Anmeldelse: ”Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie”

Vi bliver som menneskehed åbenbart ikke klogere, er den tanke, som man sidder tilbage med efter at have læst ”Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie” af Jeanette Varberg og Poul Duedahl.

Dét kan synes ganske forstemmende. Men det er virkeligheden, og derfor kan vi nutidsmennesker psykologisk spejle os 1:1 i de gamle beretninger og fortællinger, som også har givet stof til bogens titel. Den fjerde rytter er nemlig et begreb fra det sidste skrift i Nyt Testamente, Johannes-åbenbaringen, hvor det siges, at når de fire dommedagsryttere rider gennem verdens lande på samme tid, så er de sidste tider kommet. De tre første ryttere er krig, erobring og hungersnød, og den sidste fjerde rytter på den gustengule hest er ham, der spreder sygdommene.

Om vi er ved de sidste tider, er der ingen, der ved. Men vi ved, at mennesket historien igennem har været udsat for pandemier igen og igen, og i ”Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie” hører vi om dem alle sammen. Fra de mest kendte som pesten i Middelalderen og senere (for pesten huserede med mellemrum i flere hundrede år), da Colombus og senere Cortés og en række virussygdomme kom fra Europa til de to amerikanske kontinenter, og mennesker døde i hobetal, men sendte syfilissen som gen-gave til Europa, malariaen, der kan blusse op igen, koleraen i 1800-tallet og Den Spanske Syge for cirka 100 år siden. Vi hører også om de mere glemte som fx tuberkulosen, der i perioden 1700-1900 slog en milliard mennesker ihjel – og om de gamle pest- og koppeepidemier fra Antikkens tid og hos de egyptiske faraoer, og en del flere – også den sidste inden Corona, nemlig AIDS.

Med i bogen er også lokale epidemier i Danmark og i Norden, som de kopper, der hærgede vikingerne, pesten der kom i flere omgange – og den afart af syfilis, som man kaldte forrådnelses-feber, og som gjorde, at næsen og andre dele af ansigtet blev ædt op, så man blev vansiret for resten af livet. Den husede i 1800-tallet, og blev kaldt folkesyfilis, fordi den ramte alle aldre. Samt koleraen midt i 1800-tallet, som var afgørende for, at København ser ud, som hovedstaden gør.

For pandemier går som en rød tråd gennem tiderne, og har betydet store samfundsændringer, og kostet flere menneskeliv end alle krige tilsammen. Alligevel inddeler vi verdenshistorien i kapitler baseret på krige og andet, der tager udgangspunkt i mennesker og magt, som Varberg og Duedahl gør opmærksom på det og tilføjer, at det formentlig handler om kontrol.

For kontrol – eller måske snarere illusionen om kontrol – er noget, som mennesket godt kan lide at tro, at vi har. Det er også derfor, at vi ifølge bogen historisk set altid har været hurtige til at glemme en epidemi og komme tilbage til hverdagen. Det er så samtidig en hverdag, som altid danner grundlaget for den næste epidemi.

”Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie” er derfor også mere end bare en spændende historiebog, selvom den på sine 242 sider er spækket med information om dette emne som fx, at den ellers så frygtede og udbredte spedalskhed stort set blev udryddet under Middelalderens pest, bedre kendt som Den Sorte Død. Samt at pesten blev begyndelsen på den moderne lægevidenskab. Der kan nemlig også komme noget godt ud af den fjerde rytters vilde ridt.

Men at han overhovedet KAN komme ud og ride, er noget, som vi mennesker kan takke os selv og vores måde at leve på, slår bogen fast. Dengang vi stadig var jægere og samlere, var vi så få, og levede så spredt, at det var nærmest umuligt for nogen sygdom at sprede sig til andre end lige dén gruppe, hvor sygdommen opstod, og så døde virussen/bakterien/organismen ud sammen med gruppen. Men så fandt vi på landbruget og dyreholdet, og dermed havde vi året rundt masser af føde, og kunne formere os i stort tal, og så var skaden sket.

For dels så voksende antallet af mennesker voldsomt, og gør det stadig. Og dels så levede vi tættere og tættere sammen, og gør det stadig. Og endelig så levede og lever vi stadig alt for tæt på dyrene, som vi endda opdrætter, så de bliver rigtig mange og rigtig mange af den samme slags. Alt sammen faktorer der skaber det perfekte grundlag for sygdomme, som vi kan dø af som fx mæslinger, der kommer fra køer, og influenza der kommer fra grise og fjerkræ. Men også for nye vira som COVID-19, hvor værtsdyret endnu mangler at blive fundet.

Dyr, som vi har tæmmet og opdrætter i absurde store antal. Tag fx høns, som der havde fandtes et par millioner af i Asien, hvis ikke det var for os og vores dyreopdræt, som betyder, at der nu findes 25 milliarder høns på verdensplan, som man kan læse det i ”Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie”.

Undertegnede kan ikke lade være med at tænke på, at der findes dobbelt så mange svin som mennesker i Danmark. Samt det faktum at når op mod 80% af verdens landbrugsareal bruges på at dyrke dyrefoder, så kunne vi let brødføde hele menneskeheden – og undgå pandemier – ved at overgå til vegetabilsk produktion. Bare en tanke.

”Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie” bliver dermed også et seriøst og tankevækkende indlæg i debatten om samfundets indretning, fordi bogen stiller spørgsmålstegn ved vores måde at leve på, have dyr på og indrette os på. Det at bruge fortiden og historien til at sætte nutiden under debat er en generel positiv trend ved mange nye historiebøger. For vi kan bruge historien til at træffe klogere valg for fremtiden. Ja, vi har i den nuværende klimakrise heller ikke noget andet valg, kan man anføre.

”Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie” er så et pragteksemplar i dén genre. Det er ganske enkelt en fremragende bog. I et letlæst og flydende sprog fortæller bogen mere end 10.000 epidemi-historie, og trækker de store linier op, når den tydeliggører, at fortidens mennesker, adfærd og samfund er synonyme med nutidens, fordi vi uanset historisk tid agerer ens, når det kommer til pandemier. For det er den samme angst, som vi har, og de samme metoder, som vi bruger – og derfor kan vi også forvente, at vi vil gå efter glemslen, når Coronaen er overstået. For mennesket vil så gerne tro, at vi står over naturen, selvom det er evolutionen og mikroberne, som har fat i den lange ende – og vi er dømte til at begå fortidens fejl, så længe vi ikke bliver klogere.

Det kan man fx se af, at i starten af en epidemi opretholder man en samfundsorden, og begraver med værdighed, men til sidst så kan de overlevende ikke nå at begrave de døde, som det skete i Siena under pesten i 1348, hvor de døde blev lagt i lag med kun lidt jord imellem sig. Eller som i Firenze, hvor selv forældre flygtede fra deres syge børn og låste døden, så kunne de blive derinde og dø. Når sygdommen raser, så gør mennesker nemlig alt for at bevare chancen for at redde livet.

Noget vi også ser i 2020 – dog i mindre skala. Men alligevel det samme billede som lastvogne fulde af lig, der kørte gennem de norditalienske byer, historier om spanske plejehjem hvor personalet forsvandt, og lod de gamle ligge hjælpeløse tilbage, så de døde i deres senge, og alle de mange steder kloden rundt, hvor man bruger skøjtehaller og andet som lighuse, fordi man ikke kan følge med på kirkegårdene. Skrevet i nutid, for vi er stadig midt i pandemien, og det sker lige nu over hele kloden, også selvom vi i skrivende stund har relativt godt styr på det i Danmark.

Konspirationsteorier er også lige så gamle som epidemier – sammen med tanker om at det er Guds straf over et skørlevned og vores mange synder, samt alle de mærkelige og ubrugelige råd til at undgå virus som fx at varmt vand og hvidløg skulle kunne udrydde COVID-19. Dog en ting er forandret i forhold til tidligere. Der er ingen, som i dag siger, at det er jødernes skyld. De har ellers historisk set været syndebukke. Omvendt har USA og Kina travlt med at skyde skylden på hinanden. Kina anklages for, at virussen opstod hos dem, og USA for at den stadig spredes.

Social afstand er heller ikke nyt. Tværtimod. En dronning fra den østsyriske by Mari klagede i et brev skrevet for 3.775 år siden til sin mand kongen over en kvinde ved Nanna, som blev ved med at omgås de andre kvinder i paladset, selvom hun var syg. Kongen svarede som en anden Søren Brostrøm: Tal da med store ord (overfor hende), og sørg for, at ingen drikker af den kop, som hun drikker af, at ingen sidder på den stol, hvorpå hun sidder, og at ingen sover på den seng, hvor hun sover. Hun skal ikke være i selskab med alle de kvinder. (citat fra side 50).

For dengang var det konger og præster, som afstak linjerne under en pandemi. Idag er det politikerne og sundhedsmyndighederne.

Danmarksbloggen giver ”Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie” 6 ud af 6 ryttere på gustengule heste. For det er en bog fuld af viden fortalt på en sprudlende måde. En bog som giver håb om, at vi måske alligevel bliver lidt klogere næste gang. For ja, der kommer en ny pandemi efter COVID-19.

Epidemier er nemlig et grundvilkår ved at være menneske på en jord, hvor vi er så mange mennesker, der lever så tæt sammen med dyrene.

Og selvom den fjerde rytters nuværende Corona-ridt virker skræmmende, så vil Danmarksbloggen opfordre til at tænke nærmere – og hurtigt – over forholdet mellem natur og menneske. For som bogen starter med at sige: Det mærkelige var ikke, at Corona-pandemien kom, men at det gik så længe siden sidste gang (Den Spanske Syge 1918-20, som kostede 30-50 millioner livet).

Så det haster, og vi står som menneskehed ved skillevejen. Ved valget mellem at holde fast i konservatismen og den gamle livsstil – eller at kigge på Corona-tiden med smittetal, mundbind og snak om vaccine, og så lave om på den måde, som vi lever på.

Så hvad vil vi – og hvad kan vi?

Læs Jeanette Varberg og Poul Duedahls  ”Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie”. Perspektivet er ridset op på bogens allersidste side: ”helt at aflyse den fjerde rytters næste forestilling eller …  stiltiende accepterer, at coronakrisen bare var generalprøven”.

Det er Gad, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Den forbandede 11. september

Det er idag d. 11. september – et halvt år efter nedlukningen af Danmark 11. marts 2020.

Det er igen den forbandede 11. september.

For 19 år siden dagen, hvor fire fly blev kapret i USA, og de to fløj ind i World Trade Centers tvillingetårne i New York, det tredje ned i Pentagon i Washington D.C. – og det fjerde forulykkede på en mark, fordi passagerne havde hørt om de andres skæbne via deres mobiler – og derfor forhindrede, at det fjerde fly nåede dets mål, som formentlig var enten Det Hvide Hus eller Capitol. Dén dag ændrede en hel verdensorden.

For 17 år siden dagen, hvor den svenske udenrigsminister Anna Lindh blev stukket ihjel i NK Stormagasinet i Stockholm. Måske ikke en dag, der ændrede verdensordenen. Men det var sin generations største politiske talent i Sverige, som blev dræbt den dag – og udviklingen i Sverige siden har vist, at svenskerne mangler en politiker af Anna Lindhs format.

Og så i dag. Corona-pandemien, som har rystet, og stadig ryster en hel verden, og hvor det i dag er præcist et halvt år siden, at Danmark blev lukket ned. Og efter en sommer med lav smitte, så går det igen den gale vej. Fordi vi åbnede for meget for hurtigt. Fordi for mange slækker for meget på afstand og hygiejne, men til gengæld ikke bruger mundbind (nok). Vi er stadig midt i pandemien – og ingen ved, hvornår og hvordan det slutter.

Det er igen den forbandede 11. september.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Corona-virusset og hamstringen af masker

Så kom corona-virusset IKKE til Danmark – i denne omgang. Heldigvis. Men at det kommer/allerede er her, må vi regne med, hvor skræmmende det end kan synes.

For corona-virusset spreder sig nu fra menneske til menneske, og i skrivende stund ved ingen, hvor slemt det bliver. Om virus muterer, så det bliver endnu mere farligt. Om den store hastighed i spredningen fortsætter. Og hvad man ellers kan forestille sig – og det er meget.

Skrækscenarierne står i kø.

Så med andre ord: Står vi med dén pendant til den spanske syge, som vi har frygtet, siden den influenza-virus tog livet af mere end 50 millioner mennesker i 1918-19 (heraf cirka 14.000 danskere) – eller vil det her corana-virus ligesom SARS og svineinfluenzaen relativt hurtigt dø ud igen?

Vi ved det ikke. Men vi ved, at smitten kommer via dråbespredning fra nys eller hoste – eller ved indirekte kontakt (sekret på hænder). Samt at det kan vare 14 dage, fra man er blevet smittet til man mærker symptomer – og at man i mellemtiden smitter.

Danmark er i skrivende stund ligesom de fleste andre lande derfor også stort set støvsuget for masker a la dem, som vi i årevis har set asiater og operationspersonale gå med, men aldrig selv har overvejet at skulle anskaffe os.

Det er så ændret nu.

Danmarksbloggen ved, at de nu så eftertragtede masker normalt bliver solgt på nettet i de almindelige netshops i kasser med i alt 60-80 styks masker til en pris af cirka 100 kroner per æske, altså en stykpris per maske på under 2 kroner. Nogle steder endnu billigere.

Men på danske apoteker blev de famøse masker først på ugen solgt for 10 kroner STYKKET. Det var så sammenlignet med i dag en god handel. For også på mange apoteker er de eftertragtede masker totalt udsolgte nu.

Det er i grunden vanvittigt – og ikke siden storkonflikten i 1998 har danskerne hamstret én vare så voldsomt. Dengang var det gær, og nu er det masker.

Tiden vil vise, om vi kommer til at grine ligeså meget af maske-hamstringen, som vi i dag gør det af gær-hamstringen. Det må man håbe. For det vil nemlig betyde, at det her corona-virus ikke blev den pandemiske dræber, som alle frygter ligenu.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk