Tænd lys i aften for Ukraine

Den ukrainske præsident har netop talt til det danske folketing – og til det danske folk.

I dén tale kom præsident Zelenskij ind på alle de lidelser, som Ukraine gennemgår lige nu – og det er så alt for mange, så alt for grusomme, som de fleste nok ved: Angreb på ukrainske byer, bortførte ukrainere og meget mere.

Uhyrligheder, som sker – og som vi ikke gør ALT, hvad vi kan – og burde – for at stoppe.

Vi hjælper meget – og det blev der også sagt tak for. Men vi skal gøre endnu mere, både nu og når freden kommer.

Zelenskij talte også om genopbygningen af Ukraine efter krigen – og om, at Ukraine gerne vil have Danmark med dér i en ledende rolle – helt konkret når det kommer til Mykolajiv, som er vigtig havneby, der blev voldsomt angrebet her i nat.

Og så opfordrede Zelenskij til at tænde et lys for Ukraine i aften … præcis som vi selv gør det d. 4. maj.

Et lys for friheden.

Et lys for freden.

Et lys for Ukraine.

Som præsident Zelenskij sagde det: Mine damer og herrer. Jeg håber I i aften vil tænde et lys for alle de ukrainere, der har givet deres liv for vores alles frihed. 

Dét siger sig selv. Der skal brænde så mange lys i de danske vinduer, som det ikke er set siden 4. maj 1945.

Ukraines frihed er også vores frihed.

SLAVA UKRAINI ….

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk