Grønland – og den forsvundne mindehøjtidelighed

Medierne er ellers normalt hurtige nok, når det kommer til katastrofer og andet, der koster menneskeliv. Så er der breaking news, ekstraudsendelser og følelsesporno for fuld rulle. Og politikerne følger også trop med opdateringer på de sociale medier og så videre og så videre – vi kender proceduren.

Men intet af det sker åbenbart, når det kommer til en tsunami i Grønland, der ellers kostede flere mennesker livet og mange flere deres livsgrundlag. Så lader man stort set de grønlandske medier selv stå for dækningen – og grønlænderne selv stå for mindehøjtidelighederne flere steder i Danmark på Grønlands Nationaldag i går d. 21. juni.

For det officielle Danmarks eneste synlige tegn var det grønlandske flag på halv stang.

Det er rystende – og en påmindelse om Danmarks koloni-fortid. Og nutid. For nok var vi på ingen måde engle i hverken Tranquebar eller på De Vestindiske Øer – men derude lever der trods alt ingen længere, der kan huske den danske tid fra andet end de gamles fortællinger.

I Grønland derimod er Danmarks overherredømme stadig levende og vitalt – og så kan vi ikke engang, når en katastrofe rammer det store land mod nord, svinge os op til at føle med dem og mindes dem ordentligt med en mindegudstjeneste for eksempel i Vor Frue Kirke i København.

Det er skammeligt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fjenden er fundamentalismen

Hvorfor sørger og begræder vi kun Frankrig, skriver mange på Facebook idag.

Præmissen er forkert. For det er ikke sandt. Hvis vi i den vestlige verden kun bekymrede os om os selv, ville vi ikke være involveret i hjælpearbejde – eller bombe Islamisk Stat. 

Men ja, vi sørger mere over Frankrig, fordi de er mere som vi er det, både i levemåde og samfundsopbygning.

Så nej, det er der ikke noget mærkeligt i. Mennesket er – trods alle ønsker om at være ægte multi – stadig mest istand til at relatere til dem, som er ligesom dem selv. Og det gælder alle, uanset tro, religion og andre forskelle.

Øvelsen er derfor at lade være med at angribe hinanden – heller ikke med ord. Øvelsen er istedet at bygge bro og skabe forståelse. For nok er vi forskellige – og vi har lettest ved at forstå dem, der ligner os selv. Men der er stadig mere, der samler end skiller os. Det skal vi huske.

Danmarksbloggen vil derfor med god samvittighed tage ind til mindehøjtideligheden ved Den Franske Ambassade. For idag drejer det sig ikke om politiske slagsmål, men om at ære de døde, der i øvrigt kom fra hele verden og alle religioner.

Fjenden er nemlig ikke islam – men fundamentalismen i alle dens former, uanset om det er en muslimsk mørkemand med en bombe i vesten, eller det er en kristen mørkemand fra Dansk Folkeparti, der synes det er ok at bombe børn.

Ingen af dem har forstået en snus af det bud om næstekærlighed, som alle de store religioner er enige om.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Stilhedens og de dæmpede vanters mindehøjtidelighed

Fysisk var vi omkring 30.000 mennesker af alle nationaliteter og alle religioner på Østerbro i aften, der stod dér ved Krudttønden i kulden og mørket med fakler i hænderne og tårer i øjnene.

Men mentalt var vi millioner, der bakkede op om denne smukke og værdige mindehøjtidelighed for de to døde og de fem sårede ved weekendens to terrorangreb i København.

Det blev stilhedens og de dæmpede vanters mindehøjtidelighed.

Stilheden, da mindehøjtideligheden startede – og vi alle som med ét trylleslag blev helt tavse.

Og så stilheden igen, da vi holdt et minuts stilhed for ofrene.

Aldrig har en stilhed råbt så højt om frihed og demokrati og menneskeret som i den kolde aften ude på Østerbro for et par timer siden. Det var et råb, der rungede hele vejen ind til Krystalgade, som også var blevet besøgt inden højtideligheden ved Krudttønden.

Og mange gange aftenen igennem de dæmpede vanter, som man kunne høre styre klapsalverne, der trods den tykke vinterbeklædning alligevel viste, hvad vi står for her til lands.

Dét var en aften af dem, som jeg og alle andre i Danmark aldrig glemmer – og som nu afspejles i de to lys, som står i mit vindue til minde om Finn Nørgaard og Dan Uzan.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mindehøjtidelighed og mangfoldighed

I morgen mandag finder der to vigtige begivenheder sted.

Den første er endnu en demonstration for mangfoldighed. 
Læs mere her: https://www.facebook.com/pages/K%C3%B8benhavn-for-Mangfoldighed/1567110516861570?fref=nf

Og den anden er mindehøjtideligheden for dem, der blev dræbt og såret ved gårsdagens terrorangreb i København.
Læs mere her: https://www.facebook.com/events/641479642646189/?sid_reminder=2163964975113043968

At Danmarksbloggen deltager, siger sig selv. Danmarksbloggen vil også opfordre alle andre til at møde op. Det er vigtigt. Det er nu medmenneskelighedens lys skal skinne i mørket.

Vores svar skal med Norges tidligere statsminister Stoltenbergs ord være mere demokrati, mere åbenhed og mere mangfoldighed.

For vi er alle mennesker først, sidst og indimellem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvad ville Nelson Mandela have sagt til Thornings selfie?

Et foto af statsminister Helle Thorning, der laver en selfie sammen med USA´s præsident Barack Obama og Englands premierminister David Cameron har gået verden rundt, siden billedet blev taget i går ved mindehøjtideligheden for Nelson Mandela.

De tre statsledere hyggede sig åbenlyst i hinandens selskab, og der blev smilet og leet – og altså også fotograferet til stor forargelse for dem, der mener, at sådan opfører man sig ikke til en mindehøjtidelighed. Og rigtigt, sådan opfører man sig ikke til en dansk mindehøjtidelighed, som er en alvorlig og værdig begivenhed.

Men i Sydafrika ser man anderledes på de dele. Der fejres Nelson Mandela og hans liv mere end man begræder hans død. Og det må gerne gøres med tårer og alvor, men også med latter, glæde og dans. På mange måder en sund måde at håndtere på, at en 95-årig mand endelig har fået fred, hvor meget han end var en af de største personer, der nogensinde har levet.

For det var Nelson Mandela. Det er hævet over enhver diskussion. Han var en mand, der gjorde det umulige med lige dele passion for sagen og kærlighed til mennesket, også hans modstandere. Han var – og er – et ideal for en hel verden på grund af netop hans store medmenneskelighed.

Danmarksbloggen er derfor også sikker på, at hvis Nelson Mandela fra sin himmel har kigget ned og set Helle Thornings selfie, så har han smilet og leet og tænkt, at det ser da meget sjovt ud – og det er ihvertfald dejligt, at de har det godt sammen.

For mennesker der trives i hinandens selskab, de har også større chancer for at gennemføre projekter sammen. Så lad endelig verdens ledere lave nogle flere selfies sammen med andre ledere. Der er ihvertfald mere brug for smil og selfies mellem verdens nationer end for fjendtlige ord og afvisende attituder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk