Månedsarkiv: maj 2023

Godt vejr = Regn

Udgivet den af
Svar

Sikke et dejligt vejr, som vi har haft her i pinsen, ikke sandt? Sol og varme, så langt pinsesolen kunne danse.

Ja, den gyldne sol har nærmest skinnet hele maj måned. Det er da vidunderligt, ikke?

NEJ, det er ej. Dét er forfærdeligt. Dét er katastrofalt.

Vi mangler i dén grad vand overalt i Danmark, og det er ikke første gang, at vi har et tørkeindeks, der er helt oppe op og ringe. Tværtimod er en voldsom mangel på vand en fast foreteelse i Danmark – især om foråret og sommeren.

Årsagen er selvsagt klima-forandringerne, og konsekvenserne er dårlige betingelser for de vækster, den mad, som vi skal leve af.

Så nej, lange rækker af dage med sol og varme er ikke noget, som vi skal kalde godt vejr.

Godt vejr derimod er, når vi får både sol og regn i passende mængder og med passende intervaller.

Og dét er på høje tid, at vi begynder at omtale det som sådan fremfor automatisk at sige godt vejr = sol og dårligt vejr = regn.

For lige nu er det omvendt. Lige nu – som så ofte før i de seneste år – forholder det sådan her:

Godt vejr = Regn
Dårligt vejr = Sol

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”The Little Mermaid”

Udgivet den af
Svar

Disney får mig hver gang – som i hver gang. Jeg tudbrøler altid til slut, når kombinationen af eventyr, skurk og heltinde/helt går op i en happy end. Således også da jeg og min ledsager, en ung dame, som nærmest er vokset op med Disney-prinsesserne, så Disneys ”The Little Mermaid”, der har premiere i dag som film-version.

Måske det også har noget med musikken at gøre. Musik er nemlig det tætteste, som virkelighedens verden kommer på magi – og nogle af Disneys film har et soundtrack, der er i absolut særklasse – deriblandt musikken fra ”The Little Mermaid”.

Man havde så i filmen valgt at tilføje et par nye sange. Det skulle man have ladet være med. De nye sange var da udmærkede, men ikke i nærheden af de originale sanges skyhøje niveau, som det ret beset også kun er ”Snehvide”, ”Mary Poppins” og ”Løvernes konge”, der kan konkurrere med, når vi taler om Disneys egne produktioner.

Men de nye sange var trods alt skønhedsfejl i en film, som betager – fordi den er Disney Classics: Spændende, morsom og fuld at kærlighed.

Min ledsager, der som sagt kender Disney-prinsesserne indgående, var enig med mig.

Om end hun havde en stor og vigtig anke: Nemlig Ariels kjoler. I tegnefilmen har Ariel fx en glitrende blå kjole på, da hun står op af vandet efter kong Triton har givet hende ben til sidst i filmen. Dét havde filmens Ariel ikke.

Der var også andet, som manglede i en film, som ellers var imponerende flot, når det kom til kostumer, design og speciel-effects – og til at være politisk korrekt.

For som min ledsager sagde: Hudfarven på havfruen var selvfølgelig også anderledes – men bevares. Det er for os unge og børnene noget helt naturligt. Diversitet, du ved. Men når det er sagt, så laver man altså bare ikke om på Ariels kjoler. De skal se ud, som de gør i tegnefilmen – og det gør de ikke. Punktum.

Jeg tror, at en hel verdens små piger vil give min unge ledsager ret. At ændre på en ikonisk prinsessekjole er helligbrøde.

De ældre årgange vil nok lægge mere mærke til den mørke havfrue, som er langt fra den havfrue, som H. C. Andersen skrev om i eventyret, hvor der står: Men den yngste var den smukkeste af dem alle sammen, hendes hud var så klar og skær som et rosenblad, hendes øjne så blå som den dybeste sø.

Men selvfølgelig skal en mørk kvinde som sangerinden Halle Bailey kunne spille havfrue, ligesom en mand skal kunne spille en kvinde, en hvid en sort og så fremdeles. Hvis vi kun kan spille os selv, så bliver det hele hurtigt meget kedeligt – og vi går glip af en masse god skuespilkunst.

Men ja, Hollywood skal OGSÅ være politisk korrekt – og var det også med de syv havfruer, som kom fra hvert sit ocean, og ikke længere som i tegnefilmen havde navne, der startede med A – men derimod navne der passede til hvert sit ocean. Det var selvfølgelig igen min unge ledsager, som bed mærke i det.

Jeg var mere optaget af kong Triton (spillet af den spanske karakterskuespiller Javier Bardem) og hans indre kamp om at give datteren fri – og jeg græd, da han til sidst gav hende ben, og sagde: Nu har jeg kun ét problem – hvordan jeg skal håndtere at savne hende.

Heldigvis ender også dén del godt. Men det beviser, at Disney er for alle.

Der er noget, når man er barn, og drømmer om prinser og prinsesser. Når man er ung, og identificerer sig med Ariel eller/og prins Erik og deres kamp for kærligheden. Og når man bliver ældre, så er det åbenbart Kong Triton og hans smerte ved at skulle sige farvel til datteren, der rammer. Det er ok. Så længe man ikke rimer på Ursula, så har man sit på det tørre – eller det våde rettere.

For hvor vil man gerne leve nede i de oceaner – også med en fiskehale. Jeg vil i hvert fald (men jeg svømmer også Åbent Vand). Min unge ledsager er godt tilfreds med at blive på landjorden. Det er noget med præferencer.

Vi var til gengæld helt enige om, at Kong Triton og Eriks Dronninge-mor og alle de andre voksne roller spilles med en enorm dybde. Karaktererne har også levet et liv, mistet deres elskede, de har ansvar overfor andre og meget mere i den alvorlige boldgade, mens Ariel og Erik er unge og eventyrlystne.

Det er den kendte skuespiller Melissa McCarthy, som gestalter havheksen Ursula. En rolle, som hun spiller med en strejf af humor, som klæder det ellers ret uhyggelige hav-væsen.

Sebastian, Tumle og Skralde, som nu er en kvinde, er også med som muntre indslag, der kommer i en lind strøm filmen igennem. For som de krabber, svømmer og flyver rundt i Caribiens lune vande og varme luft, hvor historien foregår – selvom H. C. Andersen skrev om de kolde nordiske vande fulde af havfruer med rosenfarvet hud og blå øjne, som når de efter 300 års liv i vandet døde og blev til skum på havet.

For sådan gik det iflg. den danske eventyrsdigter havvæsner, medmindre et menneske elskede dem, og dermed gav dem et stykke af vedkommendes udødelige sjæl.

Og i H. C. Andersens oprindelige eventyr får havfruen heller ikke sin prins, men opnår alligevel en salighed større end normalt for en havfrue, idet hun efter 300 år sammen med luftens døtre, som hun også bliver til, da hun dør, svæver ind i Guds himmerige – til evig salighed. Fordi hun så har fået en udødelig sjæl.

Andersen har altså en helt anden slags happy end … men én som stadig viser, at man kan vinde det hele ved at bryde ud af sin egen verden og ind i en anden verden.

Filmen ”The Little Mermaid” handler så om at bruge sin stemme. Så det er dobbelt skade, at H. C. Andersens stemme ikke høres mere tydeligt i Disneys version af ”Den Lille Havfrue”.

For dimensionen med erhvervelsen af den udødelige sjæl er vigtig at få med, når man skal forstå den unge havfrues rejse op af vandet. En rejse, som hos Disney slutter på landjorden, men som hos H. C. Andersen førte havfruen endnu længere – helt op i luften og til sidst i den evige salighed.

For hvad er vigtigst? Sjælefreden/saligheden i evigheden eller kærligheden her på Jorden? Ja, Andersen, som skrev eventyret (og som ikke var bange for hverken skygger eller dårskaber), heppede på det første, mens Disneys drømmefabrik går med det sidste.

På den billedlige side af filmen er det også ærgerligt, at den ene ud af to meget ikoniske scener fra tegnefilmsversionen (som man ellers følger næsten slavisk i filmen) er droppet – nemlig den hvor Ariel med en stor pen skriver under på den katastrofale kontrakt med Ursula.

Den anden berømte scene – den hvor Ariel sidder på stenen og synger om, at hun vil være en del af menneskets verden – er heldigvis med sammen med en perlerække af andre scener under Koralmånens skær. 

Danmarksbloggen giver ”The Little Mermaid” fem ud af seks søstjerner – og siger: VI SES I BØLGEN.

Skrevet af: Anna M. Frederiksen, anmelder på Danmarksbloggen og Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hammershøi-maleri under hammeren

Udgivet den af
Svar

Endnu et Hammershøi-maleri er sat til salg.

Denne gang er der tale om ”Musikværelset, Strandgade 30”, som ryger under hammeren i morgen d. 16. maj på Sotheby´s Modern Evening Auction i New York. Maleriet er vurderet til at indbringe mellem 20 og 35 millioner kroner, hvilket vil blive den højeste pris nogensinde for et værk af Hammershøi.

Danmarksbloggen er delt.

På den ene side er det skønt, at en dansk maler får så meget opmærksomhed i udlandet – og anses for så god, at hans billeder bliver solgt på samme auktion som værker af mestre som Monet og Pisarro.

Men på den anden side tænker man automatisk: HVORFOR lige Hammershøi?

Mandens billeder er mere end kedelige: Store flader. Linjer. Minimalisme i en 1800-tals-version. Gråt i gråt – og kun enkelte andre farver end de grå nuancer, og som regel endda kun hvidt og sort og måske en anelse brunt.

Man bliver også træt af Hammershøis malerier, inden man har set dem.

Men måske formidler de dén måde, som udlandet kan lide at se Danmark og danskerne på?

For Hammershøis malerier er som et Nordic Noir skildret så dystert og kedeligt, at det bliver et mareridt. Et mareridt uden liv og uden farver. Bare stilstand og død i en del af verden, som er frosset til i kulde og lukkethed størstedelen af året.

Sådan er Danmark måske – og i så fald har vi ingen bedre repræsentant end Hammershøis billeder, som er et vældigt dyrt (åbenbart) og dødsens kedeligt mareridt i grå nuancer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Historien om en moder: Irena Sendler reddede 2500 børn

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggen bragte også denne historie sidste år på mors dag – og forrige år og ….

Og normalt genbruger Danmarksbloggen ikke indlæg. Bloggens natur og formål er at være aktuel og ny.

Men lige denne historie, historien om en moder, der reddede 2500 børn, er langt mere spændende og inspirerende end nogen blomster og nogen chokoladeæsker nogensinde kan blive det. Ja, også i år har den desværre en aktualitet med russernes umenneskelige adfærd i Ukraine.

Danmarksbloggen har derfor besluttet at fortælle denne historie hver eneste mors dag. For den er vigtig – også i nutiden og i fremtiden.

Historien, som er 100% autentisk, handler om en enkelt kvinde, en enkelt moders utrolige mod, udholdenhed og styrke. En kvinde, som mange ikke kender, og som endnu flere har glemt navnet på. En kvinde, som levede i en tid og under nogle vilkår, som så altfor let kan komme igen, hvis ikke vi husker.

Så her kommer – som sidste år og som til næste år og året efter – historien om Irena Sendler:

Befrielsestiden var mange ting. En af dem var Folke Bernadotte og de hvide busser, der kom hjem med de overlevende fra kz-lejrenes rædsler. Senere hen hørte en overvældet verden om nogle af de helte, der med fare for eget liv havde arbejdet for og iblandt tyskerne for at redde jøder og andre, som var forfulgte.

En af disse helte er Schindler og hans berømte liste, som Steven Spielberg lavede en film om. Men der er en heltinde, som de fleste ikke kender, men hvis navn burde stå med flammeskrift:

Hendes navn er Irena Sendler: http://www.auschwitz.dk/sendler.htm

Hun døde i 2008. Irena Sendler var småbørnsmor og kristen. Hun arbejdede i krigens første år som socialarbejder i Warszawas ghetto, hvor mere end 5000 jøder hver måned døde af sult eller/og sygdom. Dén gru og dén nød kunne Irena Sendler ikke bare stå og se på. Hun måtte gøre noget.

Så hver dag kørte hun ind i lejren i sin lille bil, hvor hendes hund altid var passager. Irena havde lært hunden at gø højt, når den så en tysk uniform, så hendes bil blev aldrig undersøgt. Der var ingen, der ønskede at komme i nærheden af den gale hund.

Det var smart. For i en sæk i hendes bil kunne der ligge et større barn eller to, mens Irena havde et mindre barn i hendes store, specialbyggede taske, der var lavet, så den passede lige til et lille barn. Så hver gang hun kørte ud, havde hun mindst to børn med sig – skilt fra deres forældre, men på vej ud i friheden og livet.

Og på den måde gik ugerne og månederne. Irena Sendler smuglede barn efter barn ud, men efterhånden fattede tyskerne mistanke til hende. Og i oktober 1943 slog de til og arresterede den unge mor, som blev sat i fængsel.

Her var hun i flere måneder, men til trods for at nazisterne brækkede hendes ben og fødder, og lavede andet tortur på hende, sagde hun ikke en lyd. Fortalte ikke med en eneste stavelse, hvad der var sket med børnene. Nazisterne dømte hende derfor også til sidst til døden.

Men i sidste sekund lykkedes det den polske modstandsbevægelse at bestikke en tysk soldat, så Irena Sendler blot kom på listen over henrettede. Mens hun i virkeligheden kom ud og levede skjult under resten af krigen, hvor hun dog stadig hjalp så mange jøder, som hun kunne.

Så da krigen sluttede, kunne Irena Sendler tage tilbage til naboens have og grave de syltetøjsglas op, som hun under krigen havde gravet ned. Syltetøjsglas med lister i, hvor hun omhyggeligt havde noteret hvert eneste barns jødiske navn og familie sammen med barnets nye kristne navn.

De efterfølgende måneder brugte hun så på at opsøge alle børnene og forene de familier, hvor forældrene stadig var i live. Det var ikke mange, og det smertede hende dybt.

Præcis som det havde været frygteligt at tage børnene fra deres forældre.

For som Irena Sendler selv fortalte det: Jeg vil for altid høre skrigene og gråden, når jeg adskilte forældre og børn.

Men for alle børnene sørgede hun for en god opvækst hos kærlige familier eller på tilsvarende kærlige børnehjem og klostre. Jeg oplevede aldrig, at nogen sagde nej til mig, når jeg spurgte, om de kunne tage et barn, fortalte Irena Sendler, da hun som en ældre dame endelig fik verdensomspændende anerkendelse for hendes enestående bedrift.

For hun var en helt. En af de få. Men selv opfattede Irena Sendler sig ikke som helt:

“Jeg kunne have gjort mere, men jeg gjorde det ikke. Det fortryder jeg, og den fortrydelse vil følge mig til min dødsdag,” sagde kvinden, der reddede 2500 børn fra nazisternes umenneskelige djævelskab.

Kvinden, der udførte en bedrift, der er større end det kan siges med ord. Og så alligevel. For nobelprisvinderen og holocaust-overleveren Elie Wiesel skrev om dén tid og de få modige, der var:

“Dengang var der mørke alle steder. I himlen og på jorden. Alle åbninger ind til medfølelse så ud til at være lukkede. Dræberne dræbte, og jøderne døde – og den omkringliggende verden var enten ligeglade eller medskyldige. Kun få havde modet til at gøre noget.”

En af de få var Irena Sendler. Ære være hendes minde.

Ps. I 2007 var Irena Sendler indstillet til Nobels fredspris, men fik den ikke. Den gik i stedet til Al Gore og hans snak og slides om klimaforandringer. Information, som alle vidste i forvejen contra at redde 2500 børns liv med fare for sit eget liv.

Dén lader vi lige stå et øjeblik!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hip-hip-hurra for Onkel Reje

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggen skal ærligt indrømme, at den aldrig havde set eller hørt Onkel Reje, før shitstormen – og støttestormen – rejste sig. Jo, navnet var bekendt. Men Danmarksbloggen havde aldrig beskæftiget sig med denne pirat-lignende figur, som ellers i flere år har huseret hos DR.

Men nu måtte Danmarksbloggen jo i gang med at se og høre nærmere på fænomenet Onkel Reje.

Hvem og hvad er denne Onkel Reje, som deler vandene noget så eftertrykkeligt?

Er han en pædagogisk åbenbaring pga. hans politiske ukorrekthed, som mange fra børn til kendte mener? Eller er han den sataniske forfærdelighed, som skader børn, som andre beskylder ham for at være?

Ja, en gennemgang viste, at det var hverken-eller.

Onkel Reje er – som Danmarksbloggen ser ham – en underholdende figur, der siger, gør og synger det, som ”man bare ikke gør”. Han er altså upassende i en grad, så det er hylende morsomt.

SATIRE på et eksistentielt plan.

Man skal derfor være meget firkantet i hovedet, hvis man skal være i stand til at misforstå/mistolke noget af det, som Onkel Reje fyrer af. Dét er børn ikke. Børn er superskarpe, så de gennemskuer onkel Reje på et sekund – og storgriner af hans geniale tosserier.

Onkel Reje er altså hverken særlig farlig eller særlig super-pædagogisk. Han er noget så vidunderligt som skøn underholdning. SPAS.

Men at noget – som altså Onkel Reje – kan være så uskyldigt og så fint er åbenbart svært at forstå for de mennesker, som deler andre mennesker op i kasser med labler på efter devisen: Han er ligesom mig, så han er god nok. Eller: Han er anderledes end mig, så han er ikke god nok.

Den slags mennesker med kasse-og-label-og-dømme-trang er der for mange af. Deres yndlingsbeskæftigelse er at forpeste tilværelsen for andre – og nu også for Onkel Reje, hvis alterego Mads Geertsen har måttet sygemelde sig.

Og det er – og nu bander jeg – fanme ikke i orden.

En ting er ikke at kunne lide Onkel Reje. Det er en ærlig sag. Ingen kan lide alle tv-programmer. Men at overfalde en mand på dén måde, som det er sket her – og som er så groft i sin chikane og trusler, at sagen er politianmeldt. Det er fanme for dårligt.

Onkel Rejes altergo Mads Geertsen er en mand, der bare vil underholde og skabe grin og glæde. Så at gå efter ham på den måde, som det er sket, er en råhed og et barbari, som ikke hører hjemme i et civiliseret samfund.

Det er den verbale version af høtyve og brændende fakler – og man kan næsten se hvide spidse hætter dratte ned og dække de sølvpapirshatte, som angriberne har på i forvejen. For ja, der er lige linie mellem dem, som fører an i kampen mod onkel Reje og så dem, der mener, at Corona er en hoax, og som er imod vaccinen.

Man kan derfor passende spørge: HVEM er idioterne? Os, som anerkender videnskab og fakta, og som griner af Onkel Rejes påhit – eller dem, som seriøst mener, at Onkel Reje er farlig, og som ikke vil tage en Corona-vaccine, fordi de mener, at Bill Gates eller andre fra den i deres fantasi eksisterende organisation Deep State har puttet noget i vaccinen, så ”de” kan overvåge og styre os.

Dét kræver ikke ret lang tid for et normalttænkende menneske – barn eller voksen – at se, hvem der er bimlende-bamlende bims – og hvem der lever i den rigtige verden.

Selv er Danmarksbloggen blevet fan af Onkel Reje. Kæmpe-mega-stor fan. Han er sjov – og så rører han måske indimellem ved noget, som det er godt at snakke med sine børn med. Hvorfor skal man gå i bad fx?

Den slags med at tale med sine børn hedder i øvrigt forældreansvar – og kan sammen med tid og omsorg generelt anbefales. Både i sig selv og som et værn mod at ens børn som voksne bliver dømmende mennesker med hang til konspirationsteorier og andet ildelugtende nede fra bundslammet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sådan påvirker kroningen i London den vestlige civilisation

Udgivet den af
Svar

Kan man sammenligne den vestlige civilisations situation med kroningen af Kong Charles og Dronning Camilla? Ja, det kan man faktisk.

Der skete nemlig noget i London i lørdags, som ikke er sket i 70 år – men som til gengæld har rødder mere end 1000 år tilbage.

Nemlig kroningen af det britiske kongepar, som var en flot og sælsom affære med guldkareter, hermelinskantede rober, hellig olie, glitrende diamanter på kroner, sceptere og alt det andet, som enten stod og glitrede oppe på alteret – eller sad på hovederne af kongen og dronningen.  

Men det, som stak mest ud, var dog, at Gud – og vel og mærke den kristne Gud – fyldte så meget i de ældgamle ritualer – og nok også mere end nutidens mennesker er bekvemme med.

Men sådan er – eller rettere VAR vores del af verden i mere end 1000 år og indtil for ikke så mange årtier siden. En kristen verden, hvor der var EN rigtig tro – nemlig den kristne, og hvor alle i samfundet spillede efter de samme regler og de samme normer. Så at regenten flere gange nævner og lover at forsvare den kristne tro har været en naturlighed gennem historien.

Nutiden i Vesten er så anderledes. Den er mangfoldig og med plads til alle verdenssyn og religioner, hvad kong Charles OGSÅ sagde i Westminster Abbey. Det har vi i Vesten også besluttet er godt, selvom vi strengt ikke ved, hvad mangfoldigheden på langt sigt vil betyde for vores samfund.

Danmarksbloggen tror, at meget vil være godt – som fx en større frihed for den enkelte. Man kan også blive klogere og rigere som menneske, hvis man nysgerrigt og åbent møder mennesker, som tror på noget andet end en selv.

Men noget kan også vise sig at være skidt som den manglende sammenhængskraft, der let kan komme, når en befolkning ikke lever efter de samme normer. For så kan en befolkning i et land – eller en verdensdel – blive opsplittet i grupper, som ikke kan samles om noget – og slet ikke den gamle orden, som virker antikveret og ude af trit med nutidens virkelighed.

Og det er faktisk lige dér, at vi er: Den vestlige verden i dens gamle kristne version er som det nykronede britiske kongepar: På den anden side af pensionsalderen, gråhåret og med rynker – og det kan selv mere end 2.000 diamanter på hovedet ikke gøre noget ved.

Og vi kan ikke gå tilbage. Det er også kun et mindretal, som ønsker verden tilbage til dengang, at det var unaturligt i Vesten at være andet end hvid, kristen og heteroseksuel.

Sådan er det heldigvis ikke. Men vi skal ikke bare lalle og tumle af sted nu. Vi kunne derimod med fordel tænke os om, inden vi ender i stridigheder og ballade mellem samfundets forskellige grupper.

For der kommer så let social uro – og i sidste ende måske borgerkrig og opløsning af landet, hvis ikke vi finder noget nyt, som vi kan samles om ALLE SAMMEN. For vi skal have et værdimæssigt fællesskab i Danmark og i Vesten, hvis vi skal undgå indre opløsning.

Et fællesskab, som kunne baseres på værdier som solidaritet, frisind og tolerance som de bærende elementer i samfundet – også i praksis, og ikke kun i skåltaler.

Og her er det måske, at et ældre gråhåret kongepar faktisk kan gøre noget i England – ligesom man kan i de andre lande, hvor der er et monarki. For har man et kongehus, har man en kontinuitet, som man ikke ser i lande med en præsident.  

Måske fordi man – selv når man trækker en nitte i regent-rækkefølgen, og det gør alle lande fra tid til anden – trods alt ikke risikerer en Trump eller en Putin. Til gengæld får man HVER GANG en regent, som uanset om det er en, man griner af eller er vild med, giver landet en sammenhængskraft.

Tag fx vores eget kongehus. Uanset hvem man er, og hvor man kommer fra: Når man bor i Danmark, så lytter man til Dronning Margrethe d. 2., når hun taler – både til nytår og ved andre lejligheder som under pandemien. Hun siger kloge ord.

Det forventer ingen, at hendes efterfølger – den kommende kong Frederik d. 10 – kommer til at gøre. Men han er til gengæld folkekær allerede nu. Fordi han virker som en flink fyr, der er ligesom alle os andre. Han vil det bedste, men han kvajer sig, og så drikker han et par øl eller ti for meget og den slags. Så vi føler os i øjenhøjde med kronprinsen, selvom han lever et vældig overprivilegeret liv langt fra den måde, som flertallet af danskere lever på.

Men alligevel giver han og hans mor en sammenhængskraft i et dansk samfund, hvor uligheden ellers vokser, og hvor de såkaldte vestlige værdier og normer og regler udfordres voldsomt – både af folk udefra og af kræfter indefra (visse muslimske grupper, visse højrefløjsgrupper, antivaxx´ere og andre fakta-fornægtere samt såmænd regering og folketing).

Så hvad så? Kan monarkierne redde den vestlige civilisation og dens fokus på individ og viden? Kan konger og dronninger sikre sammenhængen i de vestlige samfund? Chancen er i hvert fald større end for så mange andre aktører – læg herunder de nationale parlamenter og EU, som alle lider under en stigende mistillid.

Danmarksbloggen tvivler dog på, at de fleste monarkier er klar over dette forhold, ja dette ansvar, inkl. det danske kongehus.

Det britiske kongehus har derimod forstået det. For på den ene side holder de fast i de gamle traditioner – men på den anden sagde den nye britiske konge til kroningen, at han var konge for ALLE mennesker, uanset farve, fødested, seksuel overbevisning, køn og tro.

Så til resten af Vesten: Kig over til det lykkelige kongepar på Buckingham Palaces balkon, som endelig efter et langt liv fik lov til sammen at modtage folkets hyldest. De viser – sammen med det næste kongepar og deres tre børn, som også var med på balkonen – faktisk vejen frem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

St. Bededag – også i 2024

Udgivet den af
Svar

I aften er det St. Bededagskvæld – og i morgen St. Bededag. For sidste gang.

For 11 år siden troede vi, at det måske var ved at være slut med St. Bededag. Det var det så ikke – dengang i 2012.

Men her i 2023 ved vi, at det i år er sidste gang, at vi – officielt – kan fejre St. Bededag.

Helligdagen, der overlevede to verdenskrige, en statsbankerot i 1813 og Struenses helligdagsmassakre i 1770, hvor 11 ud af 22 helligdage måtte lade livet, findes ikke mere fra 2024. Dét sørgede den – på alle måder uduelige – SVM-regering for i vinters.

For: Riget fattes penge – til våben og til skattelettelser til de rigeste og den rigeste del af middelklassen, og så må St. Bededag lade livet. Officielt i hvert fald.

For Danmarksbloggen vil opfordre alle til at holde St. Bededag – også i 2024, hvor dagen i øvrigt falder fredag d. 26. april.

HUSK DET NU:

I 2024 ER DET ST. BEDEDAGSKVÆLD TORSDAG D. 25. APRIL – og:
ST. BEDEDAG FREDAG D. 26. APRIL

Så der skal varme hveder på bordet dér sidst i april 2024 – og alle andre år. For selvom det officielle Danmark ikke er med på dén – og selvom det ikke vil fremgå af kommende kalendere, så gælder stadig:

St. Bededag falder den fjerde fredag efter påske – og dagen skal fejres med varme hveder og en gåtur på Volden, hvis man er nærheden af en sådan.

PS. I år er det så også Befrielsesaften samtidig med at det er St. Bededagskvæld. Så i aften skal der både tændes lys i vinduerne og spises varme hveder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk