Græsk klassiker – om retfærdighed og straf

Samtalerne på Glyptoteket om de græske klassikere er blevet en dundersucces, hvor der hver gang kommer stadig flere tilhørere – og efterhånden så mange, at salen er propfuld.

Den tredje samtale fandt sted i går, og var som de to første ordstyret af litteraturkritiker Klaus Rothstein på vegne af Hans Reitzels Forlag, og som altid var det oversætter og ph.d. i klassisk græsk Marcel Lysgaard Lech, der sammen med en gæst kom med viden og synspunkter. I går var gæsten den snart afgåede direktør på Institut for Menneskerettigheder Jonas Christoffersen.

Klassikeren, som de talte om, var Euripides´ tragedie ”Medea”. Altså den gruopvækkende historie om kvinden, der dræber sine egne børn, fordi hun vil hævne sig på manden Jason, som har giftet sig med en anden, selvom han har lovet Medea evig troskab.

Jason er altså en nederen type, som Marcel Lysgaard Lech bramfrit sagde det – og Medea er en kvinde, der ikke finder sig i noget, allermindst fra en mand. Men selvom vi godt kan lide stærke kvinder – også i litteraturen, så kan man alligevel og med rette mene, at det at dræbe sine to drenge – bare fordi man føler sig forsmået og vil hævne sig på manden – er lige i overkanten. For nu at sige det mildt.

For hvordan kan man dræbe sine egen børn? Det forstår vi ikke i dag, og det gjorde man heller ikke i Antikken.

Det er simpelthen så meget stik imod alt, hvad vi mennesker står for, at vi bliver slået af vantro og rædsel. Men det sker – også stadigvæk. Dog er det oftest mænd, der dræber deres børn, og som bagefter slår sig selv ihjel. Men der findes også nutidige kvinder, der gør dette utænkelige.

Og hvad skal man så stille op med det? Ja, de tre på podiet havde ikke nogen klare svar på det – eller på hvordan nogen overhovedet kan gøre det, selvom de søgte svaret flere gange i deres samtale.

Undertegnede gik derfor hjem og søgte på forklaringer på, hvordan nogle kan slå deres egne børn ihjel, og det tog under et minut at finde flere interessante artikler med kvalificerede bud på, hvordan nogle mennesker kan komme så langt ud.

Det er ærgerligt, at de tre på podiet ikke havde lavet samme søgning, også fordi man undervejs i læsningen af psykologiske årsager finder ud af, at Euripides´s beskrivelser af Medea, hendes liv, skæbne og bevæggrunde flugter perfekt med de sammenhænge, som fagpersonerne kommer med som forklaring på, hvorfor nogle gør det utænkelige.

Euripides har altså haft stor psykologisk indsigt, kan man konkludere – og det er en oplysning, som Danmarksbloggen er sikker på ville have interesseret de mange tilhørere i går.

En af de bedste artikler om emnet er fra Kristeligt Dagblad, hvor man blandt andet kan læse om en 30-årig dansk kvinde, der for få år siden dræbte sine to børn på hhv. 4 og 10 år – altså en yngre kvinde med to børn – præcis som Medea.

Psykiater Henrik Day Poulsen og dr. med Jørgen Beckmann forklarer i artiklen de uhyrlige drab på egne børn med, at de enkelte kvinder har en ganske speciel sammenblanding af en total mangel på empati, men til gengæld sadistiske træk, dette at nyde planlægningen samt at have oplevet et manglende nærvær i barndommen, en manglende social kontakt og måske også traumatiske oplevelser med mænd.

Læs selv artiklen her:
https://www.kristeligt-dagblad.dk/udland/den-vaerste-gerning-naar-en-mor-draeber-sine-boern

Det passer så skræmmende perfekt på Medea, der må være bindegal, om ikke andet så i gerningsøjeblikket. Men også ellers. For mennesker kan som bekendt sagtens være rablende sindssyge og stadigvæk planlægge uhyrlige forbrydelser.

Juridisk set er der så forskel på, hvad der gøres i affekt, og hvad der gøres med fortsæt.

Jonas Christoffersen kunne også fortælle, at man netop skelner mellem at være egnet til straf og ikke være det. For når man siger forbrydelse, så siger man også automatisk straf og retfærdighed, som er to kernebegreber i et ethvert samfund – både det gamle græske og det nuværende danske.

Han kom også ind på noget interessant, nemlig at vi som individer i et retssamfund deponerer vores ret til at dømme og straffe, så det bliver et fælles anliggende og ikke noget, som enhver selv kan rende rundt og foretage sig.

Respekt for hinanden og det at vi ikke dømmer hinanden hele tiden sikrer også en ligelig behandling og en stabilitet i samfundet.

Danmarksbloggen savnede så, at de tre på podiet kom mere ind på den stigende tendens, der er i samfundet til at sige, at loven gælder skam ikke for mig – og så derpå gøre, hvad der passer én. Noget man fx ser i trafikken, men også andre steder som fx at mange – også betroede mennesker – ikke tøver med at udnytte systemet, hvis de kan – også økonomisk.

Et interessant spørgsmål, der ikke blev stillet, var derfor: Er den stigende tendens til at følge eller måske snarere ikke-følge lovene efter eget forgodtbefindende et tegn på et samfund, hvor vi ikke har tillid til at retfærdigheden sker fyldest – og vil det i yderste konsekvens kunne føre til mere opløsning i samfundet?

For nok vil vi ikke stemples som kriminelle, og truslen om det stigma afholder mange af os fra at lave kriminalitet. Men kriminaliteten er virkelig – og så kan vi godt lide straffe som middel. Ja, mange taler ligefrem om hårdere straffe som et svar på alt.

Men hvorfor straffer vi? For iflg. Jonas Christoffersen så virker straffe sjældent på dem, der er kriminelle – tværtimod kan kriminelle blive mere kriminelle af at være i fængslet. Men straf giver en følelse af retfærdighed hos resten af befolkningen – og derfor straffer vi.

For følelser og jura hænger sammen. Ikke sådan at forstå, at følelser skal afgøre en retssags udfald, men at det er vigtigt, at befolkningen som helhed opfatter lovene som retfærdige. For hvis ikke vi føler en balance i retsfølelsen, så er vi tilbøjelige til at udvise selvtægt dér, hvor vi mener, at loven er for mild – og til at overtræde loven, der hvor vi mener, at den er for hård.

Det er derfor essentielt, at vi har tillid til retssystemet – og det gælder os alle i samfundet.

For civilisationen går under, hvis vi selv bliver hævnere. Og vi har som sagt deponeret retten til at straffe hos staten. Men det fungerer kun, hvis de kriminelle straffes, og vi andre finder, at strafferammerne er ok.

Spørgsmålet er så, om danskerne gør det?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.