Anmeldelse: No more Jacks – mod nye tider

”NO MORE JACKS – MOD NYE TIDER” hedder Stig Rossen, Jesper Lohmann, Jesper Asholt og Keld Heicks nye show, som i lørdags havde premiere på Gl. Scene på Det Kgl. Teater. Anledningen var, at der var gået 10 år, siden de fire startede, og at de nu var klar til at tage tiden EFTER de oprindelige Four Jacks periode, som sluttede i 1964, under kærlig musikalsk behandling. For som de fire selv konstaterede:

Vi er sådan en slags plejebørn af de oprindelige fire, men på et tidspunkt må vi jo flyve fra reden.

Det gjorde de så foran et feststemt publikum, der var ligeså veloplagte som dem på scenen. Men inden butterflyen blev smidt – og de fire kastede sig ud i nye numre, fik vi et par af de gamle numre, dog ikke klassikeren over dem alle ”Åh, den vej til Mandalay”, som vi var nogle stykker, der havde håbet måske kom som ekstranummer.

Og den kunne også sagtens have fungeret som en passende afslutning på den – med ørehængende evergreens fortalte – livets rejse fra forelskelsens søde kys over erotik og erobringer til bristede håb og drømme, inden man kommer til accepten og den sære form for lykke og fred, som indfinder sig hos de fleste, når man passerer det første halve århundrede på livets sejlads.

Men nu skal anmeldelsen handle om det, som var – og ikke om det, som ikke var, om end den valgte musik netop drejede sig om væren på et dybere plan.

For det kan godt være, at showet hedder ”No more Jacks – mod nye tider”, men det var nu stadig fortidens stil, som der blev budt på. En fortid og en stil med pænt tøj, laksko, dannelse og kultur. En tid langt væk fra nutidens fokus på individet og den digitale jagt på likes.

En tid som vi mangler – og måske allermest os, som aldrig har oplevet de gyldne årtier, hvor der var fred i verden, og velfærdssamfundet buldrede frem. Men hvor man stadig tog fint tøj på, når man skulle ud, talte pænt til hinanden og de andre ting, som ikke kun er ydre manerer – men også rammer for en god måde at være menneske på.

En analog tid, en tid fyldt med levende musik som det big band, der var på scenen – og som ledet af kapelmester Peder Kragerup spillede, så den gamle teaterbygning swingede og vred sig på måder, som den næppe har gjort før. Også fordi de fire Jacks, der altså ikke var Jacks mere, sang firestemmigt, så det var en fornøjelse.

Nogle af de bedste var, da Stig Rossen sang ”What a wonderful world”, for da mødtes den gamle analoge og den nye digitale verden i det øjeblik, hvor to unge mennesker tændte deres iPhones og sad og vuggede som til en rockkoncert. Tidligere havde vi dog alle rocket og rullet.

Men det var en af de få sjældne stille øjeblikke i en koncert, der generelt var fuld af musik, som man bliver glad af og klappede i takt til af, men som bød på hele viften, også fordi de herrer kommer med hver deres baggrund.

For det gør en forskel, når den ene er uddannet sanger (Rossen), den anden Danmarks største hitmager (Heick) og de to andre skuespillere (Asholt og Lohmann), selvom de to slet ikke er ens. Asholt rummer en vemodighed, som nærmer sig smerte, mens Lohmann er den personificerede crooner fra 60´erne, selvom han kun var en lille dreng i det årti.

Men det var alt sammen, som det skulle være, og skulle de fire en dag få lyst til at køre en omgang mere udelukkende med de oprindelige Four Jacks-sange, så er Danmarksbloggen sikker på, at de vil spille for udsolgte huse. For der er brug for den tids musik – og for mennesker, som kan synge den, og det kan d´herrer Stig Rossen, Jesper Lohmann, Jesper Asholt og Keld Heick.

Danmarksbloggen giver fire butterfly ud af seks mulige – og overvejer at se showet en gang mere, når det er halvvejs.

For som min bedre halvdel, der var med, sagde: Det var rigtigt godt, især musikalsk. Stig Rossen blev fx John Mogensen, da han sang ”To mennesker på en strand”, og der er ikke mange, der kan trække den en kvart tone ekstra, som Keld Heick kan. Men der er også nogle pointer, som ikke lige falder, som de skal – men som sikkert vil blive bedre, når de fire undervejs pudser forestillingen af.

Det tror undertegnede også, for musikken er på plads. Helt på plads.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk