Månedsarkiv: marts 2014

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 12: Grevens Fejde og Reformationen

Udgivet den af
Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

GREVENS FEJDE OG REFORMATIONEN

Christiern d. 2. ville så meget. Danmarks skulle ud af middelalderen og ind i den renæssance, som her i starten af 1500-tallet kom buldrende.

Men istedet for fremgang og velstand blev slutningen af hans tid som konge den spæde start på den eneste borgerkrig, som vi nogensinde har haft i Danmark – dog nok bedre kendt under navnet Grevens Fejde.

Christiern d. 2´s farbror bliver konge i 1523, da Christiern d. 2. afsættes og snart efter fængsles i Sønderborg. Tiden er urolig. Nede i Tyskland sidder en bisp ved navn Martin Luther og er godt igang med sit oprør mod den katolske kirke. I virkeligheden ville han vist helst reformere romerkirken indefra, men sådan endte det som bekendt ikke.

Tværtimod er Reformationen den anden store skilsmisse i den kristne tros historie. Den første (Det Store Skisma) fandt sted flere århundreder tidligere og påvirkede kun lidt Danmark, da landet stort set ikke var kristnet endnu. Men altså nu blev vi mere end påvirkede i kampen mellem på den ene side den gamle katolske kirke, der havde og har paven som overhoved og så den nye lutherske, protestantiske kirke, der har fyrsten, altså kongen, som overhoved.

Mens Frederik d. 1. var konge, lykkes det at holde gemytterne i ro. Han spillede lidt på begge heste – og ingen ved præcis, hvad han selv troede på. Og var han ikke død, kunne Reformationen i Danmark måske være gået igennem uden ballade, men sådan skulle det ikke ske.

Nu handlede borgerkrigen – altså Grevens Fejde – også om mere end religion. Den handlede også om kongemagt – og om adel versus borgere og bønder. På den ene side stod borgerne og bønderne, som ville have deres støtte Christiern d. 2. tilbage – og på den anden stod adelen, der ville have Frederik d. 1.´s søn Christian d. 3.

At adelen for en stor dels vedkommende var katolske, mens Christian d. 3. var så ivrig en lutheraner, at han som kronprins var brudt ind i Oslos domkirke, og dér havde hærget og ødelagt mange hellige genstande, kan virke som et paradoks. Det samme at Christiern d. 2. (ihvertfald det meste af tiden – han skiftede nemlig ikke kun mening hele tiden, men også tro) var katolsk ligesom de fleste bønder var det – mens hans anden store fan-skare borgerne var protestantiske.

Men ihvertfald: Der var lagt i kakkelovnen, da Frederik d. 1. døde i 1533.

Og først var Christian d. 3 ikke sikker på, at han ville være konge over et Danmark, som han faktisk ikke forstod, født og opvokset i hertugdømmerne som han var det.

Men så en dag i 1534 gik grev Christoffer af Oldenborg (deraf navnet Grevens Fejde) i land på Sjælland for at erobre landet i Christiern d. 2´s navn. Samtidig med det ledte Skipper Clement fra Aalborg et oprør mod de jyske adelsfolk, hvor den ene nordjyske herregård efter den anden blev angrebet og brændt af. Og så mødtes Christian d. 3 med de jyske og fynske adelsfolk og sagde ja til at blive konge i Danmark.

Borgerkrigen var igang – og den skulle vare indtil juli 1536. Adelsborge blev brændt af, bønder og borgere dræbt i massevis, byer blev plyndret  osv. Dét var et stort og meget langvarigt blodbad, der endte med at hele landet – pånær København – tilhørte Christian d. 3.

For landets hovedstad holdt ud, lige indtil alle rotter og alt græs bogstaveligt talt var spist – og Grevefejden endelig slut.

Christian d. 3. red ind i den besejrede hovedstad, og så blev reformationen i Danmark en realitet. Christian d. 3. dømte for evigt de katolske bisper fra embedet i Danmark og knækkede ved en stort anlagt ceremoni midt i byen bispestaven foran de forsamlede københavnere. Derpå blev kirkens store rigdomme konfiskeret, og bisperne fængslet.

Men resten af de gejstlige fik lov til at blive ved deres kirker. Nu skulle de bare prædike den nye lutherske lære – og den blev prædiket på dansk og ikke på latin. Så nu kunne folk faktisk forstå, hvad der blev sagt i kirken. Det var nyt. Der var heller ikke andet at lave end at lytte til præsten.

For hele middelalderens farverige mylder af figurer i kirken – både i troen med helgenerne og historierne, på vægge og lofter med kalkmalerierne og i kirkerummet med alle figurerne af Maria, Jesus og alle de andre forsvandt. Lofterne og væggene blev hvidtet, figurerne smadret eller gemt væk ligesom rosenkransen og alt det andet katolske fiks-fakseri. Nu skulle fokus være på ORDET – og kun ORDET.

Og det store ord havde Christian d. 3., der faktisk blev både meget dansk og en god regent, da først uroen var forbi. Han sørgede også for, at hans fætter, den tidligere konge Christiern d. 2., fik et noget bedre fængsel i Kalundborg, hvor han kunne ride ud og faktisk leve et liv, der materielt var på højde med det, som han havde levet som konge. Ja, de to fætre mødtes endda og havde det dejligt i hinandens selskab.

Christian d. 3. var konge indtil 1559, og da først Grevens Fejde og Reformationen var forbi, satte han skik på embedsværket og sørgede i det hele taget for, at Danmark gled let og elegant ind i renæssancen, der på mange måder er en mere moderne tid end middelalderen.

En tid, hvor individet spiller en større rolle, selvom man stadig var en del af en stand.

Og netop renæssancen, forholdene på land og by, Christian d. 3´s søn og især sønnesøn, en af Danmarkshistoriens mest berømte konger Christian d. 4. skal vi høre om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Løb med et skævt smil om munden … som Kronprinsen sagde

Udgivet den af
1

Mens disse linier skrives, løbes der halvmarathon i de københavnske gader.

Kvinderne startede. Og en lille halv time efter var det mændenes – og de 30.000 motionisters tur til at starte på de lidt mere end 21 km i et fantastisk forårsvejr fuld af sol, blå himmel og en by fuld af blomster og grønne knopper.

Som dansker bliver man – helt ærligt – MEGET STOLT af at se sin hovedstad på den måde: Fyldt af et mylder af mennesker fra alle egne af verden forenet i en fælles interesse, nemlig løb.

Det billede er der så meget glæde, så meget liv, så meget mangfoldighed i. Måske vi lige skulle lade dén tanke stå et øjeblik:

For tænk hvis vi kunne have det sådan hver dag. Tænk hvis vi hver dag – også en kold og grå efterårsdag – åbnede vores by og vores land op for mennesker fra alle dele af verden. Så kunne den mangfoldighed og den righoldighed, som fylder de københavnske gader i dag, være hverdag i Danmark.

Så kunne vi – både som mennesker og som samfund – løbe og komme i mål med et skævt smil om munden, som Kronprinsen sagde det til løberne, da han startede mændene og motionisternes løb for et kvarter siden.

Den gode nyhed er, at vi kan have det sådan. Vi skal bare kaste vores fremmedangst og fremmedhad overbord … og møde resten af verden med tillid, tro og respekt for både os selv og alle andre.

Dét mål er da værd at løbe efter …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dansker udfordrer udenlandske medier på ZOO-sag

Udgivet den af
3

Københavns Zoo må lægge ryg til meget i disse uger. Totalt uretfærdigt mener de fleste danskere, som godt kan skelne mellem mennesker, dyr, fakta og følelser. Danskere, som ikke baserer deres realitetsopfattelse på følelser.

Sent torsdag aften modtog Danmarksbloggen nedenstående skrevet på engelsk selvfølgelig, da det primært var ment til udenlandske reportere. Danmarksbloggen synes imidlertid at det er så godt, at alle læserne skal have mulighed for at læse det.

Så derfor kommer indlægget i dag i oversat form. Indlægget har udløst en del debat på Facebook.

Så mange dårlige kommentarer om Københavns Zoo. Skam jer for alle de negative kommentarer.

Københavns Zoo har altid været og er stadig en meget respekteret zoologisk have i Zoo-verdenen. Blandt andet pga. den åbenhed, som Zoo i København altid har stået for, også i forhold til ”at dræbe dyrene”.

Deres politik omkring ”dyredrab” er faktisk den samme som alle andre zoologiske havers – ihvertfald dem, der ikke gør en hemmelighed ud af det.

Jeg vil derfor gerne udfordre alle udenlandske reportere til at besøge deres lokale zoo og spørge dem, hvad de gør med de dyr, som de ikke kan beholde – men heller ikke sætte ud i naturen igen af hensyn til dyrenes helbred og velfærd. Jeg vil vædde med, at de gør det sammen, som man gør i København.

Forskellen er bare, at Københavns Zoo ikke gør en hemmelighed ud af det, som så mange andre zoologiske haver åbenbart gør det. Jeg håber virkelig, at ”amerikanske” journalister og reportere vil tage udfordringen op og spørge en zoologiske have i USA, hvad de gør. Eller at DR eller TV2 vil sende deres reportere udenfor Danmark til zoologiske haver for at høre om, hvad disse zoologiske haver gør i forhold til dyr, som de ikke kan have længere.

Og så er det en stor skam at se en dansk hotelejer (Hellerup Parkhotel), der uden blusel sælger ud af danske værdier som åbenheden bare for at beholde de amerikanske kunder.

Jeg elsker stadig Københavns Zoo, også fordi de er en del af et internationalt netværk, der sikrer den korrekte behandling af truede dyr i forhold til at bevare sunde dyre-grupper blandt de truede dyrearter.

Dette skrevet af en mand med en kæreste, fire børn, to hunde og en fugl.

Skrevet af: André Fleron, København, Danmark

Så rapper ællingen … mod den store russiske bjørn

Udgivet den af
1

Danmark sammenlignes tit med en ælling … en lille, sød og ganske harmløs ælling.

Den lille, danske ælling har dog F16-fly til sin rådighed, hvoraf seks nu sendes til Baltikum på anmodning af NATO.

I lyset af situationen på Krim føler de baltiske lande sig nemlig truede af Rusland, og de har derfor anmodet de andre medlemslande i NATO om hjælp.

Så derfor sender Danmark nu de seks F16-fly med mandskab til Estland, Letland og Litauen, hvor de skal afpatruljere luftrummet over de baltiske lande.

Den lille, danske ælling skal altså til at rappe mod den store, russiske bjørn …

Gad vide, om bjørnen overhovedet lægger mærke til det?

Den gør den nok nu, men den havde formentlig ikke gjort det, hvis det kun havde været ællingen, der stod og rappede. Men denne gang er ællingen ikke alene, men sammen med sine venner fra NATO – og det er både den amerikanske ørn, den engelske løve og så videre.

Og dé dyr kender den russiske bjørn så udmærket. De og den russiske bjørn har nemlig gennem hele Den Kolde Krig markeret deres territorier i forhold til hinanden. Dengang var de baltiske lande bare en del af den russiske bjørns jagtmarker, men det er Baltikum ikke mere.

Så det bliver interessant at se, hvad den danske ælling kan bidrage med i dén konflikt. Måske skulle den i stedet for F16-fly arbejde intenst med at skabe rammer for dialog og diplomati.

For når alt kommer til alt, så er en ælling ikke hverken det stærkeste eller det hurtigste dyr i verden – til gengæld kan den rappe MEGET HØJT og MEGET LÆNGE.

Og I H. C. Andersens fædreland ved vi jo godt, at ællingen til sidst forvandles til en flot, hvid svane ikke ulig den, som den russiske komponist Tjajkovskij har skrevet den fantastiske ballet “Svanesøen” om.

Så jo, vi har meget tilfælles – også med russerne, selvom de i øjeblikket opfører sig på måder, både i forhold til Krim, Ukraine og homo-, bi- og transseksuelle, som er helt uacceptable.

Men på bundlinien er vi alle – danskere, russere, baltere og alle andre – mere ens, end vi er forskellige.

Vi er alle mennesker … og det hele kan godt ende lykkeligt.

Så væk med våbnene, både i øst og i vest, og frem med samtalen. Det er det eneste, der du´r. RAP-RAP.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Høflighed og gode manerer fører til fællesskab

Udgivet den af
1

Det lyder måske besynderligt, men skal vi have medmenneskeligheden og tolerancen tilbage i samfundet, så går vejen via høfligheden og de gode manerer.

For når vi behandler hinanden godt i det små, i hverdagen, så vil vi også være mere tilbøjelige til at behandle hinanden godt i det store, i den måde som vi indretter os og vores samfund på.

Høflighed og gode manerer fører simpelthen til fællesskab!!!

Lyder det underligt? I så fald, så prøv at høre historien om hvorfor kriminaliteten faldt i New York.

For 20 år siden var New York en by med megen kriminalitet og en hård tone mellem indbyggerne. Det var hver new yorker for sig. Survival of the fittest og alt det andet liberalistiske sludder, som kun skaber junglesamfund, hvor ingen har det godt på den lange bane. Og det var netop også, hvad der skete i den storbyjungle, der hed New York.

Men så kom den nye borgmester Rudolph Giuliani, som forlangte, at fodgængere ikke gik over for rødt lys, at man sagde undskyld, når man stødte ind i hinanden og en masse andre små – og på overfladen ligegyldige – ting. Men det var de ikke.

Giuliani var også manden, der i 1998 sagde til pressen: “Obviously murder and graffiti are two vastly different crimes. But they are part of the same continuum, and a climate that tolerates one is more likely to tolerate the other.”

For sådan er det. Tolererer man den lille overtrædelse, så starter en glidebane, så fodres uhyret – og så starter de mere alvorlige overtrædelser. Heldigvis sker det modsatte også: At fodrer man godheden og forventningen om, at vi skal behandle hinanden ordentligt, så starter opturen.

Og ja, det virkede i New York. Kriminaliteten raslede ned – og idag er New York en levende, venlig og tryg storby.

Nu er der selvfølgelig forskel på kriminalitet, og på hvordan vi generelt er overfor hinanden og på måden, som vi indretter vores samfund på.

Og så alligevel. For når alt kommer til alt, så handler det stadig om, hvordan vi opfatter vores medmennesker – og hvordan vi opfatter vores rolle i det fællesskab, der hedder samfundet.

Mener vi, at vi har et ansvar for de andre? Eller er det istedet okay kun at tænke på os selv?

Hvis vi mener sidstnævnte, vil vi ikke kun mase os frem i en kø eller blive siddende i bussen, selvom en ældre dame står på og ikke kan finde en siddeplads. Vi vil også mene, at det er ok at skære ned på kontanthjælp, så vi selv kan spare (lidt) i skat. Vi vil give fingeren til dem, som vi føler generer os i trafikken, så vi ikke kan komme (lidt) hurtigere frem. Osv.

Mener vi derimod, at vi har et ansvar for andre – og at samfundet kun kan fungere, hvis vi er empatiske, vil vi give plads til andre på gaden, måske endda med et smil. Vi vil rejse os i bussen og i det hele taget prøve at sprede en god stemning, hvor vi er. Vi vil også vide, hvor vigtigt det er, at vi deles om goderne her i samfundet. Så selvfølgelig skal vi betale skat, så også de gamle, de syge, de arbejdsløse og børnene kan have det godt. Osv.

Og nej, der er ikke nogen mellemvej. Vi er nødt til at vælge, hvad for et samfund vi vil leve i – og så agere derefter. Og det starter med os selv. Hver gang vi er på gaden, på jobbet, i cafeen, i butikkerne og alle de andre steder, hvor vi færdes og mødes med vore medmennesker. Vores samfund defineres nemlig simpelthen af fra de mindste til de største ting, om vi møder folk med en fuckfinger – eller et smil.

Så hvad for et samfund vil vi leve i? Fuckfingerens og egoismens junglesamfund eller venlighedens og smilets varme fællesskab?

For det er hævet over enhver tvivl, at høflighed og gode manerer fører til fællesskab – også i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvornår er man dansk? Og hvad vil det sige at være dansk?

Udgivet den af
5

Debatten raser: Hvornår er man dansk?

Ja, historikeren og forfatteren Ebbe Kløvedal Reich mente, at man er dansk, når man bor i Danmark. De danske er simpelthen de mennesker, der bebor de danskes øer og Jylland.

Og det er jo én definition.

Ifølge den officielle definition skal man være født i Danmark af forældre, hvoraf mindst en er dansk statsborger.

For socialminister Manu Sareen er det at være dansk en følelse, noget der sidder i hjertet. Det er en identitet, som man har på lige fod med fx at være københavner og FCK-fan, som han selv er det.

Årsagen til debatten er MGP-vinderens Basims udmelding om, at han er dansk. For nok er hans forældre marokkanske, men Basim selv er født og opvokset i Danmark. En udmelding, der har skabt megen debat.

For Danmarksbloggen er sagen klar: Man er dansk, når man føler sig dansk – uanset hvor man er født og hvor man bor.

Man kan altså godt udvandre fra Danmark og bo mange år i fx Italien og stadig være dansk. Men man kan også indvandre til Danmark og blive dansk nærmest med det samme. Det kommer alt sammen an på det enkelte menneske.

Det interessante spørgsmål er heller ikke, hvornår man er dansk.

Det spændende spørgsmål er, hvad det vil sige at være dansk!!!

Og her er Danmarksbloggen ikke i tvivl om, at det at være dansk handler om respekt og rummelighed, om tolerance og en viden om at forskellighed beriger og styrker, om frisind og frihed både for sjæl og legeme – og om solidaritet, fællesskab og sammenhængskraft.

Sådan er danskheden, når den er bedst.
Dén er den danskhed, som Danmarksbloggen arbejder på at fremme.
Den danskhed, som i årtier gjorde os elskede og berømmede langt udover landets grænser – og som kan gøre det igen.

Den danskhed, som Danmarksbloggen er sat i verden for at fremme.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggen efterlyser: Nutidige symboler på den lyse og glade danskhed

Udgivet den af
7

Mørke skyer trækker ind over Danmark … som så ofte før i de sidste 15-20 år.
Det er næsten ikke til at holde ud … men vi må ikke miste hverken modet eller håbet.

For der er lys derude, der er små spirer i den danske muld – det er Danmarksbloggen sikker på.

Men hvor og hvem og hvad?

Danmarksbloggen efterlyser derfor nutidige symboler på den lyse og glade danskhed, der rummer og tolererer og elsker frisind. For vi har brug for dem mere end nogensinde i denne mørke tid, hvad enten de er personer, organisationer eller noget tredje.

Danmarksbloggen selv kan komme i tanke om Kim Larsen og hans fænomenale sange, der mere end nogen andre sange har defineret den lyse danskhed i de fire-fem årtier, hvor de har været soundtracket til danskernes liv og hverdag. Samt selvfølgelig Niels Hausgaard, der med sit nordjyske lune så fint får fortalt så meget om danskerne og vores måde at være på.

Men hvem og hvad tænker du på? Skriv endelig her i kommentar-feltet. TAKKER.

Danmarksbloggen vil så i april køre en artikel-serie om nutidige symboler på den lyse og glade danskhed, som er så berigende for samfundet – og for os allesammen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Salget af Nets = Danmark “pantsættes” igen … så hvor er Valdemar Atterdag?

Udgivet den af
3

Så er salget af Nets, som står for driften af Nemid og Dankortet, gået igennem. De amerikanske kapitalfonde Advent International og Bain Capital samt det danske pensionsselskab ATP overtog hele molevitten for 17 milliarder kroner.

Det svarer ifølge en analytiker til at sælge Danmarks motorveje og cykelstier. Se artikel fra DR´s hjemmeside her:

http://www.dr.dk/Nyheder/Penge/2014/03/24/095915.htm

Danmarksbloggen er enig. Ja, med vinterens salg af DONG ENERGY i tankerne bringer det her mindelser om dengang i 12-300-tallet, hvor den ene uduelige danske konge efter den anden pantsatte Danmark, således så hele landet tilsidst var ejet af tyske grever og fyrster.

Læs om det her: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773

Redningen dengang kom i form af kong Valdemar Atterdag, der med næsten overmenneskelig energi og kraft fik Danmark tilbage på danske hænder. Han har så desværre været død i over 600 år – så ham skal vi nok ikke regne med i denne sag.

En ting er også tyske grever i middelalderen, mens en anden er multinationale koncerner i nutiden. De er noget sværere at hamle op med og smide på porten, når vi først har lukket dem ind. For det er lige, hvad vi har – ja, det er værre end det.

Vi har solgt os selv og vores land til dem …

Spørgsmålet ligger derfor ligefor: Bliver det nogensinde atter dag over Danmark?

For nok skal vi med åbne arme byde andre velkommen til Danmark. Vi er et lille land, der kun klarer den, når vi interagerer med de andre. Men vi skal være herrer i eget hus. Og den del kniber det gevaldigt med pga disse salg, der bringer mindelser om dengang de uduelige konger Erik Klipping, Erik Menved og Christoffer d. 2. pantsatte Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 11: Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke

Udgivet den af
Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

UNIONSTIDEN, CHRISTIERN D. 2 OG DYVEKE

Den sidste store regent i den danske middelalder var Margrethe (d.1.) Valdemarsdatter, som vi hørte om i sidste uge, og som døde i 1412 – 15 år efter at hun havde underskrevet Kalmarunionen, den union, der samlede Danmark, Norge og Sverige under een krone: Den danske.

Middelalderen varede godt 100 år mere, indtil renæssancen overtog. Unionen holdt nogenlunde ligeså længe med meget svingende succes (dog mest nedad mod fiasko) og aldrig noget bare i nærheden af det magtfulde styre, som det havde været under Margrethe.

Allerede under Margrethes efterfølger Erik af Pommern (konge 1412-1439) gik det … af Pommern til. Han indførte Øresundstolden, som på den ene side virkede som en genial idé, da den gav penge i kassen. Men den var også medvirkende til, at mange skibe anløb Helsingør og ikke anløb København, som dermed mistede indtægter (og det var skidt for landets hovedstad). Og så var Øresundstolden den direkte årsag til, at vi ikke fik Skåne, Halland og Blekinge tilbage efter Store Nordiske Krig i 1720. Men lige det kunne Erik af Pommern ikke vide noget om i 1400-tallet, så her skal han ikke skoses for den del. Men Erik af Pommern tabte alligevel det hele, startende med Sønderjylland og til slut hele Unionen. For han blev faktisk fyret af adelsmændene, der hellere ville have hans søstersøn Christoffer af Bayern til konge (konge 1440-1448).

Manden vidste stort set intet om Norden – vokset op som han var det i Sydtyskland. Uro og krig var også resultatet. Det endte dog med, at han blev kronet som konge af de tre riger, men ikke på een gang, men tre gange. Altså en gang pr. land. Unionen var godt i gang med at smuldre.

Christoffer døde som kun 31-årig – og der blev hvisket om giftmord, men ingen ved det. Faktum er, at han og hans meget unge dronning Dorothea ikke nåede at få nogen børn. Hun blev dog til gengæld gift med efterfølgeren Christian d. 1. (konge 1448-1481), der blev konge på et meget tyndt grundlag. Han var en datter-datter-sønne-søns dattersøn af Erik Klipping!!! Men konge blev Christian af Oldenburg, og han var ingen succes. Dels var han altfor hidsig, dels skrev han det usalige brev om, at hertugdømmerne for evigt skulle være udelte (et brev som holstenerne brugte som juridisk dokument i 1848 før Treårskrigen), og dels var Sverige gledet ud af Unionen. En fortjeneste gjorde han dog – han sørgede for, at Danmark fik sit første universitet i 1474: Københavns Universitet. For nu var landets hovedstad endeligt placeret.

Næst på tronen var sønnen Hans (konge 1481-1513), hvis lillebror Frederik var moderens Dorotheas yndling. Både Frederik og moderen mente, at han også skulle have noget af rigerne. Det mente Hans ikke, som var en handlekraftig herre, der fik slået fast, at kongen ikke ejer Danmark, men blot regerer landet. Og så var døren lukket for Frederik – i første omgang. For han blev konge … men det vender vi tilbage til.

Nu var Hans konge, og efter både forhandlinger med de svenske unionstilhængere og diverse militære slag blev Hans kronet i Stockholm i 1497. De tre unionslande havde nu selvstyre under den samme konge – altså lidt et Commonwealth, som man ser det i United Kingdom idag. Her holdt det dog kun i tre år til 1500, hvor Hans tabte et slag i Ditmarsken i Sønderjylland, som nok kunne være vundet i anden omgang. Men nu fløj rygtet til Norge og Sverige, at en flok bønder kunne besejre Kong Hans – og så fik modstanden mod den danske unionskonge næring – og Kong Hans´s dronning Christina måtte efter syv måneders belejring af Stockholms Slott, som dengang hed Tre Kronor, opgive.

Hans døde på en rejse, og så blev hans søn Christiern d. 2. (konge 1513-1523). Og ja, han hedder Christiern og ikke Christian.

Christiern havde haft en lidt usædvanlig opvækst, hvor han blandt andet havde været i huset hos en bogbinder i København. Livet igennem befandt Christiern d. 2. sig også bedre blandt borgere og købmænd end blandt adelen, som han aldrig helt forstod og foragtede, fordi de havde arvet og ikke selv havde skabt sig deres rigdomme og privilegier.

Som andre tronfølgere var Christiern statholder i Norge, mens han var kronprins, og det var her, at han mødte sit livs kærlighed: Dyveke, som sammen med sin mor Sigbritt var kommet til Norge fra Holland for at sælge kager. Begge blev de taget med til København, da han rejste hjem for at blive konge

Der findes ikke meget konkret viden om Christiern d. 2, men det er sikkert, at han havde Holland som idealstat og ønskede at indrette Norden som en stat á la Holland. Pudsigt nok kom også hans dronning derfra. Som konge kunne Christiern jo ikke gifte sig med den ligeledes hollandske Dyveke, der var borgerlig, men det kunne han med den habsburgske Elisabeth. Så det skete – dog med Christiern´s store modvilje, for han elskede Dyveke og nægtede at sende hende væk fra hoffet.

Det var man selvfølgelig meget utilfreds med i Elisabeths bagland, det fine habsburgske kejserhof. Men om det var dem, eller om det var ham, der blev halshugget for udåden, nemlig adelsmandenTorben Oxe, vides ikke. Men i 1517 døde Dyveke af forgiftede kirsebær.

Kongen – vild af sorg – skød derpå alle de adelige fra sig og regerede nu landene sammen med Malmös borgmester og moder Sigbritt. Dét faldt mange for brystet, undtagen måske lige borgere og købmænd, som fik mange frihedsrettigheder i disse år, så handel og udvikling kunne ske mere frit og uden hensyntagen til de ofte mere gammeldags og feudale adelige. Forholdene blev også bedre for bønderne.

Og Christiern d. 2 ville mere. NU skulle Sverige tilbage i Unionen, og Stockholm endte også med at overgive sig – og Christiern d. 2. blev kronet 4. november 1520 – og så skete katastrofen. Den svenske ærkebiskop Gustav Trolle hævdede, at alle hans egne politiske modstandere havde begået synder mod kirken – og at det kunne kongen ikke acceptere.

Alligevel var Christiern d. 2. reaktion ekstrem og frygtelig og kendes under navnet “Det Stockholmske Blodbad”, hvor mere end 84 svenske adelige og gejstlige blev halshugget på Stortorget i Stockholm. Den dag i dag kaldes Christiern d. 2. også for Christiern Tyran i Sverige – undtagen i Skåne, hvor de kalder ham Christiern den Gode. Måske fordi skåningene stadig føler et slægtsskab til og en længsel efter at komme hjem til Danmark?!

Det vides ikke. Men det var begyndelsen til enden for Kalmarunionen og for Christiern d. 2., der efterfølgende tog til Holland, og senere måtte opleve den tort at blive sat i fængsel, først på Sønderborg og siden i Kalundborg. Dog i gode kår, men uden dom og uden rettergang i mere end 27 år.

For i Danmark havde man mistet tålmodigheden med den mærkelige mand, der ikke rigtig kunne bestemme sig til, om han skulle kæmpe for sin krone. Han havde borgere og bønder med sig, men selv kunne han end ikke finde ud af, om han skulle blive i København eller tage til Jylland, da hans farbror, den kommende Frederik d. 1. – altså faderens forkælede lillebror, rejste op igennem Jylland som ny konge af tvillingeriget Danmark-Norge. Sverige var nemlig blevet sig selv igen under Gustav Vasa. Det siges, at Christiern på en dag sejlede mere end 20 gange frem og tilbage over Lillebælt – hver gang fordi nu havde han ændret mening igen!!!

Som en krølle på halen skal også fortælles, at da først Dyveke, den lille due, som Christiern d. 2. kaldte hende, var død, voksede kongens kærlighed til Elisabeth, og deres ægteskab blev kort, men lykkeligt.

Christiern d. 2. ville så meget – især for borgere og bønder, men istedet var hans udgang som konge i Danmark også indgangen til borgerkrigen i Danmark, bedre kendt under navnet Grevens Fejde. Og dén skal vi høre om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fordomme og forskelsbehandling er en farlig glidebane i sundhedssektoren

Udgivet den af
Svar

Hvis man tror på fordommene om, at højtuddannede er intelligente og lavtuddannede ikke er, så lyder det rigtigt, at højtuddannede ikke skal have de samme tilbud som de lavtuddannede i sundhedssektoren, når vi taler om at komme sig efter en blodprop eller har fået konstateret sukkersyge og andre mere alvorlige ting.

Men selvom en del højtuddannede lever længere og lever et bedre liv end lavtuddannede – og at en del højtuddannede i reglen ikke behøver samme mængde rådgivning og genoptræning, da de selv sørger for en del af det, så gælder det langtfra alle.

Og så er det simpelthen så grundlæggende forkert at behandle folk forskelligt. Og nej, det er ikke fordi, at højtuddannede betaler mere i skat, at de skal have de samme tilbud som de lavtuddannede. Det er simpelthen fordi, at vi alle er borgere i Danmark – og at vi derfor skal behandles ens.

For forskelsbehandling er en farlig glidebane, som let tager os som samfund til et sted, hvor der er a- og b-mennesker – og måske endda også c- og d-mennesker. Og derfra er vejen til chikane og overgreb mod “de andre” ikke langt væk. Ja, den vej ligger ligefor.

Så nej, vi skal ikke forskelsbehandle i sundhedssystemet, men læger og sygeplejersker skal lave individuelle handlingsplaner for hver enkelt patient. For selvfølgelig er der forskel på, hvad der er behov for. Men vi skal ikke lade fordomme om sammenhængen mellem uddannelseslængde og evnen til at håndtere en alvorlig sygdom afgøre noget som helst.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk