Kulden, de hjemløse og hykleriet

Det er koldt derude i disse dage … meget koldt, og alle vegne vrimler det med indsamlinger til og opslag om at huske de hjemløse og deres hunde, give dem husly og soveposer og varm mad – og det kan man som anstændigt menneske også kun støtte op om. Ingen tvivl om det.

MEN der er også en del ad-hoc og sensation over det, og det er ikke klædeligt. Det er hyklerisk.

For hvad sker der, når temperaturerne igen stiger om en uge eller to, og foråret for alvor kommer? Ja, så er de hjemløse igen overladt til de forhold, som de levede under, INDEN kulden ramte. Og det er forhold, som ingen burde leve under i et rigt land som vores.

Et land, der åbenbart har råd til skattelettelse på skattelettelse, men ikke på at give sine svageste medborgere en anstændig tilværelse.

Og dét er rystende og vidner om en hjertets kulde, der er langt værre end den fysiske kulde, der ellers pakker landet ned i en stor dybfryser i disse dage.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ghettoudspillet skaber udflytning af kriminaliteten

Regeringen er som bekendt tilhænger af udflytning, og nu er den åbenbart gået i gang med en udflytning af kriminaliteten også.

Det sker dog formentligt utilsigtet, men det vil med ret stor sikkerhed blive konsekvensen af den såkaldte ghettopolitik, der mere minder om en moderne version af apartheid.

For hvor vi ellers er vant til at være lige for loven i dette land – i hvert fald i nyere tid og siden Grundlovens indførelse, så vil man nu fra Venstres side indføre en lov, der gør, at straffen bliver længere og hårdere for visse typer af kriminalitet begået i ghettoområder med en i forvejen høj kriminalitet.

Det skal altså koste længere tid i fængsel, hvis man laver hærværk og tyveri – samt kommer med trusler i fx Vollsmose, Mjølnerparken og Gellerupparken end i fx Gentofte og Risskov. Ja, det som giver bøder i andre dele af landet, skal automatisk udløse en fængselsstraf i ghettoerne.

Det vil nemlig skabe tryghed, mente Venstres retspolitiske ordfører Preben Bang Henriksen i et interview på TV2 søndag aften.

Men nu er tryghed ikke et argument for, at det er i orden at behandle folk forskelligt. Danmarksbloggen tror så heller ikke på, at øvelsen virker. For hvis de kriminelle fra de belastede ghettoer er bare en anelse smarte, så sørger de fremover for at begå deres kriminalitet andre steder – altså i de områder, hvor straffen er lavere.

Og dermed har regeringen ikke kun blot flyttet problemet, men også skabt en hel masse nye problemer.

Det er med andre ord et forslag, der er decideret dumt – for slet ikke at tale om det udemokratiske i det, men det skal nok blive vedtaget. Socialdemokratiet synes nemlig umiddelbart også, at det lyder ret fornuftigt.

Herre jeremi …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sådan ødelægger regeringen demokratiet

Man bliver så træt, når:

  • Ministre som Støjberg og Lunde Larsen kan slippe af sted med alt muligt, som ellers let kunne opfattes som i strid med loven
  • Løkke ikke vil genopstille en kapacitet som Margrethe Vestager, der måske ellers kunne være blevet Danmarks første EU-kommisionsformand
  • Ministre som Løkke og Troels Lund Poulsen tilsyneladende gerne tager imod gaver som sommerhusophold og koncertbilletter fra folk, som de så senere gør en tjeneste

Og bemærk venligst, at der i de nævnte punkter IKKE er tale om partipolitik – eller om politiske holdninger.

Her er der udelukkende tale om måden at forvalte landets største og mest magtfulde embeder på. En måde som vidner om disse menneskers mangel på ikke kun format, men også mangel på anstændighed.

Og dét, mine damer og herrer, er en adfærd, det er mere ødelæggende for demokratiet end noget som helst andet. Så hvor det fører os hen – det kan vi kun gruble over!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Revisoren”

Er du klar til en revision af dit liv og dit embede? Måske især én der stiller spørgsmålstegn ved dine motiver og ambitioner? Det er de toneangivende borgere i den lille by, der senere beskrives som en bums på røven, i stykket ”Revisoren” på Nørrebro Teater ikke. Slet ikke.

Tværtimod så gribes de toneangivende fra borgmesteren over dommeren og hospitalsdirektøren og til postmesteren, skoleinspektøren og de to godsejere af rendyrket panik og ægte angst ved tanken om at få udstillet deres inkompetence, magtmisbrug og hang til korruption, da rygtet om en rigsrevisors snarlige ankomst når den meget lille by, der naturligvis som alle andre steder på denne jord er overbevist om egen vigtighed.

Panik og angst, som vises i den ene gakkede scene efter den anden med fuld mimik, gode replikker og et akavet kropssprog, der også udstiller disse notabiliteters på overfladen så gode venskab og sammenhold. For som i alle andre magtcirkler – også dem i udkantsområdernes små byer – så netværker man og holder gode miner til slet spil – og et par dolke eller tre i ryggen.

Forfængeligheden og hykleriet skal nemlig som bekendt plejes – og nok nævner de toneangivende kristendommen et par gange, når det altså er passende for dem at bruge begreber som næstekærlighed og andre som reference i egen dagsorden, men i virkeligheden er det dødssynder som netop forfængeligheden, overmodet, grådigheden og hævnen, som er deres drivkraft og motiv til deres per definition egocentrerede handlinger.

Lyder det bekendt? Ja, det er et spil og en menneskelig adfærd ligeså gammel som den såkaldte civilisation selv, og der er i hvert fald ikke sket en snus forbedring på området i de næsten 200 år, der er gået siden Nikolaj Gogol skrev stykket i 1836.

Verden vil stadig bedrages – og verden kan stadig bedrages af folk med talegaverne i orden og moralen i bund som en storspillende Thure Lindhardt, der har titelrollen som den påståede revisor, som forfører ikke kun en hel by – men også både en mor og en datter, endda gentagne gange – og et helt publikum. For indimellem så sidder man og synes egentlig rigtig godt om den unge embedsmand, der er så langt væk fra sit elskede Petersborg og lysene og menneskene og kulturen – men som i bund og grund jo ikke er andet end et blålys og en plattenslager.

Man siger, at teatrets rolle er at gøre opmærksom på den tid, som vi lever i – og på de farer og problemer, som optræder i samfundet. Og det er en opgave, som Nørrebro Teater har taget mere end seriøst i denne sæson, hvor de også har opført en forrygende version af ”Diktatoren”, som heldigvis spiller ekstra forestillinger sidst på foråret.

Gå ind og se den – eller se den igen. Men gå indtil da ind og se ”Revisoren”, som foregår i et samfund lige inden, at det for alvor går galt. For despoter og tyranner, som dem vi møder i ”Diktatoren” og ude i verden for den sags skyld, de rejser sig ikke af ingenting. De kommer, når samfundets underklasse og middelklasse mister tilliden til dem, der skulle varetage samfundets opgaver – som det netop sker her i ”Revisoren”, hvor både dem nedefra og dem fra siden INTET har tilovers for de toneangivende andet end kritik og ønsket om retfærdighed.

Så tag en tur ud på Nørrebro. Danmarksbloggen lover, at du kommer til at grine mange gange – men også at der midt i al komikken vokser en dyster alvorsfuldhed frem. For det er også vores samfund og verden, som beskrives. Danmark anno 2018 med de mange blålys og plattenslagere, som lover guld og grønne skove – og mange embedsfolk, som ikke føler ansvar for andre end sig selv og egne manglende evner.

En hverdag OGSÅ i Danmark med korruption og bestikkelse – og magtens mennesker, som lukker sig om sig selv i små interne cirkler. Så det er den store, løftede pegefinger, vi møder på Nørrebro Teater – og heldigvis for det. Tiden behøver det.

Læg dertil at der er tale om formidabel, ja excellent skuespilskunst fra samtlige medvirkende, som er: Thure Lindhardt, Ole Lemmeke, Benedikte Hansen, Sarah Boberg, Mikael Birkkjær, Tina Gylling Mortensen, Jacob Weble, Christiane Gjellerup Koch, Josephine Park, Nicolai Jørgensen og Anna Bruus Christensen

Danmarksbloggen giver fem store pengesedler ud af seks mulige – á la de pengesedler, som der tilfalder revisoren i en lind strøm.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Derfor behovet for massehysteriet

Danmarksbloggen nægter som i NÆGTER at deltage i det massehysteri, som er fulgt i kølvandet på prins Henriks død – og som Danmarksbloggen også forudså. Se mere her: http://danmarksbloggen.dk/?p=9247

Hysteriet har dog vist sig at blive markant større end det, som Danmarksbloggen forestillede sig. Det skal undertegnede ærligt erkende, mens jeg for mig ser de adskillige blomsterhave foran de kongelige slotte – og et konstant menneskehav ved Christiansborg Slotskirke, der snor sig som den slange prinsen tog på hovedet i Randers regnskov for nogle år siden.

For der er åbenbart i tusindvis af danskere, som har behov for at vise prinsen den sidste ære … Eller er det mon det, som det handler om?

Drejer det i virkeligheden ikke om at føle mening og overskuelighed i en tid, hvor alting er kompliceret og avanceret, og mange føler en stor rodløshed og savner noget at gå op? Noget konkret. Noget med fællesskab.

Det tror undertegnede, og det er i grunden så trist. For det fællesskab og den mening med livet, som folk åbenbart finder i den 2-3 timer lange kø ind til Christiansborg Slotskirke, eller når de kommer med blomster til Amalienborg, Fredensborg eller Marselisborg, alt det kan de og vi alle også finde i eget liv og egen verden, hvis vi tør åbne os – og være noget for hinanden.

Men det kræver selvfølgelig noget mere – noget kontinuerligt og også indimellem besværligt – i hverdagen og overfor naboen, end når der er tale om et kongeligt dødsfald. Men det giver også mere … meget mere … ja, det giver varige og givende relationer og ikke det øjebliks-glamour, som mange måske føler, når de går rundt omkring prinsens båre efter at have stået udenfor i den bidende vinterkulde i flere timer.

For sorgen over prins Henrik – den tilhører familien, vennerne og de andre, som kendte ham i virkeligheden, i de ægte relationer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fra fransk greve til dansk prins

Det kan ikke siges, at det kommer som et chok. Prins Henrik har været syg længe, kronprinsen blev kaldt hjem fra Vinter-OL, og i går hørte man, at prins Henrik ville til Fredensborg for at tilbringe sin sidste tid. Der blev så tale om timer.

For nu er det sket. Prins Henrik er ikke mere. Manden, der for lidt mere end 50 år siden blev gift med landets kommende dronning, og som gennem alle årtierne dels gjorde meget for Danmark, og dels brokkede sig over den manglende royale ligestilling, og at hans indsats ikke blev værdsat.

Begge kritikpunkter havde prins Henrik i øvrigt ret i.

Danmarksbloggen spår derfor også, at alle medier nu vil strømme over i lovprisninger af en prinsgemal, der har været en stor støtte og glæde for Dronning Margrethe d. 2, med hvem han altså fik lidt mere end 50 års parløb.

Deres kærlighed var til at starte med en hemmelighed, der foregik langt væk fra Danmark – og nogle af deres sidste oplevelser sammen blev også en tur kun de to, nemlig deres guldbryllupsrejse med kongeskibet i juni måned sidste år.

Derefter fulgte det bitre efterspil med balladen om gravstedet – og offentliggørelsen af demens-diagnosen.

Men nu er ringen sluttet, og om få dage finder bisættelsen sted et i skrivende stund (kl. 9) ikke-nærmere offentliggjort sted.

Danmarksbloggen kommer ikke til at skrive om den, da alle andre medier ikke vil beskæftige sig med ret meget andet.

Men Danmarksbloggen vil gerne opfordre til at vi – alle sammen – møder vores medmennesker med en større åbenhed og en dybere accept end det, der blev den franske greve til del, da han skulle transformeres om til en dansk prins.

For Henri – som han jo retteligen hed – måtte gå så grueligt meget igennem – og det vel at mærke EFTER han havde fået kronprinsessen og det hele dronningerige.

Det er derfor også et eventyr, der ender med en bittersød fornemmelse, selvom alle NU kommer med alle de pæne ord. De ord skulle have været sagt, mens han levede.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Borgerforslaget om uddannelse

Tillad mig at være lidt sentimental. For undertegnede er en af de 50.000, der skrev under på Danmarkshistoriens første borgerforslag, der går på, at uddannelsesloftet skal afskaffes. Det er jeg faktisk lidt stolt af … helt ærligt.

Læs mere om den glædelige nyhed her: https://www.dr.dk/nyheder/politik/danmarkshistoriens-forste-borgerforslag-50000-vil-have-folketinget-til-stemme-om

I det store perspektiv må man så håbe, at forslaget bliver stemt igennem, når det kommer op i folketingssalen. Ikke fordi det er det første borgerforslag, men fordi det er uddannelse, forskning og viden generelt, som vi skal leve af i det her land …

Så skal vi spare på noget, kan vi spare på skattelettelser, brugt på flere fladskærme, større biler og endnu mere eksotiske rejser til de i forvejen velhavende.

Men vi skal IKKE spare på det, der gør os klogere. Tværtimod skal vi satse på det. Uddannelse kan man aldrig få for meget af – og det gælder også efteruddannelse, kurser og så videre. Vi bliver bedre og dygtigere – og gladere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Misk-mask på Christiansborg

Dansk politik her op mod vinterferien er et mærkeligt misk-mask, der mest minder om panik før lukketid – læs et folketingsvalg er også på vej, senest i sommeren 2019.

Først kommer socialdemokraterne og vil sende samtlige asylansøgere til lejre i Nordafrika, hvor de lejre så end skulle ligge. For vis Danmarksbloggen dét land i dén region, som er sikker nok til, at man kan have flygtninge dér – og som er villig til at huse flygtninge. Dét land findes vist kun på papiret.

Så kommer der en skatte-aftale mellem regeringen og DF, som er en svag skygge af, hvad de blå partier ellers lagde op til, men stadig tordnende forkert, fordi de dårligst stillede endnu engang skal betale for skattelettelser til de bedre stillede. Den sædvanlige omvendte Robin Hood. Denne gang for fem milliarder kroner. Men så kan VLAK gå ud og sige det op til et valg.

Og indimellem pengene og flygtningene kommer den radikale Morten Østergaard så og meddeler i store, dyre annoncer, at han skam vil finde ud af, hvordan det er at bo i ghettoen, altså ikke den kreative overklasse-ghetto, hvor han normalt bor – men en anden slags ghetto. Det mener han så kan gøres med tre dage og to nætter i Vollsmose i Odense  – plus lidt i Aarhus og København. Danmarksbloggen kalder det ghetto-turisme og spil for galleriet.

For hvor er visionerne? Hvor er sammenhængen? Og er der nogen, der gider sende amatør-politikerne hjem til egnsteatrene og få fat i de professionelle – dem der kan noget? Dem, der har visioner om et samfund og et fællesskab – og som kan tænke længere end til næste valg.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Gintberg reder verden

Der er tre ting her i livet, som man ikke kan slippe af med ifølge Jan Gintberg – og det er herpes, rynker og den jyske del af familien. Danmarksbloggen er enig – og vil for egen regning tilføje: Mennesket og manden Jan Gintberg, som nok er bosat i Søborg, men er født jyde, så han hører vel også ret godt ind i hans egen ligning – eller?.

Manden har i hvert fald i mange år været – og er stadig – et fejende og højlydt fyrtårn indenfor dansk stand-up. Et fænomen, som er i stand til at have et fast manuskript, men alligevel – som man også kender det fra hans tv-programmer ”Gintberg på kanten” – inddrage både det sted, hvor han optræder – og nogle af de mennesker, som er til stede i salen.

I fredags var det så Bellevue Teatret, der som bekendt ligger i en af Danmarks mest kendte ghetto´er, nemlig rigmandsenklaven Klampenborg, hvor man ikke ved, hvad Aldi og Lidl er, men gerne sender aupair-pigen til det velkendte land Filippinien, hvis der bliver brug for det.

Og der blev lagt stærkt fra start i showet, der hedder ”Gintberg reder verden”, ikke redder, men reder, og det er der en god pointe i. For i de to timer, som showet varer – inkl. en pause, så friserer Gintberg verden, os der er i den – og ikke mindst alle vores fordomme, så vi vrider os af latter.

Klukker, fniser og griner højlydt, fordi vi hele tiden kan genkende os selv og det besynderlige misk-mask, som vi kalder virkeligheden.

Gintberg lægger heller ikke skjul på, at han nok kommer til at støde nogen, ja måske endda krænke indtil flere. Og ja, selvoptagede og selvhøjtidelige mennesker m/k skal nok holde sig væk – eller nej, måske skal netop de (for det er jo aldrig en selv, vel?)  besøge Gintbergs humoristiske Noahs ark, der ikke kun kaster en lille forløsende latter af sig – men hele kaskader og vandfald af øredøvende latter.

For Gintberg rammer plet gang på gang, som fx når han taler om danskhedens fem søjler: Velfærd, andelsbevægelse, angst, bacon og hygge. Ikke nødvendigvis i den rækkefølge dog, for grisen har aldrig været vigtigere end nu, hvor der også bor muslimer i Danmark.

Vi lever nemlig ifølge Gintberg i et samfund, hvor mængden af danskhed er ligefrem proportional med mængden af svinekød, som vi indtager – og ve det menneske, der ikke vil sutte på dellen.

Som rettroende danskere skal vi også, som Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti sagde det, fejre danske højtider for at være dansk. Det indebærer så ifølge Gintberg især at nedsvælge x antal meget stærke øl – brygget alene med højtiden for øje. For der skal åbenbart drikkes igennem for at klare disse “højdepunkter” på året, hvad enhver, der har været til jule- eller påskefrokost med familien, også kan bevidne er ganske vist.

Gintberg er simpelthen virkelighedsgørelsen af Piet Heins´s berømte ord om, at ”Den, der kun ta´r spøg for spøg og alvor kun alvorligt, han og hun har faktisk fattet begge dele dårligt”.

Gintberg slår også fast, at han som komiker gerne må være sær og mærkelig, men at udviklingen i dansk politik gør det svært for ham og alle andre komikere. Den pointé er hørt før, men holder stadig. For virkeligheden anno 2018 er mere absurd end hvad en komiker kan finde på – og nutidens politikere er at sammenligne med børn i en skolekomedie. Man nikker og smiler, men sidder i virkeligheden kun og venter på, at de professionelle skuespillere kommer på scenen.

En af dem er Gintberg, og han gør det eminent, når han tager vores selvoptagede og petitesse-orienterede tid på kornet.

En tid, hvor tingene aldrig har været nemmere, hvor vi aldrig har kedet os mere, tænkt færre selvstændige tanker, hvor -ismerne er døde, men hvor Gintberg – med et kæmpeglimt i øjnene – så gerne vil være idealist, fordi det ser så pænt ud på Facebook, og fordi han så kan vælge at forholde sig til hvilke fakta, som han vil acceptere.

Gintberg er så – efter Danmarksbloggens mening – mere end realistisk, når han konkluderer, at kloden nok er ret ligeglad med, om vi er ved at avle os selv ud, både som race og som art.

Danmarksbloggen kan i den forbindelse også oplyse hr. Gintberg og andre om, at geologerne – der gerne regner i et par millioner år fra eller til – i mange år har haft følgende tese: ”Mennesket overlever ikke jorden, men jorden skal nok overleve mennesket.”

Danmarksbloggen anbefaler ”Gintberg reder verden” på det varmeste – og giver forestillingen seks ud af seks jordkloder. Der er også brug for dem, sådan som vi formerer os – og forbruger af ting og sager fra især Jysk Sengetøjslager, som spiller en ganske særlig rolle gennem hele forestillingen.

”Gintberg reder verden” havde premiere sidst i januar på Bellevue Teatret i Klampenborg, men spiller over hele landet det meste af året. Se forestillingen, inden jorden går under, der bliver udsolgt af svinekød – eller (og det ville nok være det værste) din smartphone løber tør for strøm.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvad kitter et samfund sammen?

På denne Danmarksbloggens femårs-dag er spørgsmålet:

Hvad er det, der kitter et samfund sammen? Hvad er det, der gør, at vi kerer os om hinanden så meget, at vi kan se ideen i at betale skat og fordele goderne, så ingen mangler noget?

Mange vil nok svare viden. Viden og kendskab til hinanden, og det er uden tvivl også vigtigt, især i en tid som nutiden, hvor ghetto´erne vokser.

Og med ghetto´erne tænkes ikke kun på indvandrerghettoerne, men også rigmandsghettoerne, den kreatives klasses ghettoer, håndværkerghettoerne og alle de andre små enklaver, hvor vi stuver os sammen med dem, der ligner os selv.

Men viden alene gør det ikke, hvis vi skal ud af ghettoerne og leve i blandede kvarterer igen – som er det eneste, der skaber et sammenhængende samfund.

Der skal også empati til – og måske vigtigst: Forståelsen af hvorfor det er vigtigt, at vi kerer os om hinanden. Forståelsen af at intet menneske er en ø. Forståelsen af den indbyrdes afhængighed, som vi har af hinanden her i samfundet.

For selv den mest stærke og selvkørende kan blive svag og afhængig af hjælp i morgen, og vi bliver under alle omstændigheder gamle engang – forhåbentlig da. Og ja, vi skylder børnene, de syge, de udsatte og alle andre svage grupper at behandle dem anstændigt. Et samfund kendes på, hvordan det behandler sine mest sårbare medlemmer.

Så nej, det gælder ikke bare om at klare sig selv og så skidt med resten. Det gælder om at være solidarisk – og om at vide, hvorfor det er godt, når vi forpligter os på hinanden.

Ikke at kunne se det er åndelig fattigdom – og det er en fattigdom, som ikke kun er trist., Den fattigdom er også farlig, for ud af den vokser junglesamfundet, grådigheden og troen på, at man selv er hele verden.

Men forståelsen for, at samfundet bæres af fællesskabet – og at det er os allesammen, er det essentielle.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk