Månedsarkiv: september 2018

Lys, blomster og bananer på Christianshavns Torv

Udgivet den af
Svar

Når noget virkelig betyder noget for os, sker tingene af sig selv – således også det mindested for Kim Larsen, der ligenu vokser minut for minut på Christianshavns Torv, og som er skabt af gadens folk.

Det startede med et hjemmelavet skilt, to blomsterbuketter og en smøg, får jeg at vide, da jeg kommer ved 20-tiden.

Men nu – mens aftenmørket bliver mere og mere massivt – er der ikke længere plads til mere på den grønlandske marmorsten, som det hele startede på, og som nu er fyldt med blomster, lys, øl – og selvfølgelig bananer.

For hyldesten er ligeså mangfoldig, som den kommer fra hjertet, og den breder sig over brostenene på Torvet, der ellers er mest kendt som et tilhørsted for hjemløse og andre skæve eksistenser, og de er dér selvfølgelig også – sammen med alle os andre, som står andægtige og mindes Danmarks store søn.

Vi er alle aldre – og fra alle sociale lag.

Der er teenagemoderen, som siger til datteren: Det der var hele min ungdom.

Der er det yngre par, som står stille, og holder hinanden i hånden – og som kom langvejs fra – bare for at være på Kim Larsens Christianshavn i dag.

Der er den unge kvinde, som skynder sig at tage et billede med hendes mobil, inden hun tørrer sine tårer væk.

Der er grønlænderen, som deler ud af de fyrfadslys, som han har fået inde i Brugsen, der ligger lige bagved.

Der er den unge mand, som åbner en øl – og stiller den ned ved marmorstenen. Der står allerede en del – nogle vistnok tomme. Men det vil også være i Kim Larsens ånd, at de bliver drukket – ligesom at de smøger, som der måske stadig ligger nede i blomsterhavet, bliver røget.

For på Christianshavns Torv er der hverken drikke- eller rygeforbud. Heldigvis.

Så kommer der en midaldrende mand og fortæller, at han engang har mødt Kim Larsen på et værtshus nede i Nyhavn. Det har undertegnede også – en sommernat for længe, længe siden.

Det er vi sikkert mange, der har … ligesom at der er mange nu, som lægger vejen forbi dette impulsive og fra hjertet lavede mindested.

For som vi konkluderede nogle af os, der stod dernede denne søndag aften: Kim Larsen, han betød noget for os – alle sammen. Han samlede danskerne – og nu er han ikke mere.

Jeg går hjem – og tænder lys i mit vindue.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kim Larsen er død

Udgivet den af
Svar

Her i Danas Have var der H. C. Andersen, og der var Grundtvig – og der var Kim Larsen.

Netop var.

For Kim Larsen – en af Danmarks allerstørste sønner – er død lige netop nu i denne tid, hvor der er brug for stemmer som hans. Stemmer, der taler om menneskelighed og varme i en kold tid.

Fik han set det han ville, fik han hørt sin melodi? Det tror Danmarksbloggen ærligt talt, at han gjorde.

For Kim Larsen levede livet fuldt ud og brugte sig selv og sine unikke evner til at skrive det enestående katalog af sange, som bærer hans navn – og som sammen med Grundtvigs salmer og H. C. Andersens eventyr er vores allerfineste kulturskat.

En kulturskat, som alle generationer har taget til sig – og gladelig sunget med på til koncerter over hele landet hver eneste sommer.

Kim Larsens musik er nemlig en levende kulturskat – og sådan vil det blive ved med at være, også selvom Kim Larsen selv er død, og Danmark er blevet et fattigere land, ja et land i sorg. For det er en af vores allerstørste sønner, der nu er gået i forvejen.

For nok ved Kim Larsen nu, om der er sol over Gudhjem i de dødes land, men hans sange vil blive sunget så længe, at der bliver talt dansk på denne jord. Det er helt sikkert.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarks fineste øjeblik skete en nat i 1943

Udgivet den af
Svar

Episoden fra Matador, hvor Maude Varnæs og Daniel Skjern sammen med modstandsbevægelsen i Korsbæk redder den jødiske bankmand hr. Stein fra nazisterne, er et af de stærkeste afsnit i alletiders bedste danske tv-serie.

Og nok er den fiktion, men den viser alligevel også virkeligheden. For det er uomtvisteligt, at hjælpen til jøderne kom fra alle sider af det danske samfund – og også fra nogle, som ellers ikke havde for vane at gøre noget for andre. Ellers kunne næsten alle landets jøder heller ikke være blevet reddet den nat mellem d. 1. oktober og d. 2. oktober 1943.

Historien om redningen af de danske jøder er derfor også den største og smukkeste fortælling fra de fem forbandede år, den historie som vi kan være mest stolte af. For ja, nok tjente nogle kynisk styrtende med penge på at hjælpe jøderne, men langt de fleste gjorde det uden at få noget for det – men blot fordi de ville hjælpe medmennesker i yderste nød.

Historien om redningen af de danske jøder er derfor historien om anstændighed og medmenneskelighed i en tid, hvor mørket og hadet herskede – og i år er det så 75 år siden, at bådene sejlede mod Sverige med deres dyrebare last af omkring 7.000 jøder, der reddede livet.

481 lykkedes det så desværre ikke for, da tyskerne fik fat på dem. Men selv langt de fleste af dem reddede alligevel livet, da de kom til Theresienstadt i stedet for til udryddelseslejrene – fordi danske embedsmænd havde gode kontakter i det tyske system. Cirka 100 danske jøder døde dog desværre alligevel.

I dag bor der cirka 6.000 jøder i Danmark. Jøder, som det ikke altid er let for, da de især fra visse muslimske grupperinger møder modstand og had – også i en grad så det fører til et stigende antal verbale og fysiske overfald. Det er forfærdeligt, og det er derfor efter Danmarksbloggens mening ved igen at være tid til at vise de danske jøder, at det danske samfund vil hjælpe dem og være dér for dem.

For en ting er Israel-Palæstina-konflikten – det er storpolitik, og ingen herboende jøder skal gøres ansvarlige for, hvad der sker i Israel – præcis som at ingen herboende muslimer skal gøres ansvarlige for, hvad der sker i Mellemøsten i øvrigt.

Vi er mennesker – og skal opfatte hinanden som sådan. ALLE SAMMEN. MED RESPEKT.

Læs mere om dén nat i 1943 her:
http://www.holocaust-uddannelse.dk/holocaust/danmarkogholocaust.asp

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Obama i Danmark – blot lidt stjernestøv og drømmedrys

Udgivet den af
Svar

Barack Obama er i Danmark, men hvad betyder det for landet? Ingenting, absolut ingenting.

Manden, som engang var USA´s præsident, er tordnende populær i Danmark, som han er det i mange andre vestlige lande. Og vi er også mange, der savner at se en mand af hans kaliber i Det Hvide Hus. Ingen tvivl om det.

Men desværre har det ingen – som i absolut ingen – betydning, at Obama gæster SDU i Kolding som taler ved et lukket arrangement i dag.

Det er blot en mulighed for cirka 700 mennesker til – live – at høre og se den mand, som engang var Verdens mægtigste, og som angiveligt ved arrangementet har talt rosende om dansk design, velfærd og forsvar.

Men det er jo almindeligheder, og den ene time, som Obama taler, giver blot lidt stjernestøv og en smule drømmedrys, og det skaber man ikke et bedre samfund af. Det gør man derimod ved hårdt arbejde og mange kampe, der skal næres af en indre ild og en stærk overbevisning.

Så hvor sympatisk Obama end er, så ville en snak med Koldings hjemløse eller en tur ud i byens skoler og på byens arbejdspladser og jobcentre nok give alle de samfundsinteresserede noget mere næring til deres fortsatte mission.

For slet ikke at tale om de 750.000 kroner, som Kolding kommune har betalt i såkaldt markedsføringsbidrag. Hvad det præcist koster at have Obama på besøg vides ikke – kontrakten er hemmelig, og hvis dens indhold blev kendt, så ville besøget blive aflyst, har Obamas stab meddelt.

Så ja, Obama can … tjene penge, for indholdsmæssigt sagde han åbenbart ikke andet end hvad danske turistorganisationer og politikere selv siger om vores lille land, og som enhver kan google sig frem til på max en halv time.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Julia and five hundred years of freedom”

Udgivet den af
Svar

Hvor lang vej er der egentlig fra Mozambique til Danmark? Rigtig lang vej, og så måske alligevel ikke – i hvert fald ikke hvis man tager en tur ind på Warehouse 9 på Halmtorvet og ser og hører, ja med alle sanser oplever forestillingen ”Julia and five hundred years of freedom”, som folder sig ud i den afrikanske hytte, som vi alle sidder i – og som er en fantastisk kulisse. Det er Julia Luisa Geraldo Machindano, som har skrevet, og som taler, synger og guider os.

For derinde i hytten – langt fra den såkaldte civilisation, men tæt på det fællesmenneskelige – kan man på en scene, hvor man snart er tilskuer, snart er medspiller opleve en rejse i et menneskes liv fra netop Mozambique til Danmark. Det er så også en rejse i 500 års historie – og i Julias eget liv … en rytmisk rejse, en spirituel rejse, en rejse hvor vi med egen krop erfarer om livet som sort, om slaveri, borgerkrig og mødet med den hvide mand.

En rejse, der involverer dans, rør, tæpper, reb og en masse andet, og som bliver ganske fysisk. Og man lærer så godt, når man lærer fysisk. For kroppen husker, og nok er undertegnede ikke sort, men jeg vil for fremtiden aldrig kunne læse eller høre om slaveri – og især om kvindelige unge slaver – uden at mærke hænder på albuerne. Det er helt sikkert.

For nok er jeg – med alt hvad det indebærer – hvid og privilegeret, men jeg føler alligevel, at jeg nu har en lille idé om, hvad det vil sige at være sort. Selvom det i virkeligheden er svært, ja umuligt at sætte sig ind i, hvad det vil sige at leve på den anden side af hegnet, den side hvor strømmen kommer og går.

Den side, hvor der IKKE er hverken svømmepøls eller grønne græsplæner, men som sagt den side hvor lyset af og til går ud, så der bliver bælgmørkt, og man bare kan kigge over hegnet og hen på den anden side, hvor lyset altid er tændt, og hvor vagterne passer på. Om ikke andet så for at holde øje med dem i mørket, som intet har at miste – og som mange af de privilegerede derfor er så vældig bange for, hvad den politiske virkelighed i Europa i øjeblikket også er et billede på.

Men nu handler det her ikke om Fort Europa, men om en ung kvinde – Julia – og hendes rejse, og det er betagende og rørende at følge hende fra barn over ungdommen og til hun havner i Danmark – og nok kan hun tale dansk, spise pølser og give håndtryk, så selv visse danske politikere burde være tilfredse.

Men heldigvis gælder det gamle ord stadig om, at nok kan du tage en pige ud af Afrika, men du kan ikke tage Afrika ud af en pige – heller ikke selvom hun som en anden prinsesse sover tornerosesøvn i den danske lyse sommernat.

Og det er godt, for der er brug for mennesker som Julia i Danmark. Mennesker der så nådesløst og skånselsløst tør krænge dem selv, deres liv og deres følelser ud …

For ”Julia and five hundred years of freedom” er simpelthen mere end teater, mere end en klassisk fortælling. Det er et statement, hvor vi i publikum selv er med, hvor vi lærer af og med egne kroppe, men også af de ord, som tales på både engelsk og dansk, men også på sprog (portugisisk og makonde), som flertallet af os i publikum ikke forstår. Det var der så andre tilskuere – formentlig fra Mozambique – som gjorde, og de grinede højt.

Og det er da ærgerligt ikke at kunne forstå joken, men vi forstod godt pointen. For det er sundt at opleve ikke at kunne være med på alt hele tiden, og især når man er hvid dansker. For vi hvide danskere tager så meget for givet: Vores sprog, vores sociale koder, vores normer. Men alt det er er lige til at miste fodfæstet af og snuble på, hvis ikke man er født her på denne lille plet på kloden, som det er næsten umuligt at ramme med en finger, hvis man scroller igennem et atlas.

Det var så ikke desto mindre, hvad Julia gjorde – og heldigvis for det. For så kan hun give alle os privilegerede muligheden for at få et glimt af forståelsen af, hvad det vil sige ikke at være hvid. Vi får tillige med et internationalt udsyn, og det er der brug for i den danske andedam, som er markant mindre end det enorme ocean udfor Mozambiques strande.

TAK for det og for alt andet. Det var en stærk og stor oplevelse.

Danmarksbloggen giver fem ud af seks trommer som dem Michala Østergaard-Nielsen spillede så eminent på hele forestillingen igennem. Ja, hun var også med på flere andre måder.

Forestillingen spiller fra d. 21. september til d. 30. september.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tak for din tålmodighed – du er nummer sjok i køen

Udgivet den af
Svar

Du er nu nummer 7 i køen, tak for din tålmodighed, lyder det i telefonen.

Øh, undskyld – men hvad er alternativet til at sidde med røret, indtil øret summer? For enten så accepterer jeg at vente i 10, 20, ja måske 30 minutter, eller også kommer jeg bare ikke igennem til lægen – eller hvem jeg nu ringer til.

For hvis jeg nu sidder med et kløende udslæt eller noget andet, så har jeg simpelthen intet alternativ til at være tålmodig og vente. Vente, vente, vente, vente, vente, vente, vente, vente, vente, vente, vente, vente, vente, vente, vente, vente, vente – som regel mens jeg hører muzak og indimellem afbrydes af dén mekaniske stemme, der oplyser mig om mit nummer i køen.

Jeg kunne selvfølgelig – som min mand foreslog det – skrige ned i røret, når jeg endelig kom igennem. Måske noget i retning af: Jeg er sgu ikke tålmodig, ikke spor, det vil jeg lige sige, så hvornår kan jeg få en tid? Det skal fanme være i dag, skal det.

Men det gør man jo ikke, dels fordi man er hæmmet af en opdragelse, som insisterer på, at man opfører sig høfligt og pænt overfor andre, og dels fordi personen i den anden ende er dén ledvogter, som man skal igennem, hvis man gerne vil ind i det forjættede land til den læge eller anden person, som skal hjælpe én.

Så man er superhøflig og overskudsagtig i stemmen, når man endelig – meget endelig – kommer igennem: Goddag, jeg hedder … og så videre. I kender selv smøren.

Det tager så som regel kun 20 sekunder at forklare sig og få en tid. Så når jeg har lagt røret på, undrer jeg mig altid over, hvordan det kunne tage 20 minutter med de seks mennesker, der var foran mig i køen. De kan da ikke alle sammen have langvarige og komplicerede forklaringer, som er nødvendige at fyre af for at kunne få en tid?

Nå, det skal jeg nok ikke tænke for meget over, jeg skal nok i stedet være glad for at leve i et samfund, hvor sundhed trods alt er relativt gratis (endnu).

Skørt i grunden at et så rigt samfund som det danske ikke kan tilbyde alle sine borgere total gratis læge- og tandlægehjælp. Det kunne vi også, hvis vi prioriterede anderledes.

Du er nu nummer sjok i køen til social retfærdighed … kan jeg høre en indre røst hviske, og dén stemme kan desværre ikke slukkes ved bare at smide telefonen på eller råbe ned i røret. Den røst kræver nemlig, at jeg går op imod den sociale ulighed, som hersker i dette rige land – en ulighed, som vi desværre tålmodigt finder os i, men lige dér skulle vi råbe og skrige helt vildt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

DR-besparelser – demokratiet under angreb

Udgivet den af
Svar

I Politiken i weekenden skrev direktør ved Raoul Wallenberg-instituttet Morten Kjærum en skræmmende og vedkommende kronik med titlen: ”Her er de fire skridt til demokratiets stille død”.

Kronikken handler om Orbáns Ungarn, men også om Trump´s USA og om europæiske lande, hvor demokratiet og dets institutioner langsomt, men sikkert udhules og svækkes – deriblandt også Danmark.

Eller som Kjærum skriver i Politiken: Forandringerne kommer skridt for skridt på en umærkelig måde, der gør det vanskeligt at sige fra og især at gøre det i tide. Citat slut.

Men hvad er det så for komponenter, der er i spil?

Kjærum skriver i kronikken i Politiken: De fire vigtigste komponenter i Orbáns drejebog er kampen mod menneskerettigheder, underminering af domstolene og andre uafhængige institutioner, svækkelse af den frie presse og af civilsamfundet. Citat slut.

Dagens nedslagtning af DR bekræfter denne udvikling i Danmark. For er der noget, som vi har brug for i en tid med fake news og meget stærke private mediespillere, så er det en public service-kanal, som serverer kvalitets-tv – vel at mærke uden skjulte økonomiske eller politiske interesser.

Programmer som fx Dagen på DR2, der nu nedlægges. Det samme gør Sundhedsmagasinet og Langt fra Borgen for bare at nævne nogle få kvalitetsprogrammer, der løfter vidensniveauet i Danmark, men som nu skal skrottes.

Men det ønsker dele af det politiske landskab i Danmark ikke. En mindre oplyst befolkning er også lettere at køre rundt med end en vidende og kritisk befolkning, men både demokratiet, velfærden og bundlinien taber på, at partier som LA, DF og Venstre vil gøre danskerne generelt dummere.

Gad vide om de partier forstår, hvad de har gang i? Man håber nej, for ellers er denne fordummelses- og antidemokratiserings-proces en del af et beskidt spil om at beholde magten i Danmark, som kan ødelægge hele samfundet.

Eller som Kjærum skriver det i kronikken i Politiken: En beskæring på 20 procent er et angreb, ikke en normal besparelse. Og det bliver besluttet i en tid, hvor der tales om fake news og russiske trolls, der vil forsøge at påvirke nyhedsstrømmen i Danmark i forhold til det næste valg og dermed vores demokratiske processer. Netop nu og de kommende år er der brug for, at der er troværdige medieinstitutioner, der har muskler til at tage kampen med en af de største trusler mod vores demokratiske liv. Citat slut.

De muskler har DR ikke længere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: SKAM2

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggen har ladet to unge mennesker, Troels Rindal og Anna M.T. Frederiksen, med en fremtid i teater- og filmverdenen stå for anmeldelsen af SKAM2 på Aveny-T:

Den norske tv-serie SKAM har taget hele verden med storm. Den store succes og næsten kultstatus, som serien hurtigt fik, har resulteret i mange genindspilninger i flere forskellige lande, bl.a. USA, Tyskland og Spanien.

Men i Danmark har Aveny-T valgt at bringe SKAM’s unge karakterer og deres problemer til live på de skrå brædder. Dette skift fra ét medie til et andet kan være svært at udføre, men det er blevet gjort med en kyndig og kærlig hånd på teatret på Frederiksberg, og resultatet er blevet et ganske innovativt teaterstykke, både på grund af scenografien, castet og fusionen af live-filmstumper og råt skuespil.

Hvis man aldrig har været på Aveny-T teateret og oplevet sceneopbygningen, kan det kun beskrives på én måde; Anderledes. Publikum sidder i 360 grader rundt om en firkantet scene, hvor vi ofte får lov at se det hele fra et fugleperspektiv med de opsatte kameraer og dertilhørende skærme. Men skuespillet foregår ikke kun på dette lille frimærke i midten af salen. De purunge skuespiller fistrer forbi, igennem og rundt om publikum, så vi konstant bliver holdt aktive og på kanten af vores sæder.

Og selvom skuespillerne farer rundt imellem os, formår de stadig at bevare den så berømte 4. væg, hvilket minder meget om selve tv-serien SKAM. Tv-serien brugte også sociale medier som Instagram for at kommunikere ud til seerne, men distancen blev altid bibeholdt i både tv-serien og teaterstykket.

De sociale medier, som spillede en kæmpe rolle i tv-serien, blev også stadig brugt på Aveny-T. Dog var det her kun sms-beskeder, der blev projekteret op på skærmene, men effekten var præcis som i serien – man kunne mærke den teknologiske udvikling verden har været igennem, og som har haft så stor betydning for os unge og vores kommunikationsmuligheder i dag.

Skærmene blev heller ikke kun brugt til at give publikum et glimt af, hvad der foregik på karakterernes mobiltelefoner. De blev også brugt til at vise de efterhånden ikoniske sceneskift med den velkendte gule skrift, som indikerer, at vi nu skal til et nyt tidspunkt i de unge gymnasieelevers liv.

Alle, der har set sæson 2 af SKAM, ved, at netop denne sæson er lang. Netop derfor gjorde vi os her hos Danmarksbloggen en del tanker om, hvordan folkene bag stykket skulle få kogt det hele ned til en én-aftensforestilling uden at tabe nogle centrale pointer eller begivenheder på gulvet. Og selvom det uden tvivl har været noget af en opgave, blev den fornemt løst – de vigtige begivenheder blev udført på smukkeste vis af de unge skuespillere, og det, der ikke kunne vises, blev fortalt af andre karakterer.

Dette fortællergreb ligger langt væk fra den originale serie, men det skabte en god dynamik at få de mange forskellige subjektive synspunkter – noget vi ikke får på samme måde i tv-serien. Derudover gjorde denne fortælleteknik det også muligt at slippe for en langtrukken eller kedelig aften i teatret med overflødigt mange informationer.

For dette stykke er alt andet end langtrukkent og kedeligt – der er fart på fra starten, der er masser af bevægelse og energi, og dette afspejler alt sammen, hvor karaktererne er i deres liv. For netop i denne unge alder er man fyldt med energi og tørst på at komme ud og leve livet, men man er samtidig så dritt-sårbar.

Alle disse aspekter af ungdomslivet ser vi hos hovedpersonen Noora, som spilles formidabelt af den 17-årige Fanny Bornedal. Og ikke kun teater-debutanten Fanny Bornedal spiller godt, hele castet er som skabt til deres individuelle roller. De giver alt, hvad de har i sig, og viser både de sjove og sårbare sider af det at være ung i dag. De kommer ud til publikum, både fysisk og psykisk, og man lader sig som publikum rive med og opsluge af interne intriger og udefrakommende problemer.

Vi føler med dem, vi bliver glade på deres vegne, og vi er sammen med dem hele følelsesregistret igennem – hvilket er ganske imponerende at nå på omkring 1 time og 45 minutter. Men dette formår de unge skuespillere og deres rå skuespil altså at gøre, hvilket også er med til at det bliver til et fantastisk teaterstykke, som kun kan anbefales herfra.

Vi har valgt at give individuelle stjerner:

Troels Rindal giver SKAM2 4 ud af 5 stjerner.
Anna M. T. Frederiksen giver SKAM2 4,5 ud af 5 stjerner.

Skrevet af Anna M. T. Frederiksen

Danmarksbloggen vil derfor konkludere, at det samlede antal stjerner for SKAM2 ender på 5 stjerner ud af 6 mulige – og tilføjer en kommentar omkring, at når de unge, som har set hele serien, er så begejstrede for teater-udgaven, så kan alle  i de ældre generationer også med fordel gå ind og se forestillingen.
Om ikke andet så for at forstå den generation, som er ung i dag – og som er så meget mere og meget bedre end sit rygte. De unge både kan og vil noget – og ikke kun for sig selv, også for resten af samfundet. Der er håb.

Pumpkin spice – den nye dansker i klassen, men uden håndtryk

Udgivet den af
Svar

Efterår rimer på græskar – og Danmarksbloggen er derfor taget på kaffebar, nærmere bestemt Starbucks, for at følge i hælene på endnu et kulturelt fænomen fra USA, som er i gang med at indtage Danmark – nemlig pumpkin spice, som man kan få i både en caffe latte og en frappuccino-udgave.

Undertegnede kan så ikke lide hverken kaffe, frappuccino eller pumpkin spice, men det kan Danmarksbloggens unge skribent Anna M.T. Frederiksen, der lige nu er i gang med at fortælle den engelsksprogede ekspedient, at der er to n´er i hendes måde at stave Anna på.

For sådan er den globale virkelighed på enhver Starbucks, uanset om den ligger i København, London eller New York. Det er så også en form for poetisk og global ligeret, at ALLE navne skal staves bogstav for bogstav, mens det skrives på plastic-kruset.

Så mens vi venter på Annas pumpkin spice og min egen noget mere almindelige varme kakao, kan vi lige fortælle historien om pumpkin spices succestogt.

For der var engang, hvor krydderiet pumpkin spice – som trods navnet IKKE stammer fra græskar, men er lavet af kanel, ingefær, allehånde og muskatnød – kun blev brugt til de græskartærter, som amerikanerne spiser til Thanksgivning og Halloween.

Men sådan nogenlunde samtidig med at den amerikanske Halloween-skik fik tag i danskerne (det vil sige omkring årtusindskiftet) begyndte Starbucks i USA at putte pumpkin spice i deres kaffe. Og som årene er gået, er det kun blevet en større og større succes, der i de sidste år også er nået til Danmark.

Alt det andet med pumpkin spice som fx kager, marmelade og chokolade har vi dog ikke importeret fra USA – ikke endnu. Men det kan sagtens komme til Danmark med tiden ligesom så mange andre amerikanske produkter.

Nå, nu er drikkene færdige, og vi skal ned til bordet. Anna har fået et meget saligt udtryk i øjnene, for nu er det tid til sæsonens første, men næppe sidste pumpkin spice.

Hun tager en slurk, og et stort smil breder sig. Det her har Anna ventet længe på – ja, allerede mens sommeren bragede afsted varm og solrig, begyndte hun at drømme om støvler, tørklæder – og pumpkin spice.

”Det smager simpelthen skønt, og jeg forstår godt, hvorfor amerikanerne er begyndt at kalde efteråret for pumpkin-spice-season i stedet for fall eller autumn,” lyder det fra det unge menneske.

At både pumpkin spice og Starbucks samtidig er import af amerikansk kultur, er Anna helt bevidst om – og har det fint med.

”Dels så er min generation ikke så USA-forskrækket som tidligere generationer som fx 68´er-generationen kan være det, og dels så tager vi kun de dele af USA til os, som vi kan lide – men ja, USA er vores største inspirationskilde, når det kommer til levevis og kultur, og det er vel meget naturligt, når nu landet er verdens supermagt – for det er USA trods Trump, som gerne må blive en parentes i historien,” siger Anna M. T. Frederiksen.

Danmarksbloggen tænker, at det var heldigt for Halloween-traditionen og græskar-krydderiet, at de kom til landet inden håndtrykket blev obligatorisk for nye danskere, for hvornår giver man hånden til et græskar? Det er lidt svært, medmindre man har Askepot´s fe-gudmor lige ved hånden, og hvem har det?!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: No more Jacks – mod nye tider

Udgivet den af
Svar

”NO MORE JACKS – MOD NYE TIDER” hedder Stig Rossen, Jesper Lohmann, Jesper Asholt og Keld Heicks nye show, som i lørdags havde premiere på Gl. Scene på Det Kgl. Teater. Anledningen var, at der var gået 10 år, siden de fire startede, og at de nu var klar til at tage tiden EFTER de oprindelige Four Jacks periode, som sluttede i 1964, under kærlig musikalsk behandling. For som de fire selv konstaterede:

Vi er sådan en slags plejebørn af de oprindelige fire, men på et tidspunkt må vi jo flyve fra reden.

Det gjorde de så foran et feststemt publikum, der var ligeså veloplagte som dem på scenen. Men inden butterflyen blev smidt – og de fire kastede sig ud i nye numre, fik vi et par af de gamle numre, dog ikke klassikeren over dem alle ”Åh, den vej til Mandalay”, som vi var nogle stykker, der havde håbet måske kom som ekstranummer.

Og den kunne også sagtens have fungeret som en passende afslutning på den – med ørehængende evergreens fortalte – livets rejse fra forelskelsens søde kys over erotik og erobringer til bristede håb og drømme, inden man kommer til accepten og den sære form for lykke og fred, som indfinder sig hos de fleste, når man passerer det første halve århundrede på livets sejlads.

Men nu skal anmeldelsen handle om det, som var – og ikke om det, som ikke var, om end den valgte musik netop drejede sig om væren på et dybere plan.

For det kan godt være, at showet hedder ”No more Jacks – mod nye tider”, men det var nu stadig fortidens stil, som der blev budt på. En fortid og en stil med pænt tøj, laksko, dannelse og kultur. En tid langt væk fra nutidens fokus på individet og den digitale jagt på likes.

En tid som vi mangler – og måske allermest os, som aldrig har oplevet de gyldne årtier, hvor der var fred i verden, og velfærdssamfundet buldrede frem. Men hvor man stadig tog fint tøj på, når man skulle ud, talte pænt til hinanden og de andre ting, som ikke kun er ydre manerer – men også rammer for en god måde at være menneske på.

En analog tid, en tid fyldt med levende musik som det big band, der var på scenen – og som ledet af kapelmester Peder Kragerup spillede, så den gamle teaterbygning swingede og vred sig på måder, som den næppe har gjort før. Også fordi de fire Jacks, der altså ikke var Jacks mere, sang firestemmigt, så det var en fornøjelse.

Nogle af de bedste var, da Stig Rossen sang ”What a wonderful world”, for da mødtes den gamle analoge og den nye digitale verden i det øjeblik, hvor to unge mennesker tændte deres iPhones og sad og vuggede som til en rockkoncert. Tidligere havde vi dog alle rocket og rullet.

Men det var en af de få sjældne stille øjeblikke i en koncert, der generelt var fuld af musik, som man bliver glad af og klappede i takt til af, men som bød på hele viften, også fordi de herrer kommer med hver deres baggrund.

For det gør en forskel, når den ene er uddannet sanger (Rossen), den anden Danmarks største hitmager (Heick) og de to andre skuespillere (Asholt og Lohmann), selvom de to slet ikke er ens. Asholt rummer en vemodighed, som nærmer sig smerte, mens Lohmann er den personificerede crooner fra 60´erne, selvom han kun var en lille dreng i det årti.

Men det var alt sammen, som det skulle være, og skulle de fire en dag få lyst til at køre en omgang mere udelukkende med de oprindelige Four Jacks-sange, så er Danmarksbloggen sikker på, at de vil spille for udsolgte huse. For der er brug for den tids musik – og for mennesker, som kan synge den, og det kan d´herrer Stig Rossen, Jesper Lohmann, Jesper Asholt og Keld Heick.

Danmarksbloggen giver fire butterfly ud af seks mulige – og overvejer at se showet en gang mere, når det er halvvejs.

For som min bedre halvdel, der var med, sagde: Det var rigtigt godt, især musikalsk. Stig Rossen blev fx John Mogensen, da han sang ”To mennesker på en strand”, og der er ikke mange, der kan trække den en kvart tone ekstra, som Keld Heick kan. Men der er også nogle pointer, som ikke lige falder, som de skal – men som sikkert vil blive bedre, når de fire undervejs pudser forestillingen af.

Det tror undertegnede også, for musikken er på plads. Helt på plads.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk