Månedsarkiv: januar 2020

Brexit: We´ll meet again

Udgivet den af
Svar

Så kom dagen, hvor Storbritannien forlader EU.

For sit indre øre kan Danmarksbloggen høre den britiske sangerinde Dame Very Lynn synge:

We’ll meet again
Don’t know where
Don’t know when
But I know we’ll meet again some sunny day
Keep smiling through
Just like you always do
‘Till the blue skies drive the dark clouds far away

Sangen er selvfølgelig synonym med 2. Verdenskrig, de britiske soldaters afsked med deres kære og inderlige håb om at ses igen.

Men sangen passer også til d. 31. januar 2020. Dagen, hvor Storbritannien forlader EU.

Danmarksbloggen er så ikke sikker på, hvornår vi ser Storbritannien igen – og under hvilke omstændigheder:

  • Bliver det hvis/når Storbritannien en dag søger om genoptagelse i EU?
  • Eller hvis/når Danmark forlader EU?
  • Eller hvis/når EU i sin nuværende form sprænges?

For hvad nu hvis det viser sig at blive en succes for Storbritannien at stå alene? Så kan dén erfaring sammen med den stigende nationalisme overalt i Europa være begyndelsen til en meget hurtig afvikling af EU, som vi kender det i dag.

Et Storbritannien alene uden succes vil derimod styrke EU – og muligheden for at Storbritannien søger om genoptagelse i EU.

Så ingen ved, hvad der sker … men vores veje vil altid finde sammen igen. For vi er altid lige i nærheden af hinanden.

Og mens vi venter på den der solskinsdag, hvor vi er sammen igen, må vi følge et meget velkendt engelsk råd fra 2. Verdenskrig:

Keep calm and carry on

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Corona-virusset og hamstringen af masker

Udgivet den af
Svar

Så kom corona-virusset IKKE til Danmark – i denne omgang. Heldigvis. Men at det kommer/allerede er her, må vi regne med, hvor skræmmende det end kan synes.

For corona-virusset spreder sig nu fra menneske til menneske, og i skrivende stund ved ingen, hvor slemt det bliver. Om virus muterer, så det bliver endnu mere farligt. Om den store hastighed i spredningen fortsætter. Og hvad man ellers kan forestille sig – og det er meget.

Skrækscenarierne står i kø.

Så med andre ord: Står vi med dén pendant til den spanske syge, som vi har frygtet, siden den influenza-virus tog livet af mere end 50 millioner mennesker i 1918-19 (heraf cirka 14.000 danskere) – eller vil det her corana-virus ligesom SARS og svineinfluenzaen relativt hurtigt dø ud igen?

Vi ved det ikke. Men vi ved, at smitten kommer via dråbespredning fra nys eller hoste – eller ved indirekte kontakt (sekret på hænder). Samt at det kan vare 14 dage, fra man er blevet smittet til man mærker symptomer – og at man i mellemtiden smitter.

Danmark er i skrivende stund ligesom de fleste andre lande derfor også stort set støvsuget for masker a la dem, som vi i årevis har set asiater og operationspersonale gå med, men aldrig selv har overvejet at skulle anskaffe os.

Det er så ændret nu.

Danmarksbloggen ved, at de nu så eftertragtede masker normalt bliver solgt på nettet i de almindelige netshops i kasser med i alt 60-80 styks masker til en pris af cirka 100 kroner per æske, altså en stykpris per maske på under 2 kroner. Nogle steder endnu billigere.

Men på danske apoteker blev de famøse masker først på ugen solgt for 10 kroner STYKKET. Det var så sammenlignet med i dag en god handel. For også på mange apoteker er de eftertragtede masker totalt udsolgte nu.

Det er i grunden vanvittigt – og ikke siden storkonflikten i 1998 har danskerne hamstret én vare så voldsomt. Dengang var det gær, og nu er det masker.

Tiden vil vise, om vi kommer til at grine ligeså meget af maske-hamstringen, som vi i dag gør det af gær-hamstringen. Det må man håbe. For det vil nemlig betyde, at det her corona-virus ikke blev den pandemiske dræber, som alle frygter ligenu.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Så blev Kina sur på Jyllandsposten – gad vide om pandaerne skal hjem så?

Udgivet den af
2

Danmarksbloggen var nærmest profetisk sidste uge, da den skrev om det kinesiske nytår – og den udprægede kinesiske tendens til at ville styre, hvad der skrives og siges om Kina i andre lande:

Kinesisk nytår: Det handler om penge og PR

Indtil nu har Danmark artigt rettet ind til højre, men i går gjorde Jyllandsposten noget andet. De bragte nemlig en tegning af Niels Bo Bojesen, der viser det kinesiske flag – bare med de fem gule stjerner skiftet ud med fem gule corona-virus som en kommentar til den corona-virus, som kommer fra Kina, og som nu spreder sig verden rundt.

Men nu forlanger Kinas ambassade i Danmark altså en officiel undskyldning – og at Jyllandsposten viser sin anger.

Det kan kineserne så se langt efter. For som Jyllandsposten skriver det i deres egen artikel om sagen:

“Vi kan ikke komme med en undskyldning for noget, vi ikke mener er forkert. Vi har ingen intention om at nedgøre eller håne, og det synes vi heller ikke, at tegningen gør. Så vidt jeg kan se, er der tale om to forskellige former for kulturforståelse her,” siger han. Citat slut.

Han er Jyllandspostens chefredaktør Jacob Nybroe.

Det er generalsekretær i CCCD (Det kinesiske handelskammer i Danmark) ikke tilfreds med. Han siger i samme artikel, at:

“Vi respekterer ytringsfriheden og især den personlige frihed til at ytre sin holdning, fortolkning og attitude. Vi finder dog, at tegner Niels Bo Bojesen mangler almendannelse og personlige egenskaber som medfølelse og sympati.” Citat slut.

Læs hele artiklen her: https://jyllands-posten.dk/indland/ECE11903105/kina-forlanger-undskyldning-fra-jyllandsposten-efter-satiretegning/

Så er det bare, at Danmarksbloggen undrer sig. For ifølge Amnesty er der op mod en million kineserne i såkaldte genopdragelseslejre. Lejre, hvor man bruger hjernevask og tortur – og bare en smule kontakt med familie udenfor Kina eller en ytring af utilfredshed med styret kan sende én person til “genopdragelse”:

https://amnesty.dk/nyhedsliste/2018/%C3%A9n-million-kinesere-i-hemmelige-lejre

Det er hverken ytringsfrihed – eller empati …og det er det heller ikke, når man som Kina  tror, at man kan styre, hvad andre lande skriver og siger.

Men det gør Kina altså.

Gad vide om de bliver så sure på Danmark nu, at de kalder pandaerne hjem?

Det pelsklædte diplomati er som bekendt noget, der foregår på Kinas præmisser – og hvor pandaerne kun gives til de artige drenge og piger i klassen. Det er Danmark så ikke mere – måske.

Kina vil sikkert kontakte den danske regering og kræve, at den danske regering gør noget ved Jyllandsposten – og at den giver en undskyldning. Danmarksbloggen håber, at regeringen står ligeså fast som Jyllandsposten.

For vi må ikke gå på kompromis med ytringsfriheden – også indenfor tekst og tegning, så længe vi overholder dansk lovgivning – og det gør Jyllandsposten.

Kina har så åbenbart lavet adskillige tegninge-modsvar – nemlig et Dannebrog med en lyserød lort, menestruationsbind, hagekors med mere. Det kan man kun grine af … også selvom nogle af dem er ude af proportioner.

Ja, man kan uden at ryste på hånden sige, at Kina IKKE respekterer vores regler og vores kultur … det duer ikke. Et godt forhold mellem to lande er baseret på gensidig respekt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Opdatering kl. 11.36: Udenrigsministeren siger nu, at vi i Danmark har en Grundlovssikret ret til at ytre os – også med satiretegninger, men at han ikke vil kommentere den konkrete sag. Det kaldes efter Danmarksbloggens mening at stikke hovedet i busken og lege struds … 

Hvor mange medlemmer behøves i Folketinget?

Udgivet den af
Svar

Vi er så vant til tallet 179, når vi tænker på Folketinget. Man skal som bekendt også som regering kunne tælle til 90, hvis man ønsker sin politik gennemført.

Men det kunne i princippet lige så godt være 75 – eller 50, men ikke 100.

For som der står i Grundlovens paragraf 28: Folketinget udgør én forsamling bestående af højst 179 medlemmer, hvoraf 2 medlemmer vælges på Færøerne og 2 i Grønland.

Det vil altså sige, at der IKKE behøver at være 179 medlemmer i Folketinget. Der skal dog altid være fire nordatlantiske mandater, to fra Grønland og to fra Færøerne. Men det resterende antal kan altså reguleres, dog max op til så der i alt sidder 179 medlemmer i Folketinget.

Gennem tiderne har der også indimellem været forslag oppe om at slanke antallet af folketingsmedlemmer. Økonomiske besparelser ved færre medlemmer eller parlamentarisk uoverskuelighed ved 179 medlemmer er ofte argumenterne for at skære ned. Det er også blevet sagt, at der ingen grund er til så mange medlemmer i en tid som vores, hvor meget er lagt ud til kommunerne – eller ned til EU.

På den anden side står så holdningen om, at samfundet bliver mere og mere komplekst – så alle medlemmerne behøves, især hvis folketingsmedlemmerne også skal nå ud og snakke med de mennesker, som de repræsenterer.

Der findes pt. et borgerforslag om at ændre antallet af folketingsmedlemmer til 99. Men da både stilleren og medstillerne bag forslaget er anonyme, er det ikke noget, som Danmarksbloggen vil gå nærmere ind i. For hvis ikke man kan stå offentligt og med sit navns nævnelse ved det, som man mener og foreslår, så kan man ikke tages seriøst.

Danmarksbloggen synes også, at det reelle problem ligger et helt andet sted – nemlig i de faldende medlemstal af politiske partier i Danmark. For nok har vi alle sammen stemmeret, men det er en meget lille del af danskerne, som bestemmer, hvem vi kan stemme på.

Ja, men så kan man jo bare selv melde sig ind i et parti, lyder modargumentet prompte. Men nej. For det er jo lige meget, når man ser på, hvor topstyret efterhånden alle politiske partier er det i Danmark.

For det reelle problem er ikke antallet af folketingsmedlemmer, men at det er en lille udvalgt skare af mennesker med den samme akademiske baggrund – og de samme få kandidatuddannelser ovenikøbet – som sidder og styrer de politiske partier – og dermed Danmark.

Det er også derfor, at det er svært at se forskel på en rød og en blå regering – sådan for alvor.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kinesisk nytår: Det handler om penge og PR

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggen skrev allerede om det kinesiske nytår sidste år. Et nytår, som fejres på Strøget i København, der fra det kinesiske nytår starter (i år er det i overmorgen d. 25. januar) og nogle uger frem pyntes op med lanterner og lotusblomster i alle mulige farver: http://danmarksbloggen.dk/?p=10371

Det er tredje år i træk, at vi får et kinesisk nytår spredt udover den danske hovedstad. Der er også masser af kinesiske turister i København. Ja, der er så mange, at store danske brands som fx Ecco og Georg Jensen har kinesisk talende personale ansat. For når der er kinesisk valuta på spil, så kommer butikkerne på banen.

Markeringen af det kinesiske nytår handler nemlig lige så meget – hvis ikke mere – om at sælge Danmark til kineserne og Kina til danskerne, som det handler om traditioner.

For helt ærligt: Hvem bekymrer sig om, at vi går ind i rottens år – eller helt præcist: Metalrotten, hvilket skulle være en ganske speciel konstruktion, der handler om nye begyndelser – også på den politiske scene, ja endda verdensomvæltninger, måske voldsomme.

Det og andre forudsigelser for rottens år kan man læse mere om her: https://kina-info.dk/kinesisk-nytaar-2020-rottens-aar/  Her kan man også læse, at 2020 er et godt år, hvis man vil starte en virksomhed – og er velforberedt.

Må Danmarksbloggen i al fredsommelighed gøre opmærksom på, at forberedelse generelt er vejen til succes – uanset hvad år vi skriver.

Det er i hvert fald noget, som man ved i Kina, hvor man lægger langtidsplaner, og forbereder sig på både det, som kommer lige om lidt, og det som kommer om flere årtier. Og hvor man i disse år bruger milliarder og atter milliarder på at give verden et positivt billede af Kina, så vi køber deres varer, og i det hele taget gør os mere og mere afhængige af det store land.

Og det er i denne ånd, at den kinesiske ambassade i Danmark betaler lanternerne og lotusblomsterne på Strøget, hvilket jo kan ses som en meget fredelig måde at lave PR for sit land på.

Men det forløbne år har så også vist, at Kina ikke viger tilbage fra at true, lokke og i det hele taget bruge alle de midler, der findes for at nå de mål, som man har sat sig.

I Danmark er vi for længst faldet til patten – og har både haft Dronningen, Den Lille Havfrue, Frederik og Mary på besøg i Kina. Vi har også fjernet lovlige demonstranter, fordi de irriterede kineserne med deres tibetanske flag. Det er også derfor, at vi har fået lov til at leje pandaerne i Zoologisk Have!

Ja, det er rigtigt. Vi betaler Kina for at få lov til at drive diplomati i pels på deres vegne.

Eller som Danmarksbloggen skrev det i april 2019, da pandaerne ankom: Dét er eddermame – for nu at sige det ligeud – en god forretning for kineserne. VI betaler KINA penge for at KINA kan få mere goodwill her hos os. Læs mere her: http://danmarksbloggen.dk/?p=10517

Men i Sverige sagde den svenske regering nej, da Kinas ambassade i efteråret kom med en melding om, at den svenske kulturminister ikke ville være velkommen i Kina, hvis hun deltog i uddelingen af Tucholsky-prisen, som er en ytringsfrihedspris, som den kinesisk-fødte, men nu svenske boghandler Gui Minhai modtog in absentia i november. Han blev nemlig kidnappet fra sin feriebolig i Thailand i 2015, og har siden været indespærret i et kinesisk fængsel.

Og sagen i Sverige stopper ikke her. Den kinesiske ambassadør har lige siden prøvet at give svenske medier mundkurv eller i det mindste censurere deres artikler … det er så ikke lykkes. Tværtimod tales der om i de svenske medier, at Kina bruger mafia-metoder og ikke respekterer svensk lovgivning i Sverige.

Og så var der også sagen på Færøerne, hvor den kinesiske ambassadør i Danmark i november sidste år pressede den færøske lagmand til at sige ja til Huaweis levering af 5G-netværk. Dette ja ville give uanede muligheder i forhold til en frihandelsaftale mellem de to lande, blev Færøerne lovet.

Og hvad med Danmark? Ja, her har vi i det forløbne Grisens år også øffet en smule om Huawei, men ikke noget særligt, for vi lystrer artigt den store, kinesiske drage.

Hvor længe kan vi se os selv i øjnene? Minimum gennem hele rottens år som det ser ud nu. Men måske kan vi til næste kinesiske nytår, som starter 12. februar 2021, og som er oksens år, finde en form for bondefornuft og modstand frem og stå fast på, at nok er lanterner og lotusblomster velkomne.

Men vi er herrer i eget hus – og Kina skal ikke diktere noget her. Det sås også sidste uge, da nogle skrev Free Hong Kong på Den Lille Havfrue.

Tiden vil vise, hvad det bliver til.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ps. Alt det her handler selvfølgelig om Kina generelt – og ikke om den nuværende situation med en virus, som gør, at Kina og kineserne agerer anderledes end de plejer. Eller gør det store land dét? For hurtige og radikale handlinger er ikke et ukendt fænomen i Kina, hverken når det kommer til virus – eller kritik udefra.

Har kongehuset en fremtid?

Udgivet den af
Svar

Har det danske kongehus en fremtid? Eller forsvandt fremtiden for monarkiet et sted mellem en hemmelig skihytte i Verbier og nogle hemmelige samtaler mellem kronprinsen og forsvarets spidser udenom regeringen?

For nok har vi i årevis diskuteret kongehusets værdi for erhvervslivet, den følelsesmæssige værdi for danskerne i at have en familie, der vinker, går i fine kjoler og diademer, det urimelige i at en enkelt familie har så mange privilegier og samtidig så mange begrænsninger – for slet ikke at tale om, at kronprinsen er medlem af den olympiske komite med alt, hvad det betyder.

Men det er dog alt sammen åbne – og måske med undtagelse af OL-komiteen – lovlige ting.

Men en hemmelig skihytte til en værdi af på den gode side af 10 millioner danske kroner, hvor der ikke kan gøres rede for, hvordan de penge er kommet til veje – og som indtil huset blev alment kendt lå ude på markedet, så man kunne leje det. Samt samtaler udenom regeringen, hvor kronprinsen får fortrolige oplysninger om landets tilstand, når man ser på det sikkerhedsmæssige.

Det er sådan noget, der sker i militærdiktaturer og bananrepublikker – ikke i civiliserede lande. Men det sker også jævnligt i Danmark, og det tyder på et kongehus, som føler sig hævet over loven. Som føler, at de kan handle, som de vil – uden at det får konsekvenser.

Vi så det allerede i det små, da Frederik for nogle år siden kørte over en lukket Storebæltsbro – og da Joachim rejste til Frankrig for et halvt år siden MED apanagen, selvom Folketinget skulle spørges om lov. Men det blev de folkevalgte ikke – heller ikke selvom Dronningen herself et halvt år før havde sagt i sin nytårstale, at:

Med betroede positioner følger et særligt ansvar og en særlig pligt til at gøre sit bedste, dér hvor man er sat. Det gør mig trist, hvis moralen skrider. Hvad bliver der så af almindelig anstændighed? Man skal kende forskel på dit og mit, på rigtigt og forkert. Det burde ikke være så svært.

Citat slut.

Det bør også gælde hendes egen familie, som er Danmarks med distancer mest privilegerede familie, der burde være optaget af at opføre sig ordentligt – og måske endda være rollemodeller.

Men sådan er det ikke. Derimod så dannes der et billede af en familie, som gør lige, hvad der passer dem – og ikke andet. Og lige netop dét billede er det værste, som kongehuset kan ønske sig.

For hvis dét billede breder sig i den danske befolkning, så falder tilslutningen til monarkiet hurtigere end nogen kan nå at sige Gud bevare Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Benny

Udgivet den af
1

Teatret OPtimis er kendt for at levendegøre og legemliggøre vores store poeter – og selvfølgelig har de også Benny Andersen på repertoiret i forestillingen, som slet og ret hedder ”Benny”.

Danmarksbloggen så og hørte ”Benny” på Metronomen på Frederiksberg i går aftes. En kold og mørk januar-aften, som blev lysere og gladere af Benny Andersens ord og viser – indlevende gestaltet af Allan Høier og med en meget velspillende Erik Axel Wessberg på guitar.

Allan Høier er lidt en kulturel kamæleon.

Sidste sommer så og hørte undertegnede ham i Nyhavn og Minefeltet som visedigteren Sigfred Pedersen – og tidligere har jeg oplevet ham som digter og forfatter Halfdan Rasmussen, digter, provokatør og arkitekt Poul Henningsen – altså P.H. – og som visekunstens fader per excellence den svenske Carl Michael Bellmans mest berømte figur, urmageren og brændevinsapostlen Jean Fredman.

For Allan Høier og teatret OPtimis kan deres klassikere, og her stråler Benny Andersens stjerne med en særlig glød, som passede godt til de røde lamper i Metronomen, der førte den specielle Benny Andersenske varme og lune ind i en kold aften – og en kold tid.

For det er vinter i Danmark på mere end en måde i vores tid, hvor det er vigtigt at huske på, hvad det i virkeligheden handler om, når man er ægte dansk – nemlig at være åben, udadvendt og tillidsfuld

Det sagde Benny Andersen i hvert fald i Allan Høiers skikkelse – og Danmarksbloggen er mere end enig.

At være dansk handler nemlig om at møde omverden og andre mennesker med et åbent sind og en god portion nysgerrighed – og gæstfrihed.

Der er nemlig mange måder at være dansk på – ligeså mange som der er brilleskift i forestillingen, og det er mange. For Allan Høier skifter hele tiden og hurtigt mellem at være fortælleren og Benny Andersen i fem udvalgte tidsepoker – blot ved hjælp af diverse briller, som ryger ud og ind af hylder.

Der er også mange slags danskere, og ja, man kan sagtens være dansk, selvom man er mørk i huden, som Benny Andersens elskede Cynthia (Rosalina) var det. Hun, der var hans livs muse, selvom han de første mange år holdt så meget af Signe, at han gik i hundene og opfandt Svante, da hun endegyldigt flyttede fra ham og over til Halfdan Rasmussen.

Ja, og også selvom han efter Cynthias død mødte Elisabeth, der var alt det, som han aldrig havde troet, at han skulle forelske sig i. Men det gjorde han – arbejdersønnen fra Københavns forstæder, der i mange år arbejdede som både bud, pianist, kontorist, og som aldrig fik den der fine uddannelse, som han ellers drømte om.

Men det var måske meget godt, for så fik uddannelsesmaskinen ikke bugt med hans originalitet. For Benny Andersen skrev et dansk, der legede med ordene i både digte og historier. Et dansk med ord fra hele den kværnende klode, som i hans mund blev mere og mere danske, jo mere han sagde – og skrev – dem.

Ord, som fik en 8-årig pige til at skrive til ham: Jeg har lige læst Snøvsen, og det er den første, eneste og bedste bog, som jeg nogensinde har læst.

Så bliver en anmeldelse ikke bedre – og Benny Andersen holdt ekstra meget af dette brev blandt de mange tusinde fanbreve, som han fik i et liv, der heldigvis havde flere gode dage end den ene lykkelige dag, der blev hans måske mest berømte figur Svante til del.

Det og meget andet formidles i en indlevede og følsom forestilling med glimt af komik, der altsammen handler om de sange og den kærlighed, som var Benny Andersens liv – og som i grunden er vores allesammens liv, når det kommer til stykket.

En forestilling, der meget nænsomt og alligevel så befriende ærligt og åbent beskæftiger sig med mennesket Benny Andersen – fremfor myten Benny Andersen.

Danmarksbloggen giver ”Benny” fem ud af seks indre bowlerhatte – og glæder sig til hvad at se, hvad teatret OPtimis finder på næste gang.

Det er Bo Skødebjerg, der har instrueret, mens Allan Høier selv har skrevet forestillingen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Græsk klassiker – om retfærdighed og straf

Udgivet den af
Svar

Samtalerne på Glyptoteket om de græske klassikere er blevet en dundersucces, hvor der hver gang kommer stadig flere tilhørere – og efterhånden så mange, at salen er propfuld.

Den tredje samtale fandt sted i går, og var som de to første ordstyret af litteraturkritiker Klaus Rothstein på vegne af Hans Reitzels Forlag, og som altid var det oversætter og ph.d. i klassisk græsk Marcel Lysgaard Lech, der sammen med en gæst kom med viden og synspunkter. I går var gæsten den snart afgåede direktør på Institut for Menneskerettigheder Jonas Christoffersen.

Klassikeren, som de talte om, var Euripides´ tragedie ”Medea”. Altså den gruopvækkende historie om kvinden, der dræber sine egne børn, fordi hun vil hævne sig på manden Jason, som har giftet sig med en anden, selvom han har lovet Medea evig troskab.

Jason er altså en nederen type, som Marcel Lysgaard Lech bramfrit sagde det – og Medea er en kvinde, der ikke finder sig i noget, allermindst fra en mand. Men selvom vi godt kan lide stærke kvinder – også i litteraturen, så kan man alligevel og med rette mene, at det at dræbe sine to drenge – bare fordi man føler sig forsmået og vil hævne sig på manden – er lige i overkanten. For nu at sige det mildt.

For hvordan kan man dræbe sine egen børn? Det forstår vi ikke i dag, og det gjorde man heller ikke i Antikken.

Det er simpelthen så meget stik imod alt, hvad vi mennesker står for, at vi bliver slået af vantro og rædsel. Men det sker – også stadigvæk. Dog er det oftest mænd, der dræber deres børn, og som bagefter slår sig selv ihjel. Men der findes også nutidige kvinder, der gør dette utænkelige.

Og hvad skal man så stille op med det? Ja, de tre på podiet havde ikke nogen klare svar på det – eller på hvordan nogen overhovedet kan gøre det, selvom de søgte svaret flere gange i deres samtale.

Undertegnede gik derfor hjem og søgte på forklaringer på, hvordan nogle kan slå deres egne børn ihjel, og det tog under et minut at finde flere interessante artikler med kvalificerede bud på, hvordan nogle mennesker kan komme så langt ud.

Det er ærgerligt, at de tre på podiet ikke havde lavet samme søgning, også fordi man undervejs i læsningen af psykologiske årsager finder ud af, at Euripides´s beskrivelser af Medea, hendes liv, skæbne og bevæggrunde flugter perfekt med de sammenhænge, som fagpersonerne kommer med som forklaring på, hvorfor nogle gør det utænkelige.

Euripides har altså haft stor psykologisk indsigt, kan man konkludere – og det er en oplysning, som Danmarksbloggen er sikker på ville have interesseret de mange tilhørere i går.

En af de bedste artikler om emnet er fra Kristeligt Dagblad, hvor man blandt andet kan læse om en 30-årig dansk kvinde, der for få år siden dræbte sine to børn på hhv. 4 og 10 år – altså en yngre kvinde med to børn – præcis som Medea.

Psykiater Henrik Day Poulsen og dr. med Jørgen Beckmann forklarer i artiklen de uhyrlige drab på egne børn med, at de enkelte kvinder har en ganske speciel sammenblanding af en total mangel på empati, men til gengæld sadistiske træk, dette at nyde planlægningen samt at have oplevet et manglende nærvær i barndommen, en manglende social kontakt og måske også traumatiske oplevelser med mænd.

Læs selv artiklen her:
https://www.kristeligt-dagblad.dk/udland/den-vaerste-gerning-naar-en-mor-draeber-sine-boern

Det passer så skræmmende perfekt på Medea, der må være bindegal, om ikke andet så i gerningsøjeblikket. Men også ellers. For mennesker kan som bekendt sagtens være rablende sindssyge og stadigvæk planlægge uhyrlige forbrydelser.

Juridisk set er der så forskel på, hvad der gøres i affekt, og hvad der gøres med fortsæt.

Jonas Christoffersen kunne også fortælle, at man netop skelner mellem at være egnet til straf og ikke være det. For når man siger forbrydelse, så siger man også automatisk straf og retfærdighed, som er to kernebegreber i et ethvert samfund – både det gamle græske og det nuværende danske.

Han kom også ind på noget interessant, nemlig at vi som individer i et retssamfund deponerer vores ret til at dømme og straffe, så det bliver et fælles anliggende og ikke noget, som enhver selv kan rende rundt og foretage sig.

Respekt for hinanden og det at vi ikke dømmer hinanden hele tiden sikrer også en ligelig behandling og en stabilitet i samfundet.

Danmarksbloggen savnede så, at de tre på podiet kom mere ind på den stigende tendens, der er i samfundet til at sige, at loven gælder skam ikke for mig – og så derpå gøre, hvad der passer én. Noget man fx ser i trafikken, men også andre steder som fx at mange – også betroede mennesker – ikke tøver med at udnytte systemet, hvis de kan – også økonomisk.

Et interessant spørgsmål, der ikke blev stillet, var derfor: Er den stigende tendens til at følge eller måske snarere ikke-følge lovene efter eget forgodtbefindende et tegn på et samfund, hvor vi ikke har tillid til at retfærdigheden sker fyldest – og vil det i yderste konsekvens kunne føre til mere opløsning i samfundet?

For nok vil vi ikke stemples som kriminelle, og truslen om det stigma afholder mange af os fra at lave kriminalitet. Men kriminaliteten er virkelig – og så kan vi godt lide straffe som middel. Ja, mange taler ligefrem om hårdere straffe som et svar på alt.

Men hvorfor straffer vi? For iflg. Jonas Christoffersen så virker straffe sjældent på dem, der er kriminelle – tværtimod kan kriminelle blive mere kriminelle af at være i fængslet. Men straf giver en følelse af retfærdighed hos resten af befolkningen – og derfor straffer vi.

For følelser og jura hænger sammen. Ikke sådan at forstå, at følelser skal afgøre en retssags udfald, men at det er vigtigt, at befolkningen som helhed opfatter lovene som retfærdige. For hvis ikke vi føler en balance i retsfølelsen, så er vi tilbøjelige til at udvise selvtægt dér, hvor vi mener, at loven er for mild – og til at overtræde loven, der hvor vi mener, at den er for hård.

Det er derfor essentielt, at vi har tillid til retssystemet – og det gælder os alle i samfundet.

For civilisationen går under, hvis vi selv bliver hævnere. Og vi har som sagt deponeret retten til at straffe hos staten. Men det fungerer kun, hvis de kriminelle straffes, og vi andre finder, at strafferammerne er ok.

Spørgsmålet er så, om danskerne gør det?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Demokratiet er truet: Dommerne siger nej, men hvor er politikerne?

Udgivet den af
Svar

Der skete noget mere end vigtigt i Polens hovedstad Warszawa her i weekenden. Nemlig en demonstration med mange tusinde deltagere fra Polen og mere end 17 andre europæiske lande – og det var ikke hvem som helst, som gik med de polske flag, EU-flaget og skilte med deres land.

Det var dommere fra hele Europa – bl.a. formanden for den danske dommerforening Mikael Sjöberg, som til Ritzau sagde: ”Det er meget bevægende at deltage i den storstilede demonstration mod en omstridt polsk retsreform.”

Den retsreform, som han taler om, går ud på, at Polens parlament kort før jul vedtog en lov, der giver den polske regering mulighed for at fyre eller straffe dommere, hvis domme går imod regeringens ønsker om reformer og lovgivning.

Det lyder som noget fra et diktatur-mareridt, og det er også en dom, der har vakt bekymring i hele Europa – og ifølge Mikael Sjöberg også hos de polske dommere.

Demonstrationen blev nævnt i medierne – sådan lidt sporadisk, men ingen danske politikere tog tråden op. Sikkert fordi man vurderer, at en kritik af den polske regering kan skabe problemer i forholdet til Polen, eksporten og andet, som vi tjener penge på.

MEN det duer jo ikke. Det duer slet ikke. For hvis ikke de folkevalgte siger fra og råber op, når demokratiet er truet i et stort europæisk land – som også er medlem af EU – så har vi intet lært af 1930´ene. Dengang hvor Hitler skaltede og valtede med Tyskland, og førte et ellers civiliseret kulturland ud i det rene barbari.

Og dét kan sagtens ske igen.

Og et kvalificeret bud på et næste land kunne være Polen. Her slår man nemlig på lignende nationale strenge om Polen som et land og polakkerne som et folk, der er andre overlegne. Man bruger så ikke en nazistisk retorik, og taler om polakkerne som et herrefolk, men i stedet om at Polen (som stort set de eneste) har den rette katolske tro.

For Polen er i egen selvforståelse et katolsk land, der sætter familien i centrum – og polakkerne er derfor de sidste i Europa, der værner om de rette værdier. Værdier som handler om, at familien er det vigtigste, at der ikke skal være noget som hedder abort, at manden er familiens overhoved, at familien skal kunne klare sig med en indtægt (mandens) så kvinden kan følge sit kald og gå hjemme, at det er okay at slå børn – ja, i det hele taget et samfunds- og menneskesyn, som hører en fjern fortid til.

Syndebukken er derfor også homo- og biseksuelle og alle, som støtter dem og en anden mere sekulær og moderne livsstil – dvs. hele Vesten, som den polske regering og store dele af den polske befolkning anser for så depraveret, at både politikere og polske biskopper taler om en decideret regnbuepest.

Der har også været flere rapporter om, at Pride Parader i Polen er blevet forbudt – og at folk, som deltog i lovlige Prides i Polen, er blevet angrebet og overfaldet – uden at det har fået konsekvenser for voldsmændene.

Det er forfærdeligt – og situationen bliver totalt uudholdeligt, når nu de polske domstole ikke længere er uafhængige, og kan stoppe overgrebene på og forfølgelsen af andre mennesker. For overgrebene – også fra staten – rammer også folk, der er kritikere af systemet og andre, der ikke gør og siger, som den polske regering ønsker det.

Men sådan er situationen i Polen, hvor de polske domstole nu fungerer som systemets forlængede arm. Det polske demokrati er altså de facto dødt – og diktaturet er en realitet – og det lige på den anden side af Østersøen.

Der skal råbes og protesteres – og vi skal boykotte Polen på alle måder – og politikerne burde gå forrest, hvis de mener, at demokrati og menneskerettigheder er vigtige.

Men nej, de danske politikere svigter IGEN ligesom de gjorde det i 1940. De har INTET lært.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “De forbandede år”

Udgivet den af
1

Der findes film, som rammer så stærkt, at det føles som en mental tidsrejse at vende tilbage til nutiden.

Den tredobbelte Robertvinder Anders Refns nye storfilm ”De forbandede år” er en af disse film – også fordi castet består af en perlerække af primært danske skuespillere, der alle yder det ypperste i skildringen af den rige fabrikantfamilie Skovs skæbne i perioden 1940-43. Det er ganske enkelt skuespilskunst på højeste niveau.

Nu skal handlingen selvfølgelig ikke røbes, men det er en særdeles spændende og medrivende film – og heldigvis totalt blottet for hensyntagen til at sympatiske mennesker ikke må dø eller blive nedbrudt.

Det er befriende, for realiteten er som bekendt, at mennesker dør i krigstid. Og selvom Danmark kom nemt igennem 2. Verdenskrig sammenlignet med andre lande, så blev heller ikke vi fri for hverken brutalitet og rædsler, hvad familien Skov og andre omkring dem også må sande i Anders Refns 2½ time lange film.

Det starter ellers så lyst – og typisk dansk – med et sølvbryllup med musik og sang om morgenen d. 9. april 1940. Men så rives den gode stemning bogstaveligt talt i stykker af de tyske fly, som kaster det velkendte ”oprop” ned, hvor den tyske besættelsesmagt på ubehjælpsomt dansk hævdede, at de kom og beskyttede vores land – for vores egen skyld.

Og så begynder en ny hverdag for fabrikant Karl Skov, som er en selfmade mand, der kommer fra fattige kår, og har en voksen søn med sin første kone, men som altså d. 9. april 1940 fejrer sølvbryllup med kone nummer to med hvem han har fire børn, tre sønner og en datter.

Derudover har Karl Skov en svoger, som er svensk fabrikant, og som han samarbejder med. Og så er der en sekretær, en værkfører, en butler/chauffør og en tjenestepige i markante roller og tætte forbindelser til fabrikant Skov.

Der er altså skæbner nok at tage af i fabrikantens familie og nære netværk, og dem bruger Anders Refn dygtigt til at vise danskernes mange forskellige tilgange til og holdninger om de tyskere, som gjorde, at vi fra 9. april 1940 ikke længere var herrer i eget hus.

For nej, tingene var ikke sort-hvide for de mennesker, som levede dengang. Der var dem, som godt kunne lide tyskerne, fordi de syntes, at der var orden på sagerne nede i Tyskland. Så var der dem, som ikke kunne lide bolsjevikkerne, som man kaldte kommunisterne i Rusland. Der var selvfølgelig også dem, som ikke kunne lide Hitler og nazister.

Men langt de fleste danskere var i grunden ikke særlig politiske. De var – som mennesker er flest – optaget af deres eget liv og verden – og at få det så godt som muligt.

Det samme gjaldt den danske regering og virksomhedslederne, som indledte en samarbejdspolitik med tyskerne, som var så tæt, at Danmark nedladende blev kaldt for Hitlers kanariefugl.

Det mente nogle var den bedste løsning. Som et lille land må man indrette sig efter de store, som nogle mente det. Andre var mere af den holdning, at man skulle sige fra – og kæmpe imod. Og sådan er familien Skov også delt på mere end en måde.

Som årerne så går, og nazismens ansigt træder mere frem, så bliver de forskellige familiemedlemmers holdninger også mere tydelige, og det viser sig i de valg, som de hver især træffer, og som unægtelig fører til interne konflikter og oprør.

Vi møder selvfølgelig også både jøder, kommunister og nazister – men ingen rendyrkede skurke.

Tværtimod møder vi mennesker – også tyskere, som alle med fabrikant Skovs ord ”gør det bedste”, som de kan igennem de år, som filmen dækker, altså 1940-43. Det bedste ud fra det, som de ved – og det, som de tror på.

For livet skal leves, og vi er med til både bryllup og begravelse, Skt. Hans, juleaften og nytårsaften – men mest i hverdagen ude i Strandvejsvillaen, på fabrikken, i en jazzklub, ombord på en båd til Sverige, og flere andre steder i en handling, der knuger mere og mere sammen i takt med at nettet strammes om fabrikanten, der modvilligt har sagt ja til at producere til værnemagten. Ellers havde fabrikken heller ikke overlevet.

Fabrikant Skov er nemlig en mand, som har ansvar for mange menneskers ve og vel – også dem på fabrikken, og det ansvar tager han meget alvorligt. Han tror så også på systemet og på egen evne til via sit netværk at sørge for de mennesker, som han har ansvaret for. For sådan havde det jo altid været, så det er det vel forsat? Men først for sent forstår han, at spillereglerne blev ændret afgørende d. 9. april 1940.

Filmen er derfor også Danmarkshistorie fortalt på den spændende måde. For alle vigtige begivenheder i perioden i Danmark danner rammen om familien Skovs skæbne. En familie, der ikke fandtes i virkeligheden, men som kunne have eksisteret. Familien er nemlig skildret med stor troværdighed, og har præcis de normer, værdier og adfærd, som en overklassefamilie i Danmark nord for København havde i de år.

Og netop kombinationen af på den ene side den historiske korrekthed og på den anden side friheden til at skabe sin egen historie giver den bedste platform til at fortælle. For dermed fik Anders Refn den dramaturgiske frihed til at forme handlingen, som han ønskede det.

De bedste historier er som bekendt også dem, der kunne være sket – og det kunne fortællingen om familien Skov.

Filmen er så også en kommentar til nutiden og det moralske kompas, som alle mennesker har. For det betyder noget, hvad vi vælger, når det gælder. Vil vi betale prisen og tage konsekvensen? Filmen viser også, at det er svært at overskue det, man står midt i.

Så hvad vælger vi i dag? Det spørgsmål står og vejrer efter, at man har set filmen, og vender tilbage til 2020, som er en tid så meget anderledes end besættelsen. Men stadig en tid med værdikampe og moralske spørgsmål – og måske mere nu end i mange årtier i en verden, der virker som om den kan bryde i brand hvert øjeblik.

For vi er stadig hver især ansvarlige i forhold til vores egen tid og til hvad vi gør, når vores tids ondskab banker på døren. Og det er aldrig nemt at være menneske – og finde vej i livet, men også i 2020 prøver vi stadig på hver vores måde at gøre det rigtige.

Det er en god morale at drage af filmen i et 2020, hvor fronterne på så mange måder trækkes op – og uforsonligheden mod dem, som er anderledes end en selv, vokser.

Danmarksbloggen giver ”De forbandede år” seks ud af seks stjerner. For filmen er et gribende, intenst og troværdigt drama, der knuger og kalder på en forløsning – i den fortsættelse, som vi ikke er blevet lovet, men som Danmarksbloggen drømmer om, også fordi filmens slutning ligeså godt kan opleves som en cliffhanger af format.

Cast: Jesper Christensen, Bodil Jørgensen, Mads Reuter, Gustav Dyekjær Giese, Sara Viktoria Bjerregaard Christensen, Lue Dittmann Støvelbæk, Sylvester Byder, Pernille Højmark, Cyron Melville, Tommy Kenter, Steen Stig Lommer, Paul Hüttel, Peter Schrøder, Anne Marie Helger, Anders Heinrichsen, Julie Agnete Vang, Birthe Neumann, Patricia Schumann, Anna Stokholm, Lars Simonsen, Lisa Carlehed, Benjamin Boe Rasmussen og Jesper Lohmann.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk