Tag-arkiv: Ukraine

Verden går i fisk

Udgivet den af
Svar

Verden er på vej til at gå i fisk. I hvert fald den verden, som vi kender.

Vi som Europa, Norden, Danmark. Hele den gamle, frie verden trues fra alle sider. Så vi er i gang med en civilisationens overlevelseskamp ikke ulig den, som fiskene omkring et koralrev kæmper.

En kamp om de for en civilisation så vigtige elementer som demokrati, borgerrettigheder, retssikkerhed, stemmeret, fri abort samt lige vilkår for alle, uanset køn og seksualitet. Alt det, som er en selvfølgelighed for os i Europa – eller rettere Vesteuropa. Eller måske blot Norden.

Men altså: Alle disse ting, som vi anser for naturlige – men som der slet ikke er hverken præcedens eller flertal for i resten af verden.

Størstedelen af verdens befolkning lever i lande uden demokrati, retssikkerhed, borgerrettigheder, stemmeret og adgang til fri abort. Størstedelen af verdens befolkning mener heller ikke, at homoseksuelle skal have samme rettigheder som andre. Ja, mange mener end ikke, at kvinder skal det.

Det lyder slemt – og det ER slemt. Men det er dagens uorden i mange store lande som Kina, Indien og Rusland.

Store lande samt mange ledere – og grupper, også i vestlige lande, hylder og samarbejder med disse diktatoriske, racistiske og homofobe stater og ledere.

Vi ser det fx med Indiens og Kinas støtte til Rusland. Rusland og Kina har været pot og pande siden lang tid før Ruslands invasion af Ukraine. Og Indien køber nu en tredjedel af sin olie i Rusland – og det er meget olie, når landet er så stort som Indien.

Der er også mange i USA, som måske ikke direkte støtter Putin, men som er modstandere af amerikansk hjælp til Ukraine.

Så hvad vil der ske, hvis Trump eller en Trump-klon vinder præsidentvalget i USA i 2024 – og gennemtvinger en ændring af USA i en homofob og diktatorisk retning? Det amerikanske demokrati holdt til Trump 2016-2020, men det vil næppe kunne holde til Trump 2024-2028.

Rusland vil i hvert fald få det meget nemmere i Ukraine, hvis verdens største demokrati falder.

USA´s sammenbrud vil også betyde, at Europa bliver isoleret i en verden, der består af store diktaturstater (USA, Kina og Rusland – med Indien som dark horse), som skalter og valter med liv og helbred hos både egne og andre staters medborgere.

Kan EU holde til det? Næppe i sin nuværende form, også fordi mange østeuropæiske lande er med på både den homofobe dagsorden og et system, hvor retssikkerhed og demokrati sløjfes.

Så EU vil blive splittet, og alle de europæiske lande vil flyde rundt som små bitte fisk i det globale verdenshav. Men så må vi i Norden slutte os sammen – evt. med Storbritannien, Holland, Belgien og andre af de gamle EU-lande, som stadig støtter nogenlunde op om civilisationen.

Nogenlunde, ja. For der er stærke kræfter i både Tyskland og Frankrig, som er gode venner med Putin, og nyder godt af samarbejdet med Putins Rusland. Og der er en voldsom magtfuldkommenhed hos mange regeringer – også den danske.

Så altså: Vi – de få civiliserede fisk, der er tilbage – må svømme mod strømmen. Dét skal nok blive hårdt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Eventyret om verdensherredømmet

Udgivet den af
Svar

Det er klassisk trylleri at aflede opmærksomheden ved at lave noget larm et sted, mens der sker noget helt andet langt derfra. Det sker også i dag – i kampen om verdensherredømmet.

Lad mig forklare det med Danmarksbloggens eventyr om verdensherredømmet:

Der var engang en russisk præsident, som drømte om at genrejse det gamle stor-russiske rige. Alle andre vidste, at ideen var dødsdømt.

Men Kinas præsident tænkte: Dét kan jeg bruge til noget.

Så Kinas præsident skyndte sig at invitere Ruslands præsident til Vinter-OL i Kina. Og mens de sad dér i den kunstige sne, lovede Kinas præsident at forsyne Rusland med penge og våben – gerne under bordet – og mod masser af billig russisk gas og olie.

Hej-ho, så kan jeg gå i gang, tænkte den russiske præsident – og så snart den olympiske ild var slukket, rullede hans kampvogne ind over grænsen til Ukraine.

Ukraine havde så også en præsident, som viste sig at kunne meget mere, end hvad nogen troede. Det samme kunne alle andre i Ukraine. Så det blev ingen nem overtagelse af Ukraine.

Tværtimod holdt – og holder – Ukraine stand. Også fordi andre præsidenter og statsledere – og især USA´s præsident – hjalp Ukraine med våben, penge og restriktioner mod Rusland.

Det var så også lige det, som Kinas præsident havde håbet på.

For Kinas præsident har nemlig selv et stort ønske – eller rettere to: At Kina bliver verdens stormagt no. 1 – og at Taiwan bliver en del af Kina.

Og skal det blive en realitet, skal USA svækkes (også fordi USA har lovet at hjælpe Taiwan). Så alt, der svækker USA uden at det koster Kina for meget, støtter Kinas præsident. Således også en lille proxy-krig, hvad enten den foregår lokalt i Ukraine, eller den udkæmpes mellem Rusland og NATO.

Kina er ligeglade – eller rettere set med kinesiske øjne: Jo mere ballade hos andre, jo bedre for Kina – og det inkluderer også Taiwan, som set med kinesiske øjne er lige så kinesiske som Belarus og Ukraine er russiske set med russiske øjne.

Alt det tænker kun få på i Europa her på 1-års-dagen for Ruslands invasion af Ukraine.

Vi er optaget af Slava Ukraini, de menneskelige skæbner, inflationen, angsten for atomkrig og flere andre nære ting. Men vi kunne – måske – blive klogere af en tur i den globale helikopter.

For sidder man i den, så kan man tydeligt se den kinesiske tryllekunst. Se at vi kigger 100% mod Ukraine, hvor vi også skulle kigge mod Kina – og mod Afrika, hvor Kina overtager det ene råstof efter det andet.

Skal vi i Vesten så ikke hjælpe Ukraine, kan man spørge.

Svaret er: Selvfølgelig skal vi det. Vi i Europa skal i det hele taget lære at klare vores sager selv. Vi kan regne med Biden, ja. Men hvem bliver USA´s præsident næste gang? Det vides ikke. Så ja, vi skal selv til at betale – både i kroner og i menneskeliv – for de værdier, som vi tror på. Men vi skal også andet – fx sikre os nogle råstoffer og udvikle den grønne energi endnu hurtigere.

Ukraines præsident har så læst Kinas bluff, og advarer i et interview: Giver Kina Rusland våben, så bliver det verdenskrig. Han ved godt, at Kina allerede nu hjælper Rusland, men bliver det for meget og for åbenlyst, så kan Ukraines præsident sige, at han HAR kaldt den.

For det her er det fæle eventyr om kampen om verdensherredømmet.

Ps. I Danmark taler vi så om St. Bededag – og at Irma lukker!!! Dét kan man jo tænke over i en verden, hvor folk dræbes af missiler, flygter, tvangsforflyttes og tortureres.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Julemirakel søges

Udgivet den af
Svar

For lidt mere end 100 år siden var der – også – krig i Europa. Den Store Krig – eller 1. Verdenskrig – var i gang, og rundt om i skyttegravenes kulde, mudder og gru lå en hel generations unge mænd, og skulle holde jul i krigens første år 1914.

Det var helvede på jord. Eller som den tyske soldat Otto Dix beskrev det: Utøj, rotter, pigtråd, granater, mudder, lig, blod, bunker af jord, cigaretter, dåsemad, lort, kugler, ild og stål. Det er krigen. Det er Djævlens værk.  

I dag har vi en lignende situation i Ukraine, hvor såvel russiske soldater som ukrainske soldater ligger i kolde og mudrede skyttegrave – og hvor den ukrainske befolkning lever uden strøm, lys, varme og vand. En hverdag i gru og rædsel – i 2022.

Så helvede på jord findes også i dag – lige nu – i Europa.

Tør vi håbe på endnu et julemirakel, som det der skete i 1914?

På den tyske side af fronten blev der nemlig juleaften observeret nogle mærkelige lys. I begyndelsen skød englænderne og franskmændene efter lysene. Men ilden blev ikke besvaret, og så vovede de at stikke hovedet op – og så de tyske soldater stå på jorden og synge ”Stille Nacht, Heilige Nacht”.

Så gik de også op …

Den engelske løjtnant Charles Bairnsfather fortalte om det i et brev: Jeg kravlede op af min skyttegrav, og gik langs kanten hen til et tørt sted, og kiggede ud over slagmarken. Fra hvor jeg stod, kunne jeg se vores lange zigzaggede skyttegrave og også tyskernes. Deres skyttegrave var oplyst af små juletræer, der mindede mig om teatrets scenelys. Vores enheder var helt fortryllede af tyskernes sang, og efter flere minutters stilhed reagerede de, som om de var tilskuere. Klapsalver og jubelråb brød ud. Sange begyndte derefter flere steder i vores skyttegrave. Jeg vil aldrig glemme det. Det var et af højdepunkterne i mit liv.

Resten af julen blev en forbrødring på tværs af skyttegrave. Der blev sunget salmer, givet julegaver som fx den mad og de kager, som soldaterne havde fået tilsendt hjemmefra – og spillet fodbold. Ja, det hele endte med, at soldaterne faktisk ikke gad slås mere.

Men det ville de øverstbefalende, som ikke selv lå i skyttegravene, eller risikerede livet. Så de truede med krigsret og henrettelse som landsforræder, hvis ikke soldaterne gik i krig. Det gjorde soldaterne så. Mere end 18 millioner døde i 1. Verdenskrigs rædsler.

Rædsler, som nu gentager sig i Ukraine. Så vi behøver et mirakel. Et julemirakel som det fra 1914.

For historien om julemiraklet i skyttegravene i 1914 står som et evigt bevis på menneskets længsel efter fred, lys og godhed. Gid det også snart må ske i Ukraine.

Danmarksbloggen vil ønske alle glædelig jul … og minde om, at lyset skinner i mørket. Håbets lys. Miraklets lys, som glimtrer og stråler hele vejen fra stalden i Betlehem – og klippehulen i Jerusalem.

Stille Nat, Heilige Nat – eller på dansk: Glade jul, dejlige jul. Dét håber og beder vi om.

Ps. De øverstbefalende på begge sider – som til en vis grad havde støttet våbenhvilen i julen 1914 – lovede hinanden efter julen ALRIG mere at indlede eller tillade en våbenhvile henover julen. Dét ødelagde jo krigens gang, mente de. Dén taler vist for sig selv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ukraine, krig og vinter

Udgivet den af
Svar

For et halvt år siden var vi alle i chok:

RUSLAND HAVDE INVADERET UKRAINE

Så fulgte nogle uger med Slava Ukraini og den slags solidaritets-erklæringer. Alt imens kom mange ukrainske flygtninge til Vesten, hvor de – helt ekstraordinært – blev taget godt imod.

Imens fortsatte krigen i Ukraine, hvor ukrainerne bed dygtigt fra sig – hjulpet på vej af uanede mængder våben fra Vesten, især NATO.

Det handlede – og handler om – friheden, ikke kun i Ukraine, men også i resten af Vesten. Det globale spil om magten tager nemlig endnu en runde i disse år, og vi er med her i Danmark.

Krigen i Ukraine er også – selvom vi ikke hører meget til den her i sommervarmen – stadig i fuld gang – og intet tyder på, at den slutter lige foreløbig. For nok har Rusland lidt tab, men lige om lidt bliver det vinter, og dét kan ændre situationen fuldstændig.

For Rusland har stadig dén gas, som Europa er afhængig af – og Putin vil ikke tøve med at dreje på hanen. Dét ved alle.

Uroen rumler derfor også i et Europa, som lige nu lider under hedebølgerne, men som om få uger vil fryse, når der ikke er energi nok til hverken varme i husene eller produktion i industrien.

Det vil skabe endnu mere inflation, arbejdsløshed og stigende ulighed – og give endnu mere af den sociale uro, som der i forvejen er rigeligt af i Europa.

Så tingene ser ganske sorte ud her på Ukraines nationaldag – og vi i Danmark kommer ikke til at kunne gå udenom, selvom vi har en tendens til at tro, at storpolitiske konsekvenser ikke kan ramme os.

Men det kan de, og det vil de.

Så sig goddag til en vinter med kulde, mørke, mangel på varer og andre ting, som det kan være svært for de forkælede danskere at leve med og i. Men vi har ikke noget valg.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Spørgsmål: Tålmodig venten + Vinter = Russisk sejr

Udgivet den af
Svar

Sejr til Ukraine er en reel mulighed, ja nærmest den største sandsynlighed. Sådan har det heddet hele foråret, når det kom til at vurdere situationen i Ukraine – og det kunne også være skønt.

Men er det nu så sikkert, at det ender sådan?

Russerne har nemlig et våben, som har hjulpet dem mange gange før i historien. Det hedder VINTER.

Normalt har vinter-våbnet så været den iskolde og ubarmhjertige russiske vinter. Både Napoleons og Hitlers tropper oplevede fx store og i starten succesfulde fremstød, da de marcherede langt ind i et Rusland, hvor russerne så havde trukket sig tilbage, og brændt ALT, inden de udenlandske tropper kom.

Så der var ingen forsyninger at få fra den brændte jord, og der var pludselig langt hjem til friske forsyninger af mad og våben. Især da den russiske vinter kom med de sædvanlige store mængder sne og voldsom frost. Så var spillet vendt, og de russiske kosakker kom farende ud af deres gemmer, og angreb de sultne og trætte fremmede styrker, så de måtte opgive – og russerne vandt.

Dét er en gammel historie – og regnestykket lyder i reglen: Tålmodig venten + Vinter = Russisk sejr.

Russerne kan nemlig kunsten at vente – og især på vinteren, som altid har været russernes ven.

Og lige om lidt kan det ske igen. For nok starter sommeren – officielt – på onsdag d. 1. juni. Men fyringssæsonen er ikke mange måneder væk. Kun 3-4 måneder – og så bliver det mørkt og koldt igen i Europa.

Samtidig risikerer vi, at Corona-pandemien genopblusser – både pga. manglende immunitet på dét tidspunkt, og fordi der typisk kommer en ny variant, og vi har allerede Omikron 4 og 5, som spreder sig – også i Danmark.

Så hvis russerne spiller deres gamle spil – venten på Kong Vinter, så kan Putin & co om få måneder stå i en situation, hvor de kan tilbyde varme og energi til Vesten mod at få hævet sanktionerne overfor Rusland eller ligefrem stoppet våbenhjælpen til Ukraine.

Dét er ikke et scenarium, som vi ønsker i Vesten. For det udfordrer vores solidaritet.

Det rejser nemlig spørgsmålet: Gad vide om Vesten – utålmodige Vesten, der vil have det have og have det nu – og ikke er gode til at vente og lide – på dét tidspunkt er i stand til fortsat at sige SLAVA UKRAINI? Kan vi i Vesten blive ved med at stå fast på de vigtige principper om frihed og demokrati, fortsat støtte Ukraine med våben og selv både fryse og undvære?

Danmarksbloggen håber det, men er ikke så sikker. Vi har det med i Vesten at sætte penge over principper. Bekvemmelighed over dyre løfter.

Så det handler om, at Ukraine vinder krigen – inden september.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ukraine og et land i gave

Udgivet den af
Svar

”Vi fik et land i gave d. 4. maj,” skrev historikeren Palle Lauring ved flere lejligheder. Palle Lauring var en ung mand dengang i 1945, da Danmark blev befriet, så han vidste, hvad han talte om.

Det er nu 77 år siden – og hvert år har vi fejret Danmarks befrielse flere steder – blandt andet i Mindelunden, og det skal vi forsætte med. Som vi også skal blive med at sætte lys i vinduerne om aftenen d. 4. maj.

MEN LIGE NU ER DER ANDET PÅ SPIL. DER ER IGEN KRIG I EUROPA.

LIGE NU DØR MENNESKER I UKRAINE – dræbt af et aggressivt og stormagts-drømmende Rusland, som fejlagtigt tror, at de kan kue det ukrainske folk.

Men Valdemar Rørdams ord om danskerne fra 1907 – mens Tyskland havde besat Sønderjylland – gælder også for Ukraine:

Vi ved, et fjeld kan sprænges, og tvinges kan en elv,
men aldrig kan et folk forgå, som ikke vil det selv.

For det ukrainske folk kan ikke forgå. De kæmper for dem selv – og for Europa. For frihed og demokrati. Og vi skal stå last og brast med Ukraine.

Så i morgen aften – d. 4. maj – vil Danmarksbloggen ikke tage til Mindelunden – men til Rådhuspladsen, hvor Politiken og Jyllands-Posten arrangerer en storskærms-event, hvor Ukraines præsident Zelenskyj vil tale direkte til det danske folk. Dér vil også være fællessang, fakler og et minuts stilhed.

Det bliver en levende, vibrerende og AKTUEL event, der hylder den frihed, som vi fik i gave for 77 år siden, og som Ukraine så tappert kæmper for nu – og som de SKAL have igen.

Og det er NU og HER, at det gælder – og det drejer sig om Ukraine, ikke Danmark. For 2. Verdenskrig er en gammel krig, og ingen græder mere over dem, som døde dengang. Der er faldet fred over dét nu.

I Ukraine er der ikke fred. Der er krig og skræk og rædsel – og død. Så alt for meget død og lidelse. I Ukraine mister mødre, fædre, søstre, brødre, døtre og sønner hele tiden – hvert eneste forbandede sekund – deres mødre, fædre, søstre, brødre, døtre og sønner.

Hver dag og hver nat sprænger bomber og rammer missiler – og hver dag og hver nat flyder det ukrainske blod og de ukrainske tårer. Det skal stoppe NU.

Så mød op på Rådhuspladsen i København – eller på Bispetorvet i Aarhus, hvor der er et tilsvarende arrangement – og vis de tapre mennesker i Ukraine, at vi står sammen med dem. Kan du ikke møde op, så tænd et lys derhjemme for Ukraine …

Danmarksbloggen kommer til at gøre begge ting … dét er helt sikkert.

Læs mere her:

København: https://www.facebook.com/events/1341551579699584

Aarhus: https://www.facebook.com/events/714852246614895

For Ukraine og ukrainerne skal også have friheden og et land i gave. Deres eget land. Ukraine. Slava Ukraini.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Putin er – måske – den leder, som russerne vil have

Udgivet den af
Svar

Der er en fortælling, som vi mennesker elsker at bruge, når livet bliver svært.

Det er fortællingen om en syndebuk. Om en, som vi kan skyde skylden på. Både i vores private liv – og i den helt store sammenhæng.

Pt. fortæller hele Vesten dén fortælling om krigen i Ukraine med Putin som den store skurk, den reinkarnerede ondskab, mens det russiske folk er den uskyldige menneskemængde fanget i den store ondskabs kløer. For vi må forstå, at problemet ikke er noget strukturelt, men at det skyldes én mands ufattelige ondskab.

Men måske – bare måske – er virkeligheden mere kompleks.

Ikke sådan at forstå, at Putin ikke gør en masse onde ting. Ja, han og hans kumpaner har ikke lavet andet end den rene ondskab, det rene barbari siden Rusland invaderede Ukraine for fem uger siden.

Rusland har bombet civile mål og hospitaler, lagt miner ud i de humanitære korridorer, bortført folk, skudt på flygtende mennesker etc, etc. Den rene ondskab – udført på ordre fra Putin. Derom ingen tvivl.

MEN – og her kommer det:

Putin er ikke alene om at mene, at krigen i Ukraine er berettiget. At Ukraine er en del af Moder Russia, og at en invasion er berettiget. Det samme mener mange russerne.

Meningsmålinger lavet af analyseinstitutter – som er så neutrale, som man kan være i Rusland – viser, at 60-70% af alle russere bakker op om Putin – og nej, de er ikke alle 60-70% afskåret fra at vide, hvad der reelt sker i Ukraine.

SÅ: Mange russere ved, hvad de russiske styrker gør, men mange russere bakker alligevel op om Ruslands krig. Med andre ord: Rusland har en leder, som afspejler folket og det, som flertallet af det russiske folk mener.

Dén kamel er ikke rar at sluge for os andre. For det betyder, at ondskaben ikke blot er inkarneret hos en lille indebrændt KGB-agent, som nu er præsident og totalt ligeglad med andres liv.

Det betyder derimod, at dén ondskab, som er sluppet løs i Ukraine, er en del af mange russere, som den måske også er det hos mange andre. For måske kan vi alle sammen agere ondt – under de forkerte omstændigheder.

For tænk tilbage i historien. Ondskaben har ofte haft gode betingelser. Flertallet af tyskerne var enige med Hitler – langt ind i krigen. Franskmændene bakkede op om Napoleon. Og russerne selv var de første mange årtier glade for de kommunistiske ledere trods Stalins udryddelseslejre med mere.

Så ondskaben findes i os selv – og ikke blot hos andre.

Og et folk har åbenbart – ofte i hvert fald – den leder, som folket ønsker. Også i Rusland, hvor Putin langtfra er den eneste, som drømmer om et Stor-Rusland. Mange russere deler dén tanke om Moder Russia.Så hvor stiller det så os i Danmark, i den vestlige verden?

Giver det så mening for os at drømme om en paladsrevolution i Rusland, hvis det bare bliver en ny af samme slags, som giver ordrerne?

Danmarksbloggen ved det ikke. Men Danmarksbloggen ved, at Rusland – uanset hvem lederen er – skal have svar på tiltale – og ikke have lov til at overfalde og dræbe uskyldige mennesker, som det er sket nu i Ukraine i fem uger.

For ondskaben skal ikke sejre – hverken i Rusland, andre lande eller i hver og en af os.

Ps. Midt i alvoren kan man også overveje, hvad det siger om Danmark, at vi i reglen har statsministre, som fjumrer rundt, og laver den ene fejl efter den anden – men på en eller anden måde alligevel får det til at køre …

For næsten alle danske statsministre er sådan lidt a la Klods-Hans i de fine guld-saloner. Skal man grine, græde – eller smile af glæde over det?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tænd lys i aften for Ukraine

Udgivet den af
Svar

Den ukrainske præsident har netop talt til det danske folketing – og til det danske folk.

I dén tale kom præsident Zelenskij ind på alle de lidelser, som Ukraine gennemgår lige nu – og det er så alt for mange, så alt for grusomme, som de fleste nok ved: Angreb på ukrainske byer, bortførte ukrainere og meget mere.

Uhyrligheder, som sker – og som vi ikke gør ALT, hvad vi kan – og burde – for at stoppe.

Vi hjælper meget – og det blev der også sagt tak for. Men vi skal gøre endnu mere, både nu og når freden kommer.

Zelenskij talte også om genopbygningen af Ukraine efter krigen – og om, at Ukraine gerne vil have Danmark med dér i en ledende rolle – helt konkret når det kommer til Mykolajiv, som er vigtig havneby, der blev voldsomt angrebet her i nat.

Og så opfordrede Zelenskij til at tænde et lys for Ukraine i aften … præcis som vi selv gør det d. 4. maj.

Et lys for friheden.

Et lys for freden.

Et lys for Ukraine.

Som præsident Zelenskij sagde det: Mine damer og herrer. Jeg håber I i aften vil tænde et lys for alle de ukrainere, der har givet deres liv for vores alles frihed. 

Dét siger sig selv. Der skal brænde så mange lys i de danske vinduer, som det ikke er set siden 4. maj 1945.

Ukraines frihed er også vores frihed.

SLAVA UKRAINI ….

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mariupol + Kidnappede Børn = Pligt til at gribe ind

Udgivet den af
Svar

Som mennesker har vi en almen medmenneskelig moralsk pligt til at gribe ind, når vi ved, at andre mennesker mishandles eller dræbes.

Det handler ikke om politik, økonomi – eller for den sags skyld højt besungne begreber som frihed og demokrati.

Det handler – helt enkelt – om vores etiske ansvar, om vores moralske pligt som medmennesker.

Og lige nu lyser denne pligts alarmklokke højrød. Dér skal aktiveres NU.

For lige nu i den ukrainske by Mariupol er der mennesker, som sulter, tørster og fryser – og som har gjort det i ugevis.

Mennesker, som må begrave deres døde i vejsiderne, hvis altså de når det mellem de hyppige bombardementer fra de russiske invasionsstyrker. Det gør beboerne i Mariupol ikke hver gang.

Og ja, man har set hunde spise af de døde mennesker, som ligger på gader og stræder. For den smule mad, der er tilbage i byen, bliver spist af de mere end 200.000 mennesker, som sidder gemt i kældre og alle andre steder, hvor man kan håbe at overleve.

De få, som det er lykkes at flygte fra Mariupol, taler om stedet som Helvede på Jord – eller som værre end Helvede på Jord. Et sted, hvor Døden virker som den mest realistiske udvej.

For også flugt er farlig. De såkaldt humanitære korridorer plastrer russerne nemlig til med miner – og det er sket mere end en gang, at russiske styrker direkte har beskudt på flygtende mennesker, som vi også har set det ske andre steder i Ukraine.

Ukrainerne forsvarer sig tappert – men det er ikke kun Ukraines ansvar at beskytte ukrainerne mod den ondskab, som Putin har sluppet løs.

Det er vores alles opgave, når Rusland ikke accepterer krigens regler, men gang på gang går efter civile – og tilmed gør det på måder, hvor den ene er mere barbarisk end den anden som at angribe hospitaler, børn, gravide og ældre, foretage plyndringer og føre krigsfanger til slaveri i Rusland.

Ja, sidste melding går på, at russerne har kidnappet 2.400 ukrainske børn fra Lugansk og Donetsk. Her dækker selv ordet ondskab ikke længere.

Konklusionen er klar: Nu skal verdenssamfundet gribe ind. Ikke NATO, men verdenssamfundet. Vi ser et folk blive udslettet, byer blev udslettet – og folk blive ført bort mod deres vilje – selv BØRN.

Dét skal stoppes – og hvis ikke Putin vil lytte til ord eller sanktioner (og det tyder intet på), så må det blive med militær magt – også fordi Putin vurderes som klar til at bruge kemiske og/eller biologiske våben.

Dét må ikke ske – og myrderierne i Ukraine skal stoppes – og kidnapningerne.

Det er vores moralske pligt at gribe ind NU – og starte med at sikre luftrummet over Ukraine. Ikke via NATO, men via FN.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dommedag, de fire ryttere – og den femte

Udgivet den af
Svar

En pandemi, der ikke er forbi endnu – selvom vi i Danmark tror det.
En invasion af Ukraine – altså forsøg på en erobring.
En ja flere krige overalt i verden – men nu også i Europa.
Og så den truende sultkatastrofe, som lurer i horisonten.

Lyder det som et kendt scenarium? Ja, hvis man kender Nyt Testamente.

For her kan man i Johannes Åbenbaring læse, at Dommedag er nær, når følgende fire ryttere rider gennem verden på samme tid:

  1. Erobreren, stærk med bue og guldkrone, som rider på en hvid hest. Han omtaltes ofte som Anti-Krist. For den, som gerne vil se ”tegn”, kan man tænke på Putins drømme om et Stor-Rusland og det hvide Z på de russiske kampvogne.
  2. Dernæst kommer den muskuløse krigsmager, som rider på en rød hest, og har et stort sværd. Nu kører krigen for fuld styrke – og blodet udgydes i stor stil. Det er dér, Ukraine er lige nu – og dét truer med at sprede sig.
  3. Sulten, som er skind og ben, og rider på en sort hest – og med en vægt i hånden. Som om der er noget at veje og måle, når krigen har ødelagt høsten – og mange er døde. Ukraine og Rusland er verdens hvedekamre. Men bliver der mon nogen høst i år på en krigshærget jord? Sulten vil i stedet sprede sig – især i den fattige del af verden.
  4. Døden, som er et skelet, der rider på en gustengul hest – og som høster, hvad han kan. Og det er meget – også fordi han bringer sygdomme og pandemier. Lige nu har han så smugstartet sit ridt med Corona-pandemien, som startede for to år siden i 2020.

Dét er dystre udsigter.

Danmarksbloggen siger så ikke, at Dommedag er nær.

Der har ret beset også været flere situationer i verdenshistorien, hvor de fire ryttere red samtidig gennem verden uden at menneskeheden uddøde. Fx pesten, som kom i flere omgange og de to verdenskrige.

Så det sker næppe heller denne gang.

Medmindre selvfølgelig at vi tager den femte rytter med. Ham, som Johannes-åbenbaringen ikke fik fat på: Nemlig ham på den giftig-grønne hest, som symboliserer klima-katastrofen.

For han rider allerede nu lystigt gennem verden – og har gjort det længe før, vi lærte at sige Coronatest og nynne med på melodien til Ukraines nationalsang.

Lige nu er katastrofe-stemningen så vældig present i hele den vestlige verden. Det er samtidigt vigtigt, at vi også holder fokus på klimaet. Ikke kun for at presse Putin, men for at redde menneskeheden og en del andre arter.

For den femte rytters ridt er alene nok til at smadre det hele. De fire andre hjælper bare lidt til.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk