De fleste skoler holder vinterferie i denne uge – og mange steder hører man spørgsmålet:
SKI ELLER SOL?
Med andre ord: Skal der brændes CO2 af på fly til Alperne eller til De Kanariske Øer – eller endnu længere væk?
Uanset destination er det en rigtig dårlig idé!!!
For nej, det er hverken en menneskeret eller en naturlov at tage på solferie eller skiferie i februar.
Tværtimod så burde – og ja, jeg skriver BURDE med den store, moraliserende pegefinger – man blive hjemme. Det er godt for klimaet – og for sjælen.
Sådan en uge, hvor man ikke skal andet end at kede sig, er nemlig supersund. Så læg også mobilen, iPaden og fjernbetjeningen væk. Drop skærmene – og de små tingester i ørerne. Sæt dig og kig ud luften. Mærk dig selv. Det bliver forfærdeligt og kedeligt måske i starten, især hvis du ikke er vant til at være i verden uden stimulans fra musik, ord og billeder.
Men giv dig selv den luksus, det er bare at mærke dig selv, høre dit eget åndedrag og være i dig selv. Tankerne vil flyve forvirrede rundt måske. Følelserne ligeså. Lad dem. Det er ok. Vær bare i det – uden krav til det eller til dig selv. Du vil med tiden finde en ro, mærke ideerne spire og andet godt.
Gå evt en tur i naturen, hvis det kniber, og du slet ikke kan være i ro. Men gør det uden musik eller lydbog. Lyt til dig selv. Vær i dig selv – og evt sammen med din familie. Bare jer, en madpakke og en tur i skoven – men uden mobiler og uden at skulle lægge noget op på de sociale medier bagefter.
VÆREN – bare VÆREN. Dét er den bedste vinterferie. Undertegnedes starter nu … og jeg glæder mig:
En tid, hvor jeg ingenting skal andet end væren, bare væren herhjemme på matriklen i Danmark. Det er efterhånden mere sjældent end at bestige Mount Everest eller se en enhjørning. Eller måske to små bjørneunger i sneen – lige her i Danmark.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk