66 millioner kroner. Så mange penge er endnu ikke fundet efter det største røveri på dansk grund, som fandt sted i 2008. Det skete mod Dansk Værdihåndtering i Brøndby, og udbyttet var over 70 millioner kroner.

Filmen ”De lydløse” handler om tiden op til røveriet, selve røveriet og tiden efter røveriet – og titlen hentyder til, at kontanter er lydløse.

For hvor digitale penge kan spores tilbage til tiden før skabelsen, så er kontanter herreløse penge, når først de er sluppet ud – og de vel og mærke stadig er gyldige. Det er der mange danske sedler, som ikke er pr. 31. maj 2025. Deraf måske nogen fra røveriet i Brøndby i 2008?!

I filmen ser vi Gustav Giese tindre i hovedrollen som Kasper, der ikke lykkes med at få succes som bokser. Har du hovedet med? Man skal have hovedet med, siger hans boksetræner.

Men det kniber for Kasper. Både når han bokser, når han laver kriminalitet, og i forholdet til sin snart 7-årige datter, som han fx giver pommes frites og nuggets, selvom de lige om lidt skal have sund aftensmad hjemme hos datterens mor, som Kasper stadig har et venskabeligt forhold til, selvom de ikke er sammen som par mere.

Kasper er også den eneste person i filmen, som vi kommer lidt ind på livet af, men ikke længere end at vi kan se, at han har en længsel efter at være anerkendt.

Det er også et alment medmenneskeligt behov, som man i glimt kan fornemme hos dem, som han laver røveriet med – og hvor især den franske skuespiller Reda Kateb spiller en markant birolle som en brutal psykopat med isnende overbevisning.

På den rigtige side af loven møder vi Amanda Collin som sikkerhedsvagten Maria, der søger ind til politiet, og som minder om Kasper. Maria har heller ikke altid hovedet med, og hun reagerer også på følelser og impulser.

Det kunne være interessant at se Collin og Giese sammen som en moderne version af Bonnie & Clyde. De kan begge noget med at have en rå og kompromisløs udstråling, samtidig med at man aner en eksistentiel kamp og følsomhed nedenunder.

I ”De Lydløse” er det så Giese, der får lov til at shine – også på en måde, hvor man tænker ”der bliver ikke skjult noget her”. For ét er billederne af Gieses tatoverede og muskuløse krop, der står helt skarpt. Noget andet er, når vi ser ham i stramme, hvide underbukser, som lyser op på lærredet, så blikket helt naturligt falder på bulen.

Man bliver derfor nødt til at spørge: Er det udstilling af manden – eller er det ligestilling? For kvinders bryster og bagdele har mange gange været udstillet på præcis dén måde – og dét i talrige film.

Her sker det så i en film, som på ingen måde handler om romantik og kærlighed, men som er en gedigen actionfilm holdt i de for genren så benyttede grå og sorte nuancer, regn, masser af nattebilleder, våben, biljagter og hvad der ellers hører til en realistisk film om et kup, der er meget langt fra Olsen Bandens charmerende løjer, selvom røveriet i 2008 også involverede en fantasifuld plan med en gravko, en masse partisansøm og flere skraldebiler.

For ”De Lydløse” glorificerer ikke forbrydelser. Her er ingen ære. Her er virkeligheden vist præcis så brutal, voldsparat og afstumpet, som livet som kriminel er. Det er prisværdigt, og fortjener stor ros.

Desværre mangler også nogle perspektiver og dybder i skildringen af menneskene på den forkerte side af loven, så Danmarksbloggen ender på fire ud af seks tasker fulde af de store pengesedler.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk