stand til at læse og tolke en sangtekst. Dét er godtnok trist – og man får lyst til at citere en anden linie fra sangen:

There´s a world outside your window. Det er der også udenfor den begrænsede – og begrænsende – opfattelse af virkeligheden, som folk som Sheeran ligger for dagen.

Ps. “Do they know it´s Christmas” kan i år fejre 40 år ligesom Whams ”Last Christmas”, som handler om noget langt mindre politisk farligt – nemlig kærestesorg ved juletid.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *