Påske i evighedens perspektiv

Påsken nærmer sig. Påske no. 2 i pandemiens tid.

Sidste år var undertegnede inde ved Marmorkirken skærtorsdag. Det var en lys forårsaften, hvor kirkeklokkerne ringede – og hvor tulipantræerne, som står mellem Marmorkirken og Bredgade, blomstrede i al deres hvide og lyserøde pragt.

En på alle måder smuk aften, som også blev en højtidsstund, selvom den sædvanlige skærtorsdagsaftens-gudstjeneste var aflyst, fordi alle landets kirker var lukkede i påsken 2020.

For mens jeg stod dér i aftenlyset, så på blomsterne og lyttede til klokkerne, blev jeg åndeligt set løftet – og mindet om, at livet og naturen går videre, uanset hvad vi mennesker foretager os eller ikke-foretager os.

Sollyset, blomsterne og klokkerne dannede nemlig denne skærtorsdags aften en åndelig åbning ind i pandemiens mørke. En åbning, så jeg kunne kigge op og ud – og væk fra det timelige – og hen mod det evige.

Det er altid givende at få evighedens perspektiv på, når man overvældes af det timelige. Men det er ekstra godt i en pandemi, hvor vi let overmandes af mørket, kontroltabet, isolationen og alt det, som vi ikke kan foretage os.

Og ja, det er superærgerligt ikke at kunne det, man savner. Men det skal nok komme igen – også selvom vi må slippe kontrollen undervejs. Give os Gud i vold, som man sagde det i gamle dage.

For som der stod på den seddel, som Marmorkirkens præster og andet personale havde sat op på kirkedøren dér sidste påske 2020:

Og det her er kun en tid. Husk det nu. Vi åbner igen. Verden går ikke under.

Kun en tid. Lige præcis. Det gælder stadig. Vi får det hele igen. En skønne dag. Dén tro skal vi gå med – og leve på, også selvom den store genåbningsplan ikke bliver som lovet.

For gør vi det, så kan langfredagsmørket sænke sig over landet, over hele verden så meget, det vil. Det får os ikke. Vi er lysets børn, og vi ved, at lyset skinner i mørket – og at lyset vil sejre på den lange bane.

Dét bliver påskemorgen, lys og liv, lykke og sol igen.

Dén tanke er der kraft i at holde fast i – også her i den kommende påske. Ja, måske især her. Påske no. 2 i pandemiens tid.

GOD PÅSKE.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Genåbningsplanen er ét stort fata morgana

For et års tid siden talte paven om, at Corona-pandemien havde sendt hele verden ud på én stor, fælles ørkenvandring …

Det tror Danmarksbloggen på.

For vi gik – og går stadig – derude i ørkenen. På en langvarig vandring i et goldt og åbent landskab – berøvet de mange behageligheder og den søde luksus, som vi plejer at nyde.

Men nu skal det åbenbart være slut med at lide afsavn og leve eneboerlivet med uklippet hår, puslespil som ingen gider lægge mere og irriterende familiemedlemmer, som bager kager, samtidig med at de fermenterer både kål og god stemning.

Det var budskabet fra regeringen og alle andre af folketingets partier (minus Ny Borgerlige), da de sent i går aftes kunne præsentere den store genåbningsplan for Danmark.

Dén genåbningsplan består i korte træk af:

Tirsdag 6. april: Frisører og andre liberale erhverv åbner. Samtidig kommer elever i grundskoler, ungdomsuddannelser og på videregående uddannelser fysisk tilbage i skolen.

Tirsdag 13. april: Butikker i mindre storcentre og stormagasiner må åbne.

Onsdag 21. april: Museer, kunsthaller og biblioteker åbner igen. Det samme gør store butikscentre og stormagasiner – og udendørsserveringen – og noget indendørsidræt til børn og unge under 18 år.

Torsdag 6. maj: Indendørs servering åbner samt biografer, spillesteder og teatre – og dele af indendørs idræt til voksne.

Fredag 21. maj: De resterende dele af idræts-, forenings- og fritidslivet åbner.

Derfra skulle næsten alt – på nær natklubber og store arrangementer som koncerter og fx fodboldkampe – være åbne, og de sidste dele skal der ses nærmere på dér.

Alt sammen kræver adgang med Corona-pas – eller Min Sundhed, indtil Corona-passet er på plads.

Det lyder fantastisk, ikke?

NEJ, det lyder som et mareridt. For det kan meget let vise sig at være et fata morgana, en ørkenspejling, en luftspejling. Noget, som man tror, er dér. Men som man kun ser, fordi man ønsker at se det.

For sandheden er, at vi har en pandemi – og en britisk virusvariant, som vi med de nuværende restriktioner kun lige holder stangen. Men nu åbner vi altså samfundet mere og mere op. Det giver ikke mening, og man skal ikke være epidemiolog for at se, at smitten kommer til at stige. Måske endda voldsomt. Ja, op til fem gange så meget som nu, siger professor Viggo Andreasen.

Så kan man anføre, at vi vaccinerer. Jo, vist – men indtil nu har vi vaccineret alt for få til at bruge vaccinationen som virkemiddel mod pandemien. Kun 5,5% af befolkningen har fået begge stik. Og man skal som samfund have vaccineret cirka 10 gange så mange, nemlig minimum 50% af befolkningen, før man kan begynde at genåbne med et kontakttal, der ligger på 1 eller derover.

Og kontakttallet i dag er på 1,1.

Det vidste de så ikke i går aftes, kan man anføre. Men kontakttallet var 1 for en uge siden. Samtidig ved alle – også politikerne, at man i landene rundt om os er midt i 3. bølge, fordi man dér åbnede for tidligt – og for meget.

Men dét har de danske politikere intet lært af. Tværtimod. De 1) mener, at man godt kan genåbne, selvom 10 COVID-positive med de nuværende restriktioner smitter 11 nye, så 2) politikerne lægger altså grandiose planer for et gyldent forår, som med ret stor sandsynlighed ikke bliver til virkelighed.

Tværtimod. Den manglende evne til at holde ud og tage ansvar (og det gælder både borgere, politikere og medier) har ført til den store genåbningsplan, som igen vil betyde flere smittede, flere indlagte og flere døde.

Denne ørkenvandring i pandemiens tid bliver derfor både længere og mere dødelig end den havde behøvet at være. Meget længere – og med mange flere døde.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dag 1 i Pandemiens år 2

Godmorgen til dag 1 i Pandemiens år 2. Det ser ikke for godt ud.

Holdningen i øjeblikket hos meningsdannere, politikere og medier er nemlig:
Den her genåbning kan kun gå godt.

At alle andre lande oplever nærmest eksplosivt stigende smittekurver med deraf følgende døde og pres på sundhedsvæsenet, når den britiske variant tager over, og der samtidig åbnes bare lidt op, mener man tilsyneladende ikke, at vi kan bruge til noget i Danmark.

Det kommer jo ikke til at ske her, er man sikre på.

For her tester vi jo, og er SÅ gode til at holde afstand og passe på.

Og vacciner har vi også – ja, vi er ”næsten” færdige med at vaccinere dem over 85 år.

Så vi kunne faktisk have åbent endnu mere, endnu hurtigere – hvis ikke SSI og andre myndigheder havde haft sådan nogle konservative beregningsmodeller, hedder det sig.

Så: Lad os bare få gang i mere genåbning NU – og det kan kun gå for langsomt, lyder mantraet igen og igen.

Er jeg den eneste, som synes, at det er meget, som ikke rimer?

Er jeg den eneste, som tænker, at virus er ligeglad med nationalitet? Og at det også gælder den meget mere smitsomme og mere dødelige britiske variant.

Er jeg den eneste, som mener, at danskerne er lige så dårlige som alle andre til at holde afstand etc?

Er jeg den eneste, som mener, at vi som minimum skal have vaccineret ALLE over 65 år og ALLE udsatte? For de dør nemlig i stort tal, hvis de smittes. Pt. mangler vi som sagt ALLE mellem 65 og 84 år – og en stor del af de udsatte grupper.

Er jeg den eneste, som er bekymret over den hastige genåbning?

Er jeg den eneste, som tænker, at det her kan ende med, at vi i pandemiens sidste måneder mister alle de mennesker, hvis liv vi reddede i det første år?

Det vil være så smerteligt, så tåbeligt, så meningsløst.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Igen den forbandede 11. marts

Det er igen den forbandede 11. marts!!!

Danmarksbloggen havde ellers en tekst klar om historiens vingesus på denne 1. årsdag for denne satans pandemi.

Den tekst giver det IKKE mening at bringe. For som altid har COVID-19 et es i ærmet, og udviklingen løber hurtigere og i en anden retning end ventet.

Denne gang handler det om AstraZenacas vaccine, som nu mistænkes for at have kostet en dansker livet. AstraZenecas vaccine har angiveligt har givet flere blodpropper – og nu også en blodprop, som en dansker er død af.

Så vi kan altså konkludere, at vi stadig er midt i suppedasen, midt i pandemi-helvedet.

Også fordi den britiske variant nu står for mere end 80% af tilfældene, den noget mere smitsomme, og noget mere dødelige variant.

Vaccineplanens udrulning er også – pga. stoppet af at bruge AstraZenaca – pt. udskudt til midt i august.

Samtidig går vi i gang med mere genåbning (!).

Det er så det dummeste, som vi kan gøre. For det hele kører skævt ad helvede til lige nu i Danmark på denne årsdag for den første nedlukning.

Og det hjælper ikke spor, at vejrguderne, eller hvem det nu er, sørgede for, at den såkaldte Genåbningsfest ikke blev til noget – i denne omgang.

Det er igen den forbandede 11. marts!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

NEJ til genåbning nu

Genåbning er ugens store modeord, og alle vil være med. Ja, selv regeringen åbenbart. Der skal dog være styr på smittespredningen, hedder det med en nærmest religiøs tiltro til, at flere tests kan sikre, at vi kontrollerer pandemien.

Tankegangen er i bedste fald naiv. For den britiske variant er i vækst. Voldsom vækst.

Sidste kontakttal for den meget mere smitsomme britiske variant var 1,27. Dvs. 10 smittede med den britiske variant smitter 12-13 andre. Så svaret på mere genåbning er et stort NEJ – og dét gælder, uanset hvor mange tests vi tager.

For en test stopper ikke en virus. En test påviser kun, om en person har en virus. Det eneste, der stopper en virus, er at ødelægge virussens muligheder for at sprede sig.

Virus er som bekendt ikke en bevidst fjende. Virus er også 100% ligeglad med, hvad vi føler, og hvordan vi har det. Corona-træthed kender den ikke til. Virus har så heller ikke en bevidsthed eller vilje, men er en organisme, der gør det, som den er programmeret til fra naturens side. Og det er at sprede sig så meget og så hurtigt som muligt.

Det eneste, vi kan gøre, er at hæmme virus´s muligheder. Og det gøres med afstand og vacciner. SÅ enkelt er det – men tilsyneladende også så svært.

For mange mennesker har ikke nogen stamina (udholdenhed) af betydning. De er derimod klar til at satse egne og deres medborgeres liv for at åbne op, så de kan komme i butikker, ud og spise, få klippet håret, komme på museum, i svømmehallen etc. Alt det, vi savner alle sammen, men bare ikke kan gøre lige nu.

For den britiske variant er i vækst – og kontakttallet er endda et, som kommer med en vis forsinkelse. Men vi ved, at den britiske variant er godt i gang med at overtage pandemien – også i Danmark, så det bliver bare værre og værre.

SÅ vi har IKKE noget valg, hvis vi skal undgå at ende ligesom fx Portugal, der genåbnede kortvarigt omkring jul – for så kort efter at have rekordstore smitte- og dødstal, som de stadig bøvler med.

Så nej, vi har IKKE styr på smittespredningen. Vi har derimod ikke andet valg end at lade landet være lukket ned. Men det kan/vil danskerne – inkl. politikerne – ikke se i øjnene. De er klar til at satse butikken og åbne op.

Resultat bliver en pandemi, der løber løbsk – og varer længere – og koster flere døde. Vi ser i disse dage en forløber i Kolding, hvor ét smittetilfælde med den britiske variant på en skole på få dage blev til 36 – og det skete trods en stor mængde tests og en massiv smitteopsporing.

Så NEJ, ikke mere genåbning. Skal vi noget, skal det være mere nedlukning.

Der er kun to ting at gøre nu – mens vi holder afstand, og holder os hjemme:

VENTE OG VACCINERE – som var en vis mand i hælene på os. Og dét kan det godt føles som om, at han er – uanset om man er troende eller ej.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

HOLD NU KÆFT!!! Vi har en pandemi!!!

Danmarksbloggen taler normalt pænt. Men nu går den ikke længere. NU skal der kaldes til national samling.

Sagen er ganske klar: Danmark er – ligesom resten af verden – midt i en pandemi. En Corona-pandemi. En verdensomspændende virus-sygdom, som dræber folk, og som kan vælte samfund og sundhedssystemer, hvis ikke vi passer rigtig-rigtig meget på.

Det er alvor med alvor på – og forskellige mutationer som fx den britiske og den sydafrikanske truer konstant den positive udvikling i Danmark efter snart to måneders nedlukning.

Men erhvervsfolk og blå politikere råber op – om genåbning. Måske bare lokal genåbning. For se hvor få smittede vi har, siger de.

Ja, de få smittede har vi, fordi vi har lukket ned! I dét øjeblik vi åbner op, så vil smitten stige igen – i hvert fald indtil vi får vaccineret en meget stor del af befolkningen.

Dér er vi ikke nu! Slet ikke. Og vi kan heller ikke sige, hvornår vi er dér. For ingen ved, hvordan en pandemi udvikler sig. Så stop med at være sådan et pattebarn og tag dig sammen, hvis du er en af dem, der beklager dig.

Vi i Danmark er i en situation, hvor vi har både mad, vand, varme og lys. Vi har også både tv og film, strikketøj, puslespil og 1000 andre måder at adsprede og fornøje os på. Vi har det med andre ord her midt i nedlukningen meget bedre end størstedelen af verdens befolkning har det i ikke-Corona-tider.

Så stop med at hyle over ikke at kunne gå ud og spise, til frisøren, i biffen, i teatret, på museum, i svømmehallen … Det er kun for en tid, at vi skal undvære det.

Med andre ord: HOLD NU KÆFT og tag dig sammen – og sig ja til vaccinen, når du får den tilbudt.

For den her pandemi handler ikke om dig og hvad du må undvære af fornøjelser en kort tid, men om fællesskab og samfundssind!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

NEJ, vi skal ikke ud og spise

Er der slet ingen grænser for, hvor meget mere penge kan betyde end menneskeliv? Åbenbart ikke.

Brancheorganisation for hotel-, restaurant- og turisterhvervet Horesta vil nemlig have, at allerede fra d. 9. februar skal følgende grupper kunne gå og spise:

  1. Dem, som har et vaccinepas
  2. Dem, som har en frisk negativ Corona-test (som åbenbart godt bare kan være en lyntest, selvom denne ofte er falsk negativ)
  3. Dem, som har en antistoftest (selvom man ikke ved, hvor længe antistoffer virker)

Dansk Erhverv bakker op. Direktør i Dansk Erhverv Brian Mikkelsen siger til TV2: ”Det kan virke paradoksalt at tale om, mens smitten stadig ikke er under kontrol, men vi er nødt til at se længere frem, og der kan det være et godt værktøj i genåbningen af Danmark”. Citat slut.

Se hele artiklen her: https://nyheder.tv2.dk/samfund/2021-01-15-organisation-vil-have-restaurantbesoeg-tilladt-for-saerlige-grupper-allerede-om

Det er SÅ vanvittigt, at man næsten ikke tror, at det er sandt. Så umoralsk, uetisk at det skriger til himlen. Ordet grådighed presser sig på.

Vi står foran de sværeste uger i pandemien i takt med, at den britiske variant for alvor slår igennem, restauranter er et af de steder med mest smitte – og samtidig ved vi stadig ikke nok om vaccinen.

Kan vaccinerede for eksempel stadig sprede virussen? Og hvor meget og hvor længe er vi beskyttede? Og hvad med de ansatte – de skal først vaccineres til sidst? Osv, osv.

Vi har som samfund simpelthen ikke råd til at tage chancer – og risikere menneskeliv bare for, at nogle kan komme ud og spise …

Det svarer til at sidde i en båd, der tager vand i og måske er ved at synke –  og så brokke sig over, at man ikke har sine yndlings-underbukser på … Sic(!)

Men Horesta og Dansk Erhverv er åbenbart ikke med på at tage samfundsansvar.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Delvis nedlukning af dele af Danmark

Så er vi her igen: Halvdelen af landets befolkning eller 38 kommuner – heriblandt København, hele hovedstadsregionen (minus Bornholm), Aarhus, Odense og flere endnu er fra på onsdag d. 7. december og indtil som minimum d. 3. januar nedlukket efter næsten samme mønster som i foråret:

Ingen restauranter, barer og cafeer (men take-away), ingen teatre og biografer, ingen museer og lignende, ingen fitnesscentre, svømmehaller og lignende, elever fra 5. klasse og op sendes hjem.

Derimod en stor opfordring til: GÅ HJEM og bliv hjemme – medmindre du går en tur, eller går i butikker. Dét sidste skal du så kun gøre, når det er nødvendigt, og du skal gøre det ALENE og så kort tid som muligt – og gerne i ydertidspunkterne.

Og nej, du skal som bosiddende i en af de delvist nedlukkede kommuner ikke køre til en af de ikke-nedlukkede kommuner for at spise ude, gå på museum, svømme etc. For så bringes smitten dertil.

Og så er der dén med julen, som gælder os alle sammen: Her skal vi juleaften være max 10 – og især med omtanke, hvis der er en eller flere sårbare med til juleaften. Måske bruge mundbind? Og skal der synges, så skal det ske med 2 meters afstand. Og ang. private julefrokoster: Drop dem!!!

Jo mere vi er sammen med andre, jo flere bliver smittede – og jo flere dør. Så enkelt er det!!!!!!!!

Sådan var meldingerne – og der er sådan set ikke noget at sige. For alle restriktioner er nødvendige.

Man kan så stille sig tvivlende overfor, at det bliver overholdt – især det med ikke at tage til ikke-nedlukkede kommuner for at gå ud og spise, svømme, i biffen etc. Mange vil heller ikke droppe julefrokosten, kunne man desværre godt forstille sig. Holder de negative forventninger stik, så kommer der en regning i form af et stigende antal smittede – og døde.

Corona-virussen gør nemlig, som den er skabt fra naturens side – og det eneste, vi mennesker kan gøre, er at holde afstand, bære mundbind, holde ud og tænke os om. Det kan vi så også – og når vi gør det, har virussen ikke en chance.

Men lige nu har pandemien for godt fat. Den vokser med cirka 4% om dagen, og SSI fremskriver, at op mod 500 mennesker kan være indlagte, når vi når til jul – og man frygter en eksplosion i smitten efter jul og nytår.

Så vi skal til at undvære, savne og mangle. Men hellere det end at miste til døden.

Men ja, det er svært. Men vi må holde ud. Vaccinerne er på vej. Vi KAN klare dette – forhåbentlig – sidste, svære og mørke stykke.

For husk: Det er altid mørkest lige før daggry. Og lyset ER tændt i form af vaccinen – og for den, som er kristen, findes også en trøst i, at julenat tændes endnu et lys, som skinner hele vejen fra Betlehem og gennem alle tider.

For det bliver jul … også i 2020.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vaccinerne er på vej

Lægevidenskabens svar på en månelanding, siger Lægemiddelstyrelsens direktør Thomas Senderovitz om Corona-vaccinerne i det pressemøde, som er i gang om den danske vaccineplan.

For nu er vaccinerne på vej. De er ikke helt godkendte endnu, men det er tæt på.

Det lysner derude, og jeg tænker: Sådan må det have føltes, da Hitler begyndte at tabe under 2. Verdenskrig.

For nu ser vi i korte glimt forude lyset af den hverdag og det liv, som vi alle savner.

Vi er dér ikke endnu, men vaccinerne er på vej. Og der kommer til at være til os alle sammen, selvfølgelig til de ældste, de kronisk syge og sundhedspersonale først.

Dét er med længder årets bedste nyhed.

Indtil da skal vi blive ved med at holde afstand, bruge mundbind og holde os i vores sociale boble. Nu har vi også gjort det så længe, så klarer vi også det sidste seje stykke.

Thomas Senderovitz er meget tillidsvækkende, når han siger, at vi skal se ned i data, og vi går ikke på kompromis med grundigheden, kvaliteten og sikkerheden. Vi er i slutspurten, men alt skal være i orden, før vi stikker den første dansker – måske allerede i slutningen af 2020.

Det er vildt – og det bliver endnu vildere, når vaccinerne er her, og de er godkendte, og vi går i gang med at stikke. Det bliver – med tiden – som en ny befrielse for Danmark, ja for hele verden.

For det er en hel verden, som er ramt af pandemien. Men det er også en hel verden, som har løftet denne opgave med at finde en vaccine. Så vi kan godt som menneskehed.

Og Danmarksbloggen kan ikke lade være med at ønske, at vi efter Corona vil bruge disse erfaringer om at trække i samme retning på den endnu større opgave, som venter, nemlig at redde menneskeheden fra den miljø-katastrofe, som nærmer sig hastigt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie”

Vi bliver som menneskehed åbenbart ikke klogere, er den tanke, som man sidder tilbage med efter at have læst ”Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie” af Jeanette Varberg og Poul Duedahl.

Dét kan synes ganske forstemmende. Men det er virkeligheden, og derfor kan vi nutidsmennesker psykologisk spejle os 1:1 i de gamle beretninger og fortællinger, som også har givet stof til bogens titel. Den fjerde rytter er nemlig et begreb fra det sidste skrift i Nyt Testamente, Johannes-åbenbaringen, hvor det siges, at når de fire dommedagsryttere rider gennem verdens lande på samme tid, så er de sidste tider kommet. De tre første ryttere er krig, erobring og hungersnød, og den sidste fjerde rytter på den gustengule hest er ham, der spreder sygdommene.

Om vi er ved de sidste tider, er der ingen, der ved. Men vi ved, at mennesket historien igennem har været udsat for pandemier igen og igen, og i ”Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie” hører vi om dem alle sammen. Fra de mest kendte som pesten i Middelalderen og senere (for pesten huserede med mellemrum i flere hundrede år), da Colombus og senere Cortés og en række virussygdomme kom fra Europa til de to amerikanske kontinenter, og mennesker døde i hobetal, men sendte syfilissen som gen-gave til Europa, malariaen, der kan blusse op igen, koleraen i 1800-tallet og Den Spanske Syge for cirka 100 år siden. Vi hører også om de mere glemte som fx tuberkulosen, der i perioden 1700-1900 slog en milliard mennesker ihjel – og om de gamle pest- og koppeepidemier fra Antikkens tid og hos de egyptiske faraoer, og en del flere – også den sidste inden Corona, nemlig AIDS.

Med i bogen er også lokale epidemier i Danmark og i Norden, som de kopper, der hærgede vikingerne, pesten der kom i flere omgange – og den afart af syfilis, som man kaldte forrådnelses-feber, og som gjorde, at næsen og andre dele af ansigtet blev ædt op, så man blev vansiret for resten af livet. Den husede i 1800-tallet, og blev kaldt folkesyfilis, fordi den ramte alle aldre. Samt koleraen midt i 1800-tallet, som var afgørende for, at København ser ud, som hovedstaden gør.

For pandemier går som en rød tråd gennem tiderne, og har betydet store samfundsændringer, og kostet flere menneskeliv end alle krige tilsammen. Alligevel inddeler vi verdenshistorien i kapitler baseret på krige og andet, der tager udgangspunkt i mennesker og magt, som Varberg og Duedahl gør opmærksom på det og tilføjer, at det formentlig handler om kontrol.

For kontrol – eller måske snarere illusionen om kontrol – er noget, som mennesket godt kan lide at tro, at vi har. Det er også derfor, at vi ifølge bogen historisk set altid har været hurtige til at glemme en epidemi og komme tilbage til hverdagen. Det er så samtidig en hverdag, som altid danner grundlaget for den næste epidemi.

”Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie” er derfor også mere end bare en spændende historiebog, selvom den på sine 242 sider er spækket med information om dette emne som fx, at den ellers så frygtede og udbredte spedalskhed stort set blev udryddet under Middelalderens pest, bedre kendt som Den Sorte Død. Samt at pesten blev begyndelsen på den moderne lægevidenskab. Der kan nemlig også komme noget godt ud af den fjerde rytters vilde ridt.

Men at han overhovedet KAN komme ud og ride, er noget, som vi mennesker kan takke os selv og vores måde at leve på, slår bogen fast. Dengang vi stadig var jægere og samlere, var vi så få, og levede så spredt, at det var nærmest umuligt for nogen sygdom at sprede sig til andre end lige dén gruppe, hvor sygdommen opstod, og så døde virussen/bakterien/organismen ud sammen med gruppen. Men så fandt vi på landbruget og dyreholdet, og dermed havde vi året rundt masser af føde, og kunne formere os i stort tal, og så var skaden sket.

For dels så voksende antallet af mennesker voldsomt, og gør det stadig. Og dels så levede vi tættere og tættere sammen, og gør det stadig. Og endelig så levede og lever vi stadig alt for tæt på dyrene, som vi endda opdrætter, så de bliver rigtig mange og rigtig mange af den samme slags. Alt sammen faktorer der skaber det perfekte grundlag for sygdomme, som vi kan dø af som fx mæslinger, der kommer fra køer, og influenza der kommer fra grise og fjerkræ. Men også for nye vira som COVID-19, hvor værtsdyret endnu mangler at blive fundet.

Dyr, som vi har tæmmet og opdrætter i absurde store antal. Tag fx høns, som der havde fandtes et par millioner af i Asien, hvis ikke det var for os og vores dyreopdræt, som betyder, at der nu findes 25 milliarder høns på verdensplan, som man kan læse det i ”Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie”.

Undertegnede kan ikke lade være med at tænke på, at der findes dobbelt så mange svin som mennesker i Danmark. Samt det faktum at når op mod 80% af verdens landbrugsareal bruges på at dyrke dyrefoder, så kunne vi let brødføde hele menneskeheden – og undgå pandemier – ved at overgå til vegetabilsk produktion. Bare en tanke.

”Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie” bliver dermed også et seriøst og tankevækkende indlæg i debatten om samfundets indretning, fordi bogen stiller spørgsmålstegn ved vores måde at leve på, have dyr på og indrette os på. Det at bruge fortiden og historien til at sætte nutiden under debat er en generel positiv trend ved mange nye historiebøger. For vi kan bruge historien til at træffe klogere valg for fremtiden. Ja, vi har i den nuværende klimakrise heller ikke noget andet valg, kan man anføre.

”Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie” er så et pragteksemplar i dén genre. Det er ganske enkelt en fremragende bog. I et letlæst og flydende sprog fortæller bogen mere end 10.000 epidemi-historie, og trækker de store linier op, når den tydeliggører, at fortidens mennesker, adfærd og samfund er synonyme med nutidens, fordi vi uanset historisk tid agerer ens, når det kommer til pandemier. For det er den samme angst, som vi har, og de samme metoder, som vi bruger – og derfor kan vi også forvente, at vi vil gå efter glemslen, når Coronaen er overstået. For mennesket vil så gerne tro, at vi står over naturen, selvom det er evolutionen og mikroberne, som har fat i den lange ende – og vi er dømte til at begå fortidens fejl, så længe vi ikke bliver klogere.

Det kan man fx se af, at i starten af en epidemi opretholder man en samfundsorden, og begraver med værdighed, men til sidst så kan de overlevende ikke nå at begrave de døde, som det skete i Siena under pesten i 1348, hvor de døde blev lagt i lag med kun lidt jord imellem sig. Eller som i Firenze, hvor selv forældre flygtede fra deres syge børn og låste døden, så kunne de blive derinde og dø. Når sygdommen raser, så gør mennesker nemlig alt for at bevare chancen for at redde livet.

Noget vi også ser i 2020 – dog i mindre skala. Men alligevel det samme billede som lastvogne fulde af lig, der kørte gennem de norditalienske byer, historier om spanske plejehjem hvor personalet forsvandt, og lod de gamle ligge hjælpeløse tilbage, så de døde i deres senge, og alle de mange steder kloden rundt, hvor man bruger skøjtehaller og andet som lighuse, fordi man ikke kan følge med på kirkegårdene. Skrevet i nutid, for vi er stadig midt i pandemien, og det sker lige nu over hele kloden, også selvom vi i skrivende stund har relativt godt styr på det i Danmark.

Konspirationsteorier er også lige så gamle som epidemier – sammen med tanker om at det er Guds straf over et skørlevned og vores mange synder, samt alle de mærkelige og ubrugelige råd til at undgå virus som fx at varmt vand og hvidløg skulle kunne udrydde COVID-19. Dog en ting er forandret i forhold til tidligere. Der er ingen, som i dag siger, at det er jødernes skyld. De har ellers historisk set været syndebukke. Omvendt har USA og Kina travlt med at skyde skylden på hinanden. Kina anklages for, at virussen opstod hos dem, og USA for at den stadig spredes.

Social afstand er heller ikke nyt. Tværtimod. En dronning fra den østsyriske by Mari klagede i et brev skrevet for 3.775 år siden til sin mand kongen over en kvinde ved Nanna, som blev ved med at omgås de andre kvinder i paladset, selvom hun var syg. Kongen svarede som en anden Søren Brostrøm: Tal da med store ord (overfor hende), og sørg for, at ingen drikker af den kop, som hun drikker af, at ingen sidder på den stol, hvorpå hun sidder, og at ingen sover på den seng, hvor hun sover. Hun skal ikke være i selskab med alle de kvinder. (citat fra side 50).

For dengang var det konger og præster, som afstak linjerne under en pandemi. Idag er det politikerne og sundhedsmyndighederne.

Danmarksbloggen giver ”Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie” 6 ud af 6 ryttere på gustengule heste. For det er en bog fuld af viden fortalt på en sprudlende måde. En bog som giver håb om, at vi måske alligevel bliver lidt klogere næste gang. For ja, der kommer en ny pandemi efter COVID-19.

Epidemier er nemlig et grundvilkår ved at være menneske på en jord, hvor vi er så mange mennesker, der lever så tæt sammen med dyrene.

Og selvom den fjerde rytters nuværende Corona-ridt virker skræmmende, så vil Danmarksbloggen opfordre til at tænke nærmere – og hurtigt – over forholdet mellem natur og menneske. For som bogen starter med at sige: Det mærkelige var ikke, at Corona-pandemien kom, men at det gik så længe siden sidste gang (Den Spanske Syge 1918-20, som kostede 30-50 millioner livet).

Så det haster, og vi står som menneskehed ved skillevejen. Ved valget mellem at holde fast i konservatismen og den gamle livsstil – eller at kigge på Corona-tiden med smittetal, mundbind og snak om vaccine, og så lave om på den måde, som vi lever på.

Så hvad vil vi – og hvad kan vi?

Læs Jeanette Varberg og Poul Duedahls  ”Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie”. Perspektivet er ridset op på bogens allersidste side: ”helt at aflyse den fjerde rytters næste forestilling eller …  stiltiende accepterer, at coronakrisen bare var generalprøven”.

Det er Gad, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk