Steen Langstrup: DØDSFABRIKKEN

I Danmarksbloggens sommerserie om ferieminder, som handler om at besøge steder, der skal ses som en advarsel til vor tid, runder vi af med gyserforfatter Steen Langstrups fortælling om, hvordan han som ung oplevede Auschwitz:

Det er mange år siden nu. Det var tilbage i starten af 90’erne. Muren var lige faldet. Østblokken sunket i grus, og Tredje Verdenskrig var aflyst. Gamle fjender var nu venner. Fremtiden så lysere ud, end den havde gjort i mange år. Sovjet var gået i opløsning, og fredelige revolutioner var fulgt i kølvandet i langt de fleste østeuropæiske lande. Kun i Jugoslavien var der udbrudt borgerkrig, ellers var Europa fredeligt som aldrig før.

Jeg var ung og nysgerrig. Havde lige fået antaget manuskriptet til min første roman på et anerkendt forlag, hvilket var så overvældende, at jeg faktisk ikke troede på det. Min daværende kæreste og jeg havde pakket rygsækkene, og med Interrail-billetter i lommen var vi taget ud for at udforske et Østeuropa, der stadig var mærket af den kolde krigs fattigdom og de totalitære kommunistiske regimer.

Vi havde set ubeskrivelig fattigdom i Rumænien. Et Bucarest stivet midt i Ceausescus byggevanvid. Et land, hvor det gamle styre stadig havde magten, bare i nye klæder. Eliten havde stadig særlige vognbaner til deres sorte luksusbiler. Der var stadig skudhuller i murene, hvor oprøret og gadekampene, der førte til ‘revolutionen’, havde fundet sted få år før. Politik var stadig noget, man hviskede om i kælderen, hvor naboen ikke kunne høre en. Hestevogne var almindelige i gadebilledet, der ellers domineredes af gamle rustne Daciaer. Vi havde været dybt inde i Karpaterne på jagt efter den historiske Dracula. Kærligheden til gysergenren var ikke til at løbe fra, selvom jeg endnu ikke kunne få mig selv til at kalde mig for forfatter. Rejsen var gået videre til Ungarn og det mere vestlige Budapest, hvor der både var lysreklamer og McDonald’s. Næsten som at vende hjem.

Jeg kan ikke huske, om vi havde været i Tjekkiet og Prag, der myldrede med amerikanere, eller om vi først tog dertil efter Polen. Men jeg husker tydeligt, da vi stod af toget i Oswiecim i det sydlige Polen og grinede ad, at det var forbudt at ryge uden for på perronen. Det havde ingen af os set nogen steder før. Selve tanken forekom os latterlig. Det ville aldrig nogensinde kunne ske i Danmark, tænkte vi, hvilket kan virke lidt pudsigt i dag.

Det fede ved Interrail var, at togbilletten gjaldt i hele Europa. Den gav frihed til at rejse, hvorhen man fik lyst til — og ændre planer undervejs. Polen havde ikke været på vores liste, da vi tog hjemmefra, men nu stod vi i en grå og ucharmerende afkrog af landet, der lignede en kliché på det gamle DDR. Vi stod så at sige i ruinerne af et totalitært helvedesregime, men vi var her for at se ruinerne af et andet. Det Tredje Riges mest berømte dødsfabrik: Koncentrationslejren Auschwitz.

Det var sent på eftermiddagen. Vi var trætte efter rejsen, rygsækkene var tunge. Vi skulle bare finde et sted at sove, så ville vi se, om vi kunne finde lejren dagen efter. Vi fandt et hotel nær baneområdet. Det var et underligt hotel. 70’er-beton og uden nogen egentlige naboer. Det lå bare der ved skinnerne, midt på en lille parkeringsplads. Der var ingen ledige værelser, fik vi af vide. De ventede et stort rykind pga en eller anden konference, men så fandt de alligevel et ledigt værelse, som vi kunne få for en nat og kun en nat. Der var ingen biler på parkeringspladsen — og vi så ingen andre gæster på stedet. Det var en smule skummelt.

Dagen efter gik vi ud på opdagelse. Vi vidste, at nazisterne havde udvalgt Oswiecim til at rumme deres største koncentrationslejr på grund det veludbyggede jernbanenet i området, så det virkede logisk, at lejren måtte ligge i nærheden af jernbaneområdet. Så vi gik på opdagelse i kvarteret, der hurtigt viste sig at bestå af gamle fabriksbygninger, og vi skulle ikke rundt om mange hjørner, før vi pludselig stod foran den berygtede Arbeit Macht Frei-port.

Dette var Auschwitz I. Den oprindelige lejr. Pigtråd, vagttårne og gamle to-etages kasernebygninger i mursten. Det var her lejren blev grundlagt i 1940. Ikke som led i jødeudryddelsen, men som fængsel for polske politiske fanger. Siden kom russiske krigsfanger til — og jøder, sigøjnere, homoseksuelle, asociale, kommunister, og hvem søren nazisterne ellers så sig sure på. Det er en stor fejltagelse at tro, at det mest var jøder, der havde noget at frygte fra nazisterne. Ingen kunne vide sig sikker. Totalitære ideologier er farlige for alle, ikke kun deres syndebukke nu og her.

Auschwitz bestod, da lejren var på sit højeste, af tre hovedlejre og omkring 40 underlejre. Det var den største blandt Nazitysklands mange koncentrationslejre, den mest effektive blandt udryddelseslejrene, og en af nøglelejrene, når det kom til medicinske forsøg udført på mennesker. En af Hitlers første love forbød brug af forsøgsdyr, paradoksalt måske, da man næsten i samme åndedrag opførte de første koncentrationslejre og snart erstattede forsøgsdyrene med mennesker.

Auschwitz I er ganske velbevaret. Det var en smuk og meget varm sommerdag, vi var der. Fuglene kvidrede i buskene, solen skinnede fra en skyfri himmel. Alligevel var stemningen i lejren tung. Auschwitz I har rum fulde af sko, rum fulde af kufferter, rum fulde af afklippet kvindehår. Koncentrationslejrene var pengemaskiner først og fremmest. Fangerne skulle arbejdes ihjel på private fabrikker, der betalte nazisterne for billig, rettighedsløs arbejdskraft. Men inden fangerne blev sat i arbejde, blev de frastjålet alt af værdi. Selv kvindernes lange hår blev konfiskeret og brugt til fyld i madrasser. Det var tungt at se de mange sko, kufferter og hår, det var overvældende, men det var i virkeligheden kun en beskeden rest, man så. For disse rum blev indrettet, da man indrettede stedet til museum. Dengang lejren fungerede, blev disse effekter samlet i store lagerhaller ude i Auschwitz II – Birkenau. Disse haller findes ikke længere, og det er næppe gavnligt for ens sjælefred at forestille sig, hvor store mængder hår, tøj, guldtænder osv. der blev samlet derude.

Auschwitz I rummer også torturkamre, henrettelseplads og det kælderrum, hvor nazisterne eksperimenterede med at gasse fanger med Zyklon B. Et billigt rengøringsmiddel, der afgav giftige gasser. Det var ikke i Auschwitz, at de startede med at gasse fanger, men tidligere havde man brugt udstødningsgas fra lastbiler. En teknik de udviklede i forbindelse med medlidenhedsdrabene på rigets psykiatriske patienter. Problemet var, at den metode var for langsom, besværlig og kostbar, nu turen var kommet til jøderne og sigøjnerne. De første fanger, man gassede med Zyklon B, var russiske krigsfanger. Auschwitz’ første gaskammer med krematorium kan ses i lejren. Det er ikke et rart sted at besøge.

Auschwitz I var — trods sit ene gaskammer — først og fremmest en slavearbejdslejr som så mange andre. At bruge ordet slave om fangerne er måske ikke voldsomt præcist, for slaver er mennesker, der ejes af andre, og de besidder derfor oftest en vis værdi for ejeren, men fangerne i Nazitysklands koncentrationslejre havde ingen værdi. De blev arbejdet ihjel, og når de døde udvalgte man blot nogle nye fra køen til gaskammeret. Der var ingen mangel på ny arbejdskraft.

Det tog et par timer at se hele Auschwitz I — så det var stadig formiddag, da vi forlod den gamle kasserne, og missende mod solen trådte ud af porten igen. Vi havde stirret ned i helvede, vi havde været på det sted i Europa, hvor nogle af de værste grusomheder i menneskehedens historie havde fundet sted, og oplevelsen ætsede stadig inden i os. Men vi var også meget unge, måske for unge til helt at fatte virkeligheden af den ondskab, der var sket lige her. Vi var blevet sultne — og en lille smule … skuffede … jeg ved ikke. Dette var ikke det Auschwitz, historiebøgerne beskrev. Lejren forekom ikke engang voldsomt stor. Auschwitz I var måske nok en dødsfabrik, og det er svært at skrive disse ord efter at have beskrevet de grusomheder, der fandt sted her, men det var ikke her det organiserede, industrielle massemord fandt sted for alvor. Det var i Auschwitz II – Birkenau.

Vi fik noget at spise og drikke. Det sidste var tiltrængt. Det var nu bagende hedt. Et godt stykke over tredive grader. På vej tilbage til hotellet fik vi øje på et skilt, der viste vej til Auschwitz II – Birkenau små to kilometer væk, og vi blev enige om at forsøge at gå derud og se, om den var åben for besøgende.

Vi kom ud af byen og gik langs en smal landevej. Det kunne have været hvor som helst. Det lignede Danmark. Marker, gårde, åer. Og så slog vejen et sving, og vi var fremme. Ved jernbanesporet, der førte ind gennem Birkenaus portbygning og videre ind i lejren. Vi betalte entré og trådte ind. Bag porten delte jernbanesporet sig i tre forgreninger, så der samtidig havde kunnet holde tre togstammer i lejren ad gangen. Vi stod præcis, hvor SS-vagterne engang havde tømt kreaturvognene for fanger, der var blevet delt i to grupper, dem, der var udvalgt til at arbejde sig ihjel, og dem, der blev gasset ihjel med det samme.

Men der ingen togvogne længere, og af gaskamrene og krematorierne var der kun murbrokker tilbage. Det, der virkelig ramte mig, var lejrens størrelse. Den var enorm. Det omkransende dobbelte el- og pigtrådshegn. Vagttårn på vagttårn på vagttårn. Kvindelejrens stenbarakker til venstre for os, og den uendelige række af træbarakker, hvoraf kun skorstenene var tilbage for manges vedkommende, fortsatte mod højre halvanden, måske endda to kilometer derudaf, og resterne af gaskammer/krematorium I og II foran os, lagerhallerne og længere væk gaskammer/krematorium IV og V. Og helt ude for enden af det hele havde man endda været i færd med at udvide lejren ganske betragteligt. Den skal have rummet op til 100.000 fanger. Det er næsten lige så mange, som der bor i Aalborg.

Vi tilbragte resten af dagen med at vandre rundt i lejren. Jeg tror ikke, vi sagde meget. Der var ikke meget at sige. Over 1,1 million mennesker var blevet myrdet her. Mange arbejdet ihjel, men de fleste gasset og brændt. Det svarer til hele Københavns befolkning — på kun to år. Det er meget svært at begribe en dødsfabrik af den størrelse.

Og så var den kun én ud af mange. Der var otte andre udryddelseslejre, de fleste af disse fungerede i modsætning til Auschwitz alene til dette formål, hvorfor der ikke er mange øjenvidneberetninger fra disse. Der var nogle og tyve andre koncentrationslejre, hvor fangerne blev arbejdet ihjel. Grusomhederne var på ingen måde noget, der kun foregik her.

Det er sært, hvad man husker, så mange år senere. Jeg husker en sætning skrevet på væggen med tyskernes gotiske bogstaver i lokumsbarakken i kvindelejren. Renlighed er sundhed. Og under disse ord lokumsbænke, hvor man har skidt side om side i en lejr, der må være det tætteste på helvede, mennesket endnu har skabt.

Jeg husker grafittien i byen omkring den gamle lejr. De mange ubehjælpsomme hagekors. Jeg har stadig meget vanskeligt ved at rumme, at nogle mennesker har opsøgt dette sted og følt et behov for at hylde den ideologi, der gjorde dette massemord muligt.

Jeg husker de mange gamle fabriksbygninger i nabolaget. Måske mest af alt. For det foruroliger mig stadig at tænke på, så beredvilligt de store virksomheder altid træder til, når der er udsigt til billig arbejdskraft. Det har ikke noget med nazismen at gøre, ikke noget med tiden eller uvidenhed at gøre, ikke engang med de pågældende virksomheder. Det er grådighedens triumf, at ordene ‘billig arbejdskraft’ sætter moral og skrubler skakmat i den hellige konkurrences navn, og det sker den dag i dag.

Jeg har aldrig helt rystet Auschwitz af mig igen. Det var en sær oplevelse, måske især fordi jeg var der på sådan en smuk sommerdag. Livet fortsætter. Vi glemmer. Vi gentager historien. Indtil videre har vi ikke gentaget Auschwitz, ikke i samme størrelsesforhold i hvert fald, men det var mennesker, som dig og mig, der var ofre, der udførte grusomhederne, der tjente penge på dem, der så den anden vej. Det sidste er vi stadig alt for gode til.

Skrevet af: Gyserforfatter Steen Langstrup, som også driver en rejseblog sammen med sin hustru Anne Marie: https://modnyegraenser.wordpress.com

Anna M. T. Frederiksen: RÆDSELSFÆNGSLET

I Danmarksbloggens sommerserie om ferieminder, som handler om at besøge steder, der skal ses som en advarsel til vor tid, fortsætter vi med gymnasieelev Anna M. T. Frederiksens fortælling om, hvordan hun på en skoletur i 2016 oplevede rædselsfængslet Hohenschönhausen:

Det er efterår, og der er lang vej at gå fra sporvognen…

Vi er på vej til Hohenschönhausen, det gamle DDR-fængsel lidt udenfor Berlin, som russerne oprindeligt begyndte at anvende i 1945, da 2. verdenskrig sluttede. Men russerne forsvandt med tiden, og deres venner i det kommunistiske DDR overtog i 1951 fængslet, som snart blev berygtet for den ekstreme psykiske terror, som foregik dér orkestreret af det østtyske sikkerhedspoliti, det berygtede og frygtede Stasi.

Ja, allerede inden fangerne ankom til fængslet startede det psykiske pres. For når en person blev anholdt inde i Berlin, så kunne vedkommende blive kørt rundt i en varevogn gennem gaderne i timevis, inden bilen kørte op til fængslet, og mareridtet for alvor begyndte.

For var der en ting, som man kunne være sikker på som fange i Hohenschönhausen, var det, at der blev gjort alt for at nedbryde én, så man til sidst knækkede og fortalte alt.

Man måtte ikke tale med andre fanger, ja ofte så man end ikke andre fanger, man fik frataget alt personligt, man skulle ligge på ryggen og sove – og det blev tjekket flere gange i timen, om man lå reglementeret, man måtte heller ikke sidde eller ligge om dagen, men skulle stå ret op og vente på at komme til forhør.

Forhøret var så noget af det, som virkelig viste deres umenneskelighed, for det foregik i noget, der mindede om en dagligstue med bløde stole og brunmønstret tapet på væggene, og her var der tit en ”hyggelig” atmosfære med ”rare” mennesker, som stod i skærende kontrast til de umenneskelige vilkår, iskolde betonceller og hårde fangevogtere, som fangerne mødte til hverdag.

Meningen var selvfølgelig, at fangerne dermed ikke skulle kunne lade være med at bryde sammen og fortælle alt.

Og selvom vi ved, at vi kun er der på besøg og skal tilbage til vores hotel, hvor morgenmaden godt nok ikke er noget at råbe hurra for, så er det alligevel super-ubehageligt at gå igennem fængslet. Og måske allermest at se den lille gummi-celle, isolationscellen, som fangerne sad i, og som ikke var større end et par meter på hver led og kulsort.

Den slags kan gøre hvem som helst sindssyg, tænker jeg og gyser, mens jeg tjekker min mobil, som uvist af hvilken årsag er ved at gå i stykker. Det er selvfølgelig ærgerligt, især fordi vi skal være her to dage endnu, men sammenlignet med de mange tusinde mennesker, som sad her i månedsvis – måske bare fordi de havde søgt om udrejsetilladelse til Vesten eller sagt, at kommunisterne var dumme – så er det et meget lille problem.

Det samme er mine ømme fødder, selvom turen hjem fra Hohenschönhausen føles dobbelt så lang som turen ud. Heldigvis er der en moderne McDonalds i nærheden, som vi går ind på – for Vesten og alt hvad den står for er for længst kommet til denne del af det gamle DDR.

Skrevet af: Anna M. T. Frederiksen, gymnasieelev

Dorte J. Thorsen: SPIONERNES BRO

Jeg er den sidste turist i Europa, sang Lulu Ziegler for 70 år siden med adresse til dén ødelæggelse af Europa, som 2. verdenskrig betød – og til dét håb om en fælles fremtid i fred og velstand, som rejste sig af ruinerne.

I dag – mere end 70 år efter at 2. verdenskrig er slut, og snart 30 år efter, at Muren faldt i Berlin – ved vi, at virkeligheden er mere kompliceret.

Totalitære systemer, magthavere som vil magten for enhver pris, og pengemænd, som er klar til at bryde alle regler og konventioner for at maksimere profitten, findes stadigvæk – og i ligeså høj grad i dag som under 2. verdenskrig og under Den Kolde Krig.

Situationen i dag minder også mere om 30´erne end de tidligere årtier gjorde det. Stigende ulighed, politikerlede og en hel befolkningsgruppe, som er udråbt som syndebuk, er blot nogle af tegnene.

Danmarksbloggen vil derfor her op mod sommerferien bringe ferieminder fra steder og begivenheder, som så alt for let kan ske igen – ja, som er tættere på at gentage sig end vi har lyst til at tænke på.

Og jeg starter selv:

Det var i sommeren 2014, hvor jeg og min familie besøgte Berlin.

Det var mit andet besøg i den tyske hovedstad, men første gang at jeg boede ude ved Bornholmer Strasse og Bösebrücke, som var et af de steder, hvor der var grænseovergang mellem Øst- og Vestberlin under Den Kolde Krig, og som også er kendt fra mange spionfilm.

For der var mange spioner, som gik hen over broen – og de gik ikke altid tilbage igen.

Men der var også almindelige mennesker, som døde her i forsøget på at komme fra Østberlin til Vestberlin, fire blev skudt og fem døde på de togskinner, der løber under Bösebrücke. I alt ved alle vagtposter på Muren blev der skudt 138 mennesker af østtyske vagter i de år, hvor Berlinmuren eksisterede (1961-89). Dertil kommer dem, som blev dræbt af landminer, eller som druknede, når de svømmede over floden.

Læg dertil alle de mange tusinder, som levede adskilt fra deres børn, forældre, ægtefæller og søskende – og som måske aldrig nåede at gense hinanden. Det har været grufuldt.

Bornholmer Strasse og Bösebrücke skulle så også blive det første sted, hvor grænsevagten lod tusindvis af østberlinere passere dengang i 1989, hvor verden i løbet af én eneste bevæget novemberaften blev en helt anden.

Men det mærkede man nu ikke noget til små 25 år senere. Tværtimod kunne man fra vores ferielejlighed på femte sal se, hvordan biler, sporvogne, cyklister og gående i en lind strøm bevægede sig over broen døgnet rundt – og nu i begge retninger. Ja, hvis ikke man vidste bedre, kunne man tro, at der aldrig havde været en adskillelse af Berlin netop dér.

Det var egentlig meget rart – og et smukt tegn på, at livet på forunderlig vis altid går videre, og at tiden heler selv de dybeste sår, som jeg tænkte dét den aften, hvor vi ankom, og jeg stod og kunne se horisonten rundt fra vores store vinduer.

Og så alligevel. For da vi gik over Bösebrücke næste morgen, så vi skiltene og plancherne, som fortalte historien om dengang, hvor man fra vores lejlighed, som lå i det tidligere Øst-Berlin havde kunnet se over til Vest-Berlin og de mennesker – måske den nærmeste familie – som boede dér. Se derover, ja – men ikke komme derover. Ikke uden at risikere at miste livet, hvad nogen også gjorde.

Det vidste vi selvfølgelig godt i forvejen. Men at vi nu kunne se den korte – og alligevel så uovervindelige afstand, som der havde været dengang, og at vi senere selv kunne gå dér – bare sådan uden videre. Dét gjorde et stort indtryk.

Måske allermest den aften, da vi gik hjem over Bösebrücke, for da var det meget nemt at forestille sig de årtier, hvor pigtråd, soldater og en stor mur skilte Berlin – og berlinerne. For nok er såret ikke åbent og blødende mere, men der er stadig et ar, i hvert fald psykisk, og det mærker man sådan en sen sommeraften, hvor luften og atmosfæren er fuld af følelser og historier. Som har begivenhederne dengang sat et aftryk, der stadig kan mærkes.

Jeg drømmer derfor også om at være i Berlin d. 9. november – og ude ved Bornholmer Strasse og Bösebrücke sammen med alle de andre, som samles der hvert år for at mindes dén aften i 1989, hvor ikke kun en mur faldt, men hvor en kold krig sluttede, og verden blev en helt anden.

For nok forandrede verden sig igen fundamentalt d. 11. september 2001, men begivenhederne i 1989 er stadig med til at præge os og vores verden – og vores liv. Og måske mere nu end i mange år.

Lulu Ziegler spørger også i den gamle vise, om Europa kan leve efter krig? Svaret er ikke så enkelt, for det kan vi vel godt. Men indtil vi bliver bedre til at huske, så er vi dømt til at gentage fortidens fejltagelser, deriblandt også de totalitære regimer, volden og grusomhederne.

Så rejs ud i den kommende sommerferie – og se andet end sol, strand og smukke bygninger. Oplev de steder, hvor menneskeligheden led et forlis. For så har vi måske en chance fremover.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Varsler og myter om vejret”

Danskerne elsker at tale om vejret. Ja, man kan hævde, at vejr-snak er en særlig dansk disciplin, som ville give os en sikker guldmedalje, hvis den var på det olympiske program.

Så hvad er mere naturligt end en bog om vejret? Det tænkte man også hos Gyldendal, som nu har revideret, opdateret og udvidet den populære ”50 vejrvarsler der (måske) virker” – og heldigvis for det. For ”Varsler og myter om vejret” er en af de bøger, som man bare har lyst til at læse med det samme.

Formatet er lille og handy, og når man bladrer i bogen, ser man, at dels så er teksten delt op i overskuelige og letlæste dele – og dels så vrimler det med flotte fotos af vejret i Danmark året rundt.

Fra nærbilleder af fugle og regndråber over dramatiske billeder af tordenvejr og nordlys (som vi ikke har så tit i Danmark) til smukke fotos af regnbuer, solopgange, himle, marker og træer klædt i hvid vintersne, grønne forårs- og sommerdragter samt efterårets gule nuancer.

Når det samtidig er meteorolog Jesper Theilgaard, der har skrevet bogen, så forventer man kvalitet – og ja, hver en side lever op til forventningerne. Bogens niveau er skyhøjt …

Man bliver nemlig ikke kun klogere af at læse ”Varsler og myter om vejret”, man er også godt underholdt undervejs, for Jesper Theilgaard skriver flydende og med stor sans for at formidle sit stof, så alle kan forstå det.

Bogen er delt op i fem kapitler: Vejrudsigter og vejrhistorie, varsler, myter, talemåder og så et leksikon, der bør læses af alle, der vil blive bedre til at forstå vejrudsigten, som vi alle sammen ser på TV eller læser på DMI´s hjemmeside.

For hvad er en varmfront – og en koldfront? Ja, på side 135 kan man læse svaret på det første – og på side 130 får man viden om det andet. Og sådan fortsætter det med begreber som jetstrømme og det danske vejrkors m.fl.

Men det flyder også med information inden leksikonet, både den konkrete og den, som man engang troede på.

For vejret er noget, som vi til alle tider har været optaget af – også fordi vi altid har været afhængige af solen, regnen og blæsten – mere selvfølgelig efter vi blev fastboende bønder end vi var det i jægerstenalderen. Men også for søfolkene har vejret altid været vigtigt – og er det stadig i vor tid, hvor de fleste af os andre er beskæftiget med erhverv, hvor temperatur og vind kun spiller en rolle for, hvad tøj vi skal tage på – og hvor behageligt vi føler det – og om vi kan sidde ude og grille.

Men i ”Varsler og myter om vejret” får vi en god indføring i det hele, der udover historien om almanakken og Peder Syv fortæller, at selveste B. S. Ingemann, der ellers er mest kendt for sine salmer samt morgen- og aftensange, engang skrev syv digte om skyer. De danske guldalder-malere Eckersberg, Købke, Skovgaard og mange flere udførte også egentlige skystudier for at kunne male de naturbilleder, som en hel verden stadig beundrer.

Måske fordi vejret er noget af det allermest universelle, der findes – og vi gerne vil vide, hvordan det bliver i morgen.

Så vejr handler om varsler, og netop det drejer bogens største kapitel sig også om, hvor det slås fast, at mange varsler tager udgangspunkt i de erfaringer, som vores forfædre fik igennem flere generationer. Der er derfor også en god del sandhed i en del af varslerne.

Man siger for eksempel, at når Loke driver sine geder, så bliver vejret smukt – også næste dag. Den meteorologiske sandhed i det er, at et højtryk har det med at ligge over det samme område i flere dage, og når det flimrende hav af varm luft (som altså kaldes Lokes geder) kan ses over jordoverfladen, er det fordi, at det er et varmt, tørt og stille vejr, som netop kan forekomme i centrum af et højtryk. Og da et højtryk er flere dage om at passere, så vil det i reglen også blive godt vejr i morgen og måske flere dage endnu, når man i et givet område kun befinder sig inde i centrum af højtrykket.

Men nu har vi jo mest lavtryk i Danmark, og et kendt varsel er, ”at når solen går ned i en sæk, står den op i en bæk”. Det udsagn holder i reglen også vand. For på grund af Jordens krumning vil det første, der ses i horisonten, være en bræmme af højtliggende isskyer. Og dukker de op en time før solnedgang, skal solen ned bag bræmmen, der så kommer til at ligne en sæk. Om natten bevæger skyerne sig så indover landet, og det tilhørende regnvejr kan meget vel ligge dér næste morgen, og altså illustrere bækken.

Men ikke alle varsler holder, og slet ikke myterne, som trods manglende fakta kan være ganske sejlivede. En af dem er den om, at ”det altid er godt vejr, når det er fuldmåne”. Svaret er et stort nej, men vi har det med at huske de gange, hvor månen har stået rund og flot på en blå sommernattehimmel eller en sort vinternattehimmel, men sådan er det jo langtfra hver gang. Mange fuldmåner er druknet i regn, sne eller har gemt sig bag tykke skyer.

Og bare fordi det rimer, kan det også godt være forkert som ”Springer ask før eg, bliver sommeren bleg, men springer eg før ask, går sommeren i vask”. Faktum er, at ask gerne gror i fugtig jord, mens eg helst vil have jorden lidt mere tør. Begge træer findes dog i skovene, og springer ud lidt forskelligt – afhængigt af lokale forhold.

Og så er der også talemåderne, altså ikke et varsel, men at man bruger vejret og naturen til at sige noget andet som for eksempel det at ”der blæser nye vinde”. I naturen hænger ”nye vinde” som regel sammen med et vejrskifte, mens det i vores liv betyder, at vi får nye muligheder, eller bliver i stand til at opfatte tingene på en anden måde. Nye vinde er nemlig noget positivt i modsætning til det at løbe med en halv vind, som hidrører den eller dem, der bevidst eller ubevidst ikke fortæller hele sandheden, men måske kun bringer rygter til torvs.

Danmarksbloggen giver ”Varsler og myter om vejret” seks ud af seks termometre – og vil gerne opfordre alle til at tage bogen med i feriekufferten. For uanset om man skal være i Danmark eller i udlandet, i sommerhuset eller ved en strand i Sydeuropa, så vil man nyde at læse – og tale – om det danske vejr.

Bogen udkom i torsdags d. 14. juni.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Verdensmestre i fodbold – eller i samfund

Så er det i dag, at fodbold-VM i Rusland starter – altså for mændene, hvis nogen skulle være i tvivl.

Det er der så næppe nogen, som er. For det har kørt i medierne i månedsvis, der er lavet en (udskældt) sang, der er kopper i 7-11 med deres ansigter på – også af en, der blev valgt fra og ikke kom med (her bliver det så lidt sjovt) – og en hel masse andet gejl og gøgl.

Så alle ved, at mændene er til VM i at sparke til en bold, og glemt er sidste sommers snak om ligeberettigelse – trods det at kvinderne vandt sølv til EM dengang.

Der er heller ikke mange medier, som skriver ret meget om, at kvinderne i øjeblikket er i gang med at prøve at kvalificere sig til VM, og at de i fredags vandt over Ukraine – og i tirsdags lammetævede Ungarn.

Men Danmarksbloggen gør – for Danmarksbloggen husker.

For kun ved at huske kan vi gøre samfundet bedre – og det gælder også, når det kommer til de rigtig vigtige ting som vores børn, ældre, udsatte og i det hele alle de mennesker, som bor og færdes i vores land. Men især dem, som har det svært burde være i centrum hele tiden – fremfor 22 mænd og 1 bold.

Tænk hvis vi gav fattigdommen og arbejdsløsheden samme opmærksomhed, som vi giver fodbold?
Tænk hvis sponsorerne var ligeså interesserede i at sponsere forskning og udvikling som sport?

Så kunne vi godtnok blive verdensmestre – i at have det bedste samfund. Det kunne man passende tale om til folkemødet på Bornholm, som starter idag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Et demokratisk tab

Undervisningsminister Merete Riisager vil afskaffe retningen samfundsfag-engelsk på højt niveau. Hun hævder, at det er for at forhindre et dannelsestab. Se mere her:

https://www.altinget.dk/artikel/minister-overvejer-at-skrotte-gymnasiets-mest-populaere-studieretning

Som Danmarksbloggen ser det, handler det også om samfund og viden om samfundet, og det vil i dén grad gå tabt, hvis retningen samfundsfag-engelsk nedlægges. For vi er nødt til at have nogle mennesker, som ved, hvordan det her samfund er skabt og fungerer, hvis vi skal sikre en god udvikling i fremtiden.

Ja, det er i yderste konsekvens et tab for demokratiet at skrotte denne retning.

Men det er måske også det, som man ønsker, da det kunne være så nemt for magthaverne, hvis befolkningen bare var brikker, som kunne rykkes rundt i det spil, der handler om produktion og profit.

Men den går ikke, Riisager … vi skal have et levende demokrati, og vi skal bevare retningen samfundsfag-engelsk på højt niveau.

Og så kunne det i øvrigt klæde Riisager, hvis hun vidste, at dannelse kun i en lille grad handler om kompetancer. For dannelse drejer sig om at kunne sætte det lærte ind i en helhed, der afspejler sig i, at den dannede har en adfærd, der er kultiveret og viser, at vedkommende har både viden og perspektiv. Det har Riisager så ikke.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vikingetid eller ej?

Historikeren Anders Lundt Hansen foreslår i en kronik, at vikingetiden skal hedde nordisk middelalder i stedet, fordi betegnelsen vikingetid iflg. ham er vildledende: https://www.weekendavisen.dk/2018-21/ideer/farvel-til-vikingetiden

Det mener et flertal af forskere så ikke: https://videnskab.dk/kultur-samfund/forskere-nej-vikingetiden-skal-ikke-have-nyt-navn

Danmarksbloggen har anmeldt to af Anders Lundt Hansens bøger:

Jellingmysteriet: http://danmarksbloggen.dk/?p=8741
Nordens hersker: http://danmarksbloggen.dk/?p=9222

Begge bøger beskæftiger sig med denne periode, som vi kalder vikingetid, men som udenfor Norden kaldes tidlig middelalder.

Og ja, der er én pointe i, at det er middelalder i Europa fra cirka år 700 til cirka år 1100, men ikke hos os i Norden. I hvert fald ikke på samme måde.

For vores samfund var ikke gennemorganiserede og centralistiske som de kristne lande syd for os var det – og pånær nogle få grupper i Sønderjylland var det først i slutningen af vikingetiden, at danskerne, nordmændene og svenskerne blev kristne.

Og ja, det er muligt, at man i 1800-tallet opfandt vikingetiden og anså vikinger for at være sådan en slags overmennesker, men det er der ingen, som tror på i dag.

Tværtimod ved de fleste danskere i dag udmærket, at vikingerne lavede meget andet end at sejle ud og plyndre. At de også var gode handelsfolk, at de også var bønder, og at der var en form for ligeret i vikingetidens samfund, som kvinderne ikke fik igen før i moderne tid.

Endelig skal vi heller ikke lave om på noget, bare fordi nazisterne misbrugte vikingerne til at rekruttere folk (for ja, det gjorde det på en måde). Men er det et argument, så skulle vi også stoppe med at lytte til opera, for det kunne Hitler godt lide. Eller vi skulle aldrig mere spise æblekage, nødder og rosiner, for det spiste den tyske diktator gerne, afslørede en stuepige engang: https://www.kristeligt-dagblad.dk/udland/2014-04-29-stuepige-hitler-havde-en-s%C3%B8d-tand

Så nej, det hedder ikke middelalder – det hedder vikingetid.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Mor og Far sidder i grøften

Hvis undertegnede var leder af Cirkusrevyen eller en af de andre revyer i det danske sommerland, ville jeg skynde mig at bestille billetter til Glassalen i Tivoli og så ellers slæbe hele holdet til næste sæson, 2019-sæsonen, ind for at tage ved lære.

For forestillingen ”Mor og Far sidder i grøften” er nok tænkt som en jubilæumsforestilling i anledning af Tivoli´s 175 år, men det er også en opskrift på, hvordan en revy skal skæres – hvis altså revygenren skal have en fremtid om 20-25 år. For det her er revy med kant og mening uden al den forlorne hygge, som det ellers handler om ifølge åbningssangen, og som der er så rigeligt af i danske revyer.

Men ikke her, og nej, der er heller ikke dansepiger eller dansemænd inde i Glassalen– eller jo, på en måde, men mere så det hænger sammen med resten af forestillingen.

En af hemmelighederne er nemlig en rød tråd omkring noget med forsvundne børn og en el-regning, der blandes fint sammen i forestillingens mix af mere eller mindre fakta-resistente historiske tilbageblik og Tivoli-klassikere som Pjerrot, Tivoligarden og ikke mindst en meget hjælpsom tissekone og en meget heldig og meget uheldig ballonmand m/k.

Den røde tråd er dog stærkest i første afdeling, mens den glider lidt af hænde i anden afdeling. Desværre.

På scenen møder vi fire kendte danske skuespillere, der mestrer komikkens timing og betoning: Mia Lyhne, Kirsten Lehfeldt, Anders W. Berthelsen og Peter Frödin, og det ville være ganske unfair at fremhæve den ene fremfor den anden. For de er et firkløver, hvor alle fylder lige meget og er lige sjove, om end også meget forskellige.

Mia Lyhne kan noget med at give stemme til de lidt underkuede og stille eksistenser – eller til den højtråbende kværulant.

Kirsten Lehfeldt har en sårbarhed og et dramatisk talent, som selv den mest grinagtige sketch ikke kan skjule, men som gør, at hendes figurer bliver endnu sjovere.

Anders W. Berthelsen er gennemmusikalsk og morsom – og samtidig virker han som én vi alle kender. En, man altid gerne vil være i selskab med, fordi han er sjov.

Og endelig er der Peter Frödin, som har den helt specielle komiske timing og mimik, der gør, at det er morsomt, bare at han er på scenen.

De får heldigvis også mulighed for at optræde både hver for sig og sammen, så vi i publikum vrider os af latter, altså de fleste af os – for det er rimeligt lummert og latrinært indimellem, og det er der selvfølgelig altid nogen, som ikke vil synes er sjovt.

Andre som undertegnede og min ledsager fandt det hylende morsomt, også når de gik lige til grænsen, ja over. Sikkert er det i hvert fald, at man ikke skal være sart overfor hverken kropsvæsker, kropslyde og andre ting, som har med kroppen at gøre, hvis man bevæger sig ind i Glassalen denne sommer.

Så gør det. Bevæg Dem ind i Glassalen til historie-time. Emnet er Tivoli i 175 år, og De får mulighed for at møde både grundlæggeren, de fattige, unge studenter, jomfruer og en hel masse andre – også fire børn med hjerteskærende historier.

Hvis man som undertegnede er mangeårig Tivoli-gænger, sniger en lille mental tåre sig dog ind i øjenkrogen. For midt i al morskaben mindes man om det, som ikke findes længere i Den Gamle Have som for eksempel pavillonen med levende musik hver dag fra det nu hedengangne Promenadeorkestret, der også spillede til pantomimens forestillinger indtil for få år siden.

Dét orkester savnes stadig – også af mange yngre, men så er det godt, at Jeppe Kaas og hans drenge spiller, så det er fornøjelse. For de dygtige musikere er mere end bare musikalsk ledsagelse til de morsomme løjer, der ruller over scenen. De er – som alt levende musik altid er det – en fantastisk medspiller i det, der sker på scenen.

Danmarksbloggen giver ”Mor og Far sidder i grøften” fem ud af seks Tivoli-hurra´er, som dem Pjerrot uddeler nede på Pantomimen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Løkkes bedste dag

Det her må være Løkkes bedste dag som statsminister i denne valgperiode.

For Mette Frederiksens udmelding om at Socialdemokratiet efter folketingsvalget vil danne en mindretalsregering udenom de radikale åbner med et stort brag muligheden for, at Løkke kan fortsætte som statsminister efter netop næste folketingsvalg.

En af Danmarksbloggens venner, Ole Frederiksen, forklarede det så fint i en kommentar, som Danmarksbloggen har fået lov til at bringe også:

Uark! Nu troede jeg lige, at vi ved næste vag var 99% sikre på at slippe for LLR som statsminister! Nu er jeg absolut ikke sikker længere.

Jeg forestiller mig, at Venstrefløjen får flertal, men efter ugers forhandlinger (om regeringssamarbejdet, red.) må de give op, og så står LLR klar med et forslag til en V-mindretalsregering, der går igennem.

Citat slut.

Danmarksbloggen er enig. Dét kunne meget nemt blive scenariet, og det kan vores land og samfund slet ikke tåle. Hverken naturen eller de svage grupper i samfundet kan klare fire år mere med mennesker ved magten, der ta´r fra de fattige og gi´r til de rige – samtidig med de ødelægger naturen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mørklægningsloven gør Grundlovsdagen svær at fejre

I morgen er det Grundlovsdag, Danmarks nationaldag, og landets politikere vil som altid stå på diverse talerstole og holde Grundlovstaler. Taler, hvor de priser demokratiet og vores åbne samfund.

Det rimer bare ikke, for samtidig har vi en så stram offentlighedslov, at det reelt er en mørklægningslov. Vi har departementschefer, som instruerer deres medarbejdere i, hvordan de skal tilrettelægge arbejdet, så arbejdet kan ske i strid med den offentlighedslov, der trods alt findes.

Det er en meget uheldig udvikling – men forventelig hvad der sker, når den herskende klasse og dens håndlangere lever et liv fjernt fra dem, som de bestemmer over.

Og det gør Christiansborgs politikere. Kan hænde, at de af og til er på besøg i deres valgkreds eller i en virksomhed på Lolland eller i Vestjylland. Men generelt så lever de deres liv i og omkring Christiansborg, hvor også deres medarbejdere bor – og hvor de løber de samme ture rundt om søerne i København, spiser på de samme restauranter og drikker Caffe latte på de samme smarte cafeer.

Jeg ved det, for jeg bor selv centralt i København, og jeg ser, hvordan den kreative klasse – som den slags mennesker også kaldes – klumper sig sammen herinde, og stort set kun taler med dem, der er ligesom dem selv. Dvs. andre akademikere, mediefolk, konsulenter, kunstnere – og i hvert fald ingen håndværkere eller arbejdsfolk, og kun i få tilfælde en lærer, en sygeplejerske eller en politimand.

Men Danmark består af hele paletten, og det er på tide at få alle slags mennesker ind i Folketinget – og ind og bo i Danmarks hovedstad. Det er på tide, at vi igen lærer hinanden at kende i dette lille land, så vi kan tale sammen og forstå hinanden – og vide noget om hinandens liv og vilkår – for kun sådan kan vi kere os om hinanden..

Når det sker, så er der for alvor noget at fejre Grundlovsdag på.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk