Anmeldelse: “Ternet Ninja 2”

Så sidder man her en smågrå-men-alligevel-med-solstrejf-og-dog-indimellem-en-regnbyge-ja-tilmed-en-ordentlig-skylle-inficeret sommerdag, og skal anmelde Anders Matthesens ”Ternet Ninja 2”.

Den herresvære 2´er, som Matthesen kalder den i traileren til filmen.

Jeg er så nødt til at breake, at nej, det er ikke 2´eren i almindelig forstand. Det er derimod den helt naturlige konsekvens af 1´eren. En fortsættelse, der binder de tråde, som skal bindes, så de to film bliver en større og helstøbt fortælling.

”Ternet Ninja 2” er så samtidig helt sin egen og langt mere en thriller end den film om at finde og turde være sig selv – være god nok, som 1´eren var – udover selvfølgelig historien om at få skovlen under den onde legetøjsforhandler Eberfrø.

Den-med-en-altid-voldsparat-advokat-til-ven-dæmoniske-Eberfrø, som i 2´eren viser sig at være endnu mere ond, endnu mere brutal end den lede satan, som han var i 1´eren.

Det klæder ”Ternet Ninja”-universet at turde kaste sig ud i noget hæsblæsende action, og ja, en dansk teenagedreng med kæresteproblemer kan sagtens være hovedperson i en thriller-roadmovie lavet som en tegnefilm. I hvert fald når det sker sammen med en ninja-tøjdukke, som her i 2´eren optræder i et noget andet outfit end i 1´eren: Nemlig er rødt-hvidt-mønstret stof med hjerter – men det er økologisk!

Geografisk er vi i 2´eren tilbage i Thailand, hvor Aske og Ternet Nina er skiftevis de jagtende og de jagede i en historie, der fortælles, som kun Anders Matthesen kan det: Med sjove ordspil og med replikker og handlinger, der sidder præcis, som de skal – og som er 1:1, som der tales og gøres i Danmark.

Det holder max. Men hvorfor i grunden?

Er det bare fordi, at filmen er hylende morsom med den ene gode oneliner efter den anden – ofte serveret af selveste onkel Stewart, der i disse film også er en slags helt?

Nej, det skyldes, at filmen har noget så sjældent som substans. Mange lag i lagkagen simpelthen. Komik lagt sammen med indsigt og klogskab – og en eminent evne til at twiste. Matthesen er en gudsbenådet fortæller, som jeg også har mistænkt for at kunne sine klassikere, selvom han har travlt med at være street og den slags.

Men det ene udelukker jo ikke det andet. Anders Matthesen har også en gang sagt, at han er buddhist. Der er også noget karma over hans historier. Men det er samtidig også bibelske temaer, som tages op i hans film og tv-serier, og måske især spørgsmålet om: Hvem er min næste – og hvordan skal vi behandle hinanden?

Det er også altid relevant – og her endnu mere. For er det med hævn så god en idé, som den gamle hævnende Ninja-ånd hævder, og som i ”Ternet Ninja 2” understreges med guldkornet fra den-med-sværd-beklædte-men-alligevel-også-nuttede-tøjdukke: Der er jo ingen, der siger, at vi ikke kan have det hyggeligt, mens vi hævner os.

Sådan et udsagn er filosofi og religion på højt plan. Et andet klassisk – ja religiøst – tema er det om brødre og broderskab, og det fylder meget i ”Ternet Ninja 2”, hvor forholdet mellem Aske og Sune bliver udfordret og udviklet.

Det gør broderskabet også i Gammelt Testamente, hvor der går en brødre-bue fra drab (Kain og Abel) og indædte kampe (Esau og Jacob) til tilgivelse og forsoning (Josef og hans brødre). En udvikling ikke helt ulig forholdet mellem Aske og Sune.

Om Matthesen læser Biblen, vides ikke. Men han kan skabe glitrende fortællebuer, så man gribes, griner – og sågar også bliver lidt rørt til sidst i filmen.

En lille klump i halsen og en lille tåre i øjenkrogen sneg sig i hvert fald frem hos undertegnede. Det er det, som den fineste komik bare kan.

Danmarksbloggen giver derfor ”Ternet Ninja 2” seks funklende, fine Ninja-sværd ud af seks mulige – og håber, at der kommer en ”Ternet Ninja 3”. For normalt snævrer universet sig ind for hver film, man laver med de samme figurer. Men her åbner verden sig op.

Der er også nok uretfærdigheder at gå i gang med – og hvem ved? Måske Aske kunne tage på efterskole i Jylland i den næste film? For ved nogen, hvad der rører sig i Jyllands mørke underverden? Måske nogle gemte og glemte mink – eller det, der er værre?

Thorbjørn Christoffersen har instrueret ”Ternet Ninja 2”sammen med Anders Matthesen, og filmen har premiere torsdag d. 19. august i 130 biografer.

Det bliver spændende, om ”Ternet Ninja 2” kan slå rekorden i antal solgte billetter, som lige nu indehaves af ”Ternet Ninja”, der solgte 950.000 billetter. ”Ternet Ninja 2” har potentialet til det. For det er en herregod film.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Regnbuer til søs

Så er det den herlige regnbuetid igen – og i år endda i en udvidet version. Copenhagen Pride er i 2021-udgaven WorldPride, der også inkluderer EuroGames. Se mere her: https://copenhagen2021.com/

Men ikke alt foregår på land. Også til vands kan man møde regnbuen.

Skoleskibet Georg Stage er således forsynet med flyvende regnbueflag, som man kan se det på billedet på Facebook, der er taget af Renate Borgen.

Det er et meget smukt foto på flere måder. Og Danmarksbloggen må i dén grad kippe med flaget for Georg Stage – og for alle denne verdens regnbuer, og den mangfoldighed og tolerance, som de symboliserer.

Danmarksbloggen kommer så også til at tænke på skibe og på den gamle leg ”Skibet er ladet med”. Den kan også bruges her. For Georg Stage og hele Copenhagen WorldPride er ladet med:

P som i Paradis – nemlig det paradis, som hele verden kunne være, hvis alle bare kunne være dem, som de er – uden at risikere at blive hånet, overfaldet eller endda dræbt

R som i Rettigheder – lige og ens rettigheder til alle mennesker, uanset kønsopfattelse og seksualitet

I som i Ideal – det smukke i at have regnbuen som idealet, ledestjernen i ens liv og virke

D som i Diversitet – plads til alle køn, alle seksualiteter, alle mennesker

E som i Evig insisteren på, at man skal have lov til at være den, som man er

Skibet er også ladet med:

R som i Rettigheder igen – fordi det stadig kniber mange steder i verden – for nu at sige det mildt

E som i Endeløs glæde over, at det trods alt er lykkes nogen steder at give LGBTQ+ de samme rettigheder, som andre

G som i Gave, fordi det er en gave for et samfund, når alle dets medlemmer kan være den, som de er

N som i Neongul, pink, turkis, æblegrøn og alle de andre skønne farver, som Pridetiden byder på – og som vi alle med fordel kunne tage mere ind i vores hjem, vores klædeskab – og vores sind

B som i Bulder og brag, for der skal larmes, råbes, danses og synges, når vi skal fejre mangfoldigheden

U som i Uundværlig, fordi vi slet-slet ikke kan klare os uden hinanden og uden hinandens forskelligheder

E som i Engagement, vigtigheden i at vi alle engagerer os i, at alle mennesker får de samme rettigheder, når det kommer til sex, ægteskab og at udtrykke sig selv

R som i Rettigheder igen-igen, fordi rettigheder ikke altid er nok – det ser vi i Danmark, hvor der er lige rettigheder på papiret, men hvor det kan knibe i praksis – for slet ikke at tale om hadforbrydelserne

Danmarksbloggen ønsker alle god vind – og en forrygende Pride.

Gid at kærlighedens og tolerancens lys vil oplyse os alle. Men måske især de bange og formørkede sind, som findes derude, og som er så gode til at tage vinden ud af andres sejl.

Men vi er sat på jorden – og på vandet – for at blæse vind i hinandens sejl, så vi kan flyve over bølgerne og under regnbuen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Afmonteringen af Velfærdsstaten

Skolerne er startet igen. Saa her kommer et lille Eventyr om Danmark. Lige til at blive skræmt af, men ogsaa klogere af:

Der var engang et Socialdemokrati, som havde Visioner og turde tænke. Store Tanker om et Samfund, hvor faa havde for meget og færre for lidt.

Dét Socialdemokrati opfandt Velfærdsstaten – De ved, den med Tryghed fra Vugge til Grav.

Den Velfærdsstat, som skabte et Fællesskab, hvor Skraldemandens Søn gik i Skole med Professorens Datter. Hvor baade Grossererens Søn og Smedens Datter kunne faa sig en Uddannelse, fordi det var gratis – og de kunne modtage SU. Hvor alle gamle fik en Folkepension, der var til at leve af. Hvor ingen skulle frygte Arbejdsløshed, fordi Understøttelsen var anstændig. Hvor der var Læger, Sygeplejersker og mange andre til at tage sig af alle Borgere, uanset Alder og Status.

Det var et dejligt Samfund – og en lykkelig Tid i vort gamle Land. Det varede selvfølgelig heller ikke ved. Heller ikke selvom Samfundet blev rigere og rigere. Heller ikke selvom Goderne blev flere og flere.

For desværre voksede Graadigheden og Egoismen i samme Takt – og efter Faa Aartier var Uligheden igen massiv. Og det betød igen noget, hvor man var født – og af hvem.

Liberalismen med alt sit grimme Væsen brølede igen over Danmark, og saa startede Afmonteringen af Velfærdsstaten. I Starten kun i smaa Nøk, men som Tiden gik, blev det mere og mere.

Og Alle var med – ogsaa det Socialdemokrati, som ellers engang for længe siden havde skabt det fine Samfund.

Det er dér, at vi er nu, mine Damer og Herrer.

Den igangværende Sygeplejerskestrejke – og Ignoreringen af den fra Regeringen – handler om meget mere end Lønninger, selvom de ogsaa er vigtige.

Det handler om, hvilket Samfund, som vi ønsker. Et med Fællesskab, hvor de Stærke tager sig af de Svage – eller et med Egoisme, hvor Fanden hytter sine – og resten maa gaa for Lud og koldt Vand.

Danmarksbloggen er ikke i Tvivl: Velfærdsstaten skal ikke opgives uden Sværdslag.

Saa til Kamp, til Kamp …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fra hotelpool til smittepool

Mange danskere har i den seneste halvanden måneds tid været på sommerferie ved Middelhavet, hvor dagene er blevet spenderet på langs ved hotelpoolen.

Sol, vand og den slags har været topscorer hos både unge, voksne og skolebørn, som har taget turen sydpå til især Spanien eller Grækenland. Altså lige netop de områder i Europa, hvor smitten er eksploderet – og hvor den stadig stiger uge for uge.

Danskerne rejser også stadig i skrivende stund ned til solen, sommeren – og smitten. Timingen kan ikke være dårligere.

Mange danskere i 20´erne og 30´erne er nemlig slet ikke vaccinerede – eller de har kun fået første stik – aka det er alt for nemt at rage Delta-varianten til sig. Så nemt at man vurderer, at mere end hver fjerde dansker pt. smittes på ferien.  

Mange af de smittede danskere er også børn … børn som om få dage skal tilbage til skolen og møde alle deres venner igen.

Det er altsammen det rene guf for Delta-varianten, som nu kan gå sin sejrsgang fra Sydens hotelpools til de mange smittepools på de danske skoler.

Man kan med andre ord sige, at smittevejen pt. går fra hotelpool til smittepool.

Så medmindre vi får vaccineret de sidste i en allerhelvedes fart, så står vi – også på grund af udfasningen af Coronapasset og lempelsen af de sidste restriktioner – med opskriften på en katastrofe:

Flere smittede, flere døde – og det værste endnu endnu en pool. En udviklingspool.

Sådan en pool hvor en ny og mere stærk variant kan udvikles. Sådan én variant, som slår Delta-varianten af banen. Sådan én variant, som kan gå under vaccinernes radar.

Sker det, så er vi slået tilbage til start.

Vel og mærke start som i foråret 2020. Og alt sammen bare fordi nogle ikke kunne finde ud af at blive hjemme og blive vaccineret.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Delta er løs, så: Find Mette

Delta-varianten har for længst overtaget pandemien. Mere end 90% af alle nye danske Corona-positive er smittede med Delta-varianten, som smitter markant mere – og markant lettere end den ellers ret så smitsomme britiske variant.

Sådan er det over hele verden. Delta-varianten rammer så især hårdt, hvis man ikke er vaccinereret. For det er de ikke-vaccinerede, som bliver indlagt, lagt i respirator og dør – også unge og yngre mennesker. De vaccinerede bliver også syge, men sjældent særligt alvorligt.

Det fik USA´s præsident Biden til at gå på talerstolen for at opfordre alle til at blive vaccineret. Mere end 99% af de Corona-døde amerikanere i juni 2021 var nemlig ikke-vaccinerede.

I Danmark har 17% af de inviterede ikke svaret på Sundhedsstyrelsens invitation til COVID-vaccination. Det er altså tæt på HVER SJETTE dansker, som ikke er i gang med at blive vaccineret.  

Denne ignorering er til stor skade for os alle sammen. For vi opnår ikke den eftertragtede flokimmunitet, når så mange ikke vil lade sig vaccinere. Til gengæld kan vi blive arnestedet for en ny – og farligere – variant.

Danskernes sundhed er altså på spil – og vi står her på tærsklen til efteråret på et afgørende øjeblik i pandemien

Så man kunne forvente, at Mette Frederiksen ville gå Joe Biden i bedene og på skærmen for at opfordre folk til at blive vaccineret. Men nej, hun holder sommerferie – og har gjort det siden 1. juli. Alt, hun har lavet (offentligt i hvert fald), er nogle FB-opslag om fodbold – og så et enkelt om Utøya.

Men den slags bliven-væk-og-holden-ferie du´r altså ikke, når man er statsminister, og vi er midt i en pandemi. Og endda er et kritisk sted i pandemien. Så skal man steppe op og tage vare på sit ansvar og gå på arbejde – også selvom det ødelægger ens sommerferie.

For Delta er løs i Danmark – og landets statsminister skal være synlig. Så opgaven nu hedder: Find Mette.

Det er så nok ikke lige så sjovt som at finde Holger – gutten med tophuen og brillerne. Men det er markant mere vigtigt. Landet stander i vånde. Delta-vånde.

Så måske er det alligevel Holger, som vi skal have fat på – bare ikke ham med tophuen. Men ham, der sidder oppe i Kronborgs kasematter, og har lovet at rejse sig, når landet stander i vånde. Han sover så endnu, og skal vist vækkes lidt hårdt, hvis det skal være.

Skal det være? Holger Danske ved vi også, hvor vi kan finde. Statsministeren er pist-væk-borte-tit-tit.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk