Ski eller sol? Nej, væren i vinterferien

De fleste skoler holder vinterferie i denne uge – og mange steder hører man spørgsmålet:

SKI ELLER SOL?

Med andre ord: Skal der brændes CO2 af på fly til Alperne eller til De Kanariske Øer – eller endnu længere væk?

Uanset destination er det en rigtig dårlig idé!!!

For nej, det er hverken en menneskeret eller en naturlov at tage på solferie eller skiferie i februar.

Tværtimod så burde – og ja, jeg skriver BURDE med den store, moraliserende pegefinger – man blive hjemme. Det er godt for klimaet – og for sjælen.

Sådan en uge, hvor man ikke skal andet end at kede sig, er nemlig supersund. Så læg også mobilen, iPaden og fjernbetjeningen væk. Drop skærmene – og de små tingester i ørerne. Sæt dig og kig ud  luften. Mærk dig selv. Det bliver forfærdeligt og kedeligt måske i starten, især hvis du ikke er vant til at være i verden uden stimulans fra musik, ord og billeder.

Men giv dig selv den luksus, det er bare at mærke dig selv, høre dit eget åndedrag og være i dig selv. Tankerne vil flyve forvirrede rundt måske. Følelserne ligeså. Lad dem. Det er ok. Vær bare i det – uden krav til det eller til dig selv. Du vil med tiden finde en ro, mærke ideerne spire og andet godt.

Gå evt en tur i naturen, hvis det kniber, og du slet ikke kan være i ro. Men gør det uden musik eller lydbog. Lyt til dig selv. Vær i dig selv – og evt sammen med din familie. Bare jer, en madpakke og en tur i skoven – men uden mobiler og uden at skulle lægge noget op på de sociale medier bagefter.

VÆREN – bare VÆREN. Dét er den bedste vinterferie. Undertegnedes starter nu … og jeg glæder mig:

En tid, hvor jeg ingenting skal andet end væren, bare væren herhjemme på matriklen i Danmark. Det er efterhånden mere sjældent end at bestige Mount Everest eller se en enhjørning. Eller måske to små bjørneunger i sneen – lige her i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Godt vejr = Regn

Sikke et dejligt vejr, som vi har haft her i pinsen, ikke sandt? Sol og varme, så langt pinsesolen kunne danse.

Ja, den gyldne sol har nærmest skinnet hele maj måned. Det er da vidunderligt, ikke?

NEJ, det er ej. Dét er forfærdeligt. Dét er katastrofalt.

Vi mangler i dén grad vand overalt i Danmark, og det er ikke første gang, at vi har et tørkeindeks, der er helt oppe op og ringe. Tværtimod er en voldsom mangel på vand en fast foreteelse i Danmark – især om foråret og sommeren.

Årsagen er selvsagt klima-forandringerne, og konsekvenserne er dårlige betingelser for de vækster, den mad, som vi skal leve af.

Så nej, lange rækker af dage med sol og varme er ikke noget, som vi skal kalde godt vejr.

Godt vejr derimod er, når vi får både sol og regn i passende mængder og med passende intervaller.

Og dét er på høje tid, at vi begynder at omtale det som sådan fremfor automatisk at sige godt vejr = sol og dårligt vejr = regn.

For lige nu er det omvendt. Lige nu – som så ofte før i de seneste år – forholder det sådan her:

Godt vejr = Regn
Dårligt vejr = Sol

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Forårsjævndøgn – med sne og sol

Dag og nat er nu lige lange. Det er med andre ord forårsjævndøgn.

Men alligevel ligger der sne i store dele af landet, der er glatte veje mange steder og for kun få dage siden var der snestorm i dele af Danmark.

Det er hård kost for dem, der længes efter forår. Efter sol, varme og lys … også på andre områder.

For vejret afspejler så fint samfundets situation: Danmark har aldrig været rigere (her har vi foråret), men alligevel øges uligheden (her har vi sneen) på grund af grådigheden hos de herskende klasser (her har vi kulden).

Forskellen på naturen og samfundet er så, at i naturen kommer solen (ønsket om lighed) og varmen (solidariteten) altid tilbage. Det gør de ikke i samfundet. Her sker forandringerne kun, når vi mennesker vælger at gøre de rette ting – og her kniber det gevaldigt i øjeblikket for dem, der sidder med magten.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Salg af Maersk Oil: Sats på vind og sol

Salget af Maersk Oil til franske Total betyder, at størstedelen af de danske gas- og oliefelter nu er på udenlandske hænder, hvilket uden tvivl vil få betydning for både danske arbejdspladser og måske også for statens finanser i form af mindre skatteindtægter.

Det kan altså se ganske sort ud, selvom Total har lovet at beholde arbejdspladserne – hvis de kan. For de vil samtidig også skære i udgifterne.

Men det kan alt sammen vendes til vor gevinst. For som Danmarksbloggen ser det, så kan salget af Maersk Oil blive til en kæmpefordel, hvis vi satser på vind og sol – måske især vind, når man tænker på, hvor Danmark ligger geografisk.

For hvor olien slipper op én dag – for slet ikke at tale om at den er dyr at få op, så bliver vinden med at blæse – dag efter dag, år efter år.

Så lad os nu bare glemme olie, gas og store, multinationale selskaber som Maersk og Total og i stedet fokusere på, hvad vi kan gøre fremadrettet. Sammen – og med fokus på morgendagens energi – og morgendagens vækst.

For der var engang, hvor Danmark var et af de førende lande indenfor grøn energi. Og det kan vi blive igen – og det bør vi blive igen.

Den oliesorte regering, som vi har i øjeblikket, har så desværre trykket på stop-knappen, når det kommer til videns- og teknologiudvikling samt uddannelse, som i virkeligheden er vores lands eneste råstoffer.

Så nu er det op til kommende regeringer at sørge for, at det kun er en midlertidig pause-knap, så vi igen i fremtiden bliver et land, der satser på vind – og sol. Det er endda også en god forretning.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Solformørkelsen blev en skyformørkelse – og det var ikk´ så ringe endda

Solformørkelsen er ved at være forbi.

For de fleste danskere blev dagens store begivenhed mere en skyformørkelse end en solformørkelse, men alligevel var begejstringen stor, også hos de mange der kun nåede at se et glimt af en sol, der langsomt blev spist af månen, inden skyerne overtog scenen.

Danmarksbloggen er ikke overrasket over danskernes glæde. Snarere tværtimod.

For det lægger tilsyneladende dybt i danskernes dna at være tilfredse med lidt. Noget, der har fået udlændinge til at kalde os både dovne, dvaske og enfoldige – uden store mål og visioner – uden format.

Men dette at kunne se lykken i det små, glæden ved detaljen og ved de få dråber, der er tilbage i det engang halvfulde bæger er måske i virkeligheden hemmeligheden ved at være tilfredse med livet.

Så lad blot de andre beholde de langt højere bjerge og de diamantbesatte korona´er. Vi danskere klarer os – tilsyneladende – med en sol, der formørkes mere af skyer end af månen. Ja, vi er er tilmed lykkelige ved synet.

For vi så jo trods alt noget. Det blev også både koldere og mørkere. Så det var ikk´ så ringe endda 🙂

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Angsten og den blå septemberhimmel

Angsten har kronede dage dette efterår …

Angsten for terror pga. truslen fra Islamisk Stat og eventuelle hjemvendte Syrienskrigere med lige dele menneskeforagt og kyndighed udi at håndtere våben.

Men også angsten for MRSA-bakterien spreder sig … sammen med bakterien selv, som nu er blevet fundet i hver femte pakke svinekød.

Og så er der alt det andet. Ebola, arbejdsløshed, klima´et og 117 ting mere.

Verden er et farligt sted, og selvfølgelig skal vi ikke acceptere alle dårligdommene. Mange af dem kan der også gøres noget ved, så de om ikke forsvinder, så dog bliver et mindre – også markant mindre – problem.

Så det skal vi selvfølgelig gøre.

MEN undervejs mod en mere fredelig og solidarisk verden, hvor vi deler med hinanden i sand broder-og-søster-ånd, skal vi også huske at se op mod himlen, der ligenu over ihvertfald København er blå, høj og lys af septembers skarpe efterårssol.

Se op og suge skønheden, lyset og energien til os – så vi kan få nye kræfter til at arbejde for en verden med plads og rummelighed og tolerance.

En verden, hvor vi passer på hinanden. Dét giver god mening.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sommer, sol og søndags-dansk

Det er sommer, det er sol, og det er søndag, synges der i Far til 4-filmen fra 1953, der ligesom de andre originale Far til 4-film altid tænder nostalgien hos moderne danskere. Livet og verden – og i særdeleshed Danmark – var bare bedre dengang, sukkes der,  mens store og små sluger den danske sommer anno glansbilledet fra 1950´erne.

Men hvad vil det i grunden sige, at noget er sommer, sol og søndags-dansk?

Er det netop de gamle, danske film? Som Far til 4-filmene med Ib Schønberg som det naturlige midtpunkt? Eller hvad med en klassiker som “Sommer i Tyrol” med en dårende dejlig Susse Wold og en Dirch Passer, der flere steder i filmen viser de dybder, som han også rummede, men sjældent fik lov til at vise. For der er unægtelig dansk sommerstemning i filmen, selvom den er filmet i og foregår i de østrigske alper.

For hvad er sommer, sol og søndags-dansk?

Ja, det er ihvertfald maden. Den klassiske, danske frokost med smørrebrød, øl og snaps. Jordbær og koldskål. En isvaffel – med hele svineriet. Og i vor tid også grillet kød og rødvin. Eller rejer og rosé-vin.

Og så er det selvfølgelig sommer i Danmark, når Dannebrog vejrer over kolonihaven en sommersøndag. Vores rød-hvide flag ser bare så smuk ud mod en blå sommerhimmel og med sommergrønne træer i baggrunden.

Hygge, samvær med familie og venner og en tur i bølgen blå. Ja, det hører sig også til drømmen om sommer, sol og søndags-dansk.

Men måske er det alligevel drømmen, der er allermest sommer, sol og søndags-dansk?

Drømmen om den danske sommer, om solen og om søndagen. Om disse i reglen få danske sommerdage med varme og sol, hvor man kan sidde ude fra morgen til aften – uden at have en trøje på. Om det at have fri. Sangen er jo fra dengang, hvor man kun havde fri om søndagen.

Men sommer, sol og søndags-dansk er også – og måske allermest – den lidt naive tilgang til verden, dette at ville alle og hinanden det godt …

Denne skønne indstilling, som er blevet glemt i de seneste årtier … men som er den, som vi kommer allerlængst med, også i en globaliseret og konkurrencepræget tidsalder.

Der er noget godt over dét at smile til verden og måske allermest en sommerdag, hvor man har fri – hvor man er fri.

Fri og ligetil … som Kim Larsen synger om det og Danmark i “Danas have”: Dengang vi havde succes med at være fri og ligetil …

Det er dér vi skal hen igen … dér hvor vi er fri og ligetil og kerer os om hinanden, både om hverdagen og om søndagen, om vinteren og om sommeren.

For et samfund med varme og rummelighed – dét er allermest sommer, sol og søndags-dansk – og dét er ganske vist.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk