Oplevet til Priden: Ryk dig, Fede

Sidste år var jeg som så mange andre år tilskuer til Pridens Parade, hvilket plejer at være en superfin oplevelse med et fantastisk optog og plads til mangfoldighed og glæde – også blandt tilskuerne. Men det skulle vise sig at gå helt anderledes denne gang.

Jeg stod i anden række og foran mig stod det, som man vist kalder en nydelig yngre dame i 30´erne med fin taske, flot tøj og ulastelig frisure. Hun skulle dog vise sig ikke at være ligeså pæn indvendig.

For da jeg høfligt på en lille og for mig ukendt piges vegne spurgte, om damen og hendes barn, en stor dreng på omkring 12-13 år, kunne rykke bare en lille smule til venstre (for så ville der nemlig være plads til den lille pige), lød hendes svar: NEJ, det gider jeg ikke.

Ja, men, sagde jeg på den lille piges vegne, hvis gamle bedstemor ikke rigtig var i stand til at kæmpe for hende, den her lille pige kan slet ikke se noget ligenu.

Det er jeg fuldstændig ligeglad med, lød det så fra damen, hvorefter jeg prøvede med et forsigtigt: Nu er det her jo en pride, der handler om tolerance og mangfoldighed, så måske i Pridens ånd … Men jeg blev afbrudt af hende:

Ja, jeg rykker mig ikke – men du kunne jo rykke dig, Fede – for eksempel væk fra mig, lød det fra damen. Og ja, jeg vejer lidt for meget. Men ligefrem at blive kaldt for Fede – dét har jeg dog ikke prøvet før, så jeg blev ærligt talt ret paf og vidste faktisk ikke, hvad jeg skulle sige.

Jeg stod også i anden række ligesom den lille pige, så jeg kunne jo ikke give hende en bedre plads. Og da jeg ikke kendte hende, ville det også være upassende at spørge, om jeg skulle bære hende, syntes jeg.

Heldigvis for den lille pige (og mig) var der så en anden yngre kvinde, der stod forrest, der sagde til hende: Du kan få min plads, og du (henvendt til damen med den skarpe tunge): Du skal tale pænt – det der er ikke til at holde ud at høre på.

Så en kæmpestor TAK til den sidste dame, der kom mig til undsætning i en stund, hvor jeg havde mistet både mælet og modet. Hun beviste på fineste måde, at det gør en kæmpe forskel at sige noget og at gøre noget for andre.

Hende den anden og hendes dreng, som undervejs ikke havde gjort andet end at køre chips ind, blev selvfølgelig stående, totalt uanfægtede så det ud som om. Der skal åbenbart mere end almindeligt skarp lud til nutidens skurvede hoveder.

Heldigvis var Pridens Parade ligeså fin, flot og farverig som den plejede.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Woman´s March – Copenhagen

Hvad skal du lave fra kl. 14 til kl. 17 i dag, lørdag d. 21. januar?

Ja, hvis du er kvinde m/k og går ind for lighed og mangfoldighed og mener, at verden er ved at udvikle sig til et farligt sted, hvor den højreorienterede populisme og den hadske retorik får alt for meget magt, senest ved valget og indsættelsen af Donald Trump som USA´s præsident, så skal du deltage i Woman´s March.

Den store moder-march finder selvfølgelig sted i Washington D.C., men over hele verden er der søster-marcher – også i København, hvor vi mødes kl. 14 ved den amerikanske ambassade og ender kl. 17 ved Christiansborg.

Kom og vær med. Der er desperat brug for alle, der mener, at hadets skingre retorik skal have et værdigt og medmenneskeligt modsvar.

Læs mere her: https://www.facebook.com/events/1651875038443216/

Danmarksbloggen kommer selvfølgelig.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Regnbuen lyser igen

Så er det dén tid på året: Priden er i gang igen – og Danmarksbloggen bakker som altid 100% op om regnbuen – og om den mangfoldighed, som den repræsenterer.

Det startede faktisk allerede i går, og det fortsætter i dag, i morgen, på fredag og på lørdag, hvor den store parade foregår – og lidt på søndag.

Paraden og Drag Night, som er på fredag, trækker altid mange tilskuere.

Men der er også mange debatter, film og andet, der sætter fokus på, at accept og opnåelse af seksuelle rettigheder stadig er noget, som der skal kæmpes for mange steder i verden – også i Danmark, hvor vi ellers roser os af vores frisind.

Men her i Danmark findes der også hatecrimes med seksuelt motiv. Der er fundamentalistiske religiøse kræfter, både indenfor islam og kristendom, der er imod alt andet end heteroseksualitet, som de opfatter som “det normale”.

I Danmarksbloggens øjne er det normale at være et menneske – så man kan ligeså godt spørge om “HVORNÅR FANDT DU UD AF, AT DU VAR HETERO?” som man kan spørge om alt muligt andet.

Det gør de så ikke. Heller ikke dem, der bare har et generelt snævert sind og en manglende rummelighed, selvom de ikke er hverken særlig religiøse eller politiske.

Så der er stadig en kamp at kæmpe – også i Danmark. En kamp, der heldigvis får masser af næring, masser af kærlighed i de her dage. Kom og vær med. Det er en fest.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mindehøjtidelighed og mangfoldighed

I morgen mandag finder der to vigtige begivenheder sted.

Den første er endnu en demonstration for mangfoldighed. 
Læs mere her: https://www.facebook.com/pages/K%C3%B8benhavn-for-Mangfoldighed/1567110516861570?fref=nf

Og den anden er mindehøjtideligheden for dem, der blev dræbt og såret ved gårsdagens terrorangreb i København.
Læs mere her: https://www.facebook.com/events/641479642646189/?sid_reminder=2163964975113043968

At Danmarksbloggen deltager, siger sig selv. Danmarksbloggen vil også opfordre alle andre til at møde op. Det er vigtigt. Det er nu medmenneskelighedens lys skal skinne i mørket.

Vores svar skal med Norges tidligere statsminister Stoltenbergs ord være mere demokrati, mere åbenhed og mere mangfoldighed.

For vi er alle mennesker først, sidst og indimellem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nicolai Sennels: Manden der vil være martyr

Ekstremismen og ekstremisterne bruger de samme metoder og de samme virkemidler – uanset deres religiøse og politiske udgangspunkt. Et af disse er martyriet.

Ekstremister har således altid søgt at blive martyrer for deres overbevisning. Noget som vi i øjeblikket ser folde sig ud i stor stil i København, hvor Pegida´s danske leder (og tidligere folketingskandidat for Dansk Folkeparti) Nicolai Sennels gerne vil være en ytringsfrihedens martyr.

For samtidig med at Sennels er Pegidas danske leder, er han også børnepsykolog i Københavns kommune, hvor han arbejder med børn af såvel gammel- som nydansk oprindelse. Og her går kritikken nu på, at Sennels ikke behandler børnene og deres familier ens, men gør forskel på muslimske og andre familier.

Om han så reelt gør det eller ej, skal nu afdækkes. Det hverken kan eller vil Danmarksbloggen vurdere. Det er op til fagfolkene.

Summa summarum er dog ikke desto mindre, at manden, der mener, at halvdelen af alle muslimer er et resultat af indavl, og at islam per definition er voldelig, i dén grad får medietid i øjeblikket pga sagen.

Diskussionen kommer derfor let til at handle om Nicolai Sennels ytringsfrihed og evt. berufsverbot i stedet for at handle om Pegidas hetz mod muslimer – og det gode i at så mange danskere vælger at gå imod Pegida.

Og dét sidste – netop dét om Pegida og danskerne – er så meget vigtigere, så meget mere afgørende for Danmark. Men den diskussion har Nicolai Sennels altså fået afsporet – samtidig med at han er i gang med at skaffe sig det martyrium, som den ekstreme højrefløj har savnet i Danmark i årevis – og aldrig har fået, selvom de har forsøgt at skabe sig det i flere omgange.

Men nej, Nicolai Sennels er ikke en martyr – ikke engang tæt på.

Heldigvis er der mange, der taler ham og hans kammerater i Pegida imod .Nemlig de mange, der deltager i moddemonstrationerne hver mandag som fx “København For Mangfoldighed”, der arrangerer netop moddemonstrationer til Pegida. Og dét burde have masser af medietid.

Næste demonstration er på mandag d. 2. februar kl. 17. Læs mere her: https://www.facebook.com/pages/K%C3%B8benhavn-for-Mangfoldighed/1567110516861570?ref=ts&fref=ts

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Aldrig give los for den indre svinehund

Hvor lang tid husker mennesket? Ja, 70 år er lang tid – og for nogle også for lang tid til at de kan sætte begivenheder dengang i forhold til idag og fremover.

I dag er det Auschwitz-dag i betydningen, at det i dag er 70 år siden, at Den Røde Hær kom til Auschwitz og befriede de overlevende, der var tilbage i en af de mest berygtede kz-lejre, hvor mere end én million mennesker døde, fordi de blev skudt, gasset, sultede ihjel eller på anden måde dræbt af nazisterne. Mange af dem jøder.

Auschwitz og de andre af 2. Verdenskrigs kz-lejre var så horrible, at det ikke giver mening at tro, at man nogensinde helt kommer til at forstå, at noget menneske kunne gøre de umenneskelige ting, som der gik for sig i de lejre. Man skulle derfor også tro, at det ville stå mejslet i sten, at sådan gjorde mennesker déngang – og at det aldrig, aldrig må ske igen.

Men der findes faktisk mennesker, der benægter, at kz-lejrene eksisterede – og at holocaust fandt sted. Der findes også dem, der ikke synes, at det er særligt vigtigt, at der fandtes kz-lejre – og som nærmest har glemt dét. 70 år er som bekendt lang tid.

Men dét holder ikke. Og nej – vi kan ikke som undskyldning bruge den kendte frase om, at den, der ikke kender sin historie, er dømt til at gentage den – om end det passer.

For det, som skete dengang i de lejre var så horribelt, at det aldrig må blive glemt – og slet ikke i denne tid, hvor et stigende antal europæere – og danskere – igen søger syndebukke.

Hvor hele befolkningsgrupper igen gøres til skurke og dårligere mennesker, bare fordi de er anderledes end flertallet. Men nej, ondskaben findes ikke et eller andet sted derude hos nogen af ”de andre”. Ondskaben er inde i os selv, inde i mennesket.

Samtlige -ismer og religioner har derfor heller ikke noget med ondskab at gøre. De bliver kun brugt som undskyldning for at give los for den indre svinehund, som vi aldrig må lytte til – men som vi altid skal bekæmpe – i samfundet og inde i os selv.

Dét burde være klart som dagen – især en tid som vores, hvor den yderste højrefløj igen rykker på sig – og hvor fundamentalismen og ekstremismen truer fra både venstre og højre, fra religiøse og sekulære grupper i samfundet.

For himlen lukker sig over Europa i øjeblikket – og det er derfor mere vigtigt end nogensinde i de sidste 70 år at holde fast på, at mangfoldighed og rummelighed ikke alene er en styrke for vores samfund – men også den eneste måde, som vi kan overleve på som mennesker og som samfund.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Valget i Sverige viser vejen for valget i Danmark

Svenskerne skal til valg igen …

Det sidste valg – som var i september – handlede meget om Sveriges rolle som humanistisk supermagt, og dermed også om Sverigesdemokraternes (Sveriges pendant til dansk Folkeparti) holdning til indvandrere og flygtninge.

Det er – ikke overraskende – en holdning, der minder meget om Dansk Folkepartis holdning. En holdning, der i øvrigt har stigende opbakning i Sverige som den har det i Danmark og i resten af Europa.

Men så stopper lighederne også mellem Sverige og Danmark. For i Sverige vil de andre partier IKKE SAMARBEJDE med Sverigesdemokraterne – mens såvel blå blok som rød blok i Danmark er ved at falde over deres egne ben for at samarbejde med Dansk Folkeparti.

Vi danskere er selvfølgelig også en nation af småhandlende med kræmmer-mentalitet, der laver handler, hvor det kan lade sig gøre – men alligevel …

Alligevel er der også – ihvertfald historisk – en dansk tradition for tolerance, rummelighed og mangfoldighed.

Danmarksbloggen kunne derfor godt drømme om, at det kommende valg i Sverige (som skal holdes 22. marts) kunne vise vejen for det kommende folketingsvalg i Danmark, således at Folketingets øvrige partier kunne vise sig ligeså medmenneskelige og humanistiske som deres søster- og broderpartier i Sverige, uanset om de er rød-grønne eller tilhører Alliancen (de borgerlige).

For der er ligeså hårdt brug for en fælles politisk insisteren på rummelighed, tolerance og medmenneskelighed på Christiansborg – som der er det i Riksdagen i Stockholm.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggen anbefaler Conchita

Så er det i aften, at der skal stemmes om, hvem der vinder MGP – eller Eurovision, som det efterhånden også hedder på dansk.

Real-politisk betyder MGP ingenting. Ikke en eneste politisk beslutning bliver taget, fordi en bestemt sang vinder eller taber.

Men i forhold til de værdier, som vi står for som samfund, kan MGP ligesom OL, VM,  EM og andre identitetsskabende aktiviteter betyde meget.

Det gør MGP dog ikke altid. Sidste år fx da Emmelie de Forest vandt for Danmark i Malmö, var der ingen værdipolitiske over- og undertoner.

Men siden er der kommet fokus på de homo-, trans- og biseksuelles dårlige forhold især i Rusland, men også andre steder. Og bevidstheden om vigtigheden af at passe på mangfoldigheden, rummeligheden og tolerancen er stigende i de dele af Europa og blandt de mennesker, der mener, at der skal være plads til os alle sammen.

At det hele bliver så meget bedre og sjovere, når vi frit og åbent kan have alle farver, former, religioner og seksualiteter.

Og midt i alt det lander så Østrigs bidrag: Den skæggede dame, Østrigs ukronede dronning Conchita Wurst, der iklædt guldkjole, guldregn og vinger synger en storslået ballade om at rejse sig igen som en anden fugl Phonix.

Og han/hun/hen deler vandene. I den homofobe del af Europa kan man bare ikke have den slags. Men resten af Europa jubler og hylder Conchita, hvis egen dagsorden udover at vinde er et budskab om, at det er ligemeget, hvordan man ser ud. Man kan blive, hvad man vil alligevel.

Danmarksbloggen håber, at det for Conchita´s vedkommende bliver en sejr i Eurovision.

Danmarksbloggen hepper selvfølgelig (også) på vores egen sang med Basim – dét er klart. Men Danmarksbloggen anbefaler alle at stemme på Østrig.

En stemme på Conchita er en stemme mod intolerance og mørke.
En stemme på Conchita er en stemme for mangfoldighed og masser af regnbuer.

Tilføjelse: Danmarksbloggen ønsker Conchita tillykke – og hylder hende for på scenen at nævne kampen for frihed og det at være anderledes …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Løb med et skævt smil om munden … som Kronprinsen sagde

Mens disse linier skrives, løbes der halvmarathon i de københavnske gader.

Kvinderne startede. Og en lille halv time efter var det mændenes – og de 30.000 motionisters tur til at starte på de lidt mere end 21 km i et fantastisk forårsvejr fuld af sol, blå himmel og en by fuld af blomster og grønne knopper.

Som dansker bliver man – helt ærligt – MEGET STOLT af at se sin hovedstad på den måde: Fyldt af et mylder af mennesker fra alle egne af verden forenet i en fælles interesse, nemlig løb.

Det billede er der så meget glæde, så meget liv, så meget mangfoldighed i. Måske vi lige skulle lade dén tanke stå et øjeblik:

For tænk hvis vi kunne have det sådan hver dag. Tænk hvis vi hver dag – også en kold og grå efterårsdag – åbnede vores by og vores land op for mennesker fra alle dele af verden. Så kunne den mangfoldighed og den righoldighed, som fylder de københavnske gader i dag, være hverdag i Danmark.

Så kunne vi – både som mennesker og som samfund – løbe og komme i mål med et skævt smil om munden, som Kronprinsen sagde det til løberne, da han startede mændene og motionisternes løb for et kvarter siden.

Den gode nyhed er, at vi kan have det sådan. Vi skal bare kaste vores fremmedangst og fremmedhad overbord … og møde resten af verden med tillid, tro og respekt for både os selv og alle andre.

Dét mål er da værd at løbe efter …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nytårskur nr. 1.: Humanitet og mangfoldighed

Det er tid til nytårskure, således også på Danmarksbloggen, hvor tre danskere skriftligt har formuleret og begrundet et ønske for Danmark i 2014.

Danmarksbloggens digitale nytårskure starter med lektor Lotte Broe, der skriver:

Et nyt år ligger fint og ubrugt foran os, og den blanke kalender, som netop har fundet sin plads på væggen, dufter af håb og forventninger. Måske er det et aldringstegn, men det forekommer mig oplagt at tage udgangspunkt i det forgangne, når jeg skal formulere mit inderligste ønske for Danmark og danskerne i det nye år.

Det ligger så lige for, at tænke tilbage på én af de begivenheder i 2013, som fyldte mig med både sorg, glæde og stor taknemmelighed, nemlig den endelige afsked med Nelson Mandela mod årets slutning.

Mandelas person – hans livshistorie og livsførelse – inkarnerer for mig alt det mod og den vilje til medmenneskelighed, som gør, at jeg tør ønske og håbe, at vi også her i vores lillebitte land kan løfte blikket og åbne vores sind og hjerter for menneskelig mangfoldighed.

Lad 2014 blive året, hvor vi siger farvel til den småtskårne mistænkeliggørelse af de ”fremmede”, de ”fattige”, de ”forkrøblede” – og alle de andre mennesker, som ikke liiiige passer ind i vores veletablerede forståelser af, hvordan en rigtig, ordentlig og produktiv dansker skal se ud.

Lad os i stedet beriges ved oplevelser af, hvor mangfoldigt ”Danmark” og ”danskhed” kan fortolkes og leves. Og lad os glædes over at vi lever i et samfund, hvor vi har alle muligheder for at tilbyde anstændige livsbetingelser til alle – og ingen grund til at fornedre dem, som i forvejen lever i armod!

”Sydafrika tilhører alle, som lever i landet uanset om de er sorte eller hvide” – således står der (frit oversat) i indledningen til det Freedom Charter, som blev vedtaget af Congress of the People i 1955.

Mit nytårsønske er, at vi i Danmark vil efterleve ånden i dette dokument og hædre Nelson Mandelas livsværk ved at geninvestere i humanitet og mangfoldighed. Hvis det forgangne år har budt på skuffelser og fortrædeligheder, er det nu tid til at lægge disse bag sig, rette blikket fremad og gå all in i satsningen på at gøre 2014 til et år, som vi vil huske med glæde og taknemmelighed.

Godt Nytår!

Kærlig hilsen
Lotte