Så er salget af Nets, som står for driften af Nemid og Dankortet, gået igennem. De amerikanske kapitalfonde Advent International og Bain Capital samt det danske pensionsselskab ATP overtog hele molevitten for 17 milliarder kroner.
Det svarer ifølge en analytiker til at sælge Danmarks motorveje og cykelstier. Se artikel fra DR´s hjemmeside her:
http://www.dr.dk/Nyheder/Penge/2014/03/24/095915.htm
Danmarksbloggen er enig. Ja, med vinterens salg af DONG ENERGY i tankerne bringer det her mindelser om dengang i 12-300-tallet, hvor den ene uduelige danske konge efter den anden pantsatte Danmark, således så hele landet tilsidst var ejet af tyske grever og fyrster.
Læs om det her: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Redningen dengang kom i form af kong Valdemar Atterdag, der med næsten overmenneskelig energi og kraft fik Danmark tilbage på danske hænder. Han har så desværre været død i over 600 år – så ham skal vi nok ikke regne med i denne sag.
En ting er også tyske grever i middelalderen, mens en anden er multinationale koncerner i nutiden. De er noget sværere at hamle op med og smide på porten, når vi først har lukket dem ind. For det er lige, hvad vi har – ja, det er værre end det.
Vi har solgt os selv og vores land til dem …
Spørgsmålet ligger derfor ligefor: Bliver det nogensinde atter dag over Danmark?
For nok skal vi med åbne arme byde andre velkommen til Danmark. Vi er et lille land, der kun klarer den, når vi interagerer med de andre. Men vi skal være herrer i eget hus. Og den del kniber det gevaldigt med pga disse salg, der bringer mindelser om dengang de uduelige konger Erik Klipping, Erik Menved og Christoffer d. 2. pantsatte Danmark.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk